Kend dit digitalkamera Megapixels har naturligvis noget at sige, men er kun et mål for, hvor store billeder man umiddelbar kan lave. Laver du aldrig billederne større end 10 x 15 cm, er 3 megapixels tilstrækkelig. Op til alm. printerstørrelse A4 er 5 megapixels rigelig. Det får naturligvis mere betydning hvis man blot vælger et udsnit af et billede. Så laver man jo reelt et billeder der er større, end det man får på papiret. Objektivet, der sidder på kameraet, har meget større betydning. Det bør være af god kvalitet, og det har de fleste kendte mærker heldigvis. Der skelnes mellem to slags zoom, optisk og digital. Optisk zoom ligger i objektivet, men digital ligger i softwaren, og burde slet ikke være der. Det skal slås fra. Det bruger kun midten af billedet, og er reelt kun et udsnit. Kan du ikke komme tæt nok på, er det bedre, du senere laver et udsnit i redigeringsprogrammet. Afstandsindstilling. Alle digitalkameraer er forsynet med autofokus, men det kan bare ikke vide, hvad du vil fotografere. Området, kameraet måler på, er ofte markeret med et felt i søgeren, men er der ikke det, kan du roligt regne med, det er i midten. (eller se i instruktionsbogen) Når du tager et billede, skal du altså have det vigtigste af billedet i midten af søgeren, trykke udløseren halv ned og holde den, indtil afstanden er låst fast. Man kan mærke fingeren møder modstand. Der er sikkert en lampe, der lyser, når kameraet har låst afstanden. Nu drejer du kameraet på plads og trykker på knappen helt ned. Resultatet er et billede, der er skarpt, hvor det skal være skarpt. Flash eller blitz, som det hed tidligere, er ikke en god løsning, men man er jo som regel nødt til at bruge det indendørs. En indbygget flash kan imidlertid højst lyse 2,5-3 meter, alt længere væk bliver mørkere og mørkere, jo længere væk det er. Og alt foran bliver lysere. Hvis du fotografere en person, der er 2 meter væk, og der er noget 1 meter foran, får dette 4 gange så meget lys, hvorfor det oftest bliver en hvid udtværet plet. Zoomen på teleindstilling er en behagelighed, men man skal passe på, afstanden ikke snyder, så man kommer så langt fra motivet, at flashen ikke kan lyse op. Flash kan derimod være til god hjælp udendørs til at lyse skygger op. Alle kender vist portrætter i modlys, hvor ansigtet er mere eller mindre sort. Hvis man bruger flashen, bliver det et helt andet billede. Det er derfor en god ide at slå flashen fra, og bare bruge den, når man selv vil. Ellers vil den blinke på de mærkeligste tider, også når den er til mere skade en gavn. Rødøje reduktion skal man aldrig bruge. For det første kan man aldrig vide, hvornår man tager billedet og sidst, men ikke mindst, kan det såmænd være ubehagelig nok at få stukket et kamera med flash op i hovedet; der er ingen grund til at gøre det værre, ved at fyre et lysshow af, inden billedet bliver taget. Bliver der røde øjne, kan de fjernes på et øjeblik i redigeringen. Hvis du har mulighed for det, er det bedst at bruge en løs flash, og få den lå langt fra objektivet som muligt, evt. blinke op i loftet. Så bliver øjnene aldrig røde, og skyggerne bliver bedre. Fuldautomatisk optagelse. De fleste digitale kameraer har en række fuldautomatiske programmer. De sidder ofte på et hjul ovenpå kameraet, og kendes ved en række symboler, der næsten forklarer sig selv. Fælles for dem alle er, at man har få eller slet ingen indflydelse på indstillingerne. Og det er jo netop formålet med et færdigt program.
