Danmark er ikke et folkestyre 12. august 2008 kl. 11:07 Moderne politik gennemhuller de klassiske teorier om magtfordeling og den gængse opfattelse af, at demokrati er lig med folkestyre. I Danmark har regeringen og Folketinget karakter af monarki og aristokrati, vurderer forsker. Af Charlotte Koldbye Iran, Myanmar, Zimbabwe - listen er lang over diktaturer, hvor folkets stemme ikke bliver hørt, blandt andet fordi den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt ikke er adskilt. Det bryder de vestlige demokratier sig ikke om. Men rent faktisk lever de vestlige lande - heriblandt Danmark - ikke selv op til kravet om tredelingen af magten. Det mener historikeren Mogens Herman Hansen, docent dr. phil. ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet. Som eksempel på tendensen til monarki nævner han regeringen Anders Fogh Rasmussens (V) beslutning om at føre Danmark i krig i Irak. Folketinget har formelt den lovgivende magt i Danmark. Regeringen, ministerierne og eksempelvis politiet har den udøvende magt, og domstolene den dømmende magt. Det er børnelærdom for de fleste. Men i følge Mogens Herman Hansen giver det ingen mening at beskrive det danske demokrati ud fra den model. Statsminister Anders Fogh Rasmussen, en stærk leder, stærk som en konge. (Foto: Hung Tien Vu) Undervisning Parlamentarismen er et kendt eksempel på sammenblanding af den lovgivende og udøvende magt: den udøvende magts chefer er medlemmer af Folketinget. I dag bliver lovene udarbejdet af regering og embedsmænd og ofte udformet som rammelove, der udfyldes af ministerielle bekendtgørelser. I Tyskland, Frankrig og mange andre demokratier har man særlige forfatningsdomstole, der hyppigt blander sig i lovgivningen ved at erklære parlamentets love for grundlovsstridige. Få inspiration til undervisningsforløb og opgaver i faget samfundsfag Et opgør med magtfordelingslæren Mogens Herman Hansen er ved at skrive en bog om moderne demokrati. Han mener, at magtfordelingsteorien er gennemhullet af moderne politik og forvaltningspraksis. Vi vil forstå spillereglerne for det moderne demokrati meget bedre, hvis vi beskriver vores styreform som en blandingsforfatning, der kombinerer elementer af monarki, aristokrati og demokrati. Et eksempel på monarkiske tendenser er krigen mod Irak i 2003, mener Mogens Herman Hansen. VIDSTE DU I demokratier er magten tredelt:
Den lovgivende magt Den udøvende magt Den dømmende magt Demokrati kommer fra græsk Demos, der betyder folk og kratos, der betyder magt eller styre. Demokrati betyder altså folkestyre. sin vilje igennem,«forklarer Mogens Herman Hansen.»Hvis Danmarks statsminister i 2003 havde været en anden end Anders Fogh Rasmussen, så var Danmark ikke gået med i krigen mod Irak. Det var ikke regeringen og dens støtteparti, der ønskede krigen. Det var statsministeren personligt. Tilsvarende: hvis det ikke havde været Tony Blair, der styrede England, så havde Storbritannien ikke været USA's partner. Og hvis USA's præsident ikke havde været George W. Bush, var det måske slet ikke kommet til nogen krig mod Irak.«Han noterer, at Danmarks deltagelse i krigen stred mod flertallet af den danske befolknings ønsker før krigsudbruddet i marts 2003. Opinionsundersøgelser viste, at beslutningen om at deltage i krigen var faldet ved en folkeafstemning.»eksemplet med Anders Fogh Rasmussens mission med at få Danmark til at deltage i Irak-krigen i kraft af sin person, er et tydeligt eksempel på en monarkisk styreform. Det var Foghs personlige ønske. Han er en stærk leder, som sætter Folketinget afspejler ikke den brede befolkning Den aristokratiske styreform viser sig i sammensætningen af Folketinget, mener Mogens Herman Hansen.»Det repræsentative styre er baseret på valg, og valg er en blanding af aristokrati og demokrati. De valgte repræsentanter udgør aldrig et tværsnit af befolkningen og skal heller ikke gøre det. Det repræsentative demokratis princip er netop, at folket skal vælge repræsentanter, der er bedre begavede, dygtigere, mere velorienterede, mere karismatiske og behændigere i beslutningsprocesser end folk, som de er flest. Repræsentanterne skal være en elite, og dermed opfylde kravet om, at statens ror altid bør overlades de bedste i samfundet. Det er et udtryk for en aristokratisk tankegang.«det demokratiske element udfolder sig i Danmark ved folketingsvalg og ved folkeafstemninger. Det er her, folkets stemme bliver hørt. Systemet er også forsynet med bremseklodser, der sikrer, at statsminister og folketing ikke kan folde sig ud som konge og adel.»selv om de monarkiske og aristokratiske tendenser er til at få øje på, så begrænses de af det faktum, at såvel den stærke leder som den lovgivende forsamling er på valg hvert fjerde år. Magten går ikke i arv.«den engelske styreform beskrives hyppigt som elective despotism. Der er træk i det danske demokrati i dag, der peger i samme retning, mener Mogens Herman Hansen. Folket styrer ikke altid i Danmark (Foto: Folketinget) Tankegods fra oldtiden er aktuel»den blandede forfatning er en forfatningsmodel som dominerede den politiske tænkning fra oldtiden frem til oplysningstiden. Og den er faktisk en langt bedre model end magtfordelingslæren til at beskrive de moderne demokratier. Den retter op på den gængse opfattelse, at moderne demokratier er lig med folkestyre. Der er mange eksempler på, at det er de ikke,«fastslår han. http://www.videnskab.dk/content/dk/samfund/danmark_er_ikke_et_folkestyre
Skal 16-årige kunne stemme? Politiken 09.10.2010 Debat Side 6 1357 ord artikel-id: e23aa204 Valgretsalderen i Danmark skal sænkes fra 18 til 16 år. Det mener Martin Justesen, der er formand i Dansk Ungdoms Fællesråd ( DUF). Sludder, 16- årige er slet ikke modne nok til at tage ansvar for demokratiet, mener formanden for Venstres Ungdom ( VU), Jakob Engel Schmidt. Politiken satte de to debattører stævne og bad dem interviewe hinanden ud fra devisen: Ram din modstander dér, hvor det gør allermest ondt. Af MARTIN JUSTESEN ( DUF) INTERVIEWER JAKOB ENGEL SCHMIDT ( VU) JAKOB ENGEL SCHMIDT ( VU) INTERVIEWER MARTIN JUSTESEN ( DUF) Modstanderen: Et håbløst projekt Jakob Engel Schmidt - hvorfor er de 16-årige medlemmer af Venstres Ungdom gamle nok til at føre valgkamp for Lars Løkke, men ikke gamle nok til at stemme på ham?»jeg mener, at myndighedsalderen og valgretsalderen bør følges ad. Når man er myndig, er man klar til at tage ansvar for demokratiet, og det er man ikke som 16-årig«. Hvorfor skal myndigheds-og valgretsalder absolut følges ad?»når man er gammel nok til at tage et lån i banken eller starte sin egen virksomhed, er man også gammel nok til at tage ansvar for den demokratiske udvikling. Det betyder ikke, at man som 16-årig ikke kan være politisk aktiv eller engagere sig i foreningslivet, men det er vigtigt, at folk, der kan stemme, også kan tage ansvar for deres eget liv«. Men 16-årige tjener i vid udstrækning deres egne penge, de har hævekort og fritidsjob, og nogle betaler endda skat til samfundet. Hvorfor skal et dankort være afgørende for, om man må deltage i demokratiet?»der vil jeg gerne betvivle præmissen. Langt hovedparten af danske 16-årige kan i dag have et stort forbrug, fordi deres forældre støtter dem direkte«. Tror du ikke, det ville tilskynde flere 16-årige til at diskutere politik og blande sig i samfundet, hvis de kunne stemme?»næ, egentlig ikke. Da jeg for efterhånden ti år siden meldte mig ind i Venstres Ungdom, syntes jeg ikke, at det var mindre sjovt at engagere mig, fordi jeg ikke måtte stemme. Tværtimod så jeg frem til den dag, jeg blev 18. Jeg engagerede mig og blev trænet i at tage ansvar for demokratiet. Det var faktisk en god proces«. Venstre har været med til at sænke den kriminelle lavalder til 14 år. En 14-årig er altså gammel nok til at overskue sine egne handlinger, når det gælder kriminalitet, men en 16-årig er ikke gammel nok til engagere sig i demokratiet.
