Kan man vælge? Fortællinger fra forstaden. Kære læser

1

Kan man vælge? Fortællinger fra forstaden Kære læser Hvad vil jeg med mit liv? Hvor hører jeg til? Hvem er jeg egentlig? Som ung står man over for mange valg, og i et samfund med frit valg for alle bliver det ikke nødvendigvis nemmere at vælge. Men har vi frit valg? Hvor nogle valg træffes bevidst, kan andre valg synes at træffe sig selv, og i forfatterværkstedet på Virum Gymnasium har vi i år arbejdet med valg og deres betydning for vores liv. Det er blevet til novellesamlingen Kan man vælge? om unge der har truffet eller står over for at træffe skelsættende valg. Fortællingerne stiller skarpt på venskab, seksualitet, kærlighed og familieforhold og tegner deres eget et billede af livet i forstaden. God læselyst! Dorte Holm 2

Rådyret Af Estrid Jurlander Solen lå på lur som et naturligt tidspres i den disede efterårseftermiddag. Den bevægede sig tættere og tættere mod vest og fortalte hende, at dag snart blev til nat og nat snart til ny dag. Trine ventede på hende. Hun vidste det godt og forestillede sig hvordan Trine havde drukket en øl, spist en sandwich og håbet på, at hun ville dukke op. Ronja lukkede øjnene. På lørdag? Jeg lover det, for fanden, jeg elsker dig jo, det ved du. Ronja aer let Trine på armen, mens hun overvejer det, hun selv lige har sagt. Ronja? Trine peger på sine læber og gør tegn til, at Ronja skal give hende et kys. Så ses vi Trine smiler for sig selv, mens hun siger det. Hendes smilehuller er det smukkeste ved hende, og Ronja kan betragte dem i timer. Det lille hul som borer sig ind i hendes kind, cirka en centimeter fra hjørnet af hendes læber. Perfekt. Ronja havde ikke besluttet sig endnu. Hun havde vandret fortvivlet rundt i villaen, i Holte, dagen lang og var ikke kommet et eneste skridt nærmere et svar. Hvem var hun egentlig? Det spørgsmål havde hun stillet sin mor mange gange. Egentlig var det jo ikke hendes rigtige mor, men hun havde givet hende tag over hovedet, mad og drikke og en seng at sove i, og hun havde set hende som sin mor fra hun var helt 3

lille. Hun overvejede ofte, hvordan hendes liv ville have været, hvis hun stadig havde boet i Mozambique. Selvfølgelig var Ronja taknemmelig for, at de ville have hende, hvordan kunne hun næsten være andet. Inge og Poul, mor og far, de havde altid været der for hende. De gjorde og sagde, hvad de mente var det rigtige for at passe på hende. Det gav af og til konflikter, for det var, som om at de ikke rigtig forstod hende. Derfor havde hun stadig ikke turde fortælle dem om sin seksualitet. De troede stadig, at hun kun var til drenge. Sådan nogle søde gymnasiedrenge, som lavede deres lektier og arbejdede nede i Virumhallen. Hendes billede af drengene fra Virumhallen var nu en del anderledes end hendes forældres. Hun havde engang været til en af deres fester, hvor hun havde cyklet slingrende hjem med alt for meget sprit i blodet. Klokken havde været halvseks om morgenen og solen havde netop været på vej op. Aldrig havde hun været så sent oppe, festet så længe eller drukket så meget. Det var en flugt fra livet, en reaktion på samtalen om hendes adoption. Hun fortalte folk, at hun for længst havde affundet sig med det at være adoptivbarn. Efter års erfaring vidste hun, at det brede smil, de blottede tænder og de dybe mørkebrune dådyrøjne bekræftede folk i at udsagnet var sandt. Det var hun ret tilfreds med. Hendes sorte krøllede hår gik hende til skuldrene. De bordeaux Converse havde tyndslidte såler og de lyseblå jeans, huller på knæene. Ankelkæden strammede mere end nogensinde, og mindede hende konstant om den pinsel, det var ikke at kende sig selv. Men hun beklagede sig aldrig til nogen, sagde aldrig et ord om sine tanker. Hun forblev stille og fattet i mor og fars leg om at være en familie. Valgte til og fra efter deres behov. Hun vidste det 4

var vigtigt for dem, selvom det til tider havde konsekvenser for hende. Ronja havde altid holdt hovedet koldt i pressede situationer. Men nu var det, som om presset var et helt andet og hun kunne slet ikke finde ud af, hvad hun ville. Hun kunne jo godt lide Trine. Hun elskede hende faktisk. Men hun var bange for, hvilke konsekvenser det ville have at troppe op hos Trine med pakkede tasker og dermed sige et endeligt farvel til sit nuværende liv. Ronja står midt på dansegulvet. Rummet er helt sort, kun oplyst af enkelte skær fra diskotekets farvede lys. Hun har en Tuborg i hånden, og i takt med at mængden af øl forsvinder fra flasken, leger hun mere og mere intenst med tanken om rent faktisk at tage kontakt til nogen. Danse med dem. Hun rækker ud med hånden, for at komme med i cirklen af piger, der smilende står og danser ved siden af hende. I samme sekund mærker hun to hænder på sine skuldrer, Ronja vender sig om. Foran hende står en pige i starten af 20 erne, med lyst kort hår og klare blå øjne. Hun har sorte slidte jeans og en løs cremefarvet sommertop på. Fra midten af den ene kind, og tværs over næsen breder der sig en stribe af fregner, som sammen med smilehullerne og de små pjuskede øjenbryn, giver hende et helt specielt look. Ronja har aldrig set noget lignende. Hej jeg hedder Trine. Du ligner en, der kunne trænge til en ny øl må jeg gi? Så skal det også være en Tuborg siger Ronja og kigger på Trine. Ronja er målløs, men følger efter Trine, som griber fat i Ronjas hånd og hiver hende med op til baren. Det kilder lidt i maven, sådan at gå op i baren med en total fremmed. Hun smiler for sig selv. 5

Huset var ganske stille, og som mørket faldt på, blev hun mere og mere klar over tiden for et valg var inde. I køkkenet tændte hun for vandhanen og tog et glas ud at skabet, mens hun drak af glasset fik hun lyst til at drukne sig selv og for hver tår hun tog, drak hun mere og mere intenst, indtil hun ikke kunne mere og spyttede så resten af vandet ud i vasken. Hun kiggede i vinduet over vasken og så sit eget spejlbillede. Nervøsitetens gule farve havde lagt sig i et tyndt lag og dækkede nu hele hendes ansigt som en slags maske. Hun satte sig på gulvet og trak benene ind under sig. Sådan sad hun og vuggede frem og tilbage et stykke tid, med tårer i øjenkrogene og følte medlidenhed med sig selv. Hun tænkte på dengang, hendes far havde tvunget hende til at gå på jagt. Det var jo ikke fordi, at han ville såre hende. Han ville bare have, at hun skulle passe ind, at hun skulle være en del af noget. Men jagten var langt fra svaret for hende. Hans mission og drøm om at hjælpe hende var som så mange andre gange mislykkedes, og endnu en sten havde lagt sig ved såvel hans, som Ronjas hjerte. De havde ikke talt om jagt siden. Gennem glasdøren til den franske altan skimtede hun et rådyr, der listede rundt i udkanten af baghaven. Det var stille og fattet, som det rendte rundt derude og spiste af de sidste blade på buskene. Det undrede hende, at det gik rundt der midt i et villakvarter, midt i Holte? Pludselig fik det øje på hende. Rådyret standsede brat op, frøs til is og stirrede på hende i lang tid. Med hovene boret ned i det frosne græs og tunge åndedrag, som knapt kunne ses, syntes det næsten at ligne en statue. Hun ville ikke skræmme det, det lå ikke til hende som person. Hun gengældte dyrets gestik og var musestille. En eneste bevægelse fra hendes side af, og dyret ville være forsvundet på sekunder. 6

