Havernes Hemmelighed Bogen er skrevet i foråret 2000 i forbindelse med projektet Læringsnet Midt/Vest. Forfatteren Niels Stokholm har skrevet første kapitel, de følgende er skrevet af 6. klasser fra Lemvig, Holstebro og Herning kommuner. 1. kapitel. Sune rejser sig og tramper i pedalerne. - Kom så, Skævøje. Hvem kommer først? Ingen andre vovede at bruge Sørens øgenavn når han selv hørte det. Men Sune kunne tillade sig alt over for ham, og Søren kunne tillade sig alt over for Sune. De to fætre zigzaggede gennem morgentrafikken, og mere end én søvnig bilist fik sig en brat opvågning med tilhørende bremseprøve. - Man skulle ikke tro de fik færdselsundervisning, skummede formanden for skolebestyrelsen, da hun netop havde undgået Sørens bagskærm. Det må vi have op på næste møde. I det øjeblik Sune og Søren nærmede sig hækken uden for blokkene, svingede de på en gang højre ben bagud over bagagebæreren og fortsatte stående på venstre pedal. - Nu! råbte Sune, som stadig var forrest. - Synkroncykling, svarede Søren, og i samme øjeblik sprang de af cyklerne og lod dem fortsætte på egen hånd til de lagde sig elegant til rette op ad hækken. Deres arme røg i vejret i en sejrsattitude, men i næste nu havde de hårbørsterne fremme. Håret skulle sidde perfekt når de ringede på hos tvillingerne. Børsten havde nu ingen synlig effekt på Sørens kortklippede sorte hår. Klippet ned til en længde på 1 cm. sad det altid som det skulle. Han kunne takke Korea for at han havde det flotteste hår i 6. b. De skæve øjne og den mørke hud måtte han så tage med i købet. Sune kom anderledes på arbejde, for han havde langt lyst hår, der hang som tunge gardiner på begge sider af hans ansigt. Meget praktisk til skolebrug, syntes han, for blot han lænede sig frem over skolebordet, svingede gardinerne ind foran ansigtet, og så kunne ingen lærer afgøre hvor han havde sine øjne. Ofte var de lukkede. Således
skabte han sig sin lille private hule hvor han kunne koncentrere sine tanker om de keramikarbejder han havde i gang hjemme på sin mors værksted. De løb hen til nummer 9, og på få sekunder havde de tilbagelagt turen op til 2. sal ad terrazzotrappen med det blå jerngelænder. De ringede på døren til venstre hos Anni og Peter Petersen. Lise kom ud til dem og lukkede døren hårdt i efter sig. Hele opgangen genlød af braget. - Ups, undskyld mor, sagde hun til den lukkede dør. Hun stillede skoletasken på gulvet og stoppede sin regnjakke ned i den. - Lena kommer om et øjeblik. Vi har en båndoptager til interviews. - Så skal vi kun om på skolen efter den bærbare og digitalkameraet. Det bliver bare effektivt, sagde Søren. Han var lige ved at glemme at de var utilfredse med deres emne. 6. b. havde valgt "Kend din egn" som tema for årets projektarbejde. Herefter havde deres klasselærer, Emanuel Søndergaard Sørensen, efter Sunes mening igen engang bevist sin totale uvidenhed om hvad man gider når man er 12-13 år gammel og har været skoletræt i cirka seks år. Sørensen havde insisteret på et delemne der hed "Haver i byen og på landet. Beskriv nogle forskellige havers indretning og deres betydning for ejerne". Søren, Sune, Lise, Lena og Carina havde "vundet" dette emne i lodtrækningen. De andre gruppers suk af lettelse hang i ørerne på de fem resten af dagen. Næste dag var de begyndt på planlægningen. De hang lidt med hovedet. Kunne faktisk ikke komme i gang, og Søren, der havde klassemesterskabet i uhyggelige mareridt, hviskede at han havde drømt at Sørensen bandt ham til et dødt elmetræ. - Brug øjnene, grinede Sørensen bag ham mens han strammede rebet. Søren lænede sig bagover, og i det samme gav træet efter i sin rådne rod. Det væltede hen over Sørensen, som blev klemt fast under en af de tykke grene. - Jeg kan ikke få luft, gispede han. - Stop, det er nok! Lena var ligbleg i ansigtet. Hun vinkede efter Sørensen. - Vi kan ikke komme i gang, sagde hun. - Det fine ved emnet er at I er nødt til at komme ud og snakke med folk. I kan ikke nøjes med
