Citywalk få øje på byens mellemrum Byens Netværk 25.08.09 Tekst og foto: Christina Bennetzen When I put on this orange uniform I become invisible to the world Der kysses og spises franske hotdogs på Rådhuspladsen som altid, imens Byens Netværk mødes på den store plads til en anderledes gåtur gennem Københavns gader. Travle folk haster hen over pladsen, hvor kommunens orange mænd samler cigaretskod og fjerner tyggegummi fra belægningen. Omgivet af duer som pikker i Burger King papir, turister på gratis cykler og dansende piger iført paraplykupler, kaster Trevor Davies sig ud i at introducere til Københavns Internationale Teaters store biennale projekt METROPOLIS. Med dette projekt har vi forladt teatrets faste rammer og bevæget os ud i storbyen. Det er lige her på gaden, vi gerne vil skabe mere kreativitet, mere diskussion og mere liv, siger Trevor, imens han slår ud med armene og peger ud over Rådhuspladsen og fortæller videre, at mere end 50% af verdens befolkning i dag bor i storbyerne. Derfor er det vigtigt, at vi stiller spørgsmålstegn til, hvad en metropol er og hvad vi gerne vil have, at den skal blive til, fortæller Trevor. Derfor har vi skabt en platform, hvor arkitekter, byplanlæggere og kunstnere kan mødes i et vidensrum. En platform hvor vi i fællesskab kan skabe en ny
ressourcebase, når det drejer sig om at se på byen med andre briller. Neon-orange usynlighed Gennem rådhusklokker og ambulancesirener anstrenger vi os for at høre Trevor fortælle om dagens byvandrer, arkitekten Doung Jahangeer, som har skiftet tegnebrættet ud med sit arbejde for social arkitektur. Alt imens Trevor Davies begejstret fortæller om Jahangeers projekter i Sydafrika får vi selskab af en af kommunens orange mænd, som ubemærket støder til gruppen af tilhørere. Efter den korte introduktion efterlader Trevor os på den store plads og siger med hemmelighedsfuld stemme, at vi bare skal vente og se, hvad der sker Vi venter og kigger os desorienteret om og søger pr. automatik efter en arkitekttype, som skal tage os med på byvandring. Rådhuspladsen er fuld af mennesker og aktiviteter, men vi spotter ikke umiddelbart en arkitekt i mængden. Vi finder til gengæld en orange plet på en flise og venter spændt på, hvad der mon skal ske. Ud af mængden dukker den orangeklædte mand fra kommunen op og introducerer sig selv, som arkitekten Doung Jahangeer. Han byder velkommen til en alternativ byvandring. Og opfordrer os til at: Gå med hjertet, lytte med ørene og snuse til byen med alle vores sanser. Jeg har sandsynligvis allerede rykket ved et par af jeres fordomme ved at dukke op i dette orange arbejdstøj, siger Doung og
fortsætter; Jeg har opdaget, at når jeg som sort mand ifører mig denne neon-orange uniform fra kommunen bliver jeg til trods for mit farvestrålende udseende fuldstændig usynlig for omverdenen. Jeg kan gå direkte ind i Tivoli, hvis jeg har lyst til det. Der er ingen, der bemærker mig det er faktisk nærmest magi. Vi har alle sammen fordomme, og jeg forsøger hele tiden at udfordre mine egne og andres fordomme, siger han og fortæller videre; Derfor forsøger jeg, så tit jeg kan, at placere mig selv i situationer, som jeg i bund og grund er bange for. I storbyen er vi ofte bange for at bevæge os ud i periferien. Det er tit og oftest der, der er ballade, og der man føler sig utryg. For nogle år siden udfordrede jeg mig selv til at gå ind i slummen i en af Sydafrikas storbyer. Her mødte jeg i modsætning til min forventning en imødekommenhed, som jeg ikke kender fra mit eget fine kvarter, hvor folk ikke hilser på hinanden. Men i slummen kunne alle huske mit navn, og alle spurgte til, hvordan jeg havde det. Min frygt forsvandt i det øjeblik, jeg blev bekendt med det fremmede. Det er blandt andet det, jeg vil bede jer om at gøre i dag. Læg mærke til personer og ting i gaden, som I normalt lukker ude, fordi de virker farlige eller fremmede. Gengæld den hjemløses blik og læg mærke til, hvordan tiggeren har indrettet sig på gaden. Fra centrum til udkant Da jeg fandt ud af, at jeg skulle lave denne byvandring googlede jeg Copenhagen for at finde ud af,