Er det ikke ulogisk?»nu går jeg faktisk ind for, at man helt fjerner den kriminelle lavalder, men det er en anden diskussion. Når man begår kriminalitet, så skader man andre mennesker, mens demokrati handler om at være med til at tage ansvar for hele samfundets udvikling«. Er 16-årige da ikke med til at tage ansvar for samfundet?»jo, bestemt, men de er ikke modne nok og mangler den nødvendige erfaring og uddannelse til at stemme. Vi kunne jo se, at der var en forsvindende lille del af de 16-17-årige, der deltog i de prøvevalg, der blev afholdt sidste år. Det dokumenterer fuldt ud, at det store flertal af de 16-årige ikke er klar endnu og i øvrigt er bedøvende ligeglade«. Plejer VU at lade sin politik diktere af, hvad flertallet mener?»nej, bestemt ikke. Jeg bruger blot eksemplet som en præmis for at sige, at det er et håbløst projekt, I har gang i. De unge efterspørger det ikke«men hvad er forskellen egentlig på en 16-årig og en 18-årig?»Et svar: uddannelse«. Hvad så med dem, der ikke får mere uddannelse end folkeskolen?»97 procent starter på en ungdomsuddannelse, Martin. 97 procent får undervisning i de to år«. Hvad så med dem, dem, der ikke gennemfører uddannelsen... skal de have frataget deres valgret?»selvfølgelig ikke. Men det er afgørende, at de unge får en demokratisk ballast, så de bliver klar til at stemme. Og det mener jeg, de især får gennem ungdomsuddannelse«. Handler det her ikke bare om, at du ikke er i stand til at forestille dig, at tingene kan være anderledes, end de er i dag?»jeg har en meget livlig fantasi både privat og politisk. Så nej, det synes jeg ikke«. Fortaleren: 16-årige er klar til at stemme M artin Justesen - synes du ikke, at myndighedsalderen skal følge valgretsalderen?»nej. Vi skal tage stilling til de mange forskellige aldersgrænser, som vi har her i landet, særskilt. Myndighed er én ting for mig, og valgretsalder er en anden«. Ville det ikke være mærkværdigt, hvis en 16-årig bliver valgt til Folketinget og bliver minister, men ikke er gammel nok til at åbne en kassekredit i banken?»allerede i dag kan statsministeren udnævne en 16-årig minister. Så tværtimod. Det er ulogisk, at man som 16-årig kan blive minister, men ikke kan stille op til Folketinget eller stemme «. I påstår i DUF, at en sænkelse af valgretsalderen vil gøre de unge mere engagerede i demokratiet. Men faktum er, at vi allerede har en meget høj stemmeprocent i Danmark. Så holder det argument?»ja, i høj grad. Det er jo netop, fordi de unge i forvejen er aktive og engagerede, at de også bør have stemmeret. Men det er heller ikke helt rigtigt, at vi har meget høj valgdeltagelse blandt unge. Derfor skal en sænkelse af valgretsalderen være med til at engagere flere«. Kan du dokumentere, at de 16-17-årige rent faktisk er interesserede i det her?»nu fører vi i DUF ikke politik på baggrund af meningsmålinger. Det er ikke nogen hemmelighed, at der ikke er et stort flertal blandt de unge for at sænke valgretsalderen. På samme måde mener VU nogle ting, der heller ikke er et stort flertal for blandt unge«men vi er jo et politisk parti»jeg synes sådan set, at det er sundt for demokratiet, at man siger det, man mener, og ikke det, folk gerne vil høre«. Ved kommunalvalget i 2009 brugte I flere millioner kroner på prøvevalg for de 16-18- årige i
udvalgte kommuner. Var det ikke et kæmpe nederlag for jer, at kun 20 procent stemte?»nu var prøvevalgene jo ikke en afstemning om sænkelse af valgretsalderen. Prøvevalgene var et forsøg på at engagere unge i kommunalvalget, det var for sjov, og stemmerne talte ikke. I dag kan vi se, at den politiske bevidsthed og interesse blandt de unge, der deltog i prøvevalgene, faktisk er større end blandt jævnaldrende i kommuner uden prøvevalg. Så de gjorde en forskel«. Er det ikke vigtigt for vores demokrati, at de mennesker, der stemmer, har tilstrækkelig viden og erfaring om det samfund, de er med til at bestemme retningen på?»det synes jeg også, de har. Når man går ud af skolen, er man i gennemsnit 16,1 år, og så har man den viden, man skal have for at tage del i samfundet. I hvert fald er der mange, der ikke får mere viden end den, de fik i folkeskolen«. 97 procent af en ungdomsårgang starter på en ungdomsuddannelse. Bør valgretsalderen ikke ligge der, hvor hovedparten af de unge har tilegnet sig mere viden?»nu kunne det være interessant at undersøge, om der er en nævneværdig forskel på, hvor meget 16-årige og 18-årige ved om politik. Jeg hæfter mig ved, at mange aldrig gennemfører en ungdomsuddannelse, og den viden, de har, har de fra folkeskolen«. Vi ved, at to tredjedele af befolkningen er imod at sænke valgretsalderen, og man har allerede sænket valgretsalderen flere mange gange. Så er det her valgretsprojekt ikke en lille smule poppet?»var det også poppet at give kvinder valgret i 1915?«Nej, det var en nødvendighed.»var det poppet, da man gav 18-årige valgret i 1978? Jeg synes overhovedet ikke, det er poppet at tage et ansvar for at diskutere vores demokrati. Nok er der mange, der er imod lige nu. Det var der også, da man sænkede valgretsalderen til 18, og da man gav kvinder valgret. Folk er utrolig konservative, når det handler om at udvikle demokratiet«. Det er et håbløst projekt, I har gang i. De unge efterspørger det ikke Jakob Engel Schmidt ( VU) Myndighed er én ting for mig, og valgretsalder er en anden Martin Justesen ( DUF). Fakta: VALGRETSALDER NY KOMMISSION Dansk Ungdoms Fællesråd ( DUF) har netop nedsat en kommission, der skal undersøge, om valgretsalderen bør sænkes. I kommissionen sidder toppolitikere fra alle Folketingets partier, valgforskere og repræsentanter fra interesseorganisationer. S, SF og Liberal Alliance ønsker at sænke valgretsalderen til 16 år. Enhedslisten vil sænke valgretsalderen til 15 år. Det Radikale Venstre, Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti mener, at valgretsalderen på 18 år er passende. I 2007 sænkede Østrig som det første land i verden valgretsalderen til 16 år ved alle valg: lokal-, regional-, national-og europaparlamentsvalg. WWW Læs mere: valgretskommission. dk. http://infomedia.skoda.emu.dk/ms/getarticlefull.aspx?outputformat=full&duid=e23aa204
Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849 (Junigrundloven) Den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7 Danmarks første grundlov. Grundloven afløste Kongeloven af 1665 og markerede overgangen fra enevælde til konstitutionelt monarki og mere demokratiske styreformer. Baggrunden for loven må ses i lyset af de revolutionære, demokratiske og nationalpolitiske strømninger, der prægede det meste af Europa i første del af 1800-tallet. Inden for det danske monarki blev det de nationalpolitiske spørgsmål om hertugdømmet Slesvigs fremtidige status, der i første omgang prægede dagsordenen og førte til udbruddet af treårskrigen fra 1848 til 1850. De revolutionære strømninger var dog i høj grad også præget af sociale og politiske krav og holdninger. Disse forsøgte Frederik 7 at imødekomme med udnævnelsen af Martsministeriet i 1848. Martsministeriets fornemste opgave blev at etablere rammerne for en demokratisk stat og sørge for udarbejdelsen af ny forfatning. Det blev D.G. Monrad, der på vegne af Martsministeriet udformede et første udkast. Dette blev efterfølgende redigeret af Orla Lehmann, inden det blev behandlet og vedtaget af den grundlovgivende forsamling den 25. maj 1849, hvorefter Frederik 7 den 5. juni 1849 kunne underskrive Danmarks første grundlov. Loven byggede på inspiration fra bl.a. den belgiske og norske forfatning samt filosoffen Montesquieus ideer om magtens tredeling i den udøvende, lovgivende og dømmende magt. Grundloven var i sin samtid et stort skridt mod mere demokrati og indeholdt bl.a. følgende centrale vedtagelser: Rigsdagen skulle bestå af to kamre, Folketinget og Landstinget ( 34). Indførelse af en begrænset stemmeret: Til Folketinget var der valgret for alle uberygtede mænd over 30 med egen husstand, der ikke modtog eller havde modtaget fattigunderstøttelse ( 35). For valgbarhed gjaldt de samme krav, dog var aldersgrænsen kun 25 ( 36). Valgene til Landstinget var indirekte og vælgerne skulle udpege valgmænd ( 39, 41). For valgret til Landstinget gjaldt de samme regler som til Folketinget ( 39), hvorimod valgbarheden var indskrænket til økonomisk velbjærgede mænd over 40 ( 40). I folkemunde hed det, at de 5 F er (fruentimmere, folkehold, forbrydere, fjolser og fattige) ikke fik stemmeret. Samlet set fik ca. 15 % af Danmarks befolkning adgang til at stemme i 1849. Borgerlige frihedsrettigheder: ytrings-, trykke-, forenings- og forsamlingsfrihed, ejendomsrettens ukrænkelighed samt forbud mod vilkårlig fængsling ( 85, 87, 91, 92, 93). Den evangelisk-lutherske kirke var Danmarks folkekirke ( 3). Intentionen var, at loven skulle gælde for hele det danske rige, men der blev indført et indledende forbehold om at alt, hvad der vedkommer hertugdømmet Slesvigs stilling, beror indtil freden er afsluttet. Loven kom dog aldrig til at gælde syd for Kongeåen. Til trods for løbende ændringer har Grundloven af 5. juni 1849 stået som det formelle grundlag for det danske demokrati. Kapitel I 1-3 (Regeringsformen). Kapitel II 4-17 (Kongehuset). Kapitel III 18-33 (Regering og Rigsdagen). Kapitel IV 34-44 (Valg til Rigsdagen).
Kapitel V 45-71 (Rigsdagens arbejde). Kapitel VI 72-79 (Domstolene). Kapitel VII 80-84 (Folkekirken). Kapitel VIII 85-99 (Borgernes rettigheder). Kapitel IX 100 (Ændring af Grundloven). Midlertidige Bestemmelser. Frederik 7 (1808-1863). Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907). Vi Frederik den Syvende, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, Gjøre vitterligt for Alle: Efterat Vi af fri Kongelig Magtfuldkommenhed havde besluttet i Overeensstemmelse med Vort troe folk at lade udgaae en ny Grundlov for Danmarks Rige, og en fuldstændig Overeenskomst lykkeligen er bleven tilvejebragt mellem Os og den for Kongeriget sammentraadte Rigsforsamling om denne Grundlovs Indhold, i Henhold til det Udkast, Vi havde ladet Rigsforsamlingen forelægge som Grundlag for Forhandlingerne, saa have Vi nu dog med Forbehold af at Ordningen af Alt, hvad der vedkommer Hertugdømmet Slesvigs Stilling, beroer indtil Freden er afsluttet vedtaget efterfølgende Danmarks Riges Grundlov, som den af Os og Vore Efterfølgere paa den danske Throne ubrødeligen skal holdes, saalydende:
[til top] Danmarks Riges Grundlov. I. 1. Regjeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten er arvelig. 2. Den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening. Den udøvende Magt er hos Kongen. Den dømmende Magt er hos Domstolene. 3. Den evangelisk-lutherske Kirke er den danske Folkekirke og understøttes som saadan af Staten. [til top] II 4. Den i Kongeloven fastsatte Arvefølge er fremdeles gjældende. Den kan kun forandres efter Forslag fra Kongen og med den forenede Rigsdags Samtykke, hvortil udfordres tre Fjerdedele af de afgivne Stemmer. 5. Kongen kan, uden Rigsdagens Samtykke, ikke være Regent i andre Lande end dem, der hører til det danske Monarki. 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske Kirke. 7. Kongen er myndig, naar han har fyldt sit 18de Aar. 8. Forinden Kongen tiltræder Regjeringen, aflægger han for den forenede Rigsdag følgende Eed :»Jeg lover og sværger at holde Danmarks Riges Grundlov; saasandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord.«Er Rigsdagen ikke samlet ved Thronskiftet, nedlægges Eden skriftlig i Statsraadet og gjentages siden for den forenede Rigsdag.