internettet og skolebiblioteket, kom det opmuntrende fra den begejstrede klasselærer. - Det var én lige i synet på mig, mumlede Søren. Men internettet slipper han nu ikke for. Sørensen kunne slet ikke holde op når han først kom i gang. Så han havde ævlet videre om fine eksempler som parcelhushaven, kolonihaven, naturgrunden, landbohaven, den parklignende have og - Børnehaven og zoologisk have, kom det fra Carina, som bare kunne det der med at være fræk og se uskyldig ud på en gang. Sune havde signaleret til hende: Træk i nødbremsen. Og det virkede. Sørensen stirrede et øjeblik på Carinas glade, uskyldige øjne. - Nå ja, og når I så kommer rundt i omegnen, kunne I godt se efter om min havetraktor står et eller andet sted. Den er blevet stjålet. - Fedt! Det var Sune der pludselig fik lys i øjnene: Hvad giver du i findeløn? Sørensen blev åbenbart ret overrasket over at Sune kunne se så vågen ud. Så han tilbød dem 1000 kroner til deling. - Kun 1000? For en traktor til 35.000! Nu var Sune pludselig den barske forhandler. Han havde luret sin mor kunsten af når han var med i Ladaen rundt til butikkerne ved Vestkysten. Hun var ret skrap til at få en ordentlig pris for sine keramikting. Det der skulle sælges til turisterne, måtte godt koste noget. - O.k., plus 1000 kroner til klassekassen. Yderdøren til nummer 9 gik op endnu engang, og faldt i igen med et skarpt smæld. Hurtige trin op ad trappen. Det var Carina. - Puh, I er her endnu. De afspadserer begge to i dag. Så der var ingen vækkeservice. Er vi klar til afgang? - Take it easy, sagde Søren. Vi skal en vej omkring skolen efter nogle ting. Vi venter på Lena. Carina tager i døren, men den er smækket. Hun ringer på.
- Vi må have sat fut i hende. Lise stiller sig op ad døren: Far er kørt på kundebesøg tidligt i dag. Så hun er alene om mor. - Så hjælp hende da! - Det er Lenas dag i dag. I morgen er det min tur. Nu har Lise det stenansigt der gør at nogle af klassekammeraterne synes hun er en sær snegl, og som har kostet hende næsten alle hendes veninder på nær dem i kirkekoret. Der er hun glad, altid, men det skal hun nok holde mund med over for de andre i klassen. - Det er kun for pengenes skyld jeg gør det. Jeg er professionel, sgu. Som om det var noget at skamme sig over at hun elskede at synge. Hun havde det lidt dårligt med sig selv når hun havde fyret den svada af. Søren tager charmesmilet på: Nu må du sgu take it easy, Carina. Du er selv sent på den, ikke? Og vækkeuret er faktisk opfundet. Sådan et skulle I nok kunne få råd til. I kan da sælge sejlbåden, altså hvis det kniber. Carina lod sig dumpe ned på det øverste trappetrin. Hendes stemme rystede. - I tror fandme alting går af sig selv bare de gamle har røven fuld af penge. Det er så dødlækkert når vi en enkelt gang imellem spiser sammen. Så går snakken om at nu skal medicinsk afdeling spare, og nu er der grus i maskineriet mellem lægerne på kirurgisk. Og mon der ikke er chancer for en bedre karriere ved et større sygehus. Jeg vil sgu ikke flytte igen. Jeg har det godt nok her. Så kan de stikke deres karriere skråt op. Sune og Søren vidste ikke hvor de skulle se hen. De havde aldrig før set Carina græde. Tvillingerne kunne somme tider få en tur, og også nogle af de andre piger i klassen, men aldrig Carina. Hun var altid den stærke pige. Kunne sno de fleste af lærerne om sin lillefinger og havde drengene fra 8. løbende efter sig. Var endda begyndt at ryge i smug. - Du skal ikke tude, hviskede Lise. Sune strøg gardinerne væk fra ansigtet: Vi skal jo finde den havetraktor, Carina. Om vi så skal støve hver garage, hver lade, ja, hver "hvad som helst" igennem. Det er vores projekt, ikke? Sørensen skal få lov at slippe den findeløn.
