R I G S A DV O K A TE N 2 4. a ug us t 2 0 1 2 Generelle emner, der bør søges forelagt Højesteret 1. Ved domstolsreformen, der blev gennemført ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love, blev der foretaget en række væsentlige ændringer af domstolenes behandling af straffesager. Reformen, der trådte i kraft den 1. januar 2008, indebar således bl.a., at Højesteret nu alene behandler straffesager, herunder straffeprocessuelle kæremål, som tillades indbragt af Procesbevillingsnævnet. I forarbejderne til den ovennævnte ændringslov er det anført, at Højesterets centrale opgave er at sikre retsenheden i landet og træffe afgørelse i sager, som rejser spørgsmål af generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller i øvrigt er af væsentlig samfundsmæssig rækkevidde. Med henblik på at forbedre mulighederne for en mere koordineret styring af, hvilke sager der på det strafferetlige område søges indbragt for Højesteret, er der etableret et forum bestående af repræsentanter for Rigsadvokaten, de regionale statsadvokater og forsvarsadvokaterne. Det overordnede formål hermed er at opnå en mere strategisk tilgang til, hvilke sager der søges indbragt for Højesteret. Forud for hvert møde i forummet udarbejdes der af såvel anklagemyndigheden som forsvarsadvokaterne et oplæg til, hvilke mere generelle emneområder det i den kommende tid kunne være hensigtsmæssigt at søge at få forelagt Højesteret. 2. På forummets første møde var der enighed om at udpege følgende emner som fokusområder, som det i den kommende tid vil være hensigtsmæssigt at søge at få Højesterets stillingtagen til: RA-2011-170-0007
Sager om hjemmerøverier Sager om røveri begået i private hjem har i de senere år påkaldt sig en øget opmærksomhed. Ved lov nr. 760 af 29. juni 2011, der trådte i kraft den 1. juli 2011, er straffelovens 288 ændret, således at det nu fremgår af bestemmelsen, at et egentligt hjemmerøveri som udgangspunkt skal anses for at være røveri af en sådan grov beskaffenhed, således at forholdet henføres under strafskærpelsesreglen i straffelovens 288, stk. 2, der har en strafferamme på fængsel indtil 10 år. Ifølge forarbejderne til loven er det samtidig tilsigtet, at straffen i de pågældende sager forhøjes til det dobbelte i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene, således at straffen for et egentligt hjemmerøveri som udgangspunkt vil være fem års fængsel. Et egentligt hjemmerøveri er i lovforslagets bemærkninger og svarende til afgrænsningen i Rigsadvokaten Informerer nr. 5/2009 defineret som et røveri, hvor gerningsmanden og forurettede ikke har forudgående personlige relationer, men hvor motivet må antages at være en formodning om værdier i forurettedes hjem, og hvor gerningsmanden er trængt ind i det private hjem, uanset at beboeren var hjemme. Som det fremgår, er afgrænsningen af egentlige hjemmerøverier i forhold til andre røverier i private hjem (herunder røverier med motiv af hævn eller inddrivelse af påstået gæld eller lignende samt indbrud, som udvikler sig til røveri) af afgørende betydning for strafudmålingen i denne type sager. Det vil således være hensigtsmæssigt at få Højesterets stillingtagen til, under hvilke nærmere omstændigheder et røveri kan betegnes som et egentligt hjemmerøveri, således at straffen som udgangspunkt skal fastsættes til fængsel i fem år. Straffen i grove sager om menneskehandel Sager om menneskehandel efter straffelovens 262 a har gennem de senere år haft en stor bevågenhed. I forarbejderne til bestemmelsen, der blev indsat i straffeloven ved lov nr. 380 af 6. juni 2002, er der ikke tilkendegivelser om det nærmere strafudmålingsniveau i sager om menneskehandel. Det fremgår dog af forarbejderne, at det ved straffens fastsættelse bl.a. vil kunne være en skærpende omstændighed, hvis offeret for menneskehandel på gerningstidspunktet var under 15 år, og formålet var at udnytte den pågældende ved kønslig usædelighed, hvis der er tale om organiseret menneskesmugling, eller hvis offeret forsætligt eller groft uagtsomt er blevet bragt i livsfare. 2
