Alverden god Nat 1. SCENE, FREMMED KYST 3, HUDSON BUGT 1620 JENS MUNK, FORTÆLLER, KOR. Fortæller (skriver): Hudson Bugt, 1620. Musikken starter.

Alverden god Nat 1. SCENE, FREMMED KYST 3, HUDSON BUGT 1620 JENS MUNK, FORTÆLLER, KOR Fortæller (skriver): Hudson Bugt, 1620 Musikken starter. Kor (næsten hviskende): Den maler rød. Den maler gul. Den maler grøn. Den maler blå. Jens Munk (taler/skriver): Den 4. juni 1620. Efterdi at jeg nu ikke længer haver Forhaabning at kunne leve udi denne Verden, da beder jeg for Guds Skyld, om nogle kristne Mennesker hænder hid at komme, at de mit arme Legeme med andre deres, som derhos findes, udi Jorden vilde lade begrave, tagendes Løn derfor af Gud udi Himmelen, og at denne min Relation maatte blive min naadigste Herre og Konning tilstillet (thi hvert Ord, som herudi findes, er alt sammen sandfærdigt), paa det at min fattige Hustru og Børn maatte nyde noget godt af min store Besværlighed og ynkelige Afgang. Hermed Alverden god Nat og min Sjæl i Guds Haand. Jens Munk. En rose så jeg skyde op af den frosne jord, alt som os fordum spå'de profetens trøsteord. Den rose spired frem midt i den kolde vinter om nat ved Betlehem. Kor (under fortælleren): Den maler rød. Den maler gul. Den maler grøn. Den maler blå. 1

Fortæller (taler): Der var en gang en dreng som hed Jens Munk. Han blev født i Arendal i Norge i 1579 som uægte søn af den blakkede adelsmand Erik Munk. I Erik Munks våbenskjold stod der tre røde haner ud i et blåt felt. For rosen nu jeg kvæder om kap med Himlens hær. En jomfru var hans moder, Maria ren og skær. I ham brød lyset frem midt i den mørke vinter om nat ved Betlehem. Kor (under fortælleren): Den maler rød. Den maler gul. Den maler grøn. Den maler blå. Jens Munks far var frygtløs som krigshelt og hensynsløs som lensmand. Hans fjender i den danske adel fik ham bragt i unåde og i livsvarigt fængsel. Der var engang en lille dreng, som sammen med sin mor og sin bror blev vist bort fra deres hjem, efter at faderen var blevet sat i fængsel. Det var i 1584, og de rejste til Frederiksstad. I 1589 blev Jens Munk sendt til Aalborg i Danmark, i pleje i sin fasters hus. Jens Munks far og mor var ikke gift. Han var et uægte barn af en adelsmand, som blev frataget sin titel, sine tre røde haner. Den rose fin og lille har dejlig duft og skær; den lyse for os ville og sprede mørket her; i sandhed mand og Gud; af syndens nød og pine han nådig hjalp os ud. (hvisker): 2

Den maler rød. Den maler gul. Den maler grøn. Den maler blå. 2. UDREJSE 0, FRA OPORTO TIL BAHIA, BRASILIEN 1592 JENS MUNKS MOR, JENS MUNK, FORTÆLLER Fortæller (skriver): Aalborg, 1591 Jens Munk (taler): Nu forlader jeg denne by, Aalborg, dette hus, borgmesterens, i Aalborg, min fasters hus, det forlader jeg nu. Min mor er her ikke, hun er i Frederiksstad. Jeg er 12 år. Jeg sejler til Holland, jeg sejler til Oporto i Portugal, jeg sejler til den nye verden. Mor: Mit barn, min, sejler af sted, du sejler af sted, sejler. Min lille dreng, hvorfor sejler du? Over havets fremmede, hjemlige, labyrintiske syner, lille, min lille dreng, af sted. Min lille hjemlige, min fremmede, labyrintiske dreng, labyrintiske lille. Hvis jeg, jeg er havet, så er det bare mig, du sejler på, af sted. Det vil gå godt, hvis, hvis jeg er havet! Du farer ikke vild, nej, du drukner ikke, hvis bare det er, hvis bare det er mig du sejler på, du sejler på. Så bli r du båret hele vejen til en fremmed kyst, 3