9. Saafremt Kongen, enten formedelst Bortreise eller Svaghed, finder, at der bør udnævnes en Rigsforstander, sammenkalder han Rigsdagen og forelægger den et Lovforslag herom. 10. Bliver Kongen ude af Stand til at regjere, sammenkalder Statsraadet Rigsdagen. Naar da den forenede Rigsdag med tre Fjerdedele af de afgivne Stemmer erkjender Nødvendigheden, udnævner den en Rigsforstander og anordner, om fornødent gjøres, et Formynderskab. 11. Er der Anledning til at frygte for, at Thronfølgeren ved Kongens Død vil være umyndig eller af anden Grund ude af Stand til selv at regjere, bestemmes ved Loven Rigsforstander, og et Formynderskab anordnes af Kongen. Rigsforstanderen kan ikke deeltage i Formynderskabet. 12. Rigsforstanderen aflægger den for Kongen foreskrevne Eed og udøver, saalænge Rigsforstanderskabet varer, i Kongens Navn alle dennes Rettigheder; dog kan han ikke foreslaae Forandring af Arvefølgen. 13. Naar Kongen er død, sammentræder 14de Dagen derefter uden Sammenkaldelse den sidstvalgte Rigsdag. 14. Er der ingen Thronfølger, eller kan Thronfølgeren eller Rigsforstanderen ikke strax tiltræde Regjeringen, føres den af Statsraadet, indtil fornøden Bestemmelse er tagen af Rigsdagen. 15. Er Thronfølgeren eller Rigsforstanderen fraværende, bestemmer den forenede Rigsdag, inden hvilken Tid han har at vende tilbage. Er Thronfølgeren umyndig, eller af anden Grund ikke i Stand til at regjere, uden at Rigsforstander og Formynderiskab er bestemt, udnævner den forenede Rigsdag Rigsforstanderen og beskikker Formynderskabet. Er der ingen Thronfølger, vælger den forenede Rigsdag en Konge og fastsætter den fremtidige Arvefølge. 16. Kongens Civilliste [1] bestemmes for hans Regjeringstid ved Lov. Derved fastsættes tillige, hvilke Slotte og andre Statseiendele skulle henhøre til Civillisten. Civillisten kan ikke behæftes med Gjeld. 17. For Medlemmerne af det kongelige Huus kan der bestemmes Apanager ved Lov. Apanagerne kunne ikke uden Rigsdagens Samtykke nydes udenfor Riget. [til top] III.
18. Kongen er ansvarsfri; hans Person er hellig og ukrænkelig. Ministrene ere ansvarlige for Regjeringens Førelse. 19. Kongen udnævner og afskediger sine Ministre. Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regjeringen vedkommende Beslutninger giver disse Gyldighed, naar den er ledsaget af en Ministers Underskrift. Den Minister, som har underskrevet, er ansvarlig for Beslutningen. 20. Ministrene kunne tiltales for deres Embedsførelse. Folkethinget anklager, Rigsretten dømmer. 21. Ministrene i Forening udgjøre Statsraadet; Forsædet føres af den, som af Kongen er udnævnt til Premierminister. Alle Lovforslag og vigtigere Regjeringsforanstaltninger forelægges Statsraadet. Dettes Ordning samt Ministeransvarligheden bestemmes ved Lov. 22. Kongen besætter alle Embeder i samme Omfang som hidtil. Forandringer heri kunne skee ved Lov. Ingen kan beskikkes til Embedsmand, som ikke har Indfødsret. Kongen kan afskedige de af ham ansatte Embedsmænd. Disses Pension fastsættes i Overeensstemmelse med Pensionsloven. Kongen kan forflytte Embedsmænd uden deres Samtykke, dog saaledes at de ikke derved tabe i Embedsindtægter, og at der gives dem Valget mellem saadan Forflyttelse og Afsked med Pension efter de almindelige Regler. Undtagelser for visse Klasser af Embedsmænd, foruden den i 78 fastsatte, bestemmes ved Lov. 23. Kongen har den høieste Myndighed over Land- og Sømagten. Han erklærer Krig og slutter Fred, samt indgaaer og ophæver Forbund og Handelstraktater; dog kan han derved ikke uden Rigsdagens Samtykke afstaae nogen Deel af Landet, raade over nogen Statsindtægt eller paadrage Staten nogen anden bebyrdende Forpligtelse. 24. Kongen sammenkalder en ordentlig Rigsdag hvert Aar. Uden Kongens Samtykke kan den ikke forblive længere sammen end 2 Maaneder. Forandringer i disse Bestemmelser kunne skee ved Lov. 25. Kongen kan indkalde Rigsdagen til overordentlige Sammenkomster, hvis Varighed beroer paa hans Bestemmelse. 26. Kongen kan udsætte den ordentlige Rigsdags Møder paa bestemt Tid, dog uden Rigsdagens Samtykke
ikke længere end paa 2 Maaneder og ikke mere end een Gang i Aaret indtil dens næste ordentlige Sammenkomst. 27. Kongen kan opløse enten hele Rigsdagen eller een af dens Afdelinger; opløses kun eet af Thingene, skal det andet Things Møder udsættes, indtil hele Rigsdagen atter kan samles. Dette skal skee inden 2 Maaneders Forløb efter Opløsningen. 28. Kongen kan for Rigsdagen lade fremsætte Forslag til Love og andre Beslutninger. 29. Kongens Samtykke udfordres til at give en Rigsdagsbeslutning Lovskraft. Kongen befaler Lovens Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens Fuldbyrdelse. 30. I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen, naar Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige Love, der dog ikke maae stride mod Grundloven, og altid bør forelægges den følgende Rigsdag. 31. Kongen kan benaade og give Amnesti; Ministrene kan han kun med Folkethingets Samtykke benaade for de dem af Rigsretten idømte Straffe. 32. Kongen meddeler, deels umiddelbart, deels gjennem vedkommende Regjeringsmyndigheder, saadanne Bevillinger og Undtagelser fra de nugjældende Love, som ifølge hidtil gjældende Regler have været i Brug 33. Kongen har Ret til at lade slaae Mynt i Henhold til Loven. IV. 34. Rigsdagen bestaaer af Folkethinget og Landsthinget. 35. Valgret til Folkethinget har enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han har fyldt sit 30te Aar, medmindre han: a) uden at have egen Huusstand staaer i privat Tjenesteforhold; b) nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er enten eftergiven eller tilbagebetalt; c) er ude af Raadigheden over sit Bo; d) ikke har havt fast Bopæl i eet Aar i den Valgkreds eller den Stad, hvori han opholder sig paa den Tid, Valget foregaaer.
