Johan Bender Anders Brok Per Jørgensen. På sporet af det olympiske

Transkript

1 Johan Bender Anders Brok Per Jørgensen På sporet af det olympiske

2 Indholdsfortegnelse Side Forord 3 Indledning 4 Del 1 af Johan Bender Kropskultur i oldtidens Grækenland De antikke olympiske lege Græsk livsform 6 Græsk samfundsform 6 Om de græske guder 9 De olympiske lege 8 Legenes oprindelse 8 Olympiaden forberedelsernes tid på gymnasierne 10 Kort over Olympia 10 Olympia ledelse, sportsanlæg og stævner 11 Legenes videre forløb, professionalisme og afvikling 14 Del 2 af Per Jørgensen Coubertins olympiske lege Den olympiske bevægelse De olympiske leges genkomst 16 Coubertin, pædagog og organisator 18 Olympismens idéverden 20 Olympismens virkemåde 21 De olympiske lege frem til 2. verdenskrig 22 Temaer i relation til den olympiske bevægelse 23 Politik, nationalisme og internationalisme 23 Demokrati og ligestilling 24 Amatørismen og de olympiske lege 27 Del 3 af Anders Brok En strålende budbringer fra svundne tider Den olympiske bevægelse Fra renlivede amatørlege til professionel show-sport 29 Læreeksemplet Berlin Ud af længslen efter skønhed fødes den olympiske flamme 30 Hvad var der sket med den olympiske idé? Hvad var der blevet af det gode, det sande, det skønne og det hellige? 31 Oh, sport, du er skønhed 31 Idealisering 31 Sportens karakterdannende funktion 31 Sporten som etisk forbillede 32 Idræt for alle 32 Kvinder ved OL 33 Sorte idrætsudøvere ved OL 33 Borgfred 33 Nationalisme 34 Ritualisering 35 Agon og religio athletae 35 Oh, sport, du er fred 37 Politisering 37 2

3 Det tyske spørgsmål 37 Oh, sport, du er ære 38 Professionalisering 38 Den teknologiske udvikling 38 Statsamatører 38 Præstationsfremmende midler doping 39 Oh, sport, du er fremskridt 40 Medialisering 40 Kommercialisering 41 The Olympic Partners (TOP) 41 Anvendelse af de kommercielle midler 42 Oh, sport, du er retfærdighed 43 IOC og korruption 43 Valg af værtsby 44 De nye reformer: IOC 2000 Kommisionen 44 Det gode, det sande, det skønne, det hellige ved fremtidens OL 44 Kildemateriale: Side Del 1: 46 Del 2: 50 Del 3: 57 Litteraturhenvisning: Side Del 1: 62 Del 2: 63 Del 3: 64 Forord Dette undervisningsmateriale "På sporet af det olympiske" er et resultat af det kursus, som Gymnasieskolernes Idrætslærerforening og Danmarks Olympiske Akademi afviklede i 1998 på det Internationale Olympiske Akademi i Olympia, Grækenland. Danmarks Olympiske Akademi håber, at vi med dette materiale vil lette arbejdet for de lærere, der måtte ønske at inddrage de olympiske sommer- og vinterlege i undervisningen. Danmarks Olympiske Akademi København, juli 2000 Udgiver: Danmarks Idræts-Forbund/Danmarks Olympiske Akademi Forfattere: Johan Bender, Anders Brok og Per Jørgensen Redaktionsgruppe: Niels Andersson, Kasper Bøcher, Lise Raahauge Billederne side 1, 8,13,14,16,19, 20, 22, 29, 30, 35 er gengivet med tilladelse fra Tysklands Olympiske Komite. Copyright Danmarks Idræts-Forbund 2000 (Eftertryk - helt eller delvist - kun tilladt med tydelig kildeangivelse) 1. udgave, 1. oplag. August 2000 ISBN

4 Indledning "Menneskets forår udtrykkes ved den unge voksne, ham der kan sammenlignes med en fantastisk maskine, som er færdigmonteret og klar til at køre for fuld kraft. Det er til hans ære, de olympiske lege skal afholdes, fordi den nærmeste fremtid afhænger af ham, ligesom den harmoniske sammenkædning af fortid og fremtid. Hvordan skulle han bedre kunne hædres, end ved at der proklameres et midlertidigt ophør af uenighed, diskussion og uoverensstemmelse?" Således taler Pierre de Coubertin, den moderne olympismes grundlægger, i et radiobudskab fra Berlin i Et år senere afholdes de 11. moderne olympiske lege samme sted. Vi befinder os i Hitler-Tysklands Berlin, og det bliver et OL, som kan betragtes som et kulminations- og vendepunkt. Det er her de hidtil dominerende tendenser kulminerer, og det er her kimen til de udviklingstendenser, som kommer til at dominere den olympiske bevægelse fremover, bliver lagt. Når man nu ser tilbage på de godt 100 års moderne olympiske leges historie, kan man som en af forfatterne til dette undervisningsmateriale polemisk spørge, om den ædle atlet beruset af lysten til præstation stadig eksisterer, eller om han og hun er afløst af den beregnende business(wo)man, korrupte idrætsleder og store medie- og kapitalinteresser, som ingen midler skyr. Og man kan i samme åndedrag spørge, hvad det er ved OL, som fascinerer os millioner af tilskuere på tribunerne og foran tv-skærmene. Er det det sportslige og forestillingen om den ædle kappestrid det sande, det gode og det skønne manifesteret i 'menneskets forårs' kraftpræstationer, eller handler det om showet og skandalerne? Er historien om det olympiske historien om at sejre sig selv ihjel, med OL reduceret til ikon i multinationale selskabers satellitbårne, globale reklameudstillingsvindue, eller er historien om det olympiske den sidste af De Store Fortællinger, som det såkaldt postmoderne samfund ikke har fået udryddet? En erstatning for det, som kirken ikke længere magter: at forene os i ekstase om et organiseret menneskeligt drama. "På sporet af det olympiske" er først og fremmest tænkt som et undervisningsmateriale til idræt på mellemniveau i gymnasiet og hf tilvalg, men vi forestiller os også, at det vil kunne finde anvendelse i idrætsundervisningen på obligatorisk niveau, f.eks. i forbindelse med tværfaglige projekter og studieture, hvor idræt indgår som rejsefag. Materialet er inddelt i tre hovedafsnit. I første del gives der en indføring i de antikke olympiske lege og deres funktion i det antikke græske samfund. De antikke olympiske lege udgjorde det forbillede, hvor udfra Coubertin genskabte de moderne olympiske lege i midten af 1890'erne. I anden del beskrives Coubertins livsprojekt: genskabelsen af de olympiske lege, samt den olympiske bevægelses udvikling fra 1894 til Genskabelsen af de olympiske lege var et pædagogisk projekt, hvor sport blev betragtet som et centralt opdragelsesmiddel. Det var ved at koble sig til de gamle græske traditioner, der blev opfattet positivt af den europæiske overklasse omkring århundredeskiftet, at Coubertin skabte interesse og legitimitet for sit projekt. I tredje del beskrives den olympiske bevægelses udvikling fra OL i Berlin (1936) frem til i dag, med fokus på de temaer, som den konkrete idrætsudøvelse hele tiden har måttet ses i lyset og skyggen af. Det er temaer som politisering, professionalisering, medialisering og kommercialisering. Det er vores idé, at de tre dele hver for sig og samlet skal give en historisk viden om de olympiske lege, filosofien bag, konflikterne omkring. Materialet er samtidig bygget således op, at det gerne skulle inspirere til at arbejde temaorienteret på tværs af afsnitsinddelingen. - er der en sammenhæng mellem Platons, Coubertins og Samaranchs forestillinger om det olympiske? Hvad betyder det religiøse og ritualerne for afholdelsen af legene? Er forsøg på snyderi noget nyt i olympismens historie? Hvilken kønshistorie fortæller de olympiske lege? Hver del er bygget op, så den rummer en større introducerende tekst og kilder, der dokumenterer og uddyber 4

