Bike packers i New Zealand 2010 I det følgende har vi valgt at fortælle om turens højdepunkter, selvom det var vanskeligt at fravælge blandt mange, mange fantastiske oplevelser. Christchurch Vi tilbragte fra 1. januar 2010 en uges tid i Christchurch, på sydøen, med i grove træk at planlægge og købe udstyr til ekspeditionen. Nu skulle Bromptoncyklerne stå deres prøve på langdistance real life real time. Det viste sig pludseligt, at vi havde meget gods, der skulle transporteres og vi måtte (igen) på posthuset og sende overflødigt gods hjem. Canterbury Plains Vi cyklede sydpå langs østkysten, her er Canterbury Plains nemlig helt plan, noget som senere viste sig at være en sjældenhed det plane. Vi cyklede i et bondeland, som var præget af kæmpestore landbrug, som var hegnet ind af kilometerlange læhegn, 8-10 m høje af stedsegrønne kirkegårdsplanter, som var klippet i en stram firkantet facon. Her var også, efter danske forhold, megastore besætninger af malkekøer i hundredvis. Vi så også tusindvis af får og enkelte steder, så vi også lamaer (alpaca) som husdyr. Ind imellem så vi også hjortefarme og kom til at tænke på det kød vi køber i Netto. Landmændene havde nogle meget imponerende vandingsanlæg, som var selvkørende og kunne dække hele markens bredde, ofte 500 m. Vores indtryk af det newzealandske landbrug er stordrift, ekstensivt og effektivt. Her oplevede vi meget forskelligt vejr. Vi havde svært ved at finde sommeren. Det var koldt, blæsende og regnfuldt. Men dog også med solstrejf indimellem. Newzealænderne hævdede, at det var den værste sommer i mands minde. Vi lærte at pakke bagtaskerne ind i affaldssække og sætte regnovertræk på fortaskerne fra dagens start. Vi lærte også at vejret er så omskifteligt, at vi i løbet af dagen måtte skifte tøj mange gange fra korte cykelbukser til lange underbukser med regnovertræk. Og snart fik vi gode ben. Lake Tekapo Efter mange dagsmarcher i det flade gik vores rejse op i højlandet med cyklerne i taske på bus til bl.a. Lake Tekapo; en fantastisk smuk turkis bjergsø. Her rejste vi ind i godt vejr. De lokale forklarede os at vi befandt os midt på en højslette, Mackenziebassinet, omgivet af høje bjerge på alle sider. Derfor har plateauet sit eget klima. Så vejrudsigterne gælder ikke for dette område. Midt på sletten rejser bjerget Mt. John sig. Og efter at have travet op på toppen oplevede vi herfra den mest fantastiske udsigt: en solbeskinnet højslette med randbjerge og bag dem skyerne 360 rundt. Herfra skulle vi kunne se Mt Cook, landets højeste bjerg, men desværre var det indhyllet i skyer. Her er dele af Ringenes herre optaget. Mt. Cook Senere tog vi til Mt. Cook Village, landsbyen for foden af Mt. Cook massivet. Her gik vi flere ture i dalene i blandet gråvejr med udsigt til høje bjerge med sne og is på. Vi gik bl.a. i Hooker Valley på hængebroer over brusende floder op til en gletschersø for enden af Hooker Glacier og her så vi Mt. Cook klart i ca. en halv time, hvor der var hul i skydækket flot. Vi så også mange lange tynde vandfald, der kom ned ad bjergsiderne oppe fra de snedækkede tinder. Og her oplevede vi Kea'en, en alpin papegøje, ret stor og med flotte farver. Den eneste bjergpapegøje i verden. Waitaki Valley Længere sydpå påbegyndte vi en flere dages cykeltur mod øst i en dal, Waitaki Valley, hvor vi cyklede op over vores første bjergpas, Ahuriri Pass, 505 m op. Det gik forbavsende godt med vores gearing og vi kunne træde helt op. Den smukke dal rummede sø efter sø med vandkraftværker som perler på en snor. Vandet fra én sø løb igennem et vandkraftværk og ned i den næste sø osv. Vandet