den nye verden! For mig er ingen verden ny! Jeg skyller, jeg skyller ind over alle verdens verdner! Ingen kan standse mig! Jeg skyller, skyller. Ingen kan standse mig. Jeg kan tage alle dem jeg vil! Jeg vil væk, jeg vil hjem, er det, er det det samme både væk og hjem jeg vil væk, jeg vil Mor: Min mave er oceanet, brysterne, håret, mit sortgrønne hår, min arm slår øde og tung ind over kysten. Jeg vil have nye skuldre, lår og lægge, det kan havet gi mig, og øjet fuldt som skibet klar til, skibet klar til at sejle hjemad! Mor: Hvis jeg var havet, min labyrintiske lille, dit lille hjerte, taget af havet, slikket rent af havet, havet. Som et sneglehus, lysgrønt, blåligt, slikket rent. Kun labyrinten, den inderste spiral er tilbage. Det sidste der forsvinder af dit lille, lille hjerte, det sidste der forsvinder af dit lille, fine hjerte. Min, min, min, min. 4

Der var en gang en dreng som hed Jens Munk. Han blev født i Norge. I 1592 ankom han til Bahia de Todos Los Santos i Brasilien. Da var han 12 år. 3. UDREJSE 1, MOD NOVAJA ZEMLJA 1609 FORTÆLLER, JENS MUNK, KOR Kor (underlægningstalekor, sejler skibet): Op og op og op og hej! Første, anden, tredje, fjerde! Op og op og op og hej! Første, anden, tredje, fjerde! osv. Fortæller (taler): Der var en gang en ung mand ved navn Jens Munk, som sejlede til Brasilien og vendte tilbage til Danmark 6 år senere, hvorefter han sejlede i fem år til for at tjene penge. Så købte han sit eget skib, et brugt skib, 2000 rigsdaler. Han rustede sit skib til en rejse mod nord for at finde pelsværk. Hans far var død i vanære, som selvmorder på Dragsholm slot. Fortæller (skriver): København 21. maj 1609. Jens Munks og kompagnonen Jens Hvids skibe forlader København. Fortæller (undersøger Jens Munks krop (med forstørrelsesglas...) ) Se det nye menneske, han kommer her! Han står i sin nye, sin nye blændende hud, I sin helt nye hud! Se det nye menneske, han kommer her med sit navn, nyeste navn på jorden, smidigt, glinsende, stærkt som en fisk eller stort som en hval! Mennesket kan være opdager, mennesket kan være det, der bliver opdaget. 5

Se det nye men ske, han kommer her. Hans lunger, lavet af spæk, det fedeste spæk, hans lever, alle hans tæer og hans nye bryst. En rigtig opdager opdager ikke for meget, aldrig mere end han eller hun har brug for. Han viser sig for havet, som vil råbe så højt det kan: Hans navn, så stort som en hval, så stort, så stort, så stort som en hval! Jeg hører bølgernes klang. En opdager kan slet ikke opdage for meget, der findes ikke for meget, kun mere, der er altid brug for mere. Han viser sig for havet, som vil råbe så højt det kan: Hans navn, så stort som en hval, så stort, så stort, så stort som en hval! Mit navn, så stort som en hval! 4. FREMMED KYST 1, KOLGUJEV 1609 FORTÆLLER, KOR, JENS MUNK Fortæller (skriver): Ved Det Hvide Hav, juni 1609 (taler): Der var en gang en mand, han hed Jens Munk, han ville ikke give op, han og hans kompagnon skiltes, og Jens Munk og hans mandskab sejlede ud mod Novaja Zemlja. Is og tåge kom over dem, skibet blev taget af isen og Jens Munk og hans besætning måtte forlade det, skibet, 2000 rigsdaler, ved øen Kolgujev. 6

(skriver): Kolgujev, sydvest for Novaja Zemlja, juni 1609 Kor (tømmer skibet for proviant og går i gang med at spise af den): Is, is, is, is og tåge! Og du loved os spæk, spæk, spæk, spæk og hvaler! Is, is, is, is og tåge! Og du loved os, og du loved os spæk, spæk, spæk, spæk og hvaler! Øl, øl, øl og beskøjter! Pels af bjørn og hermeliner og vin, vin, vin og konfekter! vin, vin, vin og konfekter! Vi vil ha vin og konfekter! I kan skide i havet! Øjet, helt tomt som skibet! Skibet, tømt for sit håb! Jeg gik tæt på en islabyrint, den, den var bare en sølle tom æske! Spæk, spæk, spæk, spæk og hvaler! Er det bedre? Er det bedre nu? Jeg ville se hvaler i horisonten! Og nu har isen taget havet fra os, og tågen har taget horisonten for næsen af os! Is, is, is, is og tåge! Det er for galt! Taget ved næsen! 7

