Indlæg på Kriminologisk Selskab møde den 29. oktober 1997 Elektronisk husarrest Af Hans Jørgen Engbo Det har ingen mening generelt at tale om at være for eller imod den form for kriminalforsorg, som ved mødet her kaldes elektronisk husarrest. Den kan nemlig bruges på mange forskellige måder, og når man tager afgørende stilling for eller imod, må man derfor vide, hvilken konkret model, der skal tages stilling til. Og ikke mindst må man gøre sig klart, om det er husarresten eller den elektroniske kontrol - eller begge dele i kombination - man taler om. Hvad er fængselsstraffens pønale indhold? Men først vil jeg vende blikket mod den eksisterende fængselsstraf, idet bedømmelsen af en ny strafform bl.a. må ske ved sammenligning med allerede kendte strafformer; og det vil i så henseende være nærliggende at sammenligne med fængselsstraffen. Vi må først og fremmest definere fængselsstraffen - gøre os klart, hvad fængselsstraffens pønale indhold består i. Ifølge den gældende definition består selve strafelementet - det pønale indgreb - i fængselsstraffen i, at den dømte er berøvet sin frihed, dvs. sin bevægelsesfrihed eller lokalfrihed. Andre indgreb, som er forbundet med fuldbyrdelse af fængselsstraf, må betegnes som accessoriske indgreb, som ikke er en del af fængselsstraffens pønale indhold. Disse indgreb skal i hvert enkelt tilfælde begrundes med andet end pønale hensyn - typisk med sikkerheds- og ordenshensyn. De accessoriske indgreb er nødvendige for, at vi kan gennemføre det primære pønale indgreb. Straffens strenghed er primært knyttet til frihedsberøvelsens varighed, men i nogen udstrækning også til graden af frihedsberøvelsen, nemlig i den forstand, at pønale hensyn sætter grænser for, i hvilken takt vi i løbet af afsoningstiden kan lempe frihedsberøvelsens intensitet af bl.a. sociale hensyn, uddannelses- og arbejdsmæssige hensyn og humanitetshensyn Det er egnet til at forvirre tankegangen og debatten, at ordet fængsel i virkeligheden betegner to forskellige ting, nemlig dels en strafart, dels en særlig bygning. Med vor tids definition af fængselsstraffen er det altafgørende, at den dømte er berøvet sin bevægelsesfrihed. Der er principielt ikke noget krav om, at den dømte skal være frihedsberøvet i en bestemt bygningstype eller påtvunget bestemte materielle livsforhold. Det er tværtimod den straffuldbyrdende myndigheds opgave at tilstræbe, at den dømte kan leve et så normalt liv som muligt, medens frihedsberøvelsen står på. Vi har ligefrem formuleret et såkaldt normalitetsprincip. I praksis foregår fængselsafsoning i en række tilfælde andre steder end i et fængsel:
2 Ifølge straffelovens 35, stk. 2, kan der meddeles tilladelse til ophold uden for fængslet til deltagelse i undervisning eller til beskæftigelse hos arbejdsgiver (frigang og udstationering). I relation til mødets emne kan det være af særlig interesse at konstatere, at det i praksis er slået fast, at straffelovens 35 hjemler mulighed for udstationering til eget hjem. Ifølge 36 kan der meddeles den dømte udgangstilladelse. Ifølge 46 kan den dømte indlægges på sygehus uden, at afsoningen af den grund afbrydes. Ifølge 49, stk.2, kan den dømte midlertidigt eller for resten af straffetiden overføres til hospital, behandlingsinstitution el. lign. For klarheds skyld burde vi alene bruge ordet fængsel om selve institutionen (bygningen), medens vi i stedet for strafarten fængsel kunne bruge begrebet frihedsstraf - gerne i forbindelse med afskaffelse af hæftestraffen. Foreløbig kan vi konkludere, at frihedsstraffens pønale indhold alene består i berøvelse af bevægelsesfriheden, og at straffen kan afsones mange forskellige steder. Er hjemmeafsoning ingen - eller en for blødsøden - straf? Vender vi herefter tilbage til den elektroniske stuearrest, kan vi først konstatere, at der ikke er hold i det synspunkt, som har været fremme i debatten, at hjemmeafsoneren, som