1 Størknet blod? Jeg fører en hånd op til min kind. Den er våd. Noget mørkt glinser på de to fingre i gadelygternes orange skær. På toilettet vasker jeg mit ansigt med en våd klud. Gemmer det i et håndklæde. Jeg vender mig rundt, så jeg står ansigt til ansigt med mig selv. Bleg hud, tjavset, mørkt hår, billedet er som det plejer. Men alligevel ikke. Mit ansigt er skæmmet af en lang flænge. Den strækker sig fra midten af min pande, ned til et sted mellem øre og øjenkrog. En tynd stribe blod snegler sig ned over min kind. Jeg slår blikket ned. Jeg står med håndklædet i hænderne. Det er plettet af blod. Biler kører forbi nede på gaden. Jeg betragter dem fra det åbne vindue. Forsigtigt følger min pegefinger flængens linje. Størknet blod. Et par gamle, umoderne briller, med tyndt stel omkranser kvindens blå øjne. Hun fører en hånd igennem det korte, pjuskede hår og gaber. Hun er ung, først i 20 erne. Manden har betragtet hende længe. Han er selv pænt klædt, lyseblå skjorte med striber, under en mørk habitjakke. Kvinden har siddet længe på caféen, indtil videre har hun drukket tre kopper kaffe. Den fjerde står på bordet foran hende. En avis, nogle bøger og en notesblok, gør den selskab. Kvinden er journalist og sidder og bider i sin kuglepen. Manden fjerner blikket fra hende, for at se på klokken. Hans armbåndsur er af sølv og af mærket Cartier. Jeg kigger ud ad vinduet. Ud på gaden. Folk har travlt, de går hurtigt, fokuserede på det, de skal nå. De har en plan med deres liv, et mål, de skal nå. Jeg sukker og tvinger blikket tilbage til min blok. Viserne på caféens ur nærmer sig syv. Jeg er den sidste kunde. De fleste af servitricerne er gået hjem, der er kun én tilbage. Hun er yngre end mig, buttet med langt, lyst hår. Hun sidder på et bord lidt fra mig, dybt optaget af sin mobiltelefon. Jeg skæver over til hende, men hun værdiger mig ikke et blik. Udenfor er gadelygterne blevet tændt, der er ingen mennesker at se. Jeg samler mine ting sammen, stabler kaffekopperne, skubber stolen ind og tager min jakke på. Servitricen interesserer sig stadig kun for mobilen. Jeg hoster. Med et sløvt udtryk i øjnene, vender hun sig mod mig, Ja? Jeg ville bare sige, at jeg går nu. Tak for kaffen. Jeg prøver at smile, men det opfatter hun vist ikke. Farvel. Døren smækker bag mig. Udenfor er der koldt. Sådan rigtig råt. Himlen er mørk og overskyet og en tynd tåge sniger sig langs husmurene. Gadelygterne står med jævne mellemrum og kaster en grim, orange lyscirkel ned over biler og vandpytter. Jeg skutter mig, denne del af London er ikke særlig attraktiv på denne tid af dagen. Det er den sådan set overhovedet ikke. Men det er her, den bedste café ligger. Min café, caféen med den bedste kaffe. Toget suser af sted gennem mørket. Jeg sidder med min taske mellem knæene. To stop, så er jeg der. Den lille station er næsten tom. På en bænk, et stykke væk, sidder der en halvgammel mand med sin stok og en pose. Et par unge drenge stiger på, da jeg går ud og inde i ventesalen sidder der
2 en mand i pæn jakke og to damer. Jeg svinger tasken over skulderen og begynder at gå. Walworth er en temmelig trist by her om aftenen. Jeg bliver overhalet af en del biler, før jeg er hjemme, men ingen gående. Manden ser den unge kvinde gå ind i bogligblokken. Hun går alene, med en taske over skulderen. Helt væk i sine egne tanker. Da den tunge dør er gået i bag hende, træder han frem fra skyggerne mellem træerne og går ud på gaden. Hun er så ung. Så uforsigtig. Manden husker nøje på, hvad han har set og begynder at gå ned af gaden. Da han drejer om hjørnet, for enden af vejen, stiger han ind i en mørk Peugeot med tonede ruder, som kører ham væk. Næste morgen er himlen klar. Der er stadig mørkt, da jeg står op, men ude i horisonten er solen ved at få overtaget. Et skær af pink og lys orange stråler frem over parkens trætoppe. På bare fødder daffer jeg ud på badeværelset. Lægger T-shirten på det kolde flisegulv, trusserne ryger i vasketøjskurven. Nyder det varme vand. Lader det løbe ned over min krop og vække alle mine sanser, forberede dem på en ny dag, vasker mit hår og gnider mig tør og