UDFALDET FRA FREDERICIA DE 6. Juli 1849.

Artikel fra "Kontakt med Kongens Jydske Fodregiment" nr. 3, 1974, side 10-51. af P. E. P. Skov Bearbejdet af Erik F. Rønnebech 2005 UDFALDET FRA FREDERICIA DE 6. Juli 1849. Selvom det i løbet af våbenstilstandsperioden 21. september 1848-2. april 1849, ved opstilling af en del reserve- og forstærkningsafdelinger (almindelig værnepligt var indført ved lov af 12. februar 1849) var lykkedes at øge den danske hær betydeligt, var den dog modstanderne underlegen i den måtte derfor begynde felttoget med en tilbagetrækning til en defensiv opstilling, støttende sig på de 3 flankestillinger Als-Sundeved, Fredericia Fæstning og Helgenæs og deltes tilsvarende i 3 korps: Flankekorpset på Als, en besætning i Fredericia og Ryes Korps, der, når fjenden rykkede: frem, skulle føre et undvigende forsvar op igennem Jylland. Hertil kom en hovedreserve på Fyn. Man havde herved tvunget fjenden til ligeledes at splitte sin styrke, idet han under sin fremrykning nordpå i Jylland efter Ryes Korps måtte afse ret store styrker til sikring mod de 2 danske flankestillinger Fredericia og Sundeved. Da den tyske hær befandt sig på fjendtligt territorium, var den endvidere tvunget til at lade alle østjyske byer besætte, af hensyn til opretholdelsen af forbindelseslinierne mod Syd. Den kombinerede slesvig-holstenske, tyske og preussiske hær, under general Prittwitz, talte i alt ca. 61.000 mand, den danske hær, under generalmajor Bülow, ca. 41.000 mand. Den slesvig-holstenske hær, ca. 14.000 mand under general Bonin, stod foran Fredericia, medens de tyske forbundstropper og de preussiske tropper stod spredt i Jylland og i Slesvig, som det fremgår af skitse l, hvor også de danske troppers opstilling er vist. Til søs havde den danske flåde herredømmet. De søtransportmidler vi rådede over, tillod en samtidig overførsel af 6-8000 mand, men de midler der fandtes til ind- og udladning af styrker på åben strand var meget beskedne. Takket være overlegenheden til søs havde den danske overgeneral den fordel, at det var ham muligt at foretage en hurtig forening af de spredte styrker og samle hæren overfor hvor af de flere dagsmarcher fra hinanden adskilte dele af den fjendtlige hær og overvinde dem hver for sig. Fredericia Fæstning (skitse 2) er bygget på Frederiksodde og er på øst- og sydsiden beskyttet af Lillebælt. Mod landsiden er fæstningen omgivet af en hovedvold med 9 bastioner. På oddens yderpunkt findes fæstningens kastel, som skulle tjene besætningen som den sidste tilflugt, og hvorfra et eventuelt tilbagetog til Fyn skulle dækkes. To store broer, Søndre Bro og Østre Bro, tjente som ind- og udskibningsbroer. I fæstningsvolden fandtes 3 porte. Kongens Port på nordfronten ved kysten, Prinsens Port i det nordvestlige hjørne, og Strandporten ved den sydlige kyst. Kommandant i Fredericia Fæstning var oberst Lunding, en meget dygtig og viljestærk officer. Besætningen i Fredericia bestod af 7 batailloner, l batteri, 1. eskadron, l afdeling fæstningsartilleri og l. ingeniørafdeling, i alt 6.800 mand. Af fæstningsartilleri rådedes over 148 kanoner af forskellig størrelse og 36 morterer. Herudover kunne fæstningens forsvar støttes af et batteri med 12 være kanoner ved Strib og kanonbåde i Lillebælt. Spørgsmålet, om Fredericia fæstning skulle forsvares eller rømmes, havde ikke fundet sin afgørelse, da fjenden den 7. maj stod foran Fredericia. Selvom fæstningens tilstand var mangelfuld, bl.a. fandtes der ingen bombesikre rum, besluttede overkommandoen dog, at fæstningen skulle. forsvares, og befæstningsarbejderne blev derfor intensiverede. 1

