Jubilæum, Højbakkegård Maj 2008 Goddag alle sammen. Mit navn er Ruth Campau. Til hverdag er jeg billedkunstner her i dag taler jeg som kunstkonsulent for Universitets og Bygningsstyrelsen, UBST UBST har doneret en kunstplan for hele campusområdet på Højbakkegård. Kunstplanen skal ses som en overordnet strategi for hvor og hvordan man på en frugtbar måde kan lade samtidskunsten indgå som en aktiv og stimulerende del af hverdagslivet på Højbakkegård. Kunst kan om noget være med til at løfte stedets specielle karakter. Og med karakter tænker jeg på stedets historie, dets udformning med den gamle og den nye rå arkitektur. Stedets forskning med dets fordybelse i at forbedre fremtiden - forbedre jordens afgrøder og forbedre vilkårene for dyrene. Men vi i UBST vil gerne forbedre det æstetiske miljø her på campus-området, som først og fremmest er base for de studerende og de daglige brugere, men sandelig også for den besøgende som måske kommer her med et sygt dyr - i det håb at få dårligdommen repareret. Og hvem ved om også patienterne altså dyrene kan mærke det æstetiske miljø? Det er derfor vigtigt at kunsten her på stedet afspejler stedets ånd på en visuel måde, som kan give noget andet og noget mere fra sig. Kunstplanen er i stadig proces og under udvikling. Min kollega billedhuggeren Martin Erik Andersen (som desværre ikke kan være her i dag) og jeg har som kunstkonsulenter for UBST igangsat to udsmykninger i forbindelse med omlægningen af fakultetet og bygningen af dyrehospitalet. Mette Winkelmann Den ene udsmykning er det vi bl.a. kan se på væggene her i dette smukke rum. Det er en udsmykning af billedkunstneren Mette Winkelmann, som har udsmykket alle gavlene i dette hus. Det er en utrolig smuk udsmykning. Enkel og alligevel med en høj kompleksitet - en udsmykning, som vi er rigtig glade for at kunne indvie i dag. Mette har taget udgangspunkt i stedets arbejde med liv og livscyklus det har hun omsat til streger, linjer, farvefelter, en stigende volumen og intensitet i både farve og komposition. Hun har udviklet et grundsystem af linjer, som hun gentager på alle gavle - et grundsystem der dog hele tiden har en afvigelse fra systemet eller en ny tilføjelse til systemet. Hun arbejder med de modstående gavle som par. Starter nede i den anden ende med at benytte en tynd fin sort streg, som hun smukt lader udfolde sig hen over hele vægfladen i et stringent men stadig organisk mønster - i moduler á 3 m, som hun har assimileret fra arkitekturen. Derved opnår hun en storslået harmoni mellem kunst og arkitektur. Ved det næste gavlpar tilfører hun den grå farve og en lidt tykkere streg. Ved det næste par igen, er der kommet farver på, og stregerne bliver tykkere og udvilker sig nu til flader og farvefelter. I det sidste rum, som vi befinder os i her - er det så selve vinduet, der er den ene part i gavlparret og om det siger Mette:
Jeg har tænkt på at det var afslutningen her er det udsynet til evigheden her slutter livscyklussen og hun tilføjer: hele udsmykningen skal ses om en slags bindingsværk både helt konkret og som vi kender det fra gamle huse. Men også et bindingsværk for det der sker her i huset med forskellige rum og funktioner - undervisningsrum og opholdsrum for brugerne. Et bindingsværk som et billede på det, der binder det hele sammen - og som kan tolkes på mange forskellige planer Udenfor har Mette lagt endu et lag til bindingsværket et mere konkret lag. Hun har opsat en flagstang og lavet 6 forskellige flag, som brugerne kan benytte til forskeligge lejligheder. Der er : 1. Dyrenes flag 2. Dyrejernes Flag 3. De studerendes Flag 4. Dem der arbejder på Højbakkegård Flag 5. Gæsternes Flag 6. Bygningens Flag Så kan brugerne hejse forskellige flag ved bestemte begivender. I dag er det f.eks Gæsternes Flag, der er hejst her udenfor på den gule flagstang. Flagenes farver korresponderer med de farver, som også optræder inde i de rum, som ligger