Kierkegaard. 1. afsnit

GUMMITARZAN Ole Lund Kierkegaard 1. afsnit Denne her bog handler om en dreng, som blev kaldt Gummitarzan. Men sådan hed han ikke rigtigt. Hans rigtige navn var Ivan Olsen. Han så sådan ud: Som du kan se, så var Ivan Olsen ikke ret stor. 1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 Nærmest lidt lille og tynd - og måske heller ikke særlig pæn. Han havde ingen store muskler, og han kunne ikke tæve nogen. Så derfor fik Ivan Olsen selv en masse tæsk hver dag. Det lyder vældig skægt - det der med, at Ivan Olsen fik en masse tæsk. Men det var det ikke. Ikke for Ivan Olsen i hvert fald. Nogen gange fik han også buksevand, og nogen gange blev han låst inde på et af skolens lokummer. Det var heller ikke særlig skægt for Ivan Olsen. De store drenge var de værste.»nå, lille Ivan,«sagde de og trak ham i håret og i ørerne.»nå, må vi så se dine muskler i dag?lad være,«råbte Ivan Olsen og slog efter de store drenge med sin skoletaske. 1

»Jeg har slet ingen muskler - det ved I jo godt.«1 1 1 1»Åhrr, lille Ivan dog,«sagde de store drenge og grinede til hinanden.»la' os nu bare se dine muskler alligevel.«og så trak de Ivans ærmer op og kikkede på hans tynde, hvide arme.»hæ, næhh,«sagde de så, når de havde kikket lidt på hans arme.»næhh, du har ret, bette Ivan. Dine muskler er i hvert fald ikke større end fugleklatter.«og så grinede de igen og gav ham buksevand - sådan bare for sjov - inde på et af skolens lokummer, hvor læreren ikke kunne se det. Her får Ivan Olsen buksevand inde på et af skolens lokummer: 1 1 1 De store drenge - som havde vældig mange kræfter, når de var sammen - løftede Ivan op og holdt hans numse ind under den

1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1 kolde vandhane, så vandet kunne løbe ned i hans bukser og videre ned i hans gummistøvler. På den måde blev Ivan Olsens bukser og gummistøvler smaskvåde. Det var værst at få buksevand om vinteren, for så frøs vandet i bukserne til is, når Ivan Olsen gik hjem fra skole. Bukserne blev stive og hårde som pap - og Ivan måtte vralte af sted som en gås.»har har, har,«råbte de store drenge med deres dybe, rustne stemmer.»har, har... har I set det? Ivan Olsen har gjort i bukserne.hold bøtte,«skreg Ivan. Men de store drenge holdt ikke bøtte. De grinede bare endnu højere, og det lød næsten, som om de havde sandpapir i halsen.»ivan,«råbte de.»du er vist en værre lille gris, hva'? Hvad tror du nu, din mor siger? «Ivan Olsens mor sagde ikke ret meget. Når Ivan kom hjem med våde bukser, rystede hun bare på hovedet og hængte hans bukser op på en snor ude i badeværelset. Ivan Olsens mor syntes, at buksevand var noget værre griseri.»nu er det snart for galt med det vandpjaskeri,«mumlede hun, mens hun hængte hans bukser op på snoren.»for galt, ja...«ivan Olsens mor sagde ikke ret meget, men det gjorde hans far, hr Olsen. Han begyndte lige med det samme at råbe meget højt.»hva',«råbte han.»har du nu fået buksevand igen?jahh...«sagde Ivan.»Ja, men hvad er det for noget?«råbte hans far og slog i bordet, så hans kaffekop hoppede.»du må lære at slå fra dig, knægt. Du må lære at blive et mandfolk.«her slår Ivan Olsens far i bordet:»hva' er et mandfolk for et?«spurgte Ivan.»Ja, et mandfolk,«råbte hans far.»et mandfolk er en, der kan tæve de andre.«

1 1 1 1»Det kan jeg ikke,«sagde Ivan.»Jeg kan overhovedet ikke tæve nogen.nej,«råbte hans far.»du kan slet ingen ting, knægt. Du er en slem vatnisse.jahh...«sagde Ivan Olsen.»Det er jeg vel.øv,«råbte hans far og rejste sig tungt fra sin stol.»hvad har jeg arme mand dog gjort, siden jeg skal trækkes med sådan en vatnisse til søn?det ved jeg ikke noget om,«sagde Ivan Olsen. På den måde lærte Ivan Olsen en masse. I skolen lærte han, hvordan man får buksevand og klø - og hjemme hos sin far lærte han, at en dreng skal være et mandfolk og tæve de andre. Ellers er man en vatnisse. Så du forstår: det var ikke altid nemt at være Ivan Olsen.

1 1 1 1 1 1. afsnit Henne i skolen skulle Ivan Olsen og de andre børn lære bogstaver og al den slags. Men det gik ikke så godt. Ikke for Ivan Olsen i hvert fald. Han kunne ikke huske, hvad bogstaverne hed. Han syntes, de lignede hinanden alle sammen, og når de stod i bogen, så de ud som myrer, der stod i lange rækker. Næsten alle de andre børn kunne lære bogstaver, og nogle af børnene kunne læse i rigtige bøger. Men Ivan Olsen kunne ikke læse noget som helst. Han sad bare og svedte inden i hænderne, mens han prøvede at huske, hvad alle de mange bogstaver hed. Læreren var ellers rar nok. Her er han: 1 1 0 1 0 1 Han hjalp Ivan, så godt han kunne, men det hjalp bare ikke ret meget.»det er så kedeligt at lære bogstaver,«sagde Ivan til læreren.»kunne vi ikke lave noget andet?næhh,«sagde læreren.»i skolen bliver man nødt til at lære det, der står i bøgerne.hvorfor det?«spurgte Ivan.»Jahh,«sagde læreren.»det står der vist nok i loven, og loven skal man jo følge.kan du så ikke lave lidt om på loven?«spurgte Ivan.»Næhh,«sagde læreren.»jeg er bare en ganske almindelig mand, som ikke kan lave om på noget som helst.«

