Begrebet handicap i Rådets Direktiv 2000/78/EF

Begrebet handicap i Rådets Direktiv 2000/78/EF Udarbejdet af Dorota Smerek Studienr.: 20115722 Vejleder: Malene Krogh- Hansen Aalborg Universitet Bachelorprojekt 2014

Indholdsfortegnelse Abstract... 3 1. Indledning... 5 1.1. Emne og problemformulering... 5 1.2. Metode... 7 2. Begrebsdefinitioner... 7 2.1. De Forenede Nationer og handicapkonventionen... 7 2.2. Lighedsprincippet... 8 2.3. Forskelsbehandling... 8 3. Den Europæiske Unions retsorden... 9 4. Den Europæiske Unions Domstol... 11 5. Analyse... 12 5.1. Analyse af Chacón Navas C- 13/05... 12 5.1.1. Referat af sagen... 12 5.1.2. Analyse af sagen... 13 5.1.3 Sammenfatning... 16 5.2. Analyse af Coleman C-303/06... 17 5.2.1. Referat af sagen... 17 5.2.2. Analyse af sagen... 17 5.2.3. Sammenfatning... 20 5.3. Analyse af de forenede sager C- 335/11 og C- 337/11... 20 5.3.1. Referat af sagerne... 20 5.3.2. Analyse af sagerne... 21 5.3.3. Sammenfatning... 25 5.4. Analyse af Z. sag C-363/12... 26 5.4.1. Referat af sagen... 26 5.4.2. Analyse af sagen... 26 5.4.3. Sammenfatning... 27 6. Konklusion... 28 Litteraturliste... 31 2

Abstract This study investigates the meaning and the development of the concept of disability as it is used in the Council Directive 2000/78/EC of 27 November 2000 establishing a general framework for equal treatment in employment and occupation (from now on Directive). For the investigation four verdicts from the Court of Justice of the European Union (form now on the Court) are discussed. These are Chacón Navas C-13/05, Coleman C-303/06, Joined Cases Werge and Ring C-335/11 and C- 337/11, and Z. C-363/12. The three of the cases (besides Coleman) are about the definition of the concept of disability. Coleman case is about the personnel scope of the Directive. Besides the four cases and the Directive, the United Nations Convention on the Rights of Persons with Disabilities will be used. The problem formulation in this study is as follows: Who can be considered as disabled in the scope of the Directive? How has the concept of disability developed since the concept of disability was introduced in the Directive? The analysis of the cases is made chronologically and each case is analysed by it self. This is chosen in order to get a clearer view of development of the concept of disability. This construction of the study allows also to see what the different cases have contributed with in order to create the current definition of the concept of disability. The first case, which is analysed, is Chacón Navas. This is also the first case where the Court has been encouraged to define disability. The key conclusions from this case are, that disability must be understood as referring to a limitation which results in particular from physical, mental or psychological impairments and which hinders the participation of the person concerned in personal life, see Chacón Navas paragraph 43. This limitation has to be of a long period, but the length of the period is not the conclusive factor for the definition. Furthermore the Court has stated that disability and illness are not the same things, and that illness as it is cannot be equated with the causes, that are listed in article 1 in the Directive. The second case Coleman is slightly different from the other three. The question here is not whether or not the worker is disabled. The question is whether a healthy worker can claim the rights that are contained in the Directive because as this worker is discriminated on the ground of disability because of this person s close connection to a disabled person. The question here is about direct discrimination and harassment. In 3

order to secure an effective protection of the Directive the Court concluded, that the protection of the Directive is not limited only to people who are themselves disabled. The third case is the joined cases Werge and Ring. These cases contain questions that require definition of the concept of disability. What prevents the Court from using the exact same definition of the concept of disability as stated in Chacón Navas is that in the time gap between the verdict of Chacón Navas and the start of these joined cases the European Union has approved the United Nations Convention on the Rights of Persons with Disabilities, see Council Decision 2010/48/EC of 26 November 2009. All the relevant secondary law (as the Directive 2000/78/EC) has to, as far as possible, be interpreted in a manner consistent with this convention see the joined cases Werge and Ring paragraph 32. Therefore the Court has to re-evaluate the already created definition. In order to interpret the concept of disability in a manner consistent with the convention the Court chose to build on the definition from Chacón Navas. The new definition of the concept of disability is interpreted as including a condition caused by an illness medically diagnosed as curable or incurable where that illness entails a limitation which results in particular from physical, mental or psychological impairments which in interaction with various barriers may hinder the full and effective participation of the person concerned in professional life on an equal basis with other workers, and the limitation is a long-term one, see the joined cases Werge and Ring paragraph 47. The Court has also stated, that the necessity of the measures to be taken by the employer is not crucial to the definition of the concept of disability. The last case confirms the Courts definition. Here the Court states again that the concept of disability is a limitation. The conclusion of this study is that the definition of the concept of disability has developed. The main reason to this development is the approval of the United Nations Convention on the Rights of Persons with Disabilities. Furthermore the current definition of the concept of disability is the one quoted from the joined cases with the addition of only focusing on limitation without the focus on the cause. 4

1. Indledning 1.1. Emne og problemformulering I det danske og europæiske samfund findes der handicappede personer, som på grund af sin handicap ikke kan leve et liv, som de raske borgere kan. Disse personer må ikke behandles ringere end raske personer, da dette ville medføre forskelsbehandling på grund af handicap. Den Europæiske Union (herefter EU) stræber efter at bekæmpe enhver form for forskelsbehandling herunder også enhver form for forskelsbehandling på grund af handicap, jf. artikel 10 i Traktat om den Europæiske Unions Funktionsmåde (herefter TEUF). I sin stræben efter at bekæmpe forskelsbehandling på grund af handicap, har den Europæiske Union tiltrådt FN s Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap (herefter handicapkonventionen eller FN-konventionen), som blev vedtaget i december 2006. Handicapkonventionen trådte i kraft i april 2008, efter 20 lande har ratificeret konventionen. 1 Forskelsbehandling på grund af handicap kan forekomme i mange forskellige livssituationer. Den voksne del af samfundet bruger meget af sin tid på arbejdet, og det er også der, forskelsbehandling kan forekomme. Som nævnt stræber EU efter at bekæmpe enhver form for forskelsbehandling. Dette gælder også forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Derfor blev der udarbejdet et direktiv om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (Rådets Direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv) (herefter direktivet). Formålet med direktivet er med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering., jf. artikel 1 i direktivet. Direktivet er blevet gennemført i dansk ret ved lov nr. 1417 af 22. december 2004 om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.. Denne lov er på nuværende tidspunkt historisk, mens lovbekendtgørelse nr. 1349 af 16. december 2008 bekendtgørelse af lov om forbud 1 Justesen, Pia; Handicap og diskrimination på arbejdsmarkedet; Ugeskrift for retsvæsen U.2008B.302, side 309 5

mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven) er gældende. I projektet vil der blive fokuseret på anvendelsesområdet af direktivet 2000/78/EF. Direktivets formål er som nævnt at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Som allerede antydet vil projektets fokus rette sig imod beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap. Handicapbegrebet er dog ikke defineret i direktivet. 2 Der kan heller ikke findes en enegyldig definition af begrebet i TEUF. Handicapkonventionen indeholder dog en definition af begrebet handicap, og denne kan findes i konventionens artikel 1. Her defineres handicappede for at være personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt ud at deltage i samfundslivet på lige fod med andre., jf. handicapkonventionens art. 1, 2. pkt. Handicapkonventionens præambel understreger også, at handicapbegrebet er et begreb under udvikling, jf. præamblens litra e). 3 Uden en enegyldig definition af begrebet som indeholdt i direktivet er der usikkerhed om, hvilke personer kan anses for handicappede og hermed kan påberåbe sig rettighederne i direktivet. Projektets analyse vil fokusere på at give nogle retningslinjer for, hvordan handicapbegrebet skal fortolkes. Samtidigt vil der blive kigget på begrebets udvikling. Her vil der kun blive fokuseret på handicapbegrebet som indeholdt i direktivet 2000/78/EF. Analysen vil blive foretaget over Den Europæiske Unions Domstols (herefter EU-Domstolen) praksis, som i nogle få sager har taget stilling til handicapbegrebet. Her vil der kronologisk blive kigget på Chacón Navas sagen (C-13/05), Coleman sagen (C-303/06), de forenede sager (C-335/11 og C-337/11), samt den nyeste sag Z. (C-363/12). Problemformuleringen kan sammenfattes til følgende spørgsmål: Hvem kan anses for at være handicappet i direktiv 2000/78/EF s forstand og hermed være beskyttet af direktivet? Hvordan har dette begreb udviklet sig siden den første sag Chacón Navas C-13/05? 2 Nielsen, Ruth, EU arbejdsret, Jurist- og Økonomiforbundets forlag, 4. udgave, 1. oplag, 2006, side 347 3 Justesen, Pia; Handicap og diskrimination på arbejdsmarkedet; Ugeskrift for retsvæsen U.2008B.302, side 309 6

1.2. Metode Direktivet beskytter arbejdstagere mod forskelsbehandling på arbejdspladsen på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, jf. direktivets artikel 1. Formålet med projektet er at belyse direktivets anvendelsesområde ved at definere et af de centrale begreber nemlig begrebet handicap. Denne afgrænsning er valgt af praktiske årsager. Projektets omfang kan ikke rumme en dybdegående analyse af alle beskyttelsesgrunde. Denne beskyttelsesgrund er valgt, fordi retstilstanden er usikker på grund af manglende definition af begrebet. Selv om det måtte vise sig, at en enegyldig definition af handicapbegrebet er uhensigtsmæssig på grund af dennes udvikling, er det dog vigtigt at fastlægge generelle rammer for, hvad handicapbegrebet indeholder, for at sikre en ensartet fortolkning, og hermed tilgodese lighedsprincippet. Denne fremstilling er en retsdogmatisk fremstilling, da fokus er på fortolkning af gældende ret. Denne fortolkning vil blive udført på baggrund af EU-Domstolens praksis. Denne praksis vil, som nævnt, blive behandlet kronologisk. Denne kronologiske opbygning giver mulighed for at se, hvad de forskellige sager bidrager med til den nugældende definition af begrebet handicap, samt hvordan begrebets definition har udviklet sig siden den første sag Chacón Navas C-13/05. 2. Begrebsdefinitioner 2.1. De Forenede Nationer og handicapkonventionen De Forenede Nationer er en samarbejde mellem 193 medlemslande, som arbejder med en bred vifte af vigtige internationale emner. 4 FN s vigtigste opgaver fokuserer på menneskerettigheder, humanitære indsatser, udviklingsaktiviteter samt fred og sikkerhed. FN er en mellemstatslig samarbejdsorganisation, som ikke udsteder love. FN bidrager dog til at løse konflikter på verdensplanen. 5 Der vil herefter ikke blive fokuseret mere på de Forenede Nationer. Dette er blot en kort beskrivelse af, hvad FN er. 4 http://un.dk/da/node/19 besøgt den 8.05.2014 5 http://un.dk/da/node/9 besøgt den 8.05.2014 7

FN-handicapkonvention er en international aftale, som er blevet underskrevet af en række lande. Med dette forpligtede landende sig til at ratificere konventionen, hvilket betyder, at landende har forpligtet sig til at indrette deres nationale lovgivning således, at de krav, der er stillet i konventionen, opfyldes. 6 Handicapkonventionen er godkendt af Det Europæiske Fællesskab, jf. Rådets afgørelse 2010/48/EF af 26. november 2009. I forhold til handicapkonventionens hierarkiske stilling i den Europæiske Retsorden henvises der her til afsnit 3., hvor netop dette bliver gennemgået. 2.2. Lighedsprincippet Lighedsprincippet er anerkendt af EU-Domstolen, og den indebærer, at ensartede situationer skal behandles ens (det vil sige må ikke behandles forskelligt). Dette princip må ikke fraviges, medmindre der foreligger en objektiv begrundelse for en forskellig behandling. 7 Lighedsprincippets specifikke aspekter er reguleret i en række bestemmelser. Blandt disse kan nævnes artikel 18 TEUF, som indeholder en generel forbud mod nationalitetsdiskrimination, eller artikler 34, 45 og 56 TEUF, som indeholder regler om fri bevægelighed af henholdsvis varer, arbejdskraft og tjenesteydelser. Fra omkring år 2000 er der kommet en række regulering om ligestilling. Disses hjemmel findes i artikel 13 EF (nuværende artikel 19 TEUF). 8 Den i projektet behandlede direktiv 2000/78/EF er en af disse reguleringer, der har hjemmel i artikel 13 EF. 2.3. Forskelsbehandling Direktivet 2000/78/EF beskytter som nævnt mod forskelsbehandling. Derfor er det vigtigt at vurdere, hvad forskelsbehandling er. Direktivet giver en definition af begrebet forskelsbehandling. Der understreges, at direktivet beskytter mod både direkte og indirekte forskelsbehandling. Direkte forskelsbehandling foreligger, når en person behandles ringere end en anden person i en tilsvarende situation ville blive, 6 http://www.sm.dk/temaer/sociale- omraader/handicap/handicappolitik/fn- handicapkonvention/sider/default.aspx besøgt den 8.05.2014 7 Neergaard, Ulla og Nielsen, Ruth; EU Ret, 6. Reviderede udgave, Thomson Reuters, København, 2010, side 191 8 Neergaard, Ulla og Nielsen, Ruth; EU Ret, 6. Reviderede udgave, Thomson Reuters, København, 2010, side 191 8

