Lidt om skolens historie Uddrag af Niels Kjærs artikel i Lyøboen, 1979 Øens første lærer I tiden før den store skolereform i 1814 var det sognedegne, der stod for den nødtørftige undervisning i landsognene. Religion var hovedfaget og skrivning kom i anden række. På Lyø kender vi navnene på alle degnene, helt tilbage til reformationen. I 1814 ansættes en ung, dygtig lærer på Lyø: Jørgen Jørgensen Duus. Han var født i Fagsted ved Brahetrolleborg og blev lærer på Lyø i 58 ½ år, en fantastisk rekord. Fagene bliver nu læsning, regning, skrivning og religion. Eleverne går i skole hver anden dag - og august er feriemåned. Om lærer Duus går der stadig mange fornøjelige historier på øen. Han var en elsket og afholdt lærer. I 1844 kom en plejesøn, Christian Duus til Lyø som hjælpelærer. Han var uddannet på Skaarup Seminarium.
Stridigheder mellem lærer og præst Efter Duus' død i 1873 blev Jens Kristensen Munk udnævnt til hans efterfølger. Munk var født i 1838 i Thy og var fra uddannet fra seminariet i Ranum. I 1867 blev han 2. lærer i Vester Hæsinge, hvorfra han kom til Lyø. Lærer Munk huskes som den, der ca. 1880 bragte det første juletræ til Lyø. Indtil da havde man brugt pilekviste med lys og papirblomster. Der findes en række breve fra Jens Munk til sognerådet på Lyø. Af dem fremgår, at han ved tiltrædelsen måtte underskrive en slags håndfæstning: At han ikke ville forlange en ny degnebolig, men være tilfreds med istandsættelse af den hidtidige. Brevene bærer præg af de mange små stridigheder, der kunne opstå mellem en lærer og et sogneråd om boligens beskaffenhed med videre. Istandsættelse af hegn, opførelse af svinesti, udgravning af brønd, levering af brænde og tørv - det er blot nogle af de forhold, der brevveksles om i årene 1879-82. Da pastor Abrahamsen i 1890 bliver sognepræst på Lyø, opstod der den højst ulykkelig strid mellem præst og lærer. Abrahamsen, der en tid også var sognerådsformand, beskyldte (med en vis ret) lærer Munk for katoliserende tendenser, og han trak sine børn ud af skolen. Øens befolkning delte sig i to lejre i striden, der endte med, at Munk blev afsat i 1896.
Kyndig i lægekunst og historie Hans efterfølger blev R. Askholm, og det var et lykkeligt valg, der atter bragte ro om skolen. Sognepræst C. P. Clausen, der blev Abrahamsens efterfølger som præst på øen, skriver om Askholm: "Der var gode skoleforhold, lærer Askholm betød meget i kirke og skole, han var tillige både lægekyndig og kyndig i historie". - Og rigtigt er det, at Askholm, før der kom sygeplejerske på øen, fungerede som "reservelæge" i det daglige. Han har i "Fynsk Hjemstavn" skrevet en række små afhandlinger om historiske forhold på Lyø. Askholm var lærer i 38 år på Lyø, fra 1896 til 1943. I 1906 var lønnen følgende: Grundløn som lærer 925 kr., kirkebylærerløn: 20 kr., kirkesangerløn: 100 kr., erstatning for manglende have: 25 kr., erstatning for 4 favne bøgebrænde: 104 kr. Samlet årsløn: 1.174 kr. I 1926 var årslønnen steget til 3.050 kr. Disse lønninger svarer stort set til, hvad en gennemsnitsløn for en industriarbejder lød på, men boligudgifterne var små i lærerboligen og husholdningsvarer billige. Fagkredsen bestod foruden regning, skrivning og læsning af en række kundskabsfag. F.eks. kan nævnes ældste klasses pensum i foråret 1931: Historie: fra 1807 til nutiden. Geografi: De fire fremmede verdensdele. Religion: Lidelseshistorien, 12 kapitler af Apostlenes gerninger, bønner, sakramenterne og 6 salmer som salmevers. Endelig kom der praktiske fag som gymnastik, sløjd og husgerning. I perioden 1814 1934, altså et tidsrum på 120 år, havde Lyø kun tre skolelærere. Men nu blev forholdene mere ustabile og i de følgende 45 år var der 6 lærere på skolen foruden en række vikarer.
61 elever i skolen Elevtallet ligger i en lang årrække forbavsende stabilt. I årene 1865-1905 svinger det mellem 40 og 45. Så følger de "gyldne år" omkring første verdenskrig, hvor Lyøs befolkningstal når sit højdepunkt. I 1910 er elevtallet 50, og i 1917 kulminerede det med 61 elever. Allerede i 1925 er det igen nede på 50, og i 1935 på 41. Herefter følger en ny periode fra 1935 til 1955, hvor elevtallet ligger stabilt omkring de 40. Så sætter affolkningen for alvor ind, og 6 år senere (i 1961) er elevtallet næsten halveret til 23. I 1969 er der 15 elever tilbage og i 1979 er der 16 elever. Skolebygningen Den nuværende skolebygning er fra det 19. århundrede. Den har tidligere været stråtækket, men har nu fast tag. Der var lærerbolig i skolen. Oprindelig har der kun været ét skolelokale med vinduer ud mod vejen. Det kneb imidlertid med koncentrationen, når eleverne også skulle følge bylivet. Derfor blev vinduerne kalket til og erstattet af vinduer i gavlen mod præstegården. En beskrivelse af denne skolestue, hvor ca. 500 lyøboere i løbet af de sidste 100 år har lært deres ABC, findes i Einar Bohn-Jespersens bog "Øpraksis" fra 1933: "Skolestuen er en ret rummelig, men noget lavloftet stue med vinduerne mod sydvest. Om sommeren får den ved genskin fra de grønne træer og buske i haven et
noget dæmpet, grønligt skær, der forlener den med en ejendommelig hygge. Den er rummelig i forhold til børnetallet og godt og renligt holdt. Der en stor forstue med reol til anbringelse af børnenes skiftefodtøj, men ingen særlig opholdsstue for børnene i tilfælde af dårligt vejr." Der kan i dag være vanskeligheder nok for en lille ø-skole: Det dalende elevtal, problemer med at skaffe tilstrækkelig med penge til undervisningsmidler samt lærerens problemer med at være orienteret i alle undervisningsfag. Men fordelene er også store: Det nære, trygge skolemiljø og muligheden for at lave fagintegration og andre pædagogiske eksperimenter. Vi må håbe, at ø-skolerne kan overleve - ikke mindst fordi vi med disse skoler har et levende vidnesbyrd om den lille landsbyskole, der efter 1958 er forsvundet alle andre steder. Lyø skole er, hvad elevtal angår, sikret de næste 10-12 år - her efter kan vi kun håbe. Artiklen er skrevet i 1979 der gik 30 år inden skolen på Lyø lukkede. Kilde: Lyøboen, Årsskrift fra Lokalhistorisk Forening for Lyø, nr. 1 1979.