GEJRFUGLEN Østjysk Biologisk Forening 36. ÅRGANG. NR. 2 JULI 2000 ISSN 0900-4114
Østjysk Biologisk Forening er en forening for aktive naturinteresserede med det formål at udbrede kendskab til naturen samt at skabe kontakt mellem disse naturinteresserede. Dette sker ved at arrangere foredragsaftener og ved tilrettelæggelse af ekskursioner og lokalitetsundersøgelser samt ved udgivelse af tidsskriftet GEJRFUGLEN. Oplysninger om foreningen kan fås ved henvendelse til: Østjysk Biologisk Forening Postbo 169, 8100 Århus C Indmeldelse i ØBF sker ved at indbetale kr. 100.- (eller kr. 125.- for familiekontingent) på foreningens giro nr. 7 14 83 13. Medlemmer modtager automatisk GEJRFUGLEN, der normalt udkommer 4 gange om året. Ældre årgange (før 1991) sælges for kr. 50.- Løssalg efter aftale. Ved køb af flere numre opnås prisreduktion. Enkelte årgange og enkelte numre er udsolgte. Gejrfuglen: Materiale til bladet (artikler, mindre meddelelser, opfordringer til indsamlinger, tegninger, fotos m. v.) sendes til foreningen på ovenstående adresse eller til redaktøren. Manuskripter bedes skrevet på maskine eller computer. Indsendte disketter vil blive tilbagesendt efter brug hvis det ønskes. Illustrationsmateriale kan leveres som tegninger, papirbilleder eller dias. Tabeller og grafer foretrækkes leveret på diskette. Kontakt evt. Chr. Lange for at høre nærmere detaljer om formater og lignende. Annoncepriser: 1/2 side: kr. 60.- 1/1 side: kr. 120.- Kontakt bestyrelsen vedr. annoncer. Opsætning og layout: Christian Lange (ansv. redaktør) Per G. Henriksen ISSN 0900-4114 Pris for dette nummer: kr. 35.00 Indhold Stenklipperne - en ø-floraliste med noter. 1 Dyr i Århus Amt 1999................. 5 Mus på programmet.................. 11 Efterårstræk over Århus - det kan faktisk godt lade sig gøre!................... 20 Turreferater......................... 22 Naturglimt.......................... 25 Program 2000:2...................... 30 Tegninger og grafik: Chr. Lange: 26 Jens Chr. Schou: 1, 5, 13 Brian Zobbe: 4, 21, 27, 29 Fotografier: Fotograf er angivet i billedteksterne. Forside: Storkonval. Foto: Kaj Halberg, Grafik: Chr. Lange Vi beklager den sene udsendelse af dette nummer af Gejrfuglen. Planen var at det skulle være et temanummer om Odderen i Århus Amt, men forskellige problemer gjorde at vi i sidste øjeblik måtte udskyde dette manuskript til et senere nummer. Vi håber dog alligevel at dette nummer bidrager med interessant læsestof til de lange sommeraftener. Bestyrelsen ØBF på nettet : http://home1.inet.tele.dk/biobent/obfdk.htm E-mail: gejrfuglen@e-bo.dk
Stenklipperne en ø-floraliste med noter Erik Wessberg Stenklipperne ligger i Limfjorden ved den sydvestlige del af Mors - ca. 200 m fra Agerø s nordvest-hjørne. Øerne, der har et samlet areal på ca. 6,5 ha, består af to større samt flere ganske små øer (jf. dog nedenfor), Stenklipperne ligger i Viborg Amt, Sydthy Kommune, At der også her - som det bl.a. er tilfældet ved Lundø ved Skive (Wessberg 1987) - foregår materialevandring og - aflejring, ses af den kendsgerning, at Stenklipperne i dag nærmest må betragtes som én sammenhængende hesteskoformet barreø med en få meter bred rende mellem de to dele, Ved sammenligning med Geodætisk Instituts målebordsblad fra 1881-82 (revideret 1917) bemærkes, at Stenklipperne da bestod af tre øer adskilt af en hhv. 100 m og 50 m bred rende, På samme kort kan man også se, at Holmene mellem Agerø og Stenklipperne, der nu er en del af de store strandenge ved nordvest-hjørnet af Agerø, var adskilt fra Agerø af en 50-100 m bred, lavvandet rende. muligt at vade dertil. Som navnet siger, består langt det meste af øerne af sten som dog flere steder i tidens løb er blevet dækket af sand, især på de højereliggende partier. Andre områder, specielt på Nordøen, er over større strækninger dækket af store mængder tomme blåmuslingeskaller. Floraen på Nordøen Øen har mod nord en bred, stenet strandvold på ca. 0,5 meters højde, Kun alleryderst findes egentlige saltbundsplanter som Strandgåsefod (Suaeda maritima), Strand-Vejbred Flakområdet mellem Agerø og Stenklipperne har overalt ringe vanddybde, så det oftest er Strand-Vejbred (Plantago maritima) mangler sjældent på vore saltvandspåvirkede øer. Grundet mangel på typisk udviklet strandeng er der kun fundet lidt af den på nordøen. 1
(Plantago maritima), Strand-Trehage (Triglochin maritimum) og Strand-Asters (Aster tripolium) samt de to Hindeknæ-arter, Kødetog Vingefrøet Hindeknæ (Spergularia marina & S. media). Men ingen steder optræder disse plantearter i større mængder. Derimod findes der på de dele af øen, der ligger i så højt et niveau, at de næppe nogensinde overskylles, et stort antal pionérplanter som bl.a. Kruset Skræppe (Rume crispus). Hvidmelet Gåsefod (Chenopodium album) og Alm. Brandbæger (Senecio vulgaris) foruden Alm, Røllike (Achillea millefolium) og Gåse- Potentil (Potentilla anserina). Der vokser derimod næsten ingen græsser her, blot lidt spredt Rød Svingel (Festuca rubra). Nogle få steder danner Strandarve (Honckenya peploides) tætte bevoksninger. Den sydvestlige del af Nordøen har en stor bestand af Kruset Skræppe, Alm, Røllike, Hyrdetaske (Capsella bursa-pastoris), ligesom Mælkebøtte (Taraacum) er almindelig, Hertil kommer en del arter, som kun er fundet i et enkelt eksemplar som f.eks. Gul Okseøje (Chrysanthemum segetum) og Alm. Stedmoderblomst (Viola tricolor ssp. tricolor). Helt i sydvest er der en ca. 20 m lang og 10 m bred, stenet og vegetationsløs strand. Floraen på Sydøen Sydøen, som er en del større end Nordøen, er på grund af lavere niveau ikke nær så vegetationsdækket, og artsantallet er betydeligt mindre, Medens vegetationen på Nordøen flere steder bærer præg af de mange fugles tilstedeværelse - i form af guanoafsvedne og Nordøen Sydøen Achillea millefolium (Alm. Røllike) Artemisia vulgaris (Gråbynke) Aster tripolium (Strand-Asters) Atriple latifolia (Spydbladet Mælde) littoralis (Strand-Mælde) Brassica napus (Raps) Capsella bursa-pastoris (Hyrdetaske) Chamomilla recutita (Vellugtende Kamille) suaveolens (Skive-Kamille) Chenopodium album (Hvidmelet Gåsefod) glaucum (Blågrøn Gåsefod) Chrysanthemum segetum (Gul Okseøje) Cirsium vulgare (Horse-Tidsel) Cochlearia officinalis (Læge-Kokleare) Elytrigia repens (Alm, Kvik) Festuca rubra (Rød Svingel) Glau maritima (Sandkryb) Honckenya peploides (Strandarve) Hordeum vulgare (Alm. Byg) Juncus gerardi (Harril) Lotus corniculatus (Alm. Kællingetand) Papaver somniferum (opium-valmue) Plantago maritima (Strand-Vejbred) Poa annua (Enårig Rapgræs) 2