»Det var en skam,«sagde Ivan.»For jeg får vist aldrig lært alle de tusind bogstaver.nåhh,«sagde læreren.»så mange er der nu slet ikke.jeg synes, der er ganske forfærdelig mange,«sagde Ivan og kikkede på bogstaverne, der myldrede rundt på papiret som myrerne i en myretue.»alt, alt for mange, synes jeg.«her kan du se bogstaverne myldre rundt for Ivan Olsen: 1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 Når Ivan Olsen så kom hjem fra skole, sagde hans far - hr Olsen:»Nå, knægt. Hvad har du så lært i skolen i dag?æhh,«sagde Ivan Olsen.»Ikke sådan noget særligt.hva' beha'r,«råbte hans far.»ikke noget særligt. Vil det sige, at I slet ikke har lært noget i skolen i dag?jahh...«sagde Ivan.»Ikke mig, i hvert fald.det er for galt,«råbte hans far.»det er en skandale. Her går jeg og betaler skat i dyre domme, bare for at min søn kan gå i skole og lære noget og blive lige så klog og dygtig som sin far. Og hvad får jeg så for alle de mange penge?det ved jeg ikke,«sagde Ivan.»Nej, men det ved jeg,«skreg hans far. Jeg får en dum og uduelig søn.«han bankede sit hoved ned i bordet sådan:

1 1 1 1 1»Hvad har jeg arme mand dog gjort?«råbte han.»du har nok slået hovedet,«sagde Ivan Olsen og gik sin vej. I skolen havde børnene somme tider gymnastik. I gymnastik timerne spillede pigerne bold og dansede til musik. Men drengene dansede ikke. Drengene i den skole skulle nemlig lære at strække og bøje deres arme og ben, så deres muskler kunne blive større. De skulle også klatre i ribber - ligesom aber- og de skulle springe buk. En buk var en stor, firkantet kasse på fire ben. Ivan Olsen var bange for at klatre i ribberne og springe over bukken, for han var bange for at falde ned og få næseblod. 1 1 1 0 1 0 Det sagde han til gymnastiklæreren.»arhh,«sagde gymnastiklæreren, som var blevet gymnastiklærer, fordi han var så dygtig til at springe over bukken, og som derfor troede, at alle andre mennesker var lige så vilde med det.»arhh,«sagde han.»sådan en rask dreng som dig er da ikke bange for noget, hva'?jo,«sagde Ivan Olsen.»Arhh,«sagde gymnastiklæreren, som helt havde glemt, hvordan det var at være lille og bange.»så må du sandelig øve dig.nej, tak,«sagde Ivan.»Jo, jo,«sagde gymnastiklæreren.»du går jo i skole for at lære noget.«og så skubbede han Ivan Olsen op på bukken, og

der sad Ivan så og trak maven sammen af bare skræk - indtil han faldt ned og fik næseblod. Her falder Ivan ned fra bukken og får næseblod: 1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1 0 1»Hov op igen,«sagde gymnastiklæreren.»sådan en stor dreng tuder da ikke for så lidt, hva'?nøhh,«sagde Ivan Olsen og tørrede sin blodtud. Det gør sådan en stor dreng vel ikke.«men Ivan følte sig ikke som en stor dreng. Han følte sig som en meget lille og meget tynd dreng, som hver dag fik buksevand og klø og næseblod - og som alligevel ikke måtte tude. Ivan Olsen syntes, at verden var meget, meget mærkelig.

. afsnit En dag kom Ivan Olsens far - hr. Olsen - hjem med en bog under armen. Her kommer han 1 1 1 1 1 Bogen hed Tarzan i urskoven. Det var en meget spændende bog - så spændende, at hr. Olsen helt glemte at drikke sin kaffe. Så mens han læste, blev kaffen kold. Nå. Men bogen handlede om en mand, der hed Tarzan. Tarzan boede ude i urskoven og var meget, meget stærk. Det stod der i bogen - og det kunne man se på billederne. Som du kan se, så kunne Tarzan kravle rundt i træerne. Han kunne også tale med aberne på abesprog. Derfor var han abernes konge. Ja, det stod der: Abernes konge. 1 1 1 0 Tarzan havde også en kæreste. Hun hed Jane og var meget træt hele tiden.»bær mig, Tarzan,«sagde hun.

1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 Og det gjorde Tarzan så. Han slæbte rundt på sin kæreste alle mulige steder i urskoven. Men Tarzan kunne mere end det. Han kunne slå krokodiller ihjel. Han brugte en masse tid på at dræbe krokodiller i urskovens mudrede floder. Ivan Olsens far syntes, at Tarzan i urskoven var en vidunderlig bog, og han syntes, at Tarzan var en vidunderlig mand. Så da han havde læst bogen færdig, kaldte han på sin søn, Ivan Olsen.»Her,«sagde han til Ivan og pegede på et billede i bogen.»her skal du bare se et mandfolk.«ivan kikkede på billedet.»hvorfor sidder han oppe i et træ?«spurgte Ivan, der aldrig havde set en voksen mand klatre i træer.»fordi han er abernes konge,«sagde hr Olsen og slog sig på brystet, så han kom til at hoste.»jamen,«sagde Ivan.»Han har jo ingenting på. Ikke andet end underbukser. Rigtige konger har tøj på.bahh,«sagde hans far.»rigtige konger er nogen vatnisser. Næhh, ham her, han er stærk og ædel og stor og smuk.han er lidt fed,«sagde Ivan Olsen.»Nej,«råbte hans far og hamrede sin hånd ned i bogen.»han er stærk og sund.«her kan du se Ivan Olsens far hamre hånden ned i bogen og som du ser, ramte han Tarzan lige i skallen. 0 1»Du godeste,«mumlede Ivan Olsens far forskrækket og rejste sig op.»undskyld, hr Tarzan.«Men Tarzan lod til at være ligeglad. Han hang i en gren og kikkede efter nogen krokodiller, som han kunne slå ihjel.»hmm, nå... «sagde hr Olsen og lukkede forsigtigt sin Tarzanbog.»Det var så Tarzan, abernes konge.og fed,«sagde Ivan. Hans far blev rød i hovedet af vrede.