bliver eller er blevet behandlet, jf. direktivets artikel 2, stk. 2, litra a). Indirekte forskelsbehandling foreligger derimod, når en tilsyneladende neutral bestemmelse stiller bestemte grupper personer ringere end andre personer, jf. direktivets artikel 2, stk. 2, litra b). Disse grupper er grupper, der er omfattet af de beskyttelsesgrunde, som er oplistet i direktivets artikel 1. Indirekte forskelsbehandling er dog tilladt, hvis bestemmelsen er objektivt begrundet i et legitimt mål, jf. direktivets artikel 2, stk. 2, litra b), pkt. i). Direktivet 2000/78/EF anser også chikane som forskelsbehandling, jf. direktivets artikel 2, stk. 3. 3. Den Europæiske Unions retsorden Den Europæiske Unions retsorden er adskilt fra den internationale orden, men er integreret i medlemsstaternes retssystemer. Der findes forskellige slags retskilder i EU-retten og disse er undergivet en indbyrdes rangorden en retskildehierarki. 9 Der skelnes mellem primærretten og bindende sekundærregulering (det vil sige afledt ret). Inden for retskilderne falder også soft law, som er ikke-bindende sekundærregulering og praksis, det vil sige EU-Domstolens praksis. Primærretten består af EU s traktatgrundlag samt grundlæggende rettigheder og almindelige retsprincipper. For afledt ret anses forordninger, direktiver og afgørelser. Sekundærregulering kan kun vedtages, hvis der kan findes hjemmel til dette i en traktatbestemmelse. Sekundærregulering kan anses for at være ugyldig, hvis det strider imod primærretten. På denne baggrund kan det konkluderes, at primærret har højere rang end sekundærregulering. Inden for sekundærregulering er der også en vis hierarki. Bindende sekundærregulering (det vil sige afledt ret) har højere rang end ikkebindende sekundærregulering (det vil sige soft law). I forhold til EU-Domstolens praksis kan det ikke siges generelt, hvilken hierarkisk plads det har. Dette afhænger af de opstillede retssætninger samt forholdene i øvrigt. 10 Inden for hierarkiet findes også 9 www.europarl.europa.eu Emneblade om Den Europæiske Union, EU- retten kilder og rækkevisse; besøgt den 24.04.2014 10 Neergaard, Ulla og Nielsen, Ruth; EU Ret, 6. Reviderede udgave, Thomson Reuters, København, 2010, sider 101-103 9

internationale aftaler, som er placeret under primærretten men over sekundærreguleringen. 11 Projektets hovedfokus retter sig mod direktiv 2000/78/EF, som er en bindende sekundærregulering. Direktivet finder sin hjemmel i artikel 13 EF, jf. Chacón Navasdommen (C-13/05, som bliver behandlet senere) præmis 5. Handicapkonventionen, som også er af betydning for dette projekt er en international aftale, som er bindende for medlemsstaterne. På baggrund af den ovenfor nævnte retskildehierarki kan det derfor konkluderes, at handicapkonventionen har højere rang end direktivet 2000/78/EF. Dette er også EU-Domstolens mening, som i de forenede sager (C-335/11 og C-337/11, som senere bliver behandlet) indledningsvis bemærker, at de internationale aftaler, som bliver indgået af EU, er bindende for EUinstitutionerne og har forrang for EU-retsakter, jf. art. 216, skt. 2, TEUF, jf. de forende sager præmis 28, samt i denne præmis henvist sag. Domstolen understreger også, at den afledte ret i videst mulig omfang [skal] fortolkes i overensstemmelse med disse aftaler, jf. de forende sager præmis 29, samt i denne præmis henviste sager. I forbindelse med sin udtalelse om forholdet mellem direktivet og handicapkonventionen udtaler Domstolen også, at EU har godkendt denne konventionen, hvilket fremgår af afgørelse 2010/48/EF, jf. de forende sager præmis 30. På baggrund af alt dette når Domstolen frem til, at direktivet 2000/78/EF i videst mulig omfang bør fortolkes i overensstemmelse med nævnte konvention., jf. de forende sager præmis 32. Derfor bliver handicapbegrebet i denne fremstilling fortolket i overensstemmelse med handicapkonventionen. Det skal dog bemærkes, at to af de behandlede domme blev afsagt inden EU har godkendt FN-konventionen. Handicapbegrebet i disse to sager er derfor ikke fortolket i overensstemmelse med denne konvention, men blot på baggrund af direktivet. Projektets konklusion vil vise, om der er sket en udvikling i fortolkningen af handicapbegrebet efter godkendelsen af handicapkonventionen. 11 www.europarl.europa.eu Emneblade om Den Europæiske Union, EU- retten kilder og rækkevisse; besøgt den 24.04.2014 10