Terrænet i fæstningens nærmeste omegn (skitse 3) er mod nord temmelig fladt, dengang næsten ubebygget og ubeplantet. Mod nord, ca. l½ km fra fæstningen, begynder en lavning, som i en bue mod vest, sydvest, syd og sydøst fortsætter til Lillebælt, og der begrænsedes af en dæmning, hvorpå Snoghøjvejen var anlagt. 1. Brigade om Kongsted - Torp og kavaleriet om Rands - Pjedsted, Og han påbegyndte straks anlæggelsen af to skanser, redouter, (S I og S II) ved Koldingvejen (Vejlevej), vest for oversvømmelsen, og 2 skanser (S III og S IV) på begge sider af lavningen ved Vejlbyvej) samt 2 morterbatterier (et stort (B I) og et mindre (B II)). Den passive rolle, som var blevet tildelt den slesvig-holstenske hær, stemte kun lidet med dens førers ønsker, idet man ønskede at erobre fæstningen. General Bonin havde derfor den 6. maj beordret alt disponibelt belejringsskyts fra Rendsborg ført til sig, og herudover havde han bedt general Prittwitz om at få rådighed over en del af det svære skyts fra Sundeved. General Pritwitz gav dog et meget bestemt afslag på denne anmodning med den tilføjelse, at han ikke havde billiget oprettelsen af en belejringspark foran Fredericia. Til trods for general Prittvitz's afslag besluttede general Bonin, der var vidende: om, at Fredericia Fæstning havde en total mangel på bombesikre rum, med sit eget belejringsartilleri at tvinge fæstningen til overgivelse ved et bombardement. Da belejringsartilleriet var ankommet, indledte han derfor den l6. maj et 4-dages bombardement af fæstningen. Bombardementet anrettede betydelig skade i fæstningen, hvor en stor del af byen nedbrændte, men tabene af menneskeliv var minimale, idet en stor del af besætningen gravede sig ind i voldene, og størstedelen af indbyggerne var blevet evakueret til Fyn under bombardementets l. og 2. dag. Til trods for bombardementet var det muligt for fæstningen at opretholde normal sejlads til Fyn, så tilførslen af forplejning og udrustning, samt den daglige udskiftning af en bataillon kunne gennemføres. For general Bonin blev det klart, at han ikke kunne bringe fæstningen til overgivelse, så længe den søværts forbindelse var fri, og han besluttede derfor, med alle til rådighed stående midler, at hindre forbindelsen mellem Fyn og Fredericia, hvilket skulle være indledningen til den endelige belejring. Batterier blev anlagt ved og Nordvest for Sandalhus (B IV B V og B VI) og vest for oversvømmelsen (B III); blokhuset erobredes den 22. Maj, og en beskydning af Søndre Bro indledtes. Ved opstemning af en bæk, som gennemløb denne lavning, havde man i dennes sydligste del etableret en betydelig ag effektiv oversvømmelse, og for at fjenden ikke skulle tilintetgøre oversvømmelsen ved at gennemgrave dæmningen, var der foran denne anbragt et blokhus, besat af en feltvagt. Som omtalt stod den slesvig-holstenske hær foran Fredericia Fæstning den 7. Maj. General Bonin havde af den tyske overgeneral fået ordre til at gøre sig til herre over og besætte terrænet Kolding - Rands Fjord - Fredericia Snoghøj, for at sikre rigstroppernes operationer mod nord. Den givne ordre var således af absolut defensiv karakter. General Bonin besatte terrænet (skitse 3) med Avantgarden om Erritsø, 2 brigade om Stovstrup - Hejse Kro. Da fæstningens forbindelse til Fyn stadig gennemførtes uhindret fra østre Bro, besluttede general Bonin at anlægge batterier Nord. for fæstningen mellem denne og Trelde skov og herfra, at umuliggøre forbindelsen til Fyn; disse strandbatterier (B-VII, B-VIII, B-IX og B-X) blev anlagt sidst i Juni måned, og til deres forsvar påbegyndtes anlægget af 2 skanser (S-V og S-VI) samt en del løbegrave. Beslutningen om ved anlæggelsen af de nævnte strandbatterier for at hindre forbindelsen mellem fæstningen og Fyn havde til følge, at general Bonin i begyndelsen af juni foretog en omplacering af sine styrker; da denne omplacering i det store og hele forblev uforandret indtil tidspunktet for udfaldet, skal her kun gives opstillingen, som den var på sidstnævnte tidspunkt. På Venstre fløj I Brigade med II Bataillon (BTN) i skanse V og i løbegravene mod øst til stranden. Herudover var der ca. 1 BTN (mandskab fra I og III BTN) som forposter og arbejdsmandskab i løbegravene. 1. og 4. BTN m. 2 kanoner i hyttelejren ved Kirstinebjerggård. 2

3. Jægerkorps- (JK + et batteri (%) (BT)) ved Egeskov,.3 BTN i Vejlby, to eskadroner (ESK) i Egum, to pionerkompagnier og en skarpskytteafdeling i Trelde. I centrum 2. Brigade med 10. BTN i hyttelejren ved Fuglsang med et kompagni (KMP) som forpost foran teglværket. 7. BTN øst for Stovstrup med et KMP i skanse I og II, 5. BTN i slugten med to KMP i skanse IV, morter batteriet (BI) og løbegravene, 4. JK i hyttelejren bag skanse III 6. BTN i Stovstrup, 8. BTN i Stallerup, et BT i Stovstrup, et BT i Torp. På højre fløj Avantgarden med 1. JK langs Lillebælt med et KMP i Skærbæk, et KMP i Snoghøj og to KMP ved Henneberg ladegård, 9. BTN om Sandalhus og Erritsø, 2. JK i Erritsø, to BT om Erritsø, en ESK i Børup. Den samlede styrke androg ca. 14.000 mand og 48 kanoner. Under belejringen var der fra Fredericia fæstning foretaget adskillige større og mindre rekognoscerings- og demoleringsudfald. Vore tab i belejringsperioden var 11 officerer, 12 underofficerer og 145 menige, de slesvig-holstenske 4 officerer og 121 underofficerer og menige. Efter at general Bonin havde påbegyndt anlæggelsen af batterierne Nord for fæstningen, indså fæstningens kommandant, at forbindelsen med Fyn kunne blive umuliggjort, og han opfordrede indtrængende den danske overkommando til at foretage et udfald fra Fredericia med hele hæren. Efter at have brevvekslet og konfereret med krigsministeren i nogen tid om krigens førelse, fik den danske overgeneral, general Bülow, den 18.juni frie hænder til at udføre et angreb mod belejrerne. Den 20. juni beordredes derfor 6. Brigade og et halvbatteri overskibet fra Als til Assens (Fyn), og den 26. juni beordredes overskibning af en brigade og et batteri fra Helgenæs til Bogense (Fyn). I et krigsråd i Vejlby på Fyn den 4. juli fastlagdes planen for udfaldet fra Fredericia fæstning. Udfaldet blev fastsat til den 6. juli kl. 0100 om natten, idet man. anså et natangreb for mest fordelagtigt. Overførslen af angrebsstyrken, der fandt sted hovedsageligt i mørketimerne den 4. og 5. juli, blev observeret fra slesvig-holstensk side og beskudt, men dog uden tab for de danske styrker. General Bonin var således forberedt på, at et angreb kunne finde sted i den nærmeste fremtid. Det skal her indføjes, at størstedelen af de danske generaler blev overført om aftenen den 5.juli med samme skib, en uforsigtighed, som kunne have få et de alvorligste følger, såfremt skibet var blevet truffet. Flere af general Bonins underførere advarede ham og foreslog, at Avantgarde-brigaden skulle forlægges fra Erritsø til området Nord for fæstningen; men general Bonin stolede på, at de stærke skanser kunne modstå et angreb og mente desuden, at Avantgarden måtte forblive af hensyn til en eventuel dansk landgang ved Snoghøj. 3