5 specifikke forhold. De introducerende tekster giver i sig selv et godt overblik og kan som sådan stå alene i undervisningen. Men hvad tænkte de egentlig selv om de olympiske lege, de gamle grækere? Hvad sagde og skrev Coubertin selv om sit projekt med at genoplive dem? Hvad står der egentlig i IOCs charter? Vi synes, der er noget fascinerend4 ved at gå til kilderne og grave i dem. Og det er i den ånd, de er tænkt. Som en opfordring til at gå på opdagelse. Som en udfordring til nysgerrigheden. Vi forestiller os dem anvendt i forbindelse med f.eks. gruppearbejde og projektarbejde. Forhåbentlig bliver man inspireret til selv at søge videre efter andet kildemateriale. Det er vores intention på sigt at udvide undervisningsmaterialet med arbejdsspørgsmål og idéer på Gymnasieskolernes Idrætslærerforenings hjemmeside, herunder idéer til supplerende litteratur, film m.v. og links på nettet. De tre dele er skrevet af tre forskellige forfattere, og hver del har sin særlige profil. Afsnittet om de antikke olympiske lege er lettilgængeligt og fremstår overvejende som den gode fortælling om, hvordan det var engang, mens de to afsnit om de moderne olympiske lege, især det sidste, er lidt mere komplekse og lægger op til et mere grundigt arbejde, hvor man forholder sig aktivt og kritisk til materialet. Det skal ses i logisk sammenhæng med, at man ifølge bekendtgørelsen for idræt på mellemniveau og idræt tilvalg først og fremmest skal tilegne sig indsigt i de sidste ca. 100 års idrætshistorie. som middel til at opnå faktuel viden om de olympiske lege og idéerne bag, men også som udgangspunkt for at tage kritisk stilling til det fænomen, hvis grad af sportslig, mediemæssig og kommerciel succes er enestående. Vi så det sidst ved de olympiske lege i Atlanta (1996). Aldrig før er der ved de samme lege blevet sat et så imponerende antal rekorder - på idrætsanlæggene og udenfor. Kan OL blive større? Skal det? Overlever den olympiske idé? Overlever vores fascination? - Sydney kalder. Niels Andersson, Kasper Bøcher, Lise Raahauge Giver det overhovedet mening at betragte historien om de olympiske lege som en sammenhængende udvikling hen imod et sportsligt og menneskeligt klimaks, kan man spørge. Det mener vi, det gør, men vi er også klar over, at der ikke er entydige svar på, hvordan udviklingen skal tolkes; og der er til stadighed modsatrettede tendenser i udviklingen. Men netop det er med til at gøre historien om OL og det olympiske fascinerende. Fascination af OL - historien, ideologien og den konkrete sportsudøvelse - og ønsket om at bidrage med undervisningsrelevant materiale, som går bag om fascinationen, er baggrunden for dette undervisningsmateriale. Det er vores håb, at lærer og elever vil kunne bruge det 5

6 Kropskultur i oldtidens Grækenland De antikke olympiske lege Græsk livsform Den vesterlandske kultur går tilbage til den gammelgræske livsform. Noget meget centralt er her kappestriden, agon en 1. Grækerne var vilde med at måle sig med hinanden i alt, hvad de foretog sig; dette konkurrencemoment betød, at udviklingen blev meget dynamisk; alle sider af samfunds- og kulturliv var i stadig forandring i modsætning til Egypten og de andre tidlige kulturlande, hvor tiden næsten stod uforanderligt stille gennem årtusinder. Når der var sådan drøn på i Grækenland, således som kunstens forskellige og hastigt skiftende faser spejler det, skyldes det nok i høj grad, at Grækenland var et ørige og splittet op i små selvstændige bysamfund. Et sådant bysamfund kaldes en polis 2. Deres grænser var øernes eller de bjergkæder, som omgav fastlandets dalstrøg, hvor andre polis er fjælede (gemte) sig. Alle disse polissamfund blev aldrig en samlet græsk nation, tværtimod var de ofte i krig med hinanden, samtidig med at de inspirerede og udviklede hinanden. Man kan tale om modsætningernes enhed en slags komplementaritet 3 for selv om de nok var forskellige og prøvede hinanden på tænderne, så var det alligevel den samme kulturkreds noget lignende gælder forholdet mellem de europæiske nationer i dag. Grækerne mente, at kamp og kappestrid ikke kun var af det onde, men havde modsatte kvaliteter i sig. En af de første græske filosoffer, Heraklit 4, formulerede denne erkendelse i følgende sætning: Krigen er altings fader! På græsk hedder krig polemos, hvilket vi kender fra dansk: polemik, (diskussion, dialog 5 ). Den polemiskdialektiske livsform, hvor en sag altid kan ses fra to eller flere sider, ligger grækerne dybt i blodet. Den er grundlaget for demokrati og videnskab, og den er det bærende i al sportskonkurrence. Heraklit ville sige: uden kamp, ingen udvikling. Hans anskuelsesbilleder på denne lidt paradoksale erkendelse er dels lyren, dels flitsbuen; buens grene er i indbyrdes pænding, men denne modsætning i buens enhed er forudsætningen for den kraft, som er i stand til at sende pilen af sted, l ligeså er lyrestrengens vellyd betinget af spænding. Uden modsætninger, ingen kraft og harmoni. Den enhed, grækerne trods indbyrdes modsætninger havde til fælles, var deres sprog, deres guder, deres livsform, deres fjender, barbarerne 6, og så havde de havet, over hvilket de kunne få impulser udefra og nemt komme i kontakt med hinanden, for eksempel når de hvert fjerde år mødtes i Olympia 7 i landskabet Elis på Peloponnes for at kappes i de olympiske lege. Græsk samfundsform Kappelyst og demokrati har meget til fælles. I demokratiet er samtalen, dialogen, væsentlig. Der fremsættes en sætning, tese, som modsiges af en modsætning, antitese, og gennem meningernes brydning når man frem til en sammensætning, en syntese. Dialogen er demokratiets samtaleform. Demokratiet udviklede sig i de små overskuelige bysamfund, hvor der ikke er længere til det fælles torv, agora 8, end at alle borgere kan mødes dér og diskutere og ordne statens anliggender. Der var godt nok forskel på de mange bystater, så det er vanskeligt at tale generelt om samfundsforholdene i oldtidens Grækenland; der var både demokratiske stater og stater styret af én eller få slægter. Det oldgræske demokrati adskiller sig fra det nuværende derved, at kun voksne mænd, der opfyldte bestemte betingelser (alder, afstamning m.m.) kunne tage del i den politiske beslutningsproces som embedsmænd, dommere og deltagere i folkeforsamlingerne. En sådan fuldborger kaldes polítes 9.En polítes, der holdt sig udenfor og ikke gjorde sig aktivt gældende i det politiske liv, kaldtes idiótés 10, hvilket blot betyder privatperson. I den største bystat, Athen, var der ca polítai ud af en befolkning på ca (i 431 f.kr.). De politisk umyndige var kvinder, slaver og de fremmede indvandrere. Det var disse, der først og fremmest arbejdede og opretholdt samfundets materielle produktion og derved aflastede de 6 1. Agon (græsk for kappestrid): konkurrence, centralt begreb i græsk livsholdning; spiller blandt andet en rolle på stadion, på folkeforsamlingen, ved vurdering af teaterstykker. 2. Polis (græsk for borg, by): bystat, hvoraf der var ca. 900 i det klassiske Grækenland. 3. Komplementaritet: det forhold, at to forklaringer dels udelukker hinanden, dels dog tilsammen giver en fuldstændig forklaring på det pågældende fænomen. 4. Heraklit: græsk naturfilosof fra Jonien ca. 500 f.kr. Han formulerede erkendelsen: "Krigen er alle tings fader" og havde ilden som arché (forklaringsprincip). 5. Dialog (græsk: dia = gennem, logos = ord): samtale, udveksling af synspunkter. 6. Barbar (græsk: barbaros = ikke græker; egentlig et menneske med stammende og uforståelig tale). 7. Olympia: by i landskabet Elis, hvor der hvert 4. år blev afholdt algræske sportskonkurrencer fra 776 f.kr. til 394 e.kr. 8. Agora (græsk for torv): forsamlingsplads til politiske, sociale, økonomiske og religiøse formål midt i polis. 9. Polítes (flertal: polítai): fuldborger, dvs. mand med alle politiske rettigheder. 10. Idiótés (græsk for privatperson): en borger, der ikke deltog aktivt i bystyret; en sådan borger havde sat sig på samme niveau som kvinder, slaver og tilflyttere, der ikke havde politiske rettigheder.