- Vi må nok også hellere snakke med nogle folk om deres haver så vi har noget at fremlægge. Det var Søren der fik halet fornuften frem et eller andet sted fra. Døren gik op, og Lena kom haltende ud. Sune prøvede at få et glimt af lejligheden, men Lena trak hurtigt døren i efter sig og sendte ham et blik der sagde at han bare kunne trække snuden til sig. - Hvad er der sket? udbrød Sune. Har du været oppe at slås med din mor? - Hun faldt af Bingo i går til ridning, afslørede Lise. - Kæft Lise. Og jeg bliver ved med at ride, og ikke som en anden en, der bare svigter når der sker noget. - Han sparkede mig i maven. - Og hvad så? Det var ikke hans skyld. Han blev bare forskrækket, og så svigter du ham! - Jeg er færdig med at tude, snøftede Carina. Hun havde rejst sig og var allerede på vej ned ad trappen. Lidt efter kunne folk se dem på deres cykler på vej om til skolen. Råbende og grinende. - Og det kalder man at gå i skole, vrissede pedellen da de svingede ind gennem indkørslen. Sådan var det ikke i min tid. Da fik man noget at spekulere over. 2. kapitel. Da de kom hen til skolen, var der endnu kun rengøringsdamernes cykler i cykelstativerne og så lige pedellens gamle lig, der havde været piftet et par gange. Sune kom til at tænke på engang, da han også skulle prøve at pifte den, men lige idet han var ved at åbne Sørens lommekniv og havde sat sig på knæ foran pedellens cykel, var han dukket op. Søren havde viftet helt sindssygt med både arme og ben, så i et kort sekund havde Sune troet at han nærmest havde fået et eller andet anfald. Han havde dog hurtigt set at Søren
prøvede at fortælle noget, og ganske rigtigt! Sune havde hørt en dyb brummen og vendt sig om til pedellen, der stod med armene over kors og stampede i jorden med den ene fod. - Hvad laver du? spurgte pedellen, som om han forventede at Sune ville svare ham. Sune sad bare helt stiv og prøvede at finde på noget at sige. - Jeg sidder bare og piller sten ud af dit dæk, sagde Sune lettere provokerende. De havde klaret den, men pedellen havde ofte kigget efter dem, så der havde ikke været lejlighed til at lave lidt rav i den andre gange. Døren gav rungende genlyd i pausearealet da de gik ind på skolen. De var lidt tidligt på den, men aftalen var, at Sørensen skulle stå ved klassen med kameraet og den bærbare. - Pas nu godt på og vær lidt forsigtige. Det er noget dyrt legetøj, sagde Sørensen da han afleverede det til Carina. - Ja, ja, sagde Carina, vi skal nok passe på. Som om vi ikke vidste det, tænkte hun for sig selv. Og så var de ude ad døren. De besluttede sig for at tage ned til hr. og fru Benzons have, for det var den flotteste i hele byen. Den var fyldt med blomster, og inde i midten af haven var der et stort kastanjetræ. Græsplænen var som en golfbane, og indgangen til haven var en fint klippet hæk, der var klippet i portalform. Den imponerende have var nok så flot fordi hr. Benzon var pensioneret anlægsgartner i byen. - Hej unger, det var da en overraskelse, sagde Benzon da de fem dukkede op i hans forhave. - Hvad bringer jer herhen? - Vi vil gerne høre om vi må skrive om din have. Vi er ved at lave et projekt i skolen om forskellige slags haver, sagde Søren, som godt kunne lide den gamle hr. Benzon. - Jamen, selvfølgelig må I da det, men I skal helst være færdige klokken ti, for da får vi gæster. Hvorfor lige min have? - Jo, for vi synes at du har den flotteste have i kvarteret, og så ville vi begynde her.
- Tak for det, det var pænt sagt. Benzon bukkede og grinede. Men I må lige lade mig lime den her først. Benzon tog et rotorblad, gav det en klat lim og holdt det på plads på en model af en politihelikopter han var ved at samle. - Den er bar drømmeflot, sagde Søren da Benzon stillede helikopteren fra sig. - Det min hobby, sagde Benzon med et kærligt blik på den lille plastikhelikopter. - Vi kommer nok også til at skulle tage nogle billeder med det her, sagde Lise og holdt kameraet op for øjet. - O.k., I kan jo tage billederne, mens jeg fortæller lidt. De startede inde midt i haven ved kastanjetræet. Carina holdt båndoptageren og Benzon fortalte og fortalte. Der var næsten ikke den ting han ikke vidste om blomster, træer og buske, og hvad der ellers var i haven. 32 billeder senere konstaterede Søren: "For Søren, hvor er den have flot!" Men det var kun ham selv der grinede fjoget ad den vits. - Jamen jeg har altså også boet her siden 69, og så kan I jo selv regne ud hvor mange år det er. I det samme kom fru Benzon ud fra huset med en bakke. - Vil I ikke have et glas saftevand og en småkage inden i går? I må da være blevet tørstige af at høre på Benzon så længe. Det ville børnene selvfølgelig gerne. Mens de drak spurgte Carina uskyldigt om Benzon havde set en havetraktor heromkring. - Jo måske. I forgårs så jeg faktisk en eller anden maskine komme kørende uden for hækken, men jeg ved ikke om det var en havetraktor, eller hvad det var. Hvorfor det?