Jeg vil her gennemgå de mest almindelige. Indstillingerne jeg nævner, forklarer jeg til sidst. er rent automatik, der kan bruges til det meste. Mange kameraer har 2 af disse indstillinger. Én man ikke kan ændre noget som helst på. Den er ofte grønt, og en anden; man kan foretage enkelte ændringer på. Bl.a. afbryde automatisk flash, eller tvinge den til at blinke. Denne indstilling hedder ofte P. Portræt. Vælger en stor blænde, der gør skarphedsdybden kort. Hvis du så stiller zoomen til tele, får du et portræt, hvor perspektivet passer; næsen får den størrelse, den skal have, og baggrunden bliver sløret. Blitzen vil sikkert blinke, hvis der er for lidt lys. Landskab. Bruger en lille blænde, der giver stor skarphedsdybde. Her vil man ofte have så meget skarpt som muligt, lige fra et træ eller en sø i forgrunden, til bjerge eller i hvert fald horisonten i baggrunden. For at forøge denne effekt, kan du stille zoomen på wide, men det er naturligvis en smags sag. Flashen vil aldrig blinke, om man så fotograferer i mørke, da den jo intet som helst kan gøre her. Macro bruges, når man skal tæt på. Den forandrer måske objektivet til tæt på, men vælger helt sikker en lille blænde, der giver stor dybdeskarphed. Det giver så en lang lukkertid, der nem kan give rystede billeder, så hold godt om kameraet, eller brug stativ. Man kan godt komme så tæt på, man ikke kan bruge flash. Fotograferer du sport, eller andre ting, der bevæger sig hurtigt, er dette indstillingen du skal bruge. Den sætter ISO højt (400 som regel) så man bruger en hurtig lukkertid. Hvis du har mulighed herfor, kan du sætte ISO højere, så lukkertiderne bliver endnu hurtigere. Kombinerer fotografering med og uden flash. Kameraet udløser flashen som sædvanlig, men lukkeren forbliver åbent, indtil resten er belyst. Hvis der kun er lidt lys, kan eksponeringen strække over flere sekunder, så kameraet skal helst stå på stativ, hvis man har. Eller i hvert fald stilles på et fast underlag. Ved almindelige motiver med normal belysning, giver det bare bedre billeder, men det er en lunefuld indstilling. Men kombinationen af et fast flash-billede og resten, der enten bevæger sig, eller er rystet, kan give fantastiske billeder. Ikke alle kameraer har alle disse indstillinger, andre har flere. Symboler som badestrande, stearinlys og elpærer kan også forekomme. Nogle kameraer har mange flere indstillinger, der kan findes i displayet. Fælles for dem alle er, at man har overladt alt til kameraet. I det følgende stiller man selv ISO og hvidbalance, blænde eller lukker. Dette giver bedre kontrol over det færdige billede:
Her stiller man selv lukkertiden, og kameraet sætter blænden. Til f.eks. sportsfotografering kan man stille lukkeren på 1/1000 sek. for at fryse bevægelserne. Så stilles kameraet selv en tilsvarende blænde. Kan hedde S på nogle kameraer Omvendt stiller man her blænden, så stiller apparatet lukkertiden. Hvis man stiller objektivet på største blænde, bruger man automatisk hurtigst lukkertid. Vil man have en lille dybdeskarphed, f.eks. til et portræt, vælger man en stor blænde, og kameraet vælger så en hurtig lukkertid. Men hold øje med lukkertiderne, da de har deres naturlige begrænsninger både op og ned. Kan hedde A på nogle kameraer. Endelig kan man også selv stille både lukker og blænde. Det er der sjældent kun brug for. Ordforklaring: Jeg har i denne gennemgang brugt flere udtryk. Jeg skal forsøge at forklare dem: Zoomobjektiv: Objektiv, der trækker motivet frem og tilbage. Når den tager mest muligt med, hedder indstillingen vidvinkel (wide) og når den trækker motivet til sig, hedder det tele. De fleste objektiver har en vandring på 3X, men helt op til 10X er ikke ualmindelig i dag. Det er fint, men har en del ulemper. Jo mere man forstørrer, desto sværere er det at holde apparatet stille, med rystede billeder til følge. Lystabet i objektivet bliver også større, så man skal så bruge længere lukkertider, og så bliver det endnu sværere at undgå rystede billeder. Dybdeskarpheden bliver også kortere. Lukker og blænder hænger uløseligt sammen. Jo hurtigere lukkertid, jo nemmere er det at holde kameraet stille. Man skal altid være omhyggelig med at holde godt fast om apparatet, men ved 1/30 sekund og længere, begynder det at blive rigtigt svært. Ved motiver, der bevæger sig hurtigt, er 1/500 minimum. Gerne hurtigere. Tallet, der står på kameraet er nævneren i en brøk. 30 er altså 1/30 sekund og 500 er 1/500 sekund. Blænden er det hul i objektivet, der lukker lys ind i kameraet. Ved hurtige lukkertider skal der altså lukkes et stort bundt ind, og ved langsomme lukkertider, skal der lukkes et lille bundt ind. Derfor er der altid sammenhæng med lukker og blænde. Et trin på lukkertidsskalaen svarer til et trin på blændeskalaen. Et stort blændetal, f.eks. 22, er en lille blænde (lille hul = lidt lys) og et lille tal, f.eks. 4, er en stor blænde (stort hul = meget lys). Blænden har også indflydelse på Dybdeskarpheden. Hele billedet kan ikke være skarpt fra 50 cm til uendelig, men det der er, kaldes dybdeskarpheden. Jo større blænde man bruger, og jo nærmere motivet er kameraer, jo mindre bliver dybdeskarpheden. Teleindstillingen giver også mindre dybdeskarphed end vidvinkelindstillingen. På den måde kan dybdeskarpheden forandre sig fra få mm. til mange meter. ISO er grundindstillingen for, hvor lysfølsomt kameraet er. Da man brugte film, satte man en hurtig film i (høj ISO, f. eks. 400), hvis der var dårligt lys, eller man på forhånd vidste, man skulle bruge hurtige lukkertider, f. eks. til sport. Det gav grovere billeder; men det var en pris, man måtte betale. For øvrigt en pris, pressefotografer næsten altid var villig til at betale til alle billeder. Digitalt bliver billederne ikke grovere, men det giver farvestøj; blå og røde prikker. Det er ikke lige slemt på alle kameraer. Små kompaktkameraer er værst, hvorfor ISO indstillingen ofte kun går til 400, hvilken måske endda er for højt. Spejlreflekskameraer har større sensor, film, så de er meget
