Page 1 of 6 Rt-1894-753 INSTANS: Høyesterett - dom. DATO: 1893-03-17 PUBLISERT: Rt-1894-753 STIKKORD: SAMMENDRAG: Efter Byskattelovens 33 b kan ikke forlanges Fradrag i Indtægtsansættelsen for en ved Tidens Tand bevirket Forringelse i Skibsværdier, der ikke kan undgaes ved nogen Slags Vedligeholdelse, selv om den in casu er søgt mødt ved Afsætning af en Del af Indtægten som Amortisationsprocent. SAKSGANG: L.nr. 51/1 1894 PARTER: Kristiania Magistrat (Adv. Nicolaysen) mod Det Søndenfjeldske Dampskibsselskab (Adv. Bonnevie). FORFATTER: I denne Sag, angaaende ilignet Byskat for Aaret 1887, og om hvis nærmere faktiske Omstændigheder henvises til Præmisserne for Kristiania Byrets Dom af 28 Novbr. 1891, blev af bemeldte Ret saaledes kjendt for Ret: "Det Søndenfjeldske Dampskibsselskab bør til Kristiania Magistrat paa Kommunens Vegne betale de paasøgte Kr. 12.187,40 med 5 af Hundrede i aarlig Rente deraf fra 18 Oktbr. til og med 31 Decbr. 1888 og derefter 4 af Hundrede til betaling sker. Sagens Omkostninger ophæves." Denne Dom er af Magistraten ved Stevning af 15 Decbr. 1891 paaanket til Høiesteret dels til Stadfæstelse dels til Forandring, hvorefter Dampskibsselskabet 2 Juni 1892 har udtaget Kontraappelstevning til Underkjendelse. Hovedappell. har nedlagt Paastand om Stadfæstelse af Byrettens Dom, in subsidium for et Beløb af Kr. 1.556,95 samt Tilkjendelse af Procesomkostninger for begge Retter, medens Kontraappell. har paastaaet Frifindelse for Magistratens Tiltale og sig hos den tilkjendt Procesomkostninger for Byretten og Høiesteret. Høiesteret er kommen til samme Resultat som Byretten og kan i det Væsentlige henholde sig til dens Begrundelse deraf. Processens Omkostninger for begge Retter findes at burde ophæves. To af Rettens Medlemmer kan ikke tiltræde foranførte Resultat. Sagens Hovedspørgsmaal er, hvorvidt Dampskibsselskabet kan kræve, at der ved Ansættelse af dets Indtægt gjøres Fradrag, foruden for direkte Udgifter til Vedligeholdelse, for den suksessive Forringelse i Dampskibenes Værdi, som Slid og Ælde medfører. Vistnok er der fra Kommunens Side principaliter hævdet, at noget saadant Principspørgsmaal ikke skulde foreligge, idet Ligningskommissionen har godkjendt, at hele Selskabets oplagte Reservefond, Kr. 220.000, er afskrevet paa Skibenes Konto, og kun fordi denne Afskrivning efter Kommissionens Skjøn var tilstrækkelig, har negtet derhos for nogen Del at bringe i Fradrag i Indtægten et Beløb af Kr. 128.000, som i Selskabets Aarsregnskab paa Gevinst- og Tabskonto var afskrevet paa Skibenes Værdi. Side 754 Ligningskommissionen paastaaes saaledes ikke principmæssig at have afslaaet Afskrivning paa Indtægten, hvorimod Meningsforskjellen kun skulde vedrøre Tilstrækkligheden af den af Kommissionen skjønsmæssig godtagne Afskrivning, - et Spørgsmaal, som ikke henhører under Domstolenes Afgjørelse.
