Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
DET KONGELIGE BIBLIOTEK 130020709848
VED MAJOR 1 GENERALSTABEN SIGISMUND CARL LUDVIG v. ROSEN s < JORDEFÆRD I HOLMENS KIRKE DEN 26. APRIL 1864 AF CONFESSIONARITJS DR. MUNTER, PROVST. TRYKT SOM MANUSCRIPT FOR VENNER. KJOBENHAVN. THIELES BOGTRYKKERI 1864.
FØE, TALEN. Mel. Hvo ikkun lader Herren raade. Jo større Kors, des bedre Bonner, De stige fra den bange Aand, Og Herrens Naade rigt belonner Enhver, der gav sig i hans Haand; I Noden Davids Harpe klang. Og lifligst toned da hans Sang. Jo større Kors, des mere blinker Den Krone, som os smykke skal, Naar Herren fra sin Throne vinker Os hen blandt de Udvalgtes Tal; Klenodiet, som der vi faae, Gjør alle Verdens Trængsler smaa.
Da vor Herre og Frelser første Gang udsendte sine Disciple for at prædike Evangelium, da vilde han indgive dem Villighed og Mod til at gaae alle de Farer imøde, som han vidste vilde blive dem til Deel i det vanskelige Ærende, som de nu skulde udrette, og derfor gav han dem denne styrkende Forjættelse med paa Veien :»Hvo, som mister sit Liv for min Skyld, han skal finde det.«') Og denne Forjættelse var ikke blot deres bedste Kraft under alle de mange Forfølgelser og Mishandlinger, som de senere, efter hans Bortgang, maatte lide for hans Skyld, men den gav dem tillige Sindsro og rørende Freidighed til uforfærdet at lide Matyrdøden, da den blev deres Løn for det Naadens og Frelsens Ord, som de havde forkyndt paa Jorden. Forsamlede Medchristne! idet jeg er traadt her frem for at tale de sidste Afskeds Ord over en høitelsket Ven og Frænde, der nylig fandt sin Død i Kampen mod Danmarks Fiender, toner denne Herrens dyrebare l ) Matth. 10, 39.
Forjættelse, som jeg her nævnede, mig for Øren. Ja, han har mistet sit Liv, den hæderlige Mand, hvis Lig er henlagt i denne Kiste vel ikke for den Herre Jesu Christi Skyld; men han har mistet det, fordi en varm og inderlig Kjærlighed til Konge ug Fædreland fulgte ham ud i den Kamp, fra hvilken han ikke vendte tilbage; han har mistet det, fordi den Ed, som han havde svoret, at han, om det skulde kræves af ham, vilde være villig til at offre Liv og Blod for dem Begge, var ham hellig, saa hellig, at den gik ham over Alt; han har mistet det, fordi han havde den dybeste Ærefrygt for det Ord Pligt, og fordi han ikke kjendte nogen større Tilfredsstillelse end at gjøre den paa enhver Plads, paa hvilken Gud havde sat ham i Livet. Men hvori havde vel denne varme Kjærlighed til Konge og Fædreland, hvori havde vel denne dybe Ærefrygt for Edens Hellighed og Pligtens Fordringer, hvori havde de vel alle hos ham deres Rod, uden i det fromme, gudfrygtige og troende Sind, der allerede tidlig boede i hans Bryst, og som bestandig søgte ny Næring i det Evangelium, der var bleven forkyndt af hans Herre og Frelser, hvem den alvorlige Mand ønskede at tilhøre heel og ganske, hvorfor han ogsaa tog ham med sig ud i Kampen. Ja, medens han i sin høire Haand holdt det Sværd, der var smedet af Jern, havde han ikke glemt fra Rustkammeret i Himmelen tillige at iføre sig
»Retfærdighedens Pandser, ikke glemt tillige at gribe Troens Skjold og at tage Saliggjørelsens Hjel m og Aandens Sværd, som er Guds Ord«,' 2 ) og, idet han saaledes,»iført Guds fulde Rustning«, 3 ) drog ud i Kampen, var han beredt til, om saa skulde være, for sit christne Navns Skyld, som han vilde ære til det Sidste, at gaae Døden imøde. See, derfor tager jeg ikke heller i Betænkning her ved hans Kiste at anvende dette Herrens Ord;»Hvo, som mister sit Liv for min Skyld, han skal finde det«. Ja han har mistet sit Liv i denne Verden. Den dræbende Kugle udslukte det. Det tændes ikke igjen. Ingen Klage kalder ham tilbage. Men til Erstatning finder han nu af Guds Tsaade for Jesa Christi Skyld det himmelske Liv, det evige Liv, Livet hos Gud og Frelseren, der er tusindfold bedre og skjønnere end det timelige, i hvad og hvormeget dette allerede havde tilbudt ham og endnu vilde have havt at tilbyde ham. O, hvilken Trøst ligger ikke i Tanken herom for hans Elskede og Allernærmeste, der græde over ham! Hvilken Trøst for os Andre, der havde ham saa kjær! Hvo har kjendt ham og maatte ikke mægtigen føle sig dragen til ham! Han var en saa forstandig, en saa kundskabsrig og dygtig Mand, af Tænkemaade saa ædel 2 ) Eph 6, 14. 16. 17. 3 ) Eph. 6, 11.
