Celler Cellerne i østre og vestre fløj var oprindeligt indrettet med natceller. I de 3,2 m2 små natceller opholdt fangerne sig om natten. Natcellernes placering midt i fløjene betød, at cellerne ikke havde et vindue, ligesom der ikke var lys- eller varmekilder. I natcellen var der plads til en seng og en natpotte. For at undgå flugt- eller selvmordsforsøg skulle de indsatte, inden de lagde sig til at sove om natten, lægge deres tøj på en skammel, der stod uden for cellen. Natcellerne i øst- og vestfløjen blev revet ned i 1933-1935 og erstattet af cellegange med et åbent trappeforløb, der gav mulighed for at se gennem alle etager på en gang. Det betød, at få betjente kunne overskue mange celler. I de nye cellegange blev cellerne rykket ud til ydervæggene, hver celle fik et vindue og radiator, og cellernes grundareal blev fordoblet i forhold til natcellerne. Efter en nyindretning i midten af 1950 erne fjernede man det åbne trappeforløb i øst- og vestfløjen. Kun i midterfløjen blev det åbne trappesystem bevaret. Etablering af Gammel Celle I 1875 valgte Justitsministeriet at føje en afdeling til Statsfængslet i Horsens, ved hjælp af en udvidelse af Kirkefløjen (midterfløjen), så den kom til at gå helt op til nordfløjen. Udvidelsen betød 48 ekstra celler, og de var nødvendige, da Vridsløselille, hvor forbedringsfangerne sad, var overfyldt. Afdelingen kender vi i dag som Gammel Celle. Gammel Celle blev etableret efter det panoptiske princip, der går ud på, at få personer har overblik over et stort område. Ved at lave et åbent rum i alle fire etagers højde og indsætte en trappe, var det muligt for et lille antal vagter at overskue mange celler. En stor del af inventaret i Gammel Celle (bl.a. døre, karme og gelænder) stammer fra det nedlagte tugthus i Viborg. Albert Dam om natcelle En åbnet dør viser et firkantet kalket rum, indefter godt to meter dybt og godt en meter bredt. Den bagerste væg har ingen vinduer og er ikke nogen ydervæg. Udstyret er en fast bræddevæg med madras, skråpude, et lagen og tæpper, desuden en halmmåtte og et natmøbel af ler. Luften herinde har en gammel smag men den er ikke fugtig. Det kan teoretisk synes uforsvarligt at indlåse et menneske 7 ½ - 8 ½ time i et rum, som aldrig modtager nogen solstråle og frisk luft kun som ventilation, men sovecellerne har formodentlig den fordel, at de ret stærkt næsten hypnotisk omgærder disse nervøse menneskers søvn. Når man indespærrer et menneske om dagen mellem mure kan man også indsætte ham i en kalket grav. (Albert Dam, Bort fra fængselsstraffene. Seks essays, 1988, s. 20) Albert Dam beskriver en celle, ca. 1912 Den ledsagende inspektion drejer med kendt forsigtighed skodden fra det lille runde glughul i døren ind til en celle, et lyserødt oljemalet rum 2-3 X 3-4 meter; i det venstre hjørne står en rund bylt, sengetøjet, en madras rullet udenom lagenet, skråpuden og uldtæpperne. Om natten spændes den ud som en hængekøje fra væg til væg på tværs i kroge indenfor døren. Ovenover madrassen er en hylde med saltskål, madskab, salmebog, testamente, en bog fra anstaltens bibliotek og det par effekter, en fange har lov at eje. På væggen var en kumme til at vaske sig i, den modsatte
havde et landkort, så vidt jeg husker. I det højre hjørne lå en samling legetøjsheste og uforarbejdet træ. (Albert Dam, Bort fra Fængselsstraffene. Seks essays, 1988, s. 11.) Celleregler i nyere tid Man kunne være sin celle, når man havde fri. På nogle afdelinger kunne man være sammen med de andre fanger i afdelingens fællesrum, eller i forskellige fritidsværksteder, men kl. 21.30 blev alle låst inde for natten. Derefter skulle der en rigtig god grund til for at blive låst ud inden kl. 7 den næste morgen, hvor dagen begyndte igen. Cellen var det eneste sted i fængslet, som man havde for sig selv. Stue, køkken og toilet delte man med de andre. I cellen kunne man være sig selv, næsten for den blev undersøgt af personalet mindst en gang om måneden. I cellen kunne man have