1 MAJ 2007 Dette er min livshistorie, og min recoveryproces Jeg kom til verden i 1975, i Sigon -sogn, på Østerbro, jeg var et ønskebarn, indtil min far fandt ud af at jeg var en pige og han hadede mig for det. Jeg har tit hørt at jeg skulle have været en abort eller en plet på lagnet, for jeg var ikke den dreng, han så brændende ønskede sig. Jeg var bare 14 dage gammel da, min far fandt en anden kæreste, men efter 2 år flyttede mine forælder sammen igen og der startede det der blev til mit livs værste mareridt. Da jeg skulle starte i skole sagde min far at nu skulle jeg være en stor pige og når man startede i skole, var det helt normalt at forældre havde sex med deres børn og han var blevet den udvalgte og der voldtog han mig for første gang og det blev starten på mit liv i helvede!!!!! Min far fik job som pedel og startede med at drikke, når han havde drukket var har voldelig og argrassiv. I mit barndomshjem, lærte jeg af min far og de andre, der mishandlede mig, at følelser og behov, var forbudte og jeg fik tæsk, hvis jeg var bange, vred eller ked af det, bare en tåre i øjnekrogen og jeg blev afstraffet på det grusomste. Jeg lærte at, hvis jeg ville jeg have noget enten marterielt eller kærlighed/ omsorg, måtte jeg betale med min krop og min far sagde : At jeg kunne ikke blive andet en sex-slave eller en ludder på Istergade. Jeg mødte en ældre herre, som var sød og rar og vi fulgtes til bussen, han var perfekt og han blev som en reservefar for mig og jeg knyttede mig til ham, men inden jeg fik lov til at komme ned til ham skulle min Mor godkende ham, og hun sagde ja. I starten legede vi, spillede kort og han forkælede mig med chokolade, æggesnaps med eller uden alkohol og vi tog på ture til Sverige. Men lykken var kort og indenfor nogle får måneder blev han også et sexmonster. Nu skete misbruget hele døgnet, både derhjemme og hos ham, men samtidig begyndte min far også at komme og misbruge mig nede hos min reservefar så jeg var virkelig udsat. Min mor gav aldrig udtryk for at hun skulle beskytte mig og de havde jo fortalt at det skete i alle familier, så jeg var slet ikke opmærksom på, at det var mere unormalt end det jo var. Det var en meget ambivalent tid, idet jeg skulle gøre seksuelle ting jeg ikke ville, men blev tvunget til det, for ellers blev jeg afstraffet eller jeg fik skylden for at de måtte slå min familie ihjel eller andre grimme ting ved min familie, jeg har aldrig rigtig forstået hvorfor jeg skulle gøre det og jeg har meget svært ved at se min familie i øjne, da jeg føler at jeg har svigtede dem. Vi var 3 piger i Have- Foreningen der besøgte min reservefar, hvis vi kedede os eller bare ville have noget chokolade eller andet. Det var desværre på samme måde for os alle tre, vi forstod bare ikke hvad der foregik bortset fra at vi skulle gøre noget seksuelt, med ham og det vi gjorde, udløste en gave, i form slik, likør og andet og han fortalt at sådan var det hos alle. Min reservefar gjore meget ud at ydmyge mig over for de 2 andre piger og hvis de havde gjort fejl eller gjort ham vred, så blev jeg afstraffet, sener når vi var alene Man måtte IKKE sige NEJ TAK, til den beløning han gav, for så blev han vred og han afstraffede en.