36. Valgbar til Folkethinget er, med de i 35 a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han har fyldt sit 25de Aar. 37. Antallet af Folkethingets Medlemmer skal omtrent være efter Forholdet af 1 til 14000 Indvaanere. Valgene foregaae i Valgkredse, hvis Omfang bestemmes ved Valgloven. Enhver Valgkreds vælger Een blandt dem, der have stillet sig til Valg. 38. Medlemmerne af Folkethinget vælges paa 3 Aar. De erholde et dagligt Vederlag. 39. Valgret til Landsthinget har Enhver, der ifølge 35 har Valgret til Folkethinget. De Valgberettigede vælge af deres Midte Valgmænd efter de Bestemmelser, som gives i Valgloven. 40. Valgbar til Landsthinget er enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbudseller Fallitbehandling, naar han har fyldt sit 40de Aar og i det sidste Aar enten har svaret i directe Skat til Staten eller Communen 200 Rbd., eller godtgjør at have havt en reen aarlig Indtægt af 1200 Rbd. I de Valgkredse, hvor Antallet af Valgbare efter denne Regel ikke naaer det Forhold til Befolkningen, som fastsættes i Valgloven, forøges Antallet af de Valgbare med de høiest Beskattede i Valgkredsen, indtil dette Forhold er naaet. 41. Valgene til Landsthinget foregaae i større Valgkredse, der ordnes ved Valgloven. Valgmændene i hver saadan større Valgkreds træde sammen og stemme paa saamange Mænd, som skulle vælges for Valgkredsen, i hvilken idetmindste tre Fjerdedele af de Valgte skulle have havt fast Bopæl i det sidste Aar før Valget. Til et gyldigt Valg udfordres meer end Halvdelen af de afgivne Stemmer. 42. Antallet af Landsthingets Medlemmer skal stedse være omtrent Halvdelen af Antallet af Folkethingets Medlemmer. 43. Medlemmerne af Landsthinget vælges paa 8 Aar. Halvdelen afgaaer hvert 4de Aar. De erholde samme daglige Vederlag som Folkethingets Medlemmer. 44. Naar en ny Communallov er given, kunne Landsthingsvalgene ved Lov gaae over til de større communale (Amts- eller Provinds-) Raad. http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/danmarks-riges-grundlovaf-5-juni-1849-junigrundloven
Note: Orla Lehmann (1810-1870) dansk nationalliberal politiker, medlem af den grundlovgivende forsamling. Skal jeg prise den danske grundlov, da må jeg prise den for den folkelige ånd, hvoraf den er opstået I Danmark er ikke blot alle lige for loven, men alle har lige adgang til samfundets goder og til at deltage i statens styrelse. Jeg siger: lige adgang, og jeg tilføjer: Enhver efter evne. Dette er rigtignok en selvfølge; men det er dog bedst udtrykkeligt at tilføje det, siden der findes dem, der helst ville springe det over. Men lighedens væsen er ikke at udslette de forskelligheder, som Gud har nedlagt i menneskenes natur og i deres skæbne. Det ville være umuligt, og om det var muligt, ville det være den største ulykke. Lighedens opgave er ikke at drage ned, hvad der står højt, men at løfte op, hvad der står lavt, ikke at berøve arbejdet sin løn og fortjenesten sin krone, men tværtimod at anspore alle gode kræfter til frejdig og dygtig udvikling Tager vi det alt i alt, så vil man i vor historie ikke kunne finde noget eller i alt fald kun få og korte tidspunkter, som i fremgang og lovende udvikling kan sættes ved siden af den periode, hvori grundloven har hersket. Derfor er der ikke grund til at mistvivle Det er sandt, at folkerepræsentationen har rådet over mange fortrinlige kræfter og har udført udmærkede arbejder; men det er også sandt, at rå uvidenhed og slette lidenskaber har fundet vejen til den helligdom, hvor kun åndens kaldelse skulle råde, og højsindet fædrelandskærlighed skulle løfte frihedens og ærens banner, ja, det er endog sandt, at folk, til hvem ingen forstandig mand ville betro sig i sine egne anliggender, har udøvet stor indflydelse dér, hvor rigets højeste og dyrebareste interesser skulle finde deres afgørelse [formodentlig hentydning til bondelederen J. A. Hansen]. Da Danmark i 1848 udførte det dristige vovestykke at overdrage magten til det hele folk, da var det ikke for at lægge statsstyrelsen i den uoplyste almues hånd og endnu mindre for at udlevere den til nogle egennyttige og snedige demagoger. Det er de begavede, dannede og formuende, som i ethvert civiliseret samfund har overvægten i de offentlige anliggenders bestyrelse. Alt, hvad ligheden kan fordre og kan yde, det er at gøre det lettest muligt for enhver begavelse at erhverve sig dannelse og formue og dermed anseelse og indflydelse. Men når grundloven overlod det til hele folket og altså væsentlig til almuen at bestemme, til hvem det ville betro sig, så tog man derved i betragtning, at der gives mange slags begavelser, at dannelse kan erhverves ad forskellige veje, og at formue er et meget relativt begreb. Men frem for alt ville man derved gøre det til en politisk nødvendighed for den oplyste og besiddende middelklasse at vinde almuens hengivenhed og tillid ved en agtelsesfuld og kærlig omsorg for dens vel. Det er for denne pris men også kun for denne at ånd og indsigt og rigdom også under en demokratisk forfatning kan bevare deres berettigede overvægt. http://danmarkshistoriskoversigt.systime.dk/1849-junigrundloven/25-orla-lehmann-de-begavede-dedannede-og-de-formuende.html
Kronik: Blev Danmark et demokrati i 1849? Kristeligt Dagblad 17.04.2007 Side 9 1184 ord artikel-id: e0949edd KRONIK: Den næsten folkekomedieagtige måde, enevælden faldt på i Danmark, er en historisk myte med en hel del modifikationer, mener dagens kronikør Af TimKnudsen Vi danskere er i skolen blevet belært om, at Danmark indførte demokratiet i 1849 på en helt fredelig måde. Vi er demokrater. Vi er hævet over borgerkrige. Grundloven blev "givet" af kong Frederik VII. Men i de senere år har danske forskere nytolket disse begivenheder. Enevælden var allerede opgivet af Christian VIII i 1847. Grundloven i 1849 blev skabt på baggrund af en blodig borgerkrig. Den øgede friheden, men den gav ikke politisk lighed med lige stemmeret til alle voksne. Først i 1901 fik vi stort set gennemført parlamentarismen, så vi fik regeringer, som ikke havde folketingsflertallet imod sig. Først i 1901 fik vi hemmelige afstemninger. Først i 1915 fik kvinderne og tjenestefolk valgret. Først da kunne Danmark med nogen rimelighed kaldes et demokrati. Godt nok brød den danske enevælde i 1848 sammen. Ifølge den traditionelle myte var sejrherrerne især en gruppe ret så københavnske borgere, der dyrkede en dansk nationalisme i modsætning til den ældre patriotisme, der omfattede hele monarkiet. Denne danske nationalisme var inspireret af lignende nationale bevægelser i europæiske lande efter 1830. Selv om gruppen først fra omkring 1866, da den havde udspillet sin rolle, blev benævnt de nationalliberale, så er betegnelsen dækkende for deres dansk nationale og samtidig relativt politisk og økonomisk liberale anskuelser. Deres politiske liberalisme lå i, at de ville etablere borgerlig frihed i rammerne af en retsstat. Det egentlige Danmark med København i spidsen havde længe stagneret, mens erhvervslivet blomstrede misundelsesværdigt i Holsten. Balancen skulle genoprettes med sløjfningen af enevældens snærende bånd om handel og industri. De fleste nationalliberale var akademikere - "de begavede, de dannede og de formuende" kaldte deres bedste taler Orla Lehmann dem. De kæmpede målrettet for ytringsfrihed mod censur. De kæmpede for at få et parlament. Kampen endte med enevældens fald, der ikke mindst takket være den folkekære konge, Frederik VII, blev helt fredeligt. Frederik var netop i januar 1848 blevet konge efter Christian VIII, der ifølge de nationalliberales historiefortolkning desværre havde været konservativ og handlingslammet på sine gamle dage.
