1. Forbrændingsteori 2. Vand som slukningsmiddel og førstehjælp ved kulde- og varmepåvirkning 3. Kvælende slukningsmidler 4. Naturbrande 5. Særlig brandstiftende midler 6. Forebyggelse og håndtering af ulykker 7. Handlebaner 8. Evaluering 9. 10.
Uddannelsens formål Faget skal give soldaten en sådan viden, sådanne færdigheder og holdninger, at soldaten er i stand til at foretage elementær brandbekæmpelse og førstehjælp til tilskadekomne, således at brandens omfang begrænses og eventuelt truede personer kan reddes. Ved afslutningen af uddannelsen skal soldaten have forståelse for: - Forbrændings- og slukningsteori. - Hvordan brand forebygges. - Forholdsreglerne over for trykflasker på brandstedet. - Principperne for brandspredning og brandbekæmpelse ved naturbrande. Ved afslutningen af uddannelsen skal soldaten have kendskab til: - Brandvæsnets arbejde på brandstedet. Ved afslutningen af uddannelsen skal soldaten kunne: - Anvende principperne for trinvis brandbekæmpelse under anvendelse af mindre slukningsmidler. - Anvende en evakueringsplan, herunder nødvendig prioritering og førstehjælp af tilskadekomne. Kontrol: Praktisk/mundtlig kontrol i de enkelte lektioner i uddannelsesforløbet. Tid: 18 timer. Program: 1. dag Tid Emne Sted 08.00 10.00 Forbrændingsteori U-lokale 10.00 10.15 Formiddagskaffe Kantine 10.15 12.15 Vand som slukningsmiddel U-lokale og EB-plads 12.15 12.45 Frokost Kantine 12.45 13.45 Kvælende slukningsmidler U-lokale og EB-plads 13.45 15.15 Naturbrande U-lokale og EB-plads - branduddannelse 15.15 15.30 Eftermiddagskaffe Kantine 15.30 17.00 Naturbrande - førstehjælp 17.00-18.00 Forebyggelse og håndtering af ulykker U-lokale 2. dag Tid Emne Sted 08.00 09.00 Forebyggelse og håndtering af ulykker U-lokale 09.00 09.15 Formiddagskaffe Kantine 09.15 11.15 Slukningsrutinering I Øvelsesområdet 11.15 11.45 Frokost Kantine 11.45 13.45 Repetition af førstehjælp Førstehjælp ved U-lokale større ulykker. 13.45 15.45 Særlige brandstiftende midler. U-lokale 15.45 16.00 Eftermiddagskaffe Kantine 16.00 18.00 Slukningsrutinering II Øvelsesområdet 2
1. Forbrændingsteori En forbrænding kan beskrives som en kemisk proces, hvor et materiale går i kemisk forbindelse med ilt, hvorved der frigives energi, som kan måles i temperatur. Brændbart materiale, ilt og temperatur, ofte illustreret med brandtrekanten, skal alle være til stede samtidig og i en tilstrækkelig størrelse, for at branden kan opstå og opretholdes. Omvendt kan du slukke en brand ved blot at fjerne en af siderne i trekanten. Så godt som alt materiale kan brænde, bare temperaturen er høj nok. Temperaturen er afgørende for, om et materiale brænder. Alle brændbare materialer begynder at brænde ved en bestemt temperatur. Den temperatur, et materiale begynder at brænde ved, hedder materialets antændelsestemperatur. Temperaturen er forskellig fra materiale til materiale, og nogle materialer har en meget lav antændelsestemperatur. Grundstoffet ilt, som findes i den atmosfæriske luft er en betingelse for, at forbrændingen kan finde sted. Hvis forbrændingen foregår i et lukket rum, vil iltkoncentrationen efterhånden falde, og branden vil dø ud. Hvis der er tilstrækkelig ilt til forbrændingsprocessen, kaldes forbrændingen en fuldstændig forbrænding. Den foregår som oftest i det fri eller i velventilerede rum. Disse ideelle betingelser forekommer dog sjældent. I mere eller mindre lukkede rum sker der som oftest en ufuldstændig forbrænding. Årsagen til den ufuldstændige forbrænding er, at der på et tidspunkt ikke er tilstrækkeligt ilt til stede ved forbrændingen. For brandbare luftarter gælder det, at det skal være en bestemt koncentration af ilt tilstede for, at de kan antændes. Hvis dette minimum eller maksimum overskrides vil gasarten ikke kunne antændes / brænde. Det område hvor iltmængden muliggøre en antændelse, kaldes for en luftarts antændelsesområde. Ved en forbrænding udvikles varme, hvorved temperaturen i og omkring det brændende stof stiger. Varmen kan forplante sig på 4 forskellige måder: Ledning Strømning Stråling Flyveild Når der i et legeme eller i flere legemer i berøring med hinanden optræder en temperaturforskel, vil varmen ledes fra steder eller legemer med højere temperatur til steder med legemer med lavere temperatur. Den hastighed hvormed varmetransporten sker, er afhængig af materialets varmeledningsevne. For de fleste metaller er varmeledningsevnen stor, træ derimod har en meget lille varmeledingsevne. Varmestrømning optræder når en opvarmet væske- eller luftmængde sættes i bevægelse og dermed fører varmen med fra et sted til et andet. På et brandsted vil der ofte optræde varmestrømning, idet varm luft på grund af en lavere vægtfylde vil stige op gennem en bygning. 3