2 Skolen begyndte at fatte mistanke og jeg kom til en psykolog hvor jeg sagde : At jeg var bange for reb ( de bandt mig på hænderne og hægte mig nogle gange op i dørkarmen og jeg fik tæsk af et reb/ bælter).psykologen mente at hun havde en måde at jeg kunne tackle dette på, ved at hun lærte mig at sjippe, for det var også socialt. Jeg sagde også at jeg var bange om natten for der var et grønt spøgelse der ville mig ondt ( Min far kom også ind til mig næsten hver nat, min Mor havde natarbejde. Psykologen fik min Mor til at tegne et spøgelse, hvor der stod: HA- HA TROR DU JEG ER BANGE FOR DIG?? og jeg fik en vågelampe, efter en tid sagde at jeg havde det bedre. For at kunne udholde denne forfærdelige verden begyndte jeg at drikke alkohol i en alder af 5 år, jeg lærte at, hvis jeg ikke tog den første eller den sidste, var der ingen der lagde mærke til noget. Min far var en led satan og total uberenglig når han havde drukket, hvis min Mor var kommet ud af huset holdt han, mine søskende og mig som gidsler eller ofte tvang han os til at se ham tæske min mor. Hun valgte ikke at forlade ham førend efter 5-6 års tæsk og misbrug af os børn, som hun siger at hun intet kendte til.. Hvis min far ikke havde fået fat i mig pr tlf., fordi at inden han kom hjem, ville mødes med mig og jeg skulle tilfredsstille ham og jeg kunne på den måde, sørge for at han ikke var så vred og arragsiv og måske, gøre at der var fred i familien, når han kom hjem. Så hvis han ikke have fået fat i min per tlf. gennemsøgte han huset, for at finde mig, når han fandt mig begyndte han at slå og sparkede han indtil til min mor gik imellem os. Han var en tikkende bombe, var maden for varm/kold, for lidt/meget salt o.s.v. smed han rundt med bordet og stolene, så der lå mad knuste tallerkener, gryder og knust glas over hele gulvet og vi stod i hjørnet og skælvede af skræk, altså helst uden at vise det, for så gav det også tæsk. Jeg hader den 25/12, da min far havde fødelselsdag og min Mor holdt julefrokost, jeg husker disse julefrokost som et helvede, de skændes, der blev drukket tæt og min far gjorde det ubehageligt for mig, for han sad og lagde op til mig sekseulet. Den dag i dag hader jeg den 25/12, prøver ikke at tænke på min far og hvis det endelig lykkes mig at fortrænge, skal min Mor nok huske mig på det, underligt nok, for hun må da også kunne huske alt det forfærdelige. Han havde et juletradition og det var at natten mellem 26/27-12, skulle jeg sidde/stå nøgen ud i mellem gården og der var frit til himmelen, han kom og hældte den ene spand kold vand over mig efter den anden. Jeg turde ikke gøre noget for at sige ham imod, men jeg undre mig mest over at min mor ikke beskyttede mig imod ham. I august 1985 blev min Mor så stærk, at vi flyttede på krisecenteret Danner, vi boede i to små rum som var ved siden af hinanden og der så jeg mange voldsramte kvinder, der var totalt gennembanket, de kom ud og kort tid efter kom de igen og nogle var være tilredt end første gang!!! I 1986 fik vi en 1½ værelset lejlighed, som vi lånte af Mødrehjælpen, der fik jeg i maj et nervesammenbrud og forsøgte at hoppe ud fra 3 sal, men min lillebror nåede at fange mig i den ene ben og råbte på min mor og derved blev jeg reddet. Jeg blev indlagt på Bispberg Børne Psykiatrisk afdeling og jeg måtte forklare at det ikke var min far jeg så alle vegne, men min reservefar.