Den danske plan for angrebet var som følger Avantgarden (6. Brigade under generalmajor de Meza) og 5.Brigade (under generalmajor Rye) skulle danne l. træfning. 3. Brigade (under generalmajor v. Schleppegrell) - og 4. brigade (under generalmajor Molkte) skulle danne 2. træfning. Kl.. 01.00 skulle Avantgarden gå gennem Kongens port og poternen (tunnelen) ved Dronningens bastion, rykke frem østen om løbegravene Nordvest for fæstningen og rette sit angreb mod værkerne bagved. Samtidig skulle 5. Brigade gå langs stranden gennem et derværende forhug og så hurtigt som muligt rykke om ad vejene nærmest stranden mod Kirstinebjerggård Så snart Avantgarden og 5. Brigade havde indtaget en stilling fra den nordlige ende af oversvømmelsen til Kirstinebjerggård, skulle Avantgarden frem mod Egum og Stallerup og 5. Brigade mod Trelde og Egeskov. 3. og 4. Brigade skulle derefter gå frem bag henholdsvis Avantgarden og 5. Brigade og indtage en foreløbig stilling bag slugten, som fra oversvømmelsen strækker sig i nordøstlig retning. Såfremt fjendens hovedstyrke var koncentreret mod nord, skulle Avantgarden og 5. Brigade angribe denne. Såfremt fjendens hovedstyrke stod mellem oversvømmelsen og Egum, skulle Avantgarden dreje mod Vest og sammen med 3. Brigade til venstre angribe fjenden, medens 5. og 4. Brigade skulle danne reserven. Den kommanderende general ville opholde sig mellem 3. og 4.Brigade. Samtidig med udfaldet skulle foretages to skinangreb fra søsiden, et med dampskibe, transportskibe og kanonbåde mod Vejlefjord og et med dampskibe og åbne både mod Skjærbæk. Den samlede danske angrebsstyrke androg 19.400 mand og 48 kanoner. I fæstningen fandtes 4.200 mand, og endelig deltog som angrebsstyrke for skinangrebene 233 mand. Den 6. juli kl. lidt før 01.00 stod samtlige danske afdelinger kampklare på deres alarmpladser. Vejret, der i længere tid havde været meget storm- og regnfuldt, havde ændret sig. Det var fuldmåne med en svag brise fra nord. Over terrænet Nord for fæstningen lå en let tåge. For at dæmpe lydene fra angrebsforberedelserne i fæstningen havde man strøet halm i portene og på gaderne. Kl. 0100 begyndte Avantgarden fremrykningen gennem Kongens Port og Poternen vest herfor, og omtrent samtidig rykkede 5. Brigade frem langs stranden. Som tidligere anført var det den kommanderende generals hensigt, at Avantgarden skulle gå frem i mellemrummet mellem løbegavene Nordvest for fæstningen og de i nærheden af kysten liggende værker. Da der imidlertid på grund af: en for hurtig fremrykning inden formeringen af styrkerne var end, vanskelighederne ved i mørke at holde forbindelsc mellem enhederne, ukendskab til terrænet og manglende viden om de fjendtlige forsvarsværkers udstrækning, kun skete en delvis gennemførelse af overkommandoens hensigt, og da der i stedet udvikledes voldsomme kampe om de fjendtlige forsvarsanlæg på bataillons- og kompagnitrin, vil jeg i det følgende, for at belyse udfaldet i detaljer, omtale de enkelte enheders kamp, idet jeg af hensyn til overskueligheden vil gøre status for stillingen kl. 02.30, kl. 03.30 og kl. 05.00. Begivenhederne 0100-0230 Chefen for Avantgarden havde (se skitse 4) befalet, at brigaden, skulle angribe i 2 træfninger og regnet fra højre fløj med l. og 2. Bataillon i 1. træfning med artilleri og ryttere i mellemrummet i 2. træfning fra højre fløj 1. forststærkningsjægerkorps (F-JK), 3. forstærkningsbataillon (F-BTN) og 2. jægerkorps (JK). 1 Bataillon, der gik gennem Kongens Port, formerede ig straks og rykkede frem i løb mod nord på begge sider af Treldevejen. 4

