DEN NY VERDEN 2008:2 Internationale retsopgør 1
Erik André Andersen og Cecilie Felicia Stokholm Banke Internationale retsopgør I december 2008 kan man fejre 60-års jubilæum for to vigtige begivenheder i menneskerettighedernes historie. Den 9. og 10. december 1948 vedtog FNs Generalforsamling henholdsvis Folkedrabskonventionen og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Dette skete på baggrund af Anden Verdenskrigs forfærdelige begivenheder, hvor blandt andet tyske nazister og deres medhjælpere begik folkedrab på jøder og andre mindretal, og hvor der skete store overgreb på menneskerettighederne. De to jubilæumsdokumenter har været anledningen til dette temanummer, hvor vi har sat fokus på internationale retsopgør og de bestræbelser, der siden Anden Verdenskrig har været gjort for at retsforfølge og straffe personer, der har begået alvorlige internationale forbrydelser såsom folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Det er sket gennem oprettelse af internationale straffedomstole, og selv om deres juridiske grundlag har været forskelligt nogle er baseret på folkeretten, mens andre bygger på en blanding af national og international lovgivning er de oprettet med henblik på at straffe forbrydelser af den nævnte alvorlige karakter. Hensigten med dette nummer er først og fremmest at fremlægge de internationale straffedomstoles selvforståelse med henblik på at bringe idéerne frem og diskutere deres praktiske anvendelighed belyst ved forskellige aktuelle eksempler og den historiske baggrund. Redaktørerne har således valgt at afgrænse sig fra andre bestræbelser end de strafferetlige på at håndtere de situationer, der opstår i forbindelse med krige og borgerkrige og overgangssamfund, hvor folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden oftest finder sted. Med sådanne andre bestræbelser tænkes f.eks. på sandhedskommissioner og andre former for krisehåndtering og forsoning. Dem lader vi ligge til en anden gang. Vi har bedt forfatterne om at disponere deres artikler efter følgende spørgsmål: Hvad er baggrunden for og konteksten omkring den enkelte domstol? Hvad er domstolens juridiske grundlag (folkeret, national lov eller en blanding)? Hvordan er domstolen bygget op, og hvilke sager har DEN NY VERDEN 2008:2 Internationale retsopgør 7
DEN NY VERDEN 2008:2 Erik André Andersen og Cecilie Felicia Stokholm Banke 8 været ført? Hvilke problemer har der været forbundet med domstolen? De enkelte forfattere har dog kunnet lægge accenten forskellige steder, alt efter hvad de anså for væsentligst. Og eftersom artiklerne er skrevet af jurister, historikere, antropologer m.v., er de forskellige aspekter foldet ud i varieret omfang. Temanummeret er disponeret på følgende måde: historie, nutidige eksempler, temaer og boganmeldelse. For det første er der en historisk baggrundsartikel om de internationale militærtribunaler i Nürnberg og Tokyo efter Anden Verdenskrig, hvor der kan siges at være sket et afgørende internationalt gennembrud i strafforfølgelsen af krigsforbrydere m.v. Den følges op med eksempler på konkrete domstole såsom Den Internationale Straffedomstol og domstolene for det tidligere Jugoslavien samt Sierra Leone, Cambodja og Irak. Dernæst kommer to tematiskhistoriske artikler: om den ihærdige nazijæger Simon Wiesenthal og om Folkedrabskonventionen. Sluttelig følger en boganmeldelse af en biografi om Adolf Eichmann. Selv om nummeret som nævnt hovedsagelig giver en fremstilling af de internationale straffedomstoles selvforståelse, har vi også inkluderet et eksempel på en ekstern kritik af selvforståelsen. Allerede tidligere i historien har der været lignende bestræbelser på at oprette internationale straffedomstole, men uden held. Mest kendt er nok de skinprocesser, der blev gennemført ved den tyske Højesteret i Leipzig efter Første Verdenskrig mod tyske krigsforbrydere, og de forgæves forsøg på at straffe de ansvarlige tyrkere (osmanner) for det, som har fået betegnelsen det armenske folkedrab. Se f.eks. den historiske baggrundsartikel i Den Ny Verden, 3, 2005 ( Den Internationale Straffedomstol i et historisk lys af Erik André Andersen). Det var først med de internationale militærtribunaler, som blev oprettet efter Anden Verdenskrig i Nürnberg og Tokyo, at der skete et gennembrud i retsforfølgelsen af internationale forbrydere. Gennembruddet skete dels i form af, at individuelt strafansvar blev gjort gældende, og dels i form af, at henvisning til ordre fra oven ikke længere var gyldig grund til at påberåbe sig straffrihed, som det havde været tilfældet under Leipzig-processerne, men højst kunne være en formildende omstændighed. Begge retssager er, som det fremgår af Erik André Andersens artikel De internationale militærtribunaler i Nürnberg og Tokyo efter Anden Verdenskrig, blevet kritiseret, men det synes i dag at være den almindelige opfattelse, at især Nürnberg-domstolen leverede det folkeretlige grundlag for fremtidige internationale straffedomstole. På grund af Den Kolde Krig kom der imidlertid til at gå mange år, før de næste internationale straffedomstole kunne se dagens lys. Det drejede sig om Jugoslavien- og Rwanda-domstolene, som blev oprettet i henholdsvis 1993 og 1994 på baggrund af Balkan-krigene og folkedrabet i Rwanda. Begge domstole blev oprettet på et folkeretligt grundlag med henvisning til FN-pagtens
