Pegasusdøren Af Kenneth Bernholm (http://kennethbernholm.dk/) Udgivet under Creative Commons BY-NC-ND 3.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-nc-nd/3.0/) ISBN 978-87-91845-21-5 Kapitel 1 Udenfor regnede det en lille smule, og da det var den sidste dag i oktober, forsvandt eftermiddagens lys hurtigt. I gården, hvor indgangen til Sorø bibliotek lå, gik en mand forbi med sin hund. Han var høj og tynd og var klædt i en en lang regnfrakke. Han havde et langt hvidt skæg og en stok. Hunden var korthåret og livlig og skulle snuse til alt den passerede. Men manden gav den ikke lov til at snuse for længe. Han ville hjem i tørvejr. Det så ud til at blive en våd allehelgensaften. Storgade var pyntet op med græskar og lys, og forretningernes vinduer var udklædt i sort og orange, som var Halloweens traditionelle farver, men der var ikke mange til at se det. Gaden var halvtom. Kun dem der skulle klare de sidste indkøb var ude. Og så dem, der lige skulle have en bog på biblioteket. "Hallo! Er her nogen?" kaldte Bille. Han ville gerne spørge om en bog, men der var ingen bibliotekar. Et par dråber vand fra hans våde jakke dryppede gulvet. Han havde lovet sin mor, at bare lige skulle låne en enkelt bog, og så ville han skynde sig hjem. Biblioteket havde åbnet lidt endnu, og han havde ikke tænkt nærmere over, at han ikke havde set andre lånere, da han var kommet ind fra regnvejret. De skulle have selskab derhjemme. Nogle voksne, men ingen børn. Det blev sikkert ikke særligt sjovt, så han ville
have en uhyggelig bog at læse om aftenen. En med spøgelser og hekse og blod. Det var jo Halloween. Men han var nødt til at spørge, hvor biblioteket havde den slags bøger, og der var ingen bibliotekar. "Hallo?" råbte han igen, men ingen svarede. Det var da underligt, tænkte Bille. Han elskede biblioteket og især på en eftermiddag som i dag, hvor det var vådt og koldt derude, men tørt og varmt og inde. Bibliotekets bøger var fyldt med eventyr og det bedste sted i verden, men han havde aldrig været her alene, og det var en mærkelig følelse. En dør bag skrivebordet i forhallen ledte ind til et baglokale. Han havde tit spekuleret på, hvad der var derinde. Han kunne få et glimt af nogle reoler med bøger, men hvad var det for nogle bøger? Hvorfor stod de ikke ude på hylderne, så man kunne låne dem? Hvorfor stod de gemt i baglokalet? Var de hemmelige? Han havde længe ønsket at gå på opdagelse i bibliotekets baglokaler. Han forestillede sig snørklede gange fyldt med reoler og bøger. Han havde hørt, at der også var en kælder under biblioteket, og det lød endnu mere spændende. Hvad var der mon dernede? Flere bøger mon? Desværre var der ikke adgang for lånere i baglokalet, så han havde aldrig fået stillet sin nysgerrighed. Klokken var over fem, og han burde virkelig være på vej hjemad nu, men han ville så gerne have en uhyggelig bog. Han kaldte endnu engang, men ingen svarede. Måske var bibliotekaren inde i baglokalet. Bille tøvede et øjeblik. Måske skulle han bare gå hjem. Han kunne da også læse Troldmanden fra Sorteskoven en gang til. Men så tog han alligevel mod til sig og gik rundt om skrivebordet og hen til døren. "Er her nogen?" kaldte han. Ingen svarede. Nu kunne han rigtig se ind i baglokalet, og der var rigtig nok fyldt med bøger. Der var også nogle rullevogne med bøger og et par
computere. Længere inde kunne han se et skrivebord med en telefon og nogle papirer og en kuglepen. Det så ud som om, nogen havde været i gang med at skrive noget, og havde rejst sig for at finde en bog at slå op i. Han tøvede et øjeblik ved dørtrinnet. Skulle han gå ind eller skulle han gå hjem? Efter nogle få overvejelser trådte han ind over dørtrinnet uden at vide, at han havde taget det første skridt ind i en anden verden. Bille gik videre ind i baglokalet og håbede at finde den bibliotekar, der havde siddet ved skrivebordet. Men da han kom derhen var der ingen. Kun flere gange med reoler og bøger, der strakte sig til hver side. Hvilken vej skulle han gå? Fornemmelsen af at være et sted, hvor han ikke burde være, var allerede forsvundet. Der kunne da umuligt ske noget slemt i et bibliotek. Ikke blandt alle de venlige bøger og de rare bibliotekarer. Den ene vej så reolerne ud til at være fyldt med magasiner og mapper med papirer. En anden gang var fyldt med gamle bøger. Han valgte gangen med bøgerne og gik lidt hurtigere ned ad den. Men for enden af gangen var der blot flere