nedtrampede planter - er en større spredning af rederne i fuglekolonierne her årsag til, at planterne stort set ikke bærer synlige spor af de mange fugle. Kun i syd findes planter i et større antal. Mest almindelig er Strand-Kamille (Tripleurospermum maritimum), som visse steder dominerer. Derudover findes her bl.a, Horse- Tidsel (Cirsium vulgare), Alm. Brandbæger og Ager-Svinemælk (Sonchus arvensis). At det kan lykkes uventede planter at spire frem og ofte sætte modne frø på isolerede steder, sås på denne ø i 1985 da Opium- Valmue (Papaver somniferum) fandtes i to eksemplarer. Et vigtigt fugleområde Er Stenklipperne i botanisk henseende knap så rig, er de til gengæld et særdeles fuglerigt område. Fladvandsområdet her rummer sammen med strandengene på Holmene, Agerø og Ager Vejle på Mors om foråret en stor del af den europæiske bestand af Lysbuget Knortegås (Dybbro, Währens & Søndergård, 1983). Ydermere anføres det, at området er det 3. vigtigste rasteområde i Danmark for Hjejle; men områdets betydning for bl.a. Pibeand, Toppet Skallesluger, Vibe og Alm. Ryle er også stor Af ynglefugle i området skal fremhæves Hættemåge, Stormmåge, Sølvmåge og Havterne, ligesom også Klyde, Dobbeltbekkasin og Strandskade er godt repræsenterede Nordøen Sydøen Polygonum arenastrum (Småbladet Vej-Pileurt) convolvulus (Snerle-Pileurt) lapathifolium ssp. lapathifolium (Knudet Pileurt) Potentilla anserina (Gåse-Potentil) Puccinellia distans (Udspærret Annelgræs) Rume crispus (Kruset Skræppe) Salicornia europaea (Alm. Salturt) Sedum acre (Bidende Stenurt) Senecio vulgaris (Alm. Brandbæger) Sonchus arvensis (Ager-Svinemælk) Spergularia marina (Kødet Hindeknæ) media (Vingefrøet Hindeknæ) Stellaria media (Alm. Fuglegræs) Suaeda maritima (Strandgåsefod) Taraacum sect. Vulgaria (Fandens Mælkebøtte): angustisquameum ostenfeldii stereodes Tripleurospermum inodorum (Lugtløs Kamille) maritimum (Strand-Kamille) Viola arvensis (Ager-Stedmoderblomst) tricolor ssp. tricolor (Alm. Stedmoderblomst) Zostera marina (Alm, Bændeltang) 3
Udover jægernes færden er trafikken i området lille. Sejlere, der ellers i stort tal passerer vest om Stenklipperne, finder ikke øerne tiltrækkende nok. Ræv kan nok finde derover fra Agerø ved særlig lav vandstand, Den 20, maj 1985 observeredes således en ræv på strandengene umiddelbart øst for Holmene på Agerø s vestside. Stenklipperne er i lighed med Holmene og en smal korridor på den nordvestlige del af Agerø i Fugleværnsfondens eje. Endvidere har Fugleværnsfonden en aftale med en gårdejer om at måtte benytte en markvej fra Damgård for at kunne komme til fondens besiddelser på nordvestsiden af Agerø, Denne markvej kan også benyttes af andre, der ønsker at studere det rige fugleliv på og omkring Stenklipperne. Ved en lille P-plads ved Damgård er der i den forbindelse opsat en orienteringstavle. Floraliste for Stenklipperne I lighed med flertallet af de danske småøer er der - såvidt vides - ikke tidligere foretaget undersøgelser af floraen på Stenklipperne, Atriple-arter, - Botanisk Tidsskrift 63 : 289-303. Wessberg, E., 1987 Lundø - en ø-floraliste med noter. - Randers. Tak Universitetslektor Alfred Hansen, rådgivende biolog Bernt Løjtnant, seminarielektor Anfred Pedersen og overlærer Hans Øllgaard takkes for deres kommentarer til notatet, Alfred Hansen, Anfred Pedersen og Hans Øllgaard takkes desuden for deres hjælp i forbindelse med bestemmelse eller verificering af indsamlet materiale fra øerne, En særlig tak til Fugleværnsfonden under Dansk Ornitologisk Forening ved reservatinspektør Uffe Gjøl Sørensen for tilladelsen til at besøge Stenklipperne, Forfatterens adresse Sandagervej 13 Assentoft Derfor er det kun arter, jeg har fundet under ekskursioner til øerne den 20. juli 1985 og den 20. maj 1986, der er anført i floralisten. De anvendte plantenavne følger - så vidt det har været muligt - Dansk Feltflora (Hansen 1985), For Atriple vedkommende er dog fulgt Pedersen 1968. Ialt er der fundet 46 arter på de to øer fordelt med 41 arter på Nordøen og blot 15 arter på Sydøen. Citeret litteratur Dybbro, T., G. T. Währens & H. Søndergård, 1983 Fuglelokaliteter i Viborg Amt, - København. Hansen, K, (red,), 1985 Dansk Feltflora. 3. opl. - København. Pedersen, A., 1968 Nogle kritiske, danske 4
Dyr i Århus Amt 1999 Jørgen Terp Laursen Her bringes feltregistreringer af diverse mere usædvanlige insektarter, dagsommerfugle, padder og krybdyr samt pattedyr primært fra Århus Amt suppleret med observationer fra især Vejle Amt (Oplysninger fra Vejle amts hjemmeside er dog ikke med i denne oversigt). I 1999 er flere af faunakartotekets oplysninger også tilgået Skov- og Naturstyrelsen. Så materialet anvendes til mere end blot nærværende årsrapport. De første forårsdage var omkring den 25.-27. marts, hvor årets første firben, padder og sommerfugle blev set. Langt de fleste observationer drejer sig imidlertid om pattedyr og sådan har det været siden starten af Dyr i Århus Amt.... Men der er tegn på, at flere har fået øjnene op for andre sider af vor fauna. Vi efterlyser bl.a. observationer af oliebiller og alle arter køllesværmere, der er blevet sjældne. Husk også at indsende fund af orkideer, der alle er fredet og efterhånden ved at være sjældne, på grund af tilgroning, opdyrkning eller afvanding af ferske enge. Det er nu muligt at sende observationer direkte til undertegnede via jtl@mobilinet.dk eller til andre relevante østjyske adresser som eksempelvis Morten D.D.'s hjemmeside (se adressen på side 20), hvortil også fugleobservationer kan sendes. Insekter o.a. Det er blev in at se på insekter; det skyldes ikke mindst observationer af flere spændende edderkoppearter i de senere år. Den store flotte edderkop, Dolemedes fimbriatus blev set med 6 e. ved Præstemose i Fjeld Skov. Fugleedderkoppen Atypus affinis blev den 29. marts set i Gjern Bakker, hvilket er en ny lokalitet for arten, der jvf. Morten D.D. Hansen tidligere kun er kendt fra Helgenæs, Røsnæs, Salten Langsø og Bornholm. Den 6. juni blev arten imidlertid set på endnu en ny lokalitet nemlig ved Bjerringbro i Gudenådalen, hvor der var tale om en kæmpekoloni på ca. 10000 individer! 5