varm, før jeg ser mit ansigt i spejlet. Brillerne ligger på sengebordet, så jeg må helt tæt på, for at kunne se. Mine øjne ser store ud uden brillernes kant. Læberne er tørre og lidt sprukne, jeg må huske læbepomaden i dag. Udenfor er der koldt. Gruset på stien knaser under mine sko, den tynde, grå tåge fra i går hænger stadig mellem de høje træer. Sorte silhuetter i morgenlyset. Stilheden bliver brudt af en and, der larmende letter fra den lille, kunstige sø. Spektaklet får mig til at fare sammen, men så kan jeg konstatere hvor lyden kom fra, og jeg går roligt videre. Jeg standser igen. Bøjer mig ned og samler den op. Det er en fjer. Ren og hvid mod det fugtige, grove sand. Den er smuk, bred, helt tæt og glat. Jeg stryger forsigtigt pegefingeren over de tætte hår. Så går jeg videre med den i hånden. Nede ved søen sætter jeg mig på en fugtig bænk. Mens jeg lader fjeren glide mellem mine fingre, flyver mine tanker. Jeg tænker på historien, min historie, den jeg er ved at skrive til avisen. Jeg sukker og rynker panden, hvad hvis jeg er ude på endnu et vildspor? Hvis det hele viser sig at være én stor fiasko. Jeg ved, at jeg ikke får flere chancer, de andre er ved at miste tålmodigheden. Jeg vender tilbage til virkeligheden. Til den grå og kolde sensommermorgen i parken. Min bagdel er blevet kold, og jeg kommer i tanke om, at jeg har glemt min BH efter brusebadet. Et enkelt blik på uret får mig til at huske en hel masse andet også, og jeg farer af sted med fjeren krampagtigt knuget i min venstre hånd. Han smiler for sig selv. Kvinden havde så travlt, at hun ikke bemærkede bilen, hvor han sidder. Han finder et sort læderchartek frem fra sin taske. Deri ligger papirerne med kvindens personlige data. Manden smiler igen det blege smil, hendes fulde navn er Ann Nathalie Carter og hun er 23 år gammel. Så ung. Han læser videre i papirerne, mens bilen forlader byen.
3 Jeg fører hurtigt en kam gennem mit fugtige hår, propper blok, penalhus, penge og mappen med løse papirer ned i tasken, mens jeg sluger en kop kaffe og det halve rundstykke. I sidste øjeblik husker jeg nøglerne på kommoden, jakken knapper jeg, mens jeg løber ned til banegården. LUKKET PÅGRUN AF SYDÅM. Der går lige et par hjerteslag, før jeg forstår den dybere mening med skiltet, der er tapet fast på indersiden af glasdøren. Håndskrevet på grønt papir. Jeg må finde et andet sted at drikke kaffe i dag. Nedslået vender jeg rundt, mens jeg spekulerer over, om det er blondinen fra i går, der er så dårlig til at stave. Efter en halv times vandring rundt på udkig efter et venligt skilt, er jeg så langt ude, at jeg mod alle mine principper, bestemmer mig for at gå ud til kontoret. Jeg regner ikke med en varm velkomst, men de kan da i det mindste give en kop kaffe. Så skal jeg nok gå igen. De forstår jo alligevel ingen ting, og nu er det også begyndt at støvregne. Jeg tager en dyb indånding og åbner døren. Ingen reaktion. De har alle sammen deres blikke limet til en computer, skærmenes blåhvide skær oplyser deres ansigter på en unaturlig måde. Jeg siger ikke hej. Jeg går direkte til kaffeautomaten ved toilettet. Med et suk, læner jeg ryggen mod væggen og trækker knæene op til hagen. Herinde i min lille, kvadratiske bås, er der fred. Jeg nyder den lunkne kaffe og stilheden, mens den kendsgerning, at jeg sidder ovenpå et WC, langsomt blegner. Stilheden og den behagelige stemning får dog ikke lov at vare ved. Jeg bliver brat revet tilbage til min egentlige situation, ved en usædvanlig energisk trækken i håndtaget. Nogle få øjeblikke sidder jeg forundret og betragter døren, men så er der pludselig stille. Trækkeriet bliver dog hurtigt afløst af bankelyde og min chefs stemme. Luk nu op Ann, jeg ved jo godt du sidder derinde Jeg holder stadig min mund, venter. Ann for helvede, bliv dog voksen. Jeg så jo din taske ved automaten, kom nu ud og fortæl mig hvorfor du er kommet Jeg giver op. Rejser mig og låser lydigt døren op. Jeg kigger ham direkte ind i øjnene, maser mig forbi og smider papkruset i skraldespanden. Jeg mærker hans hånd på min skulder. Irriterende. Nu kan jeg ikke få tasken på. Han drejer