Huden Hudens opbygning og funktioner
Definition på hud: Hud er det organ, som danner kroppens ydre grænse mod omverdenen. Huden tjener forskellige formål. Den beskytter kroppen mod påvirkninger udefra, det kan f. eks. være varme, kulde, stråling eller bakterier og medvirker til at holde et stabilt indre miljø. Huden er bundet fast til knoglerne og vævet.
Huden forandres: Huden forandres tydeligt t med alderen, men hvad er årsagen og kan man gøre noget ved det? Den menneskelige krop er fysisk i topform i omkring 20-25-års alderen. Herefter begynder den lange ældningsproces, der varer resten af livet. Dette gælder også for huden, der kan regnes for kroppens største organ. Man kan sige, at dele af huden hele tiden fornyer sig selv, idet overhudens celler konstant dør og bliver udskiftet med nye, men "kvaliteten" forringes - langsomt men sikkert.
Hudens funktion: Huden er menneskets største organ. Den dækker vores ca. 2 kvadratmeter store overflade og vejer omkring 3 kg. Huden har en række funktioner, hvoraf overordnet beskyttelse af organismen er den vigtigste. Som mekanisk beskyttelse ligger huden som et hurtigt helende lag, der skærmer kroppens indre dele mod slag og skrammer. Huden er også sanseorganer for føle, varme, kulde, smerte og tryk. Derudover beskytter den mod mekaniske traumer og UV-bestråling, den regulerer legemstemperaturen, og har en barrierefunktion mod mikroorganismer og skadelige produkter. Huden er med til at opretholde væskebalancen og den registrerer Huden er med til at opretholde væskebalancen og den registrerer udefrakommende stimuli.
Hudens funktion... Huden er også en del af kroppens immunforsvar, idet den med sin store tæthed fysisk holder bakterier og andre skadelige mikroorganismer og stoffer ude af kroppen. Desuden er huden vandtæt, hvilket er vigtigt for at hindre vandfordampning. Mennesket består overvejende af vand og ville hurtigt blive dehydreret, hvis ikke huden holdt vandet tilbage. Den store fare ved omfattende skader på huden (f.eks. større forbrændinger) er netop, at infektioner og væskefordampning har frit spil gennem den ødelagte hud.
Hudens opbygning: Huden (cutis) består af 3 lag: Overhuden, læderhuden og underhuden. Det øverste, synlige lag kaldes overhuden eller epidermis. Under den ligger læderhuden eller dermis, som er tykkere end overhuden. Læderhuden indeholder mange kollagene fibre, og denne egenskab gør pattedyrs hud velegnet som læder. Under disse to lag findes underhuden subcutis som udgør et lag med Under disse to lag findes underhuden, subcutis, som udgør et lag med isolerende og stødabsorberende fedt.
Hudens opbygning...
De 3 lag har forskellig tykkelse: Hudens tykkelse: Overhud er fra få mm til knapt en cm på de tykkeste steder. Læderhuden måler ligeledes fra få mm til 15 mm på ryggen. Underhuden, der hovedsageligt udgøres af et fedtlag, kan variere fra få mm (på øjenlåg) til flere cm f.eks. på hofterne. Underhuden er også afhængigt af køn. Kvinderne har det tykkeste fedtlag, som styres af det kvindelige kønshormon, der regulerer fordelingen af hudens fedt. Her er der navnlig tale om underhuden på hofter, baller og forsiden af maven.
Overhuden (Epidermis): Epidermis dækker hele kroppens overflade. Disse superficielle epidermale celler, afstødes fra hudens overflade, og erstattes af nye celler, der er resultat af celledelingen i det dybeste område af Epidermis. Da Epidermis er avaskulær, kan cellerne gnubbes af uden større skade. Epidermis i indeholder ikke blodkar, men modtager sin næring fra vævsvæsken. Ved manglende epidermis er der risiko for infektioner, vandtab og udtørring. Celler bevæger sig fra det ene lag til det næste, og gennemgår her en modningsproces. Langt de fleste af cellerne er af typen pladeepithel. De dannes hele tiden i overhudens levende del og bliver så skubbet ud mod overfladen, når der igen dannes nye celler under dem. Efterhånden som epithel-cellerne nærmer sig hudoverfladen, fyldes de op af et hårdt stof, keratin, hvorved de dør. Denne proces kaldes forhorning og overhudens yderste lag kaldes derfor hornlaget.