var helt turkis pga. sedimenter fra bjergene, der indrammede dalen på begge sider. Her cyklede vi konstant nedad, men i stærk modvind, så vi måtte træde i pedalerne, for at komme ned. Vi ankom til byen Oamaru ved østkysten. Byen med pingvinerne. De små blå pingviner og de store guløjede pingviner. Vi så en aften i mørkningen en hær af små blå pingviner komme ude fra havet, svømme ind til kysten, vade op over stenene og forsvinde op i klipper og buske, hvor de havde koloni. Byen er lille, men har flere store pompøse bygninger og en statelig hovedgade. En katedral, retsbygning, rådhus, og store gamle pakhuse og palæer ved havnen. Forklaringen er, at byen var tænkt som en sydlig storby i nybyggertiden sidst i 1800-tallet, men havnen sandede til og byen gik konkurs og blev ikke større. Moeraki Videre mod syd kom vi ud i rolling hills og fik brug for vores laveste gear. Vi passerede Moeraki Beach, hvor der ligger meterhøje stenkugler, boulders, på stranden. Et underligt geologisk fænomen. Stenkuglerne er formet i skrænten for 65 millioner år siden og ruller ned på stranden efterhånden som skrænten nedbrydes. På halvøen Moeraki, som er et fiskerleje, besøgte vi en på de kanter berømt restaurant: Fleurs Place, hvor der serveres frisk fisk tilberedt på de mest lækre måder. Vi måtte desværre tilbringe et par timer i baren, før der var et ledigt bord, men det var ventetiden værd. Næste dag længere mod syd cyklede vi ud til Shags Point, en halvø, hvor der er en koloni af pelssæler. (De er godt nok store!). Her spiste vi frokost med sælerne liggende lige i nærheden før vi cyklede videre til byen Palmerston, hvor vi indlogerede os på hotellet. Her var hotellet fyldt med minearbejdere fra en nærliggende guldmine. Guldminen drives som en åben mine, hvor man bryder malm, der knuses og ved en kemisk proces udvaskes guld og sølv og andre mineraler. Minearbejdet er sikkert støvet, for de tog godt for sig af det gode newzealandske øl. På dette hotel bestilte Jørgen spareribs til aftensmaden. Adspurgt om han skulle have en hel eller halv rack, svarede han: en hel i den tro, der var tale om en hel eller halv portion. Da han fik serveret fremgik det, at en hel rack altså er hele svinets række af ribben. De øvrige gæster klappede, da han fik serveret, men den aften måtte han levne. Otago Ankommet til byen Dunedin i landskabet Otago boede vi på On Top Backpackers i en luksuriøs lejlighed, hvor vi slappede af i tre dage. Byen ligger på kuperet terræn og går op og ned. Herfra tog vi toget ud i en lang klippekløft, Taieri Gorge, en betagende smuk tur 77 km til den lille flække Middlemarch. Da New Zealand i 1990'erne solgte ud af offentlig ejendom, blev også jernbanerne solgt eller nedlagt. Borgerne i Dunedin elsker imidlertid deres jernbane og udflugten ud i slugten. Alle skolebørn kom flere gange på udflugt med skolen herud. Så de samlede flere millioner ind, lavede en fond som købte jernbanen. De driver i dag jernbanen, som veteranbane, de 77 km. til Middlemarch. Resten af linien, en 158 km strækning, der forsynede guldgraverbyerne i området, blev af fonden omdannet til en grussti, som i dag er en stor attraktion at cykle eller vandre på. The Otago Central Rail Trail, som sporet kaldes, har bevaret tunneller gennem bjerge og jernbanebroer over floder og dale, så man har her en helt enestående chance for at komme ud i the wilderness og op i bjergene med en langsom stigning. Vi kørte de 158 km. på 4 dage. Grusstien var en stor udfordring til Bromptoncyklernes små 16 hjul, der bar på 25 kg bagage og mange kg cyklist, men med møje og held gik det godt. Og foldecyklerne bestod her vibrationstesten, kan man sige. Turen var enestående flot. Vi cyklede, som om vi var alene i landskabet, over kløfter og (bogstaveligt talt) gennem bjerge. Snart var landskabet tørt og lignede cowboybjerge fra det vilde vesten, snart var det bløde grønne skotske bjerge, snart store grønne dale med titusinder af får for senere at blive til bondeland med store frugtbare marker. Vi overnattede efter første dagsmarch i et gammelt jernbanehotel Otago Central Hotel i Hyde.