3 De startede en retssag, min mor nægtede at jeg skulle i retten, så jeg blev båndafhørt, som var hæslig, men det værste var, at da de skulle finde ud af om jeg havde haft samleje, så jeg blev lagt på en sofa, uden at der var nogen der havde forberedt mig på,hvilke undersøgelse, jeg skulle igennem og jeg fik INTET beroligende, da jeg lå på sofaen, prøvede de at stikke en kæmpe tragt op i mig, for de skulle de kunne finde ud af, om jeg var blevet seksteltmisbrugt. Jeg strittede sådan imod, at de ikke kunne gennemføre undersøgelsen og derved heller ikke kunne dømme min reservefar, så han blev frikendt for at have noget med mig at gøre, men dømt for en anden sag, hvor han fik 14 dage for uterlig opførsel. Min reservefar hed Oscar og den psykolog der nu skulle hjælpe mig, læste op af en bog den hedder 3 engle og 5 løver, hvor navnet Oscar blev nævnt, for som hun sagde jeg skulle have et naturlig forhold til navnet og jeg skulle straffe en pude ved at låse den inde og lukke den ud, når jeg syntes den havde fået straf nok, psykologen nægtede at min far havde misbrugt mig og jeg var heller ikke selv helt klar i talen omkring det hele idet det jo var min far, som jeg jo også frygtede, pga. forfærdelige og grusome trusler. De næste år var turbulente vi flyttede til Lyngby, jeg blev 12 år og besluttede at jeg ikke ville se min far, mine forældre, var blevet skilt i 1986, jeg kom på børnehjem 2 gange og i 2 forskellige plejefamilier og i 1989 knækkede flimen og jeg truede med selvmord og jeg blev indlagt på Børne Psykistisk Afdeling på Nordvang og her fik jeg en psykolog, som jeg blev meget glad for og som jeg følte tillid til. Hun brød noget af muren ned, for jeg begyndte at fortælle om overgrebene, men meget var fortrængt og det kom først rigtigt frem i år ca 2000. Efterfølgende var de næste år nogle sørgerlige forsømte år for mig, idet jeg ikke kunne placeres hos plejefamilier der kunne rumme mig og mine slidte følelser, så min forhanværende skolelære, tilbød at blive plejefamilie, men de kunne heller ikke holde ordentlig øje med mig og give mig en struktureret hverdag. Jeg drak fra deres barskab og suplerede med piller i alle afskygninger, men ingen opdagede det eller kom mig til hjælp. Jeg var jo stadig kun en lille pige indvendigt trods jeg boede der i 2 år, fra jeg var 15-17 år og de betød meget for mig. Jeg forsøgte selvmord, for jeg kunne ikke holde det helvede ud, der drønende rundt inde i mig, men jeg blev blot holdt hjemme fra skole i 14 dage og konstant overvågning, men ingen disideret hjælp. At starte på en idræts-efterskole skulle have været min redning, men det var en dunende fiasko, jeg fandt ud af at jeg kunne æde til jeg nærmeste spræk og inden træning, kunne jeg stikke to finger i halsen og kaste op, jeg knyttede en sang sunget af shu-bi-dua, til disse opkastningsretual og jeg åd og åd og sangen i mit inder denne line: Er der slinger i valse så stik fingeren i halsen og livet bliver kyk lig - ky Jeg vidste allerede fra de tidlige teenageår, at når jeg så en flot kvinde på veje/ gader og på stranden eller i håndboldt omklædnings rummet, at jeg tændte på piger idet jeg fik en klidrede fornemmelse i kroppen men var samtidig med flov over det. Det var svært at acceptere, så jeg forsøgte mig med en drenge kæreste, men det var ikke nogen succes for mig, idet han jo overtog, groft sagt den rolle som min far havde haft og det var ikke en behageligt, det var 5 måneder i inder kaos og slagsmål. Retssagen strakte sig fra 1989, hvor den faldt pga. manglende beviser og i 1990 blev den taget op af Justitsministerietigen i Byretten og dommene i 1991 lød sådan at min far fik 3 år, min reservefar fik 2 år og der var en der fik 1 år s fængelse, det blev anket og i maj 1993 ( midt i eksamestiden) i