billeder af sin familie. Man kunne dyrke sin hobby og indrette sig med radio, tv, musikanlæg og lignende. For at give cellen et mere hjemligt præg, kunne man få lov til at medbringe eget sengelinned. Farven på væggen blev til gengæld bestemt af fængslet. Kun, hvis man havde en dom på over 5 år, kunne man få lov til at få en anden farve. Men det skulle være lyse farver og man skulle selv betale og selv udføre arbejdet i fritiden. Fange om retten til privatsfære 1988 Cellen er fangens sidste rest af privatsfære. Den indrettes ofte omhyggeligt. Her er der et vist frirum fra institutionen. Det generer derfor mange fanger, at vogterne har uhindret adgang til cellen og kan visitere den dagligt, uden fangen blot kan overvære visitationen. Det føles indgribende i fangens liv og udstiller magtesløsheden. (Tidligere fange i Vridsløselille, Torkil Lauesen, Magt og modmagt i fængslet, onlineartikel printet 29. oktober 2009, der bygger på bogen: Fra forbedringshus til parkeringshus, 1988). Identitet Med en fængselsstraf ændres ens identitet. Man er nu fange. I fængslet fjernes fangen fra dem og det, der før formede hans identitet, og han må redefinere, hvem han er. Cellen, kroppen og tøjet er de fysiske muligheder, fangen har for at vise, hvem han er, og hvad han står for. Inden for de grænser reglerne sætter, og indenfor de muligheder, der kan udtænkes for at omgå de regler. Fange om regler Ud over reglerne for dagens forløb i tid og rum er der regler for opførsel og sprogbrug. Der føres journal over fangen. Der skrives notater om opførsel, vaner og hvem han omgås. Der er regler for hvordan fanger skal omgås hinanden. Der er nøje regler for indretning af celle, størrelse af gulvtæppe og møbler. Der er regler for hvor mange smykker man må have, hvor mange penge man må have osv. Disciplinens formål er dels at sikre ro, en bestemt orden og punktlighed, dels at minimere fangernes egenvilje og selvbestemmelse. (Tidligere fange i Vridsløselille, Torkil Lauesen, Magt og modmagt i fængslet, onlineartikel printet 29. oktober 2009, der bygger på bogen: Fra forbedringshus til parkeringshus, 1988).
Om ulovligt fangefællesskab Her sidder hver Mand indelukket i sin Celle og har følgelig ikke saa let ved at faa Oplysninger ude fra som Fællesfangerne, men her bruges saa Bankesystemet i høj Grad. Vil man sende en Meddelelse til en Medfange neden under, kan dette nok lade sig udføre. Man banker, eller som det nu kaldes telegraferer, til ham C. I. F., som betyder: Se i Vinduet ; og saa binder man en Snor om Depechen og hejser den ned, der kan jo eventuelt gaa et Stykke Skraatobak med samme Post Undertiden lykkedes det, men det sker jo, at Betjenten opdager det og konfiskerer Smuglergodset til stor Sorg og Ærgrelse for den, det var bestemt for... (I. P. Jensen var ansat ved Statsfængslet i Horsens fra 1912 til 1920. I. P. Jensen, 8 Aar i Horsens Tugthus, 1927, s. 52.) Anonyme om ensomhed Når man går rundt i fængslet, ser man beskeder skrevet af fanger i skuffer, under borde, på sengebunde, på vægge, dørstolper, lamper. Faktisk overalt hvor der er en brugbar flade. Men man ser næsten ligeså hurtigt mønstrene hvor i fængslet de er, og hvor de ikke er. Arresten og isolationscellerne, det er dér beskederne er. Derimod er der nærmest intet at finde i fællesskabsafdelingerne. Grunden til de mange beskeder i arresten, skyldes nok blandt andet, at cellen ikke betragtes som hjem. Opholdene er korte, og mere besøgsagtige. Det i modsætning til en almindelig afdeling, hvor man oftest bor i mange år, og hvor cellen er din pind dit hjem. Så dér skriver man ikke på interiøret. Men hovedgrunden til besked-møstrene er, at man ikke har behovet for at skrive beskeder. Man er jo i et fællesskab, hvor man kan tale sammen eller lade være, som man har lyst. Det er enkelt at tolke beskederne, som et udtryk for det behov mennesket har, for at kunne udtrykke sig og kommunikere, selv når man er isoleret fra fællesskabet. Udsmykning I begyndelsen var der ingen