Ronja og rådyret flød sammen som ét. De var en spejling af hinanden. Det eneste de ventede på, var, at en af dem lavede en forkert bevægelse, og så var den anden forsvundet. Skrøbelighed i sin smukkeste form. Hun følte sig draget af dyret. Dets fine brune farve og kulsorte øjne, som stirrede direkte ind i hendes. Med ørene trukket let tilbage og strakt hals. Dyret så så fredfyldt ud, at det næsten var irriterende. Hvordan kunne det bare stå der, når hun sad her med alverdens tanker i sit alt for lille hoved? Jo længere tid der gik, og jo mere intenst hun stirrede på dyret, jo mere vred blev hun på det. Sådan et dyr skulle da ikke bare stå der uden den mindste bekymring ubevæbnet. Alt kunne jo ske. Ja, alt kunne jo ske i sådan en verden, de levede i! Mens en kraftig hovedpine pressede på, følte hun sig fortvivlet. Hvad nu hvis og hvordan mon? Spørgsmålene i hendes hoved var utallige, de overtog hendes krop, og det føltes, som om hun knap kunne være i den. Hun var træt af ting, der så nemme ud, folk der havde det let, dyr der ikke fornemmede farer. Trines ultimatum. Kys mig, siger hun lidenskabeligt og kigger op på Trine. Ronja, du bliver jo nød til at fortælle dem det. Sig at du elsker mig. Ronja! Sig det sig det så jeg kan se ordene passere dine læber. Ronja betragter læberne på en hvis afstand mens hun smiler. Hør nu Ronja du skal fortælle dem det ellers ellers så går jeg. Det løber Ronja koldt ned af ryggen og smilet i hendes ansigt forsvinder. Hun ved, at Trine mener det denne gang. 7

Hovedpinen havde taget over nu. Ronja placerede begge hænder på glasset og pressede næsen ind mod ruden. Hun mærkede kulden udefra og hørte en sagte kalden fra det dystre mørke. Hun rejste sig forsigtigt op og drejede en gang rundt om sig selv. Dyret havde endnu ikke opfattet det. Så snart hun var ude af dyrets synsvinkel, bevægede hun sig med hastige skridt direkte mod kælderen og sin fars jagtværelse. Det var det eneste sted i huset, hun aldrig var, hun hadede det som pesten, det var alt hvad hun ikke var. Mørkt og, med jagttrofæer på væggene, store mahognimøbler og skabe med glashylder og låger, hvori der stod rigeligt med vin og spiritus. Hun havde aldrig forstået ideen med jagtværelset. Men midt i fortvivlelsen virkede det pludselig interessant og tillokkende. Mørket var næsten faldet helt på nu. Geværet lå, hvor det plejede. Det lange mørkegrå løb glimtede i måneskinnet, da hun trak skuffen ud. Skæftet var af egetræ og havde patina, der fortalte hende, hvor hun skulle placere sine hænder. Hun tog det op, pressede enden af skæftet mod skulderen og mærkede vægten af geværet. Forestillede sig, hvordan det ville være at skyde. Så slap hun geværet og lagde det forsigtigt på skrivebordet. Strøg fingeren over et lille avisudklip med et kort over Mozambique, som var klistret fast i nederste højre hjørne af bordet. Find hende! Ronja, vi har gjort alt hvad vi kan. Vi har kontaktet hospitalet hvor du blev født, snakket med børnehjemmet Hun bor ikke i byen længere, og de ved ikke, hvor hun befinder sig nu Ronja kigger vredt på sin mor med øjnene fulde af tårer. I rummet ved siden af sidder resten af hendes familie og fejrer fødselsdag. 8

I lovede, at jeg på min 18 års fødselsdag ville få muligheden for at møde min rigtige mor! Av Ronja ved, at den kommentar var ond, barnlig endda. Inge sætter sig ned, hun er målløs, og Ronja kan se tårerne presse sig på. Men det er for sent at tage kommentaren tilbage, for de ved jo begge, at Ronja mener det. Undskyld, siger Inge og går ind til de andre. Ronja kiggede ud af vinduet. Rådyret stod der stadig, men var nu begyndt at spise af nogle buske igen. Hun trak i overtøjet. En lang sort oversize uldfrakke med små sølvknapper hele vejen ned. Den lugtede stadig af genbrugsbutikken, som hun havde købt den fra, selvom den havde været vasket utallige gange. Fra bordet greb hun geværet, ladte det, så det sagde klik og åbnede herefter terrassedøren. Aftenen lå stille hen. Kulden var taget til på det seneste og den føltes mere intens og ubehagelig end nogensinde. Måske fordi hun stadig følte, det burde være sommer. Hun drømte sig tilbage til de lune juni morgener, hvor Trine og hende havde ligget i ske i sengen i Trines lejlighed. Hvor de var blevet vækket af de lyse morgenstråler fra solen, som tittede ind gennem vinduet og gjorde hende lun i kinderne. Dengang havde de drukket kaffe og spist morgenmad i sengen, og hun havde for første gang i lang tid, følt sig tilpas. Lykkelig over at livet kunne være sådan let og ligetil. Ronja bevægede sig uroligt, mod den bagerste del af haven, men holdt en passende afstand til rådyret. Mørkets kalden forblev i hendes øre. Hun klemte sig ind imellem to buske, så hun stod i dækning, ude af dyrets syne. Ronja tøvede, kiggede ned af sig selv, 9

hænderne rystede. Hendes sanser og følelser fortalte hende vidt forskellige ting og hun kunne ikke holde det ud mere! Kroppen var spændt. Hun hævede geværet og lod endnu engang skæftet hvile på skulderen. Kiggede gennem sigtekornet. Den tidligere kalden var nu blevet til en ringen, hovedpinen var blevet til migræne, og hun måtte anstrenge sig for at holde koncentrationen. Hun pressede let på aftrækkeren med sin pegefinger. Bang! Dyret hvinede og faldt om på et splitsekund, mens braget fra skuddet kimede for hendes ører. Hun slap geværet, lukkede øjnene og talte til ti. Tårerne piblede ud af øjenkrogene på de sammenknebne øjne, og hun holdt om sig selv rystede og var i chok over, hvad hun lige havde gjort. Hun havde aldrig følt sig mere alene eller mere forladt. Ensomheden ved at træffe store beslutninger havde taget over. Og som hun stod der stivfrossen, forfærdet over sin egen handling og holdt om sig selv, savnede hun fælleskabet mere end noget andet. Savnede at have en person at dele tingene med, savnede en mor der kunne svare på hendes spørgsmål om alt og intet. Hun satte sig på hug, samlede geværet op og gik hen for at finde et par arbejdshandsker og en spade i skuret. Da hun kom tilbage, gik hun helt hen til rådyret, nærstuderede det, mærkede efter dets puls. Hun trak det ud i siden af haven. Det var markant tungere, end hun havde regnet med, og hun skulle bruge mange kræfter for at få det med sig. I mellem to buske gravede hun i skjul et hul, skubbede dyret ned i og dækkede det til. Hun havde ingen tidsfornemmelse. Kroppen var gennemkold og hænderne blå af at holde på spaden. Hun holdt op med at spænde i kroppen og følte sig nu næsten euforisk. Følte en 10