7 få borgermænd, så de kunne hengive sig til politik, filosofi, drama, kunst, gymnastik og lærdom. Derved skabtes en arbejdsdeling, som kunne frembringe og raffinere en enestående kultur, som har sat sig dybe spor gennem historien. Grækerne udviklede den fagrække, som stadig er grundstammen i den europæiske skole. De uddannede sig i deres fritid, som på oldgræsk hedder skolé; det skete i gymnasion 1, der betyder nøgenanstalt. Den kropslige (somatiske) udvikling var lige så vigtig som den sjælelige (psykiske), så atletik 2 og gymnastik var vigtige discipliner, og de dyrkedes nøgen og gav derved navn til stedet. Det oldgræske samfund var mandsdomineret, kvinderne var underlagt mændenes behov. Borgermandens hustru, gyne, skulle så vidt muligt holde sig inden døre med børn og slaver. Hendes primære funktion var at avle ægtefødte børn (arvinger), samt at varetage husholdningen. Ude i byen kunne manden have en såkaldt pallaké, som var en slags medhustru. Desuden havde borgermanden adgang til to typer af prostituerede, der betegnes som henholdsvis hetaira og porne. Hetæren var en slags luksusluder, som manden også kunne underholde sig med uden for sengen, hvor pornen udførte sit arbejde. Ydermere var det almindeligt for borgermanden, at han tog sig af unge mænds opdragelse i et slags homoseksuelt 3 forhold, der også gjaldt den åndelige udvikling (se "Kærlighed i antikken" i litteraturlisten). Fra den ene bystat til den anden kunne der være variationer i dette grundmønster af samfundslivet. Men uanset hvor forskellige bystaterne var fra det demokratiske Athen med en meget fri livsform til det mere lukkede, konservative og militæriske Sparta så mødtes de hvert fjerde år i Olympia til atletisk kappestrid. Fig. 1 Kort over Grækenland 1. Gymnasion (græsk: gymnos = nøgen; nøgenanstalt): skole for krop og ånd; her dyrkede ungdommen atletik nøgen og modtog undervisning i en række fag. 2. Atletik: fællesbetegnelse for en række sportsgrene: løb, spring, kast, vægtløftning, brydning, nævekamp, hestevæddeløb. 3. Homoseksualitet (græsk: homós = ens, samme): kønsdrift, der retter sig mod eget køn. 7

8 De olympiske lege Disse panhellenske 1 lege (det vil sige lege, der omfattede alle hellenske bystater) havde altså også den betydning at bekræfte det græske fællesskab, der trods alle modsætninger bestod mellem de mange bystater. Ydermere blev det en kærkommen lejlighed for de udenlandsgrækere, der i kolonitiden 2 bosatte sig uden for det egentlige Hellas, for eksempel på Sicilien, til regelmæssigt at kunne mødes og knytte kontakter med folk fra hjemlandet. Det styrkede det fællesgræske. De olympiske lege blev grundlaget for den fælles-græske tidsregning, hvis udgangspunkt var de første registrerede lege i 776 f.kr. Med denne kronologi kunne man angive et år således: den 15. olympiades 3. år, hvilket svarer til 713 f.kr., da en olympiade betegner fireårs tidsrummet mellem to olympiske leges afholdelse. Legene i Olympia bidrog således også til at markere fællesgræske interesser, idet der holdtes våbenhvile i indbyrdes krige mellem bystater, så længe sportslegene fandt sted. De var indviet til guderne og dermed hellige. Denne olympiske fred forkyndte herolder 3 overalt i Hellas som optakt til legene, og den varede hele den måned, festdeltagerne var samlede i Olympia, således at alle kunne færdes trygt på rejse dertil og derfra, selv i fjendeland. Fig 2. Pankration var en blanding af boksning og brydning. Alt var tilladt undtagen at bide og trykke øjnene ud. Også andre steder i Grækenland fandt der panhellenske lege sted, nemlig i byen Nemea i landskabet Argolis og på landtangen Isthmen, der ligesom Olympia også ligger på Peloponnes, samt i det gamle orakelsted 4 Delfi; men ingen fester var af samme betydning som dem i Olympia. Legene foregik gennem mere end tusind år helt frem til og med 393 e.kr. den 292. olympiades 4. år. Året efter blev de forbudt af kejser Theodosius, som gjorde kristendommen til statsreligion. Legenes afslutning markerer således på en måde oldtidens afslutning og middelalderens indtog den sanselige græske kultur afløstes af kristendommens vægtforskydning fra det kropslige til det åndelige. Legenes oprindelse Disse regelmæssigt tilbagevendende og velorganiserede sportsfester opstod naturligvis ikke lige ud af den blå hellenske luft, men har en lang kropskulturel udvikling bag sig, inden det nåede så vidt; der er flere teorier om konkurrencernes opståen og baggrund. I det foregående afsnit er der gjort rede for den almindelige græske livsholdning, agonen, kappestriden som noget centralt. I Homers 5 heltedigte, Iliaden og Odysseen, der er blevet til næsten samtidig med de første olympiske lege, hører vi om, hvorledes de græske krigere afholdt idrætslege i forbindelse med begravelsesceremonier til den faldnes ære. Iliadens XXIII. sang skildrer således Patroklos ligfærd (se litteraturliste). Det gjaldt for idrætsudøveren at vise dåd og at høste ære og anerkendelse (græsk: kydos), at få et godt eftermæle både som atlet 6 og som kriger, i så fald var det ikke tragisk for en græsk kriger at dø i kamp, så havde han erkendt og levet op til sin skæbne. Det ligger i selve betegnelsen for idrætsudøveren: atlet, som hænger sammen med det græske ord: athlos, der betyder kamp eller prøve. Prøven kunne bestås på valen 7 eller på sportspladsen. Især væddekørsel var yndet blandt aristokratiet, og det kan man se afbildet på mange store gravvaser. Legene har en helt selvfølgelig sammenhæng med krigerhvervet; de er træning til kampen, og mange af disciplinerne udspringer af kamppladsens udfoldelser: spyd Panhellensk (græsk: pan = al, Hellas = Grækenland): omfattende alle grækere. 2. Kolonitiden (ca f.kr.): den periode, hvor grækerne anlagde kolonier på Middelha-vets og Sortehavets kyster, hvor kunst og videnskab blomstrede i Grækenland og grunden til demokratiet blev lagt. 3. Herold: hofembedsmand, der var budbringer (= gesandt), officiel udråber, mødeleder og ledende tjener. 4. Orakel (latin: orare = tale, bede): helligt sted, hvor guderne taler til mennesker; ved oraklet i Delfi rådspurgtes Apollon, der talte gennem præstinden Pythia. 5. Homer: blind digter og skjald, der levede omkring 700 f. Kr. og skal være ophavsmand til heltedigtene Iliaden og Odysseen, der skildrer henholdsvis grækernes tiårige krig mod Troja, dels helten Odysseus tiårige eventyrlige hjemrejse fra Troja til Ithaka. 6. Atlet (græsk: athletés = kæmper): dyrker af atletik. 7. Valen: slagmarken