- Vores lærer har fået stjålet sin, og han har lovet os en dusør på 2000 kroner hvis vi finder den igen, sagde Søren og gned sine hænder som om han allerede havde fået dusøren. - Ja, jeg ved jo ikke om det var den jeg så, men i hvert fald så var det sådan noget lignende der kom kørende her udenfor den anden dag. - O.k. Tak for nu Benzon. Vi må videre. Du kunne vel ikke anbefale os en anden have? - Jamen de er jo pæne alle sammen heromkring, så jeg ved snart ikke. Men jeg kan da fraråde jer en enkelt her lidt nede ad gaden. Det er snart ved at være en hel jungle i den have, så den kan I da ikke være interesseret i. Et par minutter senere stod de af cyklerne uden for den have der lignede en jungle efter Benzons mening, og det var nok ikke helt ved siden af. Inde i haven lå et forsømt hus. Det så ikke ud til at have været beboet i mange år. De gik op ad den gamle havetrappe og ringede på. Men ingen lukkede op. De ventede lidt og ringede så på igen. Der var stadig ingen der lukkede op. De gik rundt om huset og kikkede ind ad vinduerne, for Lena syntes hun havde set nogen derinde. Sune og Søren ville gerne se lidt nærmere på sagen. Lena var bange og syntes de skulle tage hjem, men der var ingen der lyttede til hende. På græsplænen stod der en gammel og rusten græsslåmaskine, og helt ovre i havens hjørne fandt Sune et gammelt bjælkeskur med kraftige brædder for ruderne. Døren var selvfølgelig låst med en drabelig hængelås, og der var ikke så meget som en revne at kigge ind ad. Beboelseshuset var måske nok forsømt, men skuret så ud til at være så stærkt som en fæstning. - Mystisk, sagde Sune og ruskede i hængelåsen. Det var begyndt at regne, så de skyndte sig ind under et stort træ der gav god læ. Her ville de sidde til det holdt op. Mens det regnede, begyndte det at lyne og tordne, og Lena kom til at græde. - Hvad er der galt, Lena, spurgte Sune. Lena begyndte at fortælle. - Engang for længe siden da mig og min mor skulle ind i byen for købe tøj, kørte vi en genvej gennem skoven tæt ved søen. Det begyndte at tordne sådan her, og et lyn slog ned i et træ bare en meter fra os. Siden den dag har jeg altid været bange for lyn og torden. Det var simpelthen så uhyggeligt.
- Var det derfor du blev bleg da jeg fortalte drømmen om Sørensen og det døde elmetræ? spurgte Søren. Lena nåede ikke at svare. - Hvad fa n laver sådan nogen småkravl i min have? lød pludselig en høj og gennemtrængende stemme. En stor, tyk mand i overalls og med en øl i hånden stod tæt på dem. - Kan I så se at komme af sted! skrålede den kæmpestore mand af sine lungers fulde kraft. De løb i fuld fart ud af haven og sprang på cyklerne. Da de var kommet et kommet et godt stykke væk, stoppede Carina op med et sæt. - Hvem har nu kameraet? spurgte hun nervøst. - Det havde du da, svarede Sune. 3. kapitel. Da Sune og Carina var færdige med at skændes om hvem der havde glemt kameraet, blev de enige om at tage tilbage til "junglen", selv om de ikke var meget for det, men tanken om at vende tilbage til skolen og Sørensen uden kameraet drev dem fremad. På vej derhen spurgte Søren Lena ud om hendes mor. - Hvordan går det med din mor, Lena? - Hun har det ikke så godt i dag, svarede Lena undvigende. Søren tav. Det skulle han vist ikke have spurgt om. De havde knap nok nået at banke på havelågen ind til "junglen" før manden stod der med en bajer i den ene hånd og en cigaret i den anden. - Hvad vil I? spurgte han surt. De sagde at de troede de havde tabt et kamera, og nu ville de gerne ind og lede efter det. - Det må I vel. Men skynd jer! Manden vendte om og gik ind i huset.
- Sikke flink han er blevet, sagde Sune da manden ikke længere kunne høre dem. Carina var den første der vovede sig ind i vildnisset. Der var fyldt med ølflasker og en masse andet skrammel. Pludselig snublede hun over en dåse, som hun samlede op. Der havde været hundemad i den. - Åh nej, han har sikkert en vagthund, hviskede Carina forfærdet. Sune mente at de måtte undersøge sagen nærmere. Igen stoppede de op ved det mystiske skur, men de fortsatte straks videre ind i vildnisset med stor forsigtighed, for de vidste ikke om der lurede en glubsk hund bag ved den næste busk. Pludselig kaldte Søren på de andre. Han havde fået øje på en hund der stod bundet til et træ. Heldigvis havde de ikke været i den del af "junglen", og resten havde de undersøgt, så de skyndte sig ud. Søren foreslog at de hellere måtte tage tilbage til Benzon og lede der. De snakkede om hvor underligt det var at kameraet ikke var i "junglen". Da de nåede Benzons have, kunne de ude fra vejen se at han sad ved terrassebordet og puslede med noget bag sin avis. - Mon det er helikopteren, tænkte Søren. Da Benzon fik øje på dem, lagde han hurtigt det han havde siddet med, ned på bordet og gik hen imod dem. De så at det var deres kamera. Lise lagde mærke til at han stak noget i lommen. - Det var godt I kom. Se hvad jeg fandt i græsset. Det har heldigvis ikke taget skade af regnen! Benzon rakte kameraet frem mod dem - Tusind tak, udbrød Carina og tog glædeligt imod det. Nu var hun fri for at ødelægge sit nye tøj ved at kravle rundt på græsset i søgen efter kameraet. De var alle glade. Deres emne var reddet, og de kunne tage tilbage til skolen. - Det er for resten en gul havetraktor vi leder efter? sagde Carina idet de var ved at gå. - Jeg har ikke set den. Benzon virkede lidt usikker, men lovede at give besked hvis han så den. Da de var på vej tilbage til skolen, snakkede de om hvor underligt det var at Benzon havde pillet ved deres kamera. Pludselig begyndte det at regne og tordne helt vildt, og de kørte alt hvad de kunne hen på skolen.