Den vigtigste udbredelsesform er imidlertid varmestråling. Fra ethvert fast stof, der er opvarmet til en høj temperatur (gløder), og fra flammer udsendes der en varmestråling. Varmestrålerne er elektromagnetiske bølger, der bevæger sig på fuldstændig sammen måde som lysstråler. De går således næsten usvækket gennem glas og opvarmer ikke de stoffer de passerer. Når de standses af et ugennemsigtigt stof, afgives hele varmeenergien til dette stof, der derved opvarmes og kan bryde i brand. Små mængder af brændende materialer kan transporteres med vinden og falde ned et stykke fra brandstedet. Denne flyveild kan dermed være årsag til at branden spredes yderligere. Det brændende materiale er afgørende for, hvilken karakter branden får. Derfor bliver der skelet mellem flere forskellige former for brande, afhængig af, om materialet er fast, flydende eller i luftform (gas). Der bliver skelet mellem brandklasserne A, B, C, D og E. Det er klassificeringen der har betydning for, hvordan en brand skal slukkes om den skal køles eller kvæles og dermed det valg af slukningsmåde og middel. Brandklasse C Brande i gasarter, f.eks. propan og F-gas. Brandklasse A Brande i faste organiske materialer, f.eks.: træ, papir og tekstiler. Brandklasse D Brande i letmetaller, f.eks.: magnesium Brandklasse B Brande i væsker, f.eks.: benzin, olie og flydende stearin. Brandklasse E Brande i elektriske installationer De fleste brændbare stoffer skal dog varmes op for at kunne bryde i brand, men før forholdene vedrørende antændelse beskrives, skal det først slås fast, at brændbare stoffer forekommer i 3 tilstandsformer: Faste stoffer Gasser Væsker F.eks.: Træ Tekstiler Papir F.eks.: Methan F-gas Acetylen Dampe fra væsker F.eks.: Olieprodukter Alkoholer Acetone Slukningsmidler opdeles i to hovedgrupper: Kølende Kvælende Som kølende slukningsmiddel anvendes i praksis kun vand. Herimod anvendes der som kvælende slukningsmiddel skum, kulsyre og pulver. Slukningsmidlet pulver her desuden en anti-katalytisk effekt, som forhindre at ilt, varme og det brandbare materiale forbinder sig med hinanden. Vandets kølende virkning er meget stor, og der findes intet andet slukningsmiddel, der i denne henseende kommer på højde med vand. Når slukningsvandet mødes med det brændende materiale eller nærmere bestemt varmen, udvikles damp og der forbruges ved denne proces en masse kalorier, som hives ud af branden. Den dannede dampmængde ved en fuldstændig fordampninger er meget stor. 1 kilo vand omdannes således til 1680 liter vanddamp. 4
Anvendelse af vand som slukningsmiddel har en række fordele: Vandets kølende virkning er meget stor Det er billigt og forekommer næsten overalt Vandet kan ved hjælp af pumper og slanger transporteres over store afstande, samtidig med at man kan opnå store kastelængder og højder eller en god spredning Vand er ugiftigt og kemisk neutralt Der er naturligvis også nogle ulemper forbundet med at bruge vand som slukningsmiddel: Vandet fryser ved 0 grader, hvilket vanskeliggør dets fremskaffelse og transport ved lave temperaturer. Visse stoffer (f.eks. korn) optager vand under en kraftig rumfangsudvidelse, og der er dermed risiko for sprængning af omgivende vægge mv. Visse stoffer (f.eks. papir og tøj) optager vand i så store mængder, at vægten øges, og der dermed kan være sammenstyrtningsfare. Slukningsvand som ikke fordamper, kan anrette skader på ikke antændt materiale. I visse tilfældes er vand uhensigtsmæssig som slukningsmiddel. Brandfarlige væskers vægtfylde er normalt lavere end vands, hvorfor påsprøjtning af vand vil bevirke, at den brændende væske af vandet føres ud over et større område. Er væsken opvarmet til en høj temperatur, bringes vandet i kog, og dampdannelsen herfra kan bevirke, at den brændende væske slynges ud over det omkringliggende område. Slukning af brandfarlige væsker må derfor kun foretages med forstøvet vand. Brændende gasarter og brændende letmetaller vil optage ilten fra vandet, og vil dermed brænde med eksplosiv hastighed, og samtidig frigive brint, der brænder i luftens ilt. Skummets slukningsvirkning ligger først og fremmest i dets kvælende egenskaber. Skummets vægtfylde er lavere end de brandfarlige væskers, hvorfor det er i stand til at flyde ud over en brændende væskeoverflade, hvorved lufttilførslen afbrydes, samtidig med at skummet forhindre fordampning fra væskeoverfladen. Skummet nedbrydes relativt langsomt og har derigennem en beskyttende virkning, således at genantændelse af en allerede slukket væskebrand eller antændelse af et ikke antændt brandbart stof forhindres. Skum anvendes derfor til slukning af brandfarlige væsker og dækning af truede objekter. Kulsyre (CO 2 ) er en farveløs og lugtfri luftart med en vægtfylde som er 1,53 gange den atmosfæriske lufts. Sammentrykkes kulsyren, fortættes den til væske. Fjernes trykket pludseligt, falder temperaturen på grund af fordampningen så kraftigt, at en del af kulsyren overgår til fast form kulsyresne med en temperatur på 78 grander C. Kulsyrens slukningsvirkning består i, at den fortrænger luftens ilt i en så høj grad, at forbrændingen ikke mere kan forløbe, d.v.s slukningen sker ved kvælning. Dens anvendelse er derfor begrænset til lukkede rum. Den væsentlige fordel ved kulsyren er, at den ikke er ledende for elektrisk strøm, den er kemisk neutral og den afsætter ikke spor af nogen art. Dens begrænsning ligger i den ret ringe effektivitet i forhold til glødebrande. Ved slukning med kulsyre skal man endelige være opmærksom på, at større koncentrationer er farlige for den menneskelige organisme. Slukningspulver består af natriumbikarbonat. Når natriumbikarbonat opvarmes til 60 grader, spaltes det og der forbruges ved spaltningen en vis varmemængde. De dannede luftarter, kultveilte og vanddamp, virker kvælende, og på grund af varmeforbruget ved spaltningen, har pulveret også en vis afkølende virkning. Slukningseffekten er imidlertid betydelig større, end man skulle forvente ud fra mængden af kvælende luftarter. Dette skyldes at 5