og ridderlig, i sin hele Fremtræden saa besindig, saa værdig og Tillid indgydende. Allerede i den forrige Krig indlagde han sig, skjøndt dengang endnu saa ung, megen Ære og vakte derved de mest grundede Forhaabninger for Fremtiden, dem han sandelig i enhver Henseende har fyldestgjort. En vigtig, en ansvarsfuld Post blev ham betroet i det Felttog, i hvilket han fandt sin Død. Men han kjendte, han forstod dette Ansvar og skaanede sig derfor ikke selv paa nogen Maade, men baade tidlig og sildig, baade om Dagen og om Natten var han paafærde i sit Kald, søgende sin Tilfredsstillelse i at have gjort sin Pligt, aldrig klagende over de Anstrengelser, som dermed vare forbundne. Derfor var han og skattet i Armeen; derfor var der og kun een Stemme om ham iblandt hans Vaabenbrødre, den, at han var en af Hærens bedste Støtter under de vanskelige Forhold. Og derfor kaldes hans Tab, og det med Føie, et stort, et saare smerteligt Tab, ikke blot for den nærværende Tid, men ogsaa for de kommende Tider, i hvilke Fædrelandets Forsvarsvæsen ganske vist vilde have kunnet høste megen Frugt af en Mand, der med hans Dygtighed og de Erfaringer, han allerede havde havt Leilighed til at indsamle, endnu befandt sig i Livets de bedste og kraftfuldeste Aar. Det, jeg her har sagt, er tilvisse en Ærens Krands paa hans Kiste blandt de mange Venskabs og Kjærligheds Krandse,
med hvilke den er smykket. Og jeg turde sige det, thi det er Sandhed, som Ingen vil modsige. Ak! hans elskelige Hustru! Hun græder, og hun har Ret til at græde. Thi, hvad hun har tabt, kan aldrig blive hende erstattet. I, hendes og hans Venner! Lader os ikke gaae bort fra Bedehuset, uden først i en from og troende Bøn at have paakaldt Gud, at han i rig Fylde vil udgyde Trøstens Aand i hendes Hjerte og styrke hende til med stille Taal at bære hendes Smerte, idet hun søger at formilde den ved Tanken om, at det var for Konge og Fædreland, at han offrede sit ædle Liv! Og nu hans sex smaa, umyndige Børn, der endnu ikke kunne fatte, at de ikke længere have nogen Fader! Men de have en Fader i Himmelen, der i sit hellige Ord har lovet, at han vil være de Faderløses Fader, og, medens Slægt og Venner ville kappes om at støtte Moderen i det svære Hverv, der nu paahviler hende, at føre disse frem i Livet, vil, alt som de voxe til. Tanken om den Heltedød, som deres Fader fandt, blive dem en kraftig Tilskyndelse til med Ære at bære det hædrende Navn, som han har efterladt dem. Og nu hans værdige Moder! Der er en dyb Smerte i hendes Bryst, men ogsaa Tro og Gudhengivenhed, der gjør hende stærk til for de Andres Skyld at bekæmpe sin egen Smerte. Hun tier og tilbeder ærefrygtsfuld Guds Raad og erkjender taknemmelig den store, den sjeldne Guds Naade,
der er bleven hende skjenket, at hun, indtil denne høitelskede Søn faldt, har beholdt alle de mange, mange Børn, som hun har født til Verden. Og hendes Smerte deler hans Hustrues alderstegne, fraværende Moder, i hvis Aand jeg veed, at jeg handler, naar jeg her i Afskedens Time bringer ham hendes Farvel og hendes varme Tak for al den sønlige Kjærlighed, han har viist hende. Og med alle disse sørger saa inderlig hans Søskende, Brødre og Søstre, hans talrige Slægt og hans mange Venner, der saa godt forstode at skatte, hvad de eiede i ham. Ja, han begrædes af Mange; men, idet vi betænke den store»vinding'), 4 ) som han nu ved Herrens Naade har gjort, ville vi erindre Skriftens Formaning:»Græd saa sagtelig over en Død, thi han er kommen til Hvile«! 5 ) og bede Gud, at han ved sin Aand fraoven vil lære os at efterkomme denne hans hellige Ords Formaning. Saa hvil da i Fred, Du hæderlige Mand, der fandt Heltedøden paa Ærens Mark! Din Konge og Dine Medborgere tilraabe Dig deres Tak paa den sidste Vei, ad hvilken Du nu skal føres, og Dine Vaabenbrødres Afsked til Dig er den: vi agtede Dig Alle saa høit, vi havde Dig Alle saa kjær.»ja, Du har stridt en god Strid, Du har fuldkommen Løbet, men Gud være lovet! 4 ) Philip. I, 21. 5 ) Jesu Sirach, 22, 12.
Du har ogsaa bevaret Troen.«6 ) Den gjorde Dig uforfærdet i Kampen, den gav Dig Fred i Døden, og den forskaffer Dig hisset den Saligheds Arv, til hvilken alle vi Andre endnu ere paa Veien. Hvil sødt ved Siden af Dit elskede tidligere bortkaldte Barn, som i denne Morgenstund er nedsat i den Grav, der skal modtage Dig, og som venter paa sin Fader! Saa bringer jeg Dig i Jesu Navn det sidste Farvel fra alle Dine Kjære, men det ømmeste, det varmeste Farvel fra hende,»som følte sig saa høist lykkelig ved at følges med Dig, med hvem hun saagjerne vilde sammen være«, som nu sukker:»det er veemodigt at skilles ad for dem, som gjerne vil sammen være«, men som, fast i Troen som Du, dog veed at tilføie: men,»gud skee Lov! i Vorherres Stad for evig samles de Hj ertens-kj ære«. O! Gud, vor Gud! befæst hende i denne Tro og styrk hende til med Gjensynets salige Haab trøstig med de mange Smaa, der nu ere overgivne til hendes Omsorg, at gaae Fremtiden imøde! Amen! a ) 2. Timoth. 4, 7.
ETTER TALES. Det er veemodigt at skilles ad For dem, som gjerne vil sammen være Men, Gud skee Lov! i Vorherres Stad For evig samles de Hjertens-Kjære. Ja, det er Gammen At leve sammen. Hvor Ja og Amen Er Kjærlighed!