vi kan kalde ham, slipper for billigt, i hvert fald under en ordning, der rummer frihedsberøvelse i nogenlunde samme grad, som vi kender det fra fængslerne (Greve 1997:606 henviser til Justitsministerens udtalelser i Politiken 11. februar 1997). En foranstaltning, som ophæver den dømtes bevægelsesfrihed, opfylder pr. definition betingelserne for at fungere som frihedsstraf. En påstand om, at hjemmeafsoning ikke er nogen straf - eller en for blødsøden straf - er en retspolitisk udtalelse, som er baseret på en anden definition af frihedsstraf end den, der er gældende i dansk ret. Ulige afsoningsvilkår? I tilslutning hertil vil jeg omtale et noget særpræget argument, som har været langt fremme i debatten blandt danske retspolitikere. Man har hæftet sig ved, at afsoningsforholdene vil blive meget forskellige for de dømte afhængig af, om de bor i en luksusvilla eller i en ydmyg lejlighed, og dermed skulle hjemmeafsoning stride imod et almindeligt lighedsprincip. Dette er en helt og aldeles forfejlet argumentation, som er uden relation til nutidens syn på frihedsstraf. Som tidligere nævnt indebærer frihedsstraf, at den dømte skal fratages sin bevægelsesfrihed og intet andet. Der er intet krav om, at den dømte samtidig skal undergives en bestemt tilværelse. I virkeligheden kunne man med større ret hævde, at afsoning af frihedsstraf i et fængsel indebærer ulighed, idet et menneske, som er vant til at leve i luksus, mister langt mere ved at komme i fængsel end det menneske, der er vant til at leve i fattigdom.
3 Når straffens substans kun består i at fratage den dømte bevægelsesfriheden, kan det naturligvis på ingen måde stride mod et lighedsprincip, at man ikke fratager ham andet og mere end bevægelsesfriheden. Dette forfejlede lighedsargument, som altså er ganske irrelevant, må imidlertid ses i lyset af en generel tendens til i den retspolitiske debat at inddrage afsoningstilværelsens indhold og ikke kun bevægelsesfriheden i fængselsstraffens pønale substans. Man hører ikke sjældent udsagn som de indsatte har det for godt eller det kan ikke være meningen, at man som afsoner skal have lov til (dette eller hint). Et særligt raffineret udtryk har sådanne pønale holdninger fået i form af en henvisning til den almindelige retsfølelse eller retshåndhævelsen. I flere sagstyper er det slået fast, at vi, der administrerer straffuldbyrdelsen, med en henvisning til retsfølelsen kan nægte den dømte rettigheder eller goder, som han ellers ud fra saglige og rationelle overvejelser ville have krav på. Det gælder fx visse sager om udgang (Udgangscirkulæret 10) og sager om de indsattes ret til at lade sig interviewe af pressen (FOB 1995:xx). Den rene frihedsberøvelse skulle ifølge teorien være straf nok, men er det åbenbart ikke altid i den praktiske bevidsthed, og denne diskrepans mellem teori og praksis lapper vi på ved - med retsfølelsen eller retshåndhævelsen som argument - at udmåle ekstrastraffe som fx at nægte den dømte at ytre sig i tv, selv om ytringsfriheden er en af de borgerlige rettigheder, som det ellers ikke skulle være legitimt at gøre indgreb i som led i straffen. Men disse indgreb er netop ikke accessoriske indgreb, dvs. indgreb, som er nødvendige for at gennemføre det primære, pønale indgreb - indespærringen. De indgår klart i frihedsstraffens pønale indhold. Det er den samme tankegang, der spøger i diskussionen om hjemmeafsoning. Det er ikke nok at neutralisere den dømtes bevægelsesfrihed. Han må ikke have det alt for godt, medens frihedsberøvelsen står på, og en luksusvilla er derfor ikke et passende sted at afsone straf. Den dømtes materielle vilkår inddrages i diskussionen om straffens pønale indhold. I Sverige har man ud fra tilsvarende pønale hensyn indført totalforbud mod at drikke alkohol under intensivövervakning. Der er ikke tale om et vilkår, som fastsættes ud fra en konkret behovsvurdering. Det