4. Den Europæiske Unions Domstol Den Europæiske Unions Domstol er sammensat af dommere, som bistås af generaladvokater. Hver Medlemsstats regering udnævner en dommer, som er uomtvisteligt uafhængig, og som opfylder betingelser i artikler 253 og 254 TEUF. Generaladvokater skal også være uomtvisteligt uafhængige. 12 EU-Domstolens opgave er at værne om lov og ret igennem fortolkningen og anvendelsen af traktaterne, jf. artikel 19 i Traktat om den Europæiske Union (herefter TEU). 13 Generaladvokaternes opgave er at fremsætte begrundede forslag til afgørelse af de sager, som i henhold til statutten for Den Europæiske Unions Domstol kræver hans medvirken, jf. art. 252 TEUF. Generaladvokaten fremsætter forslag, som ikke er bindende for Domstolen. Det er kun Domstolens dom, der har retsvirkning. Under Den Europæiske Unions Domstol (udover Domstolen) henhører også Retten og specialretter, men disse vil ikke blive gennemgået i denne fremstilling. EU- Domstolen er reguleret i artikel 19 TEU samt artikler 251-281 TEUF. Der er forskellige typer sager, som kan bringes foran EU-Domstolen. Bland disse kan nævnes traktatbrudssager, annullationssøgsmål, præjudicielle søgsmål samt passivitetssøgsmål, erstatningssager, personalesager og voldgift. 14 I denne fremstilling vil der blive gennemgået domme, som baseres på præjudicielle søgsmål. Derfor vil denne type sager kort blive beskrevet i det følgende. Artikel 267 TEUF foreskriver, at EU-Domstolen har kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af traktaterne og gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer, jf. artikel 267 TEUF. I disse sager hjælper EU-Domstolen de nationale domstole med at anvende EU-retten i nationalt forum. Enhver ret i Medlemsstaterne kan anmode EU-Domstolen om at afgøre et præjudicielt spørgsmål efter art. 267 TEUF, hvis besvarelsen af dette spørgsmål er nødvendig for afgørelsen af sagen og afsigelsen af dommen. Udover denne ret til at anmode om afgørelse af et præjudicielt 12 Neergaard, Ulla & Nielsen, Ruth; EU Ret, 6. reviderede udgave, Thomson Reuters, København, 2010, side 75 13 Neergaard, Ulla & Nielsen, Ruth; EU Ret, 6. reviderede udgave, Thomson Reuters, København, 2010, side 72 14 Neergaard, Ulla & Nielsen, Ruth; EU Ret, 6. reviderede udgave, Thomson Reuters, København, 2010, sider 75-95 11

spørgsmål har sidste instans domstole pligt til at forelægge præjudicielle spørgsmål, som er af den karakter, som nævnt i artikel 267 TEUF, jf. artikel 267, stk. 3 TEUF. Denne pligt er uafhængig af parternes ønsker. Kommissionen kan anlægge en traktatbrudssøgsmål mod den Medlemsstat, hvis domstole ikke overholder denne pligt. Dette er dog endnu ikke sket. 15 5. Analyse 5.1. Analyse af Chacón Navas C-13/05 5.1.1. Referat af sagen Chacón Navas sagen handler om en kvinde (Sonia), som gik på lægeordineret sygeorlov, og som ikke ville kunne raskmeldes inden for kort tid. Der blev ikke anført, hvilken sygdom Sonia lider af. Hun gik på sygeorloven den 14. oktober 2003, og blev efterfølgende afskediget den 28. maj 2004. Virksomheden, som hun har arbejdet for gav ikke en begrundelse for afskedigelsen, men erkendte, at den var uberettiget og tilbød en godtgørelse. I spansk ret skelnes der mellem en uberettiget og ugyldig afskedigelse, og Sonia valgte den 29. juni 2004 at anlægge en sag mod sin tidligere arbejdsgiver under anbringende af, at afskedigelsen var ugyldig. Hun påstod, at lighedsprincippet var tilsidesat, og at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af hendes uarbejdsdygtighed i otte måneder. Den forelæggende ret anførte, at det skal anses for, at hun blev afskediget alene på grund af sin sygeorlov. Den forelæggende ret har endvidere anført, at der er årsagsforbindelse mellem sygdommen og handicappet. Den forelæggende ret valgte at stille to præjudicielle spørgsmål, da den mener, at sygdomme ofte kan medføre uhelbredelige handicaps, og arbejdstagere bør kunne beskyttes rettidigt mod forskelsbehandling. Spørgsmålene angår derfor anvendelsesområdet for direktiv 2000/78/EF og herunder definitionen af begrebet handicap. 15 Neergaard, Ulla & Nielsen, Ruth; EU Ret, 6. reviderede udgave, Thomson Reuters, København, 2010, sider 86-88 12

5.1.2. Analyse af sagen Den forelæggende ret har som nævnt valgt at stille to præjudicielle spørgsmål. Den opfordrer til, at det første spørgsmål skal besvares først, da det andet spørgsmål kun ønskes besvaret, hvis det første besvares benægtende. Begge spørgsmål omhandler direktivets anvendelsesområde. Med det første spørgsmål søges besvaret, om en arbejdstager, der er blevet afskediget på grund af sygdom kan påberåbe sig rettighederne i direktivet. Der henvises her til direktivets artikel 1 og den heri indeholdt generelle ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af handicap. Der søges hermed belyst, om begrebet handicap også omfatter sygdomstilfælde. Med det andet præjudicielt spørgsmål ønsker den forelæggende ret at få oplyst, om sygdom kan sidestilles med de beskyttelsesgrunde, som er oplistet i direktivets artikel 1. Sagen er blevet behandlet af generaladvokat L.A. Geelhoed, som udarbejdede et forslag til afgørelse af de præjudicielle spørgsmål. Dommen i sagen er blevet afsagt af Domstolens Store Afdeling. Der vil i det følgende blive kigget på forskelle og ligheder i generaladvokatens og Domstolens behandling af sagen. EU-Domstolen og generaladvokaten starter med at understrege, at vedtagelsen af direktivet 2000/78/EF har hjemmel i artikel 13 EF, jf. dommens præmis 5 og forslagets punkt 45. For at besvare den forelæggende rets præjudicielle spørgsmål fastslår Domstolen, at begrebet handicap skal defineres, jf. dommens præmis 38. Domstolen understreger, at begrebet ikke er defineret i direktivet, jf. dommens præmis 39. Dette er generaladvokaten enig i, jf. forslagets punkt 2. Domstolen understreger også at der ved definitionen heller ikke henvises til medlemsstaternes ret, jf. dommens præmis 39. Både Domstolen og generaladvokaten er enige om, at begrebet handicap skal fortolkes selvstændigt og ensartet med henblik på ensartet anvendelse af fælleskabsretten og lighedsprincippet. Dette skal foregå under hensyntagen til bestemmelsens kontekst og formålet med den pågældende ordning, jf. dommens præmis 40 samt forslagets punkt 64. I præmis 43 udtaler EU-Domstolen, at begrebet handicap skal forstås således, at det omfatter en begrænsning, bl.a. som følge af fysiske, mentale eller psykiske skader, der hindrer, at vedkommende kan deltage i erhvervslivet, jf. dommens præmis 43. Der bliver ikke henvist til, hvor Domstolen har denne definition fra. Det skal dog lægges til grund, at handicapbegrebet som indeholdt i direktivet omfatter en begrænsning, som hindrer den pågældende person i at deltage i erhvervslivet. Dette 13