reolgange, så han fortsatte til han til sidst var i tvivl om, præcis hvilken vej han var gået. Kunne det virkelig være, at han var helt alene på biblioteket? Men der var jo tydeligvis åbent, og så måtte der også være personale. Alligevel begyndte det at bekymre ham, og han besluttede sig til, at han hellere måtte vende tilbage. Så måtte han undvære sin bog, men hans mor ventede derhjemme med maden, og gæsterne ville snart komme. Bille vente om og gik tilbage ad gangen, men da den delte sig, kom han i tvivl. Hvilket vej var han gået? Han havde ikke forventet, at han skulle finde tilbage på egen hånd. Han gik fra reol til reol og kiggede efter skrivebordet, men kunne ikke finde det. Langsomt begyndte en uro at vokse i ham. Kunne man fare vild på et bibliotek? Hvad nu hvis
bibliotekaren var ved at låse dørene og slukke lyset og gå hjem? Hvad hvis han blev fanget her i de mange gange hele natten? Han begyndte at løbe mellem reolerne, men de lignede alle hinanden. Tanken om at skulle overnatte i det mørke bibliotek på Halloween var ikke tiltalende, men muligheden syntes mere og mere reel jo mere han løb. Han begyndte at savne sit værelse med alle tegneserierne og bøgerne og de mange rollespilsfigurer og filmplakaterne. Han begyndte endda at se frem til voksenfesten med stor forventning. Han ville gerne hjem nu. Pludselig så han noget anderledes. En lang gang mellem ro reoler, og for enden af gangen var der en dør. Måske ledte den ind til selve biblioteket igen. Bille skyndte sig ned til døren, men kunne straks se, at det ikke var en dør, han nogensinde havde set inde fra biblioteket. Og han havde altså været over det hele. Det var en stor, tung trædør med et gammelt håndtag. Egentlig lidt mærkeligt, for de andre døre i biblioteket var ret nye. En plakat med en bevinget hest var sat op på den med klisterbånd, og Bille kunne godt lide tanken om en flyvende hest, men han havde ikke tid til at tænke på den slags nu. Måske var dette døren ned til den kælder, han havde hørt? Pludselig havde han ikke lyst til at åbne den. Kælderen var ikke et sted, han havde lyst til at besøge lige nu. Lige nu ville han bare ud og hjem. Men så slog det ham. Måske var bibliotekaren inde i lokalet bag døren. Måske var det et køkken, og bibliotekaren stod og drak kaffe. Han tog fat i det gamle håndtag, halvt forventede at døren ville være låst, men den åbnede sig. Til hans store overraskelse åbnede den sig lige ud til Storgade. Det var højst forbavsende, men han havde alt for travlt med at komme ud til at spekulere nærmere over det. Han skyndte sig ud af døren, lettet over at havde fundet en udgang, og skyndte sig straks hjemad. Bare hans mor ikke var blevet
alt for bekymret. Kapitel 2 Man kunne godt se, at det var Halloween. Da han kom ud på Storgade, så han flere, der var klædt ud i fantasifulde kostumer. Ovre på det andet fortov gik der en dame klædt ud som heks med en gammel, sort spidshat og en stor kunstig gumminæse. Og lidt længere nede af gaden gik en kæmpestor grønlig trold med et stort skaldet hoved og en stor kølle i hånden. Gaden var også flot pyntet. Det måtte have gået hurtigt, for han huskede ikke alle faklerne langs gaden, da han var på vej til biblioteket senere. Det var imponerende, synes han. Bedre end alle tidligere Halloweens, han havde oplevet. Han hastede ned ad Storgade mod torvet. Han boede i et hus på Jernbanevej, så han havde ti minutters rask gåtur hjem forbi Akademiet og søen. Mørket var begyndt at falde på, og forretningerne var allerede lukket. Vinduerne var mørke, men det var vel meget naturligt. Forretningernes ejere ville vel også hjem og fejre Halloween. Men lyset fra gadens fakler gjorde turen stemningsfuld, og der var en særlig duft i luften. Der lugtede brændt eller ristet, han kunne ikke lige bestemme sig, men på torvet fandt han kilden til duften. Der var sat borde op, og nogen var ved at lave mad i nogle store gryder. Han kunne godt lide gadefesterne i Storgade. Nogle børn rendte og legede med nogle pinde. De var også klædt ud, men ikke som spøgelser og vampyrer, som børnene plejede på Halloween. Disse børn var klædt ud i noget gammeldags tøj og de var sorte i hovederne. De så faktiske beskidte ud. Bille genkendte ikke børnene fra skolen, men de havde det sjovt, og han ønskede, at han i stedet for at være til selskab med de voksne derhjemme, kunne blive her - eventuelt sammen med nogle af sine skolekammerater. Det ville være meget sjovere.