bedre. Op til 400 er næsten uændret, 800 er lidt dårligere og først ved 1600 har det nogen reel betydning. ISO indstillingen er ofte AUTO, 100, 200, 400, 800 og 1600. Nogle går endda til 3200. Ved indstillingen AUTO finder kameraet selv en passende værdi, og er man ikke enig i det valg, må man jo selv indstille. Jeg er så gammeldags, at jeg altid selv vil bestemme. En fordobling af ISO, er lig med et helt blændetrin (eller lukkertid) Farvebalance eller WB. Lys er ikke farveløs; farven på lys måles i Kelvin grader. Almindelige elpærer ligger på 2800 3200, stearinlys er helt nede på 2000 2200. Almindeligt dagslys er omkring 5000-5500 og en klar vinterdag med høj, blå himmel kan komme helt op på 50.000. Flash ligger omkring 5000, altså som dagslys. Lave Kelvin grader giver orange til gule billeder, og høje grader giver blå. Vel at mærke hvis kameraet er indstillet forkert. Det er ikke noget, det menneskelige øje lægger mærke til, men kameraet gør. Der er flere indstillinger på kameraet. Det kan være AUTO, solskin, overskyet, skygge, el-pære og neonlys. Ved kameraer i den gode ende kan man også indstille manuelt. På AUTO er kameraet heldigvis rimelig god til at indstille rigtigt i dagslys, men det kniber mere med kunstlys. Derfor kan det være en god idé, at indstille manuelt, hvis man fotograferer ved kunstlys. Og flash kan også kunstlys. Når du har lagt dine billeder over på computeren, er det bedre at formattere kortet end at slette billederne. Og det med kameraet, vel at mærke. Formaterer du kortet med computeren, kan det ikke bruges mere, da kameraet og computer ikke bruger samme filsystem. Skulle du komme til at slette billederne eller formatere kortet, inden de er lagt over, er der ingen grund til at fortvivle. Der findes programmer, der kan redde billederne, men lad være med at bruge kortet igen, inden det har været på skadestuen. Og hvordan gør jeg? Siden jeg har skrevet dette, er der kommet meget nyt til. Meget og meget er så meget sagt, for kameraerne kan stadig det samme, men man har forsøgt at gøre betjeningen nemmere. Om det er lykkedes tør jeg ikke udtale mig om, jeg synes det ikke. Så jeg gør, som jeg altid har gjort: Først afgør jeg, hvilken ISO indstilling jeg skal bruge. Hvis der er almindelige forhold, solskin eller det der ligner og stillestående motiver, vælger jeg 100. Det giver de bedste billeder (skarphed/farver), men jeg er ikke bange for at skrue op. Er det gråvejr eller mørkere, eller jeg skal fotografere noget, der går stærkt vælger jeg en højere værdi. Jeg kører op på 1600 uden at blinke, og er det ikke nok, går jeg højere endnu. Kameraer i dag er gode til at håndtere høje ISO værdier, og de bliver stedse bedre. Får jeg for meget støj, findes der støjdæmpningsprogrammer, eller jeg ændrer billederne til sorthvid. Hvad hvidbalancen angår, står den som regel i auto. Det skal her siges, jeg altid tager billeder i RAW format, hvor det ingen betydning har. Så stiller man nemlig først farvetemperaturen i billedbehandlingen.
Af programmer vælger jeg altid AV, altså jeg vælger blænden og kameraet vælger lukkertiden. Og jeg bruger næsten altid en stor blænde (altså lille tal som 2,8. Blænde 16 er en lille blænde) Det har den fordel, at jeg så altid kører med hurtigst mulige lukkertider. Den mest almindelige fejl er, at man får rystede billeder, fordi man bruger en lang lukkertid. Så kan man jo bruge en lille blænde (16!) for at få en stor dybdeskarphed, men så kommer man ned i fareområdet i lukkertiderne, hvor billederne nemt bliver rystede. Når jeg gør det omvendt, får jeg lille skarphedsdybde, der normalt giver smukkere billeder, synes jeg, og faren for rystelser er minimale. Men afhængigt at motivet bruger jeg da også mindre blænder. Ved f. eks. portrætter bruger jeg 8 11, der giver større skarphedsdybde. Så må man jo holde bedre om kameraet eller bruge stabilisering, I objektivet eller stativ. Fokuspunktet bruger jeg kun én, der som regel sidder i midten af søgeren. Så er det bare at finde noget at fotografere. Placere det, der skal være skarpt, i fokuspunktet. Trykke udløseren ned, så afstanden låses, flytte kameraet til den komposition jeg ønsker, og trykke udløseren i bund. Sværere er det såmænd ikke. Så er der kun tilbage at sige: Indstil dato og ur rigtigt på dit kamera, hold batterierne opladet, og ha reservebatterier klar, da et digitalt kamera bruger meget strøm, og begynd at tage en masse billeder. Det er næsten gratis. Kristian Amby Tlf. 9798 1685 ambynors@mvb.net www.ambysbilleder.dk