betyder, at for at kunne påberåbe sig direktivets beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af handicap, skal den berørte person lide under en begrænsning, som bevirker til, at den pågældende er hindret i at deltage i erhvervslivet. Domstolen udtaler sig ikke om omfanget af hindringen. Det er derfor ikke klart, om hindringen skal være fuldstændig eller blot delvis. Ud fra den af Domstolen udtalte definition af handicapbegrebet kan det også udledes, at begrænsningen skal blandt andet være som følge af fysiske, mentale eller psykiske skader. Domstolen udtaler ikke noget om disses skaders omfang, men det må antages, at lige så snart skaden medfører en begrænsning hos den pågældende, er skadens omfang stor nok. Derudover udtaler Domstolen ikke noget om skadernes oprindelse. Der bliver dog udtalt generelt, at der er tale om fysiske, mentale eller psykiske skader. Derfor må det antages, at skadernes oprindelse er uden betydning blot de er der. Dette betyder, at beskyttelsen i direktivet gælder for både personer med medfødte skader samt dem, der har pådraget sig skaderne senere i livet. Denne definition af begrebet handicap åbner døre for at omfatte en bred vifte af forskellige begrænsninger, som skyldes fysiske, mentale eller psykiske skader, og som hindrer den berørte i at deltage i erhvervslivet. Derudover anvender Domstolen udtrykket blandt andet. Dette hentyder til, at Domstolen ikke udelukker, at begrænsningen kan følge af andre skader, end de tre nævnte. Det kunne tænkes, at visse sygdomme kunne omfattes af direktivets beskyttelse på baggrund af den gennerelle ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af handicap. Domstolen lader dog ikke komme så vidt. Den understreger i den efterfølgende præmis, at lovgiveren bevist har anvendt begrebet handicap frem for begrebet sygdom. På baggrund af dette understreger Domstolen, at disse to begreber ikke kan sidestilles, jf. dommens præmis 44. I sin behandling når generaladvokaten også til en definition af handicapbegrebet: Handicappede er personer med alvorlige funktionsnedsættelser (handicaps) som følge af fysiske, mentale eller psykologiske funktionshæmninger., jf. forslagets punkt 76. På trods af forskellig sprogbrug kan der ses ligheder, men samtidigt også forskelle mellem Domstolens og generaladvokatens definitioner. Mens domstolen anvender ordet begrænsning anvender generaladvokaten ordet funktionsnedsættelse. Følgerne til begrænsningen eller til funktionsnedsættelsen er dog de samme. Domstolen kan anses for at være mere præcis i sit ordvalg. Med ordet begrænsning lægges der vægt på, at der er noget, som har en vis grænse, og som er umuligt efter denne grænse. I sammenspillet med ordet hindrer lægges der vægt på, at denne 14

grænse er draget tættere på end hos raske personer. Med brugen af ordet funktionsnedsættelse hentyder generaladvokaten til, at der er en vis funktion, der er nedsat, det vil sige, fungerer ringere end hos raske personer. Generaladvokatens definition virker også mere generel end Domstolens. Domstolen valgte at lægge vægt på direktivets anvendelsesområde nemlig erhvervslivet. Generaladvokaten nævner ikke noget om området for, hvor denne funktionsnedsættelse skulle ses. Hvis Domstolens definition har sit udspring i generaladvokatens definition, er der blevet gjort skrappere og mere præcis. Domstolen finder det nødvendigt at undersøge, om varigheden af hindringen i deltagelsen i erhvervslivet er af betydning. I denne forbindelse kigger Domstolen på betragtning 16 til direktivet. I denne betragtning fastslås der, at foranstaltningerne, som iværksættes for at tage hensyn til behovene hos handicappede på arbejdspladsen er af betydning for og spiller en vigtig rolle i bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af handicap. På baggrund af dette argumenterer Domstolen, at der er tænkt på situationer, hvor forhindringen i at deltage i erhvervslivet angår en lang periode, jf. dommens præmis 45. Domstolens sprogbrug hentyder dog til, at den lange varighed af den hindrende omstændighed, ikke er den altafgørende faktor. Dette kan udledes af Domstolens brug af ordet muligvis i præmis 45, sidste sætning. Dette betyder, at personer også kan blive omfattet af begrebet handicap selvom begrænsningen ikke er af lang varighed. Der findes ikke noget definition af, hvad lang varighed indebærer. Generaladvokaten lægger også vægt på varigheden. Generaladvokaten udtaler, at funktionsnedsættelsen skal være langvarig eller permanente, jf. forslagets punkt 77. I lyset af manglende definition af lang varighed eller langvarig og Domstolens brug af ordet muligvis må det lægges til grund, at Domstolen er uenig med generaladvokatens påstand om, at der skal være tale om en langvarig eller permanent funktionsnedsættelse. For at nå frem til den endelige besvarelse af det første spørgsmål udtaler Domstolen, at der ikke er nogen angivelser i direktivet, der hentyder til, at arbejdstagerne er beskyttet af direktivet allerede, når de bliver syge, jf. dommens præmis 46. På baggrund af alt overstående når Domstolen frem til, at det første spørgsmål skal besvares således, at sygdom er ikke omfattet af den generelle ramme for bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af handicap, som er fastlagt ved Rådets direktiv 2000/78 ( ), jf. dommens præmis 58 nr. 1). 15