Byen er i dag på ca. 30 huse. Hotellet er i træ, restaureret og fremtræder udvendigt og indvendigt som noget fra 1890'erne. Interessant og sødt. Maden var fantastisk. Næste dag cyklede vi til Ranfurly. Denne bys træhuse brændte i 1920'erne og blev genopbygget i tidens stil med funkishuse og Art Deco-bygninger i sten. Ranfurly Hotel er helt holdt i Art Deco-stil. Vi overnattede i det gamle posthus, der var omdannet til hostel. Næste dagsmarch gik til Omakau, hvor vi overnattede i et gammelt ærværdigt stenhus, Omakau Commercial Hotel fra 1898, holdt i stilen. Vi passerede næste dag en større by på sporet: Aleksandra. Den er centrum for en række vingårde og vi besøgte en, der lå på sporet: Hinton Estate Vineyard, der laver verdens bedste og højst præmierede Pinot Noir, hævder de. (Jeg synes nu, at alle de vingårde, vi har besøgt, hævder noget lignende med forskellige druer!) Men Pinot Noir'en smagte fantastisk og Anni hævder, at det gjorde Pinot Gris'en også. Vi sluttede ved sporets endestation i guldgraverbyen Clyde, hvor vi overnattede på et upoetisk motel. Queenstown og Milford Sound På vejen videre frem nu i bus havde vi en enkelt overnatning i Queenstown. Byen er ret stor og ligger ved sø og flod for foden af bjergkæden The Remarkables. Dette er byen hvor bungy-jump (elastikspring) blev opfundet. Det er i høj grad en by for unge adrenalinsportshungrende backpackers. Her er skydiving (faldskærmsudspring fra fly), helikopterture, vandflyvning, paragliding (udspring fra bjerge med faldskærm), whitewater rafting (bådtur ned ad strømfald på tømmerflåde eller gummibåd), heli-biking (op med helikopter på et bjerg ned på mountainbike), jetboating, vandski, dykning og meget mere. Om aftenen er nattelivet ligeså livligt. Vi nød den smukke natur og rejste videre til Te Anau, en lille by ved en sø i Fjordland, det sydvestlige område, der som navnet siger er gennemskåret af bjerge og dybe fjorde. Her er meget regnfuldt. De måler nedbøren i meter ikke millimeter. Der er få dage uden regn og her kom vi til et utroligt smukt sommervejr, varmt og solrigt. Vi var her nogle dage og besøgte Milford Sound, en lang dyb fjord ud til det tasmanske hav omgivet af høje bjerge. Det kan minde om norske fjorde. Vi kørte op gennem dalen, gik ture i den tempererede regnskov, hvor der er mosser, laver og træbregner. En palmelignende bregne på høje stammer bl.a. silverfern sølvbregnen, der er sølvfarvet på undersiden af bladene. Den er nærmest NZ's nationallogo. Den tempererede regnskov er ofte baggrunds location i Ringenes herre. På en anden vandring i en klippekløft i denne dal så vi en blomst butterkopf en stor hvid blomst med succulentagtige store blade. Her lå også store sneområder og smeltede. Det var klatter, der var smuttet ned fra gletscheren ovenover. Vi kørte igennem en lang tunnel, The Homertunnel, flere km. lang. Da vi ankom til fjorden gik vi om bord på et større skib, der sejlede os ud til fjordmunden ved havet og tilbage. Det var en betagende sejltur. Milford Sound får 7 m. regn om året og her var vi i strålende solskin og krystalklart vejr. Det turkisblå vand og den klare himmel var flankeret af høje grønne bjerge med lange vandfald, der regnede ned i fjorden og dannede regnbuer i solen. Sælerne lå dovne på klipperne og delfinerne legede omkring skibet. De kom i grupper og dykkede ind under skibet og lå ofte og