udsmykning på fængslet. Gangene og cellerne var hvidtede og de ting, fangen måtte have i sin celle, skulle ligge på bestemte pladser, så cellen var let at visitere. Med tiden begyndte fangerne at måtte have enkelte personlige genstande i deres celler og der blev mulighed for at udsmykke cellen. Men hvor meget udsmykning, fangerne måtte have, kom an på deres klassetrin i klassesystemet. En fange på modtagelsesstadiet måtte i 1947 have fotografier af familie og nærmeste pårørende. En fange på det almindelige stadium måtte have enkelte billeder, blomster og planter. Og en fange på slutningsstadiet måtte, efter begunstigelse af fængslets leder, have bordtæppe, gardiner og lignende. Senere blev der mulighed for mere udsmykning, men først i 2003 fik fangerne lov til selv at bestemme vægfarven i cellen hvis deres dom var på 5 år eller derover, og de ville betale selv. Afdelingernes gange blev malet i 1990 erne. Her var det specielt en bestemt fange, der stod for udsmykningen, efter aftale med de fanger, der boede på afdelingerne.
Barnet der blev væk I 2009 gik museets medarbejdere rundt i fængslet og registrerede og indsamlede genstande. Der blev fundet mange ting, når madrasser blev flyttet, skuffer åbnet og knagerækker skruet af. En del er ting, som ejermanden har fundet ligegyldige, og derfor ikke har gidet finde frem. For eksempel en teske, en kvittering og en lønseddel. Så er der de ting, som bestemt ikke har været ligegyldige, men som har været skjult, fordi han ikke måtte have dem. Det er for eksempel mobiltelefoner, hash og rygepapir. Endelig er der ganske få eksempler på ting, som har haft stor værdi for ejermanden, men som han ikke har kunnet finde. For eksempel fotografiet af et spædbarn. Det blev fundet i en celle, bag et skab, som var skruet fast til væggen. Fotografiet har stået ovenpå skabet, men er ved et uheld faldet ned i revnen mellem skabet og væggen. Her har det sat sig fast, og ejermanden har ikke kunnet få det frem igen. Først da vi skruede skabet af, dukkede det op sammen med en smørekniv, som han nok har prøvet at nå fotografiet med, uden held. Graffiti Det var forbudt at skrive på fængslets mure, vægge, møbler og så videre. Hvis fangerne blev opdaget, skulle de selv fjerne grafitten og betale de omkostninger, der var forbundet med restaureringen. Alligevel findes der meget graffiti i fængslet. Det har været populært at skrive om sin dom, eksempelvis hvor længe man skulle sidde, og for hvad. Mange har understreget deres tilhørsforhold til byer eller bestemte grupper; banderelaterede udtryk som AFFA og 1% er ses således mange steder. Det har sikkert også været kilde til stor morskab at skrive Roomservice ved cellens indvendige tilkaldeknap, der tilkaldte personalet. Generelt finder man graffitien der, hvor fangerne har opholdt sig i kortere tid, eksempelvis i arresten på 1. øst eller i isolationscellerne på 1. vest. I de almindelige celler findes der meget lidt graffiti man bliver nok også hurtigt træt at kigge på det hver dag. Stoffer i fængslet Selvom det måske synes selvmodsigende, har det været et problem med stoffer i fængslet. Både bløde stoffer som hash og mere hårde stoffer som heroin. Dertil kom steroider og lignende. Stofferne var i fængslet, fordi nogle af fangerne var afhængige, og der var dermed gode penge at tjene for andre fanger. Personalet var klar over problemet og undersøgte derfor fangerne, deres celler og andre steder i fængslet systematisk og via stikprøver. Det blev gjort for dels at undgå stofmisbruget og for at hjælpe fangerne med at blive af med misbruget. Desuden blev det gjort for at undgå konflikter mellem fangerne, da nogle fanger blev udnyttet og kom i klemme. Fra fangernes side krævede stofferne meget planlægning: stofferne skulle ind i fængslet, opbevares så de ikke blev fundet af fængselspersonalet eller andre fanger og distribueres ud til de rette modtagere. Derudover skulle der findes kurerer, penge skulle opkræves, og der skulle skaffes kunder.