9 kast, diskoskast, væddekørsel, nævekamp og boksning. Dermed bliver atletikudfoldelserne også en forskole og træning til forsvar af fædrelandet, af polis en og ikke mindst af byens forfatning; alle politisk myndige kunne være med og gøre sig gældende på lige fod, vinde berømmelse til sig selv og sin bystat. At have sportshelte gav prestige for den enkelte bystat hos de andre ud over hele Grækenland. Nogle atleters statuer kunne ses både i Olympia og i hjembyen. Sportsudfoldelserne havde altså dels en militær og dels en politisk betydning. Derudover havde de en religiøs dimension. Dybest set var alt, hvad grækeren foretog sig, styret af guderne, det skete kun i kraft af guderne og til ære for dem. Legene var fra gammel tid indviet til guderne. I Olympia var hovedtemplet indviet til Zeus og i Delfi til Apollon. Festerne indledtes og afsluttedes med ofringer til guderne. Atleterne var sig fuldt bevidst, at deres resultater var opnået ved gudernes gunst og medvirken, ved deres gode skæbne. En sådan religiøs opfattelse slog igennem under perserkrigenes 1 prøvelser og afspejles i den såkaldte strenge stils tid (som den tidlige klassiske kunst fra 480 til 450 f.kr. også kaldes). Om de græske guder Religiøsitet gennemsyrede det græske samfund og græsk dagligdag i en grad, vi vanskeligt kan forestille os. Den græske mytologi er polyteistisk 2 ; for grækerne fandtes der en hærskare af guder og halvguder, der styrede alt; dem måtte man indrette sig efter, agte og ære. Guderne var i modsætning til mennesker evige og udødelige, og de kunne gribe afgørende ind i ens liv. Derfor ofrede man til dem for så at vente hjælp af dem; mennesket havde et slags kontraktforhold til deres guder: jeg giver dig, så hjælper du mig! At ville sætte sig op mod dem eller måle sig med dem, var en farlig form for overmod, hybris, som straks blev ramt af gudernes straf, nemesis. Derfor skulle mennesket kende sig selv, det vil sige sin begrænsning og sin plads i forhold til guderne. Men mennesket kunne blive fordrejet af forblændelse, så det ikke så klart, hvis blindhedens gudinde, ate, ramte det; så fulgte hybris og nemesis. De græske guder var funktionsguder, det vil sige, at de havde hver sin del af tilværelsen, som de tog sig af. Der fandtes ikke det forhold i livet, som der ikke var knyttet en guddom til. Grækerne forestillede sig, at de vigtigste af guderne de olympiske boede på det meter høje og snedækkede bjerg Olympos 3 i Nordgrækenland, ikke at forveksle med byen Olympia i Elis. Overhovedet for de olympiske guder var himmelguden Zeus; han havde to brødre, der tog sig af de andre elementer: havet (Poseidon) og jorden, navnlig underverdenen (Hades). Zeus kone og søster var Hera, men han havde som de græske mænd mange forbindelser uden for ægteskabet, både med gudinder og med dødelige kvinder. I det hele taget lignede de græske guder mennesker i ydre og i indre; de havde menneskeform, var antropomorfe 4. Hefaistos var søn af Zeus og Hera og smedenes gud; han kunne også - som Vølund, smed i Norden kurere sygdomme. Da Zeus engang havde hovedpine, slog Hefaistos ham i hovedet med sin hammer, og ud sprang Pallas Athene i fuld krigsrustning. Hun var gudinde for klogskab og strategi og var en selvhjulpen og kæk gudinde. Zeus var vild med hende, en rigtig fars pige. Med Leto havde Zeus tvillingerne Apollon og Artemis, der var guder for henholdsvis kunst og jagt. Apollon var leder af de ni muser, som bestyrede hver sin kunstart, og Artemis var et rigtigt naturbarn, der færdedes i skovene ledsaget af dyr og skovnymfer 5. Ares var krigsgud, Dionysos vin- og festgud og Hermes gudernes sendebud og derfor også gud for vej og sti, købmænds, turisters og tyves beskytter! Under de olympiske hovedguder var der en sværm af mindre guddomme. I skovene færdedes satyrer 6, panbukke, najader (kildenymfer), dryader (trænymfer) og mange andre. På havet kunne den søfarende møde nereider (havnymfer), som Odysseus mødte nymfen Kalypso og blev hos hende i syv år, idet hun lokkede ham med evigt liv og elskov. Begreber som rigdom, fattigdom, retfærdighed, kærlighed, renhed m.m. var styret af guder, halvguder eller guddommelige væsener, dæmoner. Guderne dyrkedes i templerne, hvor deres gudestatuer stod; kun præsterne måtte komme ind i gudeboligen, og de offentlige ofringer foregik på det hellige område lige uden for templet..1. Perserkrigene (ca f.kr.): perserkongerne forsøgte at erobre de unge græske bystater, men blev slået ved Maraton i 490 f.kr. og afgørende i søslaget ved Salamis i 480 f.kr. 2. Polyteisme (græsk: poly- = mange, theos = gud): dyrkelse af flere guder 3. Olympos: meter højt bjerg i Thessalien i Nordgrækenland, hvor grækerne forestillede sig, at guderne havde deres bolig. 4. Antropomorf (græsk: anthropos = menneske, morphé = form): menneskelignende. 5. Nymfe (græsk: nymphe): kvindelig naturgud; skovenes, bjergenes, kildernes nymfer. 60. Satyr (græsk: satyros): dæmonisk skovgud. 9

10 Den kendes på sin ophøjede alvor og dybe religiøsitet og ses både i vasemaleri, skulptur og inden for drama. Efter midten af det 5. århundrede, da perserkrigene var på afstand, begyndte en verdsliggørelse og professionalisme, hvor det enkelte individ, atleten selv og ikke hans by eller hans guder, kom i centrum. I kunsten spores en tilsvarende individualisering i den høj- og i den senklassiske kunst. Fig. 4 Faser i den oldgræske udvikling inden for samfund og kultur: KRONOLOGI SAMFUND KUNST og KULTUR f.kr. Kolonitiden Arkaisk kunst f.kr. Perserkrigene Tidlig klassisk kunst (Den strenge stil) f.kr. Periklestiden 1 Højklassisk kunst f.kr. Opløsningstiden Senklassisk kunst (Den bløde stil) f.kr. Hellenismen 2 Hellenistisk kunst Fig. 3 Kort over Olympia gymnasion Prytaneion palaestra badeanlæg Fidias' værksted Filippeion nymphaion Heratemplet Pelopeion Zeustemplet Leonidaion 12 badeanlæg 13 Sydhallen 14 buleuterion 15 skathuse Metroon Zeusaltret stadion I stadion II stadion III Ekkohallen 22 dommersæde 23 startbokse til hestevæddeløb 24 hippodrom 24 N Danmarks Nationalleksikon/John Fowlie m Altis er det hellige område. Inden for dette lå: Heraion: Heratemplet Zeustemplet Zeusaltret Pelepeion: Pelops grav Filippeion: rundbygning opført til minde om Philip af Makedoniens sejr over grækerne i 338 Prytaneion: bygning for Olympias lokale embedsmænd Nymphaion: vandnymfernes helligdom; et vandanlæg som var en del af et imponerende vandanlæg, som også forsynede de tilskuere med vand. Der kan være meget varmt om sommeren i Grækenland. Skathuse: skatkamrene til offergaverne Zanes: små Zeusstatuer, som skulle advare deltagerne mod snyderi lige inden de gik gennem porten til stadion Metroon: templet for gudernes moder Uden for Altis lå: Buleuterion: en slags rådhus Leonidaion: en slags hotel for eksklusive gæster Theokoleion: embedsbolig for ypperstepræsterne Heroon: en slags kapel for en præsteslægt Palaestra: øvelsesplads til brydning og boksning Gymnasion: bolig for idrætsfolkene Stadion: løbebane 10