mig rundt. Forbandet være mænd med kræfter. Jeg stirrer på ham igen og ryster en våd hårtot væk fra panden. Jeg ved hvad han vil sige. Ann han sukker og sænker blikket. Lang pause. Jeg prøver at vride mig fri. Jeg har lyst til at gå. Han klemmer min skulder og fortsætter, Det her går ikke. Jeg kan ikke ha dig ansat her mere. Du har ikke været her i over en måned, og så dukker du pludselig op uden varsel og gemmer dig på et toilet. Hvad har du egentlig gang i? Har du overhovedet skrevet noget i al den tid? Han kigger på mig som en træt, gammel skolelærer. Jeg hader ham. Jeg hader ham og denne her avis. Jeg mærker vreden, harmen syde i min mave. Hvad jeg har lavet?! Om jeg har skrevet noget?! Hvad tror han selv? Jeg har researchet som en gal. Været vågen flere timer over midnat, siddet begravet på biblioteket, tjekket kilder, læst aviser, og for hvad? For at skrive. For at gennemføre den historie. Min historie. Men det forstår han ikke. Det vil han aldrig forstå. Han ser mig, som så mange andre, tynd og bleg med tjavset hår og et mystisk ar. En person man ikke kan stole på. En person, der ikke duer til et fast, ordentligt job. Jeg gider ikke spilde tid på at tage den
4 diskussion med ham. Vi bliver alligevel aldrig enige. Jeg må hellere gå. Han fjerner byrden på min skulder og lader mig få tasken på. Jeg lukker døren efter mig. Ser mig ikke tilbage. Manden i pølsevognen smiler til mig. Han har et rødstribet forklæde på og et billede af en smilende lille pige med rottehaler hængende på væggen bag sig. Jeg giver ham pengene og gør mine til at gå. Hvor vil du gå hen? Det er mig han taler til. Jeg stirrer ud i regnen. Nu er det rigtig regn. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Er det okay, hvis jeg bliver stående her? Han smiler igen. Hvis bare du ikke skræmmer kunderne væk. Ha ha, meget morsomt, påpeger en sarkastisk stemme i mit hoved. Gaden er mennesketom. Regnen trommer på det stribede stofudhæng over mit hoved. Blyanten kradser henover papiret. Jeg rynker panden. Klemmer øjnene lidt sammen. Bøjer mig fremover. Jeg tegner. Det er så længe siden. Men det føles godt. Det leder ligesom tankerne væk. Væk fra dagligdagen. Der ligger allerede tre tegninger på bordet. De er grimme. De forestiller fugle i træer. Grimme fugle. Sorte i sorte træer mod grå himmel. På en af dem er der også et ansigt. En pige. Hun er også grå og sort mod en grå himmel. Jeg har kun tegnet halvdelen af hende. Måske er hun smuk. Jeg er blevet fyret. Hvor ynkeligt. Dagen efter kaffen i toiletbåsen lå der et brev. Konvolutten var hvid. Brevet var hvidt. Rent og fejlfrit. Nu er jeg arbejdsløs. Ha ha. Arbejdsløs. Er man nogensinde det? Ikke før man dør. Livet går jo videre, selv efter sådan et brev. Jeg skal stadig op om morgenen, spise, drikke, gå på toilettet. Leve. Der er gået tre dage. Jeg tegner fugle i nøgne træer. Kvinden har stadig ikke været ude af lejligheden. Ann. Manden tænker. Er det her nu også det rigtige at gøre? Nogle gange kommer tvivlen op i ham. Hvad nytter det hele? Han ved, hvad der vil ske, hvis han nogensinde kommer frem med sine tanker. Så det gør han ikke. Han tier. Tier og adlyder. Jeg kan se månen gennem det tynde gardin. Rund og fuldkommen. Med ét er jeg lysvågen. De lysende tal på vækkeuret viser 01.57. Jeg ved ikke hvor længe jeg har sovet, kan ikke huske, hvornår jeg gik i seng. Jeg har følt mig så træt, utrolig træt, og jeg har sovet. Sovet i mange, mange timer. Når jeg sover, er jeg fri for at spekulere, fri for tvivl, bekymring og uro. Jeg kan bare forsvinde ind i tomheden. Den bløde, varme tomhed. For jeg drømmer ikke. Jeg er bare væk. Men nu, nu er jeg frisk. Jeg ligger lidt i mørket, forsigtigt tillader jeg mig selv at føle igen, leve igen. Jeg vil trække vejret dybt, men luften er tæt af grå tanker. Jeg sætter mig op i sengen, kigger mig omkring i det mørke værelse, trækker gardinerne fra og fjerner vindueshaspen. Skubber vinduet helt op, læner mig ud, og, trækker vejret. Hvor befriende! Jeg nyder fornemmelsen, trækker luften langt ned i lungerne og mærker den kolde nat mod mit ansigt. Jeg er stadig frisk og kigger på månen.
