Ændring af Selskabsloven Nyhedsbrev Corporate M&A Juni 2013
ÆNDRING AF SELSKABSLOVEN Folketinget har den 16 maj 2013 vedtaget en revision af selskabsloven. Dele af lovændringen kræver tilpasning af Erhvervsstyrelsens it-systemer, og der vil som følge heraf kunne gå op til et år, før disse dele af loven kan træde i kraft. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Reglerne om iværksætterselskaber og nedsættelse af kapitalkravet for anpartsselskaber forventes dog at træde i kraft inden udgangen af 2013. Lovændringen indeholder en del redaktionelle ændringer og tilpasninger af selskabsloven, der ikke ændrer retstilstanden. I det følgende fokuseres der på hovedelementerne i den nye lov: Væsentligste ændringer: Indførelse af en ny type selskab - Iværksætterselskabet Ændring af kapitalkrav til anpartsselskaber Ændring af reglerne om indbetaling af overkurs i anpartsselskaber Ændring af reglerne om åbningsbalance samt stiftelse med regnskabsmæssig virkning tilbage i tid Smidigere regler for fuldmagter til kapitalselskabets ledelse Ændring af reglerne om erhvervelse af egne kapitalandele Mulighed for grænseoverskridende flytning af hjemsted Afkortning af frister ved tvangsindløsning af minoritetskapitalejere Iværksætterselskabet Et af hovedtemaerne i lovændringen er de nye regler om iværksættersel-skaber. Formålet er at skabe bedre rammer og vilkår for iværksættere. Man introducerer derfor iværksætterselskabet (IVS). Iværksætterselskabet har et minimumkapitalkrav på kun kr. 1 og skal give iværksættere med begrænsede midler mulighed for at stifte et kapitalselskab uden personlig hæftelse. Iværksætterselskabet er en særlig type anpartsselskab og er derfor, med visse undtagelser, reguleret ligesom disse. Det vil bl.a. ikke være muligt at foretage udbyttebetalinger før iværksætterselskabets egenkapital udgør mindst kr. 50.000, ligesom selskabet skal henlægge mindst 25 % af årets overskud indtil egenkapitalen er på mindst kr. 50.000 (se også nedenfor om ændrede kapitalkrav til anpartsselskaber). Det var allerede før lovændringen muligt at stifte et selskab med begrænset hæftelse uden minimumskapitalkrav (S.M.B.A.), men som led i indførelsen af iværksætterselskabet er det fra 1. januar 2014 ikke længere muligt. Anpartsselskaber og deres kapitalkrav Kapitalkravet for anpartsselskaber er med lovændringen sænket fra kr. 80.000 til kr. 50.000. Formålet med det reducerede kapitalkrav er at tilskynde til stiftelse af anpartsselskaber. Samtidig er det fra lovgivers side fortsat fundet nødvendigt at opretholde et minimumkapitalkrav bl.a. af hensyn til selskabskreditorerne.