1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1»Nej,«råbte han - men denne gang slog han ikke i bogen.»tarzan er stor og ædel - og du, min søn - skal være lige så stor og ædel som ham.fy, for pokker,«mumlede Ivan.»Hvordan bliver jeg det?jahh,«sagde hans far og så lidt mere venlig ud.»først må du lære at klatre i træer.det tør jeg ikke,«sagde Ivan.»Jeg falder ned og får næseblod.sludder,«sagde hans far.»sådan en stor dreng som dig skulle nok kunne lære at svinge sig fra gren til gren.ja, men jeg har overhovedet ikke lyst til at svinge mig fra gren til gren,«sagde Ivan Olsen.»Jeg har kun lyst til at være i fred.hæ,«sagde hans far og så meget stolt ud.»det er noget, som jeg bestemmer. For du er min dreng, og drenge skal gøre, som deres far siger.hvorfor det?«spurgte Ivan.»Jahh, øhh...«sagde hr Olsen.»Sådan er det bare. Det står vist nok i loven. Drenge skal gøre, som deres far siger, står der.sikke en møglov,«tænkte Ivan, mens hans far trak ham ud i haven og skubbede ham op i et træ. Og der hang Ivan Olsen så i en gren og trak maven sammen af skræk - indtil grenen knækkede og Ivan faldt ned og fik næseblod.»der kan du selv se,«sagde Ivan til sin far, mens han tørrede blod af sin næse.»jeg duer ikke til at være Tarzan og den slags.øv,«råbte hans far og rev sig i håret.»ingen ting kan du. Du er... ja, du er en værre Gummitarzan.Nå,«mumlede Ivan og tørrede lidt mere blod af næsen.»jeg troede ellers, at jeg var en vatnisse.det er du også,«råbte hans far.»men mest af alt en Gummitarzan.Javel,«sagde Ivan og gik sin vej. Men hør nu her: Ude på vejen kom der mange børn forbi, og nogen af dem hørte, hvad Ivans far kaldte Ivan.

»Hæ, Gummitarzan,«råbte de og grinede.»det er et skidegodtnavn. Det skal vi til at kalde ham. Gummitarzan, ha, ha...«og allerede den næste dag stod de store drenge i skolegården og råbte:»hej, Gummitarzan, må vi se dine muskler,«mens de brølede af grin.»hold bøtte,«råbte Ivan. Men det hjalp selvfølgelig ikke det mindste, og Ivan måtte starte dagen med en gang buksevand inde på et af skolens lokummer. Ja, sådan kan det gå. 1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1 0 1 1

1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1 0 1. afsnit Ivan Olsen var ked af at blive kaldt Gummitarzan, for han var jo ikke af gummi. Han var bare en ganske almindelig lille dreng, som fik alt for mange klø og alt for meget buksevand. Men en dag bestemte Ivan Olsen sig til at lære noget. Noget han kunne blive rigtig superdygtig til.»først,«tænkte Ivan.»Først vil jeg lære at spille fodbold lige som de andre drenge. Så derfor gik Ivan Olsen en dag hen til fodboldbanen for at lære at spille fodbold. Fodboldbanen var en stor, grøn mark. Den var fuld af drenge, der løb rundt og rundt efter en bold.»der har vi Gummitarzan,«råbte nogen af drengene.»hvad mon han vil her?æhh...«sagde Ivan.»Jeg kunne godt tænke mig at lære at spille fodbold.«drengene holdt op med at spille fodbold og kom hen til ham.»hva var det, du sagde?«spurgte de. Jeg kunne godt tænke mig at lære at spille fodbold,«sagde Ivan.»Kan du tackle?«spurgte en høj, tynd dreng.»æhh, hva?«sagde Ivan - for han anede ikke, hvad takle var for noget.»kan du score?«spurgte en anden dreng.»æhh,«sagde Ivan Olsen.»Score...Ha,«sagde drengene.»du har vist ikke ret meget forstand på fodbold, hva?næhh,«sagde Ivan Olsen.»Nå, men lad ham bare prøve,«sagde den lange, tynde dreng.»lad os se, hvad ham Gummitarzan duer til.ja,«sagde nogen af de andre drenge.»spark til bolden der, bette mand.«bolden lå i græsset foran drengene.»tag tilløb,«sagde nogen af dem. Ivan Olsen tog et ordentligt tilløb på en syv-otte meter, løb hen mod bolden og sparkede, alt hvad han kunne.men Ivan Olsen ramte slet ikke bolden. I stedet for sparkede han et kæmpestort hul i luften. Han tabte sin ene gummistøvle og faldt ned på ryggen med et bump. Av,«sagde Ivan Olsen.»Du er en værre klovn til fodbold,«sagde drengene og smed gummistøvlen i hovedet på Ivan Olsen.»Det lærer du aldrig, Gummitarzan.Næhh,«sagde Ivan.»Det gør jeg vel ikke.«og så spillede de andre drenge videre, mens Ivan traskede væk. 1

1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 Så bestemte Ivan sig til, at nu ville han lære at cykle. Men Ivan havde ikke nogen cykel, så derfor trak han sin mors høje, sorte damecykel op fra kælderen. Ivan stillede cyklen ved havelågen og kikkede op på den.»mon jeg kan køre på sådan en stor cykel?«tænkte Ivan. Han klatrede op på have lågen og videre op på den høje, sorte cykel.»pyhh, ha,«tænkte han og så ned på jorden.»der er højt ned. Jeg bliver helt svimmel.«sådan sad Ivan Olsen højt til vejrs på den sorte damecykel, da en af de store drenge kom forbi.»hej, bette Gummitarzan,«sagde den store dreng.»hva laver du helt der oppe?cykler,«sagde Ivan.»Ha, ha,«råbte den store dreng.»kalder du det at cykle? Du holder jo stille, mand.æhh, ja,«sagde Ivan.»Det er, fordi jeg ikke kan få den i gang.du er et bette fæhoved,«sagde den store dreng.»du skal selvfølgelig træde på pedalerne, mand.ja...«sagde Ivan.»Det ved jeg da godt.»ja, men så gør det da,«sagde den store dreng.»æhh, ja,«sagde Ivan.»Men der er bare det, at jeg slet ikke kan nå ned til pedalerne. Mine ben er alt for små.«den store dreng tændte langsomt en cigaret, mens han tænkte sig om.»hør,«sagde han så og grinede.»tror du ikke, at jeg skulle hjælpe dig lidt i gang, hva, Gummitarzan?«Og så gav han uden videre den høje, sorte cykel et mægtigt skub. Mange ta... ta... tak,«hikkede Ivan Olsen og susede hen ad gaden, mens han klamrede sig til styret. 1 Han susede af sted - forbi lygtepæle og gadeskilte og biler og hunde - og tæt forbi en gammel dame, der måtte springe for livet. 1