Det særligt danske var ifølge myten den næsten folkekomedieagtige måde, enevælden faldt på i det egentlige Danmark. Nogle borgere og embedsmænd anførte i marts 1848 et såkaldt folkeoptog, der pænt travede af sted til den næsten nye konge og krævede det gamle styre opløst og ministrene afskediget. Kongen erklærede, at han allerede havde afskediget sine ministre. Han ville nu være "konstitutionel konge" frem for enevældig. Man manglede blot lige en ny "konstitution", men der blev snart udarbejdet en grundlov, som endeligt blev stadfæstet 5. juni 1849. Myten er stærkt forenklet. Den traditionelle historie overdriver forskellen på de nationalliberale og deres konservative modparter. De fleste liberale var lige så elitære som mange konservative. Derfor kunne de demokratiforberedende tendenser i 1849- grundloven også rulles et stykke tilbage i 1866, da Grundloven uden større sværdslag blev ændret i anti-demokratisk retning. For de fleste af den tids politiske elite var ordet demokrati et sjældent brugt fremmedord, som betød et uønsket pøbelvælde, ja, ligefrem et revolutionært flertalsdiktatur i retning af Robespierres demagogiske og blodige "totalitære demokrati" under den store franske revolution. De nationalliberale havde skræk for "almuen". Langt hen ad vejen delte liberale og konservative den opfattelse, der er blevet kaldt kritisk romantik. Man så samfundet som en organisme, der måtte gennemløbe en rolig og naturlig udvikling. Menneskene kunne intet opnå ved kunstige indgreb. Tankegangen appellerede både til konservative, som var mod forcerede eksperimenter og til liberale, som heri så en slags bekræftelse af forestillinger om kræfternes frie spil. Overgangen til konstitutionel liberalisme i 1848-1849 blev ikke så fredelig endda.nyere forskning har peget på, at der er en tæt sammenhæng mellem den forfatningsmæssige udvikling i Danmark og krigen mellem de danske og slesvig-holstenske. Enevældens sammenbrud var ganske vist reelt sket, før borgerkrigen begyndte i marts 1848, men borgerkrigen spillede ind på udviklingen ved at samle danske på tværs af rang og stand i en national stemningsbølge, som nødvendiggjorde en udvidelse af stemmeretten til også at omfatte gårdmænd. En uventet stor udbredelse af stemmeretten til mere end 70 procent af mændene over 30 år. Det var også mange nationalliberale betænkelige ved. Historieforskningen har naturligvis hele tiden vidst, at Grundloven blev skrevet sideløbende med en blodig krig, hvor mennesker slog hinanden ihjel. Men først i nyere forskning har man set, at det var en borgerkrig, fordi man dræbte mennesker med samme indfødsret. Og man har påpeget, at de nationalliberale modstandere af enevælden med Orla Lehmann i spidsen pustede til ilden og bidrog til at provokere til krig, hvorved de kunne samle tidens nationale og liberale strømninger i Danmark op understøttet af en voldsom nationalistisk bølge. Men det er heller ikke rigtigt at sige, at enevælden faldt under blodsudgydelse - faldet udløste derimod borgerkrigen. For enevælden var reelt faldet inden martsdagene i 1848. Det gamle styre under ledelse af Christian VIII havde i årevis bekymret fulgt situation og overvejet reformer. I mange år bagatelliserede historikerne, at Christian VIII og hans rådgivere i slutningen af 1847 indså, at tiden nu var inde til afvikling af enevælden. En ny
forfatning var allerede fra december 1847 under forberedelse. De nationalliberales kup og den påfølgende krig medførte kun, at Grundloven blev et mere radikalt brud end man i begyndelsen af 1848 havde kunnet forudse. Og det er denne radikalisering af bruddet med enevælden, ikke bruddet i sig selv, der ikke kan forstås uden at knytte bruddet sammen med den blodige borgerkrig. Når det overhovedet kom til borgerkrig og senere i 1864 til tabet af Slesvig-Holsten, hang det sammen med, at selv om det egentlige Danmark var homogent nationalt og sprogligt, så foregik der i 1840'erne en polarisering i hertugdømmerne, hvor der ikke mindst fra nationalliberal side blev sat lighedstegn mellem sprog og national identitet. Som modpart stod en fremvoksende slesvig-holstenisme. Forfatningen af 1849 gav efter samtidens målestok vid udbredelse af stemmeretten. Undtaget fra stemmeret var først og fremmest kvinder, men også tyende, fattige, straffede og utilregnelige blev holdt udenfor. Det var de syv umyndiggjorte "f'er": "fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter, forbrydere, fremmede og fjolser". Man har senere kaldt det "husbondedemokrati". Først og fremmest udbredelsen af stemmeretten gør Grundloven til et demokratiserende brud med fortiden. Når det kom så vidt, skyldes det behovet for national mobilisering under borgerkrigen. De fleste nationalliberale nærede egentlig ikke tillid til, at bønderne var modne til at få politisk ansvar. Kongen udnævnte og afskedigede ministre og embedsmænd, var rent formel militær øverstkommanderende, kunne erklære krig, slutte fred og internationale aftaler. Udenrigspolitikken lå helt uden for Rigsdagens indflydelse. Endelig kunne kongen, det vil sige regeringen, i nødssituationer, hvor Rigsdagen ikke var samlet, udstede provisoriske love. Yderligere må det nævnes, at der fortsat var enevælde i Slesvig-Holsten samt Lauenburg, og når det gjaldt rigets fællesanliggender, herunder udenrigspolitik. I 1855 blev der efter pres fra stormagterne skabt en fælles forfatning for riget, der understregede det autoritære ved hele rigets styre. Alt i alt er det ved nærmere eftertanke ikke rimeligt at se 1848-49 som det danske demokratis både pludselige og endelige fødsel. 1849-Grundloven var en af borgerkrigen forceret ve. Enevælden havde selv gjort en del fødselsforberedelse. Men fødslen kom til at tage meget lang tid. Tim Knudsen er professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet http://infomedia.skoda.emu.dk/ms/getarticlefull.aspx?outputformat=full&duid=e0949edd