5 Jeg sidder længe ved vinduet, før jeg føler mig klar til at komme videre. Videre med mit liv, videre med min historie. Det er en stor tanke, især for mig. Men jeg ved, at jeg kan, jeg har gennem hele mit liv oparbejdet en styrke, eller, evne, til at hjælpe mig selv. For jeg ved, at der ikke er andre, der gør det. Her i livet, har man kun sig selv at stole på. Med de tanker i hovedet rejser jeg mig og går i bad, opfyldt af en underlig, ny energi. Jeg forventer, at du arbejder med mig, ikke imod mig. Jeg ved udmærket godt hvad du forventer. Manden holder sig rank og ser direkte på sin overordnede. Det siger du, men kan jeg stole på dig? Hvilken garanti har jeg for, at du ikke tilbageholder oplysninger? Manden bider kæberne hårdt sammen, holder vreden tilbage og svarer sammenbidt, Jeg har aflagt min ed og den står jeg ved. Jeg har sagt alt, hvad jeg har fundet ud af. Anden sandhed er der ikke. Udtalelsen får manden overfor ham til at rynke brynene. Det bringer den velkendte, oprørske vrede op i ham, han må bruge al sin viljestyrke for at beherske sig og undgå at bryde gruppens højeste regel, Beskyt og adlyd din leder og udryd enhver modstand, trussel eller tvivl imod fællesskabet. Han ved, at han selv er en trussel mod fællesskabet, men kan intet gøre, når man først er med, er der kun én vej ud. Døden. Det ønsker han ikke. Men han ønsker heller ikke at sætte sit liv og sin frihed på spil for en anden mands plan, han vil bestemme selv. Han er dog taknemmelig for, at der kun er de to i rummet. Det er ydmygende nok i sig selv at skulle stå skoleret for denne mr. Crawford. Hører De hvad jeg siger, Johnson?! Han vender med et sæt tilbage til virkelighedens dystre kælderværelse, Ja, sir! Javel. Så kan De godt vende tilbage til deres arbejde Johnson bliver afbrudt i sin bevægelse, og Johnson, næste gang vi mødes forventer jeg detaljer. Oplysninger, vi kan bruge til noget. Er det forstået, Johnson? Selvfølgelig, sir. Jeg kommer ikke til at skuffe dig. Den yngre mand retter sig som en soldat og hilser med et dunk mod brystkassen, før han lukker den skudsikre dør efter sig. Hans overordnedes sidste bemærkning svæver stadig i den tætte luft bag ham, Det håber jeg sandelig heller ikke Johnson, det håber jeg ikke. Det er en vred mand, der træder ud i det skarpe sollys. En vred mand er farlig, men en vred mand med evnen og midlerne til at ødelægge, dræbe et andet menneske er hundrede gange farligere. Jeg sukker. Det var den sidste pose affald, nu er lejligheden så ren og ryddelig som et billede i et boligblad. Jeg retter ryggen og vender ansigtet mod solen. Tænk, at jeg har ligget i dvale så længe, jeg kan lide at være alene, det har jeg altid kunnet, men alligevel, så længe, det kan umuligt være godt for en. Jeg smiler, en melodi dukker op i mit hoved, en gammel sang, jeg kan ikke huske teksten, men jeg nynner den, mens jeg går op ad trapperne. Udenfor er der blevet mørkt, jeg trækker gardinerne for og går ud til kaffemaskinen. De sidste regninger er betalt, jeg har spist aftensmad i god tid og er nu klar til at komme i gang med arbejdet igen. Jeg breder alle mine notater, avisudklip og håndskrevne dokumenter ud på bordet foran mig og jeg kan ikke forhindre et suk i at undslippe mine læber, det hele er så uoverskueligt. Jeg føler mig træt, og lader mig dumpe ned på en af de gamle spisebordsstole. Men det nytter jo ikke, jeg må tage mig sammen, komme videre, fuldføre det her. For Jonathans skyld. Åh nej, nu kommer de. Tårerne. Jeg tager en dyb indånding, og forsøger at skubbe minderne væk. Jeg troede
6 jeg var kommet over det, men nej, jeg kommer mig nok aldrig helt over det. Hvem kan det? Han var jo min bror. Eller var, det er han vel stadig, selvom han er et andet sted nu. Jeg lukker øjnene hårdt sammen og trækker vejret dybt flere gange. Jeg ved ikke hvor mange minutter der går, men jeg klarer det, bryder ikke fuldstændig sammen. Nu kan og må jeg komme videre, jeg tager en slurk af kaffen, skubber brillerne op på næseryggen igen og kaster et nyt blik på samlingen af dokumenter foran mig. Han slukker forlygterne og sidder lidt i mørket. Boligblokken og parken ligger mørkt hen, bortset fra et enkelt vindue på 3.sal, her afslører det varme lysskær bag de nedrullede gardiner, at nogen er oppe, nogen lever bag den