Da det første spørgsmål er blevet besvaret benægtende, besvarer Domstolen også det andet spørgsmål. Den forelæggende ret ønsker som nævnt at få oplyst om sygdom kan sidestilles med de beskyttelsesgrunde, som er oplistet i direktivets artikel 1. Domstolen påbegynder behandlingen af dette spørgsmål med at understrege, at der i EF-traktaten ikke eksisterer noget forbud mod forskelsbehandling på grund af sygdom i sig selv, jf. dommens præmis 54. Der findes dog et almindeligt princip om forbud mod forskelsbehandling. Dette princip er en grundrettighed, som er en integreret del af Fællesskabets retsgrundsætninger. Lige så snart tvisten i hovedsagen er omfattet af fællesskabsrettens anvendelsesområde, er denne grundsætning bindende for medlemsstaten, jf. dommens præmis 56. Denne udtalelse kan lede til, at der ved analogi kan ske en udvidelse af anvendelsesområdet for direktivet. Dette understreger Domstolen, ikke er tilfældet. Domstolen påpeger, at beskyttelsesgrundende mod forskelsbehandling er udtømmende opregnet i direktivets artikel 1, jf. dommens præmis 56. Her er det vigtigt at bide mærke i ordet udtømmende. Dette betyder, at kun de beskyttelsesgrunde, som er oplistet i direktivets artikel 1, er omfattet af direktivets beskyttelse. Ingen andre grunde kan tilføjes, medmindre lovteksten bliver ændret. På baggrund af overstående fastslår Domstolen, at sygdom ikke kan sidestilles med de andre grunde, som er indeholdt i direktivet, jf. dommens præmis 58 nr. 3). Generaladvokaten når til det samme resultat som Domstolen. Det skal dog påpeges, at generaladvokaten har anvendt andre redskaber for at nå til dette resultat. Det kan nævnes, at generaladvokaten lagde vægt på fortolkningen af handicapbegrebet som indeholdt i direktivet i lyset af direktivets hjemmel nemlig artikel 13 EF. Han lagde vægt på denne bestemmelses tilblivelseshistorie samt ordlyd. Det er dog som nævnt kun Domstolens udtalelse, der skaber retsvirkning. Derfor vil generaladvokatens anderledes behandling ikke blive behandlet her. Det er dog nævnt for at understrege, at der var andre alternativer for at nå til samme resultat. 5.1.3 Sammenfatning På baggrund af Chacón Navas-dommen kan følgende principper udledes: - handicap omfatter en begrænsning, bl.a. som følge af fysiske, mentale eller psykiske skader, der hindrer, at vedkommende kan deltage i erhvervslivet - begrebet handicap og begrebet sygdom kan ikke sidestilles med hinanden 16

- direktivet beskytter personer, som ikke er i stand til at deltage i erhvervslivet i en lang periode, dog er den lange varighed ikke den afgørende faktor - der kan ikke ved analogi ske en udvidelse af direktivets anvendelsesområde, da beskyttelsesgrundede er udtømmende opregnet i direktivets artikel 1 - sygdom kan ikke sidestilles med de beskyttelsesgrunde, som er opregnet i direktivets artikel 1 5.2. Analyse af Coleman C-303/06 5.2.1. Referat af sagen Denne sag angår også anvendelsesområdet for direktivet 2000/78/EF. Tvisten i hovedsagen angår en kvinde, som fratrådte frivilligt sin stilling, men som derefter anlagde sag mod sin tidligere arbejdsgiver, med en påstand om, at hun reelt blev afskediget, og at hun blev forskelsbehandlet på grund af handicap. Kvinden er ikke selv handicappet, men har en handicappet søn, som hun er primær forsøger for. Sagen adskiller sig derfor fra den ovenfor behandlede sag, idet dens fokus er udelukkende på anvendelsesområdet for direktivet. Der vil her ikke blive kigget på definitionen af begrebet handicap men på direktivets personelle anvendelsesområde. 5.2.2. Analyse af sagen Den forelæggende ret valgte at stille EU-Domstolen fire præjudicielle spørgsmål. Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret at få oplyst, om kun personer, der selv er handicappede kan påberåbe sig direktivets beskyttelse mod direkte forskelsbehandling og chikane. Den forelæggende ret ønsker kun det andet spørgsmål besvaret, hvis det første spørgsmål besvares benægtende. Hvis det første spørgsmål besvares benægtende ønsker den forelæggende ret at få oplyst, om direktivet også beskytter ansatte, der ikke selv er handicappede, men som behandles ringere eller chikaneres på grund af deres tilknytning til en handicappet person. Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret at få oplyst, om en ringere behandling af en ansat på grund af, at denne har en handicappet søn, som pågældende yder pleje til, kan anses for direkte forskelsbehandling i strid med ligebehandlingsprincippet som indeholdt i direktivet. Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret at få 17

fastlagt det samme som i spørgsmål tre, dog med den ændring, at der i spørgsmål fire er tale om chikane og ikke direkte forskelsbehandling. Sagen er blevet behandlet af generaladvokat L.M. Poiares Maduro, som udarbejdede et forslag til afgørelse af de præjudicielle spørgsmål. Dommen i sagen er blevet afsagt af Domstolens Store Afdeling. Der vil i det følgende blive kigget på forskelle og ligheder i generaladvokatens og Domstolens behandling af sagen. EU-Domstolen starter med at statuere, at direktivet 2000/78/EF har sin hjemmel i artikel 13 EF, jf. dommens præmis 3. Dette viser, at Domstolen følger egen retspraksis, da det samme blev fastslået i den tidligere behandlede dom Chacón Navas. Dette er generaladvokaten enig i, jf. forslagets punkt 7. Den forelæggende ret stillede EU-Domstolen fire præjudicielle spørgsmål, men Domstolen sammenfattede dem til to. Domstolen valgte først at behandle første del af første spørgsmål, andet og tredje spørgsmål, hvorefter der blev behandlet anden del af første spørgsmål og fjerde spørgsmål. Generaladvokaten valgte at sammenfatte de fire spørgsmål til et. Domstolen vælger først at undersøge, om direktivets anvendelsesområde kun omfatter personer, som selv er handicappede. Herunder navnlig direktivets artikel 1, artikel 2, stk. 1, og artikel 2, stk. 2, litra a), jf. dommens præmis 33. Domstolen starter med at fremhæve, at det ikke fremgår af bestemmelserne, at ligebehandlingsprincippet kun er begrænset til at omfatte personer med handicap i direktivets forstand. Domstolen fortsætter med at understrege, at direktivets formål er bekæmpelse af alle former for forskelsbehandling på grund af de årsager, som er nævnt i direktivets artikel 1, jf. dommens præmis 38. For at fortolke direktivets anvendelsesområde kigger Domstolen på de af direktivets bestemmelser, som direkte gælder kun for personer, der er handicappede. På trods af at sådanne bestemmelser er indeholdt i direktivet, når Domstolen frem til, at deres eksistens ikke indebærer, at ligebehandlingsprincippet skal fortolkes indskrænkende, jf. dommens præmis 43. Regeringerne for Det Forenede Kongerige, Italien og Holland har gjort gældende, at direktivet skal fortolkes indskrænkende, hvad angår dets personelle anvendelsesområde. Dette baserer de på den tidligere dom af 11. juli 2006, Chacón Navas, Sag C-13/05, Sml. I, s. 6467, som blev behandlet tidligere i opgaven, jf. denne doms præmis 44. EU-Domstolen underkendte dog denne fortolkning af Chacón Navas dommen, jf. denne doms præmis 46. Denne fortolkning blev underkendt med denne begrundelse, at selv om begge sager handler om fastlæggelsen af direktivets 18