Inde i datalokalet ville Carina tage disketten ud af digitalkameraet. Der var kun en time til de havde fri, og de skulle nå at redigere billederne og skrive en lille tekst til. Carina udstødte et hyl: Disketten er væk! Det var det værste der kunne ske. Nu havde de lige fået nogle gode billeder. De blev enige om at de for tredje gang måtte tilbage til Benzons have, for det var jo nok der disketten var faldet ud af kameraet. Benzon sad ved terrassebordet ligesom sidst. Sune spurgte om de måtte lede efter disketten. Det måtte de godt. De ledte mellem buske og planter, men kunne ikke finde den. De gik over den nyslåede plæne og om i baghaven, for det var der de havde taget de sidste billeder. Pludselig kom Benzon farende og sagde surt: Hov, her har I ikke noget at gøre. Er det denne her diskette I leder efter? Uden på disketten stod der "Smukke haver". Så det var den rigtige. På vejen tilbage til skolen snakkede de om hvorfor Benzon pludselig opførte sig så mærkeligt. De glædede sig til at komme i gang med arbejdet så de kunne komme hjem, men til deres store overraskelse opdagede de at der ingen billeder var på disketten. 4. kapitel. De kiggede på hinanden. - Hvad gør vi nu? spurgte Sune kækt. - Vi har ikke andet valg end at tage tilbage til Benzon og bede om en forklaring, svarede Lena. Da de kommer derhen, sidder manden fra "junglen" og snakker med Benzon. - Hvad vil I nu? spørger Benzon. Boris og jeg sidder lige og snakker. - Disketten er tom. Lena så anklagende på ham. - Hvad skal jeg gøre ved det? svarede Benzon surt.
- Det er fordi at det var dig der gav os disketten tilbage, svarede Carina. Søren blandede sig pludselig i samtalen: Hvor fandt du egentlig disketten? - Øhhh, den fandt jeg her omme i forhaven, svarede Benzon. Hvorfor det? - Det er fordi vi tog det sidste billede omme i din baghave! svarede Søren. - Så er det ud!! råbte Boris og Benzon i kor. Hjemme hos Sune sidder de alle fem og snakker om Benzon og Boris. De er enige om at der er noget mystisk ved de to herrers optræden. Pludselig udbryder Lise: Vi tager hen og undersøger skuret i nat. - Ja, god ide, siger Sune. - Stop en halv, siger Søren, hvordan får vi bugt med den store hængelås? - Min storebror Kristian er ekspert i at dirke låse op. Lad os spørge ham om han kan hjælpe os, svarer Sune. - Ja, lad os det, siger Carina. De går alle ind på Kristians værelse og sætter ham ind i sagen. Kristian var med det samme med på ideen, og da det var blevet mørkt, sneg de sig alle af sted. De listede langsomt hen til skuret. Kristian fik dirket den store hængelås op uden meget besvær, og de gik ind. Imens holdt tvillingerne øje med huset. De kom ind i et mørkt rum, som viste sig at være et mørkekammer. Ved hjælp af en lommelygte fandt de blandt andet nogle fotografier, som Carina netop havde taget op i hånden da tvillingerne kom farende. - Der er tændt lys i huset!! Mere fik de ikke sagt før de hørte Boris komme småtrippende hen mod skuret. De gemte sig alle i stor hast bag et sort forhæng. Boris tændte lyset på en kontakt uden på huset og så sig undersøgende omkring. - Det gamle fjols. Nu har han igen glemt at låse. Boris rystede lidt på hovedet og gik ud igen. Han lukkede døren, satte den store hængelås på og slukkede
lyset, hvorefter han gik hen til en næsten skjult låge i buskadset op mod nabohaven. Han stod lidt og lyttede. - Du bliver for gammel, Benzon, mumlede han. Så gik han ind i huset igen. Nu havde de problemer! Døren kunne ikke åbnes indefra. - Lad os så komme ud! Kristian kastede sig af al magt mod døren. Den gav sig ikke en millimeter, men der skete et eller andet med Kristians skulder, for han sank sammen med lang afdæmpet klagen. Han blev siddende og ømmede sig. Men så bed han tænderne sammen. Pigerne skulle ikke tro at han var pibet. - Prøv vinduerne, stønnede han. Men der var ingen vej ud. De var fanget. En efter en gav de op, og efterhånden blev de overmandet af søvnen. Først tvillingerne og derpå Sune, mens Søren og Kristian småsnakkede om at de ikke skulle være bange, for når det blev morgen, ville de råbe om hjælp eller igen prøve at smadre