Oh, du store is, Om du er mand eller kvinde, Jeg beder dig! Om du nu er kvinde, om du nu er mand! At slå en handel af, hva si r du? Et bytte, det ku vel lade sig gø r? Vin, vin, vin og konfekter! Giv os vin, vi længes som svin! Vin, vin, vin og konfekter! Hør nu store is, hvad jeg har. Se mit dejlige skib, det vil jeg gi dig? Og så gi r du os bare livet? (talt: De er ikke meget værd...) Giv os liv, vi svajer som siv! Giv os liv, vi svajer som siv! Og isen tog skibet, åd det hurtigt med hvide tænder. Jens Munk og hans mænd reddede sig selv ind på øen Kolgujev. Derefter sejlede de mere end 100 km fra øen Kolgujev og ind til kysten, til Kaninnæsset, ind til Jens Hvid og hans besætning, i en lille robåd. Hvordan holdt de modet oppe? Måske sang de en sang for at holde modet oppe. Det tror jeg, de gjorde. Jeg sidder i min sofa. Derefter drog de alle til Archangelsk, hvor Jens Hvid gjorde gode handler i en måned. Så sejlede de af sted tilbage mod København. 5. HJEMREJSE 1, FRA ARCHANGELSK TIL KØBENHAVN 1609 ISEN, JENS MUNK, KOR Fortæller (skriver): 8

Hjemrejse fra Archangelsk til København, august-september 1609 Isen: Jeg hjalp dig, vi gjord en handel, flotte mand! Jeg lod jer alle ta hjem igen. Jeg lod jer slippe! Du, mand, med navnet så stort som en hval. Kor (laster skibet): Du mand med navnet så stort som, så stort som hvalen! Isen: Hvor stor er du nu? Der kommer du med alle de nye organer, som skabt til den nye verden! Se, skuldrene, lår og lægge, alting er nyt og perfekt! Du mand med et navn så stort som, så stort som hvalen! Isen: Du kommer der med dine nye skuldre, lægge, lår, nye organer, til den nye verden! Dog er der noget som mangler, ja. Du er skabt til den nye verden, og alligevel så mangler der en ting, og dog mangler der noget. Hej flotteste mand, skal jeg gennemtrænge dig? Skal jeg gennemtrænge din natur med min? Du mand med et navn så stort som, så stort som hvalen! Isen: Det ville blive en mand! Du må kunne se det som jeg, du kan blive tom som jeg, 9

så du kan få plads til alt! Men jeg gav dig mit skib, kolde, du må lade mig gå! Isen: Bare for os, vi kan ta det hele. Vi kan ha det hele! Du mand med et navn så stort som, så stort som hvalen! Lad hende nu få sin vilje, få sin vilje, få sin vilje. Lad hende nu, så bliver der stille. Isen: Velkommen til mit kolde rige, flotte mand! Jeg tog dit skib, og nu vil jag ha mer! Velkommen i min labyrint! Du med alle de nye organer, nu mangler du kun den isnende, isnende Jeg kan snart ikke vente, kom nu, flotte mand! Du mand med et navn så stort som, så stort som hvalen! Lad hende nu få sin vilje, få sin vilje, få sin vilje. Lad hende nu, så bliver der stille. Men jeg gav dig mit skib, kolde, du må lade mig gå! 6. HJEMLIG KYST 0, FREDERIKSSTAD 1585 JENS MUNK, FORTÆLLER, KOR Fortæller (skriver): Frederiksstad, Norge, 1585 Kor (underlægningskor gennem hele satsen): 10