En Trehornet Skarnbasse er set ved Salten Langsø den 25. marts (Status for arten er netop gjort i Flora og Fauna 1:2000). Den 2. maj sås en død Herkulesmyre på Agri Baunehøj, der blev bragt til en tue af Rød Skovmyre. Den ikke ufarlige Stor Gedehams blev den 11. oktober set med over 50 individer jagende i og ved Kalsehoved Skov, der ligger ved Gylling Næs - et imponerende antal! Der er måske tale om to forskellige gedehamsesamfund jvf. Thorkild Brandt, der så de mange dyr. 107 Sct. Hansorme den 25. juni ved Øje Sø er også flot. Dagsommerfugle Efter udgivelsen af Michael Stoltzes bog Dagsommerfugle i Danmark i 1997 er Danmark blevet beriget med 4 nye arter dagsommerfugle. Det drejer sig om Sydeuropæisk Svalehale, Galathea, en blåfuglart og Enghvidvinge. Beklageligvis svigtede mange observatører i 1999 med at indsende observationer af dagsommerfugle. Flere helt almindelige arter mangler således på listen. Det skyldes blandt andet få oplysninger fra Samsø og andre lokaliteter, der normalt huser mange sommerfugle. Vi hører også gerne fra folk, der 6 Admiral 614 Aurora 220 Citronsommerfugl 18 Dagpåfugløje 556 Dukatsommerfugl 1 Engrandøje mange Grønåret Kålsommerfugl 32 Gul Høsommerfugl 2 Lille Kålsommerfugl 24 Nældens Takvinge ca. 350 Skovblåfugl 4 Stor Kålsommerfugl 11 Sørgekåbe 1 Tidselsommerfugl 5 Violetrandet Ildfugl ca. 15 Tabel 1. Dagsommerfugle indrapporteret i Århus Amt 1999 ordnet alfabetisk. har noteret trækkende sommerfugle. Nogen trækobservationer har vi dog modtaget fra Rosenvold. Arter og ca. antal for 1999 er angivet i tabel 1. Admiral var den talrigste art, hvor tidligste og seneste observation var henholdsvis 1 e. den 7. juli ved Glatved Strand og 1 e. den 29. oktober Salten Langsø. Første Citronsommerfugl var 2 e. den 25. marts Salten Langsø. Dagpåfugløje blev set med 1 e. den 25. marts og senest 1 e. den 3. november ved Fornæs. Årets art var afgjort Gul Høsommerfugl (der er ny for kartoteket). En han blev set ved Kanhave Kanal på Samsø den 18. september og en anden set den 6. august i Universitetsparken, Århus. Gul Høsommerfugl (Colias hyale) er en sjælden træksommerfugl. I august sås den i pæne antal på Sjælland. Arten foretrækker især lucernemarker. En Sørgekåbe blev set den 14. august ved Gjerrild Nordstrand. Endelig er alle observationer af Violetrandet Ildfugl fra Mols Bjerge. Padder og krybdyr Padderne har det svært og lider under samme forhold som tidligere beskrevet under orkideer. Den eneste oplysning om Stor Vandsalamander er fra august og set ved Elling. Strandtudse er hørt med enkelte individer på Nordhelgenæs og i Øerområdet ved Ebeltoft. På Anholt har Henning Ettrup den 6. juni hørt en del Strandtudser flere steder på Flakket. Butsnudet Frø blev hørt og set den 28. marts ved Dystrup Sø, og var således faunakartotekets tidligste paddeobservation i 1999. Grøn Frø er uden for Helgenæs registreret på to lokaliteter syd for Salten Langsø og i et vandhul ved Feldballe og ved Lyngsbæk på Syddjursland. Hele 9 Hugorme er set på én tur til Vissing Kloster, derimod kun en Sort Hugorm set den 2. maj ved Rugård. Snog set på 3 loka-
liteter. En Sumpskildpadde (Rødøret Terrapin?) set den 11. juli ved Bryrup Sø. Vi savner en afklaring af sagen omkring den Midtjyske sumpskildpadde-bestand. Hvad kan konkluderes herom? Pattedyr Så er Atlasprojektet for Pattedyr en realitet. De fleste er sikkert allerede orienteret herom i pressen. En nærmere omtale af projektet, der er planlagt til at skulle finde sted i perioden 1999-2001, og hvordan man kan deltage, vil senere blive bragt her i bladet. Vi må opfordre til, at man allerede nu nedfælder Almindelig Spidsmus 3 Brud 5 Brun Rotte 27 Brunflagermus 8 Dværgflagermus 10 Dværgspidsmus 1 Egern 40 Grævling 24 Gråsæl 2 Halsbåndmus 7 Hare 152 Husmus 1 Husmår 25 Ilder 13 Krondyr 31 Langøret Flagermus 1 Lækat 10 Marsvin 76 Mink 1 Mosegris 1 Nordmarkmus 1 Odder 7 Pindsvin 36 Ræv 78 Rødmus 32 Rådyr 284 Skimmelflagermus 14 Skovmår 3 Spættet Sæl 348 Tabel 2. Pattedyr registreret i Århus Amt 1999 ordnet alfabetisk. registreringer af pattedyr fra hele landet og indsender dem til Dyr i Århus Amt. Alle oplysninger videresendes til Naturhistorisk Museum, der sammen med Zoologisk Museum i København er ansvarlige for projektets gennemførelse. Husk også at indsende uglegylp. Årets samlede pattedyr-resultater er vist i tabel 2. Artslisten er desværre ikke så stor som det kunne ønskes. Et par kommentarer til de mere usædvanlige observationer skal gives og vi ser nærmere på Ilderens forekomst. Såvel fra Anholt og fra Brabrand by er der rapporteret om albinoer af Hare. 13 Ildere er usædvanlig mange, men 8 fanget i fælder ved Skindbjerg tæller godt i regnskabet. I april sås en flok på 23 Krondyr i Fjeld Skov. En helt frisk men død Langøret Flagermus blev fundet den 15. juni ved skibet til Hjermind kirke. Arten er kendt for at bosætte sig i kirker. Den 14. juli kunne man opleve det flotte syn, at se ikke mindre end 5 Lækatte sammen i en vejside ved Langå. Der har givet været tale om en familieflok. 1999 var et fint år for Marsvin hvor hele 76 individer blev set med ma. antal ca. 20 set den 27. maj i farvandet mellem Jylland og Endelave. Odderen blev registreret på mindst 6 lokaliteter. En stor han blev fundet ca. 21. februar ved Ry Mølle formentligt ihjelkørt. Odderen målte 121 cm og vejede 21 pund. Kort forinden havde jeg registreret fodspor på lokaliteten. Så det har tilsyneladende været et kort visit! Et af de meget få sikre ynglefund af odder blev gjort ved Mørke Kær i 1999. Erik Buchwald har gjort notater herom og skriver: Odder 16.5.1999. En adult med stor unge set svømme frem og tilbage.... Det meste af tiden var de neddykket eller inde i skjul ved bredden, men 3 gange sås de flot i overfladen. Senere set adult og juvenil med ca. 1,5 meters afstand i gåsegangs-haveslange- 7