blanding af forvirring, stress og umiddelbart meget langt fra virkeligheden. Hun satte sig ned med strakte ben, mærkede det fugtige græs kilde mellem hendes fingre, forestillede sig Trines korte bløde hår, det runde ansigt og de klare blå øjne. Ronja lukkede øjnene, og et smil spredte sig på hendes læber. Hun begyndte at grine, mens tårerne stadig trillede ned af kinderne. Er det, det du vil have!? Se nu, hvad jeg har gjort! Se hvad jeg har gjort fordi Fordi jeg elsker Trine, og fordi ingen fatter mig Grinet var nu blevet til en slags psykotisk latter. Ronja lod for alvor kulden indtage hendes legeme. Hun lagde sig ned på maven og borede ansigtet helt ned i græsset. Er jeg sindssyg? Hun hviskede det og kunne smage jorden, da hun let stak tungen ud mellem tænderne. Jorden under hende var hel unik. Hvert græsstrå havde groet på hver sin måde, afhængig af, hvor meget vand, hvor meget blæst og hvor meget sol, det havde fået. På trods af hendes, så vidt som andres og naturens beslutninger, havde græsset groet hver for sig til hver sin lille plante, selvom de var et. Græsset var en del af en græsplæne, men samtidig var hvert græsstrå et individ. Fantastisk univers vi lever i, mumlede hun og tørrede tårerne væk. Hun lå der et stykke tid Så rejste hun sig op, tog faderens gevær i hånden og gik ind igen. 11

Ølby Station Kristine Plechinger Tychsen Normalt går jeg altid med sort slips, men jeg valgte mit blå slips den morgen. Når jeg tænker over det, var det ufatteligt heldigt, jeg valgte det blå slips netop den morgen. Et specielt slips til en speciel dag. Og man troede bare, det var torsdag hva? Jeg kom ud af døren i det helt rigtige øjeblik til at finde ud af, at toget igen (igen) var forsinket. Det regnede. Selvfølgelig regnede det. Selvfølgelig skinnede solen to minutter før, jeg tog af sted, og regnede i det øjeblik, jeg trådte mit dovne, uduelige ben ud af døren. Min kone var allerede smuttet, da jeg vågnede. Det var sådan et spil, vi kørte at undgå hinandens tilstedeværelse mest muligt. Så kom jeg hjem klokken ni, halv ti og enten var hun gået i seng eller i byen med sine veninder (for selvfølgelig var hun ikke træt, når Jose gav vin). Vi havde kørt spillet i lidt tid. Vi var ikke forelsket. Gift på femtende år, så selvfølgelig falder lidt fra, men det er godt nok lang tid at leve under det samme tag med en kvinde, hvis tilstedeværelse går én på. Det kræver, at man har andet at stå op til, ikke? ER det nok at have de CSI-afsnit, de sender torsdag aften klokken 22.30 at glæde sig til? Min skjorte var ikke strøget, hvilket gik mig ufatteligt på. Jeg havde allerede planlagt, hvad jeg skulle svare, når Søren fra kontoret henkastet, men bevidst ude på at irritere mig, spurgte om jeg er kommet for sent ud af sengen eller hvad? Det konen hun havde sgu travlt med det store middagsmåltid i går. Det var min planlagte respons. Den sørgelige sandhed var, at konen slet ikke havde været hjemme til at stryge mine 12

skjorter eller til at lave det store middagsmåltid. Men at jeg sad foran tv et og så en CSI-genudsendelse, mens jeg spiste en af de der kinabokse, man propper i mikroovnen i seks minutter, og som så alligevel ikke er færdig. Glimrende aften. Jeg stillede mig under halvtaget på stationen. Regnen væltede stadig ned, som om hver enkelt dråbe havde en kamp mod den anden. Jeg var småsvimmel, himlen var grå, og alt stod i sort og hvidt. Sort og hvidt og toget var sort, da det kom forsinket. 50 Shades of Grey and Black and White, men den voldsomme erotiske kærlighedshistorie manglede dog i mit liv. Det var her, jeg så ham. Der var noget velkendt ved ham, men jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var. Han var iklædt en mørkeblå løs skjorte. Det var ikke måden han bar denne skjorte på, der gjorde, at jeg stirrede nysgerrigt på ham. Det var ikke det. Han fangede mit blik, og så smilede han. Et stort bredt smil, som jeg ikke havde fået i meget lang tid. Manden løftede pludselig hånden, og så vinkede han. Og jeg stod akavet med min hånd halvvejs oppe i luften i et forsøg på at tvinge mig selv til at vinke med den. Det var sådan noget, jeg gjorde, da jeg var ung. Jeg kunne gå direkte ind på en bar, falde i snak med en tyveårig fitnessinstruktør og beslutte mig for at tage til privatkoncert på Østerbro med ham og hans pals. Men det var ikke det hele. Da toget kom, og jeg tog mig sammen og fjernede blikket fra manden, satte jeg mig ind i en halvtom togkupe på min usual plads tredje række højre side, yderst, så ingen kunne sætte sig ved siden af mig og prøve at starte en smalltalk om et super interessant emne som fx vejret. Sidder der nogen her? Hvor mange pladser er der lige i en togkupe? Og hvor mange tomme er der, hvis der sidder præcis fire. Og de andre tre sidder også 13

alene, og de sidder på den inderste plads. Hvad ville han? Kunne han ikke bare gå! Åh nej, selvfølgelig ikke, jeg rykker lige. Manden stirrede på mig. Skal du langt? spurgte jeg for at afbryde hans blik. Ølby Station, sagde han. Mit hjerte sank. Men det var jo bare et tilfælde. Selvfølgelig var det det. Hvad med dig? Hvor skal du af henne? Du bor i Virum ikke. Han stoppede ikke med at stirre. Øh, jeg skal bare af i Køge. Jeg skal til et møde Jeg gloede ud af vinduet. Interessant noget du glæder dig til? Mandens stemme var lys og interesseret. Nåh, nej ikke rigtig hvem glæder sig til arbejdet? Jeg grinte. Men manden lo ikke: Mig svarede han bare. Flabet alligevel. Jeg tror hele tiden, jeg har vidst, hvad jeg ville lige siden jeg var sådan en lille fella det er ret sjovt egentlig Han begyndte at fortælle: Jeg kan tydeligt huske den dag. Det var dengang, jeg var sytten år og et fjols og ikke kunne kende forskel på min dansklærer og hende, der stod bag disken i kantinen, fordi jeg ikke gav en fuck. Der var bare mig og mine venner og min mor og min far og min kæreste. Og mine venner gik mig lidt på, for de vidste alle, hvad de ville, og hvad de ville med det, de ville. Og jeg vidste ingenting. Og min mor brokkede sig over, at jeg ikke ville finde ud af, hvad jeg ville, og hvad jeg ville med, hvad jeg ville. Og min far vidste præcis, hvad jeg åbenbart ville, for selvfølgelig skulle jeg blive advokat lige som ham. Og så var der min kæreste, som jeg kyssede hver fredag, og hun fik min yndlingssengeplads, selvom jeg hellere ville sove der selv, for hun skulle bare snakke hele tiden. 14