pulveret har en anti-katalytisk virkning. Pulverets vigtigste anvendelsesområde er slukning af brande i brandfarlige væsker og udstrømmende gasser. Over for elektriske installationer er pulver også særdeles effektivt, men i de fleste tilfælde foretrækkes kulsyre da resterne af pulveret kan have meget skadelig virkning på relæer, afbryder og lignende. Pulver har desuden kun meget lille slukningseffekt over for glødebrande, med mindre der er tale om et specialpulver. I praksis forekommer der på brandsteder et stort antal forskellige stoffer, og det er ikke muligt at opstille simple altid gældende regler for valg af slukningsmiddel, som hovedregel gælder dog følgende: Brandklasse A vand Brandklasse B skum, pulver eller kulsyre Brandklasse C pulver eller kulsyre Brandklasse D specialpulver eller tørt sand Brandklasse E kulsyre 6
2. Vand som slukningsmiddel Vand findes som håndslukkere i følgende udgaver, som: Vandfyldte slangevinde Håndsprøjte Trykvandsslukker Ved slukning med vandfyldte slangevinde gælder det om, at gå så tæt på ilden som muligt og forsvarligt. Sprøjt på det brændende materiale og bevæg vandstrålen fra side til side. Vær opmærksom på at efterslukke til alle gløder er væk. En vandfyldt slangevinde er en slange oprullet på en drejelig, fastmonteret eller svingbar vinde, der har direkte forbindelse med vandforsyningen via en hane. Når slangen skal bruges, skal der åbnes for vandhanen. Ved nogle vandfyldte slangevinder åbnes der automatisk for vandet, når slangen trækkes ud. Slangen har normalt en rækkevidde på 25 meter, og slangen er normalt udstyret med et fastmonteret strålerør med tre funktioner: åben/luk, samlet stråle og spredt stråle. Rækkevidde mindst 9 meter Fordele: Velegnet til slukning af brand i faste materialer Vandydelse 30.- 40 liter i minuttet Justerbar vandstråle Ubegrænset vandmængde Ulemper: Risiko for vandskade Håndsprøjten findes i to størrelser, som rummer henholdsvis 10 og 20 liter vand. Håndsprøjten består af en beholder med vand, hvor der er anbragt en håndpumpe og slange samt en reservebeholder med ekstra vand, så håndsprøjten kan betjenes af én person. Er der 2 personer til stede, kan den ene bekæmpe ilden, medens den anden henter vand. Rækkevidde ca. 8 meter Fordele: Velegnet til slukning af brand i faste materialer Let at anvende Ulemper: Begrænset vandmængde Kræver hyppige eftersyn Tung at håndtere for én person En trykvandsslukker er en 10 liters beholder med vand, der er sat under tryk med atmosfærisk luft, dvs. at vandet drives ud af beholderen med trykluft. Trykket kan kontrolleres på et manometer. Slukkeren aktiveres, når man trykker håndtaget ned, og vanstrålen afbrydes, når man slipper det igen. Vandslukkeren er tømt på under 1 minut. På grund af den korte tømningstid er det vigtigt først at åbne for vandet, når man er helt henne ved branden. 7
Rækkevidde ca. 7-10 meter Fordele: Velegnet til slukning af brand i faste materialer God kastelængde på vandstrålen Let at anvende Ulemper: Begrænset vandmængde 2. Førstehjælp ved kulde- og varmepåvirkning Kroppens temperatur varierer med cirka 0,5 C i døgnet. Temperaturen er højest sidst på eftermiddagen. Kroppens temperatur holdes omkring det ønskede ved at justere balancen mellem varmedannelse og varmeafgivelse. Varmeproduktionen stammer fra cellernes stofskifte, mens varmeafgivelsen opstår ved udveksling af varme mellem kroppen og omgivelserne. Udveksling af varme med omgivelserne sker ved fire mekanismer: Ledning, stråling og fordampning. Udveksling af varme ved ledning sker mellem genstande i direkte kontakt med hinanden. Varmeledning påvirker under normale forhold kun kroppens temperatur i mindre omfang, da kun en lille del af kroppen er i direkte kontakt med andre genstande med væsentlig forskellig temperatur (for eksempel bare fødder på et koldt gulv). En person, som ligger bevidstløs på gaden på en vinterdag, vil dog hurtig miste store mængder varme ved ledning fra kroppen til jorden. Alle overflader afgiver varme ved hjælp af elektromagnetisk stråling. En overflades varmestråling afhænger af den absolutte temperatur, hvilket vil sige, at et legeme udsender en vis mængde varmestråling uafhængigt af omgivelsernes temperatur. Varmemængden der mistes eller optages af kroppen er således forskellen mellem den stråling kroppen udsender og modtager. Fra huden og lungerne afgives varme ved hjælp af fordampning. Omdannelse af vand fra væskeform til dampform kræver energi. I situationer, hvor kroppen fortrinsvis modtager varme fra omgivelserne er fordampning kroppens vigtigste måde at skille sig af med varme på. Varmetabet fra kroppens overflade reguleres overordnet set på to måder: Ved ændring af blodgennemstrømningen i de små kar i hudens øverste lag og ved ændring af blodcirkulationen i de større kar i huden og i det underliggende væv. Mange situationer kan medføre underafkøling af en tilskadekommen. Børn, ældre og bevidsthedspåvirkede er mere udsat for underafkøling end andre mennesker; børn fordi de har en stor overflade i forhold til deres vægt, ældre fordi deres evne til at erkende kulden er nedsat, og 8