Da han rundede hjørnet ved Klosterporten fik han en underlig fornemmelse. Der var ikke lige så mange fakler her, og den mørke vej virkede anderledes. Han kunne ikke lige sætte fingeren på det, men det var som om noget manglede. Hurtigt skyndte han sig ned til Rolighed og krydsede vejen, og kort efter slog det ham. Hvor var lysreguleringen? Der var hverken rødt, gult eller grønt lys. Var den gået ud? Det skete nogle gange, at lyskurvene gik i sort, og nu var det ganske vist blevet mørkt, så måske havde han bare overset den. Men den sorte eller manglende lysregulering viste sig hurtigt ikke at være det eneste der manglede. Han kiggede ud ad Priorgade og Skælskørvej. Vejen han havde gået eller cyklet så mange gange mellem træerne og ud til søen, som han fulgte indtil han kunne dreje op ad Banevej. Problemet med Priorgade her til aften var, at den ikke var der. Han stoppede og stirrede forvirret. Det, hvor Priorgade plejede at gå ud til Skælskørvej, var der ubebygget. Det lignede mest en græseng, og derefter var der vand. Det var som om Sorø sø havde skyllet ind Skælskørvej og ind på Flommen, hvor han stod på skøjter om vinteren. Han gik lidt længere frem og tænkte, at det måtte være hans øjne, der spillede ham et puds. Vejen kunne da ikke bare forsvinde. Det var mørkt, og han måtte tage fejl. Men det forklarede ikke, at han tydeligt kunne se vandet kort forude. Men hvis vejen var oversvømmet, hvordan skulle han så komme hjem? Han kiggede ud mod Frederiksberg, men kunne intet se. Ikke et eneste lys. Ikke en eneste bil, der pløjede sig gennem oversvømmelsen. Han hjerte bankede hurtigere. "Du må hellere passe på," lød en stemme pludselig bag ham. Han fik et chok og fløj rundt. Bag ham stod en høj, mager mand med et langt sort skæg. Han havde aldrig set
sådan en mand før. Hans var klædt i en lang, sort kappe, og han støttede sig til en knortet kæp. I den anden hånd havde han en en snor, og i den anden ende af snoren så han mandens hund. Det var bare ikke en hund. Det var et underligt gråt dyr uden pels, og han anede ikke, hvad man skulle kalde sådan en. En ting var helt sikkert: det var ikke et dyr, man fik lyst til at klappe. "Børn bør ikke gå alene her om aftenen. Det er ikke sikkert," sagde manden og stirrede på ham. Hans dyr stirrede tilsvarende, og Bille brød sig ikke om dens øjne. De var slet ikke som hundeøjne. De var intense. Næsten som menneskeøjne. Det var uhyggeligt. "Jamen...men, hvor er vejen?" fremstammede drengen. "Jeg skal hjem." "Hvilken vej?" spurgte manden. "Den vej," sagde drengen og pegede ud over vandet. "Jeg skal hjem. Jeg bor lige derude." Manden stirrede undersøgende på ham. "Har du det rigtig godt, dreng?" "Ja, jeg har det fint, sagde Bille. Det var ikke helt rigtigt, Han havde det pludselig ikke særligt godt. Men hvor er vejen?" Han var ved at blive rigtig godt nervøs nu, nej, bange, både for den manglende vej og den underlige mand og den manglende lysregulering og hele den underlige Halloween-stemning, der var over det hele. Nu, hvor han tænkte over det, var faklerne ikke bare hyggelige. De havde faktisk erstattet den sædvanlige gadebelysning. Vejen, så han, var heller ikke asfalteret. Der gik hekse og trolde på gaden, og butikkerne var mørke og lukket allerede klokken fem. "Bor du ude i skoven?" spurgte den høje mand. "I skoven? Nej. Jeg bor derude. På Banevej. Men Priorgade er væk, og Skælskørvej er oversvømmet, og