Demokratiets aktuelle vilkår - fire udfordringer At demokratiet er en global succes betyder ikke, at det er problemløst. Det begyndte i lukkede nationalstater, som forsøgte at fastholde ideen om et folk. Ændrede vilkår i verdenssamfundet betyder nye udfordringer for demokratiet. Man kan pege på fire. 1. Multikulturalisme. Det kan være svært at fastholde ideen om et folk, når massemedier, turisme, immigration og jagten på identitet gør alle nationer multikulturelle. Hvordan kan demokratiet trives med en broget flok af kulturer, som trækker i mange retninger og måske har ambitioner om at være enerådende? 2. Nærdemokrati. Betoningen af det enkelte individ og dets rettigheder forstærker ønsket om direkte demokratisk indflydelse. Da det ikke kan lade sig gøre i samfund med mange millioner indbyggere, giver nærdemokratiet en stærkere følelse af at gøre en forskel. Det skaber konflikt mellem effektivitet og medbestemmelse. 3. Globalt demokrati. Demokratiet stopper ikke ved de nationale grænser, som betyder stadig mindre. Er det muligt at tale om et europæisk eller endda et globalt demokrati? 4. Det præsentative demokrati. Mens det antikke demokrati samlede alle borgere på torvet, måtte det repræsentative demokrati nøjes med at samle de folkevalgte i parlamentet. Med massemediernes, især tv's, indtog i samfundet er der kommet mere demokrati end nogensinde før. Alle kan løbende blive informeret om politikere, programmer og problemer, lokalt, nationalt og globalt. Det sker dog i stigende grad på massemediernes betingelser. De vigtige politiske diskussioner kan ikke følges ved selvsyn, men foregår i fjernsynet, så borgerne overværer den demokratiske diskussion som et skuespil i stedet for at deltage i den. I stedet for at repræsentere borgerne ender politikerne med at præsentere sig for borgerne. Vi skal kort se på disse fire udfordringer. 1. Multikulturalisme Selvom de fleste af verdens nationer bekender sig til demokrati, er demokrati ingen selvfølge. Det findes i alle afskygninger. Nogle steder er der tale om åbenlyst hykleri, andre steder kan man følge en spæd og tvetydig begyndelse, og atter andre steder har det repræsentative demokrati stabiliseret sig gennem flere hundrede år. Man kan skelne mellem traditionelle samfund, hvor politik har et ideologisk eller religiøst grundlag, som ikke tolererer afvigelse, og moderne samfund, hvor politik er et spørgsmål om diskussion og afstemning. Alle kulturer bygger på fordomme, som ikke kan bevises, men tages for givet. Nogle kulturer går længere og forsvarer ikke blot deres fordomme med ord, men med vold og magt. Det har op gennem historien skabt utallige krige og borgerkrige. Den demokratiske løsning på problemet om, hvordan kulturer kan leve side om side, er at lade lov gå forud for kultur. Der er noget beroligende ved Sandhed med stort S. Man behøver ikke vide eller besvære sig med at bevise, men kan nøjes med at tro. Bliver man modsagt, behøver man ikke at argumentere, men kan vende ryggen til modparten eller fare i struben på ham. Kættere kan ikke gøre krav på tolerance. De skal bekæmpes, ikke forstås. Et samfund med mange kulturer, som hæger om hver deres Sandhed, vil være en krudttønde, der let eksploderer. Det kan måske forhindres med fysisk magt. Demokratiet bruger en anden metode. Det søger at skabe social orden ved at stave alle sandheder med lille s. De kan diskuteres offentligt, og alle
kan selv sige ja eller nej til dem. Et demokratisk valg handler ikke om, hvad der er sandt og falsk, men om hvilke synspunkter som får et flertal bag sig. Alle synspunkter har ret til at komme til orde og blive diskuteret, ingen er automatisk forkerte. Resultatet af en demokratisk diskussion er normalt ikke, at parterne bliver enige. Men diskussion er udtryk for to ting: Dels respekt for modpartens ret til at mene noget andet, dels accept af, at flertallet - ikke Sandheden - afgør, hvordan der skal regeres. Hvad man diskuterer, og hvem som stemmes til magten, kan variere. Demokrati åbner for en fredelig måde at løse konflikter og afsætte politiske ledere på. Det er ikke blot en styreform, men beskytter mindretal ved hjælp af politiske og sociale rettigheder. Med demokratiet siges der farvel til Sandheden med stort S. Selvom et demokratisk samfund giver frihed til at ytre sig og til at vælge religion og ideologi, giver det ikke lov til at lade religion og ideologi gå forud for lov. Er der konflikt, gælder loven. På den måde lægges der bånd på fundamentalistiske grupper, i håb om at mange kulturer kan finde deres plads side om side. Kravet er, at forskellige kulturer skal tåle hinanden, også når det gør ondt. Men tolerance er et selvmodsigende begreb, som i sin radikale form ødelægger sig selv. Er man tolerant over for intolerante, giver man intolerancen frit løb og underminerer altså tolerancen. For at løse det problem må man, demokratisk, skelne mellem to niveauer: Et for indhold og et andet for form. På formsiden må en fælles demokratisk kultur anerkendes af alle, fordi den giver alle frihed til at ytre sig og gøre sig gældende. På indholdssiden må der være frihed til at vælge sin specielle kultur i form af religion eller ideologi. Det gør det kompliceret at være menneske. Man skal skelne mellem, hvad der gælder i den specielle kultur, og hvad der er gældende i samfundet som helhed. De stærke ord i den religiøse eller ideologiske gruppe forvandles og bliver til svage og private meninger i det offentlige rum. Man skal også acceptere, at selvom man har frihed til at tale, har man ikke uden videre frihed til at omsætte sin tale til handling.