bevidsthedspåvirkede fordi de ikke er i stand til at opføre sig fornuftigt i forhold til at forhindre afkølingen i at fortsætte. Underafkøling inddeles efter kernetemperaturen: kernetemperatur på 32-35 C = mild underafkøling kernetemperatur mellem 28-32 C = moderat underafkøling kernetemperatur under 28 C = svær underafkøling Overordnet set vil mild underafkøling føre til en aktivering af kroppens funktioner. Ved moderat og svær underafkøling afløses aktiveringen af hæmning af kroppens funktioner. Ved mild underafkøling ses grove kulderystelser som ved yderligere temperaturfald, til moderat underafkøling, afløses af muskelsitren og helt forsvinder ved svær underafkøling, hvor musklerne bliver stive og ubevægelige. Centralnervesystemet påvirkes også i takt med et temperaturfald, ved mild underafkøling ændrer personen opførsel, og opleves ofte som apatisk, indesluttet eller irritabel. En moderat underafkølet person fremstår forvirret og døsig. Ved svær underafkøling mister man evnen til at udføre viljestyrede bevægelser, reflekser ophører, og endelig mistes bevidstheden. Den underafkølede skal beskyttes mod yderligere afkøling. Findes personen i vandet skal vådt tøj fjernes, og den tilskadekomne indpakkes i ikke-opvarmede tæpper og eventuelt alu-tæpper. Ved fysisk aktivitet stiger kroppens temperatur på grund af det øgede arbejde, som især skeletmusklerne udfører. I situationer hvor kroppen ikke kan komme af med overskudsvarme, kan temperaturen stige og være årsag til flere forskellige tilstande: varmebesvimelse varmeudmattelse hedeslag. Ved stigning i omgivelsernes temperatur vil kroppen forsøge at beskytte sig mod en stigning i kernetemperatur ved at udvide blodkar i huden. Herved skabes en øget blodcirkulation tæt ved kroppens overflade, som sammen med en øget svedsekretion, giver mulighed for udveksling af varme med omgivelserne. Hvis kroppen "overraskes" af omgivelsernes temperatur, kan der opstå et misforhold mellem forsøget på at beskytte sig mod temperaturforhøjelse og kroppens øvrige funktioner: De udvidede blodkar kan indeholde en større mængde blod, hvorved en mindre mængde returneres til hjertet. Hjertets pumpefunktion nedsættes derved og blodtrykket i pulsårerne falder, hvilket kan føre til symptomer som opstemthed, svimmelhed eller bevidsthedstab. Varmebesvimelse rammer derfor oftest personer, der ikke har vænnet sig til omgivelsernes temperatur for eksempel i forbindelse med årets første hedebølge eller rejse til et varmere klima. Under hårdt fysisk arbejde stiger kroppens varmeproduktion. Under normale omstændigheder giver dette ikke anledning til problemer. I varme omgivelser kan muligheden for varmetab være nedsat, hvorfor kroppen må benytte sig af fordampning som vigtigste, eventuelt eneste, måde til at bortlede overskudsvarme. Under disse forhold kan hårdt arbejde gennem længere tid føre til et stort tab af væske eller salt med sveden. Kombineres dette med utilstrækkeligt indtag af væske og salt, kan der opstå varmeudmattelse. Symptomer kan være svimmelhed, koordinationsbesvær, hovedpine, kraftesløshed og sjældent bevidstløshed. Hedeslag er en alvorlig og farlig tilstand, hvor kroppens temperatur hurtigt stiger til mere end 40-41 C. Hedeslag har mange symptomer tilfælles med varmeudmattelse, men adskiller sig på visse punkter: Personen bliver omtåget eller bevidstløs og kan udvikle krampe. En person med hedeslag vil desuden have varm og tør hud. Ved symptomer på overopvarmning af kroppen, eller mistanke herom, skal personen bringes i skygge og køligere omgivelser. Førstehjælperen skal sikre sig, at der er frie luftveje og tilfredsstillende vejrtrækning. Efter afklædning af personen kan han køles med koldt vand (15-18 C). Køling af hænder og fødder kan ske ved nedsænkning i spande, hvor vandet af og til 9
udskiftes, ligesom en klud opvredet i koldt vand kan lægges på pande og isse. Overbrusning af hele kroppen med koldt vand kan også foretages. Er personen ved bevidsthed, kan han opfordres til at indtage saltholdige drikke. Påvirkning med flammer eller varme genstande kan fremkalde forbrænding af hud og underliggende væv, mens varme væsker og dampe fremkalder skoldninger. Brandsår opdeles i 1 -, 2 - og 3 -forbrændinger alt efter dybde. Ved 1 -forbrændinger ødelægges kun overhuden, hvilket resulterer i rødme og smerte. 