ellers grå og kolde facade. Denne gang er han alene, han sidder længe, ubeslutsom, de digitale tal på instrumentbrættet tæller nådesløst minutterne, men han har bestemt sig. Ikke denne gang, ikke endnu, han kaster et sidste blik på den lysende firkant, før han forlader stedet. Jeg kigger på mit armbåndsur, tiden går når man har det sjovt, jeg kan ikke lade være med at smile ironisk, det er da altid noget, at stemmerne bliver inde i hovedet, jeg er endnu ikke kommet så langt ud, at jeg taler med mig selv. Nu ligger papirerne i fine, systematiske stakke, jeg har fået hvad er det nu det hedder? Nåh ja, overblik kalder man det. Det er det jeg har, overblik, jeg siger ordet et par gange for mig selv, det er en ret ny fornemmelse. Nu ved jeg også hvad jeg mangler. Billeder. En artikel bliver aldrig rigtig god uden billeder. Så mens jeg stiller kaffekoppen i vasken og bagefter, da jeg børster tænder med blikket hvilende på den gamle, krøllede avisartikel, opsat på væggen, kredser mine tanker om muligheden for at skaffe de rigtige billeder til min historie. Visne blade og gamle avissider slår saltomortaler og kolbøtter i en hvirvlende dans ned af gaden. Himlen er forholdsvis klar, de få spredte skyer farer af sted højt over træernes krogede grene. Jeg skutter mig og trækker det uldne tørklæde længere op over kinderne, den tidlige morgensol har ikke nær nok magt, til at trænge her ned i den stille gade. Foruden det sædvanlige indhold i skuldertasken har jeg mit gamle, men gode kamera hængende i et sort etui omkring halsen. Det er længe siden, det sidst var i brug, men bagerst i en skuffe fandt jeg to ruller film, så gode som nye, så man kan vel sige at jeg er klar til kamp. Han kaster et utålmodigt blik på det skinnende armbåndsur, klokken nærmer sig 10, men endnu har der ikke været det mindste tegn på liv fra 3.salen i den ældre boligblok. Gaden ligger stille og øde hen. Vindens sagte hvisken i trætoppene og den svage lyd af visne blade mod asfalt kan ikke høres i den mørke, lukkede Peugeot, her er det udelukkende lyden af hans egne fingres trommen mod rattet, der når mandens ører. Han sukker anstrengt og forbander sin pligt langt væk i tankerne. Mens verden udenfor ser ud til at stå stille, spirer og vokser der langsomt en plan i mandens bevidsthed. En plan, som egentlig først skulle have været udført meget, meget senere. Jeg går ned ad gaden. Smilende. Skuldertasken svinger i takt til mine skridt. Højt over mig skinner solen, himlen er blå, vinden kold. Mine tanker flyver hid og did. På den ene side vil jeg gerne nyde den smukke dag, glæde mig over al den skønhed jeg pludselig kan se omkring mig. På den anden
7 side er jeg i gang med færdiggørelsen af en artikel, der langt fra er hverken smuk eller skøn. Min opgave er hård og svær at være ene om, men sådan må det være. Jeg lukker øjnene et kort øjeblik, for at nyde den kolde vind mod mit ansigt. Der er ikke mange mennesker på gaden, jeg tænker, at de fleste er på arbejde, klokken er kun halv elleve. For to år siden arbejdede jeg også på denne tid, sad ved en computer ude på kontoret og skrev lokalnyheder. Jeg var lige kommet til London, og i starten syntes jeg, at mit nye arbejde var spændende, men det blev hurtigt for ensformigt for mig. Jeg fik nok af trivielle historier om indbrud i supermarkeder og indvielser af børnehaver. Det var uinteressant. Da var det, at jeg droppede computeren på kontoret, og i stedet begyndte at arbejde selv, gravede i gamle sager og skrev lange grundige artikler, siddende på den lille café med den gode kaffe. Jeg arbejdede selvfølgelig stadig det samme sted som før og mine artikler blev udgivet på samme måde som altid. Sådan gik der et par måneder, jeg faldt til i byen og nød friheden langt fra mit gamle hjem. Efter at have boet og arbejdet i London i godt et halvt år, lå der en dag et brev fra Jonathan på dørmåtten. En uge senere flyttede han ind hos mig. Jeg spurgte ham aldrig, hvad det var, der havde fået ham til at flytte fra Wales, hvor vi havde boet sammen med vores forældre hele vores liv. Jeg gik ud fra, at han ligesom jeg selv, havde fået nok af vores fars diktatoriske måde at styre familien på, men jeg fik det aldrig bekræftet, og nu er det for sent. Jeg standser op i min tankestrøm. Minderne er ikke til at styre, de har