And then it happened. Det var en af de her tåbelige reklamer, hvor de zoomer helt ind på et lille mørkt barn, der er lige ved at fælde en tåre. Men han græd ikke, han grinte bare helt vildt. Og så stoppede han, og en stemme spurgte ham, hvorfor? I reklamen stoppede baggrundsmusikken, og drengen løftede skuldrene og sagde Det ved jeg ikke på gebrokkent dansk. Jeg tror, det var den dag, det pludseligt stod soleklart for mig, hvad jeg ville Jeg afbrød ham: Undskyld, det er slet ikke for at være en arrogant og kølig person på din friske glade morgen, men jeg har virkelig lige noget arbejde, jeg skal have fikset. Hans fortælling vækkede en absurd følelse i mig, jeg ikke kunne ignorere. Det er helt i orden, det er ikke, fordi jeg vil stå i vejen for dig Jeg kiggede på manden, der så skuffet ud. Jeg tog en dyb indånding og kiggede væk igen. Det er bare fortsatte han alligevel, og jeg så arrigt over på ham. Jeg synes bare, når du faktisk ikke kan lide dit arbejde, hvorfor så bruge så mange kræfter på at tænke på det. Jeg mærkede en stille aggressivitet samle sig inden i mig: Prøv at hør jeg ved ikke, hvem du er, og hvorfor du føler, det er dit job at fortælle om dit organisationsarbejde i Kenya, men jeg stoppede forskrækket op, akkurat som manden spørgende løftede det ene øjenbryn. Netop jeg gjorde alt, hvad der stod i min magt det næste år for at finde et eller andet sted eller en form for person, der kunne få mig tættere på mine pludselige drømme og mål. Og det føltes bare, som om jeg løb i flere timer uden at komme én meter frem. Det var så lige dér, jeg mødte Vilhelm Vilhelm. Der er mange, der hedder Vilhelm. Tag det roligt. Slap af, tænkte jeg. Og mens jeg intenst forsøgte ikke at lytte efter, snakkede manden igen med en ordstrøm: Vi var til sådan en latterlig fest inde i byen. Jeg 15

havde ikke sovet den forrige nat, hvilket let kunne have været fordi, min fuldstændigt modståelige kæreste skulle snakke hvert sekund ud af alle de 28.321 sekunder, vi lå og prøvede at falde i søvn, men det var ikke derfor. Jeg havde ikke kunnet sove, fordi jeg praktisk talt lå i alle 28.321 sekunder og havde ondt af mig selv, og hvad jeg ikke var, og hvad jeg ikke havde formået. Gode tider. Men det var fredag, og selvfølgelig skulle vi ud - med ølflasken i den ene hånd og kæresten på slæb som en lille irriterende hundehvalp, der skulle bruge præcist 342 sekunder på at snakke om, hvordan hun var blevet for fed til sin silkekjole. Du kan sagtens bære den, sagde jeg, hvilket gjorde hende jordbærrød i hovedet, som hun pænt (halvskrigende) fortalte mig, at det da var tydeligt at se, at hun ikke havde taget sin silkekjole på, og han havde da aldrig set hende i den. Men jeg var i hvert fald i ravende dårligt humør, og jeg kendte næsten ingen, for det var min vens venindes vens ven, der holdt festen. Der var en masse skæve tyveårige typer, der sad og døde af grin over, at værten havde en palmeskjorte på, og jeg følte, at jeg glædede mig mere til at skulle spise noget mad, når jeg kom hjem, end jeg gjorde til at drikke af min lunkne øl. Men der var fri bar, og det skulle ikke spildes, så jeg stillede mig op til baren overvejende, om jeg skulle vælge den ene drink eller den anden. Og der stod han, ham her Vilhelm. Han var som taget direkte ud af en rejsebrochure for et eller andet eksotisk resort i Thailand. Han var iført sådan en mærkelig blomstret skjorte, der strammede alle de forkerte steder på hans krop. Han havde krøllet langt hår, som han havde sat op i en stram hestehale med en skrigfarvet pink hårelastik. Han var forfærdeligt grim. Han stod lænet op ad baren med en blå drink, der glitrede. Hold da op, det ser ud til, at du ikke har fået en refill i over tre en halv time, og DETTE er en fejl kan jeg huske, han sagde. Undskyld, det er en meget dejlig historie, som jeg ikke helt ved, hvor du vil hen med, og hvis ikke det var fordi, jeg er et utroligt ligeglad menneske, 16

ville jeg meget gerne høre den, sagde jeg, mens jeg undgik hans intense blik. Det var her, han begyndte at grine og sagde: Jamen, det er da ikke nogen valgmulighed. Hvis du ærligt tror, du har noget valg, så har du brug for hjælp. Jeg sad rystet og gloede på manden, der bare smilte. Og han fortsatte: Nå, men selvom Vilhelm ikke var rejseguide på et resort et eksotisk sted i Thailand, havde han været absolut alle steder, et menneske kan have været. Vilhelm var 24, og indtil videre havde han haft 3 koner, 21 kærester og var far til to børn i henholdsvis Sri Lanka og New Jersey. Han boede midlertidigt hos sine forældre, fordi han simpelthen investerede ALLE sine penge til den organisation, han sammen med en nær kammerat havde stiftet. Jeg kan huske, at jeg den aften i selskab med 13 pludseligt tomme flasker øl, gik helt galt af tiden, og hvad der føltes som to minutter efter, blev jeg rusket i af min kæreste, der pænt (råbende) fortalte mig, at klokken var fem, og at jeg (desværre) måtte forlade min lille ven. Men jeg havde ikke lyst til at forlade min STORE ven, for jeg havde det sjovt for første gang i meget lang tid. Og Vilhelm havde tyve minutter inde i samtalen fortalt mig, at der var en plads åben særligt til mig. Og det var den ottende. Og det var klokken tre. Og det foregik stille og roligt et møde med ham og Charlie, hvor de skulle forsikre sig om, at jeg ikke var en psykopat, men hvis jeg var, så gik det nok. Det, jeg gjorde, var, at jeg vendte mig om mod min kæreste og pænt (hånende) fortalte hende, at jeg lige blev et par timer, for der fandtes store mennesker og små mennesker, og hun var et lille menneske, som gerne ville fylde meget. Undskyld, det var ikke det, der skete, snerrede jeg pludseligt, mens jeg proppede mine ting klodset ned i tasken og rejste mig op. Du er virkelig langt ude, sagde han. 17