hvad essensen af København er. Min søgning viste et googlemap af Københavns Rådhusplads, så jeg antager, at dette sted må være det mest eftertragtede sted i byen. Det er her, det sker. Derfor har jeg malet en orange ring præcis her, hvor Google siger, at alt sker i København. Jeg vil på denne vandring kigge på, hvad der sker, når vi bevæger os fra det eftertragtede centrum og ud i periferien. We need to understand that it is people in space that make place Det handler om at konstruere en tankegang, hvor arkitekturen træder i baggrunden, og hvor vi kigger på, hvordan vi kan skabe rum, hvor mennesket og kroppen føler sig hjemme. Det er meget enkelt og på samme tid meget svært for os arkitekter at acceptere, at det ikke handler om vores ønsker som designere, men at det netop handler om at bruge det, der allerede er der. Det handler om at være til stede i det rum, som allerede findes imellem arkitekturen. Og allervigtigst handler det om at skabe arkitektur med følelser. Vi bliver nødt til at bruge ord som kærlighed og frygt, når vi skaber arkitektur, fortæller Doung. Hovedløse mannequindukker, grønne glasskår, graffiti tags, engelsk porcelæn og ukrudt Vi begiver os ud i byen med kyndig vejledning af Doung, som peger på alle de små ubetydelige detaljer, som vi normalt ikke lægger mærke til, når vi bevæger os igennem byen. Doung påpeger undervejs, hvordan vores forbrugssamfund er blevet
mere og mere umenneskeliggjort og er nået til et punkt, hvor mannequindukkerne ikke længere har hoveder. Men vi kan til gengæld spejle os selv i de utallige glasfacader og bekræfte os selv i, hvor godt vi ser ud, når vi er ude at shoppe. Doung viser os også et tydeligt eksempel på, at reklamen benytter sig af enhver mulighed for at stjæle fra det ukommercielle. En tøjbutik på Strøget har f.eks. dekoreret sit udstillingsvindue med graffiti-tapet og i den næste døråbning kan vi se et eksempel på den ægte vare nemlig graffitien på gadedøren. Doung får os virkelig til at bemærke de små ting. Han peger blandt andet på et lille stykke ukrudt, som vokser mellem brostenene på Frederiksberggade. Alle siger, at vi skal passe på, at naturen ikke bliver udryddet. Når jeg ser den her lille plante vokse frem af så barske kår, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det ikke er naturen, vi skal passe på, men os selv. Det her er et tydeligt bevis på, at naturen altid vinder, siger Doung med overbevisning i stemmen. Excuse me Mister cleaning man you talk too much! Når man improviserer, kan man komme ud for hvad som helst. Og på vores tur gennem Strøget støder vi på en gademimer, som bliver provokeret af, at Doung vores gadefejer får så meget opmærksomhed i gadebilledet. Så han afbryder vores guides talestrøm og opfordrer ham til at tale mindre og rydde mere op i gaden. Det er præcis, det Doung gerne vil opnå. Her får han en direkte reaktion
på folks fordomme om, at en sort mand i arbejdstøj ikke kan holde lange foredrag på gaden. Vi griner alle sammen af mimeren, men er samtidig også bevidste om, at indgroede fordomme er svære at slippe af med. Periferien det fremmede Gaderummet ændrer sig, jo længere vi bevæger os væk fra centrum. Blandt andet ser vi mere og større ukrudt, og der er også flere graffiti tags at kigge på, jo tætter vi kommer på Nørrebro. Doung stopper blandt andet op foran et graffiti tag, som skæmmer en hvid mur i Store Kannikestræde. Hvad ville I sige, hvis jeg fortalte jer at dette tegn er lavet af en af Japans store kalligrafimestre?, spørger Doung. Og straks ændres vores syn på det grønne tegn på muren. Er det i grunden ikke et smukt tegn, som passer fint til muren? Eller er det hærværk? Eller begge dele? Doung får os under alle omstændigheder til at betragte byens detaljer på en ny måde. Turen slutter på Dronning Louises Bro ved siden af et rødt hjerte på fortorvet. Måske er det røde hjerte et signal om, at Nørrebro ikke er så farligt, som vi går og tror foreslår Doung og minder os om, at hans fortælling om byens detaljer blot er en ud af mange, og resten af historierne skaber vi selv hver dag, når vi husker at kigge på vores by.