2 -forbrændinger strækker sig ned i underhuden og ses som ved 1 -forbrændingen, men med vabler. Når der opstår vabler ved 2 forbrændinger skyldes det, at kapillærvæggen påvirkes, så proteiner og mineraler kan trænge ud af blodbanen, hvorved vand "trækkes" med ud af blodbanen. Gennembrændes huden helt vil der være tale om en 3 -forbrænding, som kan kendes på enten et forkullet eller et helt blegt, læderagtigt udseende af huden. Ved udbredte forbrændinger - 2 & 3 forbrændinger større end 9% af kroppens areal er der fare for udvikling af shock på grund af smerte og væsketab. Udbredelsen af forbrændingen kan anslås ved den såkaldte 9%-regel. For voksne gælder det, at forsiden og bagsiden af kroppen hver udgør 18% af personens samlede areal. Forside og bagside af hvert ben, arme og hovedet udgør 9% og kønsorganerne 1%. Hos børn udgør hovedet en forholdsvis større andel af kroppens areal end hos voksne, hvorfor 9%-reglen ikke kan anvendes til udregning af shockrisikoen hos børn. Selvom en forbrænding medfører risiko for udvikling af shock, er det ikke ensbetydende med, at en person dør af sine forbrændinger. Sandsynligheden for at overleve udbredte forbrændinger afhænger af det forbrændte areal og den forbrændtes alder: Det forbrændte område (i %) lagt sammen med personens alder angiver overlevelsessandsynligheden. Er dette tal over 100, er overlevelseschancerne små. Førstehjælpen skal rettes mod sikring af frie luftveje, vejrtrækning og kredsløb, hvorefter det forbrændte område skal køles med koldt vand. Er den forbrændte ved bevidsthed, skal vandets temperatur afpasses, så det forbrændte område holdes smertefrit men uden ubehag fra kølingen. Kølingen skal fortsætte til smertefrihed (når det forbrændte område ikke er dækket af vand) eller mindst 30 minutter. Brandsår må ikke smøres ind i creme, olie, salve eller lignende. Forfrysninger forekommer sjældent i Danmark. Nedkøling kan påvirke kroppen lokalt og alment. Forfrysninger kan forekomme overalt på kroppen, men rammer især udsatte steder som næse, ører, ansigt, hænder og fødder. Forfrysninger kan opdeles i overfladiske og dybe forfrysninger. Overfladiske forfrysninger berører kun huden, som bliver gul eller vokshvid og stærkt smertende. Ved dyb forfrysning er vævet under huden også inddraget. Området er hårdt som træ og vokshvidt, og huden kan, i modsætning til ved overfladisk forfrysning, ikke forskydes i forhold til underliggende væv. Ved dyb forfrysning er området følelsesløst og uden smerter. Vådt eller strammende tøj omkring en lokal forfrysning skal fjernes. Den forfrosne legemsdel skal løftes højt og forbindes forsigtigt med gazebind. Forfrosne tæer eller fingre skal være adskilt med gaze. Yderligere forsøg på behandling bør undlades, og den tilskadekomne skal bringes til lægebehandling på sygehus. Optøning af forfrysninger er meget smertefuld og bør generelt undgås. 10
3. Kvælende slukningsmidler Kvælende slukningsmidler findes som: Brandtæppe Pulverslukker CO 2 Et brandtæppe er fremstillet af et ubrændbart materiale. Brandtæppet er fremstillet af glasvæv, og kan tåle op til 600 grader. Den normale størrelse på tæppet er ca. 120 x 180, men brandtæpper fås i flere forskellige størrelser. Rækkevidde Helt hen til det brændende materiale, og beskyt ansigt og hænder med tæppet. Fordele: Velegnet til små væskebrande Beskytter mod strålevarme Ulemper: Kræver at man går rimelig tæt på ilden Ringe slukningsvirkning mod glødebrand En pulverslukker er en beholder, som indeholder pulver der drives ud af beholderen af trykluft. Når natriumbikarbonat opvarmes til 60 grader, spaltes det og der forbruges ved spaltningen en vis varmemængde. De dannede luftarter, kultveilte og vanddamp, virker kvælende, og på grund af varmeforbruget ved spaltningen, har pulveret også en vis afkølende virkning. Slukningseffekten er imidlertid betydelig større, end man skulle forvente ud fra mængden af kvælende luftarter. Dette skyldes at pulveret har en anti-katalytisk virkning. Pulverslukkeren findes i mange forskellige størrelser fra 2 kilo og opefter. De fleste typer pulverslukkere kan afbrydes under brugen. Til brande i faste materialer, skal pulverslukkeren være pulver til brandklasse A. Alle pulverslukkere er forsynet med et manometer, således at man kan kontrollere og slukkeren er intakt. Rækkevidde ca. 6-8 meter Fordele: Stor og hurtig slukningsvirkning Velegnet til brand i gasarter og brandfarlige væsker Let at anvende Ulemper: Stort efterfølgende rengøringsarbejde Ødelægger elektriske apparater og edb-udstyr Kulsyreslukkeren indeholder kuldioxid under højt tryk. Når kuldioxiden slippes ud af slukkeren, vil den blive udsat for et trykfald og en kraftig fordampning. Herved vil en del af kuldioxiden fryse til kulsyresne. Den primære slukningsvirkning er kvælning, da kuldioxiden vil fortrænge den atmosfæriske luft, dvs. ilten. En kulsyreslukker kan afbrydes under brug. Kulsyreslukkeren bør ikke anvedes direkte mod personer da de kan få forfrysninger. I små lukkede rum kan kuldioxiden medføre fare for mennesker, fordi den fortrænger ilten. 11
Rækkevidde ca. 3-4 meter Fordele: Velegnet til brand i elinstallationer og mindre væskebrande Let at anvende Ulemper: Kun ringe effekt overfor brand i faste materialer Kulsyreslukkere kan give alvorlige forfrysninger 12