4 Øster Landsret fik min far 2 år og min reservefar 1 år s betinget fængsel og jeg fik en erstatning på 50.000 kr. Min mormor og onkel blev ikke dømt i retten, pga. bevismartriallerne var blevet forældet i løbet af retssagen, der varede over 5 år, de søgte efterfølgende erstatning, om de fik det ved jeg ikke, men verden er nogle gange underligt skruet sammen. En ven af familien som også var sigtede dødede i 1992 af kræft. Mit liv kan i hvert fald ikke måles i penge og ej heller det liv jeg slås med efterfølgende. Jeg har for alvor siden ca. 1995 skåret mig i håndledet, i starten overfladisk, men trangen til at mærke en anden smerte end den inden i mig blev stærkere og stærkere så jeg skal se mere og mere blod og mærke en smerte, som skal være større og større, end den inde i, førend jeg troede/ tror at det onde vil komme ud af mig. I 1995 da jeg startede i en incestgruppe, som dog gik i opløsning og jeg fulgte med terapeuten til Stolpegården og hun var den anden person jeg knyttede tætte bånd til. Jeg kom i en ungdomsincestgruppe, som kørte som forsøgs ordning på 1 år, og hun var en af behandlerene og ved siden af det havde jeg ene samtale med hende. Den tilknytning jeg havde til denne terapeut blev af en negativ betydning for mig, idet jeg følte et svigt da hun skulle have orlov og den næste psykolog kunne ikke tackle mine problemr, så jeg blev meget selvdestruktiv herefter. Stolpegården skønnede, at de ikke kunne tage vare på mig og overflyttede mig til KAS Gentofte`s psyatiske afdeling, jeg følte at de prøvede alt slags medicin på mig, men jeg var deres forsøgskanin!!!! Meget af det kunne jeg ikke tåle og mit hjerte var næsten ved at stå af på et tidspunkt. Da intet medicin virkede og jeg blev mere og mere psykotisk og selvdestruktiv overflyttede de mig til den Lukkede Afdeling Jeg vaskede hænder ca. 200 gange om dagen, jeg have tit fast vagt på, men de forhindrede mig ikke i min selvdestruktive handlinger, de hjalp mig i bad for jeg følte at jeg flød ud med vandet, eller min far kom op af risten og torturere mig og besatte mig gennem mine 3 huller ( endetarmen / skeden og urinrøret), det var en af truslerne som min far havde truet med!!!!! Det er noget jeg stadigvæk kæmper med, og jeg får støtte til at komme i bad, det forgår sådan at der er en kvindelig personale eller min kontaktpersoner, som kigger ind til mig hver 5-10 minut. Jeg var blevet træt af livet, egentligt ikke noget at sige til med det liv som jeg havde haft indtil da. Den 02/03-1998, flyttede jeg ud til det bo og behandlings-center, som jeg havde været skrevet op til, det var en brat overgang, jeg havede ligget på den Lukkede afdeling i 6-8 månder, jeg husker det ikke klart, for jeg var totalt doppet og jeg gik i en Kæmpe medicinrus og jeg kunne næsten ikke tale, jeg var et medicin varg!!!!!!!!!!!!!!! Psyatikeren på Bo-stedet, var en led djælve, han hakkede på en og pumpede medicin i en. Jeg havde på det tidspunkt fået nok og der var en lille trodsig trold i maven, jeg ville ikke forsætte denne total meningsløs tilværelse så jeg ringede til CMS (Center for mennesker med Spiseforsryrelser), jeg var der en enkle aften og jeg kunne mærke at det ikke var den tråd jeg skulle hive i!, jeg fik nogle adresser på behandler og der havde med bulimi, som speciale, der stod terapeut Eva og jeg ringede hende op og vi aftalt en tid.