»Bisse,«råbte den gamle dame og truede efter ham med sin paraply.»bølle, skurk, slyngel, morder, læder jakke...~<»javel,«mumlede Ivan og susede videre. 1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 Her råber damen efter Ivan.»Pyhh,«tænkte Ivan.»Det er sørme svært at køre på cykel.«men det blev meget værre. Først kørte cyklen med Ivan gennem byens rosenpark. Byens rosenpark var et meget fint sted. Det kunne man se af de skilte, der stod rundt omkring i parken. Børn ingen adgang! stod der på skiltene. Ivan Olsen kørte lige midt igennem parken og alle roserne.»hør, hov,«råbte en mand, der gik og rev mellem roserne.»hvad i alverden bilder du dig ind?«han begyndte at løbe efter Ivan med sin rive.»grimme dreng,«råbte han og svingede med riven.»vil du se at komme væk.javel,«sagde Ivan og susede ud af parken og ud i en smal og stejl gade, der førte ned mod byens havn. Fra toppen af den stejle gade kunne Ivan se, at gaden endte i en lang badebro, og han kunne se, at der stod to lystfiskere på broen med deres lange fiskestænger. De to lystfiskere stod ganske stille og fredeligt og røg på deres piber og snakkede om vejret, da Ivan kom susende lige ned mod dem.»pas på,«skreg Ivan.»Her kommer jeg.«lystfiskerne blev meget forskrækkede, da de så Ivan komme susende. 1

»Du godeste,«råbte de.»han kører os over. Hjælp.«Gg så smed de deres fiskestænger og piber og hatte og hoppede på hovedet i vandet. 1 1 1 1 1 1 1 Ivan Olsen kom slingrende ud på badebroen.»ak,«sukkede han.»nu drukner jeg vist. «Og så røg han i vandet sammen med den høje, sorte cykel.»plask...«sagde det.»glob, glob,«sagde Ivan Olsen.»Blobbb...«Men Ivan druknede ikke.den ene af lystfiskerne fiskede ham op med sin fiskestang, og der hang Ivan så i krogen og dryppede af vand.»dryp... dryp... dryp...hør,«sagde lystfiskeren og holdt Ivan hen foran et skilt, der var sat op ved bade broen.»kan du ikke læse, knægt?næhh,«sagde Ivan»Nå,«sagde lystfiskeren.»men så skal jeg læse det for dig. Der står cykler på broen forbudt.nå, sådan,«sagde Ivan. 1 0 1 Ja, sagde den anden lystfisker og kravlede op på broen.»børn nu om stunder lærer ikke at læse. De bestiller ikke andet end at lege i skolerne.«den første lystfisker satte Ivan ned på broen.»du duer ikke til at cykle,«sagde han.»tror du ikke, du skulle lave noget mere fornuftigt?«1

Jo, sagde Ivan.»Det kan godt være. Da Ivan den dag kom hjem med dryppende vådt tøj og en dryppende våd cykel, sukkede hans mor.»det er snart for galt med alt det vandpjaskeri,«mumlede hun.»kan du da ikke finde på andet?«hr Olsen sukkede også. Et kæmpesuk, der kunne høres helt over på den anden side af gaden.»buksevand helt op i håret,«mumlede han.»det går snart for vidt, det her.ja,«sagde Ivan.»Det gør det vel.«1

. afsnit De næste par dage prøvede Ivan Olsen at lære andre ting. Sommetider, når han kom forbi de store drenge, så han, hvordan de stod og spyttede langspyt hen ad fortovet. De stod med hænderne i lommerne og så meget overlegne ud. Nogen af de store drenge kunne sende en spytklat helt over på den anden side af gaden. Nogen af dem kunne også ramme en lygtepæl - på meters afstand. Det så flot ud. Her spytter de store drenge langspyt. 1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1»Det må jeg kunne lære,«tænkte Ivan. Og så prøvede han at spytte langspyt på fortovet. Men det gik heller ikke så godt. Ivan Olsens spytklatter var bare nogen små, hvide nogen, der boblede og løb ned ad hans bluse.»hør,«råbte hans far og stak sit hoved ud af vinduet.»står du nu ikke der og griser dit tøj til, knægt?johh, det gør jeg vel,«sagde Ivan - og gik sin vej. Ned til åen. For der kom hans far nemlig aldrig. Nede ved åen sang fuglene i træerne. På en gren lige oven over Ivan Olsen sad der en stær og fløjtede. Ork,«tænkte Ivan og satte sig i græsset.»jeg tror, jeg vil lære at fløjte.«og sådan sad han og øvede sig i at fløjte, da der kom en gammel kone haltende forbi. Den gamle kone så meget mærkelig ud. 1

1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1 0 1 0 1 Hun havde en krage siddende i håret, og hun havde kun en tand i munden.»go'dav,«sagde den gamle kone.»go'dav,«sagde Ivan.»Er du ikke bange for mig?«spurgte den gamle kone.»nøhh,«sagde Ivan.»Jeg er bange for buksevand og næseblod og al den slags. Men jeg er ikke bange for dig.«det var da mærkeligt,«sagde den gamle kone.»jeg er ellers en heks, forstår du. En rigtig vaskeægte heks.ork,«sagde Ivan og så på den gamle kone med kragen i håret.»sådan en vaskeægte heks har jeg aldrig mødt før. Min far siger ellers, at der slet ikke findes rigtige hekse.nå,«sagde den gamle kone og klemte det ene øje i.»nå, siger din far virkelig sådan?ja,«sagde Ivan.»Han siger, at alt det der med hekse og den slags er det rene sludder.«den gamle kone lo, så Ivan kunne se hendes tand.»din far er vist en værre gammel vatnisse,«sagde hun.»men han skal nok få noget andet at se.han er også gal på mig, fordi jeg ikke er ret god til at lære bogstaver og klatre i træer og spille fodbold,«sagde Ivan. Den gamle kone nikkede.»netop,«sagde hun.»sådan er alle den slags gamle vatnisser. Men nu skal du høre. Du må få et ønske opfyldt.et ønske...«sagde Ivan.»Hvordan et ønske?jabh,«sagde den gamle kone.»når man møder en heks, får man altid lov til at få et ønske opfyldt. Du må ønske dig, lige hvad du vil.ork, mand,«sagde Ivan Olsen.»Jeg er vel nok heldig i dag. Så vil jeg ønske mig et...hov, stop,«sagde den gamle kone.»når man må få et ønske opfyldt, så skal det være et ordentligt ønske. Ikke bare en ny cykel eller et nyt klaver eller et vandtæt ur. Den slags kan man 1

