Sidst søndag efter helligtrekonger, den 9. februar 2014 Vor Frue kirke kl. 10

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Sidst søndag efter helligtrekonger, den 9. februar 2014 Vor Frue kirke kl. 10"

Trine Bjerre
8 år siden
Visninger:

1 1 Sidst søndag efter helligtrekonger, den 9. februar 2014 Vor Frue kirke kl. 10 Jesper Stange Tekst: Johs 12,23-33 Salmer: 749, 434, 383, 449v.1-3, 289, 319, 467, 192v.7, 673 Du soles sol fra Betlehem hav tak og lov og pris for hvert et glimt fra lyset hjem og fra dit paradis Vi tror, vi ved, hvad vi kan tænke os til. Det er ikke rigtigt. Vi ved meget mere. Vi ved også, hvad vi tror. Hvis viden er den ressource, vi benytter, når vi skal finde ud af, hvad vi gør nu og om lidt og i det hele taget, så er det ikke kun vores tanker, som orienterer os. Vores liv formes også af intuitioner, impulser og affekter. Og ikke mindst af det, vi tror. - Vi ved, at vi skal dø, men vi tror det ikke. Så vi lever, som om vi ikke skulle. Vi tror på et evigt liv. Og det er troen, som former vores tilværelse. Det er ikke noget, vi har tænkt os til. Det er noget, vi har arvet fra menneskeslægten.

Vi ved også, hvad vi tror. Hvis viden er den ressource, vi benytter, når vi skal finde ud af, hvad vi gør nu og om lidt og i det hele taget, så er det ikke kun vores tanker, som orienterer os.

2 - Vi ved, at vores liv ikke er noget, vi har fortjent. De fleste af os tænker, at vi havde fortjent mindre at vi i hvert fald ikke havde fortjent bedre. Vi tror, at det meste og det bedste er en ren gave til os fra en gavmild giver, og vi tror, at vi kan indrømme vores svigt og skyld, fordi vi har lært den store giver at kende som en barmhjertig giver. Den menneskelige tanke er fantastisk, fra den sunde fornuft til den dybe indsigt, men den er ikke den eneste kilde til vores viden om, hvad det vil sige at være et menneske. Foruden det, vi indser ved fornuftens hjælp, er der det, vi ved, fordi vi har fået det at vide fra højere sted. Tænkere delte sig i middelalderen i to lejre. Dem, der mente, at vi med vores fornuft var i stand til at ankomme til den endelige sandhed om liv og død, og på den anden side dem, der mente, at der foruden fornuftsandheder var fortalt os noget om vores liv gennem Kristus, som vi ellers ikke ville have vidst. Det er sjovt nok gået sådan siden, at jo større viden, menneskeheden har akkumuleret, - og vi har aldrig vidst mere, end vi ved i dag, desto mindre er troen på, at viden og fornuft er adgangen til hele den menneskelige tilværelses gådefulde skønhed. 2

giver. Den menneskelige tanke er fantastisk, fra den sunde fornuft til den dybe indsigt, men den er ikke den eneste kilde til vores viden om, hvad det vil sige at være et menneske.

3 Hvis vi nu skulle udtrykke det med meget klassiske begreber, så ville vi sige, at vi foruden alt det, vores gode forstand giver adgang til, også er åbenbaret en sandhed om liv og død af Gud. Det skete, da det skete, som ikke kan ske, - Gud blev menneske. I dag afslutter vi epifanitiden, denne tid mellem julen og fasten, hvor vi som efter en rigtig stærk og god fest spørger, hvad det egentlig var der skete, da Jesus blev født. Vi afslutter denne tid, hvor vi har tænkt over, hvordan Gud viser os sin guddommelige vilje og omsorg for menneskeliv ved at vende os mod døden. Døden er ifølge evangelieret også åbenbaringskilde. Det sted, hvor Gud viser sig. Gud blev menneske. Og Gud blev et menneske, som døde. Spørger vi, hvad det indebærer, svarer Johannesevangeliet, at Jesus skulle herliggøre Guds navn med både liv og død. Vi træffer Jesus midt i Johannesevangeliets komposition. I vendepunktet fra liv til død. Man har kaldt første halvdel af Johannesevangeliet for tegnbogen. Jesus har slukket menneskets tørst med vin og vand, mættet sulten med brød og helbredt sygdom. Alt sammen tegn, der tyder på Guds nærvær. Eller med Johannesevangeliets ord er det den måde, Jesus har herliggjort Gud på. 3

I dag afslutter vi epifanitiden, denne tid mellem julen og fasten, hvor vi som efter en rigtig stærk og god fest spørger, hvad det egentlig var der skete, da Jesus blev født.