døren. - Tror du Boris gør os noget? hviskede Søren. Der kom ikke noget svar. Også Kristian sov. Søren ville tænde lygten, men batteriet var brugt op. Han stirrede fortabt ud i det dybe mørke, og snart begyndte også han så småt at nikke og gabe. Og nikke, og nikke, og nikke En lysstråle rammer Søren i ansigtet, hvorpå den svinger op og rammer Boris ansigt nedefra. Et djævlefjæs. Søren vil springe op, men hans ben og arme er tunge som bly. Efter et par hjælpeløse spjæt gav han op. - Hvad laver I herinde? hvæsede Boris. Da der ikke var nogen der svarede, fortsatte han: Det her lille nummer vil ikke forblive ustraffet. Han forlod dem og låste døren forsvarligt efter sig. Fem minutter efter stod Boris i skuret igen, denne gang sammen med Benzon. - Hvad gør vi med ungerne? spurgte Boris. - Jeg ved det ikke. De har jo nok set billederne. - Lad os få dem ud i bilen, sagde Boris. Børnene kiggede på hinanden. Hvad havde der været på billederne?
Søren fremstammede: Vi har ikke set noget. Børnene blev kørt ned til havnen. Derefter gik det meget hurtigt. Inden de fik tid til at tænke sig om, havde Boris og Benzon bedøvet dem med æterklude. Børnene blev derefter smidt ned i en jolle med påhængsmotor. Motoren blev startet, og med kurs mod det åbne hav gik det bare derudad med de bevidstløse børn. 5. kapitel. Søren vågnede med en dunkende hovedpine og opdagede at han var fanget i en sæk. Han tog sin lommekniv frem og skar sig fri. Da fik han sig et chok. De var alene ude på åbent hav. Hurtigt hjalp han de andre fri. Pludselig begyndte det at lyne og tordne, og Lena begyndte at tude. - Hjæææælp, mor og far, der er hav så langt øjet rækker, hulkede Lisa. - Åhhh, så hold da kæft, sagde Kristian. - Vi må være optimistiske, sagde Carina. - Ja, råbte Sune. Et par timer senere så de en ø. De sejlede derhen, så hurtigt de kunne. På øen lå der et gammelt hus. Det så ud til at være forladt. Men inde i huset mødte de en gammel mand med fuldskæg. Manden tog godt imod dem. Han gav dem husly og noget mad. Men han forlangte at de skulle tage hjem når de havde spist. - Men vores båd er i uorden, og der er ikke mere benzin på, sagde Sune. - Så er I nødt til at blive natten over, sagde den gamle lidt surt. Søren ville vide hvorfor den gamle boede på øen helt alene. - I seng med jer, vrissede manden, og snart var de anbragt rundt om i det mørke hus. - Sikken et mareridt, mumlede Søren, og snart var hans fortumlede hoved et sindssygt virvar.
Fra en drønende politihelikopter grinede Benzon og Boris ned til ham og spredte fremkaldervæske og gamle fotos ud over hele øen, og lidt efter var hans kammerater på forvildet jagt gennem den jungleagtige skov. - Mad! råbte de da de fik øje på æbler højt oppe i trækronerne. Snart sad de deroppe og åd løs, indtil de så Benzon og Boris knokle rundt i skovbunden for at slette nogle traktorspor. De to forsvandt ind i "junglen". - Efter dem! råbte Søren. Det er dem der har taget den. I det samme gled han og faldt ned på skovbunden. - Hjælp! brølede han hele vejen ned. - Søren, vågn op. Carina ruskede i ham. Du råber og skriger og snakker i søvne. Han åbnede øjnene, men så ikke andet end mørke. - Vi skal have noget benzin til båden. Ellers kommer vi aldrig hjem. De andre skreg af grin. - Hvad fabler du om? Vi skal bare sprænge døren eller få løsnet nogle af brædderne for vinduerne så vi kan komme ud af skuret. - Men politihelikopteren med Benzon og Boris, mumlede Søren. - Hold op, skreg Kristian. Jeg kan ikke tåle at grine. Min skulder er øm som en byld. Der er brækket et eller andet, skulle man tro. - Det må være noget jeg har drømt. Søren var helt flov. Men han slap ikke for at fortælle de andre om sit mareridt, lige fra Benzon og Boris stoppede dem i bilen, til de sad i trætoppene ude på øen og åd æbler. - Nu holder du op, jamrede Kristian. Det gør altså rigtig ondt det her. Carina famlede sig hen til Kristian. Hun mærkede forsigtigt på hans skulder. Han var ved at tude. Så ondt gjorde det. - Den er enormt hævet. Du skal til læge, sagde hun bekymret. - Av! Jeg skal ikke have mere med jeres projekt at gøre. Det er dødsikkert.