formation, så det var let at overse ungen. Senere delte de sig til hver side af en pileø, hvor de i flere minutter lavede bølgegang om øen uden at lade sig se. Erik Buchwald skriver videre: Odder 2. juni 1999. Opdagede at den har en hule..., idet én kom ud af hulen og svømmede undervands væk langs bredden, mens jeg stod ovenpå og lavede punkttællinger i 5 minutter.... Vores formodninger om, at Pindsvin kan være udsat på flere af vore småøer bliver sjældent bekræftet. Havnefogeden på Tunø oplyser imidlertid i 1999, at Pindsvin har været uddød på Tunø, men er genudsat. Den 7. juni sås et Pindsvin på Anholt. Museåret i 1999 har kunnet ses af indsendte observation af Rødmus. Arten blev således noteret fra 14 lokaliteter oftest i forbindelse med skovbesøg. Med i alt 282 Rådyr blev det årets talrigeste art. Største antal 30 individer den 11. november ved Kalsemade. Alle Skimmelflagermus var fra Århus midtby. I de senere år er Skovmår rapporteret med unger flere steder på Djursland. Et supplement hertil er en hun med unge set den 1. juni i eller ved Øksemose i Skærsø Plantage. En er også set på en bukkejagt ved Skaføgård i 1999. Spættet Sæl synes i fremgang. Arten ses i hvert fald på flere lokaliteter i amtet, men ingen steder i større antal bortset fra Anholt. Den 6. juni blev der optalt 250 Spættede Sæler på Anholt og to Gråsæler samme sted. Endelig slutter vi med en observation af Vågehval iagttaget i Vejle Fjord. Vi har kun datoen 19. december, men den skulle være set her i flere dage. Ilderen i Århus Amt Fig. 2 viser den geografiske fordeling af Ildere tilgået kartoteket i perioden 1990-1999. Ilderen kan flygtigt forvekslet med Minken, som den er på størrelse med, men kendes dog fra Minken på sine karakteristiske lyse hovedtegninger, mørkebrun pels med lysere bunduld, der især ses på kropssiderne ( se fig 1 & 3). Man kan udtrykke det sådan, Fig. 1. Ung Ilder ihjelkørt på Silkeborgvej nær Lillering Skov 18. august 1999. Bemærk den karakteristisk hovedtegning, se også fig. 3. Foto Jørgen Terp Laursen. 8
at Ilderen har to-farvet pels i modsætning til Minkens ensfarvet pels. Det er derimod ikke muligt at adskille fodsporene fra de to arter mårdyr. Begge arter kan træffes på de samme biotoper. Med det stadigt tiltagende antal undslupne Mink og de nu fast etablerede bestande af Mink mange steder i landet, kan vi frygte, at Ilderen derved lettere overses og forveksles med Mink. Ilderen har tilsyneladende vist tegn på fremgang i de senere år i landet. Nærværende oplysninger om Ildere er søgt bekræftet hos observatørerne, hvis der har været mistanke om artsforveksling. Der er ialt indrapporteret 40 Ildere (1990-1999) og i de fleste tilfælde er omstændigheder bag observationerne også angivet. Fig. 2. Ilderobservationer i Århus Amt 1990-1999. De udfyldte cirkler repræsenterer henholdsvis 1, 3 & 8 individer. 9
De fordeler sig således: Set levende 10, trafikdræbt 15, fanget i fælde 11, fundet død 2 og ikke oplyst 2. På vejstrækningen Brabrand - Skovby ad Silkeborgvej har jeg i perioden 1979-1999 registreret 6 ihjelkørte Ildere. De fordelte sig med 1 i 1993, 4 i 1996 og 1 i 1999 (se foto). Dvs. ingen observationer i perioden 1979-1992. I 1996 blev en voksen Ilder med en unge set ved Hestehaveskoven ved Kalø. Observationsstederne har oftes være nær vejanlæg, i grøfter eller steder i tilknytning til enge. 40 dyr er ikke mange som grundlag for at sige noget sikkert om artens udbredelse i amtet. Sammenholdt med oplysninger i fig. 2 og og samtaler med folk, får man dog det indtryk, at Ilderen forekommer i det meste af amtet, men er ingen steder almindelig. Det er også indtrykket, at de største bestandstætheder er i Midtjylland og på Djursland og især i Kolindsundområdet. Ilderen er formentligt fåtallig eller helt manglende i de mest intensivt dyrkede områder. I tolkning af artens udbredelse m.m. spiller observatørernes hjemsted givet også en rolle. Forfatterens adresse Engdalsvej 81 B 8220 Brabrand Fig. 3. Hoveddetaljer af den ihjelkørte Ilder. Foto: Jørgen Terp Laursen. 10
Mus på programmet Per G. Henriksen Den 16. oktober 1999 var der mus på programmet. Sammen med Tine Sussi Hansen var ØBF på en kort tur rundt i Mols Bjerge. Tine er ansat på Naturhistorisk Museum i Århus af Thomas Secher Jensen som er projekt-holder. Undervejs fortalte Tine om de to projekter hun deltager i og som hun har beskrevet i de følgende to afsnit. De sidste afsnit bygger blandt andet på at jeg i 1998 har haft mulighed for at være med til at efterse fælderne nogle gange, både med Tine Sussi Hansen, men også med Morten Elmeros, som også har været ansat på et af projekterne. Effekten af husdyrgræsning på hede-, overdrev- og skovarealer. Af Tine Sussi Hansen. Under dette projekt belyses, hvilken betydning græsningen har for småpattedyr. Forsøgsområdet omfatter hovedsagligt Mols Bjerge. Dette er blandt andet gjort ved at tælle antallet af mus på et stort antal græssede og ugræssede arealer og det generelle mønster er, at der er flest småpattedyr på de ugræssede arealer. Det er også i dette projekt der er foretaget telemetriske målinger af Almindelig Markmus. Ved påsætning af radiosendere 3 uger inden græsningen påbegyndte, har dyrenes spatielle adfærd kunne følges 3 uger før og 3 uger efter græsning. Dette viste helt klart, at Alm. markmus ikke brød sig om græssende kvæg, idet de alle i løbet af 1-3 dage flyttede sig fra de græssede arealer til de ugræssede. ARLAS og Foranderlige landskaber. Af Tine Sussi Hansen Det andet museprojekt hører egentlig under to forskellige projektpakker: ARLAS (arealanvendelse og landskabsudvikling belyst ved scenariestudier) og Foranderlige landskaber. Musedelen i begge projekter går først og fremmest ud på at beskrive småpattedyrsammensætningen i det danske landskab, med forsøgsområder i Bjerringbro og på Kalø. Dette gøres ved, at fælder er opsat i en lang række forskellige afgrøder/ biotoptyper som: Opdyrkede marker, græs udenfor omdrift, brak, hegn, græskanter, småbiotoper, højskov, lysninger mm. Resultaterne heraf siger så noget om, hvilke småpattedyr der findes hvor, og med hvilke tætheder de optræder i de forskellige biotoper/ afgrødetyper. I dette projekt indgår GIS til visuelt at demonstrere et landskab med forskellige muse-tætheder. Disse landskaber skal via nogle modeller manipuleres i nogle scenarie-studier. På grundlag af de musedata vi indsender, skal det hele ende op med, at kunne forudsige hvad der sker, hvis man for eksempel øger braklægningsprocenten til 20%, skovarealet øges til 30%, eller hvis de ekstensive græsarealer øges... osv. Det vil så kunne sige noget om hvilken betydning det 11