ud til denne side af huset. Mette har farvesat rummene, så der er overensstemmelse mellem vægudsmykning, rum og flag. Og det har hun gjort så flot, man må sige at der er et overordentlig vellykket overensstemmelse med arkitektur og kunst ja, man mærker en gensidig respekt mellem arkitekt og kunstner : Mette, tillykke med det og tusind tak for din indsats. Det er fantastisk flot. Mette vil du komme herop, så vi kan se hvem du er. Bagefter når vi går rundt, kan I så få lejlighed til at stille spørgsmål til Mette. Finn Reinbothe Udenfor ved indgangspladsen har vi sat et andet projekt i gang, som også er utrolig velintegreret i stedets udformning og arkitektur. Det er her man ankommer hvis man er klient og hvis man er pårørenede Her ved indgangspartiet og langs parkeringspladsen har billedkunstneren Finn Reinbothe lavet et værk, som han kalder Det Tredje Hus og hvor hovedideen er at skabe en dialog mellem arkitektur, skulptur og have. Hvor funktionen er medspiller. Det er gjort så overbevisende, at nogen måske vil sige, at man næsten ikke opfatter kunsten. Men hvis man kigger nærmere efter, så kan sådant et værk kun skabes, hvis man er overordentlig fintfølende med det område man som kunstner træder ind på - og åbner sig selv som kanal for det der allerede er tilstede. Udfolder og forfiner det, der er tilstede på en meget rafineret måde. Og det har Finn Reinbothe gjort. I dette tilfælde har han kopieret arkitekturen ved indgangspartiet. Dvs. brugt betonelementernes proportioner i sit jernkonstruktion. Han har gentaget den og drejet den omkring en usynlig hængsel til venstre for huset. Lagt konstruktionen ned så den pludselig bliver til en Allé i en åben konstruktion - med bænke man kan sætte sig på, mens man går op mod huset. De proportioner som kan ses i vinduer og døre i underste etage på huset kan nu mærkes som ren konstruktion, huller og mellemrum i Det Tredje Hus. Konstruktionen sendes derefter igen tilbage til huset. Til indgangen så brædderne og striberne i bænkene nu danner mønsteret i belægningen foran huset og over indgangsdøren. To farve blander sig ydmygt i samtalen. Det er en rød, men selvfølghelig ikke
en knaldrød, men en følsom rød med jorden i sig. Og en støvet blå, som himmel og jord blandet sammen. I Det Tredje Hus er der ingen rygeforbud og ingen hastværk. Ingen dørlås, ingen operationer, ingen medicin eller forbudte områder. Her er der plads - her kan man holde pause - her kan man tænke på det man vil, alt mens vinden på forskellig vis fortæller dig at du er på landet. Her i mellerummet mellem mark og stald har vi et andet kunstnerisk bindingsværk, der har det mål at binde det derinde sammen med det derude. At sammenbinde det kultiverede med det mere vilde. At spejle mennesker og stedet nære forhold til livet og dets afgrøder. Tillykke også til Finn Reinbothe med det meget smukke resultat. Og jo det ska jeg lige nævne - at indenfor i indgangen kan man se nogle papirarbejder, som Finn også har lavet. Finn vil du komme herop. Camilla Berner Men NU NU vil jeg gerne afsløre hvorfor jeg på en solskinsdag står her med hvide gummistøvler på... Det er fordi jeg gerne vil slå et slag for Den hvide rute som er et kunstværk eller en kunstnerisk intervention, som på utraditionelt vis skabes over en årrække. Det er billedkunstneren Camilla Berner, som har udarbejdet konceptet for White Route som kunstværket hedder på engelsk. Hvis I kigger på de små foldere, der er delt ud på stolene kan I se Camillas projekt. Nemlig med årene at lave et stisystem, som er opstået og skabt af brugerne selv - og brugernes indbyggede dovenskab kan man sige - i hvert fald menneskets målrettede behov for altid at gå den korteste vej og helst ikke udenom. Vi kender det alle sammen. Det er en logisk og meget organisk måde at anlægge en sti på, fordi den afspejler det menneskelige og er foranderlig og omskiftelig ligesom vores hverdag og gøremål også er foranderlige