Epidermis består af tre lag: Epidermis... 1) Det basale lag (1 cellelag) 2) Det suprabasale lag 3) Stratum corneum (10-15 cellelag)
Epidermis... Det basale lag. Det basalale lag består af et enkelt lag aktivt delende celler, basalceller, der danner basalmembranen. Basalmembranen adskiller epidermis fra dermis. Når nye celler e dannes, bevæger de sig fra det basale cellelag e op mod overfladen. Basalcellerne har i starten en kubisk form, der efterhånden ændrer sig til en mere affladig form, når de bevæger sig op igennem epidermis. Det suprabasale lag. Det suprabasale cellelag består af affladigede celler. Når disse celler bliver ældre og langsomt bevæger sig mod overfladen, produceres keratin. Keratin er et proteinstof, der gør huden vandtæt og modstandsdygtig. Stratum corneum. Hudens yderste lag, Stratum corneum, er dannet af døde skællignende celler. Disse celler indeholder store mængder keratin. Disse celler bliver konstant afstødt og erstattes af andre celler fra det suprabasale lag. Denne cyklus fra cellerne dannes på basalmembranen, til de afstødes som døde celler, vil normalt tage ca. fire uger.
Celleomsætning i epidermis: Overhudens døde d hornceller slides efterhånden af på grund af den friktion, som huden udsættes for. På denne måde holder overhuden en nogenlunde konstant tykkelse. Afslidningen sker især når vi går og arbejder med hænderne, men også som følge af alle bevægelser og slitagen fra tøjet. Det tager i gennemsnit to måneder inden en nydannet hudcelle når hudoverfladen og slides af. De legemsdele som er udsat for en større slitage, har en tykkere overhud, og derfor tager omsætningen af celler i huden på disse legemsdele længere tid. Nogle hudsygdomme d forårsages af forstyrrelser i omsætningen af hudceller. F.eks. ved Psoriasis sker der en ansamling af døde celler på hudens yderside, fordi dannelsen af nye celler i hudens dybereliggende del er usædvanlig stor.
Epidermis og hudbarriere: De levende celler i overhuden producerer en række fedtstoffer, t ff som lægger sig mellem horncellerne og danner en næsten helt vandtæt barriere. Hudbarrieren hindrer dels fremmede mikroorganismer i frit at invadere kroppen og dels hindrer den vandet i at fordampe fra hudens dybere lag og dermed udtørring af huden og dehydrering.
Epidermis og hudfarve: Overhudens levende lag indeholder også pigmentceller (melanocytter). De producerer farvestoffet melanin, der beskytter den underliggende læderhud mod de skadelige UV-stråler fra solen. Hudens farve bestemmes bl.a. af indholdet af det sorte farvestof melanin. Det er melanin, der giver huden den brune farve efter ophold i solen. Afrikanere og asiater har et højere celleindhold af melanin.
Læderhuden (Dermis): Læderhuden er hudens tykkeste lag. Det er først og fremmest et bindevævslag, som giver huden dens styrke og elasticitet. Derudover findes der i læderhuden mange specialiserede væv, f.eks. hårsække, svedkirtler, talgkirtler, blodkar, nerveender og sanseceller. Når huden ældes og der opstår rynker, er det især fordi bindevævet i dermis bliver mere sparsomt og huden bliver tyndere og mister sin elasticitet og vandbindingsevne.