anvendelsesområde, er der forskel i de anvendelsesområder, som bliver behandlet i dem. Domstolens udtalelse i Chacón Navas dommens præmis 56, angik udvidelsen af direktivets anvendelsesområde ud over de beskyttelsesgrunde, som er udtømmende opregnet i direktivets artikel 1. Den her behandlede sag handler ikke om udvidelsen af anvendelsesområdet ud over beskyttelsesgrundene, men om fastlæggelsen af den personelle anvendelsesområde. Domstolen afviser ikke, at direktivet skal fortolkes indskrænkende hvad angår udvidelsen af anvendelsesområdet ud over beskyttelsesgrundene. Dette betyder, at direktivet beskytter kun mod forskelsbehandling af personer, som bliver forskelsbehandlet på grund af de i artikel 1 oplistede grunde. Domstolen understreger her, at den personelle anvendelsesområde ikke er det samme som anvendelsesområdet inden for beskyttelsesgrundene, og at den indskrænkende fortolkning ikke kan af den grund overføres hertil. I sin behandling lægger Domstolen indirekte vægt på sprogbruget i direktivet. Domstolen understreger i præmis 50, at formålet med direktivet er at bekæmpe alle former for forskelsbehandling, og at dette ikke finder anvendelse på en bestemt personkreds, men derimod på de grunde, som er oplistet i direktivets artikel 1. Dette henleder opmærksomheden på brugen af udtrykket på grund af i direktivets artikel 1. Dette lægger generaladvokaten også vægt på. Generaladvokaten bruger mere tid på at undersøge lovgivers ordvalg. Generaladvokaten understreger her, at for at vurdere, om der i en given situation er tale om ulovlig forskelsbehandling som den, direktivet beskytter imod, skal der afgøres, hvad årsagen til forskelsbehandlingen er, jf. forslagets punkt 16. Domstolen og generaladvokaten siger her det samme. De to udtalelser hjælper på forståelsen af hinanden. Domstolen understreger, at direktivets anvendelsesområde ville være begrænset, hvis den kun omfattede personer, som selv er handicappede. Domstolen påpeger, at denne indskrænkning ville berøve direktivet en væsentlig del af dets effektive virkning og indskrænke den beskyttelse, som det skal sikre., jf. dommens præmis 51. Domstolens konklusion på de først behandlede præjudicielle spørgsmål er, at direktivet (og dennes artikler 1, 2, stk. 1, og 2, stk. 2, litra a)) ikke er begrænset til kun at yde beskyttelse mod direkte forskelsbehandling til personer, som selv har et handicap, jf. dommens præmis 56. Det skal dog kunne godtgøres, at den ikke handicappede ansat er blevet udsat for en direkte forskelsbehandling på grund af et handicap, jf. dommens præmis 51. 19

Anden del af afgørelsen minder om den lige behandlende. I anden del ønsker Domstolen at besvare anden del af første spørgsmål samt det fjerde spørgsmål. Her er der fokus på direktivets artikel 1, artikel 2, stk. 1, og stk. 3, jf. dommens præmis 57. Spørgsmålet her angår chikane, hvor det tidligere behandlet spørgsmål angik direkte forskelsbehandling. Domstolen når til samme konklusion hvilket er, at anvendelsesområdet for disse bestemmelser ikke er begrænset til kun at omfatte personer, der selv er handicappede. Domstolen henviste her til dommens præmisser 34-51, jf. dommens præmis 58. Generaladvokaten når til samme resultat som Domstolen. Generaladvokaten valgte at behandle sagen igennem en fortolkning af artikel 13 EF, som er hjemlen for direktivet, samt fortolkningen af selve direktivet. Igen viser generaladvokaten en alternativ måde at nå til samme resultat på. Selvom dommen kun handlede om direkte forskelsbehandling og chikane, kan det tænkes, at konklusionen også er den samme, hvis sagen angik indirekte forskelsbehandling, som direktivet også beskytter imod. Dette kan begrundes med den samme argumentation som ovenfor behandlet. Det vil sige navnlig dommens præmis 51. 5.2.3. Sammenfatning På baggrund af dommen kan der udledes følgende principper: - Direktivet er ikke begrænset til kun at beskytte personer, der selv er handicappede raske personer med tilknytning til handicappede er også omfattet. Dette gælder for både direkte forskelsbehandling og chikane 5.3. Analyse af de forenede sager C-335/11 og C-337/11 5.3.1. Referat af sagerne De forenede sager er to sager, som blev anlagt af den danske Sø- og Handelsret. I disse sager stillede den forelæggende ret de samme fire spørgsmål, hvorfor EU- Domstolen valgte at behandle disse sager under ét. Sag C-335/11: Den første sag handler om en kvinde (Jette Ring), som fra den 6. juni 2005 til den 24. november 2005 har i flere perioder været fraværende på sin arbejdsplads. Hun lider af 20