deres egen vilje og lige nu er de ved at lade mig genopleve det sidste halvandet år af mit liv. På en måde gør det min opgave lettere, fortiden er jo ikke ligefrem uvæsentlig for min historie, tværtimod. Jeg var glad for at have Jonathan boende, han var min storebror, men aldersforskellen havde aldrig betydet noget særligt for vores forhold. Vi kunne snakke om alt, men respekterede hinandens privatliv. Derfor stillede jeg heller ikke spørgsmål, når han kom sent hjem om aftenen eller sad med telefonen på sit værelse i flere timer, ventende på én ubeskrivelig vigtig opringning. Jeg fortalte jo heller ikke ham, om alt hvad jeg foretog mig. Desuden var han også journalist, så vi var begge vant til at arbejde sent om aftenen. Jeg skrev stadig for det samme blad, hvilket Jonathan havde svært ved at forstå, da jeg ofte brokkede mig over min chef og de andre journalister. De andre på bladet var misundelige på mig, de mente, at jeg fik særbehandling og enkelte af dem var så nedrige, at de satte rygter i gang om, at chefen og jeg havde en affære. Min reaktion var at holde mig langt væk fra kontoret. Min chefs at nægte alt og som følge heraf, kun trykke mine artikler i yderste nødstilfælde. Han fyrede mig dog ikke, så egentlig passede situationen mig fint, jeg kunne skrive fra caféen, komme og gå når det passede mig, men stadig få min løn. Imens alt dette stod på, ændrede Jonathan sig. Ikke meget, men nok til at jeg lagde mærke til det. Han var mindre og mindre hjemme og når han var hjemme så jeg ham næsten ikke, han tilbragte næsten al sin tid, siddende bag sin lukkede dør. Ofte kunne jeg høre ham føre dæmpede telefonsamtaler, men det var umuligt for mig at finde nogen mening i dem og jeg respekterede ham
8 for meget til at spørge direkte. Derfor gik der mange uger, uden jeg vidste noget med sikkerhed. Min arbejdssituation var ved at blive kritisk, jeg var frustreret over ikke at få trykt noget og over ikke at kunne ikke få klar besked fra min chef. Når jeg tog ud på kontoret, var han der ikke, og mine kolleger ignorerede mig totalt, hvis de da ikke førte hviskende samtaler og sendte mig skulende blikke. Alt dette kørte rundt i hovedet på mig, da Jonathan en dag ville tale med mig. Endnu engang må jeg stoppe mindernes påtrængende billeder med magt. Jeg har ikke holdt øje med hvor jeg går, og må kigge mig om en ekstra gang for at orientere mig. Jeg suger kold luft ned i lungerne, men da jeg lukker øjnene træder Jonathan frem for mit indre blik. Ligeså tydeligt og knivskarpt som jeg så ham den eftermiddag i vores lille køkken. Sommersolens varme lys ramte Jonathans ansigt og mildnede hans træk. Det var ikke gået op for mig hvor hærget han så ud, før nu. Manglen på søvn havde givet ham tunge poser under de blå øjne og givet hans hud et svagt, gråligt skær. Jeg betragtede ham bekymret, men ventede på, at han selv begyndte at fortælle. Det var tydeligt, at han havde svært ved at finde ordene, hans blik flakkede og jeg fornemmede, at hvad det end var, han ville sige, ville betydningen af det komme til at betyde noget særligt for vores forhold til hinanden. Endelig kom de første ord, først famlende, men så hurtigt efter hinanden, som om han ville af med dem i en fart. Sætningerne var korte og ordene rodede, men jeg forstod så meget, at han var ved at skrive en meget kritisk artikel om en form for gruppe her i byen, men at han nu følte, at det bedste ville være at rejse fra byen i et stykke tid. Han havde materiale nok til at færdiggøre historien, men behøvede ro og frisk luft til at skrive den helt færdig. Derfor ville han rejse en af de nærmeste dage. Det var egentlig ikke meget han sagde, jeg fornemmede, at der lå mere bag, noget alvorligere. Jeg kunne læse det i hans ansigt og hans kropssprog, men da jeg prøvede at få ham til at fortælle mere, lukkede han fuldstændigt af. Jeg tror, at jeg bed mig selv i læben, i hvert fald tog jeg et skridt frem og omfavnede ham. Han gengældte ved at trykke mig hårdt og tæt ind til sig. Jeg tror det var der, at jeg fik den første, ubehagelige fornemmelse af, at det ville komme til at vare meget, meget lang tid, før vi igen kunne være sammen. Han følte det sikkert på samme måde, for mens vi stod sammen, der i køkkenet hviskede han mit navn igen og igen. Ann, kære, lille Ann Dagen