Må jeg godt komme forbi? råbte jeg, og man kunne mærke, hvordan de andre få mennesker i kupeen nysgerrigt vendte sig om. Du er ikke kommet frem endnu. Der er stadig tre stop til Ølby Station. Han sad helt roligt, tilbagelænet, da jeg fortalte ham, at jeg IKKE skulle af på Ølby Station. Selvfølgelig skal du det - det er jo der, Thea er. Da han sagde hendes navn, var det, som om jeg blev presset ned i mit sæde igen med 100 km i timen. Og det var, som om han godt kunne mærke det. Kunne mærke, at bare hendes navn gav mig lyst til at få hele historien, bare for at få lov til at genkalde mig mindet. Han fortsatte sin fortælling, som om intet var hændt: Jeg var dukket op til mødet. Jeg var pissenervøs, som om alt det, der skulle ske, lå lige foran mig, men jeg skulle bare besejre dragen. Jeg stod i lobbyen, og jeg blev ved med at kigge på mit skide ur, der ifølge min far var præcis sådan et ur, som en fremtidig Big Canon som mig skulle have dinglende omkring håndleddet. Jeg gik op til receptionen, hvor der mærkeligt nok ikke stod nogen, og det startede sådan en worst-case-scenario-tankegang hos mig, da en mørkhåret skønhed stak hovedet forvirret op. Hun lignede en supermodel, der ikke ville være det, med et stort fjoget smil, der fyldte halvdelen af hendes smalle hoved. Hun lagde klodset hænderne på bordet. Hej og velkommen Hun lænede sig frem over disken med hånden rakt frem. Klodset rakte jeg min frem og ruskede hendes. EJJ, ET GRIMT UR, udbrød pigen. Jeg trak ivrigt hånden til mig. Måbende. Du er da godt nok ikke jordens mest professionelle receptionist, svarede jeg igen, hvilket fik pigen til at blive ligbleg. Åh, undskyld det, det er jeg ked af, sir. Jeg begyndte at grine: Du har ret. Hendes mørke hår hang ned foran øjnene på hende: Hvad har jeg ret i? 18

Jeg pillede nervøst ved mit hår: Uret er rædselsfuldt. Og så smilede hun, og jeg havde det, som om jeg aldrig havde været så glad i hele mit liv. Og så ringede min fars gamle Nokia mobil fra min lomme. Det var kæresten, ikke? spurgte jeg, nu så opslugt, at jeg ikke opdagede, at toget bevægede sig. Selvfølgelig var det kæresten. Selvfølgelig var det min håbløse kæreste, der ringede for at fortælle mig, at hendes veninde Josefine var besvimet, og at hun var bange og HVOR var jeg. Og jeg er STOR, at du ved det, indskød hun. Og så var hun desuden også gravid, og jeg skulle være far, og HVOR var jeg? Og hvorfor var jeg der aldrig? Jeg kan huske, at mine øjne ikke kunne kende forskel på loft og gulv og hende der Thea. Du bliver nødt til at komme nu!, skreg min kæreste i telefonen, og jeg tænkte på det barn, som ville blive endnu et u-uimodståelig menneske, der skulle styre hvert sekund af mit liv. Og jeg tænkte på, hvordan de to sammen med min far ville tvinge mig til at blive a Big Shot Canon, og så skulle vi bo i villahus og køre tartelet-tirsdag og oksekøds-onsdag. Og jeg var ved at brække mig. Og det var her, jeg kiggede op på Thea, der stod forvirret og smilede og så smuk ud, selvom hun ikke ville være det. Med et smil på størrelse med Afrika. Afrika. Og en følelse af at miste vejret, som Vilhelm gjorde, når han talte. Det var her, jeg pænt (ikke pænt) fortalte kæresten, at 1) hun var ikke gravid, for vi havde præcis ikke haft sex i 3 måneder (94 dage ja, jeg havde talt) og 2) jeg var desværre (ikke desværre) ikke forelsket i hende mere, men 3) selvfølgelig skulle hun sende al held til Josefine. Og så lagde jeg på ( ) Pludselig havde en ordstrøm, et direkte vandfald af ord, hobet sig op inden i mig. En strøm, der ikke kunne vente, en strøm, der måtte ud, ud, 19

ud: DET GJORDE JEG I HVERT FALD IKKE. Jeg tog hen til hende, selvfølgelig tog jeg hen til hende, fordi det er sådan noget, NORMALE mennesker gør. Normale mennesker gør de rigtige ting; de tager de kloge valg, fordi der er ikke nogen, der møder en receptionist, der hedder Thea og bliver drønhamrende forelsket. Og jeg prøvede jo med Thea. Jeg prøvede jo at skrive lidt til hende og alt det der, man gør, men den slags ting fører ikke til noget. Ved du, hvad der fører til noget? En varm og blød seng i et villahus med et tv, der sender CSI hver uge og et job, der er stabilt og gør, at man ikke er bange for at ende i en papkasse på gaden. Jeg var fuldstændig rød i hovedet, da jeg blev mødt af en kvinde, der stod og stirrede på mig: Undskyld, du ser meget optaget ud, men sidder der nogen her? Hun pegede på sædet, hvor manden sad. Jeg kneb øjnene sammen. Mundlam. Kvinden viste ikke det mindste tegn på usikkerhed. Du kan da se, at der sidder nogen her? råbte jeg, så alle i kupeen igen vendte sig mod mig. Den chokerede ældre kvinde bakkede et skridt tilbage, hvorefter hun snerrede: Mennesker nu til dags og satte sig et par rækker væk. Det mindede mig om noget, en ung kvinde kaldet Thea engang havde sagt til mig: Mennesker nu til dags. Hun smilede stadig, da jeg lagde mobilen ned i forlommen og trak min jakke på igen. Kæresten? spurgte hun. Jeg smilede, selvom ingen af faktorerne for at smile spillede. Desværre bliver jeg nødt til at smutte Thea, vil du ikke være sød at fortælle Vilhelm, at i et andet liv ville det være mig en ufattelig glæde at komme med ham på denne livsrejse, men at jeg desværre bliver nødt til at tage nogle andre valg. Mine arme hang slapt ned. Theas smil falmede. Og jeg blev ked af det, jeg blev uhyre ked af det. Jeg blev mere ked af det, end dengang jeg kom hjem med et 00 i samfundsfag, og min far sagde til mig, 20

at jeg var en skuffelse, han aldrig ville komme sig over. Jeg trak på skuldrene. Vendte mig om. Og med tunge skridt gik jeg hen mod den minimale glasdør. Hvis du nogensinde ændrer mening, så find mig. Ølby Station hr. Lige over for det gule hus på stationen. Og for fremtiden håber jeg, du smider det frygtelige ur ud ik? Det gav et stort sæt i mig, da jeg kiggede ud af vinduet, hvor mine øjne mødte det store skilt på stationen med ordene Ølby Station. Det tog mig præcis fire sekunder at forlade alle mine papirer og min taske der på togsædet for at kaste mig selv mod togdøren, der akkurat var ved at lukke i. Og så gjorde den. Hårdt i. Og jeg mærkede lettelsen, fordi jeg var på den rigtige side af døren. Det var første gang, jeg havde følt, at jeg var på den rigtige side af noget. Og det var en glimrende følelse. 21