fremtræder ganske enkelt som en del af den med straffen tilsigtede lidelse, at den dømte ikke må drikke alkohol (Greve 1996:126 og 1997:608)). Man kunne med lige så god mening fastsætte forbud mod at drikke kaffe, at se sport i tv eller at dyrke sex. Alkoholforbudet er en ekstrastraf. Det svenske vilkår om betaling af 50 kr. om dagen synes også at have pønal karakter, idet det begrundes med, at hjemmeafsonerne ikke skal have det bedre end fængselsafsonerne, og de sidstnævnte har typisk ikke som hjemmeafsoneren mulighed for lønindtægt (Andersson & Grevholm 1997:9). Jeg håber, at det ikke bliver strandvejsvillaen, som kommer til at præge den hjemlige retspolitiske debat om hjemmeafsoning. Jeg håber også mere alment, at retspolitikerne vil rense den fængselspolitiske debat for hykleri ved at ophøre med at inddrage andet end selve frihedsberøvelsen i di-
4 skussioner om strenghed og mildhed i straffuldbyrdelsen - dvs. om straffens pønale indhold. Et andet muligt alternativ ville bestå i at omdefinere frihedsstraffen, så også fængselstilværelsens indhold officielt blev gjort til en del af straffens pønale indhold, men herved ville vi komme i konflikt med vore internationale forpligtelser, bl.a. De Europæiske Fængselsrger 1. Irrelevante skrækvisioner Debatten om den elektroniske kontrol har også rummet skrækvisioner. Hvis ordningen viser sig at fungere godt med kriminelle, frygter nogle, at det vil være nærliggende at etablere elektronisk kontrol med sindslidende, senile, børn med tendens til at rende hjemmefra, HIV-positive og andre lignende grupper, som det er rart at have lidt styr på. Måske kan vi ende i en situation, hvor en ægtemand kan have en computerudskrift af konens færden liggende parat, når han kommer hjem fra forretningsrejse (Rentzmann 1989, Ingstrup 1989:206). Vi har set lignende former for argumentation i andre sammenhænge. Hvis man rækker Fanden en lillefinger, tager han hele armen plejer det at hedde. Denne læresætning gælder imidlertid kun, hvis man ikke har styr på sine lemmer. Hvis det er sagligt begrundet at række lillefingeren frem, skal man selvfølgelig gøre det, og hvis det er sagligt begrundet at beholde armen, skal man selvfølgelig ikke lade den følge med lillefingeren. Det bestemmer man jo selv. Den, som bruger lillefingerargumentationen afslører svaghedstegn. Han har ikke kontrol over sin egen arm. Tilsvarende skal man bruge elektronisk kontrol i tilfælde, hvor denne form for kontrol er nødvendig og etisk forsvarlig - og ikke i andre tilfælde. Det er os selv, som bestemmer, hvad vi vil bruge den elektroniske kontrol til. Man kan måske oven i købet vende argumentationen om og sige, at jo stærkere den elektroniske kontrol knyttes til strafafsoning, des vanskeligere vil det blive at indføre den på andre områder. Er hjemmeafsoning en umenneskelig og nedværdigende straf? Et af de mere vægtige synspunkter i debatten går ud på, at hjemmeafsoning er i strid med grundlæggende etiske forestillinger. Det hævdes endog fra visse sider, at vi her taler om en så indgribende og fornedrende foranstaltning, at den strider imod EMRK s art. 3 om forbud mod umenneskelig og nedværdigende straf og måske også art. 8, der sikrer enhver respekt for sit privatliv, sit familieliv og sit hjem (Ashworth 1995:276). Det forekommer umiddelbart svært at anerkende dette synspunkt, idet indespærring i eget hjem - alt andet lige - må forekomme mindre indgribende end indespærring i et fængsel. I god overensstemmelse hermed viser de foreløbige svenske erfaringer, at langt de fleste dømte selv foretrækker hjemmeafsoning frem for fængselsafsoning. 1 Art. 64: Frihedsberøvelse er en straf i sig selv. Forholdene, hvorunder frihedsberøvelsen foregår, og fængselssystemet skal derfor ikke, undtagen som følge af retfærdiggjort adskillelse eller opretholdelse af disciplin, forværre den med frihedsberøvelsen forbundne lidelse.