1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 jo selv spare sammen til. Gå hjem og tænk dig rigtig godt om til i morgen. Så mødes vi to her.javel,«sagde Ivan. Og så gik han hjem og tænkte sig om. Hele den nat lå Ivan vågen og tænkte på, hvad han skulle ønske sig af heksen den næste dag. Her tænker Ivan sig om "Jeg kunne ønske mig 0 kroner,«tænkte han.»eller 1.000 kroner - eller måske millioner. Jeg kunne også ønske mig, at jeg var superskrap til at spille fodbold. Eller til at spytte. Men det er nu vist alligevel nogen kedelige ønsker.«han lå i mørket - gjorde Ivan Olsen - og tænkte sig om, så det knagede i hans seng.»jeg kunne jo også ønske mig, at jeg var lige så stærk som Tarzan,«tænkte han.»så kunne jeg give de store drenge nogen ordentlige nogen på sylten. - Mon Tarzan kan spytte fra den ene side af gaden til den anden? - Nej, mon? - Det kan han sikkert ikke. - De spytter vist ikke ret meget ude i urskoven. Det ville nu ellers glæde min far, hvis jeg blev lige så stærk som Tarzan. 0 1 Men hvorfor skulle jeg glæde min far? Han glæder jo aldrig mig.«ivan Olsen sukkede og vendte sig i sin seng.»jeg kunne jo også ønske mig, at jeg var en ganske almindelig dreng, som næsten aldrig fik tæsk og buksevand,«tænkte Ivan.»Eller at de alle sammen holdt op med at kalde mig 0

1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1 0 1 0 1 Gummi. Tarzan. - Men man kan jo kun ønske sig en ting ad gangen!" Den nat lærte Ivan Olsen, hvor svært det er at ønske sig noget. Han tænkte, og han tænkte - og først da det begyndte at blive lyst og solsorten på naboens tag begyndte at synge - vidste han lige pludselig, hvad han skulle ønske sig af den gamle kone. Han sprang ud af sin seng, tog sit tøj på og løb ned til åen. Jeg har det,«skreg han, mens han benede af sted.»jeg har det. Jeg ved, hvad jeg skal ønske mig!«den gamle kone var ikke at se nogen steder, så Ivan gav sig til at lede efter hende. Til sidst fandt han hende. Hun stod uden for en gammel campingvogn og så meget, meget søvnig ud.»du godeste,«sagde hun og gned sine øjne.»du er sandelig tidligt på færde, hva'?jep,«råbte Ivan.»For nu ved jeg, hvad jeg vil ønske mig.hvad vil du så ønske dig?" sagde den gamle kone og gabte.»jeg vil ønske mig, at alle mine ønsker kan gå i opfyldelse,«råbte Ivan Olsen. Den gamle kone holdt op med at gabe og så helt forskrækket ud.»hva'?«sagde hun.»sig det lige en gang mere, hva'.hæhh,«sagde Ivan og så meget stolt ud.»jeg vil ønske mig, at alle mine ønsker går i opfyldelse.du godeste,«mumlede den gamle kone.»alle dine ønsker, siger du...nemlig,«sagde Ivan Olsen.»Samtlige alle sammen.okke, nokke, nej da,«sagde den gamle kone og satte sig på trappen foran campingvognen.»det er ligegodt det største ønske, jeg har hørt i min heksetid.hjahh,«sagde Ivan Olsen og så endnu mere stolt ud.»jeg har også tænkt over det hele natten.«den gamle kone kløede sig i håret.»sådan et kæmpeønske kan jeg kun lave for en dag ad gangen,«sagde hun.»lige et øjeblik. Jeg må først slå efter i min hekseopslagsbog.«1

1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1 0 1 0 1 Hun hentede en laset bog frem fra sin campingvogn og gav sig til at bladre.»kæmpeønsker...«mumlede hun.»kæmpe... kæmpe... ja, her er det. Kæmpeønsker... side 1.Fint ønske, hva'?«sagde Ivan.»Meget, meget fint ønske, hva'.«den gamle kone nikkede, mens hun satte en lille sort gryde over et ildsted og tændte op under den.»vældig fint,«sagde hun. Da gryden begyndte at boble, hentede hun ting frem, som hun hældte ned i den med en ske. Det osede fælt, og kragen i hendes hår fik hoste.»hvad putter du i gryden?«spurgte Ivan og satte sig på hug ved siden af hende.»åhh,«sagde den gamle kone.»sådan lidt af hvert. Der er snogefedt - det bruger vi hekse altid - og så er der ildtorn og frøæg og musetis og juleøl. Det er alt sådan noget, som gamle hekse går og samler sammen med tiden.nå, sådan,«sagde Ivan.»Hvordan smager det?rædsomt,«sagde den gamle kone og lo.»rædsomt. Jeg spiser også kun den slags, når jeg har gæster. Til hver dag holder jeg mig til øllebrød og stegte sild og somme tider et enkelt glas brændevin. Men lad os nu smage på suppen.«hun stak en stor skefuld grumset, gul suppe hen under næsen på Ivan Olsen.»Phøjj... sprut... ørk,«sagde Ivan og slugte det.»pøj, for pokker, hvor det smager grimt.jahh,«sagde den gamle kone.»det er stærke sager. Men nu kan du også ønske dig, lige hvad du har lyst til. Men husk, hvad jeg sagde: kun i dag!«"ja,«sagde Ivan Olsen.»Kun i dag!«

1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1 0 1. afsnit Og så var Ivan Olsen en dreng, som kunne ønske sig lige, hvad han ville. Den dag - i hvert fald. Det første, han gjorde, var at ønske sig, at han var verdensmester i langspyt. Han stak hænderne i lommerne - sådan som han havde set de store drenge gøre det, når de spyttede om kap - og sendte så en spytklat over på den anden side af gaden.»øij, mand,«råbte han.»jeg kan! Jeg kan spytte!!«han sendte en klat mere derover - sådan bare for at være helt sikker.»fint,«sagde han til sig selv.»fint, gamle Ivan. Bare der nu kommer nogen forbi.«og det gjorde der. To store, bumsede drenge, som tit havde givet Ivan Olsen buksevand.»øj,«råbte de.»der har vi jo selveste Gummitarzan. Hva' går sådan en supermand og laver?spytter,«sagde Ivan Olsen.»Spytter langspyt.«de to store drenge omfavnede hinanden og begyndte at grine.»hørte jeg rigtigt?«skreg den ene af dem og var nær ved at få hoste af grin.»var det langspyt, du sagde, Gummitarzan?Nemlig,«sagde Ivan.»Lad os se det,«sagde de to store drenge.»gi os en lille prøve, Gummitarzan.«"Jep,«sagde Ivan.»Ka' I se den lygtepæl derovre?har, har,«råbte de to store drenge.»tror du, vi trænger til briller?«det svarede Ivan slet ikke på. I stedet for stak han hænderne i lommerne, bøjede hovedet tilbage og sendte en fin, rund spytklat over på lygtepælen.