Kastanjer Af Lise Balslev Mogensen Lyset fra vinduerne i mit værelse tvinger mine øjne åbne. Jeg misser med dem i ubehag og strækker min trætte krop. Bomuldssengetøjet stryger blødt hen over min mave, som ligger blottet af min nattrøje, der er krøbet op i løbet af natten, men jeg har ondt. Ondt indeni. Jeg drejer hovedet ved lyden af noget der rammer mit vindue, og mine øjne følger en kastanje i sin lysegrønne skal trille ned af det skrå vindue. Jeg kigger ud på den store kastanjetræ der kaster sin skygge over haven. Min hånd rækker ud efter min telefon på mit lyseblå natbord. Skærmen lyser op. Det er den 23. oktober. Under datoen øverst på skærmen blinker 5 ulæste beskeder og 3 missede opkald fra Marie, men jeg ignorer dem og kigger på datoen igen. Den får knuden i min mave til at vokse. Jeg er gået 2 uger over nu. Shit. Angsten for at blive magtesløs og miste kontrollen fylder min krop, og mit hjerte banker hurtigere. Jeg synker i et hjælpeløst forsøg på at presse knuden i maven ned og glemme det hele, men jeg ved godt, at noget er galt, jeg går aldrig over tid. Jeg svinger mine ben ud over sengekanten, og kulden fra de hvidlakerede egetræsplanker løber op gennem mine fødder. Jeg går hen til spejlet og ser på mit søvnige spejlbillede. Jeg vender siden til og løfter op i min nattrøje så mine kolde hænder rører min mave. Det gør ondt, men jeg ved ikke, om det skyldes kulden fra mine hænder eller knuden i min mave, der stadig strammes mere og mere. Mine hænder trykker på min mave først let, men nu hårdt. Jeg vil have, at det skal forsvinde, forsvinde ud af min krop. Jeg giver op og vifter hurtigt den første lille dråbe saltvand væk fra min kind, inden den når kanten af mit ansigt og lander ved mine fødder. Det var den første lørdag i september til en fødselsdagsfest, at jeg snakkede med Frederik for første gang. Han går i 3.g, årgangen over mig, og jeg anede ikke engang, han vidste jeg eksisterede. Det var en mild efterårsaften, og jeg var gået uden for på terrassen for at få noget luft og en pause fra musikken, da jeg mærkede en hånd på min ryg og hørte hans dybe stemme: Venter du på nogen? Jeg vendte mig og stirrede direkte ind i hans mørkebrune øjne. Han lignede én taget lige ud af en amerikansk film og var klædt i en hvid T-shirt, sorte jeans og en sort læderjakke. Hans hår 22

var pjusket og faldt lidt ned i panden, og han havde en lille skønhedsplet på hagen. Der gik et øjeblik, før jeg forstod, det var mig, han snakkede til, men vi var helt alene på terrassen. Øeh, nej nej, fik jeg fremstammet, mens mine fingre nervøst pillede ved den spinkle guldkæde om min hals. Du er bare den tænksomme enspændertype? Nå, i så fald skal jeg nok gå igen Nej, jeg er ej! Han grinede. Du hedder Mathilde, ik? Hans stemme var både blød og hæs på samme tid. Jo. Jeg hedder Frederik. Det ved jeg. Flot Mathilde, slet ikke desperat og Stalkeragtigt det der, tænkte jeg for mig selv. Han spurgte, om jeg ikke ville med ned til vandet. Jeg nikkede og prøvede at virke afslappet og cool, men indeni hoppede jeg af glæde, og jeg kunne ikke gemme et lille smil, der bredte sig på mine læber. Vi satte os på broen i enden af haven, langt væk fra festen og alle gæsterne. Frederik fandt en cigaret frem og placerede den dinglende i mundvigen, mens han fumlede efter en lighter i lommen. Han tændte den, og jeg kørte mine fugtige håndflader hen over mine sorte jeans. Mit blik fulgte gløden for enden, der pulserede i takt med hans åndedræt, og han spurgte, om jeg ville have et sug? Jeg sagde ja, for han skulle i hvert fald ikke tro, at jeg var sådan en kedelig lille 2.g er. Røgen fyldte mine lunger, og jeg hostede helt vildt. Han smilte skævt og lagde sin hånd på mit lår. Jeg så nervøst ned på hans hånd og mærkede den anden under min hage, der løftede mit hoved og mit blik. Hans læber og hans ansigt var lige foran mit, og før jeg vidste af det, rørte mine læber hans. Ugerne efter festen fløj af sted. Frederik og jeg så stadig hinanden, og vores kys til festen udviklede sig i takt med, at dagene blev kortere. Kys i parken blev til biografture, der blev til film på hans værelse i sofaen, som blev til lange nætter i hans seng. Men det, som ellers virkede som begyndelsen på en kærlighedsfilm, stoppede brat, for jeg var ikke den eneste forelskede pige, der kom med hjem efter festerne eller med i biografen på en regnfyldt søndag. Jeg blev vred og såret og følte mig dum. Jeg ville aldrig se ham igen! Under vreden og mit hjerte, der gjorde så ondt, lå frygten. Den sneg sig ind på mig og overtog flere og flere af mine tanker. Jeg var bange, for det var ikke kun min ekstatiske boble af glæde og tryghed, der sprang 23

sidste gang jeg så Frederik, og han efterlod mig nøgen og sårbar. Jeg synker, men knuden i min mave forsvinder ikke, og tager et sidste blik på de gråblå, våde øjne, der kigger på mig i spejlet, skubber spejlet til side og hiver et par sorte jeans og en grå trøje ud fra hylderne. Jeg går hen imod døren og kan høre gulvplankerne give sig under mine kolde fødder. Jeg kan se min mor, der sidder og læser i stuen ved vinduet ud mod haven med læsebrillerne skubbet helt ned på næsetippen. I mit hoved flyver mine tanker rundt. Skal jeg fortælle hende det, eller skal jeg tage en test selv? Jeg er jo ikke sikker. Skal jeg være helt sikker, før jeg siger noget? For hvad nu, hvis det ikke er noget, og så har jeg bare gjort hende urolig. Jeg ville ønske, at jeg var seks år igen og har mest lyst til at løbe hen i hendes arme og bare græde, mens hun stryger mig over håret og siger, at det hele nok skal gå. Uden jeg ved af det, opslugt af mine tanker, står jeg nu lige bag hende. Hun vender sig om og smiler til mig. Mor, jeg får jeg sagt, men jeg tvinger mig selv til at sluge mine ord, inden de vælter ud som ordbræk. Jeg synker, og hun kigger undrende på mig, og jeg kan se på hende, at hun ved, der er noget galt det gør hun altid. Hun spørger, hvad der er galt, og mine tanker eksploderer. Det føles, som om alle mine tusinde tanker bliver spredt ud til alle sider og efterlader ikke andet end et stort tomt, sort hul inde i mit hoved. Hvad skal jeg gøre? Min hals snører sig sammen, og mine ben bliver bløde som gummi. Øeh, jeg tror bare ikke, vi har mere mælk, så jeg ville bare lige smutte op til købmanden for at hente noget mere. Jeg trænger alligevel også til at få noget luft. Hun kigger på mig og løfter spørgende det ene bryn, men siger endelig, at der ligger penge på køkkenbordet, og jeg puster lettet ud. Jeg går hurtigt og målrettet mod døren og når lige at fange en hundredkroneseddel på køkkenbordet i farten. Jeg fumler med snørebåndet på mine hvide Converse og tager min jakke i hånden. Jeg skal bare ud nu! Den kølige oktober luft rammer mig i ansigtet som en kold, men tiltrængt lussing, og jeg løber ud af indkørslen til venstre og ned til den næste vej. Jeg stopper forpustet på kantstenen, bukker mig fremover og hviler mine hænder på knæene for at få vejret. Det føles, som om mit hjerte er fløjet op i mit hoved og dunker voldsomt, mens jeg snapper efter vejret. Jeg prøver desperat at berolige mig selv. Okay, nu trækker jeg lige vejret, og så går jeg stille og roligt hen til købmanden, køber en graviditetstest, går stille og roligt hjem igen, tager testen, og når jeg kan se resultatet, 24