5 Der er imidlertid ikke udelt tilslutning til denne anything-but-prison teori, som den er blevet kaldt, og som går ud på, at vi må godkende enhver foranstaltning, som er mindre byrdefuld end et fængselsophold, uanset hvor nedværdigende eller indgribende den er. I videre forstand går teorien ud på, at et menneske ikke kan klage over den måde, han bliver straffet på, hvis noget endnu mere grusomt kunne have overgået ham (von Hirsch 1993:81). Jeg finder, at disse etiske synspunkter, som bl.a. har været fremført af engelske kriminologer, må tillægges betydelig vægt i diskussionen om hjemmeafsoning. Man kan ikke se bort fra, at der er noget infamt over tanken om at spærre folk inde i deres eget hjem. Selv om alt tegner positivt i Sverige, kender man endnu ikke de langsigtede virkninger. Vil den dømte og hans familie få det samme forhold til deres hjem og til hinanden efter, at hjemmet i en periode har fungeret som fængsel for manden eller konen (eller hele familien)?. På den anden side kan de refererede synspunkter måske forekomme en smule teoretiske - grænsende til arrogante, bedrevidende forskersynspunkter, som er uden relation til virkeligheden. Men som jeg var inde på i indledningen, beror synspunkterne i høj grad på, hvilken konkret model, man forholder sig til. De engelske synspunkter refererer til elektronisk overvågning som ekstraordinær kontrolforanstaltning i forbindelse med de såkaldte curfew-orders, som blev indført i England og Wales i 1991 og som går ud på, at retten - inden for bestemte grænser - kan pålægge den dømte at opholde sig bestemte steder til bestemte tider. I England og Wales er der således principielt tale om en særlig form for kriminalforsorg i frihed og ikke som i Sverige en særlig form for afsoning af ubetinget frihedsstraf. Forud for denne ordning var gået et ikke særlig vellykket forsøg med elektronisk tagging som varetægtssurrogat. Dels havde domstolene været meget tilbageholdende med at udnytte ordningen, dels var kun ca. 20 af de i alt 50 sager forløbet tilfredsstillende (Ashworth 1995:276). Men måske kan indgrebets karakter belyses gennem et lille tankeeksperiment. Lad os forestille os, at vi skulle indføre frihedsstraf som en helt ny og hidtil ukendt sanktion i vort straffesystem. Hvorledes ville vi gribe denne opgave an, når opgaven går ud på, at den dømte skal berøves sin bevægelsesfrihed, men i øvrigt undergives så få accessoriske indskrænkninger som muligt i sin daglige tilværelse. Ville man ikke betragte et forbud mod, at den dømte forlader sit eget hjem, som den mest nærliggende og mindst indgribende foranstaltning, som lever fuldt og helt op til de stillede krav? Ville man overhovedet få tanken om at placere alle de dømte sammen i en særlig bygning, som måske ligger langt væk fra bopælen? Ville en sådan tanke ikke straks blive afvist med den begrundelse, at den ville indebære helt unødige indgreb i den enkeltes livsførelse ud over, hvad der var nødvendigt for at neutralisere