1 1 1 1 1 1»Høhh...«sagde de to store drenge og glemte helt at grine.»hø, han ramte sgu'.nemlig,«sagde Ivan.»Var der mere, I ville se?æhh, jahh,«sagde drengene.»prøv lige igen. Måske så vi forkert første gang.«ivan lænede sig tilbage og sendte en ny spytklat over på lygtepælen og denne gang gjorde han det med lukkede øjne. De to store drenge stod med åbne munde og stirrede på ham.»hold da helt ferie,«mumlede den ene af dem.»han er sgu' ikke rigtig klog i dag, ham Gummitarzan.«Og så gik de deres vej. Men Ivan Olsen lagde mærke til, at de var lidt flove i hovederne. 1 1 0 1 0 1 På vej hen til skolen kom Ivan Olsen forbi et bibliotek. Sådan et sted havde Ivan aldrig været før, for han havde jo aldrig kunnet læse.»her går jeg lige ind og låner en bog,«tænkte han.»den vil jeg læse højt for læreren.«ivan Olsen gik ind på biblioteket.»dav,«sagde han til damen, som stod derinde.»jeg vil gerne låne den største og tykkeste bog, De har.«her er biblioteksdamen:»ja, så gerne,«sagde damen.»men den bog er så stor og tyk og tung, at ingen kan løfte den.«

1 1 1 1 1 1 1 1 0 1»Det kan jeg sagtens,«sagde Ivan.»Jahh, mon?«sagde damen og smilede til ham. Men hun viste ham alligevel, hvor bogen lå. Og hold da op, hvor den var stor. Der var mere end.000 sider i den - og den var på størrelse med et køleskab.»den låner jeg lige,«sagde Ivan. Og så tog han den kæmpestore bog under armen og bar den ud af biblioteket og læssede den på en trillebør, der stod helt alene på fortovet og kedede sig. Han trillede bogen hen til skolen - og lige ind midt i klasseværelset. Her kommer Ivan Olsen med bogen: 0 1»Go' morn,«sagde han til læreren.»nu skal jeg læse en bog højt for dig.«læreren havde nær tabt sine briller. "Æhh, hva'?«sagde han. "Jeg ville gerne læse den her bog højt for jer alle sammen,«sagde Ivan.»Jamen,«sagde læreren.»du kan jo slet ikke læse, Ivan Olsen.I dag kan jeg,«sagde Ivan. Og så læste han den kæmpetykke bog højt for læreren og alle børnene i klassen.

Læreren tabte sine briller ned på bordet, da han hørte Ivan Olsen læse hele den kæmpestore bog. Her læser Ivan højt 1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1 0 1 Men...«sagde Ivan.»Nu skal jeg læse den en gang til.«og så læste Ivan Olsen den kæmpetykke bog en gang mere - men denne gang læste han den bagfra.»glyp,«sagde læreren. Og så besvimede han. For han havde aldrig før hørt en dreng læse så stor og tyk en bog. Men der skete mere. Som for eksempel da Ivan Olsen kom ned i skolegården. Den dag stod de store drenge som sædvanlig og ventede på at give ham buksevand.»hej, Gummitarzan,«råbte de, da de så ham.»må vi lige se dine muskler?det kan I da godt få lov til,«sagde Ivan. De store drenge slog sig på lårene og hikkede af grin.»hørte I det?«råbte nogen af dem.»gummitarzan vil vise fugleklatterne frem i dag.han har da vist fået gak i låget,«råbte nogen andre.»gak, gak,«hylede de store drenge i kor.»nå, Gummitarzan,«sagde den største af drengene.»frem med fugleklatterne, bette stump.ja, for ellers får du buksevand,«skreg nogen.»det får han alligevel,«sagde den største.»op med ærmerne, Gummitarzan.«Ivan Olsen var helt alene med de store drenge, som alle sammen stod og hylede og grinede og hoppede rundt omkring ham.

1 1 1 1 1 1 1 1 0 1»Er I nu helt sikre på, at I godt tør se mine muskler?«sagde Ivan Olsen. De store drenge stønnede af grin.»det tror vi næsten godt, at vi tør,«råbte de.»frem med dem, Gummitarzan.«Ivan Olsen trak langsomt det ene ærme op.»er I klar?«sagde han. De store drenge hev efter vejret og tørrede tårerne væk fra deres bumsede kinder.»yes,«brølede de.»vi er klar. Kom nu bare.«så spændte Ivan Olsen musklerne i den ene arm. Blub, sagde det - og en muskel på størrelse med en ballon røg ud af armen. Her ser du hvordan: 0 1 Der blev pludselig meget, meget stille i skolegården.»du godeste,«hviskede en af de store drenge.»tænk, hvis han bruger den kæmpemuskel...det gør jeg,«sagde Ivan Olsen.»Jeg bruger den nu!«

1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1 0 1 0 1 0 Og så gav han 1 af de værste bøller buksevand, og resten af de store drenge låste han inde på skolens lokummer. Sammen med gymnastiklæreren.»jeg vil ikke,«råbte gymnastiklæreren.»jeg tør ikke...arhh,«sagde Ivan Olsen.»Sådan en stor dreng som dig er da ikke bange for noget, hva'?«og så smækkede Ivan døren i med et brag, lige for næsen af gymnastiklæreren. Goingg, sagde det.