Dermis... Bindevævet består af 90 % kollagen, 5 % Elastin og 5 % Amorf grundsubstans. Læderhuden er langt mere cellefattig end overhuden. Der ses flest bindevævsceller (fibroblaster). Disse celler producerer fibre med forskellige egenskaber. I dermis er der således rigeligt med fibre af materialerne kollagen og elastin. De kollagene fibre er i familie med dem som bl.a. brusk er opbygget af og de gør huden stærk og sej. Elastinfibrene er, som navnet antyder, elastiske og giver huden dens spændstighed og elasticitet. Her findes der blodkar. Mængden af blodkar i huden er forholdsvis stor i forhold til behovet. Huden bruger blodkarrene til at regulere temperaturen med. Den rigelige blodforsyning betyder, at hudafskrabninger, der involverer læderhuden, kan bløde pænt, specielt i ansigtet, t hvor der er rigtig mange blodkar. I læderhuden d findes hudens nerver i rigt mål. Udover fiberstrukturer findes også andre molekyler, som blandt andet binder vand i læderhuden. d
Specialvævene Dermis... Som nævnt indeholder dermis også en masse specialstrukturer. Der er mange kirtler, som producerer talg og sved. Deres udførselsgange strækker sig op gennem epidermis og munder ud i porer på overfladen. Hvis talgkirtlerne overproducerer som i puberteten) eller porerne er stoppede, kan det føre til infektioner i kirtlerne, der ses som Akne (bumser, uren hud). Også hårsække ligger i den seje læderhud, og derfor sidder hår så fast, som de gør! Endelig er dermis rig på sanseceller. Disse specialceller ll er direkte forbundet til nervesystemet og registrerer tryk og berøring, kulde og varme samt smerte fra huden til rygmarven og hjernen. N l d tå å f k i b tt d l Nogle sygdomme opstår når f.eks. en virus benytter de lange nerveceller til at sprede sig til huden. Dette gælder f.eks. forkølelsessår og helvedesild, som begge skyldes en herpes virus.
Der findes to slags svedkirtler. Svedkirtler og Talgkirtler: De aporkine kirtler, er lokaliseret til armhulerne og genitalia. Ligeledes findes de mindre eckrine kirtler, der indgår i termoregulationen. Disse er tubulære glandler, med en sammenrullet bund. Svedkirtler ligger normalt i dermis, men består af epidermale celler. Duktus går gennem epidermis med åbningen på hudens overflade. Huden taber omkring 500ml vand per døgn, men kan under ekstreme forhold tabe op til 6 l per døgn. Talgkirtlerne sekrerer en olieret substans (Sebum). Sebum sekreres ind i hårfolliklen og er her med til at smøre såvel håret som huden. Sebum medvirker til at holde hudens sure ph på cirka 5.
Blodkar og nerveender: Blodkar er store arterier i det subcutane fedtlag sender et netværk af mindre kar ind i dermis og små arterioler strækker sig ind i de dermale papiller, hvor de forsyner basalmembranen. Et godt blodflow giver en god forsyning af ilt og næringsstoffer til den cellulære aktivitet og specielt til reparation af beskadiget væv. Det yderste kapillærsystem deltager ligeledes i kroppens termoregulation. ti Nerveender er specialiserede sensoriske receptorer for smerte, varme, kulde, føle og tryk findes i dermis. Mange følereceptorer er lokaliseret li ved hårene. Nervefibrene forsyner blodkar, svedkirtler og errector pili musklen, hvorved hudens funktion reguleres.
Subcutis (Underhuden): Det subcutane fedtlag er et løst organiseret lag under dermis. Det indeholder normalt store fedtdepoter eller adipøst væv. Det superficielle område indeholder i enkelte tilfælde dele af hårfollikler og svedkirtler. Subcutis indeholder fedt (et blødt mobilt lag), hvis funktion er at isolere, virke som energilager og være "stødpude". Subcutis indeholder også bindevæv, som indeholder nerver og blodforsyning. Dennes funktion er at sammenholde de underliggende lag, beskytte og inddele vævet i lag.