hvordan skal jeg nu komme hjem?" "Banevej? Den har jeg aldrig hørt om. Er det et sted på den anden side af søen?" "På den anden side af søen? Nej, det er... ja, jo, altså søen har jo oversvømmet vejen. Banevej ligger lige derude. De ved, den vej der fører op til stationen. Lige der ude," understregede han ved at pege energisk ud over søen. Manden tav og kiggede ud over vandet. Så kiggede han igen på Bille. "Der er intet andet end sø den vej. Og jeg har aldrig hørt om Priorgade eller Skælskørvej eller Banevej og det, du kalder stationen." Nu var han ved at gå i panik. Der var noget helt galt. Alting var forkert, og han kunne ikke komme hjem. Hvad skulle han gøre? "Hvad skal jeg gøre?" spurgte han manden. Han kunne mærke sine øjne blive våde, og han følte det som om han havde en brændende sten i maven. "Hmmm. Hvis du virkelig vil den vej," sagde han, "så skal du vel have fat i færgemanden. Han kan nok sejle dig. Hvis han da tør sejle ud i mørket." "Ham har jeg aldrig hørt om," sagde Bille. "Hvor finder jeg færgemanden?" "Nede foran akademiet. Hvis han da ikke er gået hjem for i aften." "Tak" skyndte Bille sig at sige, inden han satte i løb op mod Klosterporten. Kapitel 3 Bille skyndte sig op ad Boldhusgade mod Klosterporten. Han måtte finde Færgemanden, så han kunne komme hjem. Men var ikke længere sikker på, at hans hjem overhovedet fandtes mere. Han var ikke engang sikker på, at han
overhovedet var i Sorø. Alting var helt forkert, og han kunne knap nok genkende sin by. På sin vej fik han kigget nærmere på de mennesker, han hastede forbi, og han så, at ingen af dem lignede nogle, han ville møde på en normal dag. De så alle underligt gammeldags ud, og den ene var mere bizar end den næste. Deres tøj lignede noget fra et rollespil på Parnasgrunden, og deres ansigter vidnede om, at de havde andet en menneskeblod rullende i årerne. Hvis de ikke var sminket og udklædt, og hvis vejen til Frederiksberg ikke var oversvømmet, og hvis det hele ikke bare var Halloweenløjer, vidste han ikke, hvad han skulle gøre eller tro. Alt dette tænkte han, da han pludselig og med fuldt fart stødte ind i en af de underlige væsner. Med et lå de begge på fortovet, og mærkeligt nok var der spredt fjer ud over det hele. Han ømmede sig og så, at han havde revet hul på sine bukser. Der lød også stønnelyde fra den, han var løbet ind i, og han vendte sig for at se, hvem eller hvad det kunne være. Måske en stor, ond kriger med et mægtigt sværd. Eller måske en heks med vorter over det hele. Men sådan forholdt det sig slet ikke. På fortovet sad en dreng på hans egen alder. Drenge sad og ømmede sit knæ, for han havde revet sine bukser op på præcis samme måde. Hans lange hår hang ned foran øjnene på, og om halsen bar han en snor med nogle lange, hvide tænder. "Undskyld," sagde Bille. "Jeg så mig ikke for. Det var min skyld." "Mine fjer" udbrød den anden dreng og begyndte febrilsk at samle dem i den ene håndfuld efter den anden. Der var fjer over hele fortovet, og snart var de begge i gang med at samle dem sammen. Det var ikke små fjer, som man putter i puder, men lange, smukke fjer i alle farver, der ville have gjort enhver indianer misundelig. Da alle fjerene til sidste var samlet sammen, undskyldte
Bille igen, og han skulle til at forsætte mod Klosterporten, da den anden dreng spurgte ham, hvem han var. "Du ligner ikke en, der bor her?" "Det tror jeg heller ikke, jeg gør," svarede drengen. "Jeg hedder Bille, og jeg bor ude på Banevej." "Hvor er Banevej?" spurgte den anden dreng. "Jeg hedder forresten Roar." "Derude," svarede Bille og pegede ud over vandet mod Frederiksberg. "Eller i det mindste så plejer det at være derude. Lige nu er jeg ikke så sikker." Roar kiggede ud over søen. "Du bor på ikke på Sor?" "På Sor? Hvad mener du?" Roar kiggede på Bille. "Du ved virkelig ikke, hvor du er." Det var ikke et spørgsmål, men en konstatering, og nu måtte Bille for alvor erkende sandheden. Han var ikke i Sorø længere. Han anede ikke, hvor han var. "Du