konstante lænderygsmerter, som ikke kan behandles. Lægen kunne ikke forudsige, hvornår hun ville være i stand til at arbejde på fuld tid igen. Den 24. november 2005 blev Jette opsagt. Den 1. februar 2006 tiltrådte hun en ny stilling med en arbejdsuge på 20 timer. Sag C-337/11: Den anden sag handler om en anden kvinde (Lone Skouboe Werge), som den 19. november 2003 pådrog sig en piskesmældsskade som følge af en trafikulykke. Den 4. november 2004 blev hun deltidssygemeldt i 4 uger. Den 10. januar 2005 blev hun sygmeldt på fuldtid. Lægen skønnede, at Lone ville være uarbejdsdygtig i en måned. Den 23. februar 2005 skrev den samme læge en lægeerklæring, hvori han oplyste, at han ikke kunne udtale sig om varigheden af uarbejdsdygtigheden. Den 21. april 2005 blev Lone opsagt med en måneds varsel. I juni 2006 fik hun tilkendt førtidspension. 5.3.2. Analyse af sagerne Som nævnt har den forelæggende ret valgt at stille fire præjudicielle spørgsmål. Kun de to første spørgsmål er relevante i forhold til dette projekt. De to sidste spørgsmål vil derfor ikke blive omtalt. Det første præjudicielle spørgsmål er delt op i tre dele. Med den første del af det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret at få oplyst, om enhver person, som overhovedet ikke eller kun i begrænset omfang kan udføre sit arbejde, på grund af denne persons fysiske, mentale eller psykiske skader er omfattet af begrebet handicap i direktivets forstand. Her lægges det til grund, at varighedskravet fra præmis 45 i den tidligere behandlede Chacón Navas dom er opfyldt. Del to og del tre af det første spørgsmål minder meget om hinanden. Her ønsker den forelæggende ret at få oplyst, om en lægelig diagnosticeret henholdsvis uhelbredelig og forbigående sygdom kan være omfattet af handicapbegrebet som indeholdt i direktivet. Med det andet præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret at få oplyst, om en varig funktionsnedsættelse, som medfører, at den pågældende ikke kan arbejde på fuld tid, men som ikke afføder behov for særlige hjælpemidler, anses for et handicap i direktivets forstand. De to første præjudicielle spørgsmål omhandler fortolkningen af begrebet handicap. Sagen er blevet behandlet af generaladvokat J. Kokott, som udarbejdede et forslag til afgørelse af de præjudicielle spørgsmål. Dommen i sagen er blevet afsagt af 21

Domstolens Anden Afdeling. Der vil i det følgende blive kigget på forskelle og ligheder i generaladvokatens og Domstolens behandling af sagen. Indledningsvis bemærker Domstolen, at EU har godkendt FN-konventionen, jf. afgørelse 2010/48/EF, jf. dommens præmis 30. Denne internationale aftale er derfor bindende for EU-institutionerne og har forrang for EU-retsakter, jf. dommens præmis 28. Konventionen har også forrang for den afledte ret i den forstand, at den afledte ret skal så vidt som muligt fortolkes i overensstemmelse med konventionen, jf. dommens præmis 29. På baggrund af dette kan det fastslås, at direktivet skal så vidt som muligt fortolkes i overensstemmelse med FN-konventionen, jf. dommens præmis 32. Derfor skal de stillede spørgsmål også besvaret i lyset af konventionen, jf. dommens præmis 33. Dette er generaladvokaten enig i, jf. forslagets punkt 25-26. Domstolen vælger at behandle det første og andet spørgsmål samlet. Der vil som nævnt kun blive fokuseret på disse to spørgsmål., som omhandler fortolkningen af begrebet handicap. For at definere begrebet kigger Domstolen på lovteksten samt tidligere retspraksis. Domstolen fokuserer indledningsvis på direktivets artikel 1, som præciserer formålet med direktivet, samt på direktivets artikel 3, stk. 1, litra c), som afgrænser direktivets anvendelsesområde, jf. dommens præmis 35. Domstolen bemærker, at begrebet handicap ikke er defineret i direktivet, og henviser til den tidligere behandlet Chacón Navas doms præmis 43, som angiver, hvordan begrebet skal forstås, jf. dommens præmis 36. Denne forståelse af begrebet blev behandlet ovenfor i analysen af Chacón Navas dommen. Derfor vil der her kun citeres, hvad forståelsen indebærer: dette begreb skal forstås således, at det omfatter en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, der hindrer, at vedkommende kan deltage i erhvervslivet., jf. denne doms præmis 36. I forlængelse af, at direktivet skal fortolkes i overensstemmelse med FNkonventionen, undersøger Domstolen konventionens definition af begrebet handicap. Her kigger Domstolen på konventionens præambel litra e), som fastslår, at begrebet handicap er under udvikling, samt at handicap er et resultat af samspillet mellem personer med funktionsnedsættelse og holdningsmæssige og omgivelsesbestemte barrierer, som hindrer deres fulde og effektive deltagelse i samfundslivet på lige fod med andre, jf. dommens præmis 37. Afgrænsningen af, hvilke personer anses for at være personer med handicap, kan findes i konventionens artikel 1, stk. 2. Her lægges der vægt på, at disse personer skal have en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse for at blive anset for 22

at være handicappede. Denne funktionsnedsættelse kan endvidere i samspil med andre barrierer hindre vedkommende i at fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre, jf. dommens præmis 37. I præmis 38 vælger Domstolen at indarbejde FN-konventionens definition af begrebet handicap i den Domstolsskabte definition i Chacón Navas. Begrebet handicap skal derfor nu forstås således, at det omfatter en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere., jf. dommens præmis 38. I forlængelse af denne nye definition af handicapbegrebet lægger Domstolen vægt på, at det fremgår af FN-konventionen, at funktionsnedsættelsen skal være langvarig, jf. konventionens artikel 1, stk. 2, jf. dommens præmis 39. For at fastslå, om sygdom kan høre under begrebet handicap, lægger Domstolen vægt på direktivet samt generaladvokatens forslag til afgørelse. Domstolen er enig med generaladvokaten om, at det ikke kan ses, at direktivet kun omfatter medfødt handicap eller handicap, der skyldes ulykker. Det kan heller ikke ses, at direktivet udelukker handicap, der er forårsaget af sygdom, jf. dommens præmis 40 og forslagets punkt 32. Domstolen fastslår derfor, at sygdom kan henhøre under begrebet handicap som omhandlet i direktivet, hvis visse betingelser er opfyldte. Det er i denne forbindelse uden betydning, om sygdomen er helbredelig eller uhelbredelig. Sygdommen skal dog medføre en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, jf. dommens præmis 41. Denne begrænsning kan i samspil med andre barrierer hindre pågældende i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre. Begrænsningen skal endvidere være af lang varighed, jf. dommens præmis 41. Domstolen understreger også med henvisning til Chacón Navas dommen, at sygdommen skal medføre en sådan begrænsning, som beskrevet ovenfor. Det er navnlig blevet fastslået i Chacón Navas dommen, at sygdom i sig selv ikke kan sidestilles med de grunde, der er omfattet af beskyttelsen mod forskelsbehandling i direktivet, jf. Chacón Navas præmis 57, jf. denne doms præmis 42. I sin behandling lægger Domstolen vægt på ordet begrænsning og understreger, at fortolkningen af dette ord leder til, at der er tale om en gene for og ikke en fuldstændig hindring i udøvelsen af en erhvervsmæssig aktivitet, jf. dommens præmis 44. 23