efter var han forsvundet, uden spor, men jeg vidste hvorfor, troede jeg vidste hvorfor. Hvis jeg havde været bare en anelse mindre sikker i min sag, ville jeg helt sikkert have opdaget, at der ikke manglede noget i hans klædeskab og at hans kuffert stod urørt. Tre dage efter Jonathans forsvinden, blev han fundet død. Skudt flere gange igennem baghovedet, men med tegn på kamp, før skuddene. Han var blevet overfaldet og senere skudt mens han lå ned. Jeg mærker tårer trille ned af mine kinder. Stopper op da jeg opdager, at jeg græder. I mit hjerte mærker jeg atter den dybe, velkendte smerte og det koster mig en kraftanstrengelse at vakle hen til en bænk, før benene giver efter under mig. Jeg tager flere, dybe indåndinger, men kan ikke få mit åndedræt til at falde til ro. Jeg ser det hele for mig. Obduktionslokalet. Lægerne. De uhyggeligt rene
9 flader. Kroppen under det hvide klæde. Jonathans krop. Hans ansigt, da lægen fjernede lagenet. Stemmen, Er dette din bror? og mit svar, min tørre, hviskende stemme, da jeg svarer ja. Jeg måtte gentage, de skulle være helt sikre, og mit svar var utydeligt. Min kamp mod gråden, lettelsen da jeg fik lov til at gå. En sygeplejerskes arm om min skulder. Hendes stemme, ordene har jeg glemt. Jeg er tilbage på bænken, jeg ryster, famler i tasken, efter hvad ved jeg ikke. Mine fingrer sanser noget blødt, det er fjeren. Den fjer jeg fandt i parken. Den er blevet krøllet og en smule flosset i spidsen, men synet af den fremkalder en følelse i mig, den følelse jeg har brug for. Jeg stryger den varsomt mod min håndflade. Trækker vejret dybt og tænker på fuglen. Den fugl, der har efterladt denne fjer til mig. Jeg ser den for mig, og efterhånden falder mit sind til ro. Han ser hende sidde på bænken. Hun holder noget imellem sine hænder, det er en fjer. Manden retter på jakken og rømmer sig. Hun har ikke set ham, selvom der kun er få meter imellem dem. Han føler sig opfyldt af mange følelser, mens han nærmer sig den unge, mørkhårede kvinde. Nysgerrighed, hvordan vil hun mon reagere, hvor let vil det blive for ham at trække oplysninger ud af hende?? Han føler også magten strømme i ham. Han er sig sin egen magt meget bevidst, han ved, at han så let som ingenting kan knuse den spinkle pige. Men i takt med, at han nærmer sig hende og opdager, at hun stadig ikke ænser ham, føler han også en ny, sælsom fornemmelse, en følelse, der måske kunne minde om ømhed?? Dette forvirrer ham, men det må være kvindens totalt uskyldige udtryk, der får denne følelse frem i ham. Pludselig, da hun endelig løfter hovedet og ser op på ham, går det op for ham hvor kvindelig hun er. Samtidig slår bevidstheden om hans egen maskulinitet ind over ham og han må rømme sig flere gange før de planlagte ord kan komme over hans læber. Du ser bleg ud, føler du dig dårlig? Han kunne ha bidt tungen af sig selv, det var absolut ikke de planlagte ord. Johnson mærker en bølge af irritation fare gennem hele sin krop, men holder den naturlige facade overfor kvinden. Hun kigger på ham med store, en smule forgrædte, blå øjne, de samme øjne, der havde fået ham til at sige sådan noget forbandet vås. Johnson forbander sig selv langt væk. Men så svarer hun, stille og med usikker stemme, Jeg Jeg har det faktisk ikke særlig godt Hun sænker straks blikket igen, og gør mine til at gå. Manden ved, at det nu gælder om at tænke hurtigt, og udnytte, at hun rent faktisk, på en eller anden måde føler tillid til ham, Åh, hmm Du ligner også én der godt kunne trænge til en kop kaffe. Jeg skæver til siden. Til manden, som jeg knap nok kender, men som jeg er på vej hen til en café sammen med. Jeg ved ikke, hvad han hedder, men alligevel føler jeg mig i sikkerhed nu, mens jeg går ved hans side. Det gir et lille sæt i mig, da han med et svagt smæld sætter den dampende kaffekop på den slidte bordplade foran mig. Jeg bliver opmærksom på, at jeg sidder på det alleryderste af stolen og, at mine skuldre er spændte af nevøsitet. Han trækker stolen overfor ud og sætter sig. Jeg prøver at få styr på mine tanker, prøver at vænne mig til den besynderlige kendsgerning, at vi sidder her, her på min café, ved mit bord. En ubehagelig kuldegysning farer ned af min ryg, men da jeg kaster et hurtigt blik på manden overfor, forsvinder den foruroligende fornemmelse. Jeg ryster svagt på hovedet af mig selv, jeg må være ved at blive paranoid, der er ikke nogen der er ude efter mig, jeg bliver ikke udspioneret eller noget i den retning. Det sker kun i film og bøger, din fantasi løber af