må jeg tage den derfra. Jeg går på fortovet med hovedet bøjet og tæller stregerne mellem fliserne. Det gjorde jeg altid, da jeg var lille. 263 var der, før jeg træder ind mellem de automatiske døre i SuperBrugsen. Mit hoved er stadig bøjet og følger spidserne på mine hvide sko. Jeg går hurtigt gennem butikken hen til toiletsagerne, og der hænger de lige ved siden af en ensom pakke kondomer. Er det en eller anden syg joke? Det er, som om de bare har tænkt: lad os hænge graviditetstestene lige ved siden af kondomerne for at tvære det ud i hovedet på dem, at man skal huske kondom. Det eneste, der mangler, er da bare at bøje det i gul neon med store bogstaver. Jeg ved sgu da godt, at man skal huske kondom, det er jeg ligesom blevet mindet om ti tusinde gange af akavede biologilærere både i folkeskolen og i gymnasiet, og jeg huskede det også, men, hvad de burde bøje i neon, er: Husk, at de nogle gange springer, og hvis det sker, er du fucked! Der er seks tilbage. Jeg tager den forreste og står og kigger lidt på den lysegrønne indpakning og tænker på, om dem, der har købt de andre, har været i samme lortesituation som mig, eller om de var gået ned til SuperBrugsen, har været måske 10 år ældre end mig og med sommerfugle i maven håbet på, at det denne gang er lykkedes, og at der denne gang er to streger, ligesom man ser på film. Jeg går med små hurtige skridt op til kassen og lægger den lille pakke på båndet. Mit blik farer rundt i butikken. En reklame for kiwier over cigaretterne, advarselsskiltet på en pakke blå Kings og et klistermærke fra et Pink Lady æble på siden af montren med skrabelod. Jeg gør alt for at undgå kassedamens blik og for at skjule skammen i mine øjne. Jeg har ikke brug for en dame, der sidder der og skal til at belære mig om alle de ting, der er galt med mig og med min generation, om at vi ikke kan finde ud af noget, ikke engang at beskytte os ordenligt. Min hjerne er fuldstændig fraværende, indtil jeg bliver kaldt tilbage til virkeligheden ved lyden af den midaldrende, mørkhårede kassedame, der ivrigt vifter med bonen, smiler venligt til mig og siger, sikkert for femte gang, at det bliver 55 kroner. Jeg lægger pengene, stopper testen i lommen og skynder mig ud af butikken, før nogen ser mig. Mine skridt bliver længere og hurtigere, og da jeg drejer om hjørnet, løber jeg. Jeg kan ikke tale mig til ro denne gang. Hvad nu, hvis der er to streger? Hvad skal jeg gøre? Hvad med Frederik eller skolen eller mine forældre eller mig, jeg er jo kun et barn? Mit åndedræt bliver hurtigere, og mit hjerte truer med at hoppe ud af mit bryst. Jeg tæller ikke stregerne mellem fliserne længere, jeg løber bare. Jeg tager i håndtaget for at sikre mig, at badeværelsesdøren er låst. Jeg står længe bare og kigger på testen, indtil jeg tager en dyb indånding, fjerner låget og sætter mig på toilettet med testen under mig. Jeg kigger på testen igen. En lille blå streg komme til syne i testfeltet, der viser, at testen 25

virker, jeg vender testen om og kigger i spejlet over håndvasken. Mine kinder er mærket røde af kulden udefra, og mine læber er tørre og sprukne. Jeg piller et lille stykke hud af min underlæbe og vender så testen igen. Shit! To streger. Shit, shit, shit. Jeg kigger op igen, mit spejlbillede er sløret, men denne gang vifter jeg ikke tårerne væk. De løber ned ad mine kinder, og jeg kan slet ikke styre det. Jeg græder bare. Mit åndedræt bliver hurtigere og mere anstrengt, og min næse begynder at løbe. I mit hoved eksploderer mine tanker igen og efterlader denne gang ikke bare tomhed, men kaos. Kaos af tanker og valg, der flyver rundt, og jeg kan ikke finde mening i noget af det. Det giver et sæt i mig, da nogen tager i håndtaget til badeværelsesdøren Er alt okay, Mathilde? Det er min mor. Jeg overvejer slet ikke, om jeg skal vente med at fortælle hende det, eller hvad jeg skal gøre, jeg river bare døren op og synker sammen i hendes arme og græder endnu mere. Hun kigger fortvivlet rundt i lokalet, og da hun ser testen, ved hun straks, hvad der er galt. Åh, lille skat siger hun og aer mig på håret, men jeg kan høre bekymringen i hendes stemme. Jeg er helt lille og falder sammen på gulvet, og her sidder vi i lang tid, indtil jeg ikke kan græde mere. Jeg ligger som et barn i fosterstilling i min seng og krammer den bløde dyne. Jeg ser ud af vinduet. Lyset fra den hvide himmel er skarpt, men jeg vender ikke hovedet. Min mor sætter sig bag mig på sengen og aer min ryg. Jeg kan høre hendes stemme som en svag mumlen bag mine tankers støj. Jeg er gravid. Ordene står som tatoveret på indersiden af mine øjenlåg. Et foster, et barn, et menneske vokser inden i mig. Mit hoved er helt tomt, det er som om tankernes mening er væk og tilbage er bare en tom skal. Jeg tager en dyb rystende indånding, men det føles, som om luften er fyldt med ord som en tæt røg. Gravid, fødsel, ung mor, adoption, barn, abort, smerte. Hver gang jeg trækker vejret, er det, som om jeg hiver alle ordene med ned i min mave, hvor de kludrer sig sammen og vikler sig om knuden, så den vokser og bliver større og tungere. Jeg kan høre en summen fra min mobil på mit natbord, men jeg ignorer den bare, selvom lyden insisterende bliver ved. Jeg ved, hvad der står i alle beskederne, men de kan ikke hjælpe 26