1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1 0. afsnit Da Ivan Olsen kom hjem fra skole den dag, sad hans far hr. Olsen - som sædvanlig og læste i sin Tarzanbog.»Hva'... hvordan er det, du ser ud?«sagde hr Olsen og stirrede på sin lille søn.»har du slet ikke fået buksevand i dag?næhh,«sagde Ivan.»Hør,«sagde hans far og rejste sig fra sin stol.»du har vel ikke pjækket fra skolen?næhh,«sagde Ivan.»Hmm,«brummede hans far.»har du så lært noget i dag?næhh,«sagde Ivan.»Ikke noget særligt.hvad betyder ikke noget særligt?«råbte hr Olsen.»Århh,«sagde Ivan.»Ikke noget særligt.ja, men,«råbte hans far,»har du da slet ikke lavet noget i dag?ork, jo,«sagde Ivan.»Jeg har læst en bog, der var lige så stor som et køleskab.som et hva'?«sagde hans far.»som et køleskab,«sagde Ivan Olsen.»Og så har jeg givet nogen af de store drenge buksevand og låst gymnastiklæreren inde på et lokum.du almægtige!«råbte hans far og bankede sig på panden.»er du nu også begyndt at lyve for din egen far Næhh," sagde Ivan.»Det er skam rigtigt nok alt sammen, din gamle vatnisse.føj... da," skreg hans far og blev helt blå i hovedet af vrede.»sådan må børn slet ikke tale til de voksne.«hr Olsen havde åbenbart helt glemt, hvordan han selv plejede at tale til sin lille søn.»og sådan må forældre slet ikke tale til deres børn,«sagde Ivan Olsen og hamrede hånden ned i bordet - sådan som hans far plejede at gøre. Han slog så hårdt - gjorde Ivan Olsen - at Tarzan faldt ned fra et træ og blev ædt af en krokodille. I bogen altså. 1

1 1 1 1 1 1 1 Hr Olsen tørrede sig over panden.»se nu,«skreg han.»se nu, hvad du har gjort, din uduelige knægt. Du har slået Tarzan ihjel!!ja, skidt med Tarzan,«sagde Ivan Olsen.»Men nu skal du ud og svinge dig fra gren til gren, din gamle vatnisse.nej, ikke tale om,«råbte hr Olsen.»Ikke tale om. Det er dog det værste, jeg har hørt. Og for resten, så behøver voksne slet ikke at gøre, som børn siger, ha, ha!jo, det kan du lige tro, de gør,«sagde Ivan.»I dag gør de i hvert fald.«og så tog Ivan sin far - hr Olsen - under armen og bar ham ud til et pæretræ, hvor han skubbede ham op på en gren. 1 0 1 0 1 Så,«sagde Ivan.»Lad os nu se dig hoppe rundt fra gren til gren.jeg... æhh, jeg tør ikke,«råbte hr Olsen og var lige ved at tude.»arhh,«sagde Ivan.»Ved du nu hvad? Sådan en stor dreng som dig er da ikke bange for noget, hva'?øhh, nøhh, næhh,«råbte hr Olsen og klamrede sig til grenen, der var begyndt at knage.»men man kan få næseblod, hvis man falder ned...det kan man,«sagde Ivan.»Det ved jeg godt, for jeg har selv prøvet det mange gange.«0

1 1 1 1 1 1»Nå, ja... hvad så?«råbte hr Olsen.»Det er da noget helt andet med børn. Det er kun børn, der falder ned og får næseblod.«i det samme knækkede den gren, som hr Olsen havde klamret sig til, og han dumpede ned fra træet med et mægtigt hyl.»nogen voksne får skam også somme tider næseblod,«sagde Ivan Olsen og hjalp sin far op at stå.»ikke også... du gamle?host, hork,«sagde hans far og tørrede blodet af sin næse.»det er det rædsomste, jeg nogensinde har været ude for. «Og så gav hr Olsen sig til at tude rigtigt. Stakkels hr Olsen. Arme mand! Han var blevet så dårlig af at få næseblod, at han måtte gå i seng med en ispose på hovedet. 1 1 0 1 0 1 0 Ivan Olsens mor - fru Olsen - rystede på hovedet.»næhh...«mumlede hun.»det bli'r da også værre og værre.«og det kunne hun jo nok have ret i. 1

1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1 0 1 0 1. afsnit Imens hr Olsen lå i sin seng og jamrede med isposen på hovedet, tog Ivan sig en cykeltur. Han hentede den høje, sorte damecykel frem fra kælderen og sprang op på den. "Pas på,«skreg han og lænede sig frem over styret.»her kommer der en cykelrytter!sludder og vrøvl med dig,«sagde en stor dreng, som kom forbi på sin knallert - og som godt kunne tænke sig at lave lidt grin med Ivan Olsen.»Du ka' jo slet ikke cykle, Gummitarzan. Løb du hellere hjem til din mor og få en ren ble på, bette barnemås.«ivan Olsen bremsede lige ud for den store dreng.»hvis jeg havde lidt bedre tid,«sagde han til drengen,»så ville jeg gi' dig en omgang buksevand, din store lømmel. Men skulle vi to ikke køre om kap i stedet for?høhh,«sagde den store dreng med knallerten.»hø, hø, du har det vist ikke for godt i dag, hva' Gummitarzan?«"Jo, det kan du lige bide dig i næsen på,«sagde Ivan.»Jeg har det meget, meget fint lige netop i dag. Og nu skal vi to køre om kap.høhh,«sagde den store dreng og tændte en cigaret.»du tror da vel ikke, at jeg gider køre om kap med pattebørn.ha,«sagde Ivan Olsen og klatrede op på cyklen.»du tør nok slet ikke, din store, grimme ost.«den store dreng blev helt rød i hovedet.»nå, så det gør jeg ikke,«hvæsede han og smed sin cigaret.»jeg skal lære dig...ja, prøv du det, din store fåreost,«råbte Ivan og drønede ned ad gaden. Da han nåede til det store supermarked Panva Kanva", susede han om et hjørne, så dækkene på cyklen blev helt rødglødende. Den store dreng gav sin knallert gas og satte efter Ivan. Men da han kom til supermarkedet PanvaKanva", glemte han helt at dreje om hjørnet.

1 1 1 I stedet for kørte han lige ind gennem døren til supermarkedet. Med knallert og det hele.»hvad var dog det?«sagde kassedamen.»jahh...«sagde en dame, der var ved at betale for en pakke gær.»jahh... det lignede en knallert.det kan da ikke passe,«sagde kassedamen.»vi sælger slet ikke knallerter her i Panva Kanva".Det lignede nu alligevel en knallert,«sagde damen med gæren. 1 1 1 1 1 0 1 0 1 I det samme lød der et vældigt brag inde midt i Panva Kanva". Det var braget af 00 dåser kattemad, der væltede og trillede ud over gulvet. Kassedamen og damen med gæren skyndte sig derhen. Knallerten lå mellem de mange dåser på gulvet, og den store dreng var landet oppe i en dybfryser, der var helt fuld af stive, døde kyllinger.»de havde ganske ret, frue,«sagde kassedamen til damen med gæren.»det var en knallert.ja,«sagde damen med gæren.»og så oven i købet med en stor dreng på. De unge mennesker bliver da også vildere og vildere nu om stunder.de har ganske ret, frue,«sagde kasse damen.»vildere og vildere. Det er tv's skyld.«