11 Olympiaden forberedelsernes tid på gymnasierne For at blive bedre og kunne klare sig i konkurrencerne måtte der trænes, og rundt om i de forskellige bystater ud over Hellas opstod der øvepladser, hvor de frie borgeres drenge kunne gå hen med deres slave eller paidagogos (græsk for drengefører); stedet var gymnasierne. De krævede plads, skygge og vand, og de lå ofte i udkanten af byerne. De enkelte dele var placeret omkring en søjlegang (på græsk: peristyl), der gav skygge. Løbebanen kaldtes stadion 3, hvilket egentlig betegner løbedistancen, som i Olympia var cirka 192 meter, men lidt forskellig i de andre anlæg. Bryde- og boksepladsen var palæstra 4, som kommer af ordet pale = brydning. Uden om denne gård lå omklædningsrummet (apodyterion) og baderummet (loutron), hvor atleterne efter kampene kunne vaske støv og olie af, lutre sig. Gymnasierne havde flere andre specialrum ikke kun til kropsformål, men også noget for ånden, nemlig foredragssale (græsk: exedra, dvs. sæde udenfor), hvor filosoffer underviste de unge i de discipliner, som en fri borger i den græske polis måtte mestre, først og fremmest retorik, veltalenhed, men også de fleste af de fag, som siden er indgået i det europæiske uddannelsessystem. De fleste af vore fag og discipliner har bevaret deres græske betegnelser: historie, gymnastik, fysik, geografi, biologi, zoologi, filosofi, psykologi, astronomi, poesi, drama etc. Større uddannelsessteder i Athen var Platons 5 Akademi og Aristotelses 6 Lykeion, som har lånt navn til vore akademier og til det franske gymnasium: lycée. Olympia ledelse, sportsanlæg og stævner De fire store panhellenske lege dannede tilsammen en art cyklus, periodos, således at der var lege mindst et af stederne hvert år. De olympiske og de pythiske lege fandt sted hvert fjerde år, de to andre hvert andet. I den senere professionalistiske periode, i århundredene efter 400 f.kr., drog atleterne således som professionelle rundt fra det ene stævne til næste og prøvede at vinde "grand slam". Legene i Olympia ved vi mest om. Området er arkæologisk velbevaret med et righoldigt museum, hvor sportsrekvisitter og andre fund fra området kan studeres. Desuden har den græske oldtidsforfatter Pausanias 11 i sin Grækenlandsbeskrivelse et stort afsnit om Olympia, der bekræfter de arkæologiske fund. Dette kan suppleres med den romerske arkitekt Vitruvius 12, der har givet en omfattende beskrivelse af de græske gymnasier og deres funktion som sportspladser (se også litteraturlisten). De olympiske leges praktiske ledelse blev varetaget af de Fig 5. Diskoskaster far pan-athensk amphora fra det 5. århundrede f.kr. Karakteristisk for græcismen 7 er, at hele denne intellektuelle udfoldelse, vor græske arv, oprindeligt udsprang af kropsdyrkelse, det gymnastiske, siden fulgte åndsdannelsen efter; for grækerne hørte psyke 8 og soma 9 uadskilleligt sammen; kroppen er fundamentet og bærer af sjælen og idræt således alle fags moder! (kilde 1) Gymnasierne lededes af en gymnasiark 10 der skulle sørge for vedligeholdelse af bygningerne, ansættelse af trænere, massører, lærere og filosoffer. Når forberedelsernes tid var omme, kunne gymnasiarkerne udtage de atleter, som skulle konkurrere med de andre gymnasier om at blive sendt til de panhellenske lege som repræsentanter for deres by. 1. Perikles ( f.kr.): athensk statsmand, leder i Athen f.kr., hvor han døde under pestepidemien under Den peloponnesiske Krig. Gennemførte udbygningen af det athenske demokrati og genopførte Akropolis efter Perserkrigene. 2. Hellenisme (græsk: af Hellas): den græskprægede kultur ca f.kr. 3. Stadion (græsk: stadion = længdemål (for løbebane)): anlæg til atletik. 4. Palæstra (græsk: pale = brydning): træningsplads for atleter i kvadratisk søjlegård. Fra 4. årh. f.kr. lig med gymnasion. 5. Platon ( f.kr.): græsk filosof; elev af Sokrates, udviklede læren om idéernes betydning; grundlagde 387 f. Kr. Akademiet i Athen, der blev lukket i 529 e.kr. 6. Aristoteles ( f.kr.): græsk filosof og videnskabsmand; elev af Platon; udviklede den empiriske metode, erfaringsvidenskaben; grundlagde lærdomssædet Lykeion. 7. Græcisme (latin: graecus = græker, græsk): indflydelse fra græsk kultur. 8. Psyke (græsk: psyké = sjæl): sindelag, sjæleliv, det indre. 9. Soma: græsk for legeme. 10. Gymnasiark (græsk: gymnasion = skole, árkhein = herske, lede): leder af gymnasion, rektor. 11. Pausanias: græsk geograf, der i 1. årh. e.kr. skrev en topografisk skildring af Grækenland, der har haft stor betydning for arkæologiske udgravninger og kunsthistorisk forskning. 12. Vitruvius: romersk arkitekt og ingeniør i 1. årh. f.kr. på Cæsars og Augustus tid. Skrev et tibindsværk om oldtidens bygningskunst, som fik stor betydning for renæssancens arkitekter og kunstnere. 11

12 Fig. 6 Antallet af discipliner voksede Gennem de første 145 olympiader, altså et tidsrum over 576 år blev det olympiske program udvidet med følgende discipliner: OL nr. År f.kr. Disciplin Stadionløb (192,27 m) Diaulos (dobbeltløb 384,54 m) Dolichos (24 stadionløb 4.614,48 m) Brydning og pentathlon 1 (femkamp bestående af stadionløb, diskos og spydkast, længdespring samt brydning) Boksning Tethrippon I (væddekørsel med firspand) Galopløb og pankration (kombination af boksning og brydning) Stadionløb og brydning for drenge Femkamp for drenge (kun denne ene gang) Boksning for drenge To stadionløb i fuld udrustning Apene (væddeløb med vogne trukket af to mulddyr) til og med 84. OL Kalpe (voltigering på en hoppe) Synoris (væddeløb med tospand) Konkurrence for trompetere og herolder Tethrippon II (væddekørsel med firspand af føl) Synoris II (væddeløb med tospand af føl) Galopløb for føl Pankration for drenge Kilde: John Idorn "De Olympiske Lege" 1980 såkaldte hellanodiker (ordet er sammensat af Hellas og dike = retfærdighed). De blev oprindeligt valgt af adelsslægter i Elis; senere valgtes én fra hver fyle i Elis. Hellanodikerne modtog konkurrencedeltagerne og havde opsyn med dem i den måned, de opholdt sig i træningslejren i Olympia inden selve legenes afholdelse. De afgjorde, om deltagerne var kvalificerede, dvs. frie grækere, altså polítai, og om de skulle placeres i ynglingegruppen (12-18 år). De kunne foretage forsøgskampe, uden at der var tale om en egentlig seedning af deltagerne. Desuden fungerede hellanodikerne som de retfærdige dommere i kampene. Den øverste myndighed i Olympia var boule, rådsforsamlingen, som benævntes Det olympiske Råd. Der kunne være 500, valgt blandt de fornemste slægter i Elis. Rådet havde den overordnede kontrol med legenes afholdelse, program og ledelse af helligdommens bygninger. Rådet virkede som appelinstans for deltagere, som mente sig uretfærdig behandlet eller dømt af hellanodikerne. Rådet havde myndighed til at lade opstille æresstatuer i helligdommen, og dem vrimlede det med ifølge Pausanias beskrivelse. Rådet mødtes i Prytaneion, her brændte den hellige ild, og her kunne de modtage fornemme gæster eller fremmede embedsmænd til bespisning. Efterhånden som administrationen voksede, flyttede 1. Pentathlon (græsk: penta = fem, athlon = kamp): femkamp. 12

13 den mere praktiske del af Rådets virke til en ny bygning lige syd for det hellige område; den kaldtes buleuterion efter boule = råd. Anlægget i Olympia lå i en hellig lund, Altis, omgivet af en mur. Indenfor var der templer for Zeus og Hera, Zeus Askealter, administrationsbygninger, skatkamre for de større bystater, Ekkohallen for trompeterer og herolder, sejrsstatuer. Udenfor lå gymnasiets øvebaner, palæstra, hoteller og bade samt de forskellige sportspladser, det egentlige løbestadion og længere borte hestevæddeløbsbanen, hippodromen. (se kortet side 10 fig. 3) En måned inden selve festugen ankom atletholdene fra alle dele af den græske verden og opholdt sig i træningslejre i den nærliggende by Elis, på hvis territorium Olympia ligger. Om selve legenes program er vi ikke underrettet med fuld sikkerhed, men de blev afviklet på 5 dage i forbindelse med fuldmåne i august-september, efter kornhøsten og før olivenhøsten, så folk havde bedre tid til at være hjemmefra. Alle frie grækere kunne deltage, men slaver og fremmede (barbarer) kunne kun være til stede som tilskuere eller hjælpere (op til personer). Derimod var gifte kvinder forment adgang både som deltagere og som tilskuere; der var dødsstraf for overtrædelse. Hellas var og blev et mandssamfund. Vi kender kun ét tilfælde af, at forbudet er blevet overtrådt, nemlig da en enke brændende ønskede at se sin søn bokse og derfor forklædte sig som mand. Da sønnen sejrede, blev moderen så begejstret, at hun fór op og derved kom til at afsløre sig. Hun slap dog for straf, da der fandtes adskillige olympiske sejrherrer i hendes familie. Fig. 7 Sprinter med høj arm og knæføring. Den første dag indfinder deltagerne sig; deres navne bekendtgøres. Foran Zeusstatuen på rådhuset (buleuterion) aflægger de ed på, at de har overholdt de strenge krav om træningen, og at de vil kæmpe i overensstemmelse med reglerne. Endelig foretager de private ofringer til deres skytsguder og til stedets lokale heroer. Trods ofringer og edsaflæggelser forekom der snyderier og bestikkelser, men blev det afsløret, vankede der bøder, fordømmelse og vanære. For bøderne blev der opstillet flotte bronzestatuer af Zeus, de såkaldte Zanes 1. Pausanias opregner i det 2. århundrede e.kr. 17 zanesstatuer, så bestikkelsesaffærer var yderst sjældne og hører de senere tider til; de første zanes blev først opstillet i 388 f.kr. Næste dag afholdtes der i Ekkohallen konkurrence mellem trompetere og herolder om, hvem der skulle have ret til og æren af at udråbe kampene og proklamere sejrherrerne. Agonen sad grækerne dybt i livet og førtes med helt ud i legenes formalia. Muligvis blev der samme dag konkurreret mellem drenge og afviklet femkamp, pentathlon, samt vognløb og hestevæddeløb på hippodromen. Tredjedagen, fuldmånedagen, var helliget religiøse handlinger. I Det olympiske Råds bygning, prytaneion, blev fakler antændt ved husgudinden Hestias arne; herfra gik hele processionen med deltagere, trompetere, offerpræster, officials og offerdyr langs Altis vestmur forbi Zeustemplet til Zeus askealter, hvor ofringerne af dyrenes skind og ben blev foretaget. Om aftenen samledes 1. Zanes (græsk: dorisk dialektform i flertal = Zeus er): bronze-statuer af Zeus, der blev bekostet af bøder for overtrædelse af deltagerbetingelserne ved de Olympiske lege i olympia, og opstillet i helligdommen i Olympia ved indgangen til stadion. 13