Blodforsyning til huden: Hudens blodforsyning udgør omkring en tredjedel af kroppens totale blodforsyning. Selvom de større kar er lokaliseret i det subkutane fedtvæv, hvor de er beskyttet, behøver det subkutane fedtvæv ikke nogen særligt stor blodforsyning. Det subkutane fedtvæv er primært dannet af adipøst væv, der bruges til isolation og energidepoter. Det område der modtager det største blodflow er dermis hvor mange Det område der modtager det største blodflow er dermis, hvor mange aktive celler er lokaliseret. De aktivt delende celler over basalmembranen modtager ilt og næringsstoffer fra det dermale lag.
Hudafskrabninger: I dagligdagen d involverer hudafskrabningerne kun de øverste 2 lag: overhud og læderhud. Hvis underhuden (fedtlaget) er inddraget, kaldes det for et almindeligt sår. Overhuden Overhuden er hudens øverste lag. Yderst ligger hornlaget, der er det lag, man kigger på, når man betragter huden. Horn er et proteinstofkompleks, der er kendetegnet ved at være slidstærkt, smidigt og uigennemtrængeligt for mange stoffer. Dets slidstyrke gør, at vi f.eks. kan gå på fodsålerne, hvor hornlaget er tykkest, t uden at vi slider det hele af, inden den nye horn dannes. Under hornlaget findes et tyndt cellelag. Det er de celler, der danner hornet. Overhuden er kendetegnet ved ikke at indeholde nerver og blodkar. Det vil sige, at man kan skære og stikke i overhuden, uden at det fremkalder smerte eller blødning. En afskrabning, der kun involverer overhuden, er harmløs og smertefri.
Hudsygdomme, Psoriasis: Psoriasis er en af de mest almindelige hudsygdomme. Den rammer ca. 2-3% af befolkningen, lige hyppigt hos mænd som hos kvinder. Den opstår normalt i 10-30 års alderen, og ledsages hos ca. 10 % af en særlig form for psoriasis-gigt. Psoriasis i er en arvelig, kronisk k hudsygdom, d men man kan have lange perioder uden udbrud. Selve navnet psoriasis kommer af det græske ord for kløe. Psoriasis er præget af røde, fortykkede områder på huden, der er dækket af glinsende skæl. Der findes en række forskellige former for psoriasis, nogle kan have en lille plet på ryggen, og andre kan have meget svær psoriasis, der dækker hele kroppen.
Psoriasis Årsagen til psoriasis er ukendt, men meget tyder på, at sygdommen opstår, fordi bestemte hvide blodlegemer er fejlprogrammerede. De hvide blodlegemer styrer kroppens immunforsvar, men hvis der er fejl i dem, kan de for eksempel medvirke til at angribe hudcellerne. Aktiveringen kan sættes i gang af infektioner, hyppigt af streptokokinfektioner, af stress eller af visse lægemidler (eksempelvis lithium, visse antimalariamidler og såkaldte betablokkere). Dette angreb gør huden rød og hævet og får hudcellerne til at dele sig meget hurtigt. Den enkelte celle udvikler sig i løbet af kun tre til fire dage, i modsætning til de godt 28 dage, som det normalt tager. Dette er årsag til skældannelsen. Ser man huden i et mikroskop, vil man desuden se, at den er fuld af betændelsesceller, og at de små blodkar er udvidede i forhold til normalt.
Psoriasis Der findes en række forskellige behandlinger afhængig af typen og sværhedsgraden af psoriasis. Hvis man tidligere har haft udbrud af psoriasis, kan man i nogen grad forebygge nye udbrud ved at kende til de faktorer, der kan fremprovokere eller forværre psoriasis. Det drejer sig blandt andet om stress, rygning, overdreven brug af alkohol og visse typer medicin. Derudover er det en fordel, at holde huden smidig med gode cremer, ligesom sol og sommer er godt for de fleste med psoriasis.