Der gives med lovændringen desuden mulighed for delvis indbetaling af en eventuel overkurs i anpartsselskaber ved kontantindskud. Ændringen skyldes den hidtil begrænsede anvendelse af reglerne om delvis indbetaling af selskabskapital. Der vil efter de nye regler som minimum skulle ske indbetaling af 25 % af overkursen, og under alle omstændigheder skal selskabskapital og overkurs indbetales i samme forhold. Eksempel: Hvis et anpartsselskab ønskes stiftet med en selskabskapital på kr. 400.000 til kurs 200, svarende til et samlet indskud på kr. 800.000 når fuldt indbetalt, skal der som minimum indbetales kr. 100.000 af selskabskapitalen (25 %) og kr. 100.000 af overkursen (25 %), i alt kr. 200.000. Efter de hidtil gældende regler skulle der indbetales kr. 100.000 (25 %) af selskabskapitalen samt hele overkursen, kr. 400.000, eller i alt kr. 500.000. Åbningsbalance og stiftelse med tilbagevirkende kraft Det har hidtil været et krav, at der skulle udarbejdes åbningsbalance og vurderingsberetning, hvis man stiftede et kapitalselskab eller foretog en kapitalforhøjelse ved indskud af en allerede bestående virksomhed eller en bestemmende kapitalpost i et andet kapitalselskab. Med lovændringen har man afskaffet kravet om udarbejdelse af en åbningsbalance ved apportindskud af en bestemmende kapitalpost i et andet selskab. Således vil der fremover alene være krav om udarbejdelse af en åbningsbalance, såfremt indskuddet sker i form af en allerede bestående virksomhed (aktivoverdragelse). Der skal også efter lovændringen fortsat udarbejdes vurderingsberetning. Muligheden for at stifte et kapitalselskab med regnskabsmæssig virkning tilbage i tid er udvidet til også at gælde ved indskud af en bestemmende ejerandel i en anden selskabstype (f.eks. et kommanditselskab) og ikke blot ejerandele i et kapitalselskab. Det vil tillige fortsat være muligt at indskyde en allerede bestående virksomhed. Generalforsamling og fuldmagt Hidtil har en kapitalejer kun kunnet give fuldmagt til kapitalselskabets ledelse, hvis fuldmagten angik en bestemt generalforsamling med en på forhånd kendt dagsorden, og kun for en tidsmæssigt begrænset periode på op til 12 måneder. Disse begrænsninger er nu ophævet, således at kravene til afgivelse af fuldmagt er ens, hvad enten fuldmagten gives til kapitalselskabets ledelse eller til tredjemand. Egne kapitalandele Reglerne om kapitalselskabers mulighed for at erhverve egne kapitalandele for frie midler er ændret, således at et kapitalselskab alene kan erhverve egne kapitalandele for frie midler i henhold til selskabets seneste årsrapport. Lovændringen betyder derfor, at selskabet fremover alene kan erhverve egne kapitalandele for de midler, som selskabet kan anvende til udlodning af ordinært udbytte. Dette svarer til reglerne for, hvilke midler et selskab kan anvende til ydelse af lovlig selvfinansiering. Grænseoverskridende flytning af hjemsted Et dansk kapitalselskab har hidtil ikke haft mulighed for at flytte sit hjemsted til et andet land inden for EU, uden at likvidere det danske selskab og stifte et nyt selskab efter reglerne i et andet EU-land.
Med lovændringen er det blevet muligt for kapitalselskaber, registreret i et EU/EØS-land, at flytte hjemsted enten til eller fra Danmark. Da der på EU-niveau ikke findes regler om muligheden for grænseoverskridende flytning af hjemsted, er flytning af hjemsted imidlertid betinget af, at der i tilflytterlandets lovgivning er mulighed herfor. Tvangsindløsning Kravet om en yderligere 3 måneders frist til de minoritetskapitalejere, der i forbindelse med en tvangsindløsning ikke har overdraget deres kapitalandele, er afskaffet. En tvangsindløsning vil derfor kunne effektueres allerede efter 4 uger. Dette har blandt andet betydning ved overtagelsestilbud. Visse øvrige ændringer: Der er indført smidigere regler for kapitalselskabers mulighed for at optage bestemmelser i selskabets vedtægter om registreringsdato og anmeldelsestidspunkt. Kravene til indholdet af det centrale ledelsesorgans beslutning om at udnytte en bemyndigelse til at forhøje selskabets kapital er tilrettet således, at der gælder de samme indholdskrav, som hvis beslutningen var truffet direkte på generalforsamling. Der er sket ændringer og tilpasninger af reglerne om fusion og spaltning primært med det formål at tydeliggøre bestemmelserne. Endelig er der gennemført en række ændringer af redaktionel karakter.
København Rådhuspladsen 4 DK-1550 København V Aarhus - Rådhusgården Vester Allé 4 DK-8000 Aarhus C LETT Advokatpartnerselskab, CVR 35 20 93 52, lett@lett.dk