14 deltagerne til festmiddag på det tiloversblevne kød fra dyrene. Fig. 8 Længdespring foregik fra stående stilling. Håndvægtene blev slynget frem ved start og bagud ved landing. På den fjerde dag gik det rigtig løs, og alle disciplinerne blev afviklet: løb, spring, brydning, nævekamp og de forskellige kast, ligeledes løb i rustning. Den femte og sidste dag fandt hædringen af de forskellige vindere og sejrspræmieoverrækkelsen sted. Det skete i Zeustemplet, hvor sejrherrerne mødte op med deres foreløbige sejrstegn, som var uldbånd, som de straks efter sejren på stadion kunne binde om hovedet, således som vi ser den berømte statue af vognstyreren køre sin sejrsrunde med uldbånd om sit hoved. I Zeustemplet i Olympia fik de overrakt den egentlige sejrskrans af olivengrene. Ved de tre andre panhellenske lege var sejrskransene af de foretrukne lokale vækster, i Delfi var det en laurbærkrans, i Nemea og ved Isthmen henholdsvis en krans af vild selleri og en af fyrrekviste. U(den)forstående fremmede har undret sig over, at de græske atleter og deres hjemlige backinggruppe har sat så meget ind på så lidt: års træning og så en sølle bladkrans som trofæ. Svaret herpå giver Solon 1 i Lukians 2 skrift: Anacharsis. (kilde 2) Ved tilbagekomsten til hjembyen blev vinderen modtaget med triumftog og skænkede her sin sejrskrans til den lokale gud og modtog til gengæld forskellige modydelser. Det kunne være pengegaver eller offentlig bespisning på rådhuset i en årrække. Dertil kom den respekt og det ry, atleten skaffede sig ved sin indsats. Ved andre lege faldt præmierne med det samme i form af kontanter eller naturalier; for eksempel var prisen ved de panathenæiske lege i Athen amforaer med fin olie. Desuden kunne der tildeles særlige hædrende beviser såsom statuer opstillet de steder, sejrene var hentet hjem, og/eller i hjembyen. Sejrherren var dermed med til at ære guderne, som statuerne også var opstillet for, og til at kaste glans over sine medborgere, som til stadighed havde et idol og forbillede for øje. Sporten fik hermed en flerdimensional PR-betydningsfuldhed. Legenes videre forløb, professionalisme og afvikling Som det græske samfund ændrede sig i tidens løb, således forandrede sports13konkurrencerne også indhold og karakter. I århundrederne efter Den peloponnesiske Krig 3 og indtil Grækenland blev erobret af romerne og gjort til romersk provins i 146 f.kr., gik det græske demokrati i opløsning, og man taler ligefrem om opløsningstiden. Polisfællesskabet, som havde stået sin prøve i krigene mod perserne omkring 480 f.kr., blev fortrængt af klasseegoisme og individualisme. Den enkelte søgte sit eget, blev Solon (ca f.kr.): athensk statsmand og digter, der i 594 f.kr. udformede en forfatning for Athen, der blev den første demokratiske forfatning i verden og blev grundlaget for det græske demokrati. 2. Lukian Lukian ( e.kr.): græsk forfatter, der dyrkede den satiriske dialog. 3. Den peloponnesiske Krig ( f.kr.): krig mellem Athen og Sparta og alle deres forbundsfæller rundt om i Hellas. Athen overgav sig i 404 f.kr. og måtte udlevere sin flåde, nedrive bymurene og indføre et konservativt styre.

15 hellere hjemme i stedet for at opsøge torv og folkeforsamling til drøftelse af offentlige anliggender. Troen på guderne sygnede hen, i takt med at forskellige lykkefilosofier 4 søgte at give den enkelte individuel tryghed og livsindhold. Enhver blev nu mere sin egen lykkes smed. Sporten fik hermed også en anden funktion, den blev et middel for den enkeltes egen lykke og succes. Det førte til en overdreven og ensidig dyrkelse og resulterede i en professionalisme, hvor interessen blev forskudt fra de manges deltagelse til de fås konkurrence, hvor det gjaldt om at vinde for enhver pris. En professionel klasse af idrætsudøvere, trænere og managere opstod, som kunne tilbyde nye effektive træningsmetoder, der frembragte bedre resultater, men på bekostning af skønhed, harmoni, kammeratskab og god sportsånd. Efter at legene i Olympia var blevet forbudt, blev Altis ødelagt i 426 e.kr. ved dekret fra kejser Theodosius II. Ved to store jordskælv i 522 og 551 blev hele området lagt øde samtidig med at Kronionhøjen styrtede sammen til det halve (nu ca. 100 m). Endelig blev det hele senere overdækket af et 7-10 m tykt mudderlag ved større oversvømmelser af floderne Alfeios og Kladeos. I 1829 genopdagede en fransk arkæologisk ekspedition Olympia, som i de mellemliggende århundreder havde været begravet af jordmasserne. Fra 1875 begyndte Det Tyske Arkæologiske Institut systematisk at udgrave Olympia. Denne udgravning fortsætter stadig. Samtidig med at religiøse og samfundsmæssige værdier blev mindre betydningsfulde, blev sportsanlæggene og bygningerne i gymnasierne større og mere imponerende. Sporten blev mere underholdning end etisk opdragende. Af mange føltes det som et tab, og flere af de samtidige overleverede forfattere klager over, hvad de opfatter som sportens forfald. Således skrev dramatikeren Euripides under Den peloponnesiske Krig: "Selv om der er masser af dårlige ting rundt om i Grækenland, er der dog ikke noget værre end sportsfolk... Nej, vi burde i stedet bekranse den gode og vise mand og den, som med mådehold og fasthed leder staten, og den, som ved sine kloge råd befrier os for at gøre galt og således gør en ende på krig og indre splid." Kristendommen bragte igen religiøse og etiske værdier i fokus, først i konkurrence med den offentlige statsreligion: den græsk-romerske gudeverden, og siden med lykkefilosofierne. Selv blev kristendommen statsreligion under kejser Theodosius den Store 2, og de gamle hedenske guder blev trængt ud. De kristne vendte øjet mod det høje og så skævt til kroppen, til det sanselige. De olympiske lege havde givet kroppen en utidig opmærksomhed, som var uforenelig med kristen askese. Legene blev forbudt ved et dekret fra den romerske kejser Theodosius I i år 393 e.kr., og godt hundrede år senere blev også gymnasierne rundt om i Romerriget lukket. Kirker og klostre afløste dem som middelalderens nye åndscentre. 1. Lykkefilosofferne: en række filosoffer, der i opløsningstiden i det 4. årh. f.kr. søgte at give anvisninger på et lykkeligt liv, ofte uden religiøs forankring; f.eks. Epikur, Zenon, Diogenes. 2. Theodosius den Store ( e.kr.): romersk kejser; søgte at imødegå opløsningen i Romerriget og tilstræbte at skabe religiøs enhed ved at gøre kristendommen til statsreligion i 381; i 394 forbød han afholdelse af de olympiske lege. 15