Fængslet om disciplinærstraffe 1990 Indsatte kan ikendes diciplinærstraf for blandt andet overtrædelse af straffelovgivningen, lydighedsnægtelse, upassende sprogbrug, undvigelse eller forsøg herpå, udgangsmisbrug og overtrædelse af bestemmelser om orden og sikkerhed. Som diciplinærstraf kan anvendes bøde på ikke over en uges normalløn eller strafcelle, enten betinget eller ubetinget. Hvis man ikendes strafcelle, medfører det, at man er udelukket fra alt fællesskab i institutionen. (Kortfattet orientering om Statsfængslet i Horsens. Juli 1990, s. 16) Disciplinærstraffe 2010 Ifølge Kriminalforsorgen har de ansatte forskellige midler til at opretholde orden og sikkerhed og til at sikre, at reglerne bliver overholdt, for at beskytte indsatte og ansatte. Indsatte kan få disciplinære straffe, hvis de er i besiddelse af narkotika, alkohol, hvis de flygter, misbruger deres udgangstilladelse, eller hvis de bruger vold eller trusler. Dermed har de brudt reglerne og kan, alt efter overtrædelsens karakter, blive straffet med en advarsel, bøde eller strafcelle. Bøden må ifølge Kriminalforsorgen ikke være over en ugeløn og tiden i strafcelle ikke over 4 uger. En indsat kan isoleres, hvis Kriminalforsorgen vurderer, at det kan forhindre flugt, strafbar virksomhed eller hvis det er uforsvarligt at lade den indsatte være i fællesskab med andre indsatte. Isolationen kan ske på en særlig afdeling, eller den indsatte kan blive låst inde i sin egen celle. De indsatte kan også vælge at gå i frivillig isolation. (Direktoratet for Kriminalforsorgen, Kriminalforsorgens statistik, Online version, juni 2010, s. 43) Fange Henning Laustsen om disciplinærstraffe Jeg har det indtryk, at bøder og strafcelle bruges i flæng. Strafcelle bruges 3 gange så meget som i Vridsløse, og det hænger nok sammen med, at personalet for størstedelen er jyskfødte bondeknolde. De gør meget ud af rapportskrivning og har for lav tolerancetærskel. (Henning Laustsen, fange, Afdeling 5. I: Livet bag tremmerne, 1992, s. 107) Fange Torkil Lauesen om disciplinærstraffe Der er ikke meget respekt for det interne straffesystem blandt fangerne. De føler ofte det er uretfærdigt. Disciplinærstraffesystemet mister også fangernes respekt på grund af de mange petitesser som straffes. F.eks. glemme at slukke lys på cellen. En fange på min afdeling fik tre dages strafcelle for at stjæle et lille stykke plastic på sin arbejdsplads for at bruge det til låg på foderhullet i afdelingens akvarium. Hvis disciplinærsystemets hensigt er at lære fangen respekt for autoriteter synes det nogle gange som om det virker mod hensigten. (Tidligere fange Torkil Lauesen, indsat i Vridsløselille, Magt og modmagt i fængslet, online-artikel printet 29. oktober 2009, der bygger på bogen: Fra forbedringshus til parkeringshus, 1988) Fængslet om strafcelle 1990 Hvis man ikendes strafcelle, medfører det, at man er udelukket fra alt fællesskab i institutionen. I 1989 blev ubetinget strafcelle ikendt 79 gange, medens betinget strafcelle blev ikendt 38 gange Der er mulighed for at anbringe de indsatte i enrum.