Bataillonen overrumplede og kastede de fjendtlige fremskudte styrker og nåede frem 200 m nord for en linie mellem skanse IV og V, hvor den gjorde holdt da der bag begge bataillonens fløje udspandt sig en meget heftig kamp om de fjendtlige forskansninger. Den retning, bataillonen rykkede frem i, blev anvist af en adjudant fra hovedkvarteret, som fejlagtigt, og i øvrigt i modstrid med den retning, bataillonen havde fået beordret, angav en nordlig retning i stedet for en nord-nordvestlig retning. Efter at bataillonen havde gjort holdt, blev den fra Nord angrebet af 2 fjendtlige batailloner, (I og dele af II), som var på vej frem mod skanse V til undsætning. Det udviklede sig en meget hård kamp, men det lykkedes 1. Bataillon, at fastholde stillingen. 2. Bataillon, der gik ud gennem Poternen, rykkede frem i nord-nordvestlig retning og mistede hurtigt forbindelsen med l. Bataillon. Bataillonens venstre fløjkompagni ramte den østlige del af de fjendtlige løbegrave, som blev stormet og taget, hvorefter bataillonen svingede mod Vest og overskred den store slugt. 2. Jægerkorps, som gik ud gennem Poternen bag 2 bataillon, rykkede straks frem til venstre for denne og gik direkte imod skanse IV og de derværende løbegrave. Efter en heftig kamp, hvor bataillonen blev udsat for et kraftigt modangreb, erobredes skanse IV, løbegravene og et morterbatteri (B I), hvor der toges 100 fanger, og Jægerkorpset fortsatte frem mod slugten. Her blev jægerkorpset atter udsat for et modangreb fra den slesvig-holstenske V Bataillon, der dog meget hurtigt måtte trække sig tilbage, idet dette modangreb truedes i venstre flanke af 2. Bataillons omfattende angreb. Både 2. Bataillon og 2. Jægerkorps havde kl. 02.30 overskredet slugten og stod Vest for Vejlbyvejen. Af Avantgardens 2.træfning, der gik ud gennem Kongens Port, fulgte 3. Forstærkningsbataillon bag 1. Bataillon og understøttede dennes højre fløj med et kompagni. Da 1. Forstærkningsjægerkorps, som ifølge planen skulle være bag højre fløj, nåede frem, overtog den sikringen af l. Bataillons højre fløj og 3. Forstærkningsbataillon trak mod Vest og. dækkede åbningen mellem 1. Bataillon og slugten. Dette var Avantgardens stilling kl. 02.30. 5. Brigade rykkede ud langs stranden lidt senere end Avantgarden (skitse 5). Brigadechefen havde befalet følgende formering: Som fortrop 1. Reservejægerkorps. I l. træfning 9. Bataillon og 4. Reservebataillon med artilleri i mellemrummet. I 2. træfning 6. og 7. Bataillon. Brigadechefens ordre til samtlige bataillonschefer om fremrykning fra fæstningen til den af overkommandoen befalede linie fra Kirstinebjerggård mod oversvømmelsen tyder på, at brigadechefen forventede, at brigaden kunne rykke frem uden alvorligere kamp. Brigadechefen var vidende om de fjendtlige løbegraves tilstedeværelse, og han lod da også l. Reservejægerkorps, som havde deltaget i et tidligere udfald netop mod disse løbegrave, være fortrop, men om de fjendtlige udstrækning og især om skanse V betydning og modstandskraft, havde han kun et meget ufuldstændigt begreb. Da l. Reservejægerkorps var kommet udenfor fæstningen, formeredes styrken med 1. Kompagni langs stranden, 2. Kompagni langs Eksercerpladsvejen og 4. kompagni vest, for denne. 3. Kompagni var reserve bag 1. og 2. Kompagni. l. og 2. Kompagni løb frem mod løbegravene, erobrede disse, tog en del fanger og fortsatte straks fremrykningen mod nord forfølgende flygtende enheder. 3. og 4. Kompagni blev standset henholdsvis ved og Vest for Eksercerpladsvejen af den fjendtlige besætning i løbegravene Vest for denne vej. Efter kort tids ildkamp mistede 4. Kompagni alle sine officerer. Brigadens l. træfning nåede nu frem. 9. Bataillon, der gik mellem stranden og Eksercerpladsvejen (Fælledvej), havde sendt to kompagnier (l. og 2.) fremad langs stranden med opgave, at rykke frem til Trelde Skov og rense denne. Med de to resterende kompagnier (3. og 4.) greb bataillonen ind i kampen, og det lykkedes at erobre en del af de fjendtlige løbegrave vest for vejen, og l morterbatteri (B VII) umiddelbart øst for denne. 3. Kompagni fortsatte nu mod Nord og sluttede sig kort efter til de to kompagnier af l. Reservejægerkorps, som var i kamp med en fjendtlig styrke, der var blevet samlet til modangreb. Ved 3. kompagnis ankomst blev fjenden under betydelige tab kastet mod Nord. 5