16 Courbertins olympiske lege Den olympiske bevægelse Fig. 9 Syv af de 13 medlemmer af første IOC: Fra venstre mod højre: Dr. Wilhelm Gebhardt (Tyskland), Baron Pierre de Coubertin (Frankrig), Sekretær Jiri Guth-Jarkovsky (Böhmen), Demetrius Vikelas (Grækenland), Præsident Franz Kemeny (Ungarn), general de Butovski (Rusland) og general Victor Balck (Sverige) 16 De olympiske leges genkomst De moderne olympiske lege begyndte i 1896 med Pierre Frédy, baron de Coubertin ( ) som inspirator og drivkraft. Før Coubertin havde der imidlertid været mere end tyve forskellige forsøg på at genoplive de olympiske lege. Efter de klassiske olympiske lege blev forbudt (se forrige afsnit), gik der ca år før de blev forsøgt genoplivet, men i forbindelse med renæssancen og dens interesse for den klassiske kultur, skete der noget igen. De første kendte genoplivningsforsøg fandt sted i 1600-tallets England, men også Grækenland, Sverige, Canada og andre forsøgte sig. Nogle af disse mange lege, som eftertiden har kaldt "de pseudo-olympiske lege", var enkeltstående begivenheder. Andre fandt sted mere eller mindre regelmæssigt gennem perioder op til ca. 200 år, men ingen overlevede. Fælles for alle den slags lege, hvoraf de fleste fandt sted i det 19. århundrede, var imidlertid, at de var lokale, regionale eller, for de størstes vedkommende, højst nationale og ikke havde noget overordnet formål ud over idrætten, der ofte havde et gøgleragtigt eller karnevalistisk præg. Coubertins lege var derimod internationale, havde en høj grad af standardisering og en formuleret ideologisk dimension. De var moderne. Coubertins idé med at genskabe de olympiske lege udsprang af det, der blev hans egentlige livsprojekt: et pædagogisk projekt hvor sport blev betragtet som et centralt opdragelsesmiddel. Ved at koble sig til de gamle græske traditioner, som i sig selv blev opfattet positivt af den europæiske overklasse omkring århundredskiftet, kunne Coubertin skabe interesse for sin sag. De arkæologiske fund omkring det gamle Troja og Olympia havde skabt en ny opmærksomhed omkring det klassiske Grækenland over hele Europa, hvor græske statuer, arkitektur og kunst blev "in". Der var dog ikke kun tale om taktik fra Coubertins side i form af at udnytte et emne, der allerede var populært. Han var selv dybt fascineret af det klassiske Grækenland og hævdede, at der trods den uhyre tidsmæssige afstand var en direkte forbindelse mellem de gamle græske olympiske lege og de moderne. Det fælles omdrejningspunkt, hævdede han, var filosofisk. Det var "olympisme". Det var på Coubertins initiativ, at en "international olympisk komite" (IOC) blev dannet i Paris i juni 1894, og at de første lege blev afholdt i IOCs første formand blev af taktiske grunde grækeren Demetrius Vikelas, idet Athen tilbød sig som værtsby for de første lege, og græske myndigheder og privatpersoner betalte hele gildet. Da OL i Athen var vel afviklet, overtog Coubertin imidlertid selv formandsposten, som han beholdt til 1925, hvor han lod sig afløse af belgieren grev Henri de Baillet-Latour ( ). Coubertin blev dog udnævnt til livsvarig æres-

17 Fig. 10 De første olympiske lege blev afholdt i forbindelse med verdensudstillingerne, bl.a. i Paris 1900 og St. Louis præsident for de olympiske lege og øvede lige til sin død stor indflydelse på den olympiske bevægelse fra kulissen. form de fleste centrale temaer i den moderne olympisme (kilde 3). Kunstkonkurrencer ved OL fortsatte til og med 1948 (London). De olympiske lege er i de flestes bevidsthed først og fremmest et gigantisk sportsstævne, der afholdes hvert fjerde år, men bag OL findes yderligere en omfattende filosofi. Den kaldes officielt for "olympismen", men benævnes også den olympiske idé eller ånd, og blev først og fremmest udformet af Coubertin. Det var ligeledes på hans initiativ, at der trods modstand blev indført kunstkonkurrencer ved OL i 1912 (Stockholm). For Coubertin hørte kunst og sport sammen. De kunne gensidigt berige og glæde hinanden påstod han på en konference om emnet i 1906: "Det drejer sig om på ny at sammenføre to førhen adskilte parter, i et lovformeligt ægteskab: muskler og ånd Deres gode forhold var i sin tid langvarigt og frugtbart, men på grund af forskellige omstændigheder gled de efterhånden langt væk fra hinanden. Adskillelsen førte til glemsel". (Coubertin: Den olympiske idé s. 18). Fra 1912 lykkedes det således at få kunstaspektet med ved OL. Coubertin vandt i øvrigt selv en guldmedalje i digtning ved den første kunstkonkurrence. I sit guldmedaljedigt gør Coubertin status over sportens betydning i det moderne samfund, og digtet behandler i kunstnerisk I perioden fra de første olympiske lege i 1896 frem til de 11. i 1936 (Berlin), året før Coubertins død, udviklede "hans" lege sig fra en kuriositet til en verdensomspændende kulturel begivenhed. Der var dog på ingen måde tale om en rolig og gnidningsløs udvikling. Efter en forholdsvis succesfuld start i Athen kæmpede OL for overlevelse frem til 1908 i London. Fra 1912 (Stockholm) over 1920 (Antwerpen) frem til 1924 (Paris) voksede legene imidlertid både i omfang og betydning ikke mindst med indførelsen af vinter-ol i Og ved OL i 1928 (Amsterdam), 1932 (Los Angeles) og 1936 (Berlin) fremstod legene som markante og veletablerede internationale begivenheder. Massemedierne fulgte nu legene tæt, og OL-sportsstjerner, som f.eks. svømmeren Johnny Weismuller (USA), der senere fik en filmkarriere som "Tarzan", og skøjteprinsessen Sonja Heine (Norge) var også verdensog mediestjerner. Fra 1928 var OL desuden blevet en begivenhed, hvor diskussioner om amatørisme, sport og politik, kvinder og idræt samt legenes økonomiske og deltagermæssige gigantisme regelmæssigt var på dagsordenen. 17

18 Fig. 11 endnu ikke havde accepteret, at dette var tilfældet. For en ung adelsmand især naturligvis hvis familieformuen var stor nok var almindeligt arbejde udelukket. Han måtte finde sit kald, sin samfundsgavnlige vej i livet. Coubertin foretog et kortvarigt forsøg på at blive officer efterfulgt af et lige så kortvarigt universitetsstudium i retsvidenskab, men først da han begyndte at studere på en meget eksklusiv skole, der uddannede adelens og det højere borgerskabs børn til en karriere inden for diplomatiet eller i centraladministrationen, kom der på en lidt bagvendt måde gang i sagerne. Gennem studiet af politisk videnskab blev Coubertin nemlig interesseret i pædagogik! Fra da af og resten af livet arbejdede han på at udvikle en opdragelsesreform og ofrede en formue derpå. Hans samlede skrifter om et altomfattende opdragelsesprogram, der meget kort beskrevet skulle skabe humanistisk indstillede verdensborgere, fylder 36 bind. På organisationsplan kan perioden også beskrives som en kamp mellem centralisering og decentralisering. Coubertin og IOC havde fra starten forsøgt at have kontrollen og styre såvel de olympiske leges form som indhold. I takt med at de internationale specialforbund (som f.eks. fodboldforbundet FIFA) blev dannet, overtog disse imidlertid kontrollen med idrættens regler og udførelse. IOCs betydning blev indskrænket på det rent sportslige område, og IOC udviklede sig derefter til en organisation, der først og fremmest udvalgte og overvågede de byer, hvor OL skulle afholdes, og ellers især beskæftigede sig med egen ideologi ("olympismen") og privilegier (retten til "OL-produktet"). I sammenhæng hermed udviklede IOC sig som organisation fra et privatforetagende, drevet af Coubertin og nogle få venner, henimod en moderne, omend endnu ikke helt strømlinet, international organisation. Coubertin, pædagog og organisator Coubertin blev født ind i en gammel katolsk, adelig og rig familie. Han voksede op på et tidspunkt, hvor den franske adel på den ene side havde udspillet sin rolle som samfundets drivende kraft og på den anden side Sporten og de olympiske lege, der har gjort Coubertin kendt for eftertiden, var kun en om end vigtig detalje i hans samlede teori. Sport blev nemlig omkring århundredskiftet af såvel Coubertin som andre med interesse for ungdommens liv og levned set som et velegnet opdragelsesmiddel. Sport var allerede i slutningen af det 19. århundrede ved at udvikle sig til en international aktivitet især i de europæiske og nordamerikanske lande. De forskellige sportsaktiviteter blev i stigende grad drevet efter fælles regler og formål og havde derfor også i tidens pædagogiske tankegang fælles opdragende virkning på udøverne. Det var dog efter Coubertins mening ikke kun sporten i sig selv, der virkede opdragende, men især den måde den blev brugt og organiseret på af opdragerne. De "ansvarlige mænd", som Coubertin kaldte dem, skulle sikre, at sportsaktiviteternes opdragende virkning kunne bruges også uden for sporten i livet. Hans interesse var at opdrage til "det hele menneske". Han var dog samtidig overbevist om, at ånden dominerer og kroppen kun er dens "vasal" (tjener)(kilde 4). Coubertins forhold til sport var ikke kun, som det var tilfældet med andre af tidens sportsinteresserede pædagoger, af teoretisk art. Han kendte sporten både som sekretær for det franske sportsforbund og som aktiv idrætsmand inden for sejlads, roning, ridning og terrænløb. 18