boltrede sig omkring skibets sider. Samtidigt var der udsigt til adskillige bjerge, både de nære grønne og de fjernere med sne og gletscher. Milford Sound var nok en af de mest betagende og æstetisk set bedste oplevelser på turen der var smukt som på et dårligt postkort. Vestkysten og Fox Glacier Vi drog videre med bus ud til vestkysten, vest for de store bjergkæder og rejste mod nord ad kysten. Her stod træerne skævt mod øst og kysten var mange steder som den danske vestkyst, der hvor der ikke var bjergskrænter helt ud til havet. Vi gjorde ophold to dage i landsbyen Fox Glacier, som har taget navn efter den nærliggende gletscher. Vi vandrede en lang tur gennem endnu en tempereret regnskov op i Fox Valley og kom helt tæt på gletscherkanten. Gletscheren fylder området i dalen mellem bjergene med sne og is, der skvatter ned oppe fra den evige sne og under tryk dannes der en istunge, der glider videre ned i dalen, hvor den højere temperatur får den til at smelte, brække af og lave søer og floder. Vi var 80 m. fra gletscherens kant, en høj væg af eroderet og lagdelt is, blandet med grus og sten fra bjergsiderne.
Tranz Alpine Railway Længere mod nord stod vi i byen Greymouth på et tog, der gik op igennem alperne på tværs af sydøen med endestation i Christchurch på østkysten. Denne Tranz Alpine Railway var et andet privat foretagende, der gav folk en god oplevelse af høje alper, bjergpas, kilometerlange dybe kløfter og øde dale. Smukt og betagende. Vi oplevede nærmest alle sydøens landskabsformer passere revy udenfor vinduerne. En guide fortalte hele vejen i højttalerne om det vi kom forbi, historik og geologi osv. Turen tog 4 timer og så var vi tilbage, hvor vi kom fra da vi landede i NZ. Blenheim Nu skulle cyklerne igen på langtur, denne gang mod nord ad østkysten. Efter nogle dagsmarcher kom vi bl.a. til Blenheim, som ligger i en dal i landskabet Marlborough. Den sidste del af vejen til Blenheim foregik 2 timer i tog. Her faldt vi i snak med et ægtepar fra egnen, der var mælkebønder i Kaikoura. Snakken gik godt og vi lærte om NZ'sk landbrug. De var selvpensionerede i en alder af 48 år, kunne leve af malkekøerne og betale en familie for at lave arbejdet. De fortalte om vinområdet Marlborough, som vi kørte igennem. I Blenheim var der en wine and foodfestival præcis i den weekend vi skulle være der, men alle biletter var udsolgt. Det synes vores togvenner åbenbart var ærgerligt, for da vi sagde farvel trak manden resolut en stor kogt hummer op af tasken og forærede os. Han havde selv fanget den om morgenen. Vi lavede vores egen festival om aftenen med hummer og vin. Næste dag var vi ude på en lokal vingård, Lawsons Dry Hills, hvor vi smagte på produkterne og drog af med en flaske gewurtztraminer. Om aftenen fik vi lokale muslinger med lokal vin. Nordøen Nu løb tiden ud for sydøen. Med to uger tilbage af ferien ville vi også se noget af nordøen. Fra byen Picton tog vi en færge 3 timer over Cookstrædet til hovedstaden Wellington. Her besøgte vi bl.a. et fantastisk museum: Te Papa, der helliger sig NZ's historie herunder navnlig historien før og under europæernes ankomst. Om Maoriernes kultur, religion og sprog. Om mødet med europæerne, om kampe og om den store fredstraktat med den engelske dronning og maoriernes høvdingeråd i 1840. NZ har en meget kort historie set med europæiske kiwiers øjne ikke med