4 Nu vender fortællingen fra liv til død. Jesus beder ansigt til ansigt med sin forestående død om at blive frelst Fader, frels mig fra denne time, men den kommende død skal tjene samme formål som tegnene. Guds navn skal herliggøres. Gud skal herliggøres ved både livstegn og korstegn: Derfor lyder svaret Jeg har herliggjort [mit navn], og jeg vil atter herliggøre [mit navn]. Altså i og med Jesu død. Tegnene og døden betegner det samme. Herliggørelse. Den seneste oversættelse af Det Nye Testamente har taget konsekvensen af, at ordet er gledet ud af det danske sprog og dialogen lyder, - næsten for jordnær: Jesus beder Far, vis nu du er Gud. Og i det samme lød en stemme fra himlen: Det har jeg vist og jeg vil vise det igen. Jesu død viser altså ligesom tegnene, hvordan Gud er Gud. Døden er den sidste helligtrekongersøndags epifani. Se, vores tanker kunne nok gå med til, at disse undere, som var på livets side, viste Gud. Vin, vand, brød, helse. Min sjæl, hvad vil du mer Men døden? Viser den også Gud? Man har været uenige om stort set alt i kristenhedens historie, men man har aldrig været uenige om, at Jesu død viste os Gud. 4

Gud skal herliggøres ved både livstegn og korstegn: Derfor lyder svaret Jeg har herliggjort [mit navn], og jeg vil atter herliggøre [mit navn]. Altså i og med Jesu død.

5 Men herefter brydes meningerne om, hvad det så indebærer. Det afspejler allerede Det Nye Testamente. Paulus fortæller, hvordan korsdøden, som for den ene er ren og skær tåbelighed, for den anden er udtryk for Guds kraft, - hvordan korset er en forargelse for jøder, en dårskab for hedninger, men for ham selv Guds kraft og Guds visdom. Paulus ved ikke meget andet om Jesus, end at han som Guds søn er død på korset (og opstanden og set af apostlene, han selv inklusive), og at den troende har del i denne korsfæstelses betydning, som er ensbetydende med forsoningen mellem Gud og mennesker. Paulus gengiver de yderpunkter, han har mødt. For den ene en tåbelighed, for den anden Guds kraft. Vi ved derudover, hvad Paulus ikke kunne vide, at der også er langt mellem hans forståelse og evangeliernes, og at der er markante forskelle mellem evangelierne indbyrdes. I Markusevangeliet er Jesus splittet mellem det, han vil, og det han skal. Han skal opfylde Guds vilje og lide korsdøden, men han vil helst slippe. Jesus bliver ved Judas mellemkomst korsfæstet som en løsesum for mange i overensstemmelse med Guds vilje. Og Jesus udånder med skriget Min Gud, hvorfor har du forladt mig? 5

6 I Johannesevangeliet er korsfæstelsen ikke et nederlag men en sejr. Eller med ordene fra dagens tekst, som vender sig mod Jesu bøn om at blive frelst fra denne time, korsdøden, skal døden herliggøre Gud. Døden skal vise Gud som den sejrende. Og Jesus dør derfor også med det triumferende råb om, at Det er fuldbragt. Nu er alt, som det skal være. Vi siger, at Gud kan vi ikke vide noget om. Men det kan vi godt. Vi ved at Gud herliggjorde sit navn eller at Gud viste sig i de tegn og undere, Jesus gjorde, og i den død, Jesus døde. Paulus vidste det, og han tænkte, at Jesus er en visdom fra Gud. En visdom, fornuften ikke har adgang til. Selv vidste han sig ved Jesu død fri af sine forventninger til sig selv om at leve et fuldkomment liv for at leve Gud til behag. Paulus kunne nøjes med at være Paulus. Markus vidste det og tænkte, at Jesu død løste ham fra tanker, han ellers ikke kunne slippe. Jesus betalte ham med sin død fri fra alle andre ofre. Markus kunne så meget ofre sit liv opmærksomhed Og Johannes vidste det og tænkte, at der altså er en anden og mere subtil måde at sejre på end den voldelige. 6

Og Jesus dør derfor også med det triumferende råb om, at Det er fuldbragt. Nu er alt, som det skal være. Vi siger, at Gud kan vi ikke vide noget om. Men det kan vi godt.

7 Der er simpelthen indsigt i det, vi tror. Paulus, Markus, Johannes og vi. Vi tror, vi ved, hvad vi kan tænke os til. Men vi ved meget mere. Vi ved det, vi tror. Og vores liv tager retning efter det. Nu tager vi afsked med epifanitiden ved at tage Jesu død til os som Guds åbenbaring. I Jesu død kommer Gud til syne. Vi tænker, at vi har set Gud i andre tildragelser, men vi tænker også, at når der ikke er flere af dem, livets tildragelser, så har vi stadig noget til gode. 7

Nu tager vi afsked med epifanitiden ved at tage Jesu død til os som Guds åbenbaring. I Jesu død kommer Gud til syne.

Relaterede dokumenter

Bruger Side 1 03-04-2015 Prædiken til Langfredag 2015.docx. Prædiken til Langfredag 2015. Tekst: Markus 27, 31-56.

Bruger Side 1 03-04-2015 Prædiken til Langfredag 2015. Tekst: Markus 27, 31-56. Opstandelsen lyser på langfredag, det var den korsfæstede som opstod. I lyset fra påskemorgen får langfredag sin betydning.