Isen maler hvidt. Den maler hvidt. Den maler hvidt. Osv. Der var en gang en lille dreng, hans far og mor var borte, så han besluttede sig for at sejle ud i verden for at søge lykken. Det første han mødte var Holland og Oporto i Portugal, men det blev han ikke mæt af. Det andet han mødte var Bahia de Todos Los Santos i Brasilien, men det blev han ikke mæt af. Det tredje han mødte var Spanien, frem og tilbage og frem og tilbage i fem år, men det blev han heller ikke mæt af. Det fjerde han mødte var Norge, det land, som han var født i. Det gjorde ham sulten. Han ville mod nord. Først rejste han mod nord for at finde en vej igennem, ikke en kyst, en vej igennem men han fandt ingen vej, han fandt is, og hans skib blev taget af isen. Men isen lod ham slippe. Så rejste han hjem igen. Så rejste han mod nord for at finde en vej igennem, vejen igennem men han fandt ingen vej, han fandt et hav af is, og alle hans håb blev taget af isen. Men isen lod ham slippe. Så rejste han hjem igen for anden gang. Så rejste han mod nord for tredje gang for at finde en anden vej igennem, ikke en kyst, en anden vej men han fandt ingen vej, han fandt en kyst af is, og alt hvad han havde, hans mænd, hans skib, blev taget af isen. Men isen lod ham slippe. Så rejste han hjem igen for tredje gang. Han rejste ud, til sine dages ende, så rejste han hjem, til sine dages ende, så rejste han ud, til sine dages ende, så rejste han hjem, til sine dages ende, osv. osv. Arien sætter ind og overdøver fortællerstemmen. Alt hvad jeg har er en æske lukket med en stump garn, men der er ingenting i, nej, ingenting, ingenting i. Først så vil jeg fylde den med sneglehuse, og jeg hader sneglehuse. Så vil jeg fylde den med fjer, med snavsede hanefjer, ja! Sidst, så vil jeg, jeg fylder den med fårelort! Det er bedst den er tom! 11

7. UDREJSE 2, MOD NORDØSTPASSAGEN 1610 JENS MUNK, CHR IV, ISEN, FORTÆLLER Fortæller (skriver): København, foråret 1610 (taler): Der var en gang en konge af Danmark og Norge, som sendte Jens Munk af sted på en ekspedition for at finde Nordøstpassagen, vejen til Indien og Kina nord om Rusland. Det var Christian IV. Han havde store planer med Ishavet: hvaler og magt, vejen til Kina. Jeg misted alt, nu er jeg på vej igen! Chr IV: Jeg befol for noget tid siden, at Jens Munk skulle et skib udruste og finde Nordøstpassagen, som jeg haver et ret så godt øje til. Af den skrivelse jeg haver just modtagen, haver jeg forstanden at skibet er klar til afgang, hvorfor jeg vil afsige en opildnende tale til disse mænd, at de skal have noget held udi deres storslåede bryster. Jeg har et skib nu, det smukkeste skib på jorden, Jeg sejler af sted! Chr IV: Alle gode mænd på dette skib! Ja, ja, vi sejler alle sammen. Chr IV: Efterdi det er min königlige overbevisning, at Ishavet vil indbringe de danske stor ære 12

Hun tog mit skib, Nu tager jeg hendes passage! Åbner den op! Chr IV: Hvad taler han om? Ja, den passage, den skal blive min! Ja, jeg skal nok komme ind! Chr IV: Er her en kvinde om bord? Det kræver snilde, den største snilde, smukke klæder og bløde hænder som fløjl. Chr IV: Alle gode mænd! Ja! Jeg holder jer nu en opildnende tale, for at styrke jert mod og højne jeres givet vis allerede på nuværende tidspunkt tårnhøje moral, at I gøre Danmark ære og finde den passage og bringe jer konge og herre til overhøjhed udi det ganske Ishav. Jeg trænger ind! Chr IV: Ja? Hun skal bli min! Hvad, hvad vil det mon koste? Vil hun ta mit liv, mit liv med sig? Som om det var noget værd! Chr IV: 13

Gæve, gæve hvortil var jeg nu kommen jeg fylder jeres bryster, bryst, med, med, vin og konfekt, øhm, gæve Ishavets besejrere, efterdi jeg haver så befolen, vil I nu med stort mod udi jeres bryster rejse ud og finde den Nordøstpassage, som vil bekomme mig så vel. Ja! Isen: Aha. Nå, flotte, flotteste mand, du vover dig af sted, af sted? Med navnet malet i panden. Men du har jo ikke den fjerneste, lille ide om hvordan man finder Chr IV Det synes mig, jeg haver hørt en kvindestemme? Isen: Hvordan man finder en kvinde, hvis navn man ikke kender, ikke kender. Chr IV: Hør her, gode mand, en kvinde, det er ikke en god ide! 8. FREMMED KYST 2, KILDIN 1610 JENS MUNK, ISEN, KOR, FORTÆLLER Jens Munk og hans besætning sejlede fra København mod det ukendte. De nåede Kildin i juni 1610 og var nødt til at vende om. Isen var allerede kommet. Isen er øde og grådig. Isen er øde og grådig. Osv. Fortæller (til Jens Munk): Man siger, at et menneske er mest sårbart når det er på det sted, hvor det blev født. Du rejser? Mener du, at mennesket har brug for at rejse? For at kunne forbinde sig. Til sit, til kroppens overlevelsespunkt, mener du det? Kan du sige lidt mere om det? 14

