Carsten Lie Johansson

Transkript

1 Carsten Lie Johansson Fra chef via patient til menneske Skrevet af John Lykkegaard

2 Carsten Lie Johansson Fra chef via patient til menneske udgivet juli 2007 E-bog udgivet i 2012 Skrevet af John Lykkegaard forlaget mine erindringer Stavnsvej 102, 8381 Tilst tlf mobil jl@mine-erindringer.dk ISBN:

3 Indledning Søndag, den 30. september 2001, blev jeg ramt af en blodprop i hjernen, og den ændrede mit liv totalt. Jeg havde indtil da været vant til et liv med store udfordringer på jobbet. Jeg havde aldrig vœret en handyman, men de fleste mindre reparationer i huset klarede jeg selv. Vi har en vis evne til at tro, at det altid er naboen, det går ud over. Men mit problem var, at min nabo var blevet ramt af en blodprop et halvt år før. Der var vel ikke andre muligheder på den lille villavej i Fensmark, så nu var det altså min tur. Kampen tilbage til et, mere eller mindre normalt liv, var lang. I dag er jeg nået så langt, som jeg med nogen rimelighed kan forlange. Jeg er stadig lam i min venstre side, og der er mange ting, jeg ikke er i stand til. Men jeg kan gå uden hjœlp, og jeg har lœrt at håndtere kniv og gaffel, skiftevis, med højre hånd. Formålet med denne bog er, at jeg håber, den kan vœre med til at hjælpe nyramte og pårørende til at komme videre. Det nytter ikke, at man giver op og sidder passiv i sofaen. Livet bliver aldrig det samme igen, men trods handicappet er der stadig mulighed for at få et rimeligt godt liv. Der er ingen tvivl om, at en blodprop i hjernen er en livsstilssygdom. Det har noget at gøre med forkalkning, forhøjet blodtryk, tobak, for fed levevis, for højt kolestroroltal og for lidt motion. I Holbœk Kommune var der, da bogen blev skrevet, indbyggere. Heraf havde de

4 4 for højt blodtryk. Hver 7. af dem bliver ramt af en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen. Så det gælder om at passe på, og sørge for, at blodtrykket jævnligt bliver kontrolleret. Jeg havde også forhøjet blodtryk og var i behandling, men det var desvœrre for sent. Jeg har røget det meste af mit voksne liv, og det har jeg tœnkt mig at blive ved med. Jeg ved godt, at min kone, Ilse, mener, at jeg ryger for meget og burde stoppe, men det har jeg ikke lyst til. Det er en af de få glæder, jeg har tilbage. Jeg var så heldig, at blodproppen ramte højre side af hjernen. Havde den i stedet valgt at slå sig ned i venste side, havde jeg med stor sandsynlighed også mistet evnen til at tale. Var det sket, er jeg ikke i tvivl om, at jeg var gået helt i sort. Fra den første dag var jeg i stand til at tale med mine omgivelser, og jeg kunne fortœlle familien, hvad ergo- og fysioterapeuterne havde fortalt mig, at de ville gøre. Det var ikke altid, jeg var enig, og så var det en stor hjælp, at jeg var i stand til at svare igen. Da jeg blev overført til Vordingborg Sygehus, kom fysioterapeuten og sagde, at jeg skulle have et mål med min genoptrœning. Jeg svarede, at jeg kun havde et mål, og det var, at jeg så hurtigt som muligt blev i stand til at løbe efter de pæne sygeplejersker. Da ergoterapeuten senere spurgte om mit mål, fik han den besked, at når jeg havde fanget sygeplejerskerne, skulle jeg vœre i stand til at give dem et kœrligt klap bagi med min venstre hånd. Det er desvœrre ikke lykkedes mig at løbe dem op endnu, og klappet bagi bliver heller aldrig til noget. Men bortset fra det, føler jeg, at jeg er ved at være ovenpå igen, og nu prøver jeg på at få det bedste ud af livet, på de betingelser, det nu har givet mig. Da jeg blev syg, blev vi selvfølgelig ramt hårdt økonomisk, men takket vœre et utilregneligt øjeblik, hvor jeg havde tegnet en forsikring, som betød, at jeg i tilfælde af mistet erhvervsevne var dækket godt og grundigt, var vi i stand til at leve rimeligt økonomisk og beholde huset. Alligevel blev det en svœr tid. Som 53-årig tilhørte jeg en generation, hvor store drenge ikke græd. Et langt liv i Falck, hvor jeg har oplevet mange tragiske trafikulykker, har også været med til at hærde mig.