Page 2 of 6 Men derimod er det tilstrækkeligt at anføre at forsaavidt Lovgivningen medfører, at den ved Slid og Ælde i Aarets Løb stedfundne Forringelse i Dampskibenes Værdi kan kræves fradraget i Aarsindtægten, nytter det ikke derimod at anføre, at en tilsvarende Afskrivning har fundet Sted i den opførte Formue, idet det ingenlunde kan være Selskabet ligegyldigt, om Afskrivningen finder Sted paa Indtægt eller paa Formue. Det nævnte Retspørgsmaal maa saaledes kunne forelægges Domstolene uden Hensyn til, hvor stort Fradrag Ligningskommisionen af nævnte Grund maatte have gjort i Formuen. Det synes da neppe at kunne omtvistes, at den omhandlede Værdiforringelse efter sit Begreb man fradrages i Bruttoindtægten, at den altsaa ikke udgjør nogen Del af Nettoindtægten. Økonomisk seet, repræsenterer denne saavelsom enhver anden Del af Bruttoindtægten, der kun remplacerer en Del af den i den produktive Virksomhed medgaaede Kapital, ingen virkelig Renindtægt. Spørgsmaalet er kun, om Skattelovgivningen i dette Punkt slutter sig til eller fraviger den i og for sig rimeligste Ordning, at kun den rene Indtægt skal beskattes. I og for sig har det første Præsumtionen for sig. Ingen vil betvivle, a: Byskattelovens 33 (saavelsom den hertil svarende 42 i Landsskatteloven) i det store taget er bygget paa det Princip, at kun Nettoindtægten - men denne ogsaa fuldt ud - skal beskattes. Den her paagjældende Bestemmelse (fjerde Passus) i nævnte havde for den ved Lov af 30 Mai 1891 foretagne Forandring saadan Lydelse: "Fra det antagne Bruttobeløb af Indtægten drages foruden Renter af Skatteyderenes Gjæld alle Udgifter, der ere paadragne til Indtægtens Erhvervelse. Derefter opregnes endel Udgifter, som saaledes kommer til Fradrag. Det er nu klart, at den heromhandlede Værdiforringelse maa siges at være "paadragen til Indtægtens Erhvervelse." Derimod kan det spørges, om Værdiforringelsen i Lovens Forstand er en "Udgift", idet det kan paastaaes, at Loven herunder ikke vil have indnbefattet andet end, hvad der medfører direkte Udtællinger. Specielt kan det anføres, at naar Loven i Litr. b særlig har opregnet "Udgifter til almindelig Vedligholdelse" af "Skibe og andre som Driftsmidler benyttede faste eller rørlige Eiendele", saa ligger heri modsætningsvis, at intet Fradrag kan kræves for Værdiforringelse. Ingen af disse Indvendinger antages dog at holde Stik. Hvad den første angaar, maa det mærkes, at Loven under Indtægt udtrykkelig henfører ogsaa, hvad der er indvundet i "Penges Værdi" (1 Passus) og specielt "enhver Fordel, som er vunden af Eiendom eller ved Arbeide eller Virksomheds, hvad enten det vundne maatte bestaa i Underhold, Klæder og Husly eller i andet, som er anvendt til egen eller Families Nytte eller Behagelighed" (2 Passus). Det er imidlertid ganske uantageligt, at Loven i denne Henseende skulde have villet lægge et modsat Princip til Grund ved Indtægternes og ved Udgifternes Beregning, saaledes at "Naturalindtægter" skulde medregnes, men ingen Udgifter fradrages, som ikke maatte have foranlediget direkte Udtællinger. At Loven for Indtægtene Vedkommende har fundet det fornædent at indtage de nævnte udtrykkelige Forskrifter, har sin nærliggende historiske Forklaring, og Bestemmelserne kan saaledes ikke benyttes til nogen antithetisk Slutning med hensyn til Side 755 Udgifternes Beregning. Det har da heller aldrig været anseet tivlsomt, at f. Ex. ligesaavel Lønninger in natura som Pengeløninger maa indgaa under de i Litr. a omhandlede Driftsomkostniger og at de i Litr. d omhandlede Udgifter med Bestyrelse af Embede eller Bestilling, og at det med Hensyn til Fradraget af de under Litr. c omhandlede Leie-, Brugs- og Forpagtningsafgifter m. V. er ligegyldigt, om disse erlægges i Penge eller in natura Men maa det saaledes antages, at