har også noget mærkeligt tøj på," fortsatte Roar og rørte ved Billes orange, vandafvisende jakke, mens han kiggede på hans blå jeans og Puma sportssko med de mange syninger og farver. "Sikke nogle sjove sko," sagde han. Bille kiggede automatisk ned ad sig selv, og han måtte indrømme, at han så meget anderledes ud end alle andre på gaden. Roar havde en mørkegrøn kappe om sig, og hans tøj var mest brunt, og skoene var sorte og slidte. Men hvad ingen af drengene bemærkede var, at de var omtrent lige høje. De havde begge mørkebrunt, pjusket hår, og de lignede faktisk hinanden. "Jeg skal finde Færgemanden. Ved du, hvor han er?" "Ja, men det nytter ikke. Han sejler ikke ud efter mørkets
frembrud. Ingen tager ud på søen, når det er mørkt." "Hvorfor ikke?" spurgte Bille. "Det er da alt for farligt. Har du aldrig hørt om monsteret i søen?" "Nej," sagde Bille og satte sig ned på en stor sten. Hans ben var blevet underligt svage, og hvis han ikke satte sig ned ville han sikkert falde. Hvad skulle han gøre? "Jeg vil bare gerne hjem." "Hvor kommer du fra?" spurgte Roar. "For så kunne du jo bare gå den vej." Bille kiggede på Roar. Han havde jo lige sagt, at han boede på Banevej, men så forstod han. "Selvfølgelig!" råbte han. "Jeg må tilbage til biblioteket. Jeg må finde døren igen." "Biblioteket?" kaldte Roar efter ham. "På akademiet?" "Biblioteket på Storgade," svarede Bille og begyndte at løbe hen mod torvet med Roar i hælene. Hvor er Storgade? råbte Roar efter ham. Nu så han for alvor, hvordan torvet havde ændret sig. Statuen var væk, og torvet var ikke belagt med brosten, men blot med sammentrampet jord. Husene så også anderledes ud. Vinduerne var små og mørke, og der var ingen moderne skilte på facaderne. Bille vidste, at han skulle finde den store trædør, men det skulle ikke være så svært. Der var jo ikke andre store trædøre af den slags på Storgade, så... Bille bremsede op og kiggede op ad gaden. På hver side af gaden var næsten enhver dør en stor, tung trædør. Hvorfor havde han ikke set det, da han forlod biblioteket? Og hvilken dør var nu den rigtige? "Det her er altså Realgade," sagde Roar, da han stoppede ved siden af ham. Bille stod som forstenet og stirrede op ad
vejen. Han gik langsomt fremad, men en ting kunne han se fra lang afstand. Der, hvor biblioteket plejede at ligge, var der ikke noget biblioteket. Bare en husmur med bindingsværk og små vinduer. Han løb ind gennem porten, og stod nu i gården, hvor indgangen plejede at være, men der var intet bibliotek. Hvor er biblioteket? spurgte Bille. Han var ved at blive træt af at høre sig selv spørge hele tiden om, hvor alting var. Han ville jo bare have spurgt en bibliotekar, hvor han fandt en uhyggelig bog til Halloween, og i stedet for måtte han nu spørge, hvor hele biblioteket var. Det her er De Unge Herrers gård, stønnede Roar, da han indhentede ham. Bille var rigtig bange nu. "Jeg er bange," sagde han til Roar. "Hvordan kommer jeg hjem?" Bille kiggede med desperate øjne på den anden dreng. "Hvad skal jeg gøre?" Roar kunne se frygten i Billes øjne. Der var kun en ting at gøre. Han brød sig ikke om det, men det var den eneste måde han kunne hjælpe Bille på. Og Bille trængte tydeligvis til en hjælpende hånd. "Oraklet på øen er den eneste, der kan hjælpe dig," sagde han. "Vi må finde færgemanden. "Jamen sagde du ikke, at det var for farligt at sejle ud i mørket. At ingen turde på grund af monsteret?" spurgte Bille. "Jo," svarede Roar. "Men det er stadig din eneste chance." Kapitel 4 Da de kort efter stod ved søens bred foran Akademiet, kunne de se, at færgemanden var ved at pakke sammen. "Undskyld mig," sagde Roar, de kom hen til færgemanden. "Vi vil gerne ud til Oraklets ø."