og skiftende. Camillas plan er at opstarte stien med de første hvide sten og først efter at personalet har trådt stien og den har markeret sig - læggers der hvide fliser ud. Hvis stien fører hen til en forsøgsmark høster man stien ind gennem marken, så den besøgende her har en mulighed for helt lovligt at gå ind gennem marken. Er det ikke skønt? Det er meningen, at der skal udarbejdes en guide til turen, så den besøgende kan tage turen mens han eller hun venter. Stedet her er så oplagt et sted at gå rundt i der foregår så mange spændende projekter og forsøg, som er spændende at kigge på. Og man kan også forestille sig, at man på sin vej mødte andre kunstværker, som evt. kan komme til i fremtiden. Hvis man er kommet af sted i sine balsko har Camilla også tænkt på det. Det er nemlig planen, at der skal være nogle hvide gummistøvler, som man kan låne til turen Den hvide rute. Gummistøvlerne kan lånes i receptionen eller i kantinen. Camillas plan er en plan, som vi som kunstkonsulenter er meget glade for at ha sat i gang, fordi det er et anderledes kunstværk end det vi er vant til. Det havde været lettere at sætte en skulptur op ved indgangen, men det her er i høj grad noget, som har et helt andet kunstsyn indbygget og som med årene vil skabe et til stadighed foranderligt kunstnerisk udtryk. Så vi håber meget på at kunne arbejde videre med denne skitse. Det er nemlig sådan, at vi skal ud for at søge penge til realiseringen af dette udendørs projekt. Vi håber dog, at det lykkes. Det er også derfor har jeg taget de hvide støvler på, og hvis der skulle være nogle gavmilde sponsorer til stede i dag, så har vi altså en meget meget go sag.
Camilla vil du komme herop. Magrete Sørensen Nu nævnte jeg lige kantinen - og med et blik på kantinen vil jeg slutte af. Det er nemlig sådan, at man i kantinen kan orientere sig i mindre skala om de kunstnere, som er repræsenteret på campusområdet. Camillas guide til Hvid Rute og de hvide gummistøvler vil være at finde her. Mette Winkelmanns flag hænger på væggen, når de ikke bliver brugt. Finn Reinbothes skitser til Det Tredje Hus kan ses på væggen bagerst i kantinen. Og så har vi som det sidste, købt et nyt værk specielt til stedet af billedkunstneren Margrete Sørensen, som jo allerede er repræsenteret i forbindelsesgangen bag ved kantinen med en udsmykning fra 1982. Det nye meget meget smukke vægarbejde, som nu er opsat på sin egen lille væg i kantinen er en smuk skulptur en slags hylde, hvorpå der er sat fem runde drejebænke eller tallerkner om man vil. På den runde skive ligger der en glasklump hvori der gemmer sig et menneske. Ved nærmere eftersyn kan man se, at det dog ikke er et menneske men en tegne-dukke, som vi kan lære noget af. I ved - de her små trædukker som man bruger når man skal lære at tegne et menneske. Nogle af dukkerne er centrede andre er skæve, nogle er svære at få øje på andre er tydelige i formen. Det er et meget fint billede på en læringsproces. Den proces som man også arbejder med herude at søge efter noget og at finde frem til noget - selv om det ved begyndelsen er skjult. Noget som først kommer til syne, når man arbejder sig ind mod kernen. Ja, men I må simpelhen forbi kantinen og se det for jer selv. Og der kan i møde Margrete Sørensen. Margrete vil du komme herop. Og så skal jeg bare opfordre til at man går rundt op kigger på disse fantastiske udsmykninger. Kunstnerene vil være på stedet og fortælle mere om udsmykningen og svare på spørgsmål. Og med det vil jeg sige tillykke til kunstnerne tak for et godt samarbejde. Tilllykke til Det Biovidenskabelige Fakultet med kunstværkerne og med fødselsdagen. Og også her en stor tak for den altid meget venlige og begejstede modtagelse vi har fået både fra brugerne og fra arkitekten. Det har været berigende at møde jer. Så vil jeg bare sige, at I har et helt specielt og pragtfuld sted her. Nyd det og pas godt på det. Tillykke og tak for ordet.