10 med dig, Ann. Men så alligevel, påpeger en lille stemme, dybt inde i underbevidstheden, så alligevel. Hvad med Jonathan?? Hvad var det ikke, der skete med ham?? Det var ikke film, det var ikke fiktion. Nej, det var virkelighed. Din virkelighed. Så vær på vagt, kære ven. Vær på vagt. Jeg prøver at skubbe stemmen væk, glemme den ubehagelige, lille tankerække. Koncentrerer mig om nuet, om kaffen, manden, caféen og den samtale der ikke er kommet i gang. På grund af mig. Nu har han hentet kaffe og alt muligt, og så sidder jeg bare her, stum som en østers og tænker det værste om ham. Tag dig sammen, Ann! Han betragter hende nysgerrigt. Prøver at tyde hendes ansigt, men det er svært, ikke bare på grund af de fugtige totter af mørkt hår, der falder ned over de tindrende, blå øjne, men også på grund af ansigtets evigt skiftende træk. Det ene øjeblik ser hun på ham med et forsigtigt smil og øjnene lysende af tillid, det næste skuler hun ud over brillerne med en bekymret rynke i panden. Hun har mange ansigter og legen med at iagttage og afkode dem fascinerer ham. Han smiler et skævt smil og opdager, at hun nu sidder og stirrer intenst på ham. Du har ikke fortalt mig hvad du hedder? Hun bliver selv overrasket over sin direkte tale til den fremmede. Han løfter øjenbrynene og ser hende direkte i øjnene på en mærkelig, nærmest drilsk måde, som forvirrer hende. Mod sin vilje, mærker hun, at hun rødmer. Forlegent vender hun blikket mod de mange ridser i bordpladen. Nej, nej, det er helt i orden, det var rigtigt af dig at spørge, hvilken fornuftig, voksen kvinde, som oven i købet er smuk, ville gå med en fremmed mand, uden at kende hans navn? Jeg hedder Tom, Tom Anderson. Han noterer sig med tilfredshed, at hans ordstrøm har fået et smil frem på kvindens læber og endda løftet hendes blik i niveau med hans slips. Men så let slipper hun ikke, han sænker hovedet en smule, så han kan fange hendes øjne, Nå, nu må du nok også hellere, alle høflighedsregler taget i betragtning, sige mig dit navn. Så jeg kan vide, hvad jeg må kalde dig under resten af denne konversation. Et forsigtigt fnis undslipper hendes læber og endelig løfter hun blikket og taler til ham med klar stemme. Mit navn er Ann jeg tøver et øjeblik, men fortsætter så, Nathalie Carter Et øjeblik fortryder jeg, at jeg også nævnte mellemnavnet. Jeg bruger det jo nærmest aldrig, kun i officielle sammenhænge. Hvor mange oplysninger kan man finde om mig, bare ved hjælp at det fulde navn? Jeg ved det ikke, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg har lyst til at vide det. Jeg bryder mig i det hele taget ikke om computere og slet ikke internettet. Det er for meget på spil og man kan jo aldrig vide sig sikker for virusser, hackere og hvad ved jeg. Derfor skriver jeg alt i hånden. Artikler, research, breve, jobansøgninger, alt. Det har jeg det bedst med. Men det med navnet, det gør sikkert ikke noget. Han virker flink, faktisk sjov, på en underligt, lidt irriterende måde. Nå, han er sikkert god nok, nu vil jeg i hvert fald, for en gangs skyld nyde et andet menneskes selskab. Tom tager en slurk af kaffen, ind til videre har hun talt sandt. Hun fortalte ham i hvert fald hendes sande navn, det er altid et godt tegn, men det var også hvad han havde ventet. Hun er ikke som ham, hun er ikke uddannet af professionelle til at skjule alle personlige oplysninger, eller i det hele taget oplysninger af værdi. Hun er på godt og ondt bare et helt almindeligt, civilt menneske. Og dog, retter han sig selv, hun er journalist, endda en dygtig journalist og hun besidder en viden som er så
11 utrolig værdifuld, at han har tilladelse fra højeste sted til at gøre alt hvad han formår, for at få fat i den. Alt. Hun er en næsten helt almindelig kvinde, som er fuldstændig i hans vold. Og endnu aner hun ingen uråd. Det er også mere end han kan sige om sig selv. Han foragter sig selv for det. Foragter det job, der siger at han skal følge den slags sikkerhedsregler. Tom Anderson. Latterligt. Men hun hoppede på den, selvfølgelig gjorde hun det, ligesom alle de andre.