har for de enkelte musearter. De sidstnævnte projekter er en del af ret store projektpakker, som omfatter mange institutioner og forskningsområder og mere generelt om de to projekter kan findes på hjemmesiderne: http://www.sp.dk/dips/arlas/arlasuk.htm http://www.sdu.dk/hum/forandland/dansk/ Inde.htm Musefælder I de fleste købmandsbutikker kan der købes smækfælder til mus og nogle gange også vippefælder af træ, hvor musen fanges levende. De fælder der anvendes af professionelle er en del større end sidstnævnte og gangbroen lukker bag musen ved hjælp af et lille lod. Der er to typer, som adskiller sig fra hinanden ved indgangshullets størrelse og benævnes henholdsvis lemmingfælder og almindelige fælder. Fælderne er lavet af metaltrådnet og har et aftageligt tag af enten plast eller metal. De kan åbnes i den modsatte side af indgangen. De kan blandt andet købes hos DAN FAUNA, Guldbergsgade 36, 8600 Silkeborg, tlf. 86811352 og koster ca. 125 kroner stykket. Lokkemad Hvis der skal fanges mus inden for husets fire vægge er det ofte mel eller spegepølse der anvendes som lokkemad. I naturen lægges fangsten ofte sidst på året da der er flest mus på denne tid. Som lokkemad anvendes f.eks. et stykke æble sammen med en smule korn eller gryn. Der lægges også en tot hø (ikke halm - et er for groft og har ringe fødeværdi) i fælden. Det virker både som foder for nogle af arterne og samtidig har musen mulighed for at bygge en rede så den ikke dør af kulde. Fældens placering Hvis man ønsker at stille enkelte fælder op, bør de placeres, hvor man har en mistanke om, at der færdes mus. Inde i huset er det en god idé at sætte fælden langs med en mur, da mus ofte følger væggen rundt i lokalet. 12 Den kan også med fordel sættes, hvor musen har spist eller skidt. I naturen kan man også kigge efter ledelinier som for eksempel kan være langs en væltet træstamme. Desuden kan man kigge efter musenes veksler og huller. Fælderne bør, især hvor der færdes andre mennesker, skjules godt og derfor bør man være helt sikker på hvor mange fælder, man har ude og det skal noteres hvor de er placeret. Når målet er at sammenligne musenes forekomst i forskellige områder er det vigtig at fælderne sættes ensartet. I projekterne ARLAS og Foranderlige landskaber blev der det ene år på hvert forsøgsareal opsat 10 af hver fældetype med ti meter imellem hvert sæt og de kontrolleredes 5 dage i træk. De uger der er 10 transekter kontrolleres 200 fælder altså dagligt. Høet skiftes, hvis det er vådt og der suppleres med nyt foder. Husk altid at få grundejerens tilladelse før du opsætter fælder. Kontrol af fælder Det er meget vigtigt at fælderne efterses ofte. Ifølge jagtloven faktisk 2 gange dagligt! Specielt for spidsmusene er det en dødsfælde og selv om fælderne tilses en gang i døgnet vil de fleste spidsmus og enkelte mus være døde når fælderne tømmes. Hvis man har høj dødelighed bør der stoppes straks. Det er ifølge dyreværnsloven ulovligt at påføre dyrene unødigt lidelse. Når det er sagt behøver man vel ikke føle sig som den helt store krybskytte, da det er arter der bekæmpes både med smækfælder og gift. For spidsmusene er det uklart om det er stress eller sult der tager livet af dem, men sandsynligvis er det en kombination. Musene er betydeligt mere sejlivede og har jo også en portion mad i fælden. Det nævnes i litteraturen at (Almindelig) Spidsmus kan æde frugt, men den gør det tilsyneladende ikke i en fælde. Det kunne være spændende at se, om overlevelsen kunne øges ved at placere melorme eller andet til insektædere i fælden.
Portrætter af mus: Startende øverst til venstre med Rødmus, Dværhmus, Mosegris, Markmus sp., Husmus, Skovmus og Halsbåndmus. Tegninger af Jens Chr. Schou 13
Det ses nemlig nogle gange, at spidsmusen overlever, hvis den er fanget med en anden spidsmus eller en mus. Så betragtes lidelsesfællen nemlig som mad. Mus kan også æde af en anden mus, men det sker sikkert kun når musen er død af en anden årsag. For musene dør ind imellem også. Væde og kulde er en dårlig kombination og hvis musene er svækkede af sult før de går i fælden kan kulde og sult også dræbe dem. Når fælden skal tømmes, er det en god ide at holde en klar frysepose for åbningen. Når der pustes ind i fælden/høet, vil musen ofte springe ud i posen, hvor den let kan iagttages. Udover artsbestemmelsen kan musene kønsbestemmes, vejes og eventuelt mærkes. Professionelle mærker musene ved chipmærkning, pelsklipning eller tåklipning. Tåklipning kræver en speciel tilladelse. Hver tå svarer til et tal for eksempel 1 til 4 på venstre forfod (musene har 4 forfodstæer i modsætning til spidsmusene som har 5). Ved at notere antallet af genfangster i løbet af de fem dage der fanges, kan populationsstørrelser og -tætheder beregnes. Hvad kan man fange? Her følger en kort gennemgang af de arter der normalt fanges i Østjylland. For alle arterne nævnes nogle kendetegn, men suppler med en god håndbog og vær kritisk med dine bestemmelser. Alle iagttagelser har interesse for det atlasprojekt Jørgen Terp Laursen har drevet i flere år, men det er meget vigtigt at bestemmelserne er sikre. Det er en god idé at dokumentere fundet med et foto. Hvis mus findes døde eller aflives inde i huset og man har mistanke om at det er et usædvanligt fund kan selve musen indsendes efter aftale med undertegnede. Både Hasselmus (Helle Vilhelmsen angiver arten syd for Vejle Fjord), Birkemus (fundet enkelte gange ved Horsens, Vejle og Kolding blandt andet af Hans Pindstrup) og Brandmus (angivet med et fund i det nye europæiske pattedyrsatlas) er fundet i den Halsbåndmusen er en ægte mus. Ørene er store og halen er lang og skælklædt. Hvis man ikke har musen i hånden er halsbåndet næsten umuligt at se. Foto: Tove Yde. 14