4. Brande i naturen Bekæmpelse af skovbrande kræver en særlig teknik og taktik, dels på grund af den store brandudbredelseshastighed, dels på grund af utilstrækkelig vandforsyning. Risikoen for en naturbrands opståen afhænger af en række faktorer. De fleste naturbrande optræder i den tørre forårsperiode i april og maj, hvor vissent græs og tørt løv i skovbunden bevirker en hurtig brandudbredelse, medens de farligste naturbrande opstår efter en længere tørkeperiode i sommermånederne, hvor vandindholdet i de brandbare materialer er lavt. Endelig spiller vindstyrken også en afgørende rolle. Bundvegetationen, tørt græs, løv og mos, er let antændeligt, og brandfaren er derfor størst på steder med kraftig bundvegetation. Blandt træerne er fyr med dens terpentinholdige nåle og harpiksholdige stamme særlig brandfarlig, mens løvtræer kun sjældent brænder. Særlig hurtige brandudbredelser fås på en skråning, såfremt branden er startet ved skråningens fod, mens brandudbredelse ned ad en skråning foregår meget langsomt. En naturbrand kan optræde på flere måder. Man skelner mellem bundbrand, hvor kun bundvegetationen og affaldsmateriale på jorden er antændt, og topbrand, hvor brandudbredelsen finder sted fra trækrone til trækrone. Ofte vil topbranden være kombineret med en bundbrand. Udbredelseshastigheden ved en bundbrand er 5-10 meter i minuttet, afhængig af vindstyrken, mens den ved en topbrand i kraftig vind kan nå op på 60 meter i minuttet. Ved en kombineret bundog topbrand (totalbrand) kan hastigheden når op på 100 meter i minuttet, samtidig med at der kan optræde pludselige ildspring på op til 150 meter. I vindstille breder en naturbrand sig cirkelformigt, mens den i blæst næsten udelukkende breder sig i vindretningen. Bredden af det brændende område vil langsomt forøges, efterhånden som brandfronten skrider frem. Ved bekæmpelse af en naturbrand går man frem efter følgende principper: a. Standsning af brandudbredelsen b. Forstærkning af begrænsningslinier c. Efterslukning d. Bevogtning Princippet er i alle tilfælde at fastlægge en begrænsningslinie og forhindre, at branden breder sig over denne linie. Ved mindre bundbrande kan branden normalt bekæmpes direkte ved hjælp af branddaskere og lignende. Mandskabet indsættes på højre og venstre fløj med det mål at indsnævre og til sidst nedkæmpe brandfronten. Er der vand til rådighed, indsættes tågestrålerør direkte mod branden eller i et bælte foran brandfronten for at bremse videre brandudbredelse. Ved en kraftig bundbrand vil standsning af brandudbredelsen kun kunne ske på steder, hvor der i forvejen findes en naturlig begrænsningslinie, f.eks. en vej, sti eller en brandlinie (vegetationsfri arealer af 20-30 meters bredde). Findes der ingen naturlige begrænsningslinier, må mandskabet sættes ind for at etablere kunstige. Arbejdet påbegyndes ved brandfrontens fløje, og linierne lægges i en vinkel på 30 45 grader foran brandfronten og i en sådan afstand fra denne, at linierne kan være færdige, inden brandfronten når frem til dem. Bekæmpelseslinierne etableres ved at fjerne alt brandbart materiale på jorden i en bredde af indtil 5 meter, afhængig af vindstyrken og brandens heftighed. Også her vil man med fordel kunne anvende vand til at gøre arealet i og 13
umiddelbart omkring begrænsningslinierne vådt. Ved et topbrand skal begrænsningslinien være 2 til 3 gange bredere end ved en bundbrand. En topbrand kan kun standses ved hjælp af brede bekæmpelseslinier, Brandgader. Brandgaderne etableres efter de samme principper som bekæmpelseslinierne ved en bundbrand, men må være væsentligt bredere, mindst lige så brede, som træerne er høje. Så vidt muligt går man ud fra naturlige begrænsningslinier, som udvides i det nødvendige omfang. Træer, som fældes, skal ligge med toppen ind mod brandfronten. Om muligt etableres en grøft langs ydersiden af brandgaden, og den opgravede jord lægges op som en jordvold bag grøften. Hele brandgaden oversprøjtes med vand. Ved mindre brande vil et relativt smalt, åbent bælte være i stand til at forhindre yderligere brandudbredelse, men ved større bundbrande og ved topbrande må brandgaden besættes med mandskab og materiel for at sikre, at branden ikke forplanter sig hen over brandgaden. Bedst er det naturligvis, såfremt større vandmængder er til rådighed, idet branden da direkte kan angribes, og sørge for hele tiden at holde brandgaden og dens nærmeste begrænsning fugtig. Ved topbrande må der samtidig sørges for brandvagter i området uden for brandgaden, idet der på grund af flyveild kan ske antændelse i stor afstand fra brandfronten. Først når brandudberdelsen med sikkerhed er standset, kan den egentlige slukning påbegyndes. Med rigelige vandmængder til rådighed foretages en systematisk afslukning af alle gløder, begyndende ved brandgaden. Har man derimod kun begrænsede vandmængder til disposition, må man koncentrere sig om at forhindre branden i at blusse op på ny. Faren for genopblussen af en skovbrand er meget stor. Skjulte gløder vil kunne brænde langsomt gennem flere døgn og kan pludselig blusse op ved ændringer i vindens styrke eller retning. Det er derfor nødvendigt at holde brandstedet under observation i måske op til 10 dage efter branden. I begyndelsen ved hjælp af en fast vagt på stedet og senere ved flere daglige inspektioner. Arbejdet på brandstedet stiller store krav til mandskabet. Røg, varme og flyvelid vanskeliggør arbejdsforholdene yderligere, og det vil ofte være nødvendigt at anvende filtermasker for at beskytte øjne og åndedræt. Til løsning af specielle opgaver i særligt røgdækkede områder må kun personel med fuld åndedrætsbeskyttelse anvendes. 14