mig. Det er der intet, der kan. Til sidst giver selv mobilen op og alt bliver stille igen. Jeg græder stadig meget, og følelsen af at være så magtesløs over min krop og noget inde i mig skræmmer mig. Min mor prøver desperat at hjælpe mig og gennemgår mine muligheder med mig, selv om hun godt kan se, at jeg ikke hører efter og ved, at hun ikke kan tage beslutningen for mig. Nogle gange råber hun ad mig i fortvivlelse. Hun har spurgt mig utallige gange, hvordan det kunne ske. Jeg forstår hende godt. Når hun råber, græder jeg, men ikke fordi hun råber, fordi jeg også har lyst til at råbe ad mig selv. I aftes, da hun og far troede, jeg sov, hørte jeg hende græde: Søren, hun er jo kun et barn! Min mobil vibrerer på sengen, så det giver genlyd gennem den bløde madras, og Maries navn lyser op på skærmen. Jeg lader den ringe, indtil der igen bliver stille. Den vibrerer igen, og Maries navn viser sig igen insisterende på skærmen. Denne gang tager jeg den: Hej Mathilde, hej! Hvad sker der for, at du først svarer nu? Troede du var død! Hendes stemme er så ivrig at jeg holder telefonen lidt væk fra øret. Marie, kan du huske, da jeg var sammen med Frederik og jeg øeh jeg holder en lang pause. Jeg er gravid. Det er første gang, jeg siger ordene højt, og det får min mave til at vende sig. Det er, som om det er mere virkeligt, nu da ordene har forladt min mund. Der er stille i den anden ende af telefonen i hvad der føles som flere minutter, kun Maries åndedræt høres som en fjern skrattende lyd. Marie, sig noget!. Fuck!... Mathilde, hvordan? Jeg tager en dyb, skælvende indånding Altså, det var Frederik, der gik hul i kondomet, men jeg troede ikke, der skete noget... Mathilde, er du helt sikker? Ja, svarer jeg opgivende. Men altså sådan helt sikker, fordi jeg har altså også JA, Marie, jeg er helt sikker, okay! råber jeg ind i telefonen. Jeg kan mærke, mine øjne blive våde. 27

Okay, rolig Mathilde, skal jeg komme over, så vi kan snakke om det? Nej siger jeg, jeg kommer til dig, jeg trænger til noget luft. Jeg lægger på og går ud mod hoveddøren. Hvor skal du hen, skat? hører jeg min mors stemme kalde inde fra stuen. Bare lige over til Marie. Jeg kan svagt høre hende sige noget mere, men jeg ignorerer det. Det er sikkert bare endnu en påmindelse om, at vi snart skal finde en løsning sammen. Jeg tager min lysegrå jakke i hånden, og efterårsvinden river i døren, så den smækkes hårdt bag mig. Marie bor kun to minutter væk, og hvis jeg står ovenpå i mine forældres værelse, kan jeg se lige ned i hendes have, men det føles som flere kilometre, som om vejen bare fortsætter for evigt. Jeg kigger ned på mine hænder og ser, at den mørkegrønne neglelak er begyndt at skalle af på det yderste af pegefingerneglen. Jeg piller i det lille hak, og endnu mere af lakken revner. Marie står i køkkenvinduet ud til vejen, og da hun får øje på mig, løber hun ud af hoveddøren og giver mig et stort kram. Vi står sådan længe, næsten så længe at jeg til sidst ikke kan trække vejret. Fuck siger hun, da hun endelig giver slip. Jeg nikker. Vi går ind på Maries værelse og sætter os på sengen. Marie, hvad skal jeg gøre? Jeg ser ned, og den første tåre rammer Maries blomstrede dynebetræk og efterlader en lille mørk plet. Pletten bliver til flere, og Marie vifter trøstende en Kleenex imod mig. Jeg tager imod den med et lille hulk, men min elendighed afbrydes af Maries lyse stemme, der tøvende siger: Altså, vi kan vidst godt blive enige om, at det ikke helt var planen, og jeg ved ikke, om du har tænkt på, hvad du vil gøre men Jeg afbryder hende. Marie, jeg tænker ikke på andet! Jeg har et andet fucking menneske inde i mig, og jeg ved ikke, hvad der er den bedste beslutning. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre okay! Mathilde, jeg ved godt, det er svært DU VED INGENTING, MARIE OKAY! DET ER IKKE DIG, DER ER GRAVID! Jeg knuger den drivvåde Kleenex i hånden og snøfter, mens tårerne triller ned ad kinderne på mig. Marie ser bekymret på mig og lægger sin hånd på mit knæ. Øhm Jeg kan høre usikkerheden i hendes stemme. Helt ærligt, så er det en skide langt ude situation, og jeg ved, at der intet er, jeg kan sige for at få den til at gå væk, selv om jeg gerne ville tro mig! Men jeg kan 28

love, at jeg nok skal hjælpe dig igennem det, og måske ville det hjælpe, hvis vi snakkede om dine muligheder sammen? Jeg siger ikke noget men kigger på hende, mens hun fortsætter. Okay, hvor starter vi? Du kan få barnet og så adoptere det væk, men det er vist ret hårdt, når man først har fået barnet, men altså hvis du finder en sød familie og sådan, så kan det jo godt være en god mulighed? Hun ser spørgende på mig, men tanken om at skulle give en del af mig selv væk til fremmede på den måde, kan jeg ikke bære. Marie går hurtigt videre: Okay, adoption er måske ikke løsningen, men du kan jo også beholde barnet, ikke? Så kan dine forældre hjælpe med at passe det, og jeg skal nok også hjælpe, det lover jeg men jeg kan altså ikke finde ud af at skifte bleer, så det må du selv klare. Du kan stadig godt gå i skole, det har jeg set mange, der gør i det der Teen Mom på MTV, og ej, måske kan du være med i De unge mødre, og så skal vi ud og købe de der små nuttede sko og sutter og en blespand, hvad fuck gør en blespand egentlig?... Jeg smiler, mens Marie fortsætter: Altså, hvorfor kan man ikke bare bruge en almindelig spand? Hvad er der så specielt ved en blespand, er det ikke bare en spand til bleer? Jeg begynder at grine. Marie griner også. Jeg griner, så det gør helt ondt i maven, men det er en god smerte, og i et øjeblik er det, som om knuden er helt væk. Marie fortsætter som et vandfald af ord og sætninger om børnepenge og dagpleje, men det bliver hurtigt til en svag mumlen, og jeg glemmer at høre efter, jeg kigger bare ud af vinduet. Man kan se det store kastanjetræ i min forhave helt herfra. Maries stemme bryder pludselig min trance. Men altså, det er alligevel et barn, du skal have ansvar for og tage dig af resten af dit liv, det er ikke bare sådan midlertidigt. Ordene skærer igennem luften og ind gennem mit øre til min hjerne og får knuden i min mave til at vende tilbage. Marie stopper midt i en sætning og ser på mig. Ej undskyld, Tilde! Hun rykker hen ved siden af mig og lægger trøstende sin arm om mine skælvende skuldre. Altså, du behøver jo ikke beholde barnet, du kan jo også få en abort. Altså jeg tror, det er en hård beslutning, men Marie, jeg er kun 18 år! Det er slet ikke meningen, jeg skal tage sådan nogle 29