Hedder du Nordsøen, Nordhavet, Grønlandshavet? Hedder du, hedder du? Har du et navn? Er du navnløs som mig? Håber du på et navn som mig? Isen (evt. med en vo-codet, fjern stemme?): Håb, Frederikshåb, Julianehåb, håb. Håb. Kroppens overlevelsespunkt, det punkt, hvor kroppen ved, at det, den gør er et spørgsmål om overlevelse, et spørgsmål om liv og død. Det er det yderpunkt, du hele tiden rækker ud efter? Et navn til dig, til mig, dig, til de navnløse? Hedder du, jeg, du, hedder du Ishavet, Nordkap, Svalbard? Er de koldeste, vildeste navne kolde og vilde nok til dig? Isen: La, la, la, la. La, la, la, la, la, land, grønland. La, la, la, la, la, land, rødland. La, la, la, la, la, land, blåland. La, la, la, la. Kroppen kan være jæger. Og kroppen kan være den, der bliver jaget. For begge er overlevelsespunktet afgørende. At være i forbindelse med overlevelsespunktet og samtidig vide, hvad der skal gøres. Det er styrke. Det heroiske punkt hvor sjælen ved, at det den gør er et spørgsmål om navn eller ikke navn. Mit navn skal dække isen, dække isens vildskab med sin klarhed! Mit navn skal dække isen, dække isens vildskab med sin styrke! Isen: Mur, mur, mur, mur, mur, mur, murmansk! Novaja, novaja, novaja, novaja! 15

Navn eller ikke navn. At sætte livet på spil, at opdage verden, at give verden sit navn bare en lille del af verden sit navn. Det heroiske punkt. Du ville give dit liv for alt det. Men isen tog det ikke. Hedder du, hedder du virkelig Mur-, Mur-, Murmansk, Kil-, Kildin, Kolgujev, Novaja Zemlja, Zemlja, Zemlja? Lad mig fylde dig op med mit navn! Løft du mig derefter op på dit! Men isen løftede ikke Jens Munk op, den sendte ham hjem igen, til Danmark. Igen. Fra Kildin til Nordkap til Nordhavet til Nordsøen. Til København. 9. HJEMREJSE 2B, 2615, SØRØVERFANGST SØRØVEREN MENDOZA, FORTÆLLER Fortæller (taler): Fra Nordsøen til Nordhavet til (skriver og taler): et sted langs den norske vestkyst, 1615 (taler): 16

Der var engang en mand, der ikke fandt Nordøstpassagen. På en af sine utallige rejser i Nordhavet fandt han til gengæld sørøveren Mendoza. Sørøveren Mendoza: Jeg røved ved Island til alle var nøgne! Jeg røved ved Norge og spredte lidt skræk! Jeg røved ved Spanien og damerne hyled! Jeg røvede overalt, jeg er havenes skræk! Hvorfor sku jeg ikke røve de rige? Ta deres topflag og tørre min røv! Og tørre min røv! Jeg røved Brasilien og alle de flygted! Jeg røved ved Kina så tårerne sprang! Jeg røved ved Grønland, jeg var aldrig bedre! Jeg røvede overalt, jeg er havenes skræk! Hvorfor sku jeg ikke røve de rige? Ta deres topflag og tørre min røv! Og tørre min røv! Jeg røved ved Norge og så blev jeg taget, af en lille dreng som drømmer om et topflag til sig selv! Hvorfor sku jeg ikke røve de rige? Ta deres topflag og tørre min røv! Og tørre min røv! 10. UDREJSE 3, 1619, NORDVESTPASSAGEN FORTÆLLER, KOR, MOR, JENS MUNK Der var en gang et skib ved navn Enhjørningen. Den 9. maj 1619 blev det sendt af sted, med Jens Munk som kaptajn, for at finde Nordvestpassagen vejen til Indien og Kina nord om Amerika som kunne gøre kong Christian IV rig og mægtig. Som kunne gøre Jens Munks navn rigt og mægtigt. Et mægtigere skib end sidst. Et mere rigt udrustet skib end sidst. 17