sydlige del af østjylland, men er aldrig påvist i egentlige bestande. Gnavere (Orden Rodentia) Ægte mus (familie muridae) De ægte mus karakteriseres af lange skælklædte haler samt store øjne og ører. Husmus (Mus musculus/domesticus) Af (u)naturlige årsager er det denne art, de fleste kender. Hvis en Husmus har taget ophold i dit hus varer det ikke længe, før du bemærker det. Det er først og fremmest denne art, som har den meget karakteristiske og kraftige muselugt. Arten er utroligt hårdfør og en af grundene til at den klarer sig godt inde, er at den har et lavt behov for vand. Hvis den kan finde redemateriale, kan den endda yngle i frysehuse. Reden består ofte af itugnavet tøj og papir, men hvis musen ikke er ynglende kan den tage ophold alle steder i huset (Det er tilsyneladende den eneste art der yngler i huse). Jeg har selv taget en jakke fra en knage på, for at opdage der sad en mus i ærmet! I naturen forekommer Husmus kun nær beboelse og den er en af de fåtallige arter i de nævnte projekter. Betegnelsen Husmus dækker sandsynligvis over to arter: en ensfarvet mørkegrå (domesticus) syd for en linie mellem sydenden af Ringkøbing Fjord og Fredericia og en lysere grå med lys underside (musculus) nord her for. I forhold til skovmusene er øjnene og ørene forholdsvis små. I Danmarks Pattedyr omtales at de to arter bastarderer, men ikke om bastarder er frugtbare. Hvis de er frugtbare er her et eksempel på at den tidligere definition af en art i disse år forlades af flere forskere. Halsbåndmus (Apodemus flavicollis) Halsbåndmus er mere knyttet til skov end Skovmus. Den forekommer også almindeligt i huse. I Danmarks pattedyr nævnes, at den er mere almindelig end Skovmusen i husene, mens det modsatte skulle være tilfældet i Sverige. Fanger du en af de to arter inde, er det altså spændende om dette uforklarlige fænomen holder. Desværre er især de unge dyr af de to arter meget svære at kende fra hinanden, så en omhyggelig gennemgang af alle kendetegn er vigtig. Både Halsbåmdmus og Skovmus har større øjne og ører end Husmus og har brun overside og lys underside. De voksne Halsbåndmus kendes på deres størrelse, varmt brune farve med skarp adskillelse til den hvide underside, meget store øjne, lange (tapirlignende) snude med lange følehår og som det vigtigste et fuldstændigt, gulligt halsbånd. Jeg tror det kræver megen erfaring at bestemme dem i felten, i hånden går det lidt lettere. Når den fanges er det en af de aggressive arter og flere har mærket dens skarpe tænder. Når den slippes, forsvinder den i lange spring, hvorfor den lokalt kaldes springmus. Den klatrer godt og træffes ofte af ornitologer, som er ude at rense fuglekasser om vinteren. Når Halsbåndmusen har taget ophold i en kasse er den ofte helt fyldt med visne blade. Skovmus (Apodemus sylvaticus) Denne art er med hensyn til levested i lige så høj grad en markmus, men overlapper selvfølgelig i betydelig grad med Halsbåndmusen. Hvis begge arter forekommer er Halsbåndmusen dominerende. I modsætning til Halsbåndmus kan den klare sig på åben mark uden hegn eller skel. Det er en speciel oplevelse at stå på en nyspiret mark med masser af bar jord en kold november dag og så konstatere Skovmus i fælden. Den træffes også ofte under pløjningen, hvor dens ringere springkraft ofte gør den ude af stand til at springe op af plovfuren. Den graver dybe gange. Det voksne dyr har ofte en gullig plet/streg midt på halsen/brystet, men aldrig et halsbånd. Dværgmus (Micromys minutus) Dværgmusen forekommer, hvor vegetationen består af høje urter og græs. I sommerhalvåret er den svær at fange i fælder, 15
Mosegris eller Vandrotte (Arvicola terrestris) På grund af sin størrelse fanges den normalt ikke i musefælder. Sammen med Rødmusen er det nok den art, som ses oftest i det fri - tit svømmende. Den er meget mørk og minder en del om en rotte. Den har tydelige ædepladser. Den kan især på øer opnå tætte bestande og være et vigtigt fødeemne. På Langli så jeg Sølvmåge og Duehøg tage mosegrise flere gange På ØBF s ekskursion fik Dværgmusen lov til at demonstrere sine færdigheder i et egetræ. Hovedet er ret afrundet i forhold til de andre ægte mus. Den er meget lille med en lang gribehale. Foto Per G. Henriksen. da den næsten udelukkende færdes oppe i vegetationen. Senere på sæsonen kan den nogle steder optræde meget talrigt. Det er den art, som efterlader det sikreste bevis på sin tilstedeværelse, nemlig en lille kuglerund rede bygget af græs og med en indgang i siden. En nærmere beskrivelse af reder kan findes i Helle Vilhelmsens hæfte Bevar Hasselmusen. Arten kendes på sin ringe størrelse og hovedets meget afrundede form. I forhold til de andre ægte mus er ørene og øjnene små. Halen er lang og kan bruges som gribehale. Hvis man har musen i hånden kan det sidste let konstateres ved at føre en blyant eller glat pind ud langs halen som så vikles omkring genstanden. Især i yngletiden kan Dværgmusen have rustfarvede markeringer ved haleroden, på bagsiden af låret og på snudespidsen. Den ringe størrelse gør den i stand til at klatre op ad græs og kornstrå. Den kendes også under navnet Havremus. Studsmus (familie cricitidae) Studsmusene karakteriseres af mindre øjne, små ører som ofte er næsten skjult i pelsen, de virker lavbenede og har korte, hårklædte haler. 16 Almindelig Markmus eller Nordmarkmus (Microtus agrestis) Forekommer i åbne områder med et permanent dække af højt græs. Den bevæger sig forholdsvist langsomt og er et vigtigt byttedyr for både Tårnfalk, Musvåge, ugler, Ræv, Lækat og Brud. Den er meget hidsig og bider vildt omkring sig ofte ledsaget af kraftige skrig samt voldsomme benbevægelser. Indtil for få år siden kunne den kun skelnes fra Sydmarkmus ved kraniekarakterer, men flere af de professionelle musefangere bruger nu karakterer som pelslængde, farve og behåring på ørene som artskendetegn. Så vidt jeg ved, er der dog endnu ikke lavet en større undersøgelse, hvor ydre og indre kendetegn er sammenlignet. Farven er mørkebrun, hvor Sydmarkmus er mere lysebrun/gullig. Pelsen er kortere hvorfor ørene er mere fremstående. Mest afgørende er dog behåringen på ørene. Den Almindelige Markmus har enkelte lange år på ørekanten, mens Sydmarkmus har en kort, dækkende behåring. Sydmarkmus (Microtus arvalis) Sydmarkmusen kan forekomme på helt kortgræssede enge og opdyrkede marker. Som nævnt er den uhyre vanskelig at skelne i levende live. Men hvis man undersøger uglegylp, kan man få et indtryk af hvor talrig den er. I Pattedyr i Århus amt angiver Jørgen Terp Laursen at 27% af i alt 1167 markmus fundet i gylp var Sydmarkmus.