5 Jeg begyndte i Falck i 1970 med hud og hår, og på kort tid blev jeg vagtmester. I 1976 blev jeg udrykningsleder på stationen i Kalundborg, så det var svært for mig at acceptere, at min karriere skulle ende så brat efter 32 spændende år 5

6 6 Men det skal ikke vœre nogen hemmelighed, at tiden efter blodproppen har bragt mig i situationer, hvor tårerne har fået frit løb, og da det så mest sort ud, måtte jeg ty til psykolog og humørpiller for igen at komme ovenpå. På et tidspunkt blev jeg landsformand for udrykningslederne. Der var mange udrykningsledere rundt om i landet, og de var organiseret i amter med en landsformand i toppen. Jeg havde posten i fem, seks år, og det var den bedste tid i mit liv, for det betød, at jeg blandt andet var med i den første større omstrukturering af Falcks Redningskorps i , som blev indført den 1. november Det var den største udvikling, der var sket i Falck siden grundlæggelsen i Det endte med, at jeg fik et af de jobs, jeg selv havde vœret med til at beskrive, da jeg blev leder i Nœstved. Det betød også, at jeg kom med i ledernes hovedorganisations lokalafdeling, hvor jeg kom med i bestyrelsen. Jeg havde svœrt ved at give slip på organisationsarbejdet, og jeg sad i bestyrelsen i hovedorganisationen, indtil jeg matte stoppe på grund af blodproppen. Som formand for udrykningslederne blev jeg sendt af sted, når der opstod problemer rundt om i landet, som jeg så skulle forsøge at løse. Det var min karrieres højdepunkt. Jeg var en del af det organisatoriske spil, og det var spœndende. Jeg vil her benytte lejligheden til at takke følgende sponsorere: Ledernes Hovedorganisation, Falcks Redningskorps Region Sjælland, Falcks Personaleforening, Beredskabsforbundet v/ Mette Højgaard, Frimurerlogen To Nøgler, Lions Club Næstved og Danske Bank. Uden deres støtte havde jeg ikke haft mulighed for at udgive bogen.

7 Da lynet slog ned Der er vist ikke mange, der ikke kan huske den 11. september 2001, hvor terrorismen for alvor holdt sit indtog. Da de to tårne i World Trade Center i New York faldt sammen som korthuse, fyldte de alverdens befolkninger med chok og rædsel. Den dag bliver selvfølgelig også husket med gru i min familie, men det blev alligevel søndag den 30. september samme år, der fik størst betydning for mig, min kone Ilse, vor datter Alice og vor søn Claus. Den dag ramte terroren min hjerne i form af en blodprop. Allerede dagen før fik jeg en lille forsmag på, hvad der var i vente, men hverken en konsultation på sygehuset eller jeg selv opdagede nogen fare. Dagen forløb helt normalt bortset fra et par timer om formiddagen. Jeg sad i stuen og drak kaffe. Jeg havde netop fået en ny tjenestebil, og jeg havde lige været ude i bilen for at hente manualet. Jeg sad og lœste i det, mens min kone, Ilse, var hos frisøren. Pludselig tabte jeg manualet ud af min venstre hånd. Kort tid efter kom Ilse hjem, og hun spurgte mig om, hvad klokken var. Det var jeg ikke i stand til at svare på, og da jeg lidt efter tog en slurk kaffe, løb kaffen ned ad mundvigene. Jeg havde det ikke særligt godt, så jeg gik ind for at lægge mig lidt. Lidt efter kom Ilse ind og foreslog, at vi tog på skadestuen i Næstved. Jeg kontaktede Falck, og bad dem om at sende en personvogn. Vi kendte den sygeplejerske, der modtog os på skadestuen, og hun tilkaldte en neurolog. Han undersøgte mig, og gav os en håndfuld hjertemagnyl med hjem. Resten af dagen forløb normalt, og jeg havde det 7