Som kunne Som kunne (skriver): København d. 9. maj 1619 Kolde is, kolde is, kolde is, du åbner isen, er den tom? Mor: Min dreng, du tar af sted, Ja, af sted igen, af sted, du hviler dig aldrig. Jeg gik derhjemme i huset og en dag, jeg fandt et løst bræt i gulvet i et hjørne af stuen, hvor jeg ellers ikke kommer. Kolde is, kolde is, kolde is, øde og grådig labyrint. I året 1609 havde den unge kaptajn Henry Hudson gjort opdagelser i farvandet vest for Grønland. Han og hans besætning havde overvintret i en stor bugt, derefter kaldet Hudson Bugt. Hans folk begik mytteri, da Hudson næste forår ville fortsætte ekspeditionen. Men navnet som låser isen, låser isen, låser isen op? Men navnet som låser isen, låser isen, låser isen op? Hudsons besætning efterlod ham på åbent vand i en lille robåd. Mor: Og der under gulvet, der fandt jeg, brunlig og dækket af støv, en lille æske lukket med sejlgarn, jeg åbnede først, da jeg kom ud i lyset: Der var ingenting, ingenting i! 18

Koldeste is, koldeste is, koldeste is, vi låser dig op med et smæld! Koldeste is, koldeste is, koldeste is, vi låser dig op med et smæld! 11. FREMMED KYST 3, 1619, JUL KOR, JENS MUNK, FORTÆLLER Fortæller (skriver): Julen, 1619 Der var engang en kaptajn ved navn Jens Munk. Han og hans besætning overvintrede i Hudson Bugt, hvor de var havnet i september 1619 i forsøget på at finde Nordvestpassagen. Ved juletid var håbet ikke tabt. Det er sandsynligt at de sang sange, salmer for at holde modet oppe, det er jeg sikker på, at de gjorde. At holde modet oppe. Et menneske er mest sårbart, når det er på det sted, hvor det blev født. Mener du, at mennesket har brug for at rejse for at overleve? Hvad tænker jeg, når jeg ser dig? Jeg tænker: Mennesket er stort! Det vil have ret til at leve. Jeg tænker: At jeg sidder i min sofa og ikke forstår det. Jeg tænker: Det vil have fortjent sit navn! Sofaen er for blød. Gøre sit navn ære! Jeg sidder og spiser konfekter af den fulde æske. Ikke at give op og ikke at få det alligevel. At kommende siddende til det hele i sofaen. At komme sejlende, komme siddende. At sejle i døden. At sidde i døden. At sejle i døden. Jeg tænker: At fryse. Du var parat til at gå i et, med isen. Du sagde Alverden Godnat. 19

Jens Munk noterede i marginen i sin logbog antallet af lig pr. dag. Besætningen døde én for én af skørbug. Indtil der kun var tre tilbage. En rose så jeg skyde op af den frosne jord, alt som os fordum spå'de profetens trøsteord. Den rose spired frem midt i den kolde vinter om nat ved Betlehem. For rosen nu jeg kvæder om kap med Himlens hær. En jomfru var hans moder, Maria ren og skær. I ham brød lyset frem midt i den mørke vinter om nat ved Betlehem. Den rose fin og lille har dejlig duft og skær; den lyse for os ville og sprede mørket her; i sandhed mand og Gud; af syndens nød og pine han nådig hjalp os ud. 12. HJEMREJSE 3, 1620, MOD BERGEN, FORTÆLLER Fortæller (skriver): Der var en gang tre mænd som havde overvintret i Hudson Bugt, og som sejlede et 15- mandsskib fra Hudson Bugt til Bergen, hvor de ankom i september 1620. (synger/taler): Hudson Bugt Baffin Bugt Ungava Bugt Frobischer Bugt Hudsonstrædet Diskobugten 20

Godhavn Godthåb Davis Strædet Frederikshåb Julianehåb Sydprøven Kap Farvel Atlanterhavet Atlanterhavet Atlanterhavet Atlanterhavet Atlanterhavet Atlanterhavet Nordsøen Bergen 13. FREMMED KYST 3, 1620, GENOPSTANDELSE KOR, FORTÆLLER, JENS MUNK Efterdi jeg nu ikke længer haver haver Forhaabning. Fortæller (bliver hypnotiseret af Jens Munk): Der var en gang tre mænd. De var kommet med skibet Enhjørningen fra et fremmed land til en øde kyst af is. De overvintrede i Hudson Bugt, mens deres rejsekammerater døde. På fregatten Enhjørningen var Jens Munk den eneste overlevende, da sommeren kom, men to af hans mænd på jagten Lamprenen var også i live. (til Jens Munk) Du mener, at isen er en kvinde? Hvad nu hvis isen er en mand? Jeg har opholdt mig på isen et par gange. Jeg husker ikke rigtig noget. Hvor var det? Snæfellsjökull. Det som er med i Jules Vernes Rejse til jordens indre. Skal jeg lukke mine øjne? Hvorfor? Ja, øjnene er helt lukkede. Jeg sidder helt tungt. Godt og tungt. Godt og tungt. Jeg er på Snæfellsjökull. Hvad kan jeg se? Skal jeg sige hvad jeg kan se? En masse driven omkring. Ikke særlig koldt, vi lå på tæpper på isen. Farverne: Blå. Blå, lyserød, hvid, sort, brun, grøn. Blå. Grøn, jeg tænker på grøn. Jeg ser, det er vinter. Sort, hvid, hvad sker der? Sker der noget? 21