En sådan anbringelse er ikke straf, men bruges til at forebygge undvigelse, for at forhindre fortsat strafbar virksomhed eller fordi fortsat ophold i fællesskab er åbenbart uforsvarligt. Enrumsanbringelse anvendes dog især overfor indsatte, der nægter at arbejde. Ved enrumsanbringelser er samvær med andre begrænset som ved anbringelse i strafcelle. De indsatte kan eventuelt selv vælge enrumsanbringelse. Det sker for eksempel, hvis den indsatte er bange for de andre indsatte, eller hvis han ønsker at være alene. Der er foretaget 155 enrumsanbringelser i 1989. En enrumsanbringelse varer typisk 1-7 dage og gives oftest på grund af arbejdsværing. (Kortfattet orientering om Statsfængslet i Horsens. Juli 1990, s. 16) Albert Dam om strafcellen ca. 1912 Straffeafdelingen findes i kælderen og er en celleafdeling. Den sammenrullede madras, som i forbedringsafdelingen stod inde om dagen, er her anbragt på midtergangen udenfor hver dør. I cellerne er der kun jernkrogene til at hænge madrasserne i, en indemuret hylde i knæhøjde til at sidde på, en hylde i sædehøjde til at spise ved; en højere hylde i det fjerneste hjørne har saltskålen, træskeen og testamentet med salmebogen. Rummene er 2-3 X 3-4 meter store. Den brutale kampestenssætning griner gennem pudset og den grå maling. Vinduet under loftet er ret stort. Her sidder en lænket fange med ryggen til; han nægter at arbejde, og inspektionen anser det for nytteløst at bedænge ham med rotting, som den har myndighed til. (Albert Dam, Bort fra fængselsstraffene. Seks essays, 1988, s. 34) Ombudsmanden om isolationscelle 1976 Belægningsafdelingernes celler har en utilfredsstillende standard. Dette beror navnlig på, at de er meget små og smalle (ca. 6,30 m2-3,47 m lange og 1,81 m brede). Navnlig er anvendelsen af celler af denne størrelse til isolation vanskeligt forsvarlig. (Folketingets Ombudsmand, Inspektion af Statsfængslet i Horsens, ISP nr. 1990.129, 1990, onlineversion) Fængslet om sikringscelle 1990 Hvis det er nødvendig for at afværge truende vold, voldsom modstand eller at forhindre selvmord eller selvbeskadigelse kan en indsat hensættes i sikringscelle. I sikringscellen passiveres vedkommende, idet han fastspændes til sengen. Sikringscellen i Horsens blev brugt i 21 tilfælde i 1989, normalt af nogle timers varighed. (Kortfattet orientering om Statsfængslet i Horsens. Juli 1990, s. 16) Afdelingsbetjent Ingolf Brown om sikringscelle Her må jeg sige, at jeg finder den form for voldsanvendelse, der finder sted, når en fange går amok eller er ved at gøre det, forkert, jeg synes det er uheldigt at spænde folk fast i den tilstand, de så er i. Vi var på studierejse til England, hvor de derovre var temmelig chokerede over, at vi brugte spændetrøje dér anbragte man dem blot i et rum, hvor de ikke kunne gøre skade på noget hvis de spytter eller skriger, lægger vi en pude over hovedet. Men ikke sådan, at vi forsøger at kvæle dem Jeg har snakket med mine kollegaer om det, og her mener 99%, at sikringscelle med spændetrøje er en nødvendig ting at have. Men det ændres nok jeg kan ikke forestille mig, at vi også om 10 år har en sikringscelle her. (Afdelingsbetjent Ingolf Brown I: Livet bag tremmerne, 1992, s. 129.)
