Redaktørens klumme Jeg er på mine lidt ældre dage blevet hjemmemenneske. Det forhindre mig ikke i at drømme. Den drøm, jeg her beskriver er en tur til Costa Rica. Selv om det er en drøm / et håb, så er den oplevelse, det giver mig ikke så langt fra det, der kan opleves på en sådan tur, når man læser beretninger og artikler fra Costa Rica, så rammer drømmene meget tæt ved. Jeg håber at yngre fugleelsker vil blive inspireret af min drøm, gøre den til virkelighed og evt. skrive en oplevelsesberetning til mig på deres tur, som jeg så kan bringe i bladet Papegøjen. En artikel om en rejse i fuglenes verden, vil altid her i bladet blive modtaget med et stort tak, selv om det ikke er fra Costa Rica. Min rejse til Costa Rica. I denne lille mellemamerikanske stat lever der 16 forskellige papegøjearter. Forestiller vi os nu, at vi foretager en rejse i landet, så kunne en beretning om rejsen lyde således: Vi tager fra hovedstaden San Jose og nordpå med den snoede vej mellem højene. Skoven bliver mere og mere tæt langs vejen, mens store larmende lastvogne langsomt slæber sig op over bakkerne. Når vi ser rundt om i landskabet, så er de synlige bjergtoppe helt beklædt med træer, så de virker som et grønt bølgende tæppe. Står vi så ud af bilen og kikker nærmere på træerne, så er der masser af Bromeliaer, men bruger vi så kikkerten eller vores zoom på kameraet, så kan vi tydeligt se orkideer og se, at træerne er fyldt med mos på stammerne. Det er jo sådan, at en stort tropisk træ rummer mange andre planter herunder især epifyter. Disse epifyter snylter populært sagt på træerne, så de kan komme op i sollyset. Så kunne vi være heldige og se et par arasarier komme frem og flyve forbi, men hvor er papegøjerne? Ok, der var sørme en slangehalsfugl nede ved floden, og der går en
bladhøne. Så høres et skrig, og det er tydeligvis et papegøjeskrig. Frem med kikkerten og endelig dukker der en lille sværm grønne papegøjer op. Ved nærmere eftersyn er det Salvin amazoner (Amazona autumnalis salvini). Senere ses også et par overflyvende hvidpandede Pionus (Pionus senilis), der forsvinder langs floden. Vi tager af sted til et sted, som vi er blevet anbefalet: Mawamba Lodge i Tortuguero, men der kan vi kun komme med en båd. Faktisk er der flere fugle at se, mens vi sejler med båden, end når vi går rundt i skoven eller langs vejen. Lodgen ligger på en smal tange ud mod Costa Rica det Caribiske Hav, hvor der er en lagune med brakvand, og hvor der løber nogle floder ud. Der er ikke egentlig urskov i området, og langs stranden er der nogen vegetation. Faktisk kom Columbus til et sted her i nærheden, da kan kom i landet. Han kaldte stedet Costa Rica, der betyder: den rige kyst. Der har nok været masser af fugle, men det var nu mest guld, som spanierne var ude efter. Der skulle være araer i området, men som det bliver fortalt, så skulle man være lige så heldig som lotto for at se dem! Det er sådan set forståeligt, for fuglene har et stort område, hvor de kan opholde sig i baglandet, så hvorfor skulle de komme ud til kysten? Nu ved vi også, at bestanden af bl.a. araer er for nedadgående i de senere år, hvilket også skulle være tilfældet med soldaterara (Ara macao). Et godt område at se amazoner skulle være Tortuguero, hvor der skulle være gulkindede -, gulnakkede - og farinosa amazoner, her er der dog ingen araer. På en af flodturene kom vi forbi et tretået dovendyr, og som navnet siger, så ragede det dyret, at vi iagttog det.
Så kom der et par gulkindede amazoner tværs over floden. Jo, der er noget nemmere at se fuglene, når man er i en båd! Faktisk oplevede vi et sted, at amazonerne kom ned til lejren og tog frugter hos os. De var helt klart vant til at se mennesker. Så vil vi videre og har planlagt at besøge en lille lodge nær ved naturparken Selva Verde. Her havde ejeren en fuglebog, og heri satte han et mærke for hver fugleart, han havde set i området. Det var ganske interessant af se, hvor mange fuglearter, der var i området. Han fortalte desuden, at der stort set hver dag kom store soldateraraer flyvende forbi lodgen. Så må vi se om vi ville være heldige? Ude i træerne kom der så pludselig nogle skrig, men det var tydeligvis fra nogle Pionusfugle, og ganske rigtigt, så dukkede der nogle hvidpandede op. De fløj meget hurtigt forbi og var snart forsvundet i vegetationen. Det er egentlig ret forbavsende, hvor svært det kan være at følge sådanne fugle i kikkerten! De er dog nok ret godt forsynet med langtrækkende øjne, for vi fik at vide, at ser de et menneske, så flygter de. Der er i Selva Verde virkelig naturvækst, og det kan gøre det svært at se fuglene, men det er jo godt til de arter, som er hulerugere. De store træer har ret mange huller efter især spætter, og de huller kan bruges af andre hulerugere herunder papegøjerne. Når vi går rundt i skoven, kan vi ind imellem træffe andre underlige dyr. Et af dem er de små frøer, som er giftige. Deres gift er blevet brugt at komme på pilene, når de indfødte skulle nedlægge aber bl. a. De er stort set alle sammen meget farvestrålende, og vi var advaret om at røre dem. Der kunne så måske også ses en slange i ny og næ, men de overrender ikke de besøgende.