Og det var som om isen (blå) sugede alt liv ud af os. Jeg tabte al energi, jeg var klar til at gå i et med den (blå) is. Var isen blå hver gang jeg ser et billede af blå, føler jeg mig hjemme, blå, hvid, guld orange. Jeg nåede det koldeste punkt, toppen Og noget med at dø, at gå på isen og lade HAM vinde. Isen er (blå, blå) maskulin. Jeg var parat til at gå i ét indtil en eller anden reddede mig, fik mig til at gå rundt, drikke varm kakao. Mmm. Kakao. Konfekter i æske. Den der æske. Tre mænd overlevede skørbugen, tre mænd spiste af den korte sommer, da den kom, tre mænd fik rigget jagten Lamprenen til, så den kunne sejle dem hjem igen, jeg sidder i min sofa, ud af Hudson Bugt, ned om Grønland og hen over Atlanterhavet til Bergen. Jeg sidder i min sofa. 14. HJEMREJSE 3, 1620, MOD BERGEN KOR, FORTÆLLER Tre mænd overlevede vinteren, overlevede is, skørbug, sult og sejlede fra Hudson Bugt mod Norge i sommeren 1620. Kor og fortæller: Hudson Bugt Baffin Bugt Ungava Bugt Frobischer Bugt Hudsonstrædet Diskobugten Godthåb Davis Strædet Frederikshåb Julianehåb Kap Farvel Atlanterhavet Atlanterhavet Atlanterhavet Nordsøen 22

Sydprøven Julianehåb Davis Strædet Hudsonstrædet Frobischer, Ungava, Baffin Bugt Hudson, James Bugt Hudson Bugt Strædet Davis Atlanter Atlanterhavet Godthåb Godt, godthåb Hudson Strædet Hudson Bugt Nordsøen Nordhavet Grønlandshavet Arktiske Ishavet Svalbard Nordkap Murmansk Kildin Vardønæs Det hvide hav Kolgujev Novaja Zemlja Beringstrædet Nordsøen Farvel Hudson Strædet Frederikshåb Julianehåb Farvel Hudson Bugt Godthåb Godthåb Hudson Bugt Farvel Tre mænd sejlede fra Hudson Bugt til Bergen, hen over Atlanterhavet i en 15-mands jagt. De ankom til Bergen i jagten Lamprenen i 1620. 15. HJEMLIG KYST 3, 1620, BERGEN, FÆNGSEL 23

JENS MUNK, FORTÆLLER, KOR, ISEN Og skammen den maler panden rød, panden gul, panden grøn, den maler med blå og med grå, maler med grå. Og skammen er så stor og dyb, den dækker jorden. Den maler rød. Den maler gul. Den maler grøn. Den maler grøn. Der var en gang en mand, en dreng, en mand som rejste ud i verden, han ville gøre sit navn sin faders navn stor ære. Da Jens Munk og hans to overlevende mænd nåede til Bergen i Lamprenen blev han sat i fængsel for spild af kongens skibe og menneskeliv. Christian IV fik Jens Munk sat fri igen et par måneder efter. Den maler rød. Den maler gul. Den maler grøn. Den maler blå. Den maler grå. Den maler rød. Den maler gul. Den maler grøn. Den dækker jorden. Den dækker jorden. Den maler rød. Den maler gul. Den maler grøn. Den maler blå. Den maler grå. Den maler grå. Den maler rød. Den maler gul. 24

Den maler grøn. Den maler blå. Den maler rød. Den maler gul. Den maler grøn. Den maler blå. Den maler rød. Den maler gul. Den maler grøn. Den maler blå. Den maler rød. Den maler gul. Den maler grøn. Den maler blå. Den maler grå. Den dækker jorden. Den maler rød. Den maler gul. Den maler grøn. Den maler blå. Den maler rød. Den maler gul. Den maler grøn. Den maler blå. Den maler rød. Den maler gul. Den maler grøn. Den maler blå. Isen: Tænk, jeg havde ham, havde ham næsten. I den hvide is. I den hvide is. I den hvide, hvide. Her hos mig er alle ens som små lærreder, rene, og så maler mørket sine billeder, billeder Han søgte vejen igennem tre gange, han blev prøvet af isen tre gange, heller ikke den tredje gang fandt han vejen igennem. 25