Svampeinfektioner i huden: Svampeinfektioner i huden forekommer i hudens yderste lag, hår og negle. Hos personer med nedsat immunforsvar kan svampeinfektioner dog føre til mere alvorlige sygdomme. Svampeinfektioner kan skyldes dermatophytter eller gærsvampe. Svampeinfektioner med dermatophytter udgør 3-4% blandt hudpatienter i Skandinavien. De måder man bliver smittet på, afhænger af de forskellige typer af svampeinfektioner i huden. Svampene lever i hudens yderste lag, hornlaget og spreder sig ved at danne enzymer, der opløser dette. Smitten kan enten foregå fra menneske til menneske, eller fra dyr til menneske og rammer både kroppen, hænderne, fødderne, hårbunden og neglene.
Cellulite: Cellulite (appelsinhud) er fedt, der har hobet sig op i en forandret hudstruktur. I underhuden ligger der altid et lag fedt, der fungerer som kroppens isolation og polstring, og som sikrer kvinden, at hun har energi og næring nok til at blive mor. Fedtet ligger kapslet ind i små rum mellem overhuden og musklerne, hvis vægge består af bindevævsstrøg. Som årene går, bliver bindevævet stivere og trækker sig lidt sammen, og så opstår de små fordybninger i huden, der er karakteristiske for appelsinhud. Samtidig får man typisk lidt mere fedt i underhuden, og tyngdekraften har haft masser af tid til at trække i fedtet. Resultatet er appelsinhud og dermed buler mellem bindevævsstrøgene.
Pigmentforstyrrelser: Med betegnelsen pigmentforstyrrelser menes sygdomme i hudens pigment-dannende celler. Disse celler kaldes melanocytter, fordi hudens pigment (det der gør os solbrune) hedder melanin. Disse celler ligger i hudens dybeste lag over hele kroppen. Når cellerne udsættes for sollys (de ultraviolette stråler, UVA og UVB), danner de melanin for at beskytte huden. Den mørke melanin absorberer nemlig store mængder af de skadelige UV-stråler, der derved bliver forhindret i at trænge dybere ind i kroppen. Pigmentdannelsen kan ved visse sygdomme være for stor eller for lille, og de pigment-dannede celler kan vokse ukontrolleret.
Vitiligo: Forøget pigmentering: Ved vitiligo opstår lyse pletter på huden. Sygdommen er som regel arvelig og ses hos 1 ud af 100 danskere. De lyse pletter kommer oftest hos unge voksne, og det første område kan komme efter en solskoldning, et ar eller lignende. Områderne er tit symmetriske (f.eks. på begge knæ). Knæ, albuer, hænder og øjenomgivelser er hyppigst ramt. Årsagen er ukendt, men sygdommen er sandsynligvis autoimmun (immunforsvaret angriber kroppens egne celler) og sygdommen ses ofte sammen med andre autoimmune sygdomme. Hos lidt over halvdelen kan man få hudens normale farve igen med lysbehandling eller steroid-behandling. Hvis det meste af huden er bleget, kan man blege den resterende hud også med hydroquinon-creme for at få et jævnt udseende.
Pityriasis Versicolor Andre hudsygdomme Denne sygdom er forårsaget af svampen M. Furfur. På hals, arme og overkrop ses mørke pletter mod den hvide hud om vinteren, og når huden bliver solbrun om sommeren, ses pletterne nu hvide. Pityriasis versicolor behandles med svampemidler. Gammelmandsvorter (seborrhoiske keratoser) Der er her faktisk ikke tale om vorter, men derimod om godartede hudtumorer. De er meget almindelige blandt ældre, og skyldes at både hudens almindelige celler og de pigmentdannende celler vokser hurtigere end normalt. D i d f kti k d k d t De minder faktisk mere om modermærker end om vorter og kan klø. Behandlingen er fjernelse ved afskrabning, evt. med varmebehandling bagefter.