De andre gik i gang med at bearbejde skuret for at finde en vej ud. - Det kan da godt være der er et eller andet med de fotos jeg stak til mig da Lena og Lise advarede os, sagde Carina. Når de ligefrem kom med i din drøm, Søren. Der er mere mellem himmel og jord, som man siger. - Vi skal hjem inden det bliver morgen. Lises stemme rystede. Hvis mor vågner, og jeg ikke er der til at hjælpe hende Det er jo min dag i dag. Og vi er bare væk, Lena. Hvad så? - De efterlyser os hos politiet, hviskede Lena. Det bliver med hunde og helikoptere og det hele. Og hvad med I andres forældre? - De går amok. Søren lød helt modløs. Carina gav et arrigt snøft: Det er Sørensens skyld. Han kunne bare have holdt kæft om den havetraktor. - Nej, indrømmede Sune, det var mig der tændte på ideen. Let tjente penge! - Money, money, money, nynnede Søren. De kunne have været en god hjælp til en computer. - Lise og Lena, kommanderede Sune, I undersøger væggene, og hvis I finder noget der kan bruges til at slå hul med, så hold godt fast i det. Carina, find et eller andet du kan stå på. Så undersøger du loftet. Hvis du står på en stol kan du godt nå derop. Søren og jeg undersøger hver millimeter af gulvet. Bank forsigtigt overalt. Hvis der er svage steder, må vi prøve at bryde ud der. Og Kristian du - Hold mig udenfor. Jeg er færdig med jeres projekt. De fem klassekammerater gik i gang, men da de mente at de havde famlet og følt overalt, klumpede de sig modløst sammen i et hjørne af skuret. 6. kapitel. De kunne bare sidde ned og tænke over hvad de skulle gøre nu. De vidste godt alle sammen at de havde brug for en rigtig god plan for at komme hjem. - Det er meget svært at tænke når man er sulten, sagde Lise. - Det er sværere at tænke når man har ondt i maven, sagde Sune.
Han var rigtig bange nu, for at der skulle ske dem noget alvorligt. Inderst inde håbede han alligevel på at de ville få en eller anden åndssvag idé. Da hørte de den karakteristiske lyd af en mobiltelefon der blev tændt. - Har du den med, Carina. Søren lød helt glad. Må jeg se? Men Carina slukkede for den igen. - Der er næsten ingen strøm på den. Den skal gemmes til alt andet er prøvet og opgivet. Hun stak den i lommen igen. - Der er heller ingen vi tør ringe til herfra. Sune begyndte igen at famle sig systematisk rundt på gulvet og banke og lytte. Ingen af de andre orkede at følge hans eksempel. De snakkede om dem derhjemme. Deres forældre ville blive nervøse for dem. - Åh, jeg savner min mor, sagde Lena. Hvem skal nu passe på hende? - Hvorfor kan hun ikke passe på sig selv, spurgte Kristian nysgerrigt. - Fordi, begyndte Lena. - Hold kæft Lena! afbrød Lise. Der var en farlig klang i hendes stemme. - Åh, kan det ikke være lige meget nu? Lad os bare fortælle det. Lena begyndte at græde. De andre holdt vejret. De kunne ikke lide hvis Lena og Lise blev uvenner her i mørket. - Kan I huske da jeg blev bange i tordenvejret og fortalte om et træ der væltede bare en meter fra os, men det var altså løgn. Træet der væltede i tordenvejret, var i virkeligheden en stor gren som knækkede af. I må love aldrig at fortælle det her til andre. - Selvfølgelig. Det er da klart. Hviskede de øvrige. - Den ramte min mor fordi hun ville ud af bilen for at tisse. Jeg blev hos hende. Jeg var bange. Mor lå bare helt stille og sagde ikke noget. Der sad jeg længe, men pludselig var der nogle rare mennesker som talte til mig og hjalp mig hjem. Jeg ved ikke hvem de var. Jeg var i chok. - Hvad skete der med din mor? spurgte Kristian forsigtigt.