5 Jeg snakkede med hende og hun virkede dygtig og som en jeg kunne sammenarbejde med. Eva siger i dag at hun var betænksom, for jeg var temmelig dopet og psykotisk, men hun siger at hun tænkte at når jeg i den tilstand kunne bede om hjælp, så var der krummer i mig. Vi startede den 28/10-1998 og i starten, var det blid massage, groundning ( jordforbindelses øvelser) og vejrtræknings-øvelser. Endnu et Vendepunkt kom da min lillebror den 22/12-1998, tog ud til vores far, for at få en undskyldning for alt det han havde forvoldt os børn ( det var nemlig ikke kun mig der var blevet misbrugt, det var også begge mine søskende). De drak tæt og røg hash, min bror bad om en undskyldning og min far sagde: Jeg vil slå din Mor ihjel, have samkvemsret med din mindste søster og mig var han skide ligeglad med. Vores far skulle på en tidspunkt på toilettet og da han kom ud slog min bror ham bevidstløs og min bror gik i det man kalder blodrus han tæskede ham og stak ham med en kniv 25-30 gange, et meget brutalt mord. Min Mor, min søster og jeg var på ferie i Egypten,da vi fik det at afvide da vi lettede og læste i avisen at min bror havde myrdet min far, så det var 5 lange følelsesmæssig opslidende timer, som jeg meget vel ville have været foruden. Min bror havde sørget for at der var nogle der modtog os i Danmark, min bror fik en dom i Byretten den 07/05-1999 på 5 år s ubetinget og frataget retten at ave efter sin far. Da min far nu rent fysisk var væk, blødede jeg op og ca.3 år ind i terpiforløbet og følte tilllid og forståelse og jeg begyndte at genopleve de gammel traumer, det starte med lidt og det tog til, den måde jeg har tacklet det på er at jeg skriver om det og læser det op for min terapeut Eva og når hunså bliver vred på min vegne, ja så blev jeg i starten bange for alle de følelser der stred inde i mig omkring det at have en far kontra det havde havde gjort og jeg er nu begyndte se HVOR SYGLIG EN OPVÆKST JEG HAR HAFT!!!!!! Eva har været den der troede på mig, lyttede, støttede og hjulpet mig, hun fik mig i AA ( Anonyme Alkoholiker) da jeg efter en 14 dages lang druktur, sagde det til Eva og hun gav mig et nummer til Akohol-linen og jeg snakkede med en flink fyr og han sagde at: Der var en gruppe i Rysgade samme aften, jeg tog af sted og havde bare abtinenser, de ville indlægge mig, men jeg var flov, over at gå bag Kallerupshus s ryg. Jeg kom på Antabus, men til sidst syntes jeg var klar til et nyt liv, med mindre alkohol, så jeg stoppede og det var ikke svært, de tjekkede mig ikke og pillen røg i skraldespanden. Jeg oplevede den sejr at være ædru i et helt år da jeg fik de her mønter i AA, som har været af stor betydning for mig idet jeg jo her fik noget jeg havde gjort mig fortjent til. Lykken er ikke: På bunden af et glas, hverken et pilleglas eller en flaske
6 Lykken er ikke: At sulte sig, overspise eller kaste op Lykken er ikke: At være selvdestruktiv Skrevet af mig og jeg ved det, for jeg har været hele igennem!!!!!!!!! Jeg har et ambivalent forhold til min mor både i dag, idet hun var der under hele min opvækst, ikke har ikke kunne beskytte mig eller tage vare på sig selv, det skulle jeg gøre. Der er nogle ting jeg godt tage imod, f.eks. hvis hun roser mig eller fortæller at det er flot at jeg har tabt mig, men jeg har stadig svært ved at være sammen med hende på en ok måde., fordi hun ofte siger grimme ting til mig, er nedladende og grov i munden. Jeg beskytter hende ligesom, jeg fortælle så og sige ALDRIG hvor skidt jeg har det, for siden hun kørte den første retssag, hun fik en blodprop og sagde til mig, at hun ikke tålte stress, for så kunne hun få en ny blodprop og man viste aldrig hvor den satte sig næste gang og hun har fortalt mig siden jeg var 11år gammel, at hun gemte barberblade og sovepiller, så hun kunne tage sit eget liv eller hoppe ud fra 4 sal, det har gjort, at jeg er i konstant beskytter rolle og frygter konstant at får afvide at hun er død. Hun går meget op i om jeg tager på i vægt og jeg fik da også den sejr at på hendes foranledning at komme i WW, altså WeightWatchers, hvor jeg tabte mig og derved fik nogenlunde styr på min spiseforstyrrelse. Den kan titte frem ind imellem, men det er oftes i krise situationer, hvor følelserne spiller mig det største pus, når de er stærkeste ser jeg på de 3 guldstjener jeg har fået, for at holde vægten på det sammen. Jeg blev tilknyttede DPC ( Distrikt Pysatisk Center), der hældte piller op og jeg fik en psyatiker, som jeg er Pysisk stødt ind i, for jeg var bange for at trappe ned i medicin, men da jeg fandt ud af, at det var for mit eget bedste og underligt nok, jo mere jeg trappede ned desto bedre fik jeg det. Jeg blev berettiget til førtidspension 01/01-2003 og jeg fik bevilliget den højeste førtidspension den 05/10-2004 og det lettede at jeg kunne arbejde med mine problemer så da jeg samtidig med flyttede i et nyt Bofællesskab troede jeg at livet blev lettere, men jeg boede der 1½ år hvor jeg blev træt af fester, pillebytteri, druk samtidig med at jeg ikke selv kunne lave min egen mad og hvor rengøring/ hygiejne var en by i lang Rusland. Den 15/06-2004 fik jeg nøglerne til min egen lejlighed, det var fedt, jeg var gået fra at være dopet, alkoholiseret og total psykotisk, med truslen om kronisk ophold på et psykiatiskplejehjem. og så stå der med min egen lejlighed!!!!!!!! Jeg blev knyttet til et værested i august 2004, fik en kontaktperson Birgitte hvor jeg kommer i dag samtidig med, at jeg går i en aftenklub gang om ugen.