4. Reservebataillon, som i l. træfning gik frem vest for Eksercerpladsvejen, blev, da den nåede frem foran skanse V, modtaget af en meget heftig ild, som kostede bataillonen betydelige tab. Et kompagni trak mod vest uden om skansen og kastede et fjendtligt kompagni, som stod opmarcheret umiddelbart bag denne. Brigadechefen, generalmajor Rye, der med sin stab befandt sig Vest for skanse V, besluttede nu at lade l. træfning omgå skansen for at hindre fjenden i at undsætte denne og løbegravene, for derefter at lade 2. træfning erobre skanse V. Resten af 4. Reservebataillon blev derefter trukket frem uden om skanse V og straks sat ind mod den fjendtlige I Bataillon og dele af 2. bataillon, som søgte at kæmpe sig vej frem til skanse V. 2. træfning, 6. og 7. bataillon, søgte nu at storme skansen, men måtte under betydelige tab og efter at være blevet sammenblandet, trække sig noget tilbage. En del af den sammenblandede styrke, ca. et kompagni, var veget uden om skansen og blev af general Rye beordret til at fortsætte mod Nord for at standse eventuelle tililende reserver. General Rye fulgte selv denne styrke for personligt at overbevise sig om, hvordan situationen var mod Nord. De resterende styrker af 2. træfning forsøgte på ny at erobre skanse V, men også dette angreb blev med betydelige tab afvist af skansens besætning, hvis chef ledede forsvaret med største omsigt og ro. 3. Brigade påbegyndte kl. 01.45 udrykningen fra Fredericia gennem Kongens Port og poternen. Så snart brigaden var nået udenfor fæstningen, opmarcheredes således (se skitse 6): i l. træfning 3. Jægerkorps, 2.Forstærkningsbataillon og 3. Bataillon i 2. træfning 5. Bataillon og 1.Forstærkningsbataillon. Artilleriet i l. træfning i midten. Kl. 02.30 havde brigaden netop påbegyndt sin fremrykning mod Nordvest for at indtage den befalede stilling bag slugten. 4. Brigade rykkede ud efter 5. Brigade og var kl. 02.30 endnu i marchkolonne på stranden i ordenen 8. Bataillon, 11. Bataillon og 5. Reservebataillon. Dette var hændelsesforløbet for alle enheder for perioden 01.00 til 02.30. Kaster vi et blik på forholdene på slesvig-holstensk side, så var på dette tidspunkt næsten alle enheder alarmeret og reserverne på vej frem mod kamppladsen. Af ukendte årsager blev den slesvig-holstenske Rytteribrigade først alarmeret kl. 04.00, og kom således ikke til anvendelse. Ved den slesvig-holstenske Avantgarde indløb ca. 02.30 meldinger om ansamling af en dansk transportflåde ved Skærbæk. Ved den slesvig-holstenske 2. Brigade i centrum var skanserne I og II med omliggende løbegrave besatte og skanse III endnu på deres hænder. Ved den slesvig-holstenske I Brigade var skanse V og de nærliggende løbegrave stadig besatte, men det var ikke lykkedes at undsætte dem. Sandsynligheden for en undsætning var svindende, for de slesvig-holstenske reserver stod ret langt mod nord og antallet af danske enheder foran skanse V øgedes hurtigt. Begivenhederne 02.30 til. 03.30: Ved Avantgarden havde 2. Bataillon og 2. Jægerkorps en meget udsat stilling, på grund af den raske fremtrængen over slugten. Den slesvig-holstenske VI Bataillon, som stod i Stoustrup, rettede sammen med de tilbagekastede enheder et modangreb, som blev kraftigt støttet af artilleri, mod de 2 danske batailloner, og disse måtte gå tilbage i sydøstlig retning. Skanse III blev derved undsat, og et antal danske soldater (ca.30), der lå i graven foran skansen, blev taget til fange. Det fjendtlige modangreb blev yderligere forstærket af VIII Bataillon, der havde ligget i Stallerup, og modangrebet nåede efterhånden frem til og på visse steder over slugten. På dette tidspunkt satte Avantgardens chef, general de Meza, sine reserver ind, samtidig med, at 3. Brigade greb ind i kampen. Avantgardens 1. Bataillon, der var rykket direkte mod Nord, og som havde 6