1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1 0 1 0 1»Av,«sagde den store dreng.»av for pokker.«ivan Olsen var kørt ned mod havnen. Allerede på lang afstand kunne han se badebroen, og han kunne se, at der stod fire lystfiskere på den. Han fik lyst til at køre ned og hilse på dem og fortælle dem, at han havde fået lært at cykle. Imens stod lystfiskerne ganske stille og fredeligt og røg på deres piber og kikkede ned i vandet, da en af dem pludselig fik øje på Ivan Olsen, der var på vej ned til dem.»åhh, nej...«råbte lystfiskeren og smed sin fiskestang fra sig.»der er han igen, ham den tossede knægt. Spring for livet!«og så smed alle lystfiskerne deres fiskestænger og piber og hatte og briller og hoppede på hovedet i vandet. Ivan bremsede ved broen.»hej med jer,«råbte han og vinkede til de fire, våde mænd, der lå og svømmede rundt om broen.»jeg har fået lært at bremse nu.«de fire lystfiskere så på hinanden.»høhh,«sagde de surt og spyttede vand ud af munden.»hø, hø. Meget morsomt.nu skal jeg fiske jer op,«sagde Ivan Olsen.»Høhh,«sagde lystfiskerne.»meget, meget morsomt!ja,«sagde Ivan.»Jeg har altid ønsket mig at få lov til at fiske.«og på den måde gik det til, at Ivan Olsen den dag fik fire store torsk på krogen.

1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1 0 1 0 1. afsnit Sidst på dagen kom Ivan Olsen forbi fodboldbanen, og han kunne høre, hvordan folk råbte og skreg derinde.»sådan en fodboldkamp kunne jeg godt tænke mig at se,«sagde han til sig selv og stillede cyklen fra sig ved indgangen til fodboldbanen. Der var helt fuldt af tilskuere rundt om fodboldbanen, for det var to meget berømte fodboldhold, der løb rundt og sloges om bolden den dag. Tilskuerne stod med flag og tudehorn og ølflasker og ispinde og råbte i munden på hinanden. Ved siden af Ivan stod der en gammel mand og hoppede op og ned. Pas på ryggen,«skreg den gamle mand.»pas på ryggen!«det var fodboldspillerne, han råbte sådan til.»har de ondt i ryggen?«spurgte Ivan.»Hva'?«sagde den gamle mand.»hvem?dem der inde,«sagde Ivan og pegede på fodboldspillerne.»har de ondt i ryggen?det håber jeg sandelig ikke,«sagde den gamle mand.»hvorfor råber du så, at de skal passe på ryggen?«spurgte Ivan.»Ahh,«sagde den gamle mand.»det er sådan noget, man råber, når man er til fodboldkamp.nå, sådan,«sagde Ivan. Og så gav Ivan Olsen sig også til at råbe til fodboldspillerne, at de skulle passe godt på ryggen. Men lidt efter blev der en skrækkelig larm inde på banen. Fodboldkampen gik helt i stå, for midt på banen lå der en fodboldspiller og vred sig i græsset. Han havde fået en flue i øjet, og derfor kunne han ikke spille længere.

Her ligger han: 1 1 1 1 1 1 1 1 0 1»Han skulle ha' passet bedre på ryggen,«mumlede den gamle mand. Men ingen hørte, hvad han sagde, for alle folk begyndte at vride deres hænder og råbe i munden på hinanden.»hva' skal vi nu gøre?«råbte de.»vi må have en ny spiller på banen, ellers taber vores hold. Det ville være forfærdeligt.»jeg vil da godt være med,«sagde Ivan Olsen og traskede ind på fodboldbanen i sine gummistøvler. Der blev først stille mellem tilskuerne. Men så begyndte de at råbe:»øv, øv, og tusind gange øv. Det er jo Gummitarzan. Ud med ham.«og den spiller, som havde fået en flue i øjet, rejste sig op og stirrede på Ivan med et øje.

1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1 0 1 0 1 "Du almægtige,«mumlede han og tørrede sig over panden.»sådan et lille skvat kan vi da ikke bruge.«men dommeren havde allerede fløjtet i sin fløjte, og fodboldspillerne styrtede igen af sted efter bolden. De havde vældig travlt alle sammen. Manden med fluen i øjet blev væltet om kuld og fik græs i det andet øje.»grump...«sagde han til sig selv.»det bli'r farligere og farligere at spille fodbold.«imens varmede Ivan Olsen op til kampen, sådan som han havde set rigtige fodboldspillere gøre det. Han hoppede lidt op og ned, pudsede sin næse og trak op i sine gummistøvler. Så løb han i fuld galop efter bolden. Det var ikke spor svært for Ivan at snuppe bolden fra de andre fodboldspillere. Han smuttede bare ind og ud mellem benene på dem, og til sidst gav han bolden et smældende spark og sendte den lige i maven på målmanden.»ummmmp,«sagde målmanden og røg ind i nettet. Og der blev han hængende. Mål,«skreg dommeren.»kampen er afgjort. Det ene hold har vundet. Og nu går jeg hjem og spiser aftensmad.«folk hylede og piftede og truttede og råbte hurra for Ivan Olsen. De glemte helt at kalde ham Gummitarzan. Sådan kan det gå. Den nat sov Ivan som en sten, mens han drømte om den mærkeligste dag i sit liv.

1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1. - sidste og lille - alsnit Den næste morgen løb Ivan Olsen ned til åen - lige så snart det var blevet lyst. Men den gamle kone og hendes campingvogn var borte. Der var kun en lille sort plet i græsset, der hvor ildstedet havde været.»nå,«tænkte Ivan Olsen og sukkede dybt.»så kan jeg vist ikke ønske mig noget godt i dag.«og det fik Ivan Olsen så sandelig ret i. For hør nu bare: Klokken ni faldt han ned fra bukken og fik næseblod. Klokken ti blev han låst inde på et af skolens lokummer. Klokken elleve fik han en ordentlig gang buksevand af alle de store drenge. Og da han kom hjem fra skole, havde hans far - hr Olsen - købt sig en ny Tarzanbog. Tarzan vender tilbage, hed den.»her,«sagde hans far og prikkede i bogen med pegefingeren.»her skai du bare se.ja,«sagde Ivan Olsen og sukkede.»det skal jeg vel.