den heromhandlede Værdiforringelse indgaar under Hovedregeln i ens sjerde Passus, og saaledes skulde blive at bringe til Fradrag i Indtægten kan noget nodsat heller ikke bygges paa den overnomhandlede antithetiske Slutning fra Lirt. b Opregningen i Lirt. a-d er ikke ment at skulle være udtømmende, og den Omstædninghed, at Vedligeholdelsesudgifter, men ikke den ved Slid og Ælde foraarsagede Forringelse i Værdi, er nævnt, forklares tilstrækkelig ved, at hine i Almindelighed spiller en ganske anderledes framtrædende Rolle end denne. De ovennævnte Medlemmer kommer efter dette til det Resultat, at den foreliggende
Page 3 of 6 Skatteligning er ulovmedholdelig, forsaavvidt som der i den ansatte Indtægt intet er bragt i Fradrag for Dampskibenes i Aarets Løb stedfundne, ved Slid og Ælde medførte Værdifirrubgekse. Hvor stor eller liden den aarlige Værdiforringelse er, antages herved uden Betydning, afdenstund den i hvert Fald antages saavidt betydelig, at den ikke uden videre som irrelevant kan sættes ud af Betragtning. Det er af Dampskibsselskabet erkjendt, at det pligter at skatte efter en Indtægt at Kr. 200.000,00. Hertil svarer den af Kommunen subsidiært paastaaede Skat af Kr. 1.556,95. Mod denne subsidiære Paastand erklærer Dampskibsselskabet intet at have at erindre. Dette Beløb med lovlige Renter vil derfor efter Minoritetens Mening blive at tilkjende Kommunen, medens Appellsk. forøvrigt antages at burde frifindes for Indst.s Tiltale. Processens Omkostninger finder ogsaa Minoriteten Grund til at ophæve. I Henhold til det Anførte afsiges saadan. Dom: Byrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. Byrettens Dom hidsættes: "Efter forgjæves forsøgt Forligsmægling har Kristiania Magistrat ved Stevning af 27 Oktbr. 1888 sagsøgt Det Søndenfjeldske Dampskibsselskab til Betaling af ilignet Byskat for 1887 med Kr. 12.187,40 tiligemde Renter og Omkostniger Indst. har paastaaet sig frifunden med Tilkjendelse af Sagens Omkostninger. Indst. var for 1887 ansatt i en skatbar Indtægt af 150.000 Kroner; dette Beløb var udkommet paa den Made, at Ligningskommissionen fra den i Indst.s Aarsregnskab opførte bruttoindtægt, Kr. 1.083.300,82 havde saa Kr. 284.460,43, og derfra trukket 5 pct. af Aktiekapitalen (kfr. Skattelovens 10) Kr. 87.288.00 samt yderligere et Beløb af Kr. 50.000,00. der af forrige Aars Overskud var afsat til Skibenes Vedligehholdelse, og som havde været medindbefattet i Bruttoindtægten til Rest belv saaledes Kr. 147.172.00. Derimod havde Lignigskommissionen ikke fratrukket et Beløb af Kr. 128.000,00, der i Indst.s Regnskab paa Gevinst- og Tabs-konto var opført som afskrevet paa Skibenes Konto, og det er herom, at Tvisten i nærværende Sag dreier sig, idet Indst. mener, at dette Beløb rettelig burde været fradraget i Indtægtsansættelsen, da det repræsenterer den Værdiforringelse, som Skibene have lidt ved, at de ere blevne i Aar været udsatte for 1 Aars Slitage, og at Kommissionen i ethvert Fald burde have taget Hensyn til en saadan Værdiforringelse, da den Side 756 i Skibene nedlagte Kapital, hvis Skibene ikke amortiseres, og amortiseres af Indtægten og ikke af Formuen, inden en vis Tid vil være opspist. Dette gjør efter Indst.s Anførende, at der af vedkommende Rederi bør og af Ligningskommissionen i dens Ansættelser maa beregnes en Amortisationsprocent, da der i modsat Fald tæres paa Kapitalen, og hvad der udenfor Forrentning og Afkastning optages af Kapitalen, er ikke skatbar Indtægt. Men efter Indst.a Paastand har Ligningskommissionen ikke taget noget saadant Hensyn, idet den er gaaet ud fra den Opfatning, at den omhandlede Værdiforringelse ikke juridisk korrekt skal afgaa af Indtægten hvilket efter Indst.s Anførende er en juridisk Vildfarelse, der maa bevike Ligningens Ugyldighed. I den Indberetning fra