Af Rigsadvokatens oversigt over domme om overtrædelse af straffelovens 262 a fremgår det, at sager om menneskehandel varierer i karakter, omfang mv., og dette afspejles i strafudmålingen, der varierer fra fængsel i 6 måneder til fængsel i 3 år og 9 måneder. Det vil være hensigtsmæssigt at få Højesterets stillingtagen til strafniveauet i sager om menneskehandel, hvor der har været tale om skærpende omstændigheder af samme eller lignende meget grove karakter, som er fremhævet i forarbejderne. Sager om krænkelse af immaterielle rettigheder Krænkelse af immaterielle rettigheder er kriminaliseret i bl.a. varemærkeloven, ophavsretsloven, patentloven og designloven. Herudover findes der i straffelovens 299 b en overbygningsbestemmelse for særligt grove overtrædelser. Inden for alle de nævnte områder sondres der mellem tre former for krænkelser af immaterielle rettigheder: 1) forsætlige eller groft uagtsomme krænkelser 2) grove krænkelser ( skærpende omstændigheder ) 3) særlig grove krænkelser, jf. straffelovens 299 b ( særlig skærpende omstændigheder ). De nævnte regler fik i det væsentlige deres nuværende affattelse ved lov nr. 1404 af 27. december 2008, der trådte i kraft den 1. januar 2009. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det bl.a., at der ikke er tilsigtet nogen ændring i anvendelsesområdet for de enkelte bestemmelser. Det er endvidere forudsat, at der skal ske en generel skærpelse af strafniveauet for krænkelser af immaterielle rettigheder, ligesom det er tilsigtet at skabe et ensartet sanktionsniveau for piratkopiering, uanset hvilket regelsæt der finder anvendelse. For så vidt angår grænsen mellem varemærkelovens 42, stk. 1, og 42, stk. 2, er det i den kommenterede varemærkelov (der vedrører den tidligere gældende varemærkelov) antaget, at anvendelse af 42, stk. 2, om overtrædelser under skærpende omstændigheder som udgangspunkt forudsætter, at der er tale om mere end 50 produkter. Der foreligger inden for de senere år kun et meget begrænset antal domme, der berører denne grænsedragning, og denne praksis synes ikke at være entydig. I U 2010.3059 Ø skete der således domfældelse for 211 produkter, mens landsretten i U 2011.2475 Ø ikke fandt 155 produkter omfattet af varemærkelovens 42, stk. 2. Tilsvarende synes der ikke i den foreliggende retspraksis at være trukket en klar grænse mellem særlovgivningens regler og overbygningsbestemmelsen i straffelovens 3
299 b. Eksempelvis foreligger der så vidt ses kun en enkelt (utrykt) landsretsafgørelse om grænsen mellem varemærkelovens 42, stk. 2, om grove krænkelser og straffelovens 299 b. Det bemærkes, at den domfældtes ansøgning om 3. instansbevilling i denne sag ikke blev imødekommet. Spørgsmålet om grænsedragningen mellem de enkelte bestemmelser har også betydning for strafudmålingen i sager om krænkelse af immaterielle rettigheder. Der foreligger kun en begrænset retspraksis om strafniveauet for krænkelse af immaterielle rettigheder efter lovændringen pr. 1. januar 2009, der som nævnt tilsigtede en generel skærpelse på området. Hertil kommer, at grænsedragningen også har betydning for en række afledede spørgsmål. Det er således kun forhold omfattet af straffelovens 299 b, der er undergivet offentlig påtale, hvorimod forhold omfattet af særlovene er undergivet privat påtale eller betinget offentlig påtale, medmindre almene hensyn kræver påtale. Endvidere kan visse efterforskningsskridt (telefonaflytning mv.) alene iværksættes i sager om særligt grove tilfælde, der kan henføres under straffelovens 299 b med en strafferamme på fængsel indtil 6 år. Sager om frakendelse af næringsbrev Efter 11, stk. 1, i lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder kan retten til at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed med detailsalg af fødevarer mv. frakendes en person eller et selskab, hvis den tiltalte gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder væsentligt har overtrådt lovgivningen vedrørende skat og afgifter, pant på emballage, fødevarer, arbejdsmiljøforhold eller drift af restaurationsvirksomhed omfattet af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling mv. Frakendelse kan ske i en periode fra 1 til 5 år. Alle væsentlige overtrædelser af de nævnte regelsæt