"Nu?" svarede færgemanden. "Det kan der ikke blive tale om. Kan I ikke se, at solen er gået ned? Jeg sejler ikke ud, når det er mørkt." "Men det er rigtig vigtigt," sagde Bille. "Vi skal ud og spørge oraklet, hvordan jeg kommer hjem. Det er min eneste chance." Færgemanden kiggede nu på Bille og studsede over hans usædvanlige påklædning. "Jeg tror virkelig ikke, at oraklet hjælper børn med at finde hjem til deres mor. Men svaret er nej. Jeg skal ikke nyde noget af monsteret i søen." Han vendte ryggen til dem og begyndte at stuve noget udstyr ned i en sæk. Roar så på Bille og trak på skuldrene. De kunne ikke tvinge færgemanden til at sejle dem ud til Oraklets ø. De blev nødt til at finde en anden vej. Hvad er det for et monster, spurgte Bille henvendt til Roar. Men færgemanden svarede, uden at at vende sig om. Ingen har set det og overlevet til fortælle om det. Men det siges, at det er stort som kirken og med tænder som sorte sabler. Kroppen skulle være dækket af hårde skæl, meget hårdere end på en fisk, og derfor er det muligt at slå det ihjel. Det lever under vandet og kommer kun op til overfladen om natten. Færgemanden vendte sig om. For at spise! Bille gøs, men det var hans eneste mulighed. Pludselig fik han en ide. Han stak hånden i lommen og følte efter sin nøgle. I en ring sammen med nøglen sad den lille lommelygte, han havde vundet i Tivoli. Måske kunne den være noget værd. "Hvad med et magisk lys?" spurgte han færgemanden. "Hvis du sejler os ud til Oraklets ø, vil jeg give dig min største skat. Dette magiske lys." Færgemanden vendte sig, og i samme øjeblik drejede Bille på lygten, så den lyste skarpt på færgemandens ansigt.
Heldigvis var batterierne stadig friske. "Den stammer fra et fortryllet land med masser af lys i alle farver. Landet hedder Tivoli og ligger langt borte. Med dette magiske lys kan du altid få lys, uanset om det regner eller stormer. Dette magiske lys svigter aldrig." Roar og færgemanden gloede begge på det fascinerende lys, Bille holdt i sin hånd. Bille slukkede lygten. "Man kan tænde og slukke den på et øjeblik uden ild," tilføjede han og tændte lygten igen og lyste på de to andre. Så tog han lygten ud af ringe og rakte den frem mod færgemanden. "Den er din, hvis du sejler os ud til øen og tilbage igen." Færgemanden tog forsigtigt lygten fra Billes hånd. "Hvordan tændes lyset?" spurgte han. "Drej forsigtigt på spidsen," svarede Bille, og færgemanden gispede af forundring, da han drejede spidsen af lygten og lyset strømmede frem. "Når spidsen drejes den modsatte vej, slukkes lyset," forklarede Bille, og færgemanden slukkede og tændte lygten et par gange. Så vendte han sig og spejdede ud over vandet. "Det er i orden," sagde han så. "Hop om bord." Snart efter var båden på vej ud over søen. Færgemanden skaffede fremdriften og styrede båden med en stor åre bagtil, og Bille og Roar sad længere fremme. "Det var en stor magisk ting, du byttede væk for en sejltur," sagde Roar. "Du må virkelig være desperat for at komme hjem. Vi kunne da bare have ventet til i morgen." Bille var sikker på, at Roar personligt ville have svømmet ud til Oraklets ø og tilbage igen med Bille siddende oven på sig mod at få det magiske lys. Men hverken færgemanden eller Roar vidste, hvor lidt magi der i virkeligheden var i en lommelygte og kunne derfor ikke
forstå, hvor lidt værdi den i havde i Billes egen verden. "Hvor er jeg egentlig?" spurgte Bille. "Jeg mener, jeg tror, jeg er i Sorø, men alting er helt anderledes. Og nu sejler vi ud til Ingemanns ø, som I kalder for Oraklets ø. Jeg forstår ingenting." "Ingemanns ø?" gentog Roar. "Hedder den det, der hvor du kommer fra? Hvem er Ingemann?" "Årh, det var en der skrev nogle bøger engang. Man kan læse om ham på biblioteket. Hvis I altså havde et bibliotek." "Jamen det har vi da," sagde Roar. "Oppe på akademiet, hvor jeg går. Men du udtaler også øens navn sjovt.. Akademiet ligger på Sor ø og ikke 'i Sorø'. Det er jo en ø." "Er Sorø en ø?" "Nej," svarede Roar. "En ø. Der hedder Sor." Det hele snurrede rundt i Billes hoved, og han trængte til at tale om noget andet, så han spurgte til Roars farvede fjer. "Nå, fjerene. Det er farvefjer." "Ja," svarede Bille. "Jeg så godt, at de var farvede. Men hvad skal du bruge dem til?" "Nej. Ikke farvede fjer," rettede Roar ham. "Farvefjer. Jeg maler med dem. De røde fjer maler rødt, de grønne maler grønt og så videre. Farvefjer." Det var så underligt, at Bille ikke anede, hvad han skulle sige. Det måtte være en speciel skole, Roar gik på. "Hvad laver du egentlig på akademiet? Er det bare sådan skrivning og regning og sådan?" spurgte han Roar. "Også det," svarede Roar, "men mest af alt er det jo en skole for magi og trolddomskunst. Det er det, jeg studerer." "Ligesom Hogwarts?" røg det ud af Bille med stor iver, før han tænkte over, at Roar selvfølgelig ikke ville kende hverken Hogwarts eller Harry Potter.