Kriminalforsorgen om sikringscelle 2010 Der er sikringsceller i de fleste lukkede fængsler og i nogle af de store arresthuse. En sikringscelle er en helt nøgen celle med en fastboltet seng, hvor det er muligt at fiksere den indsatte med bælte og eventuelt fod- og håndremme. Ved fiksering skal lægen straks tilkaldes, og der skal være en fast vagt ved den indsatte. Sikringscelle anvendes, hvis det er nødvendigt for at afværge truende vold, overvinde voldsom modstand eller for at forhindre selvbeskadigelse eller selvmord. Sikringscelle blev taget i anvendelse 197 gange i løbet af 2009. I 91 % af anbringelserne var den indsatte fikseret. 97 af anbringelserne varede mindre end 6 timer. En indsat kan anbringes i observationscelle med henblik på at hindre hærværk, opretholde ro og sikkerhed i institutionen eller i tilfælde, hvor der skønnes at være behov for særlig observation, f.eks. ved mistanke om stofindtagelse. (Direktoratet for Kriminalforsorgen, Kriminalforsorgens statistik, Online version, juni 2010, s. 43) Fange død i sikringsseng Den 24. juli 1989, kl. 5.30, forsøgte en fange at begå selvmord. Han skar i sig selv og påbegyndte en brand ved at sætte ild til et skab i sin celle. Han blev reddet ud af røgen og da han var til fare for sig selv, blev han anbragt i sikringscellen og spændt fast til sikringssengen. Når en fange blev fikseret, skulle lægen tilkaldes, men det skete ikke. Lægen var ikke på fængslet og den ansvarshavende vagtmester ville i stedet vente på sygeplejersken, der mødte kl. 7. Da sygeplejersken mødte, var fangen død. Den ansvarshavende vagtmester blev meldt til politiet og den efterfølgende retssag viste, at der normalt gik fra to til fem og en halv time, før lægen fik besked, når en fange kom i sikringscellen. Vagtmesteren blev frifundet, men degraderet og forflyttet og derefter blev det et krav, at fanger er overvåget hele tiden, mens de er fastspændt. Supercellerne "Supercellerne" er det populærere navn for et særligt flugtsikret fængselsafsnit, der åbnede i fængslet i 1990, med henblik på at særligt farlige og/eller flygtningstruede fanger kunne afsone dele af eller hele deres straf i totalisolation. Det var Direktoratet for Kriminalforsorgen, og ikke domstolene, som afgjorde hvorvidt en fange skulle afsone straffen på denne måde. I supercelleafdelingen var der plads til to fanger. Cellerne og afdelingen blev indrettet således at flugt ikke var mulig. Væggene var beklædt med metalnet, cellevinduerne var af særligt stærkt glas, og, for første gang i Statsfængslet i Horsens's historie, kom celle- og afdelingsdøre af metal i brug. Udover de to celler, var der i afdelingen indrettet særlige arbejds-, besøgs, og baderum. Cellerne var mellem 12 og 13 m2 store, og lå ud mod en indre gård. Inventaret var luksuriøst - i forhold til almindelige celler - med TV, stereoanlæg og elektrisk skrivemaskine. Noget, der fik meget medieomtale i forbindelse med åbningen. Betjent om superceller 1992 "Hvad synes du om de nye superceller? Jeg er en tro tjenestemand. Der var en regulær årsag til, at de blev indrettet. Hvor lang tid har jeres superceller været i brug? Ikke lang tid - de blev jo lavet til nogle fra Vridsløse. I øjeblikket bruger vi dem til oplagsrum, og du kan sammenligne dem med vores museum i kælderen: det er et overstået kapitel." (Overvagtmester Knud Frandsen, i: Livet bag tremmerne 1992, s. 144)