Men isen er ligeglad med skam. Den maler mennesket hvidt, verden, den maler alt det hvidt. Igen. Isen: Nu må han, nu må han så sejle i ring på havet det grå, det grådige, øde og grådige Der var en gang en dreng som ville gøre sit navn sin faders navn stor ære ved at sejle ud i verden. Hans sidste opdagelsesrejse blev aldrig nogen gevinst for Danmark-Norge. Isen: Nu må han sejle, sejle. Det grådige. Det grådige. Det grådige. Han sejler i ring. Han bær på labyrinten, han har en trofast kopi af labyrinten indeni. Og isen er ligeglad med skam. Den maler mennesket hvidt, verden, den maler alt det hvidt. Igen. Så mennesket kan male sine egne billeder. 16. UDREJSE IDEAL KOR, JENS MUNK, ISEN Blåt, blåt, et luftsyn? Blåt, blåt, et luftsyn? Blåt, blåt, et luftsyn? Blåt, blåt, et luftsyn? Jens Munk (tegner): Se her, her er mit skib! Af rosentræ, 26

med et sejl af silke fyldt med vinden. Blåt, blåt, et luftsyn? Blåt, blåt, et luftsyn? Og øverst op ses mit flag, mit våben. Hvad er i det? Måger og hvaler? Purpur, et luftsyn? Purpur, et luftsyn? Purpursyn. Purpursyn. Isen (tegner sammen med Jens Munk): Et skib af guld på et hav af sølv. Åh, ser du! Tre isbjørne! De rejser sig fra masten. Eller et slot lavet af is på purpurfarvet baggrund? Hvad synes du så? Det der i horisonten! Det der i horisonten! Isen: Et slot af sølvfarvet, spejlglat eller hvad? Vil du hel re have narhvalens stødtand? Og miner fyldt med sølv og med rubin? Dit våben vejer mange tusinde tons! Du kunne vælge et våben med vinger? 27

En måge på en dybblå baggrund? Sig hvad du vil: vin og sød konfekt, kostbare frugter i alle farver, som regnbuen. Jeg kan gi dig alt. Et syn, voksende frem af isen, af luftens glas. Purpursyner, voksende frem i din helt egen hånd. Det der i horisonten! Ved første blik, et lille sneglehus, men så blir det til et slot! Var en, var en, var, en osv. Isen: Der var engang en dreng, hvis far og mor var borte. Han drog i verden ud sin lykke at søge. Oppe og nede. Der var engang en dreng, Det var engang en dreng. 17. FREMMED KYST IDEAL FORTÆLLER, KOR Hun maler hvid. Hun maler hvid. Hun maler hvid. Osv. Fortæller (til Jens Munk): Du ville give dit liv, men isen ville ikke have det. Er det det, du tænker? Som jeg sagde, jeg har også opholdt mig på isen. Hvad jeg fandt interessant var min vilje, min vilje til at gå i et med isen. Hinsides overlevelsespunktet. Hinsides det heroiske punkt. 28

(sunget): Isen er glat, der kan du male dine egne billeder. Isen er hvid, der kan du male dine egne billeder. Isen er tom, der kan du male dine egne billeder. Isen er lys, der kan du male dine egne billeder. (talt til Jens Munk): Jeg var parat til at gå i ét, du ved, hvad jeg mener. Indtil en eller anden reddede mig. Hvad jeg fandt interessant, min vilje, min vilje til at gå i et med isen er maskulin, han hedder håb, jeg er en kvinde, jeg hedder manden er et ekspansivt princip, hun er uhæmmet, jeg hedder... han er kvinden... ja, ja, et princip som nedlægger hjertet af is og vand, begge dele Du, det hele, jeg strømmer til, fryser, smelter og strømmer videre. Er det det du tænker? Mennesket er lille? Isen er et kæmpe hjerte. Hjertet er et tomt sted som ting alting strømmer igennem. Forstår du hvad jeg mener? (sunget): 29

Isen er glat, der kan du male dine billeder Isen er hvid, der kan du male dine billeder Isen er øde, der kan mørket male sine billeder Isen er lys, der kan mørket male sine billeder 30