"Er det den skole du går på? spurgte Roar. Jeg har aldrig hørt om Hogwarts. Men hvis de lærer om besværgelser og eliksirer, så er det det samme." De kunne se land nu. Oraklets ø lå ret forude, og få minutter senere lagde de til blandt nogle høje siv. "Så er vi her," svarede færgemanden. "Så vidt jeg ved, finder i oraklet inde på midten af øen. Jeg har også hørt, at hun ikke er specielt venlig. Skynd jer. Ellers sejler jeg tilbage uden jer." Drengene hoppede ud af båden, og Bille nåede at få sop, men det havde han ikke tid til at bekymre sig om nu. Nu gjaldt det om at få svar på, hvordan han kom hjem. Kapitel 5 Så snart de trådte ind mellem træerne på Lille Ø forsvandt de sidste rester af månelys, og de gik i totalt mørke. Nu, hvor Bille havde skilt sig af med sine lommelygte, kunne de ikke se en hånd frem for sig. "Pokker også," tænkte han. "Hvordan skal vi nu finde oraklet?" "Jeg har altså aldrig været her før," meddelte Roar, som gik med hænderne strakt ud foran sig for ikke at støde ansigtet ind i lavthængende grene og træstammer. "Jeg ved ikke, hvor oraklet bor." Bille sjoskede afsted i mørket med sine våde sko. Han var bange for, at de ikke fandt oraklet, eller at det ikke kunne hjælpe ham. Han var også bange for, at færgemanden ville sejle tilbage uden dem, eller at de ville blive angrebet af det monster, der blev talt om. Endelig var han bange for ikke at kunne komme hjem og være nødt til at leve i denne mærkelige, mørke middelalderudgave af Sorø uden sin mor og far og sin skole og sine venner. "Ahh!" lød det pludselig fra Roar, efterfulgt af et bump
og et "Urgh!". "Hvad sker der?" råbte Bille. "Faldt du? Er du okay?" "Av!" stønnede Roar. "Åhh. Jeg faldt over en gren." En kort pause. "Hvad betyder 'okay'? Hvordan kan jeg være det?" "Hmm, det betyder bare, om alt er i orden. Om du er kommet til skade," svarede Bille." "Nå," svarede Roar. "Jamen jeg er 'okay'. Det var ikke så slemt." De gik videre i mørket, da Bille spurgte; "Hvordan ser oraklet egentlig ud? Jeg har aldrig set et orakel før." "Det ved jeg faktisk heller ikke," svarede Roar. Billes humør sank endnu et par grader. Det virkede helt umuligt det hele. De famlede rundt i mørket efter noget, de ikke anede hvordan så ud eller hvor det befandt sig. Hvorfor havde de dog ikke tænkt sig om noget før? Pludselig lød der en høj stemme fra mørket foran dem. "Hvem laver al den råben og støjen?" Bille og Roar stivnede. De kunne intet se, men efter lyden at dømme måtte oraklet befinde sig få meter foran dem. Det lød ikke som et venligt orakel. "Undskyld vi forstyrrer," forsøgte Roar sig, men vidste så ikke, hvad han ellers skulle sige, så han puffede til Bille. "Jeg hedder Bille. Jeg har brug for at vide, hvordan jeg kommer hjem. Kan du hjælpe mig?" Der var et øjebliks stilhed, hvor de kunne høre et dybt suk. Så lød oraklets stemme igen gennem mørket. "Det er sandelig sløje tider. Engang kom folk til mig for at spørge, hvordan de skulle overvinde mægtige fjender eller hvordan de kunne vinde deres hjertenskær. Men nu kommer I unger rendende for at spørge om vej hjem." Der lød endnu et tungt suk fra oraklet.