Tukaner og papegøjer Skal vi se papegøjer, så er det klogt at have en guide med sig, og nogle er fantastiske til at finde fuglene. De har jo også selvsagt brugt megen tid på det, og så kender en sådan guide jo nok skoven som sin egen lomme. For at se fuglene, så skal man vente - og vente - og vente, og det kan godt blive lidt trivielt, når det regner, som det ofte gør i området. Så pludselig lyder der nogle papegøjeskrig, og hvad er det så for fugle? Det var nogle grønne, så formodentligt var det farinosa amazoner. Da vi godt våde var på vej hjem, gik vi langs vejen, og hvad ser vi i et udgået træ: 2 hvidpandede Pionus. Så hører vi pludselig en helt anden lyd, og det er så tukanerne, der siger noget. Så kommer der en flyvende, og det er sådan i bølgeflugt som spætter, og den forsvinder i træerne. Ikke længe efter dukker der et par op, og så hører vi farinosaerne skrige længere væk. Faktisk ser vi dem sidde i de yderste grene i et træ! Ved at være tålmodig og kikke godt, så kan vi se en lille flok, og så stikker de pludselig af. Et helt andet skrig, som vi slet ikke kender, lyder, og vores guide kan fortælle, at det er en rødøret pragtpapegøje (Pionopsitta haematotis), men det bliver ved skriget. Ærgerligt nok, for det er en særpræget fugl. Næsten hjemme ved lodgen, dukker der nogle andre tukaner op, men nu er det næsten mørkt, så vi vil gerne indendørs. Ud til Stillehavet Nu vil vi godt videre, og kommer forbi en stor vulkan: Arenal, som har en masse skov. Her kunne vi kort se forskellige andre arter fugle især tangarer, men også guaner (på dansk kan det være: penelopehøns eller fløjtehøns), der mest ligner store høns og så brøleaber, som vi godt kunne undvære, da vi ikke havde høreværn med. Der var dog også skrig fra de sædvanlige farinosaer, men også fra formentlig toviparakitter (Brotogeris jugularis), men dem så vi ikke. Der er en sø der, og her kom vi ud at sejle - igen er det lettere at se fuglene fra vand end i skov. Lige umiddelbart var det nu småt med fugle, men vandet i søen var underligt. Der var steder, hvor det var helt
rødbrunt, mens det andre steder var klart. Der var dog lige et par brilleamazoner, der skulle vise sig for os. Så det var jo meget godt. Nu kunne vi næsten lugte Stillehavet, og undervejs hørte vi lige et svagt kald fra en quetzal. Jo længere vi kom ud mod havet, jo tørre blev det, og så dukkede der nogle fregatfugle op over os. Vi tjekkede ind på en lodge, og herfra var der udsigt til hav og mangrove. I mangroven så jeg en sværm elfenbensparakitter (Aratinga canicularis), der morede sig i grenene. Ellers var der mange andre dyr at se på, men der skulle også være skildpadder, der gik på land og gravede deres æg ned i sandet. Da vi var der, var det dog ikke lige det tidspunkt, hvor det skete. Der blev reklameret kraftigt med det på lodgen. Spredte indtryk fra San Jose Inde i den øredøvende larm i hovedstaden San Jose kunne vi så pludselig høre skrig fra nogle papegøjer. Det vist sig at være mellemamerikanske aratinga (Aratinga finschi), der åbenbart holdt til i parkerne og andre steder. Der var faktisk en del af dem selv ude i omegnen af byen. I San Jose er der også en fuglepark: Zoologico de Aves, og den kan godt være et besøg værd. Den er godt indrettet, og voliererne er gode samt fint beplantede. Her kan man se en del af de fugle, men også aber, som findes i Costa Rica. Parken var under kanadisk ledelse, og der var hele sværme af amazoner så som farinosaer og gulkindede. Pudsigt nok var der et skilt, der gjorde opmærksom på, at papegøjer var vildtlevende fugle og ikke tamfugle. Meningen var nok, at man ikke skulle holde dem i småbure?? I øvrigt er det ret almindeligt at holde en enkelt amazone i et bur i Costa Ricas hovedstad. Det gør vi jo også herhjemme, så noget nyt i det er der ikke. Et sted var der et par lyserøde araer på en restauration - helt tamme. Tidligere var lyserød ara almindeligt udbredt i hele landet, men i dag ses den kun i nationalparker i det sydlige af landet. Årsagen er hovedsagelig fjernelsen af dens biotoper (læs skovfældning). Til eksempel er der kun omkring 100 par i Carara Nationalpark.
Der er også en egentlig zoo i San Jose, og her kan man se nogle løver, som er kommet fra en zoo på Cuba, men ellers er det mest dyr fra Costa Rica. Der er dog også fugle i zooen, og deres volierer er ganske store. Dog sidder der både stor soldateraraer og lyserøde araer med klippede vinger på grene, men til eksempel både amazoner og Pionusarter flyver rundt i voliererne.