Selskabets Forretningsfører, der ledsagede det heromhandlede Regnskab for Driftsaaret 1886-1887, som af Ligningskommisionen var lagt til Grund for Ligningen, sees der at være gjort opmærksom paa det betydelige Prisfald i det forløbne Aar af Alt, hvad der kaldes Dampskibsværdier, "hvorfor", heder det, "en betydelig Afskrivning paa Skibenes Konto er nødvendig for at hvert enkelt Skibets bogførte Værdi snarest muligt kan komme til at stemme med Skibets virkelige Værdi i Handel og Vandel". I Regnskabet er paa Aarets Gevinst- og Tabs-Konto, som nævnt, paa Skibenes Konto afskrevet 128.000 Kroner; desuden sees det oplagte Reservefond, stort Kr. 220.206,36, ikke at være optaget i General-Balancen, da det i Henhold til Beslutning af 27 Septbr. 1886 var afskrevet paa Skibenes og Inventariekonto. I Ligningskommissionens Kjendelse angaaende Indst.s Klage har Kommissionen bemærket, at den ikke kan finde, at det Beløb af Kr. 128.000,00, der tilligemed Reservefondet Kr. 220.000,00 blandt Aktiva er afskevet paa Skibenes Konto, med Rette kan opføres til Fradrag i Indtægten, idet Kommissionen antager, at den Forringelse
Page 4 of 6 af Skibenes Værdi, som i heromhandlede Aar har faaet sit Udtryk i den stedfundne Afskrivning paa Skibenes Konto, ikke udelukkende hidrører fra Virksomheden, men for en væsentlig Del ogsaa fra Skibenes Synken i Værdi paa Grund af Konjunkturerne. Citantsk. gjør nu gjældende, at Ligningskommissionen, der har godjendt den foretagne Afskrivning af Reservefondet med 220.000 Kroner, har fundet denne Afskrivning fuldt tilstrækkelig som repræsenterende den Værdiforringelse, som Skibene have undergaaet saavel som Følge af Konjunkturerne som af det ller de forløbne Aars Slid, og at saaledes Hensynet til, at Tid og Slid tærer, af Kommissionen er antaget at være skeet fyldest ved den omnævnte Afskrivning paa Formuen, hvorfor det af Indst. omprocederede Spørgsmaal om saadan Afskrivning paa Indtægten ikke faar nogen Betydning i nærværende Sag; der foreligger derfor, efter Citantsk.s Anførende, ikke noget Sørgsmaal om Retssætninger, men kun om, hvormeget der formedelst Slitage bør afskirives, hvilket er en ren Skjønssag, hvis Afgjørelse tilkommer Ligningsmændene og ikke Domstolene. Forøvrigt benegter Citantsk., at man efter Skattel.s 33, 4 Passus Litr. b, er berettiget til at fordre, at der, efterat man har fratrukket Udgifter til almindelig Vedligeholdelse, skal gjøres noget yderligere Fradrag i Indtægten af den Grund, at Materiellet er blevet et Aar ældre. Citantsk. formener derfor, at Indst. maa være pligtig til at betale den ilignede Skat; subsidiært har Citantsk. paastaaet Indst. tilpligtet at betale Kr. 1.556,95, der svarer til den Indtægt, som Indst. selv har forlangt sig ansat i, nemlig 20.000 Kroner. Retten finder efter Indholdet af Ligningskommissionens Kjendelse ikke at kunne forkaste Citanten Paastand om, at Kommissionen ved dens Godkjendelse af den foretagne Afskrivning af Reservefondet med 220.000 Kr. har taget Hensyn til Skibenes Forringelse i Værdi idetheletaget og ikke alene til Side 757 den ved Konjunkturerne bevirkede Forringelse. Men om Kommissionen saaledes ved Formuens Nedsættelse eller rettere totale Afskrivning ogsaa har taget Hensyn til den Forringelse, som er Følgen af, at Skibene er blevne ætdre, bliver endnu det Spørgsmaal tilbage, om Indst. ikke kunde forlange, at denne Forringelse blev fradraget fra Aarets Indst. I saa Henseende bemærkes, at det selvfølgelig er en klar Sag, at et Skib tiltrods for den bedst mulige Vedligeholdelse i Tidene Løb forringes i Værdi, og da der paa denne Maade tæres paa den i Skibet nedlagte Kapital, vilde det i og for sig ikke være urimeligt, om der, for at opveie dette, hvert Aar afsættes en vis Procent til Amortisering, saaledes at ogsaa denne Procent fradroges