19 Fig. 12 Pierre de Coubertin som 31-årig. Bag pædagogen Coubertin og hans overbevisning om sportens gunstige, opdragende virkning på ungdommen fandtes imidlertid også franskmanden Coubertin og europæeren Coubertin. Som franskmand og adelsmand var Coubertin dybt beskæmmet over Frankrigs nederlag i 1871 i krigen mod Preussen. Han så en direkte sammenhæng mellem denne nationale ydmygelse og de franske soldaters manglende fysiske form. Europæeren Coubertin derimod, var en moderne, internationalt orienteret mand, der havde stor tro på fremskridt og teknologi. Som type kunne den slags mænd findes i stort tal i de europæiske landes højere mellemklasse og overklasse omkring århundredskiftet. I Danmark fandtes således flere internationalt orienterede mænd i ledelsen af den tidlige sportsbevægelse. De var ikke som Coubertin adelige, de fleste var officerer eller forretningsmænd. Mange af dem delte hans fascination af England. For mange europæere var England omkring århundredskiftet nemlig synonymt med politisk, økonomisk, kulturelt og ikke mindst teknologisk fremskridt. England var kort sagt moderne. Coubertin fik øjnene op for sportens styrke som fysisk og især pædagogisk redskab efter et besøg i England i 1883, hvor han stiftede bekendtskab med den engelske kostskole for drenge. Her spillede konkurrence en fremtrædende rolle i den kricket, fodbold og rugby, som udgjorde hovedindholdet i idrætsundervisningen. Holdsport, som der her var tale om, lærte på den ene side eleverne at arbejde sammen og acceptere, at alle havde en nødvendig funktion på holdet, og på den anden side, at ikke alle var lige dygtige og vigtige for holdets resultater og udvikling. De af kostskolens elever, der udmærkede sig, opnåede klare fordele i status blandt såvel lærere som skolens øvrige elever. For Coubertin var sportsudøvelse et billede på samfundets indretning. Sporten i sig selv, mente han, fik kvaliteter såsom koldblodighed, tillid og beslutsomhed til at spire i kroppen. Holdet så han som et perfekt forum for social opdragelse. Det var opbygget som samfundet. Spillerne var således samfundets medlemmer, og de ypperste spillere var samfundets naturlige aristokrati. Det var dog ikke specielt holdsport, som Coubertin anså for at være den bedste og vigtigste sport, han gik især ind for de individuelle sportsgrene, først og fremmest atletik. Coubertin var, trods kæmpetab på grund af fejlslagne spekulationer i russiske værdipapirer under 1. verdenskrig, økonomisk uafhængig og kunne vie sit liv til sine pædagogiske skrifter og den olympiske bevægelse, hvilket for ham var to sider af samme sag. Han levede af sin og konens arvede formuer og efterlod ved sin død de fleste af de penge, der var tilbage, til den olympiske bevægelse. De økonomiske tab han led var imidlertid medvirkende til at han trak sig fra den dyre post som præsident for IOC i Han var, hvilket bl.a. fremgår den dag i dag, når et OL afvikles en mand med stor sans for brugen og værdien af symboler, iscenesættelse og traditioner. Helt i overenstemmelse hermed ligger hans hjerte begravet i Olympia (Grækenland), stedet for afholdelsen af de klassiske olympiske lege. Han var yderligere i besiddelse af stor politisk tæft og taktisk sans, hvilket gjorde ham i stand til at manøvrere i en sportsverden, der langt fra altid var enig om mål og midler. Skal man komme med en samlet karakteristik af Coubertin, kan man sige, at han var en internationalt orienteret, nationalistisk sindet, engelsk inspireret, rig franskmand med rødder i overklassen og et pædagogisk kald i forhold til at opdrage ungdommen med sport som middel. 19

20 Olympismens idéverden De olympiske lege i sig selv så Coubertin som en slags udstillingsvindue for olympisme, der her kunne fungere i praksis som en "bevidsthedstilstand", der forener "kærligheden til overdrivelse og kærlighed til harmoni". Olympisme havde dog ikke kun en rolle hvert fjerde år ved OL. Den skulle også fungere til daglig, og Coubertin beskrev den som en slags religion. "Det første og væsentlige i både den gamle og den moderne olympisme er: at være en religion", hævdede han i et tilbageblik i "Ved legemsøvelser formede oldtidens væddekæmper sit legeme, ligesom billedhuggeren sin statue, og ærede derved sine guder. Den nutidens væddekæmper, som gør det samme, højner dermed sit land, sit folk og sin fane" (Coubertin: Den olympiske idé ). De moderne olympiske lege har naturligvis ikke noget med religion i egentlig forstand at gøre, og Coubertins udtalelser ca. 30 år efter IOCs dannelse bærer i hans sædvanlige noget pompøse sprogbrug præg af en vis efterrationalisering. Skal man imidlertid gå ind på hans tankegang om sammenknytning af OL, sport og religion kan det som nogle da også har forsøgt måske gøres ved at se på de mange ritualer, der fra begyndelsen gav de moderne olympiske leges afvikling et stænk af gudstjeneste. Ud over sportens sædvanlige regler og reglementer, der er nødvendige for at sikre et fælles genkendeligt og accepteret udgangspunkt samt en fair konkurrence, har den olympiske bevægelse nemlig yderligere i årenes løb tilsat sportsudøvelsen et nostalgisk element. Det sker i form af det globalt kendte og ofte citerede overordnede motto "hurtigere, højere, stærkere" samt en række ritualer, der er nøje planlagt og minutiøst beskrevet i tykke manualer. Det drejer sig om de omfattende åbnings- og afslutningsceremonier indeholdende ind- og udmarch, edsaflæggelse af en deltager og en dommer, taler, show, fakkel, flag med ringe, hymne, fanfare, kanonsalut, fredsduer, emblemer og overdragelse af fane og værtsskab til næste by. Mellem åbning og afslutning er der yderligere en række medaljeoverrækkelser, sejrsceremonier, nationalmelodier og "æresrunder" af prominente vindere. Endvidere ligger diverse OL i kronologisk rækkefølge som perler på en snor. Alle har de et nummer, hvad enten de er blevet afholdt eller aflyst på grund af krig, som det var tilfældet i 1916, 1940 og Alle ritualerne, pompen og pragten, ligger naturligvis ud over selve sportsudøvelsens krav, men det giver legene en fælles, festlig referenceramme og medvirker til at bekræfte, at orden, stabilitet, sammenhæng og genkendelighed eksisterer i en forvirret verden. Og bl.a. den betydning og funktion har "normal" religion som bekendt også. (kilde 5) Fig. 13. Siden 1936 er den olympiske ild tændt ved solens stråler foran Hera s alter i Olympia, og derfra kommet til OL-byen. Det er imidlertid mere end tvivlsomt, om nogen deltager ved et moderne OL har været besjælet af en religiøs følelse som beskrevet af Coubertin, men førnævnte citat fra 1935 fremhæver alligevel et af olympismens hovedelementer. Ved at unge mænd, som repræsentanter for forskellige lande, mødes i sportslig kappestrid, skabes og styrkes, hævdede han, en følelse af international samhørighed. Han ville skabe en sand internationalisme byggende på gensidig respekt på individuelt og nationalt plan. Selv om konkurrenterne kom fra forskellige nationer, blev de forenet af den fælles sportslige kamp, mente han. Coubertin forventede sig dog ikke den helt store forbrødring ved dette internationale møde, men mindre kunne også gøre det: "At kræve, at folkene skal elske hinanden, er en slags barnagtighed; at opfordre dem til 20