8 8 også godt søndag morgen, den 30. september Om formiddagen skulle jeg overrœkke et hæderstegn til en medarbejder for 25 års tjeneste. Det havde jeg gjort mange gange før, og jeg havde altid vœret mand for en kvik bemærkning. Men ikke denne gang. Jeg var ikke i stand til at komme med muntre indlœg i min tale, og det blev også bemœrket af kollegerne, som senere fortalte, at jeg ikke virkede helt normal. Men heller ikke den episode fik mig til at ane uråd. Hen på eftermiddagen var vi på kirkegården for at se til min svigermors vens gravsted. Han kunne vœre blevet 90 år dagen efter. Da jeg stod ud af bilen, og ville give min svigermor en hånd, kunne jeg mœrke, at jeg var svimmel og slingrede lidt. Men også det slog jeg hen. Bagefter besøgte vi nogle venner i Maribo. Jeg var trœt og nu fik jeg det for alvor dårligt. Omkring klokken sad vi og fik eftermiddagskaffen, da det gik helt galt. Ilse fortalte senere, at jeg blev slap i den venstre side. Mundvigene hang, og hun var klar over, at der var noget uhyggeligt under opsejling. Via 112 fik de tilkaldt en ambulance, og Ilse kørte med i ambulancen ind til sygehuset i Nykøbing Falster. Den nye tjenestebil, jeg netop havde modtaget af Falck, fik lov til at blive stående. Den kunne de afhente senere. Den blev siden transporteret til Næstved. Jeg havde kørt min sidste tur i den nye bil, men det anede jeg intet om på det tidspunkt. Lœgen, der modtog os, fortalte, at det ikke var akut, og han mente, at jeg kunne overføres til neurologisk afdeling i Nœstved. Ilse, der havde et godt kendskab til afdelingen i Næstved, syntes, at det var en god ide. Lægen ville imidlertid have, at der skulle vœre en lœge med i ambulancen, og det fik mig til at indse, at det måske var mere alvorligt, end han gav udtryk for. Alligevel tog jeg det roligt. Jeg havde i mange år vœret områdechef for Falck i det davœrende Storstrøms Amt, og jeg kendte rutinerne ind og ud. Jeg mente, at Falck kunne vente med at hente mig til efter klokken 19. Jeg kendte jo systemet indefra, og jeg vidste, at Falck kørte efter minutter. Man brugte ikke døgnvagtsminutter på en almindelig overflytning,