kæmpet sammen med 5. Brigades afdelinger, var her blevet frigjort og rykkede frem i nordvestlig retning. Venstre fløj af bataillonen kom under denne fremrykning i kamp med den slesvig-holstenske VIII bataillon. Samtidig hermed rykkede 3. Forstærkningsbataillon, som hidtil havde været i 2. træfning, frem mod VIII bataillon, der nu, kl. 03.30, blev tvunget til at gå tilbage mod Egum. 3. Brigade, der var under fremrykning mod den beordrede stilling bag slugten, angreb og kastede de fjendtlige enheder. General Bonin, der befandt sig bag centrum, havde sat alle sine reserver ind, og da han så sine enheder vige over hele fronten, gav han ordre til tilbagetog og sendte samtidig en ordre til Avantgardebrigaden om straks at afmarchere til et område bag Stoustrup for der at optage kampen og støtte II Brigade. På den danske højre fløj lykkedes det kl. ca. 02.45 at bryde den slesvig-holstenske I Brigades modstand. Den fjendtlige I Bataillon og dele af II bataillon, som forgæves havde forsøgt at undsætte skanse V, blev så hårdt presset af l. Bataillon og de enheder, som 5. Brigades chef, general Rye, havde sat ind imod dem, at de måtte trække sig tilbage. Først ved Ryttergrøften, som strækker sig øst-vest over Kirstinebjerggård, lykkedes det fjenden kl. ca. 03.30 ved indsættelse af IV og I Bataillon, støttet af artilleri, at standse vores fremrykning. På samme tidspunkt var de to kompagnier, som rykkede frem langs stranden, med opgave, at rense Trelde Skov, nået frem til skoven. Om skanse V og de tilstødende løbegrave kæmpedes stadig. Da 4. Brigade var kommet ud af fæstningen, beordrede overgeneralen, at brigaden skulle, fremskynde sin fremrykning for at støtte 5. brigade. Så snart 4. Brigade modtog denne ordre, dirigeredes den forreste bataillon hurtigt fremad. Uden at besvare den fjendtlige ild, og støttet af 5. Brigades artilleri stormede bataillonen løbegravene, hvor der toges ca. 100 fanger. Sammen med de enheder, der allerede lå om skanse V, stormedes skansen fra alle sider, og dennes besætning på 4 officerer og 200 menige, der så tappert havde forsvaret skansen, blev taget til fange. Tidspunktet for skanse V's fald var ca. kl. 03.30. De enheder af 5. brigade, der havde deltaget i kampen om skansen, rykkede straks mod Nord for at slutte sig til brigaden. 8. Bataillon blev ved skansen for at reorganisere og afgav samtidig det nødvendige bevogtningsmandskab til fangetransport. De to øvrige batailloner af 4. brigade, 11. Bataillon og 5. Reservebataillon, påbegyndte derefter fremrykningen mod Nordvest. Omtrent på samme tidspunkt led 5. Brigade et smerteligt tab, idet den meget afholdte og respekterede brigadechef, generalmajor Rye, fald foran Ryttergrøften, sydvest for Kirstinebjerggård Begivenhederne 03.30 til 05.00: 5. Brigade, der ca. 03.30 var standset med nogle af enhederne foran Ryttergrøften, fik ved indsættelse af sit artilleri det fjendtlige artilleri bragt til tavshed, og da enhederne, der var frigjort fra skanse V, nu rykkede frem fra Syd, og da de to kompagnier fra. 9. Bataillon, som var rykket frem langs stranden, begyndte at trænge frem gennem skoven, besluttede chefen for 1. slesvig-holstenske brigade at gå tilbage over vadestedet over Rands Fjord, og ved indsættelse af III Jægerkorps og III bataillon, som efterhånden var kommet frem til kamppladsen, lykkedes det ham at frigøre sig og under heftig forfølgning af 5. Brigade nåede hovedstyrken tilbage til Egeskov kl. ca. 05.00, hvor det videre tilbagetog skulle iværksættes. På dette tidspunkt modtog den svig-holstenske brigadechef melding om, at vadestedet blev bestrøget af ild fra danske kanonbåde, som lå ved Rands Fjord, og at der var landsat danske tropper ved Trelde. Brigadechefen beordrede nu, at tilbagetrækningen af brigaden i stedet skulle foretages over Vejlby - Egum, og III Bataillon + l eskadron blev derfor fra Egeskov straks sendt mod Sydvest for at opholde den danske fremrykning og for at sikre vejen mod Egum. Omtrent på samme tidspunkt, som slesvig-holstenerne påbegyndte deres tilbagetog mod Egeskov, besluttede Avantgardens chef, generalmajor de Meza, da han så, at slesvig-holstenerne var under tilbagegang, at dirigere Avantgarden mod Egum og Stallerup. Avantgarden rykkede derefter mod Nordvest med 3. Forstærkningsbataillon. 7

1. Forstærkningsjægerkorps, 1. Bataillon og batteriet, hvor 3. Forstærkningsbataillon inden længe kom i kamp med den slesvig-holstenske III Bataillon og eskadron, som efter en kort kamp blev kastet tilbage mod Egum. l. Forstærkningsjægerkorps rykkede frem mod Vejlby, men blev liggende syd for byen, da store fjendtlige styrker observeredes på Egumvejen på vej mod Vest. På venstre fløj var 3. Brigades angreb over slugten lykkedes. Den fjendtlige II Brigade trak sig kæmpende og delvis i uorden tilbage mod Vest. Den slesvig-holstenske avantgardebrigade modtog ca. kl. 04.00 ordren om at afmarchere til Stoustrup, og ca. kl. 05.00 ankom 2. Jægerkorps og 9. Bataillon samt noget artilleri til Stoustrup og indtog her en stilling til sikring af 2. Brigades højre flanke. Til løsning af Avantgardebrigadens hidtidige opgaver efterlodes 1. Jægerkorps. Situationen var ca. kl. 05.00 følgende: På højre fløj holdt slesvig-holstenerne stadigvæk skanserne I og II, de omliggende løbegrave samt terrainet Syd herfor beat (VII og X bataillon). I kamp med disse styrker lå foran skanse II ca. et kompagni fra 3. Jægerkorps og foran skanse I to kompagnier af 6. Reservebataillon (detachement under fæstningskommandanten) I centrum stod slesvig-holstenerne med Avantgardebrigaden om Stoustrup og II Brigade i en linie fra Kobbelgård til Egum. Heroverfor stod regnet fra Syd 3. Jægerkorps og 3. Bataillon. 4. Brigade stod Nord for slugten ved Egeskovvej på vej frem som reserve bag 3. Brigade. Denne ordre havde brigaden fået af overkommandoen, da den var nået til Ryttergrøften Sydvest for Kirstinebjerggård I Egum stod III Bataillon overfor 3. Forstærkningsbataillon fra Avantgarden og endelig stod l. forstærkningsjægerkorps, ligeledes fra Avantgarden, Syd for Vejlby. Mod Nord stod I Brigade i hovedsagen på vejen fra Egeskov til Egum. 5. Brigade stod umiddelbart Syd for Egeskov. Situationen efter kl. 05.00: Den slesvig-holstenske 1. Brigades ændring af tilbagegangsvejen blev skæbnesvanger for brigaden. De styrker, som fulgte den befalede marchvej, fandt denne spærret Nordøst for Egum. Styrkerne kunne ikke vende om, for ved Vejlby var l. forstærkningsjægerkorps under fremrykning mod byen, og endelig spærrede 5. Brigade i Egeskov vejen til vadestedet over Rands Fjord. Efter kort tids forløb var 1. Brigades enheder fuldstændig splittede, og enhver orden ophørte. Enkeltvis og i små flokke søgte fjenden ned til Rands Fjord, hvor passage kun var mulig for fodfolk. Danske enheder fulgte efter, og mange slesvig-holstenere blev taget til fange. Det kan f.eks. her nævnes, at to danske kompagnier tog 600 mand til fange, og et enkelt kompagni tog 500 mand til fange. Langs Rands Fjord lykkedes det en del at undslippe over Ødstedgaard, og en mindre del undslap over vadestedet Nord for Egeskov. I Brigade var totalt revet op, og af dens oprindelige styrke på ca. 5.000 mand, var der kun ca. 1.000 mand tilbage, som var kampduelige. Kun en enhed, nemlig III Bataillon, som var sendt mod Vest for at sikre tilbagegangsvejen, kunne betragtes som kampduelig. Det kan her nævnes, at general Bonins officielle beretning giver følgende tab for de øvrige af 1. Brigades enheder efter kampen: I BTN: l officer 70 mand II BTN: l officer 70 mand IV BTN: l officer 170 mand III JK: 2 officerer 130 mand 8