Bruttoindtægten, før den virkelige Nettoindtægt fremkom. Og det kan med en vis Grad af Berettigelse siges, at der mellem den omhandlede Forringelse og den Forringelse, som Skibets Inventar m. m. undergaar ved Slid, og som nødvendiggjør dets Fornyelse, ikke er nogen egentlig Væsensforskjel, og at derfor denne Forringelse ligesaavel som Udgifterne ved Inventarets Fornyelse man blive at fradrage den skatbare Indtægt. Imidlertid er der dog den væsentlige Forskjel, at medens den sidstnævnte Forringelse medfører direkte Udlæg og uptræder som en virkelig Udgift, er dette ikke Titfældet med den førstnævnte, iatfald ikke forinden Skibet er blevet saa gammelt, at det maa erstattes med et nyt. Og man maa her lægge Vægt paa den lange Tid, som den førstnævnte Forringelsproces tager, idet Spørgsmaalet formentlig kun kan ansees at gjælde den Forringelse, som Tidens Tand øver paa Skibets Skrog, og som ikke kan undgaaes gjennem Vedligeholdelse, da Reparationer og Fornyelser jo vil kunne holde Skibets øvrige Dele oppe i den samme Værdi som den oprindelige, og dette bliver direkte Udlæg, der vil blive at fratrække vedkommende Aars Indlægt, forsaavidt intet særskilt Fond dertil er afsat, og som maa henregnes under Vedligeholdelse. Nu er det jo ikke blot paa Skibe, at Tidens Tand paa den omhandlede Maade tærer, men ogsaa paa alle andre Ting, saaledes f. Ex. paa Bygninger, blot med den Forskjel at Processen her tager endnu meget længere Tid. Men det vil visselig ikke kunne antages, at en Bygningseier ligeoverfor Skatteligning vilde være berettiget til at forlange Nedsættelse i den af Bygningen flydende Indtægt af Hensyn til den omhandlede Forringelse, at han altsaa, hvis han f. Ex. hvert Aar afsatte en vis Procent, der skulde modsvare Forringelsen, for at danne et Fond, for hvilket der kunder opføres en ny Bygning, naar den gamle i Tidernes Løb var bleven saa medtaget, at den kun egnede sig til Nedrivelse, at han da skulde kunne forlange denne Procent fradraget den skatbare Indtægt. Og skjønt den omhandlede Forringelsesproces for Skibes Vedkommende som før nævnt gaar adskillig hurtigere for sig end ved Bygninger, og Spørgsmaalet saaledes ligeoverfor de førstnævnte stiller sig mere tvivlsomt, finder man dog, at Processen ogsaa
Page 5 of 6 ved Skibe tager en saa betragtelig Tid, at de samme Regler forsaavidt ogsaa her maa ansees at gjælde. Naar derfor Byskattelovens 33 i 4de Passus siger, at der fra det antagne Bruttobeløb af Indtægten bliver at drage alle Udgifter, der ere paadragne til Indtægtens Erhvervelse, og som saadanne Afdrag blandt andet opfører Udgifter til almindelig Vedligeholdelse og Forsikring af Huse og Skibe, maa man forstaa denne Bestemmelse saaledes, at derved er udelukket en saadan ved Tidens Tand bevirket Forringelse, der ikke kan undgaaes ved nogenslags Vedligeholdelse; om nemlig end Afsætningen af en Amortisationsprocent i Hensigt at møde en saadan Forringelse paa en Maade kan kaldes en Vedligeholdelsesudgift, kan den ialfald ikke indgaa under Begrebet "Udgifter til almindelig Vedligeholdelse." Det er vistnok saa, at de i nævnte Passus i Loven opførte specielle Afdrag er anførte som Exempler, men selve Bestemmelsens Indhold synes dog bestemt at ityde paa, at Loven ikke har tænkt sig, at en saadan Amortisationsprocent af Huse og Skibe skulde kunne Side 758 komme til Fradrag i Indtægten. Af de af Indst. fremlagte Regnskaber for endel Aar sees det ogsaa at Indst. selv ikke havde opført nogen saadan Amortisationsprocent til Debet i Aarsregnskabet og ikke tidligere havde Afskrevet paa Indtægten noget, som skulde repræsentere den omhandlede Forringelse. Derimod har Indst. oplyst, at Afskrivningen af Reserveforndet gjaldt flere Aar, saaledes at Indst. selv altsaa har afskrevet den i Aarenes Løb ved Ælde bevirkede