- Hun blev lam i venstre side af kroppen, svarede Lise stille. Hun havde været så god til atletik. Præmier i massevis. Nu var hun hjælpeløs. Derfor vil min mor ikke have at nogen ser hende. De sad stille et stykke tid. Det var en stor hemmelighed at få at vide. De vidste ikke hvad de skulle sige. - Hold da kæft, der er uhyggeligt herinde. Jeg gad godt jeg var henne i stalden hos mine heste. Lena lød som om hun kunne bryde sammen hvad øjeblik det skulle være. - Hej, råbte Sune, det lyder hult herhenne. Der er en jernring i gulvet. Det er måske en lem. Sune lagde alle kræfter i. - Den giver sig ikke, stønnede han. - Du er sikker på du ikke står oven på lemmen, drillede Kristian. Sune flyttede på sig, og nu lød der en knagen. Lemmen gav sig. De andre famlede sig forsigtigt hen til Sune. Han sad med benene nede i hullet. - Der er en trappe. Hvem der bare havde haft en lygte. Et øjeblik efter stod han i mørket i kælderen. - Kom bare herned, Søren. Vi undersøger rummet. I andre, pas på I ikke dratter herned. Søren og Sune famlede forsigtigt overalt for at få et indtryk af kælderrummet. - Bare der ikke er rotter, sagde Søren. Jeg synes jeg mærkede et eller andet blødt. Så hørte han en dejlig lyd, en raslende tændstikæske. Det var Sune der havde fundet den, og et øjeblik efter var der lys fra en tændstik. - Der ligger et stearinlys. Sune kunne næsten ikke styre sine fingre, men i næste nu var lyset tændt. - Julestemning! udbrød Søren. - Der er et lille kældervindue, jublede Carina.
7. kapitel. Carina begyndte at på kigge billederne, som hun stadig holdt i hånden. - Kom lige tættere på med stearinlyset, sagde Carina. Sune kom hen til Carina med lyset. - Se, der er også et kort over Boris have, sagde Sune. På billederne var der tre havetraktorer. Den ene lignede Sørensens gule havetraktor. Den anden var rød, og den tredje var blå. - Hvorfor er der et kort over Benzons have? spurgte Lise og Lena i kor. - Av, mit ben! hylede Søren. - Hvad er der i vejen? spurgte Lena. Søren var faldet over et koben. - Tag kobenet med så vi kan forsøge at brække døren op, sagde Lise. Søren tog kobenet med op til døren og forsøgte at brække den op, men døren gav sig ikke en tomme. Så fik Lena en lys ide. - Vi kan sende Lise op igennem kældervinduet med kobenet. Så kan hun forsøge at brække låsen op udefra. Søren foldede hænderne for at give Lise en "hestesko" så hun kunne nå derop. Lise kunne lige nå op til vinduet, som kunne åbnes indefra. Hun snoede sig igennem vinduet som en slange, mens hun så sig om for at se om Boris var i nærheden. Heldigt for hende det var han ikke. Så listede hun om til skurets dør og forsøgte at ødelægge hængelåsen. Den var heldigvis så rusten og gammel at det lykkedes at få den op i første forsøg. - Skynd jer at komme ud inden der kommer nogen, hviskede hun stolt. Da de alle er kommet ud, sender de Kristian hjem da han stadig har ondt i sin skulder. De finder kortet frem og beslutter at følge det ved hjælp af stearinlyset og de sidste tændstikker, og de ender i Benzons have.
- Benzons og Boris haver støder sammen bag om de andre haver, udbrød Carina. Det bliver mere og mere mystisk. Straks begynder de at lede efter spor. Carina kigger billederne igennem igen og opdager en godt gemt låge bagest i haven. De begiver sig hen hvor den hemmelige låge skulle være, men pludselig bliver lyset tændt inde i huset. Et vindue stod på klem og de kunne høre fru Benzon spørge: Hvad er der nu? - Jeg synes jeg hørte noget, svarede Benzon. - Det var vel nok bare en kat. Læg dig nu til at sove igen, sagde fru Benzon. Lyset blev slukket, og børnene åndede lettet op. De listede videre over mod lågen, men da de åbnede den, lavede den en frygtelig larm, og Benzon tændte lyset igen. - Det var lågen! Jeg kender den lyd. Han stod ud af sengen, tog sin morgenkåbe og hjemmesko på og gik ud for at kigge. - Pas på. Jeg tror han kommer ud, sagde Søren. De skyndte sig alle at gemme sig rundt omkring i haven. Benzon kom ud og opdagede at lågen var gået op og stod og klaprede. Han rystede på hovedet og gik hen for at lukke den. - Det er sikkert bare vinden, mumlede Benzon irriteret og gik ind igen. Lise kom ud fra sit gemmested og hulkede: Hvor er I alle sammen henne? 8. kapitel. I mellemtiden er Kristian nået hjem, hvor hans mor sidder i værkstedet og arbejder, selv om det er langt ude på natten. Kristian farer ind ad døren.