indberettes til et register, der føres af Erhvervsstyrelsen. De nærmere kriterier for, hvornår en overtrædelse anses som væsentlig, fremgår af 10-12 i bekendtgørelse nr. 865 af 20. juli 2011 om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder. Efter forarbejderne til lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder skal der som udgangspunkt nedlægges påstand om frakendelse af næringsbrev, hvis der er indberettet to overtrædelser for den pågældende person eller virksomhed, og en myndighed konstaterer en tredje overtrædelse, som opfylder kriterierne for at blive indberettet. Ifølge forarbejderne til loven kan domstolene ved vurderingen af, om der er grundlag for rettighedsfrakendelse, lade forseelsernes hyppighed, grovhed, varighed, sundheds- 4
risici samt de regelsæt, der er overtrådt, indgå. Det almindelige proportionalitetsprincip vil endvidere bl.a. indgå sammen med virksomhedens størrelse og karakter. Der er hidtil kun afsagt et begrænset antal domme om frakendelse af næringsbrev. Der kan i den forbindelse henvises til dommene refereret i UfR 2009.258 Ø og UfR 2011.742 Ø, hvor der i begge tilfælde skete rettighedsfrakendelse. Det vil på den baggrund være hensigtsmæssigt at få Højesterets stillingtagen til, i hvilket nærmere omfang der bl.a. i lyset af det almindelige proportionalitetsprincip kan ske frakendelse af næringsbrev, når der er tale om grænsetilfælde, dvs. hvor der alene er tale om 3-4 overtrædelser, eller hvor de tidligere overtrædelser er af mindre grov karakter. Tvangsberammelse af hovedforhandling Efter artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har enhver ret til en rettergang inden en rimelig frist. Som udgangspunkt har den tiltalte ret til frit at vælge sin forsvarer. Den tiltaltes valg af en bestemt forsvarer kan imidlertid i visse tilfælde medføre, at sagen forsinkes, fordi forsvareren f.eks. på grund af travlhed ikke har tid til at medvirke ved sagens behandling. Dette problem med forsinkelser begrundet i forsvarerens forhold er oftest forekommende i større sager over flere dage eller med flere tiltalte, men problemet er heller ikke ukendt i mindre sager. På den baggrund er der ved lov nr. 493 af 17. juni 2008, der trådte i kraft den 1. juli 2008, indsat en ny bestemmelse i retsplejelovens 843 a, stk. 1, hvorefter retten skal fremme enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed kræver og tillader. Retten skal således bl.a. i forbindelse med hovedforhandlingens berammelse sørge for, at enhver sag fremmes hurtigst muligt. Efter retsplejelovens 843 a, stk. 2, påhviler det endvidere anklagemyndigheden og forsvareren at tilrettelægge deres virke på en sådan måde, at sagen kan gennemføres inden rimelig tid. Efter bestemmelsens forarbejder indebærer denne pligt bl.a., at en forsvarer, der af en sigtet eller tiltalt anmodes om at påtage sig forsvaret, må overveje, om de andre sager, som han eller hun er engageret i, medfører, at vedkommende ikke vil kunne medvirke til sagens gennemførelse inden rimelig tid, og at den pågældende i givet fald undlader at påtage sig sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at det også følger af de advokatetiske regler, at en advokat ikke bør påtage sig en opgave, medmindre advokaten under hensyntagen til andet arbejdspres kan behandle denne passende hurtigt. 5
Hidtil er der kun afsagt et begrænset antal kendelser vedrørende tvangsmæssig berammelse af hensyn til sagens behørige fremme. Der kan i den forbindelse også henvises til kendelsen refereret i UfR 2011.1785 H, hvor Højesteret fastholdt en foreløbig berammelse af hovedforhandlingen i en større straffesag af hensyn til de tiltaltes forsvarervalg. Det vil være hensigtsmæssigt med en nærmere afklaring af, i hvilket omfang retten som alternativ til eller inden der tages stilling til at afbeskikke eller nægte at beskikke en forsvarer, jf. retsplejelovens 733, stk. 2 kan beramme hovedforhandlingen til dage, hvor forsvareren angiver ikke at kunne deltage. Det bemærkes, at kæremål om nægtelse af beskikkelse, jf. retsplejelovens 733, stk. 2, og om tilbagekaldelse af beskikkelse, jf. 736, stk. 2, behandles af Den Særlige Klageret. 6