Rødmus (Clethrionomys glareolus) Her kommer vi til en studsmus, som ofte ses i felten og som kan være uhyre talrig i skov-områder eller krat. Den er let kendeligt ved et smukt rødt skær i pelsen. Desuden er halen længere end markmusens. Den fanges ofte og er stille og rolig i hånden. Brun og Sort Rotte (Rattus norvegicus og Rattus rattus) Ingen af de to arter fanges i fælder med små huller, så hvis man vil fange rotter er det kraftige smækfælder, der skal i brug. Også i mårfælder ses tilfangetagne rotter. Rotter er uhyre forsigtige når de møder nye fødekilder. De snuser i lange perioder, før de efter lang tøven smager forsigtigt. Ofte venter de så længe med igen at røre føden, at en eventuel giftvirkning når at afsløre sig. Da rotterne informerer hinanden om føde, ved at udveksle dufte spredes nyheden om dårlig mad hurtigt. Næsten alle danske rotter er Brune Rotter (Rattus norvegicus) også kaldet Vandrerotte De færreste er vel i tvivl når de står overfor en stor, fed kloakrotte. Ved fangst i havnebyer (eventuelt på skibene) vil der utvivlsomt ind imellem kunne fanges Sort Rotte også kaldet Husrotte (Rattus rattus). Den er en del kønnere end Vandrerotten da den minder mere om en mus. Hos os er den nu kun tilfældig gæst som blind passager på skibe fra tropiske områder, men det er nok tvivlsomt om denne pestspreder opnår fredning. I dens hjemområde er den ikke knyttet hverken til kyst eller vand. Den er meget almindelig i byerne og sidder ofte frit fremme eventuelt på en højtsiddende telefontråd. Insektædere (Orden Insectivora) Spidsmus (familie Soricidae) En beklagelig bivirkning ved udsætning af fælder er fangsten af spidsmus, da de næsten altid er døde, når man kontrollerer fælderne. Det er blandt andet derfor, man som amatør Rødmusen er en typisk studsmus. Hovedet er afrundet med ørene næsten skjult og halen er kort og hårklædt. Foto Tove Yde. skal passe på ikke at få flere fælder ud, end at de kan kontrolleres ofte. Straks man ser spidsmusens tryne, er man klar over vi er i en helt anden orden. Spidsmusene er insektædere som Pindsvin og Muldvarp! I Danmark kendes tre arter. I Europa adskillige, men meget svært genkendelige arter. Spidsmus er meget territoriale over for artsfæller. De røde tænder giver den et blodtørstigt udseende, men den eneste gang jeg har set en Almindelig Spidsmus i hånden tog den det forholdsvis roligt og forsøgte ikke at bide. Spidsmusene er måske de pattedyr man oftest støder på, da de er meget vokale. Når man først lærer den skingre lyd at kende, opdager man hvor talrige de er. Desuden finder man tit døde spidsmus, specielt i sommermånederne og først på efteråret, hvor de gamle ender deres knapt halvandet år lange liv og en del både unge og gamle dræbes af rovdyr (måske mest uerfarne) som lader dem ligge. 17
Almindelig Spidsmus (Sore araneus) Almindelig Spidsmus er noget større end Dværgspidsmus og er desuden trefarvet: mørk på oversiden og en lys grålig eller gullig underside adskilt af de lysebrune flanker. Oversiden er brunlig hos unge dyr og næsten sort hos de ældste. Dværgspidsmus (Sore minutus) Er meget lille med en forholdsvis længere hale. Halen virker også tykkere da den er besat med lange hår. Den er to-farvet og især de unge dyr er virkelig søde på en spøjs måde. I litteraturen beskrives den som forholdsvis mere talrig i ekstremt tørre eller våde lokaliteter. Jeg har selv kun set den få gange, blandt andet sad der en i en Hasselmuskasse på Fyn. Den løb helt ubesværet op og ned af barken. Vandspidsmus (Neomys fodiens) Er ikke særlig talrig men nok vidt udbredt. Ses meget sjældent i forhold til de andre arter og da typisk i nærheden af områder med rent vand. Ihvertfald tidligere kunne dyret ses i grøfterne langs Batterivej i Skagen og ifølge Jørgen Terp Laursen har der været en god bestand ved Brabrand Søens nordvesthjørne. Typisk er arten to-farvet med sort overside og hvid underside. Den har ofte hvide hår omkring øjnene men kan variere en del. For en nærmere beskrivelse se Feltbestemmelse af spidsmus. Rovdyr (Orden Carnivora) Mårdyr (familie mustellidae) I de to nævnte fældetyper er det kun Brud man støder på. Det er dog kun fældestørrelsen, lokaliteten og lokkemaden, der afgør hvad der er mulighed for Brud (Mustela nivalis) En sjælden gang mødes man af en ram lugt og et meget aktivt dyr i fælden. Jeg har selv haft fornøjelsen én gang, hvor Bruden havde ædt en Dværgmus (kun det yderste stykke af halen var tilbage) og en Halsbåndmus - se En Brud kigger ud af fælden, som også indeholdt resterne af to mus. Foto Per G. Henriksen. 18
billederne om den historie. Bruden er bygget til at jage musene i deres gange og derfor kan den selv blive fanget i musefælden. Kropslængden er 16 til 23 cm men selvom fælden kun er 7-8 cm bred vender dyret med lethed rundt i fælden. Om der altid er levende mus før Bruden går ind eller om den efterhånden kraftige muselugt der knytter sig til fælden er nok, ved jeg ikke. Den er vidt udbredt og jeg har flere gange set den i boligområder, hvor den noget større Lækat ikke findes. Bruden kendes fra Lækat på størrelsen og at halespidsen mangler sort. ØBF har for snart mange år siden kørt projekter med fældefangst. Hvis der blandt medlemmerne er interesse for at tage emnet op i foreningsregi hører bestyrelsen gerne nærmere. Litteratur: Christensen, Jens Tang: Vinterfangst (Småpattedyr). Gejrfuglen 1972 nr. 1 p. 16-17. Christensen, Peter Stougaard: Musefangst. Gejrfuglen 1969 nr. 1 p. 17 Christensen, Peter Stougaard: Fangst af småpattedyr, Gejrfuglen 1970 nr. 3 p. 64-65 Jensen, Birger: Nordens Pattedyr, GAD 1993. Jensen, Thomas Secher: Mus, rotter og spidsmus. Natur og Museum 1993 nr 3.(Bør bestilles på naturhistorisk Museums hjemmeside http://www.naturhistoriskmuseum.dk). Laursen, Jørgen Terp: Pattedyr i Århus amt. Laursen, Jørgen Terp: Feltbestemmelse af spidsmus. Gejrfuglen 1996 nr. 1 p. 34-35. Muus, Bent: Danmarks Pattedyr, Gyldendal 1991. Vilhelmsen, Helle: Bevar Hasselmusen, en håndbog i bevarelse af Hasselmusen og dens levesteder, Foreningen til Dyrenes Beskyttelse 1992. Forfatterens adresse: Lærkevænget 36, Herskind 8464 Galten Brudens levninger. Foto Per G. Henriksen. 19