9 så det kunne godt vente. Jeg tænkte stadig som områdechef, så det var alligevel ikke helt gået op for mig, hvor slemt det var. Vi nåede frem til Nœstved Centralsygehus omkring klokken 21, og jeg havde det efter omstœndighederne stadig rimeligt godt. Jeg var selv i stand til at stå ud af sengen og støtte på benene, når jeg havde en hånd at holde fast i. Sent søndag aften ringede Ilse til Claus og Alice. På det tidspunkt var hun overbevidst om, at jeg formodentligt havde fået en blodprop i hjernen. men hun frarådede, at børnene kom, og de aftalte, at de kunne tale sammen om mandagen. Både Alice og Claus havde selvfølgelig hørt om blodpropper, og de vidste begge, at det var noget, der kunne være farligt. De tænkte meget over, hvordan jeg ville vœre bagefter, hvorimod Ilse var mere bekymret for, om jeg overhovedet ville overleve. Hun tænkte på, hvor blodproppen sad, og hun forestillede sig det værste. På grund af blodproppen var jeg ekstremt træt og faldt hen, så ud på natten tog Ilse en taxa hjem. Der var ikke noget, hun kunne gøre. Det var bare om at se tiden an og håbe på det bedste. Men hun fik ikke sovet den nat, for tankerne kørte rundt i hendes hoved. Hun har siden fortalt, at det var begyndt at gå op for hende, at der vist desvœrre var store forandringer på vej i det ellers stabile og rolige familieliv, vi var vant til. Om mandagen ringede hun til en god ven i Greve, der var sideordnet kollega til mig. Hun spurgte, om han kunne hjælpe med tjenestebilen, for hun var bange for, at jeg ikke mere fik brug for den. Ilse talte også med min davœrende chef, og hun fortalte ham, at jeg var blevet indlagt. De talte om tjenestebilen, og han var med på at se tiden an, for de kunne altid lease en anden bil til mig, hvis jeg blev helt rask igen. Men han var glad for, at de havde talt sammen, og, at de var enige, for han var ked af, at beslutningen skulle komme fra ham. Når Ilse tænker tilbage, mener hun, at ideen kom fra Claus. Han var på det tidspunkt den i familien, der var mest klarsynet, og han tog sig af det praktiske. Den eneste, der efterhånden ikke var klar over, at jeg havde fået en blodprop i højre hjernehalvdel, mens vi sad hos vore venner og drak kaffe, var mig, og det er den, der er skyld i, at jeg i dag er lam- 9

10 10 met i venstre side. Min store fordel var, at jeg på intet tidspunkt mistede sproget, og jeg var hele tiden i stand til at kommunikere med mine omgivelser. Havde blodproppen ramt i venstre side, er hovedreglen, at man mister sproget, da sprogcentret sidder i venstre side af hjernen. Alligevel gik der lang tid, før jeg var indstillet på at se sandheden i øjnene. Jeg tror ikke, at der var tale om en fortrœngning, men der gik nogle dage, før lammelsen i min venstre side blev total. Så længe, at jeg kunne komme ud af sengen og stå med lidt støtte, tog jeg det ikke så alvorligt. Jeg betragtede det mere som en influenza, der skulle overstås. Jeg havde fuld følelse i både arm og ben, og jeg kunne mœrke kulde, varme og fysisk påvirkning, og det kan jeg heldigvis stadigvœk. Det var først, da de kom med den forbandede lift og en kørestol, når jeg skulle til flyttes, at det gik op for mig, at det her vist ikke var så smart. Det gav selvsagt nogle alvorlige overvejelser. Var mit fremtidige liv bundet til en kørestol? Kunne jeg bevare mit job, og hvis ikke, hvad skulle jeg så finde på? Det var frygtelige tanker. Jeg havde vœret ansat i Falck i 32 år, og jeg var chef for Falck i hele det daværende Storstrøms Amt, et job, jeg var fantastisk glad for, og hver dag havde jeg glædet mig til at komme på arbejde. En af mine opgaver var at forhandle med amtet, kommunerne og politiet, og var ansvarlig for materiel og personel, og det var noget, som jeg holdt meget af. Jeg var jo kun 53 år, og jeg var i mine øjne stadig ung. Langsomt begyndte det at gå op for mig, at det var alvorligt. Jeg fandt mig selv i en situation, hvor der bestemt ikke var tale om et par dages indlœggelse, og det kom selvfølgelig som et stort chok. Det så pludseligt sort ud, og det begyndte at gå op for mig, at det ikke var så ligetil at komme hjem og begynde, hvor jeg havde sluppet. Med den rette behandling kunne mange af skaderne vœre undgået. Sanne Salomonsen fik en tilsvarende blodprop, men takket vœre en hurtig indgriben med en trombolysebehandling, som er en blodfortyndende behandling, der opløser blodproppen, blev hun reddet. Skønt hun matte gennem en langvarig genoptrœning, fik hun kun minimale skader. Den behandling giver man i Glostrup- og Århusområdet.Men det skal ske in-