maori-kiwiers øjne. (Kiwi er deres egen betegnelse for en newzealænder uanset kulturel oprindelse, egentlig er Kiwien NZ's nationalfugl en stor rund fugl med et karakteristisk langt næb og som ikke kan flyve, altså fuglen. Den kommer kun ud om natten og er meget sjælden.) Maoriernes stednavne er i vidt omfang blevet de officielle navne. Man regner med, at maorierne indvandrede i 800-tallet fra Polynesien ude i Stillehavet, da man har fundet spor tilbage fra 800- tallet. Roturoa og Waimangu Nordøen er et meget aktivt vulkansk område med megen thermal aktivitet i undergrunden. Der er mange vulkaner, nogle stadig varme. Vi besøgte flere thermalområder. F.eks. byen Roturoa, der ligger ved søen Roturoa. Byen og hele området med søen ud til horisonten er bunden af et stort vulkansk krater. Her kan man i byparken ved siden af legepladsen se mange indhegnede områder med kogende mudderhuller og kricketbanen er omkranset af fumeroles, rygende og dampende smågejsere, ligesom man finder kogende vandhuller. Ikke blot nogle få, men rigtigt mange. I nogle af folks baghaver er der dampende gejsere og mange udnytter varmen. I nogle kvarterer i byen står der damp op af kloakkerne. Hele byen lugter af svovl, som råddent æg. Vi tog en shuttlebus ud til Waimangu, en dal 20 km. fra byen og gik en 3 timers vandretur på en sti, der førte os op over mange kratere, med kogende søer i bunden, gejsere og boblende mudder og sivende terasser i stærke farver. Vegetationen her er speciel, da det varme vand siver op fra mange kilder i jordbunden. En meget anderledes oplevelse. Waiheke, en subtropisk ø kun 45 min.s sejlads ud for Auckland, NZ's største by med 1,2 mill af
NZ's 4,5 mill indbyggere. Her tog vi ferie fra rejsen i 4 dage for at slappe af inden hjemturen. Det blev til nogle cykelture rundt på den smukke og bjergrige ø. Vi fik også besøgt en enkelt vingård. Vi havde rigtigt smukt sommervejr. Herefter tog vi til Auckland, hvor vi er i skrivende stund. Kulturen Vores beretning i rejsebrevet er meget præget af de store naturoplevelser. Men mødet med den newzealandske kultur og kiwierne har også været utroligt positivt. For os var det lidt overraskende, at dettte samfund, som befinder sig så langt fra Europa, er præget så overordentligt meget af engelsk kultur, dog med en vis Maori påvirkning. Kiwierne spiser typisk engelsk pub-mad. De elsker pub-livet med diverse spillemuligheder og diverse ølmærker. Vindrikningen breder sig dog efterhånden, som der kommer flere vingårde. For en umiddelbar betragtning ser det ud som om blandingen af maorier og europæere er uproblematisk. I Auckland er der desuden et kraftigt indslag af asiater. Det newzealandske samfund er et velordnet, gennemorganiseret velfærdssamfund. Om få dage rejser vi hjem til Århus rig på store oplevelser.vi nåede at cykle ca. 1200 km i NZ. New Zealand er meget nemt at rejse i og kan være slemt vanedannende. Vi nåede desværre ikke at se alle herlighederne, så måske bliver vi nødt til at besøge NZ igen. Oplevelser med Brompton-cyklerne i NZ At rejse med bromptoncyklerne i New Zealand var en stor fornøjelse og en konstant kilde til mange kontakter og positive reaktioner fra både børn og voksne. Vi har både forklaret om og demonstreret cyklerne på gader, i butikker og på restauranter. These bikes are very special, are they safe, råbte en dame ud af vinduet på en bil. Kommentarerne