Gammel Celle Gammel Celle hedder ikke Gammel Celle, det er bare noget, vi kalder den. Og da den er en senere tilbygning, er den, rent faktisk, den yngste af cellefløjene. Fængslet er opført som en straffeanstalt, der skulle huse tugthusfanger. Disse fanger skulle om dagen arbejde i arbejdssale sammen med andre fanger, og kun være i isolation om natten i såkaldte natceller. Forbedringsfangerne derimod skulle afsone i Vridsløse i total isolation, og de var derfor i deres celler døgnets 24 timer. På grund af pladsmangel oprettede man dog en ekstra cellefløj i Horsens, hvor forbedringsfanger kunne afsone. 1. december 1875 stod Gammel Celle parat med 48 celler i fire etager med panoptisk korridor og ovenlys. På den måde fik straffeanstalten i Horsens et forbedringsafsnit, der gik under navnet Celleafdelingen. Under 2. verdenskrig blev det, fra tysk side, besluttet, at en del af Gammel Celle skulle fungere som Tugthus, for danske modstandsfolk. Og fra midten af 1970 erne stoppede man med at bruge fløjen til celleafdeling, og den blev i stedet til Terapi-afdeling. Værkmester Jensen om Gammel Celle Her sidder hver Mand indelukket i sin Celle og har følgelig ikke saa let ved at faa Oplysninger ude fra som Fællesfangerne, men her bruges saa Bankesystemet i høj Grad. Vil man sende en Meddelelse til en Medfange neden under, kan dette nok lade sig udføre. Man banker, eller som det nu kaldes telegraferer, til ham C. I. F., som betyder: Se i Vinduet ; og saa binder man en Snor om Depechen og hejser den ned, der kan jo eventuelt gaa et Stykke Skraatobak med samme Post Undertiden lykkedes det, men det sker jo, at Betjenten opdager det og konfiskerer Smuglergodset til stor Sorg og Ærgrelse for den, det var bestemt for... (I. P. Jensen var ansat ved Statsfængslet i Horsens fra 1912 til 1920. I. P. Jensen, 8 Aar i Horsens Tugthus, 1927, s. 52.) Gammel Celle i 1970 erne I 1970 erne blev Gammel Celle nedlagt som celleafdeling, og i stedet blev afdelingen omdannet til terapiafdeling. I terapiafdelingen holdt småfagene til, hvor de indsatte arbejdede med forefaldende arbejde, som for eksempel at samle julekalendere. I nogle af cellerne blev der også indrettet små værksteder, hvor de indsatte i deres fritid kunne arbejde med blandt andet læder og træ, eller male billeder. Desuden blev der indrettet et redaktionslokale i to sammenlagte celler på 2. etage, hvor fangebladet Rebstigen holdt til. Fængselscelle. Fange S.11 Museum Horsens arbejdede hårdt på at færdiggøre Fængselsmuseet som åbnede den 17. maj 2012. Her vil der, blandt meget andet, også blive mulighed for at se celler fra forskellige tider. For eksempel en nyindrettet celle fra 1939. Cellen er resultatet af en generel renovering af alle fængslets celler, som var et af resultaterne af en ny fængselslov, der trådte i kraft i 1933. De gamle natceller på 3 m2 uden vindue, lys eller varme blev udskiftet med dobbelt så store celler med centralvarme og elektrisk lys. Stoltheden over de stærkt forbedrede fangeforhold gjorde, at der i 1939 blev bragt en lang artikel i Billed Bladet, hvor den danske befolkning blev indviet i de nye forhold. Og hér kunne læseren med selvsyn betragte de fine celler, hvor sengetæpper, dannebrog, banjo og fugle var med til at forsøde fangernes hverdag i fængslet. Museet har valgt at lade fange nr. S.11 flytte ind i en af de nye celler. Han blev dømt
for tyveri og hæleri og blev indsat i cellen i 1934, da den stadig duftede af frisk maling. S.11 var en filosofisk sjæl og i perioder deprimeret. Han brugte meget tid på at planlægge flugtforsøg og et enkelt lykkedes, men derudover var han en rolig fange, som gerne brugte sin fritid på at skrive i et skrivehæfte eller lave ting, som kunne pynte i cellen. Besøg Fængselsmuseet og oplev cellen.