"Løb hjem til jeres mor og far. Jeg er ikke barnepige." Det gik værre, end Bille havde håbet på. Men han kunne ikke give op. "Du forstår ikke," råbte han. "Jeg bor ikke her. Jeg bor i Sorø. Ikke på Sor ø. Jeg gik ud gennem en dør i biblioteket, og pludselig var jeg ude på Storgade, og så var alt anderledes. Jeg kender ikke noget til hekse og troldmænd og orakler, og der hvor jeg kommer fra, hedder denne ø altså Ingemanns ø, og Skælskørvej fører ud til Banevej og stationen og mit hus. Men nu er vejen der ikke mere, der er kun vand, og jeg kan ikke komme hjem. Mit hjem er væk og alting er forkert." Bille stemme knækkede, og hans snøften var alt, der lød i mørket. Han var ligeglad. Roar og oraklet måtte gerne høre, at han var ked af det. Det var ligemeget. Han ville bare så gerne hjem. Han kunne ikke klare mere. Efter en stille pause lød oraklets stemme igen. "Du behøver ikke råbe. Jeg står jo lige her." Bille snøftede endnu en gang. "Undskyld," mumlede han. "Du siger, at du gik ud af en dør. Men så er svaret jo let: Gå tilbage gennem den samme dør og kom tilbage til der, hvor du kom fra." "Døren er væk," svarede Bille træt. "Der er kun en mur, der hvor døren var. Biblioteket er også væk." Oraklet tav for en stund, men bad så Bille fortælle om døren. "Det var en stor, tung trædør. Der hang en plakat, et billede, på den af en hest med vinger." Bille tav. "Det er vist det hele," tilføjede han. "En Pegasusdør, udbrød oraklet med forundring i stemmen. De er sjældne, men et bibliotek er et godt sted at finde dem. Pegasus, den bevingede hest, er jo netop digterens og skriverens muse."
Hvad er en muse? spurgte Bille. En muse, svarede oraklet, er inspiration. Ideer til digte og historier og sange. Hvor Pegasus vælger at lande, vil der åbne sig en kilde af inspiration. Sidst gang Pegasus viste sig, landede han på Helikon-bjerget og skabte Hippokrenekilden, som mange store digtere har drukket af. Bille sagde ingenting. Roar forholdt sig også tavs. Måske kunne de alligevel få et svar. Pegasusdøre læser dine inderste tanker og lader dig flyve, som båret af en bevinget hest, til der, hvor du ønsker dig hen. Du gik igennem en Pegasusdør for at komme til øen Sor og vores verden. Pegasusdøre er uforklarlige og magiske. Man ved aldrig, hvor de fører hen. Man skal være meget forsigtig med dem." "Ja" svarede Bille, mest til sig selv. Fortæl mig, hvad ønskede du, da du gik gennem døren? Ønskede mig? gentog Bille. Jeg ønskede vist ikke noget. Hvad optog dit sind? Hvorfor var du på biblioteket, hvor du fandt Pegasusdøren? Nu forstod Bille. Jeg ville bare låne en bog. Min mor og far holder Halloween-fest med voksne i aften, og jeg ville bare låne en uhyggelig bog med magi og monstre og den slags. Oraklet tav, men sagde så: Hmm, det lader til, at Pegasusdøren sendte dig præcis derhen, hvor du ønskede. Synes du ikke? Joh, indrømmede Bille. Det er vel rigtigt. Det er netop det, Pegasusdøre gør. De sender dig derhen hvor du ønsker at komme. Men man kommer ikke altid derhen, hvor man ønsker. Øh sagde Bille forvirret. Hvordan det? "Din eneste chance," fortsatte oraklet uanfægtet, "er at
finde en Pegasusdør og gå igennem den." "Men kommer jeg så hjem?" spurgte Bille. "Hvordan kan jeg vide, at en Pegasusdør ikke bare fører mig et helt andet sted hen?" Men oraklet svarede ikke. "Hallo?" kaldte Bille. Tavsheden svarede ham tilbage. "Jeg tror, oraklet har svaret os," tilbød Roar. "Ja," sukkede Bille. "Men sikke et svar." "Kom! Lad os skynde os tilbage til færgemanden, før han sejler fra os." De to drengede famlede sig tilbage gennem skoven så hurtigt, de kunne, og kort efter stod de ved vandkanten. "Kom så," kommanderede færgemanden, og drengene skyndte sig op i båden. "Fandt i oraklet?" spurgte han, og Bille svarede, at at de i hvert fald talte med oraklet, men de så det ikke. "Jamen så er I da gået glip af noget," sagde færgemanden. "Oraklet siges at være den smukkeste kvinde blandt mennesker. Også selv om hun er over tusinde år gammel. Faktisk er der ingen der ved, hvor gammel hun er, men hun har boet på øen i generationer, og hun er aldrig blevet en dag ældre. Tænk at I ikke fik set hende." "Er hun et menneske," spurge Roar. "Men hvorfor havde hun så ikke en fakkel? Hvorfor stod vi der i mørket?" Færgemanden lå. Hun har ikke brug for lys. Hun er blind. Fuldstændig blind. For hende er der ikke forskel på dagens lys og nattens mørke." Bille og Roar kiggede på hinanden. Nå derfor. Kapitel 6 De sad i stilhed, mens færgemanden roede dem ud på søen tilbage mod Sor. Bille tænkte på sin mor og far og om man