og interessen har været overvældende. Vi tror, at der er et kæmpestort potentielt marked for salg af Bromptoncykler for en rask cykelhandler. Når vi kommer cyklende med fuld oppakning ind på en banegård eller et busstoppested og i løbet af kort tid har foldet cyklerne sammen og pakket dem ned, så vækker det opsigt et veritabelt forsvindingsnummer. Vi kan nu besvare de spørgsmål, som vi stillede os ved turens start således: Kan det fungere med så små hjul? Ja, de er fuldstændigt som almindelige cykler at træde. De accelerer hurtigt og er meget nemme at manøvrere pga. de små hjul. Til gengæld er de mere sensitive overfor ujævnheder, men det vænner man sig hurtigt til. Vi cyklede således 158 km på grus og sten på The Otago Central Rail Trail som nævnt tidligere. Det krævede lidt mere arbejde, men gik i øvrigt fint. En enkelt skrue raslede løs, det var alt. Kan man cykle lange dagsmarcher på dem? Erfaringerne med cyklerne på langfart har været meget positive. Vi klarer en pæn dagsmarch og pæne stigninger med den gearing vi har fået lavet. Så cyklerne kan bevæge sig som touringcykler, måske med et lille energitab pga. at der kun er 6 gear. Man ønsker sig nogle indimellem de eksisterende gear. Men det opleves som en mindre ting. Er det rigtigt, at Brooks-lædersadlerne former sig efter bagdelen og er komfortable? Ja, det er nogle lækre sadler, som hurtigt vænner sig til ens bagdel. Kan cyklerne holde? Ja, de er endog meget robuste og meget driftssikre. Vi har ikke haft egentlige problemer og ingen punkteringer. (Tak Schwalbe dæk!).
Går foldningen ikke ud over kabler mv.? Kablerne glemmer man fuldstændigt. De er ført og bundet, så man ingen skader får. Kan man have al sin bagage med på dem? Ja, som nævnt havde vi ca. 25 kg fordelt på de to tasker, når vi var på landevejen. Når man rejser med fly, er 20 kg's grænsen for indchekket bagage en udfordring til at pakke let i transporttasken og så til gengæld have lidt vægt i fortasken, der fungerer fint som håndbagage. Mere dagligdags brugsting kan man anskaffe på destinationen. Fungerer taskesystemerne? Ja, navnlig fortasken fungerer helt perfekt (Luksusfortasken! hedder den). Transporttasken fungerer OK som det, den er designet til, nemlig at transportere cyklen. Dog bøjer den stive aluminiumsbund for let!. Vi anvendte også transporttasken som bagtaske, man skal jo alligevel have den med. Det krævede lidt snilde og elastikremme at få den anbragt. Navnlig kræver det at afstanden til pedalerne holdes, så hælene ikke rammer mod bagtasken under cykling. Vi klarede os med et afstandsstykke af materiale, der måtte være på vejen. En øldåse, en træklods, en murstensroman og et plasticrør var nogle af de ting vi på skift brugte. Vi vil skrive til Brompton og foreslå nogle designændringer på transporttasken, så den kan have det dobbelte formål. Men alt i alt så var det en virkelig succes at rejse på foldecykler og med foldecykler i taske som bike packers. Det giver en maksimal fleksibilitet og at skifte mellem transportformer var på denne ferie nemmere end vi før har oplevet det. Selv fremme på opholdsstederne har vi cyklet mere end vi plejer. Vi havde dem med overalt og den medbragte kabellås blev aldrig brugt; vi tog nemlig altid cyklerne med ind alle steder. I to tilfælde fik vi dem opbevaret hos venlige folk i det pågældende billetkontor. Anni og Jørgen Svanholt