En fælles demokratisk kultur er ikke neutral. Den gør forskellige kulturer lige for loven, men kan afvise kulturelle skikke, som har mange hundrede år på bagen. Alle kulturer underkastes en test for at se, om de lever op til kravet om frihedsrettigheder. Demokratiet er et forsøg på at skabe en civiliseret omgangsform mellem forskellige kulturer, som alle bidrager til et rigt samfund. Den amerikanske filosof John Rawls (1921-2002) mente, at det krævede et område med overlapping consensus - et område med principper, som alle kan enes om, skønt de ellers er uenige. Dette er stadig uacceptabelt for dem, som vil have Sandheden med stort S på deres side. Men ingen ideologisk eller religiøs Sandhed kan bevise, at den er sand. Hvis den havde et sådant bevis, handlede det om viden, ikke om tro. Derfor giver demokratiet ikke køb. Ingen Sandhed har ret til at forhindre andre sandheder i at komme til orde. Ingen Sandhed har ret til at straffe mennesker for at have andre sandheder. Ingen Sandhed har ret til at forhindre mennesker i at tænke, tale og skifte standpunkt. Demokratiet er en kultur for kulturer. Det er åbent for et frit valg af trosformer og livsformer, men forpligter dem til at indgå i en fælles orden, så politik trumfer over både religion og ideologi. 2. Nærdemokrati I antikken og endnu hos filosoffen Rousseau (1712-1778) betyder demokrati, at folk bestemmer direkte. De møder fysisk op, deltager i diskussionen og rækker til sidst hånden i vejret. Den type demokrati er en saga blot, og allerede i antikken var det kun udvalgte dele af befolkningen, som kunne møde op, deltage og stemme. At "folket" bestemmer, betyder ikke, at alle kan føle, at det er mig, som bestemmer. Derfor kan demokrati opleves som noget fjernt: Man afgiver sin stemme og bliver altså stum. Man er en dråbe i folkehavet, og ens kryds på stemmesedlen er renset for de tanker, som lå bag. Derfor kan det kommunale demokrati opleves som mere nærværende end det nationale demokrati. I små kommuner kender man de mennesker, man stemmer på, og har man tillid til en person, kan man se gennem fingre med, at man ikke er helt på linje med hans eller hendes partiprogram. Jo mindre gruppen er, jo mere gør hver enkelt person en forskel. Man bliver hørt. Derfor kan kravet om demokrati gentage sig i stadigt mindre cirkler, så demokrati bliver styreformen ikke blot i nationen og kommunen, men også på arbejdspladsen, i foreningen, i nabolaget og endda i familien. Folkeafstemning som beslutningsproces i det demokratiske folkestyre. Selvom man på internettet kan være "ven" med et næsten ubegrænset antal mennesker, er ens opmærksomhed begrænset, og i praksis kan man ikke knytte sig tæt til mere end et par hundrede personer - hvad der svarer til antallet i en gammeldags landsby. Det er ikke mange. Så glæden ved
medbestemmelse i et lokalt fællesskab dæmpes af den begrænsede rækkevidde af de beslutninger, som træffes. Demokratiet er ramt af to modstridende krav. På den ene side effektivitet, som ofte kræver store enheder, og på den anden side nærhed, som kræver små. Mens verden integreres og bliver til et verdenssamfund, fastholder mennesker deres interesse for det nære og det lokale, så stordriftsfordele trives side om side med undtagelser, særregler og forbehold. Selv politiske ledere, som hævder, at de har blikket stift rettet mod, hvad der gavner alle, gribes tit i at tage særlige hensyn til familie og venner. Moderne samfund stiller mange krav om loyalitet, og det kan ikke afgøres på forhånd, hvad der vejer tungest. Familie, gruppe, religion, arbejdsplads, kommune og nation indgår alle sammen i menneskers identitet som basis for en "vi-følelse". Hvilket "vi" er det stærkeste? "Vi, familien", eller "vi, danskere"? Sætter man familien højst, risikerer man at blive beskyldt for nepotisme. På den anden side af kommunen begynder "vi-følelsen" at ebbe ud. "Vi, danskere" har mistet terræn i de seneste 50 år, og det er svært at appellere til en national patriotisme. Mere omfattende fællesskaber som "vi, europæere" eller "vi, mennesker" er tynde og uden stor kraft til at motivere. Få mennesker vil påtage sig afsavn for Europas skyld. Ser man på de to kommunalreformer, som Danmark har haft i det seneste halve århundrede, går tendensen i retning af større enheder. Med Kommunalreformen 1970 blev antallet af kommuner reduceret fra cirka 1.300 til 275. Med Strukturreformen 2005 blev kommuner igen sammenlagt, så antallet blev reduceret til 98, mens de 14 amter blev erstattet med fem regioner. Selvom Danmark er et af de mest demokratiske samfund i verden, møder man beklagelser om demokratisk underskud og krav om "reelt demokrati". Men et Danmark med fem millioner indbyggere og et EU med 400 millioner indbyggere kan ikke have reelt demokrati, hvis man dermed mener, at hver enkelt borger skal have personlig indflydelse. De tekniske problemer, som er forbundet med at styre Danmark eller integrere EU, gør det til et åbent spørgsmål, om det mest direkte levn fra det nære demokrati, folkeafstemningen, er en egnet metode til at træffe beslutninger. Befolkningen kan stemme om partier, personer og problemer, som kræver et ja eller nej - for eksempel om Danmark skal, eller ikke skal, afgive suverænitet til EU. Men konsekvenserne af en sådan beslutning kan befolkningen ikke overskue. Ikke engang politikere magter at sætte sig ind i de tekniske, juridiske og administrative problemstillinger, som Danmark eller EU rejser. Politikere skal formidle mellem befolkningen, som ser på det nære, embedsmænd, som ser på det tekniske, massemedier, som er kritiske og stærkt optaget af, hvad der går galt, og andre politikere, som også går efter magten. Hvad bliver der af demokratiet, hvis befolkningens størrelse og erfaring forhindrer den i at deltage i politik på en kvalificeret måde? Erstattes den saglige diskussion, som kræver tid og indsigt, med enkle slagord, som kræver gentagelse og følelse? Og hvordan kan man have tillid til folkevalgte, som man ikke kender fra sin hverdag, og som vejer deres ord på en professionel guldvægt, så strategi bliver vigtigere end overbevisning? Der er mange grunde til forbehold. Men demokratiet vinder alligevel, fordi det har tre mægtige fordele. For det første lader det alle sider af et problem komme frem, for det andet tvinges politiske magthavere til at være opmærksomme på, hvad der rører sig i befolkningen, og for det tredje kan magthavere afskediges uden videre. 3. Globalt demokrati Den westfalske fred i 1648 gjorde statssamfundet til den politiske enhed i Europa. Den statsdannelse, som her fik sit blå stempel, var den første store bevægelse frem mod en global integration, når man ser bort fra militære erobringer. Lokale egnsdele - Vendsyssel, Sjælland, Sønderjylland - var i en århundredlang proces blevet samlet under én hat, og mange af dem mistede gradvis deres ønske om selvstændighed.