SYNOPSIS Året er 1619. Den danske konge, Kong Christian IV, og det nydannede Ostindiske Handelskompagni har blot én enkelt ekspedition bag sig. En ekspedition ledet af Ove Gjedde, som ikke har givet livstegn fra sig i et helt år. Men det danske rige er afhængig af indtægter fra den stigende handel med Det Fjerne Østen. Og da en nyhjemkommet hollandsk ekspedition antyder, at det vil være muligt at gennemsejle den nordlige passage til Kina, bliver det en kærkommen mulighed for Danmark at gøre krav på sejlruten og toldindtægterne. Efter at have sagt et ømt farvel til sin kone, sætter Jens Munk og 64 søfolk ud for at finde passagen. De rejser i de to skibe, fregatten Enhjørningen og jagten Lamprenen. Det er maj, og kursen nordvest om Nordamerika i stedet for syd om Afrika, vil kunne afkorte rejsetiden med 8 mdr. Mandskabet venter derfor meget optimistisk at være i Kina til jul.
Men da kulden og isen allerede i det tidlige efterår begynder at lukke sig omkring dem, står det klart, at temperaturen er meget lavere end i Oslo, som ellers ligger på samme breddegrad. Desuden er de meget tæt på den magnetiske nordpol, som gør kompasset utroværdigt. Øl og vandtønder bundfryser på en nat. De er nu fanget i bunden af den iskolde Hudson Bugt, fordi de har mistet meget tid på grund af den engelske navigatør, William Gourdons, fejlnavigation. Jens Munk forsøger flere gange at gå i rette med William Gourdon. Men styrmanden stiller Jens Munk hængning i udsigt med hold i en hemmelig pagt, som Gourdon og kongen har indgået. Så Jens Munk er tvunget til at lade skibet sejle på en alt for nordlig kurs.
Efter nær at have kuldsejlet skibet tager Jens Munk alligevel chancen og tager kommandoen fra William Gourdon, som nu også har mistet støtten fra sin hjælpenavigatør Watson. Juleaften 1620 ligger begge skibe trukket på land. Halvdelen af mændene er enten døde eller meget syge af skørbug og fejlernæring. Det er nu ikke muligt at skyde flere dyr. Og jorden er bundfrossen, så de døde kroppe ikke længere kan begraves, men må ligge hen på dækket. Den eneste mulige redning viser sig i skikkelse af en inuit, som Jens Munk og hans trofaste ven, Erik Hansen, træffer på en tur udenfor skibet. Men inden de når at etablere kontakt, knalder et skud. William Gourdon har skudt Inuitten. We have enough trouble without godless savages onboard, siger han tørt og næppe i stand til at holde sig oprejst på grund af sin fremskredne skørbug.
Få måneder senere er kun fem mennesker i live. Jens Munk og hans nevø på 12 år, som har sneget sig ombord som blind passager samt Gourdon, Watson og Erik Hansen. I et desperat forsøg på at finde føde bevæger Watson og Erik sig på land. Men da er de så umenneskeligt svage og angrebne af skørbug, at de ikke kan kæmpe sig ombord igen. Og de må overlades til deres skæbne på land. William Gourdon finder sig ene tilbage med Jens Munk og hans dødssyge nevø. Resolut griber han sin riffel og skyder sig selv på dækket af skibet.
Også nevøen dør. Og Jens Munk er nu alene tilbage. Han lægger sig og skriver i sin dagbog: Hermed alverden godnat. Men som ved et mirakel har Watson og Erik overlevet på land ved at grave rødder og suge på hjerteroden deraf. De tre overlevende skibsfæller kravler nu omkring hvor vi så det mindste at våre. To måneder senere er de tre sejlivede mænd kommet så meget til kræfter, at de er i stand til at søsætte Lamprenen. I tre måneder kæmper de tre med et skib, der normalt har en besætning på 20 matroser. Skørbug sætter ind. Og snart er den korte sommer forbi. Det kræver en overmenneskelig indsats at besejre isende kulde og voldsomme snestorme. De tre søfolk når Norges kyst med tænder så ringe farende, at enhver indtagelse af andet end flydende føde var umulig, og med smerter, som jagede tusind knive udi vore led.
Men Kong Christian IV er ikke begejstret, og uden medfølelse. Han beordrer Jens Munk at udruste en ny ekspedition, som har til formål at bygge en by på selvsamme sted, hvor fregatten blev forladt. Og Jens Munk skal bringe Enhjørningen fri og sejle den tilbage til København. Juleaften 1621. Udslidt og ødelagt, bevæger Jens Munk sig - gående som en gammel mand - til sit hjem, blot for at finde sin kone gift på ny. Nedslået forlader han hjemmet til sin fortvivlede kones grædende ord: Du er mere død end levende, der findes ingen genvej til Kina. Togtet hjem fra Hudson Bugten til Norge betragtes i dag som en enestående søfartsbedrift.