bevægelsesfriheden. Alt andet lige mener jeg, at hjemmeafsoning er et mindre indgreb i den enkeltes tilværelse end en fængselsafsoning, og i hvert fald en afsoningsform, som kan neutralisere nogle af de uønskede bivirkninger, som er forbundet med afsoning af frihedsstraf i et fængsel. Det kan godt være, at afsoning af frihedsstraf i hjemmet i visse henseender er umenneskelig og nedværdigende, men at den skulle være mere umenneskelig og mere nedværdigende end afsoning i et fængsel, får man
6 næppe mange afsonere til at skrive under på - i hvert fald ikke blandt de afsonere, som har givet samtykke til denne afsoningsform. Men først med det færdige design af en bestemt model, kan der tages endelig stilling til de rejste spørgsmål. Krav til en hjemmeafsoningsordning En nærmere analyse af en konkret model for hjemmeafsoning - eller for den sags skyld andre sanktionsformer - må rumme svar på i hvert fald følgende spørgsmål: Opfylder det primære pønale indgreb de krav, der må stilles, for at indgrebet kan betegnes som en straf? Som jeg allerede har redegjort for, opfylder hjemmeafsoning det krav om frihedsberøvelse, som udtømmende udgør det pønale indhold i fængselsstraffen. Forudsætningen i så henseende er, at frihedsberøvelsen i hjemmet har nogenlunde samme styrke og karakter, som i et (åbent) fængsel. Dette krav er mere end rigeligt opfyldt i den svenske ordning. Hjemmeafsoning skal ikke være et alternativ til frihedsstraf, men en måde - blandt flere andre - at afsone en frihedsstraf på. Af samme grund må betegnelsen stuearrest afvises, idet den leder tanken hen på en selvstændig sanktion Hjemmeafsoneren må tælle med i belægget i det fængsel, hvor han/hun er indrulleret. Jeg forestiller mig nemlig som noget naturligt, at det er et fængsel, som administrerer afsoningen - ikke en frivårdsmyndighet som i Sverige. Denne struktur er for mig principielt vigtig for at undgå, at hjemmeafsoning skal blive betragtet som en foranstaltning i frihed, som skal konkurrere med samfundstjeneste. Vi skal tværtimod uanfægtet tilstræbe en udvidet brug af denne sanktionsform. Derfor skal det heller ikke være retten, som tager stilling til hjemmeafsoning eller fængselsafsoning - lige så lidt som det er retten, som tager stilling til, om straffen skal afsones i åbent eller lukket fængsel. Hjemmeafsoning bør kunne anvendes smidigt og ikke specielt ved fuldbyrdelse af visse korte straffe. Under længere varende afsoningsforløb kunne hjemmeafsoning periodevis tænkes anvendt fx som afveksling i fængslets daglige monotoni ( ferie ), som ekstraordinær støtte til familien i særlig belastede situationer (fx barselsorlov ) som beskyttelse af den svage afsoner i forbindelse med frigang til undervisning eller arbejdstræning I Sverige overvejer man den såkaldte backdoor-model, der handler om at bruge intensivövervakning som udslusning efter længere tids afsoning. Dette kunne man også overveje herhjemme, men det må ikke ske på bekostning af den gældende udstationeringspraksis.