Ser vi på den øvrige front, så lykkedes det ca. kl. 05.30 for 3. Forstærkningsbataillon og dele af 3. Bataillon at kaste den slesvig-holstenske 3. Bataillon ved Egum tilbage mod Stallerup. Herved blev den slesvig-holstenske front fra Stoustrup mod Egum truet i venstre flanke, og general Bonin beordrede derfor, at resten af III Brigade skulle trække sig tilbage mod Bredstrup, medens Avantgardebrigaden blev beordret til at trække sig tilbage mod Vest over Elbodalen til Havreballegaard, hvor den skulle holde passet. På den sydlige front havde Bataillon 7 og 10, trods faren for at blive omgået fra nord, holdt deres stillinger. Da det danske pres mod Stoustrup nu tiltog, trak 7. Bataillon sig tilbage mod Vest, og skanse II faldt i vore hænder. Da 7. Bataillon havde trukket sig tilbage, rettede de danske enheder deres angreb mod den længere sydpå liggende 10. Bataillon, der efter en hård kamp trak sig tilbage mod vest gennem Stoustrup Skov (Sønderbygård skov) og derfra videre mod Gudsø. Hermed var den sidste kamp om fjendtlige forsvarsværker endt, og overalt trak fjenden sig i største hast tilbage mod passene over Elbodalen. Mod Nord rykkede Avantgarden frem fra Egum mod Bredstrup, som snart faldt, hvorefter passet over Elbodalen blev besat. Efter Avantgarden fulgte 5. brigade som reserve efter overgenera1ens ordre. Som besættelse af vadestedet over Rands Fjord havde 5. Brigade efterladt 4. Reservebataillon. I centrum forfulgte 3. Brigade den slesvig-holstenske Avantgarden, som nåede tilbage over Havreballegårdpasset, der derefter blev besat af 3. Brigade. Efterhånden, som hele afsnittet var renset for fjender, ebbede kampen ud. Da kampen ophørte, var den danske besættelse således: 4. Reservebataillon ved vadestedet over Rands Fjord. Resten af 5. Brigade om Bredstrup. Avantgarden om Kongsted. 3. Brigade om Hejse Kro. 1. Brigade havde besat Gudsøpasset. Alle pas over Elbodalen var besat, og langs ålinien var udstillet poster. Bemærkninger til kampen. Et spørgsmål, der under kampens sidste stadium havde trængt sig på i den danske overkommando, og som krævede en hurtig beslutning, var, om det ikke ville være rigtigst at fortsætte forfølgelsen af den stærkt rystede fjende. En sådan forfølgelse syntes under gunstige omstændigheder at kunne føre til et endnu større resultat, måske til den fjendtlige hærs fuldstændige tilintetgørelse. To tungtvejende faktorer gjorde sig her gældende for den danske overkommando, nemlig de danske troppers udmattelse efter den hårde og vedholdende kamp samt spørgsmålet om, hvilke foranstaltninger general Prittwitz havde truffet, efter at det var blevet ham kendt, at vi havde foretaget udskibning af tropper til Fyn fra Als og Helgenæs. Overkommandoen havde ingen sikkerhed for, at der ikke var sendt enheder mod Fredericia fra Syd og Nord. Såfremt dette var tilfældet, ville vore tropper kunne risikere at møde friske og udhvilede enheder. Også den omstændighed, at fjendens rytteri var det danske overlegent, syntes at påbyde forsigtighed. Ledet af disse betragtninger og for ikke at kompromittere de allerede vundne fordele besluttede general Bülow, at standse forfølgelsen ved Elbodalen. Efter at beslutningen om ikke at indlede en forfølgning var truffet, forblev den danske hær i de indtagne stillinger til om eftermiddagen, hvorefter overkommandoen beordrede alle enheder til at afmarchere til fæstningen, herfra undtaget rytteriet, som overtog bevogtningen af passene over Elbodalen og vadestedet over Rands Fjord, og allerede samme aften påbegyndtes overførslen af angrebsstyrkerne til Fyn. 9