5. Særlige brandstiftende midler Brandstiftende midler anvendes bl.a. i flammekastere, der udskyder en blanding af olie, benzin og gelatine på afstande op til ca. 150 meter. Flammekastere kan være mandbårne med en rækkevidde på ca. 50 meter eller de kan være anbragt på en kampvogn med en rækkevidde på ca. 150 meter. Det brændbare materiale er klæbrigt og vanskeligt at fjerne. Det brænder voldsomt under udvikling af stærk varme. Det bedste middel til at undgå angreb med brandstiftende midler er udnyttelse af skjul og dækning. Opdager soldaten fjendtlige soldater, der er udrustet med en mandbåren flammekaster, bør han søge at nedkæmpe disse, før de når ind på en afstand af ca. 50 meter. Soldaten vil, hvis han opholder sig i et skyttehul, eventuelt kunne undgå at blive ramt af det brændbare materiale, men der kan opstå brand omkring ham og gøre det vanskeligt og eventuelt umuligt for ham at fortsætte kampen. Brandstiftende midler kan ved brande ødelægge materiel og give tab blandt personel. Som brandstiftende midler anvendes følgende stoffer: o o o o Napalm Fosfor Magnesium Termit Napalm er et våben, hvor fortykkende stoffer tilsættes benzin eller petroleum. Fortykningsmidlet kan være aluminiumssalte, eller en sæbelignende blanding af naften- og alifatiske karboxylsyrer. Napalm anvendes både i flammekastere og i brandbomber. Det brænder langsommere, kan spredes længere og mere præcist end f.eks. benzin og pga. sin klæbrige form kan det ikke umiddelbart fjernes fra huden. Formålet er altså at give meget alvorlige forbrændinger og dræbe. Som fortykningsmiddel kan også anvendes magnesium i pulverform og kaliumnitrat. Det tilsættes en blanding af benzin og petroleum. Denne blanding brænder ved en temperatur på 1000 C hvor den første napalmtype brænder ved 675 C. Da napalm indeholder benzin kan det ikke slukkes ved at sprøjte vand på. Er der gået ild i klæder, rives disse af, eller ilden kvæles med et tæppe, jakke eller regnslag. Napalm må ikke forsøges slukket ved at man ruller sig på jorden. Den klæbrige, brændende napalm vil da blive fordelt til flere steder på kroppen. Slukning sker bedst ved, at den angrebne lægges ned, og ilden slukkes af en kammerat ved brug af en jakke eller lignende. Slukningen skal ske fra hovedet og nedad. Brandsår fra napalmforbrændinger behandles på samme måde som andre brandsår. Fosfor giver anledning til en speciel form for forbrænding. Fosfor har den egenskab, at det i forbindelse med ilt bryder i brand, og fosforpartiklerne vil hurtigt brænde sig igennem uniformen og ned i huden. Antifosforvæsken indeholder opslemmet kobbersulfat, der dækker fosforpartiklerne, så luftens ilt ikke kommer i kontakt med fosforet, der derved ikke bryder i brand. Antifosforvæsken føres i kampuniformens højre brystlomme. Førstehjælpen ved fosforforbrændinger udføres således: - Brændende fosfor på uniform og hus slukkes hurtigst muligt med vand. Hvis ikke anden mulighed er til stede, bruges vand fra feltflasken. - Større fosforpartikler fjernes med en kniv, bajonet eller lignende. - Brandsåret skylles med vand. - Flasken med antifosforvæske rystes kraftigt, indtil eventuelt bundfald er fuldstændigt opslemmet. - Væsken fordeles over de resterende fosforpartikler. - De nu kobberdækkede partikler fjernes fra huden med en kniv, bajonet eller lignende. 15
- Brandsåret forbindes, idet der anlægges en tør forbinding. Ved store brandsår bruges brandforbindinger for enkeltmand. Rådes der ikke over antifosforvæske eller kan alle partikler ikke fjernes, neddykkes den ramte del i vand, eller en gennemvædet klud lægges over det ramte sted. Kluden skal holdes gennemvædet, indtil partiklerne kan fjernes. Magnesium findes som sølvhvide glinsende bånd, piller eller spåner samt som pulver. Magnesium er meget brandfarligt. Ud over at være brandfarligt, danne magnesium ved brand også magnesiumoxid der i luftvejene omdannes til ætsende magnesiumhydroxid. Ved brand i magnesium er den endelig fare for blindhed, hvorfor man skal undgå at se på stoffets intense hvide flamme. Forbrændingstemperaturen for magnesium er meget høj, ca. 2000 grader, og det giver derfor meget dybe forbrændingsskader og vævsdød. Brand skal slukkes med tørt sand, og alt kontakt med vand bør undgås (gælder kun slukning ikke førstehjælp ved forbrændingerne). Førstehjælpen ved uheld med magnesium udføres således: - Tilskadekomne anbringes i frisk luft. Ved vejrtrækningsstop gives kunstigt åndedræt. Bevidstløse med vejrtrækning lejres i aflåst sideleje og holdes varme. - Ikke bevidstløse personer lejres varmt og bekvemt halvsiddende. - Forurenet beklædning samt smykker og ure fjernes hurtigt. Forurenet hud og øjne skylles længe og grundigt med vand. Termit er en let antændelig metalblanding som af militæret bruges til blandt andet at brænde gennem betonbunkers og panserkøretøjer. Termit består at jernoxid og aluminiumspulver og brander ved meget høj varme ca. 2500 grader. De flydende jernpartikler