kapitel VII, men var ad hoc-domstole skabt til lejligheden og ikke af generel gyldighed for alle personer i alle stater. En international straffedomstol på folkeretligt grundlag blev oprettet i 1998 og trådte i kraft i 2002. Dette kan siges at være kulminationen på alle bestræbelser på at kunne strafforfølge internationale forbrydere, der har gjort sig skyldige i folkedrab, krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden. Som det imidlertid fremgår af Jørn Vestergaards artikel Den internationale straffedomstol: status 1998-2008, er der stærke begrænsninger på straffedomstolens virke. I en artikel, der behandler Internationale retsopgør efter væbnede konflikter, giver Frederik Harhoff en oversigt over alle nuværende internationale (og i nogle tilfælde delvis nationale) straffedomstole, og han lægger særlig vægt på retsprocedurer eksemplificeret ved Jugoslavien-domstolen. Mens begge de to sidstnævnte artikler er skrevet ud fra en juridisk synsvinkel og formentlig af samme grund ligger fuldt på linje med straffedomstolenes selvforståelse, der går ud på at strafforfølge og dømme internationale forbrydere, således at retfærdigheden kan ske fyldest og det svarer for så vidt til redaktørernes hensigt med dette nummer må man ikke være blind for, at der også findes andre opfattelser, som er kritiske i forhold til selvforståelsen. Som et eksempel på en kritisk opfattelse af selvforståelsen er artiklen Den internationale Straffedomstol Et skridt mod en mere fredelig verden? forfattet af Jesper Ryberg. Flere særlige straffedomstole er blevet oprettet siden Den Kolde Krigs afslutning på grundlag af en blanding af national og international lovgivning og i nogle tilfælde med både nationale og internationale dommere. Den særlige domstol i Sierra Leone gennemgås og diskuteres af Beth Dougherty under overskriften Retfærdighed og ansvar i Vestafrika, og den fremhæves som eksempel til efterfølgelse på en domstol, der på initiativrig vis har formået at kombinere det nationale med det internationale, omend den donorbaserede frivillige finansieringsform lader meget tilbage at ønske. Den ekstraordinære domstol i Cambodja, som ligeledes er en blanding af nationale og internationale regler og dommere, behandles af Tomas Martin og Mikkel Hesselgren. Tilløbene til denne domstols oprettelse blev taget for mange år siden, men er først for nylig blevet virkeliggjort. Forbrydelserne ligger mange år tilbage i tiden, nemlig under De Røde Khmerers regime 1975-1979, og ifølge forfatterne har hele forhandlingsprocessen omkring domstolens oprettelse været stærkt politisk inficeret, fordi nogle af de daværende implicerede parter i dag sidder ved magten. Der er således i et vist omfang tale om en version af sejrherrernes domstol. Desuden er det sidste chance for, at retfærdigheden kan ske fyldest, fordi de anklagede er i 80-års alderen. Der lægges desuden vægt på, at DEN NY VERDEN 2008:2 Internationale retsopgør 9
DEN NY VERDEN 2008:2 Erik André Andersen og Cecilie Felicia Stokholm Banke domstolen gennem sit eksemplariske virke kan have en afsmittende effekt med hensyn til f.eks. retfærdig rettergang i lokalsamfundet. Iraks særlige tribunal: den mangelfulde retfærdighed er titlen på Hanna Ziadehs artikel om Bagdad-domstolen og dens sandsynligvis forhastede dødsdom over Saddam Hussein. Ud over det menneskeretligt betænkelige i at afsige en dødsdom kritiseres dødsdommen for at skabe en martyr, og endvidere for at eliminere Saddam Husseins vidneudsagn i senere retssager og for at forhindre ham i at blive stillet til ansvar for alle de andre forbrydelser, han havde begået. I hele den lange koldkrigsperiode var der trods den almindelige stilstand til stadighed bestræbelser på at få retfærdigheden til at ske fyldest efter Anden Verdenskrig. Den jødiske holocaust-overlever Simon Wiesenthal udfoldede i efterkrigstiden ihærdige bestræbelser på at få nazistiske forbrydere stillet for retten. Cecilie Felicia Stokholm Banke har skrevet en biografisk artikel om Wiesenthal ( Arven efter Wiesenthal ). Kristian Gustavussen og Louise Capion Hansen gør status over folkedrabskonventionen i anledning af 60-året for dens vedtagelse og anskuer den i spændingsfeltet mellem den nationale suverænitet og de universelle menneskerettigheder. Som eksempel på, at en forbryder i efterkrigstiden trods fraværet af en international straffedomstol alligevel kunne stilles for retten, kan nævnes Israels kidnapning af Adolf Eichmann i Argentina og den efterfølgende retssag i Jerusalem. Den engelske historiker David Cesarani har skrevet en biografi om Eichmann, og biografien er anmeldt af Erik André Andersen ( Manden i glasburet ). I det videre perspektiv retter både bogen og anmeldelsen opmærksomheden på spørgsmålet om straffrihed og de enkelte staters ret og pligt til at retsforfølge. Redaktionen, København oktober 2008 10