7 Er det primære pønale indgreb i sig selv foreneligt med grundlæggende etiske og menneskeretlige principper? Som udgangspunkt mener jeg som tidligere nævnt, at hjemmeafsoning ikke er mere umenneskelig eller mere nedværdigende for afsoneren end fængselsafsoning. For de mennesker, som bor sammen med afsoneren, vil hjemmeafsoning ofte indebære betydelige fordele. Det gælder navnlig i mange børnefamilier, hvor man vil være glade for, at far (eller mor) kan blive i hjemmet og give et nap med i det praktiske arbejde, i børneopdragelsen og måske ved indtjeningen. Men jeg kan ikke gøre mig helt fri af tanken om, at hjemmeafsoningen også kan gå hen og blive en tung byrde for de mennesker, som afsoneren bor sammen med. Det er ikke svært at forestille sig, at en afsoner i hjemmet - ganske som en afsoner i et fængsel - kan blive psykisk påvirket af indespærringen, blive irritabel, stærkt humørsvingende osv. Hjemmet kan gå hen og blive et rent helvede ikke blot for afsoneren, men for hele familien. I Sverige kan en samboende på et hvilket som helst tidspunkt tilbagekalde sit samtykke til hjemmeafsoning. Det er ikke svært at gætte årsagen til, at dette kun er sket i ekstremt få tilfælde. Hvem vil træffe beslutning om, at samleveren eller ægtefællen skal direkte i fængsel? - og hvad vil konsekvensen for forholdet på lang sigt være af en sådan beslutning? Alene den kollosale magt, som den samboende herved har fået i hænde, kan næppe undgå at få betydning i forholdet mellem parterne. Er eventuelle accessoriske indgreb nødvendige for at gennemføre det primære pønale indgreb? Alkoholforbud og tilsvarende indgreb bør kun gælde, når det i den enkelte sag er velbegrundet, fx i tilfælde, hvor kriminaliteten eller tildligere misbrug af afsoningvilkårene er begået under indflydelse af alkohol - ganske parallelt med vilkårsfastsættelse ved udgang. Det svenske betalingsvilkår er heller ikke nødvendigt for fuldbyrdelse af straffen og gælder ikke for andre afsonere af frihedsstraf end hjemmeafsonerne. Beskæftigelsespligt eller tvungen deltagelse i behandlings-aktiviteter er heller ikke nødvendige og vil ikke høre hjemme i en dansk model. Er det konkret anvendte kontrolmiddel det mest skånsomme middel, der er nødvendigt for at gennemføre det primære pønale indgreb? Den elektroniske fodlænke er et kontrolredeskab, som kun bør benyttes, når det konkret skønnes nødvendigt, dvs. når der antages at være risiko for undvigelse. I et betydeligt antal sager vil det være ganske overflødigt at benytte elektronikken - ganske som det i flertallet af alle afsoningssager skønnes unødvendigt at placere de dømte bag mure og låste døre. De fleste bliver frivilligt i de åbne fængsler, og det samme vil gælde i hjemmefængslet. Truslen om overførsel til en mere restriktiv afsoningsform spiller sikkert også ind.
8 Obligatorisk brug af den elektroniske fodlænke vil stride mod Kriminalforsorgens princip om mindst mulig indgriben. Er det anvendte kontrolmiddel i sig selv foreneligt med grundlæggende etiske og menneskeretlige principper? Det forekommer mig absurd at påstå, at elektronisk kontrol i sig selv vil stride mere mod grundlæggende etiske og menneskeretlige principper end mange af de kontrolredskaber, vi benytter i fængslerne: håndjern, stave, enrumsanbringelse, sikringscelle med eller uden fastspænding, kropsvisitationer, rectal- og vaginalundersøgelser... osv. osv. Kravet er blot - som nævnt under punkt 4 - at det elektroniske redskab ikke benyttes automatisk, men kun når det skønnes nødvendigt. Den personlige kontrol i hjemmet er måske på mange måder mere problematisk end den elektroniske kontrol. Der må i hvert fald stilles ganske store krav til kontrollanternes evne til at løse opgaven med den fornødne diskretion og taktfornemmelse. Litteratur: Greve, V. (1997), Tendenser i det strafferetlige system, Svensk Jurist Tidning Greve, V. (1996), Straffene, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Ashworth, A. (1995), Sentencing & Criminal Justice, London: Butterworths Rentzmann, W. (1989), Hver mand sit fængsel, Berlingske Tidende, 24. januar. Ingstrup, O. (1989), Om elektronisk tilsyn, Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab. von Hirsch, A. (1993), Censure and Sanctions Andersson, J. & Grevholm, E. (1997), Intensivövervakning med elektronisk kontroll - en sammanställning av utvärderingsresultaten (manus), Brottsförebyggande rådet. Andersson, J. (1997), Den utvidgade försöksverksamheten med intensivövervakning med elektronisk kontroll - resultat från det förste halvåret (preliminär version), Brottsförebyggande rådet. Folketingets Ombudsmands beretning (1995).