7 Jeg blev den lykkelig ejer af en hundehvalp, en blandning af Border-Collie, Larbodor og Golden- Retiver, hvor jeg eksempelvis blev vækket mange gange om natten og jeg skule lige pludselig være Mor. Der var en der jeg skulle tage mig af og opretholde et liv for, så det blev lige en overgang en svær tid for mig,, jeg fik en lille fødselspsykose og blev indlagt i kort tid, men efterfølgende har jeg fundet livet mere værdifuldt sammen med VERDENS DEJLIGEST TÆVE!! Jeg har været i en Stemmehørgruppe, men jeg følte ikke rigtig, at de andre gav sig 100% og når jeg var på skulle folk ud og tisse eller ryge, så jeg følte ikke at jeg hørte rigtig til der, så det opgav jeg. Jeg fik af lederen af stemmegruppen, et navn på hendes terapeut Mette, som ville starte en praksis i København, hun ville komme en gang om måneden og havde virkelig hjulpet hende til et såkaldt normalt liv. Jeg startede 05/10-2006 og jeg kan mærke at det rykker når jeg arbejder med mig selv hos Mette. Hun laver healingsterapi med guidet afslapning og dernæst kigger vi på det der er svært for mig i dag og går tilbage gennem mit liv og finder frem til de episoder der har været årsagen til den indre stemning der går i hårdknude for mig. Jeg syntes at det nytter noget samtidig med at jeg knokler fremad. Jeg har vundet en sejer over systemet.. Fra da jeg i 1997 fik jeg stemplet en dianose der hed Panoid Skitzofrien på ryggen af mig, har den hængt og virket hæmmende på den person jeg var, så jeg har i 3 år kæmpet mod min psykiater og systemet i det hele taget for at få skiftet min diagnose, selvom jeg får anti-psykotisk medicin, til min nuværende diagnose PSTD (Post Traumatisc Stress Disorder) Personlighedsændring efter katastrofeoplevelser ( F 62,0), Det var så befriende, at det kan jeg ikke sige mange gange nok, hvilken forandring det har givet inde i mig. Det er som at skifte efternavn, få ny identitet eller få en ny trøje der passer samtidig med at jeg nu mere kan forstå mit liv ud fra alt det jeg har været igennem, at det giver mig problemer frem for et diagnose der gør mig forsvarsløs. Jeg er nu godt på vej i en rehabilliterings proces og vil gerne kunne leve et liv i mere harmoni med mig selv, men jeg ved godt at vejen er endnu længere end dertil hvor jeg er nået idag. Jeg vil arbejde mig gennem de forhindringer som jeg stadig oplever kommer fra den barndom jeg har været igennem og jeg vil komme ud på den anden side som et mere helt og frit menneske!!!!!!!!!! Når jeg vågner om morgen ser jeg dagen som en udfordning OG Når jeg skal sove - tænker jeg at jeg har præsteret en sejr!!!!