kan brænde sig ind i kødet og give mange små og dybe forbrændinger. Førstehjælpen for forbrændinger forårsaget af termit er som ved almindelige forbrændinger, det vil sige skyld med rigelig mængder vand, til smertefrihed og søg læge eller skadestue. Røg anvendes som sløringsmiddel, og er giftigt hvis man opholder sig kortere eller længere tid i dette. Der skal derfor underophold i røg som minimum anlægges ABC-maske, men samtidig må masken kun anvendes i områder hvor der på trods af røgen er tilstrækkelig med ilt i omgivelserne. Til røgsløring benyttes følgende stoffer: o o o o Hexit Fosfor Svovltrioxid Titanterachlorid Symptomer på hexit-forgiftning er trykken for brystet, ondt i halsen og hoste. Ved højere koncentrationer vil der være hoste, åndenød, kvalme og opkast. Hexit-forgiftning kan i værste fald være dødelig. Derfor skal der altid bruges ABC-maske i forbindelse med røgsløring med hexit. Hvis der opstår åndenød eller åndedrætsbesvær, skal der straks søges læge eller skadestue. Fosfor og svovltrioxid giver ved indånding svie i næse, mund og svælg samt nysen, hoste og åndedrætsbesvær. Der kan eventuelt komme blodigt opkast. 16
Personer der har indåndet fosfor, skal anbringes i frisk luft. Ved vejrtrækningsstop gives kunstigt åndedræt. Bevidstløse med vejrtrækning lejres i aflåst sideleje og holdes varme. Ikke bevidstløse lejres varmt og bekvemt halvsiddende. Symptomerne på tiranterachloorid ligner meget symptomerne på fosfor og svovltrioxid, men titanterachlorid virker endvidere også ætsende på hus og slimhinder. Derfor skal forurenet beklædning samt smykker og ure hurtigst muligt fjernes, og den forurenede hud og eventuelt øjne skylles med rigelige mængder af vand. Opstår der ætsningsskader vil disse kræve lægebehandling. 17
6. Forebyggelse og håndtering af ulykker Forebyggelse er bedre end afhjælpning. Ved at forebygge kan man både nedbringe risikoen for at der sker uheld, ulykker og katastrofer og reducere konsekvenserne af dem, der alligevel finder sted. På begge måder mindsker man skaderne! Men det er vigtigt, at arbejdet sker bevidst og målrettet, fordi forebyggelse kan være ressourcekrævende og fordi målbare resultater sjældent opnås på kort sigt. Forebyggende aktiviteter og initiativer kan deles op i 2 metodisk forskellige tilgange - forebyggelse ad teknisk vej (teknisk forebyggelse) og forebyggelse af risikoadfærd (taktisk forebyggelse). Taktisk forebyggelse er de aktiviteter, der har til formål at opbygge, vedligeholde eller ændre holdninger, adfærd og rutiner med henblik på at nedbringe hyppighed og konsekvens af ulykker. Som eksempler på vidt forskellige taktiske forebyggelsesopgaver kan nævnes: At lære børn og unge i skolealderen at omgås ild At tilskynde ældre i eget hjem til at anskaffe røgmeldere At lære plejepersonale at handle rigtigt ved en brand At vejlede ejendomsfunktionærer i brandsikker placering af affald At vejlede landmænd om forebyggelse af høstbrande At lære unge mennesker sikker adfærd på diskoteker og festivaler At undervise i elementær brandslukning Teknisk forebyggelse er de fysiske foranstaltninger, som har til formål at mindske antal og omfang af brande og andre ulykker. Som eksempler på teknisk forebyggelse kan nævnes: At installere brandalarmanlæg At bygge brandmure At placere en fyrværkerifabrik langt væk fra beboelse At opsætte håndslukningsmidler At udarbejde flugtvejsplaner Den tekniske forebyggelse bør munde ud i en brandinstruks. Brandinstruksen s formål er at afklar og beskrive hvilke forholdsregler der er taget for at undgå brand samt hvorledes den enkelte skal reagere og agere hvis en brand opstår. Planen skal indeholde oplysninger og forebyggende foranstaltninger f.eks. hvor er der opstillet håndslukningsmidler, hvem efterser disse og hvor tit efterses slukkerne. Hvor er flugtvejene og hvem har ansvaret for overholdelse af reglerne for flugtveje. Endelig skal planen indeholde oplysninger om, hvad der skal foretages hvis der opstår brand. F.eks. hvem alarmer, hvordan alarmeres og evakueres bygningen. Hvordan sikres det at alle er kommet ud. Skal der gøres forsøg på slukning, og hvem skal i givet fald gøre dette. Endelige er det vigtigt for at en plan har nogen værdig, at der udarbejdet en plan for vedligeholdelsen af denne. F.eks. hvor tit skal planen gennemgås og revideres og hvordan sikres det at alle er bekendt med indholdet i planen. 18
Kursusevaluering Navn: Kursus: HBU - Brand Instruktør: Hvordan var informationen forud for kurset og kursusindkaldelsen? Vurdering hed God OK Dårlig Meget Begrundelse Noget Uvæsentlig Hvad er din generelle vurdering af kurset? Vurdering hed God OK Dårlig Meget Begrundelse Noget Uvæsentlig Hvordan vil du vurdere instruktøren evne til at formidle stoffet? Vurdering hed God OK Dårlig Meget Begrundelse Noget Uvæsentlig 19
Hvad syntes du om det udleverede kursusmateriale? Vurdering hed Godt OK Dårligt Meget Begrundelse Noget Uvæsentlig Hvad syntes du om uddannelsesfaciliteterne? Vurdering hed Gode OK Dårlige Meget Begrundelse Noget Uvæsentlig Hvad syntes du om kantinen? Vurdering hed God OK Dårlig Meget Begrundelse Noget Uvæsentlig Øvrige bemærkninger: 20