General Bonin havde, for at standse vores forfølgning og for at samle sine splittede tropper, samlet alt artilleri i et stort batteri vest for Bredstruppasset samt besat selve passet med den endnu kampdygtige III Bataillon af 1. Brigade. Under denne dækning fik han kl. 10.30 samlet hele sin styrke mellem Pjedsted og Gammelby Mølle. Da general Bonin erkendte, at han intet kunne vinde ved at forblive i dette område, og da hans tropper var udmattede, besluttede han at forsætte tilbagetoget til Vejle, hvortil han ankom kl.16.00. Efter at indskibningen af de danske tropper var blevet den tyske overkommando bekendt, havde den beordret en koncentration fra Nord til Vejle af 3 ½ bataillon 2½ eskadron og 10 kanoner, samt fra Syd til Kolding af 3 batailloner og l eskadron. Koncentrationen til Vejle kunne tidligst være tilendebragt den 8. juli om aftenen, og koncentrationen til Kolding tidligst den 6. juli aften. Blandt andet denne ringe udsigt til hjælp bevirkede general Bonins beslutning om at trække sig tilbage til Vejle. Såfremt den danske overkommando havde haft kendskab til, at hjælpen først kunne indtræffe så sent, og at den kun var af så ringe udstrækning, havde der ikke været væsentlig grund til at standse forfølgelsen. Et spørgsmål er det, om den danske overkommando alligevel ville have fortsat forfølgelsen, dels fordi hovedmålet var nået, og dels på grund af vore troppers udmattelse. Slesvig-holstenerne havde følgende tab: Faldne: 5 officerer, 197 underofficerer og menige. Sårede: 44 officerer, i087 underofficerer og menige. Fanger: 43 officerer, 1911 underofficerer og menige hvoraf 11 officerer, 285 underofficerer og menige er medregnet under sårede, således at det samlede tab var 81 officerer, 2.910 underofficerer og menige, I alt 2.991 eller 22%. De danske tab omfattede: Faldne: 33 officerer, 25 underofficerer, 454 menige, Sårede: 42 officerer, 50 underofficerer, 1.252 menige, Fanger: 3 underofficerer, 32 menige, Samlet tab 75 officerer, 78 underofficerer, 1.738 menige, I alt: 1.891 eller 10 %. Dette var i en noget sammentrængt form beretningen om udfaldet fra Fredericia Fæstning. I tidens løb har dette udfald været gjort til genstand for mange diskussioner, hvorunder også er fremkommet nogen kritik af de dispositioner, som blev truffet både før og under kampen. Ved et studium af udfaldet bør det erindres, at det blev udført som et natangreb mod en forberedt modstander, som stod i en feltbefæstet stilling i ganske kort afstand fra fæstningen. Et natangreb i dag, hvor vi råder over moderne hjælpemidler, betragtes som en vanskelig opgave, hvorfor vi til stadighed gør denne form for angreb til genstand for indøvelse. I 1849 var et natangreb noget forholdsvis ukendt, og så vidt mig bekendt, blev det ikke gjort til genstand for indgående indøvelse. Ved en tilbundsgående bedømmelse af slaget ved Fredericia må disse kendsgerninger derfor først og fremmest tages i betragtning. Som afslutning på denne 0rtikel vil jeg tillade mig at citere general de Meza, som i en rapport om slaget skriver: "Ledelsen af en sådan fægtning, der begyndte i tusmørke med en debouchering ud af to smalle porte, havde sine vanskeligheder, selv for førere af mindre afdelinger. Når man hertil anfører vanskeligheden af den første formering, ukendskabet til og vidtløftigheden af terrainet, de fjendtlige forskansningers til dels ubekendte udstrækning og styrke, de på kampen forberedte oprøreres fortvivlede mod, så må det stå klart for enhver, at ikke en enkelts ledelse kunne få afgørende indflydelse på kampens endelige resultat, men at ikkun de enkelte afdelingsføreres tapperhed, dygtighed og intelligente indgriben i og opfatning af planens helhed i forening med mandskabets uovertræffelige mod, udholdenhed og bestemte vilje til at sejre har kunnet føre samme på den måde, som sket er. 10

Selv om overkommandoen navnlig ved at have tilvejebragt en bedre forbindelse od dermed en mere samlet anvendelse af tropperne ved den første fremrykning, kunne have tilført sejren med færre tab og måske kunne have opnået et større resultat, bliver fredericiadagen dog et af vor hærs smukkeste minder, ved den udmærkede måde, hvorpå vore afdelinger optrådte, og ved den fortræffelige ånd, der besjælede dem." P. E. P. Skov Kilder: Generalstaben: Den dansk-tyske krig 1848-50. Holst og Larsen: Felttogene i vore første frihedsår. Vilhelm Larsen: Den 6. Juli 1849-1899. N.P. Jensen: Den første slesvigske krig 1848-50. O.Vaupell: Fredericiaslaget. Skitser: 1. Hærens fordeling i Jylland 2. Fredericia fæstning 3. Fredericia og omegn 4. Avantgardens opstilling 5. 5. brigades opstilling 6. 3. brigades opstilling 11

12

13

14

15

16

17