Efterårstræk over Århus - det kan faktisk godt lade sig gøre! Morten D. D. Hansen Kig op! Det må være konklusionen oven på efterårets observationer af trækkende fugle over Århus. Mens forårstrækket langs Århus-bugten, bl.a. ved Moesgård, altid har haft fuglekiggernes bevågenhed, har efterårstrækket til gengæld aldrig været genstand for nogen større opmærksomhed. Det burde det måske blive fremover, for der kommer vitterligt mange fugle trækkende over byen. For at inspirere andre til at vende blikket mod himlen om efteråret vil jeg i det følgende redegøre for trækket over Århus i efteråret 1999. Materialet er dels mit eget, dels indkommet til min hjemmeside Fugle, Dyr og Planter i Østjylland på http://www.biology.au.dk/~biomddh/ uniparknews.html Der bliver tale om en kort gennemgang af trækket på de to dominerende observationssteder, efterfulgt af en opsummering af trækruterne og mulige observationssteder. Uniparken Trækket er blevet observeret fra den østvendte altan på 6. sal på Biologisk Institut, bygning 130, i Universitetsparken. Herfra er der en fin udsigt ud over Århusbugten og Risskov. Årets observationer fra Uniparken fremgår af tabel 1. Observationer blev foretaget i perioden 3/8-8/11, med hovedvægten i perioden med.-ult. september. Af gode dage skal 20 specielt bemærkes den 14/9, hvor halvanden times obs. bl.a. gav Fiskeørn 1 S, Rørhøg 1 han SV, Lærkefalk 2 1K SV og Vandrefalk 1 ad. S, men også den 22/9 var god, idet der i løbet af to timer og et kvarter blev set Fiskeørn 1 S, Blå Kærhøg 1 SV, Rørhøg 1 han SV, Spurvehøg 8 SV, Tårnfalk 2 SV, Musvåge 8 V, Gulirisk 1 overflv. Ø, Engpiber 60 SV, Grønsisken 40 SV, Skovskade 4 S og endelig 44 trækkende Admiraler. Hovedparten af fuglene blev opdaget ude over Risskov, og det generelle indtryk var, at det drejede sig om fugle, som fulgte Århusbugten mod sydvest. Mange rovfugle styrede målbevidst ind over Uniparken, hvorfra de kunne ses endog meget fint. Egådalen / Risskov Egådalen strækker sig mod vest fra Vejlby Fed og ind i landet Observationerne er især blevet foretaget fra det store engområde mellem Lystrupvej og jernbanen, men det er også blevet til enkelte obs. ude fra kysten. Der var ikke nogen udprægede topdage, men bemærkes skal dog den 28/9, hvor der i tidsrummet 1540-1620 bl.a. sås Tårnfalk 6 SV og Dværgfalk 2 SV, samt den 28/10, hvor der i løbet af halvanden time sås Sjagger 2020, Sanglærke 136, Allike 220, Ringdue 350, Stillits 11, Spurvehøg 3, Musvåge 5 og Fjeldvåge 1. Småfugletrækket i Egådalen var generelt ganske godt, og der var flere
dage med pæne antal af finker, Ringduer og drosler. Småfugletrækket passerede overvejende mod SV, hvorimod rovfuglene næsten alle trak direkte mod V - altså ind igennem ådalen, som de uden tvivl fulgte som ledelinie. De to undtagelser herfra var dog som forventet hyper-aktivtrækkerne dværgfalk og fiskeørn; de trak alle direkte mod syd, ind over byen! Trækruter, vindretninger og obs-poster? Et års observationer er af uden tvivl for kort tid til at drage de store konklusioner, men det virker generelt, som om Uniparken er bedst i SØ-vind, hvorimod Egådalen udelukkende giver fugle ved vestlige vindretninger. I de fleste tilfælde kommer fuglene formentlig ind fra Djursland, om end vågetrækket ved nordlige vindretninger nærmere ankommer fra Helgenæs og Samsø. Der er desværre ingen rigtig egnede obsposter i det nordlige Århus. I Egådalen er udsynet begrænset, idet man står nede i bunden af ådalen, og fra altanen på Biologisk Institut har man kun udsyn mod Ø. Hvis der bliver adgang til kajområdet på den nye ydermole på Århus Havn, vil der herfra være et særdeles fint udsyn ind over Århus og Risskov, og man vil endvidere kunne følge indtrækket af fugle fra Mols Hoved. Ellers kan jeg kun opfordre folk til at vende blikket mod Århus-himlen i træktiderne. Selv om det ikke just er Skagen-tal, skulle der dog være fine chancer for en rovfugl eller to, og det er vel også værd at tage med? Forfatterens adresse Sct. Clemensvej 32 9990 Skagen Uniparken Egådalen I alt Antal obs dage 19 26 45 Antal obs-timer 15 23 38 Hvepsevåge 6 6 12 Blå kærhøg 1 3 4 Rørhøg 5 2 7 Spurvehøg 31 63 94 Duehøg 0 1 1 Fiskeørn 2 3 5 Rød glente 1 2 3 Sort glente 0 1 NV 22/9 1 Musvåge 45 162 207 Tårnfalk 13 14 27 Dværgfalk 2 6 8 Lærkefalk 2 S 14/9 0 2 Vandrefalk 1 S 14/9 1 V 28/10 2 Tabel 1. antal trækkende rovfugle på to lokaliteter i Århus, efteråret 1999. 21
Turreferater Lille Vildmose og Tofte Skov d. 19. marts 2000 eller 4 ørneture i Østjylland Som optakt til ørneturen d. 19. marts 2000 var jeg i ugerne før området igennem 3 gange. D. 19-3 så vi ingen ørn, trods meget ihærdig venten og lang tids observation og kun på en af de tre optaktsture så jeg en ung Kongeørn i 10 minutter inde over Tofte Skov. D. 26. februar: Første forsøg. Jeg kørte fra ved afkørsel 33 Arden og gennem Astrup, Terndrup, Bælum og til Kongerslev. Lige umiddelbart før Kongerslev ved Smidie ligger nogle meget store engområder, som forsætter over mod Tofte Sø og Vildmosen. Her var der få dage før set dansende Traner, men nu stod der en del Sangsvaner (95) og Pibesvaner (34) samt Grågæs og Kanadagæs. Desuden to Tårnfalke, Spurvehøg og over 100 Gråsiskner. Opholdet i fugletårnet ved Tofte Sø blev på halvanden time. Der var, 10 minutter før jeg kom, set en ung Kongeørn og efter 1 time og 15 minutters venten dukkede den op kl. 12.50. Den var fremme i 10 minutter. Det var en smuk kontrastrig ungfugl med store, hvide vingepletter og hvid hale med et bredt sort endebånd. Udover ørnen sås især Skarv, Pibeand og Gråand. Fugletårnet er beskrevet i Gejrfuglen 1997 nr. 3 af Søren Højager (jeg håber at der kan blive basis for en ny artikel). Efter at Kongeørn er blevet fast beboer, er det et af de mest besøgte fugletårne på trods af den isolerede beliggenhed. Et af 22 de helt store Vejlertårne kunne komme til sin ret her, hvor jeg i gennemsnit har mødt 20 mennesker på 3 ture. Jeg kørte gennem Vildmosen op til i den lille by Mou og drejede øst ad Skovridervej, parkerede bilen og gik de tyve minutter ud til foderpladsen. Udover en beboet tårnfalkekasse og en dér fra kommende Tårnfalk (som pludselig landede i vand til brystet og gav sig til at bade) var der ikke meget liv. D. 5. februar: Anden omgang. I længere tid havde det mest stabile område for Kongeørn været Bolle og Try Enge nordøst for Ålborg/Nørresundby. Fra motorvejen køres ad vej 583 til Vester Håssing Kirke. I Vester Håssing køres over Hellighøje mod nord til Try Enge. Klaus Mortensen og jeg lagde ud her. Vi så Fjeldvåge, Blå Kærhøg, flere Musvåger og en Ræv, men ingen ørn. Vi kørte under Limfjorden og i et af Ålborgs sydøstlige industrikvarterer kom dagens højdepunkt. En rovfugl kredsede højt, før den slog en due og forsvandt. Vi kørte mod stedet. I første omgang så vi intet, men pludselig opdagede Klaus høgen få meter væk ovre på den anden side af vejen. Uvilkårlig tænker man jo Duehøg når det nu var en due, men det var altså en Spurvehøg hun, som havde slået kløerne i en tamdue og nu var i gang med at plukke den levende. For duen sprællede livligt og høgen fik nogle rigtige gyngeture og Klaus fik nogle superbilleder. Videre til Tofte Sø. Efter en god time ringer mobilen hos en af de andre spejdende. Ørnen befinder sig halvanden km