Forringelse af Skibene paa Formuen. Og med Hensyn til de paa Indtægten afskrivne 128.000 Kr. har Forretningsføreren i den Regnskabet ledsagende Beretning kun begrundet den paa det betydelige Prisfald i det forløbne Aar, og ikke paa nogen Forringelse bevirket derved, at Skibene er blevne 1 Aar ældre. En saa betydelig Afskrivning, der svarer til 6 pct. af den hele Kapital, som Skibene med Maskiner, Inventar og øvrige Tilbehør repræsenterer, og ALTSAA til meget mere end 6 pct., naar Hensyn kun tages til, hvad her antages at være Gjenstand for den omhandlede Forringelse synes ogsaa umulig blot at kunne repræsentere den ved 1 Aars Ælde foraarsagede Værdiforringelse; dette vilde jo betyde det samme som, at Skibene efter meget minder end 16 Aars Forløb skulde være blevne aldeles ubrugelige og fuldstændig værdiløse. Man finder efter det anførte, at Ligningskommissionen maa have været berettiget til kun at tage den ved Tidens Slid bevirkede Forringelse, som ikke kan undgaaes ved nogensomhelst Vedligeholdelse, i Betragtning ved Nedsættelsen af Formuen, og, naar dette var skeet, ikke kunde være forpligtet til at tage den I Betragtning til Nedsættelse af Indtægten; og da det nu som nævnt maa antages, at saadant Hensyn af Ligningskommissionen er taget, og da Spørgsmaalet om, hvorvidt dette Hensyn har været taget i Betragtning med et tilstrækkeligt Beløb er et Skjønsspørgsmaal, der ikke henhører under Domstolenes Afgjørelse, vil Indst. blive tilptigtet at betale de paasøgte Kr. 12.187,40 med 5 pct. Renter fra Forligsklagen den 18 Oktbr. 1888 til og med 31 Decbr. samme Aar og derefter 4 pct. Sagens Omkostninger antages at burde ophæves. Thi kjendes for Ret: Det Søndenfjeldske Dampskibsselskab bør til Kristiania Magistrat paa Kommunens Vegne betale de paasøgte 12.187 - tolv Tusinde et Hundrede og otti syv - Kr. 40 - firti - Øre med 5 - fem - af Hundrede i aarlig Rente deraf fra 18 Oktbr. til og med 31 Decbr. 1888 og derefter 4 - fire - af Hundrede til Betaling sker. Sagens Omkostninger ophæves. Det idømte at udredes inden 15 - femten - Dage efter Dommens Forkyndelse under Adfærd efter Loven. 4 Novbr. 1891. F. Mack. kft. Jeg er enig med Førstvoterende i Resultatet men finder forøvrigt Skattel.s 33 ligefrem afgjørende. De 128.000 Kr. er nemlig blot tagne i Behold og henlagte til Aktiva. De ere vistnok saaledes disponerede for at opretholde Aktiva eller Balancen mellem Aktiva og Passiva og maaske engang tillige at anvendes til Nyanskaffelser til Vedligholdelse af Selskabets Skibsflaade uformindsket i Tal eller Drægtighed, men ingen af Delene kan formentlig henregnes til paadragne
Page 6 of 6 Udgifter eller specielt enten til Driftsomkostninger ( ens Litra a) eller Udgifter til almindelig Vedligeholdelse eller lignende (Litr. b), Det forekommer mig, at Tilfældet overhovedet kun er, at der har fundet en Kapitalopsamling Sted ved Hjælp af, at man har opsparet endel af sin Indtægt og dette kan ikke efter en i noget Forhold skjønnes at være noget, som ved en Indtægsansættelse skal fraregnes. en bestemmer endog i andet Passus særskilt, at det, som man af sin Indtægt har anvendt til Udvidelse af Næring eller Drift eller til Formuesforøgelse Side 759 skal medregnes. Her handles vistnok nærmest om noget, hvormed man har villet opveie eller afværge Tilbagegang, men dette maa formentlig komme ud paa et. At Ligningskommssionerne skylde ethvert billigt og efter ens Regel i tredie Passus om en Vurdering af Forholdene "Aar om andet" berettiget Hensyn til Vilkarene for vedkommende Bedrift, specielt i det for Ligningen bestemmende Tidsrum, er en anden Sag, men hvorledes dette bør ske Fyldest, er en Skjønsafgjørelse, der tilligger dem selv. 14 Novbr. 1891. Ole Norbye. I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. 27 Novebr. Otto Mejlænder.