De klassiske olympiske lege

Transkript

1 Per Jørgensen Syddansk Universitet, Odense De klassiske olympiske lege I det gamle Grækenland, Hellas, var man meget optaget af agon, dvs. konkurrence. Ikke kun i sport, men også indenfor kunst, kultur og politik var konkurrence vigtig og alvorlig. På en gravsten over en bokser, fundet i Olympia i Grækenland, står der: Her døde han, mens han boksede på Stadion, efter at have bedt til Zeus om enten en sejrskrans eller at dø. 35 år gammel. Farvel. Han gik efter olivenkransen og døde i forsøget på at vinde den, men man skulle ikke have medlidenhed med ham af den grund. Ærefulde andenpladser lå uden for græsk tankegang. Den moderne olympiske bevægelses trosbekendelse : Det vigtigste er ikke at vinde, men at være med. Det væsentligste er ikke sejren, men at have kæmpet godt, ville ikke sige de gamle grækere noget. Hvis f.eks. digteren Pindar (ca f.kr.) overhovedet nævner en ikke-vinder, dvs. en taber, ved OL, er det kun for at håne vedkommende. Figur 1 En af de populære græske idrætsaktiviteter ved det klassiske OL var pankration, hvor alt, bortset fra at trykke øjne ud og bide, var tilladt. Kampen fortsatte til den ene af deltagerne overgav sig eller døde. De gamle olympiske lege forløb officielt over næsten 1200 år (778 f.kr. 393 e.kr.), men de kan spores mindst 100 år tidligere. Uanset hvornår take off var, vil såvel lege som samfund ændre sig i 1

2 løbet af en så lang periode, der overført til vores breddegrader vil svare til afstanden fra tidlig vikingetid til dagens Danmark. Det følgende tager derfor det udgangspunkt, at vi er dumpet ned i de ca.150 år, der udgør det klassiske Grækenlands storhedstid. Dvs. i perioden ca f.kr., mellem sejrene i perserkrigene og nederlaget til Alexander den Store. Det græske samfund og de olympiske lege Det græske område blev aldrig samlet til ét land i klassisk tid, men var opsplittet i en række bystater, der ofte var i krig og konkurrence med hinanden enten enkeltvist eller i skiftende konstellationer af forbund. Bystaternes antal varierede, men omkring 400 f.kr. var der ca. 1500, hvoraf ca. halvdelen befandt sig i Grækenland og resten som kolonier især langs Middelhavets og Sortehavets kyster. Kolonierne relaterede sig til den bystat, de i sin tid var opstået fra. Der var forskel mellem bystaterne med hensyn til styreform. Der var på samme tid bystater med demokratisk styre, stater styret af én eller få slægter, konger, tyranner samt andre styreformer. I de såkaldte demokratiske bystater, hvoraf Athen er den mest kendte, og med sin befolkning på ca også den største, var demokratiet kun for de mænd, der var borgere, hvilket krævede en bestemt alder og afstamning. Kun de kunne deltage i det politiske liv og få offentlig embeder. I Athen drejede det sig om ca. 10% af befolkningen. Kvinder, slaver og tilflyttere deltog ikke i det politiske liv. De sørgede for det daglige arbejde således, at borgerne kunne få tid til dels politik og dels filosofi, drama, kunst, lærdom og atletik. Ungdommen, mere præcist var der tale om borgernes drengebørn, fik undervisning på et Gymnasion, der egentlig betyder nøgenanstalt. Der modtog de undervisning i en række fag. Når de fik undervisningen i atletik, som var fællesbetegnelse for løb, spring og kast samt brydning og nævekamp, var de nøgne. Idræt var således en vigtig dagligdags aktivitet i de græske bystater, og ikke kun noget, der var knyttet til fester som f.eks. de olympiske lege. Kvinderne i det gamle Grækenland fik kun sjældent lov til at deltage i idræt. En undtagelse var Sparta, hvor det blev hævdet, at mødre, som var hårde og stærke, også ville føde gode soldater. Generelt var samfundene helt mandsdominerede. Kvinderne holdt sig til hjemmet og børnene, hvorimod mændene kunne have en medhustru ude i byen. Desuden var det en almindelig del af græsk kultur, at en borger kunne tage sig af unge mænds opdragelse i en form for homoseksuelt forhold, der også gjaldt deres åndelige udvikling. Fra den ene bystat til den anden kunne der være variationer i samfundslivet, f.eks. var det jo kun i bystater med demokrati, at så meget af tiden kunne gå med politik. Men det daglige liv 2

3 og livsform var et grundmønster og en del af den enhed, grækerne trods indbyrdes modsætninger havde til fælles. Andre dele af enheden, var deres sprog, deres guder og deres ydre fjender, f.eks. perserne. Og så havde de naturligvis også deres fællesgræske, kaldet panhellenske, lege til fælles. De olympiske lege, der blev afholdt i Olympia på Peleponnes hvert fjerde år, var de vigtigste af disse lege. Her mødte græske borgere hinanden som deltagere og tilskuere. Det gjaldt også de udenlandsgrækere, der i kolonitiden bosatte sig uden for det egentlige Grækenland, og det var ligeledes med til at styrke det fællesgræske element. Nogle forskere mener, at kravet om at olympiske atleter skulle være grækere, først er blevet eksplicit formuleret under indtryk af sammenstødet med perserne, dvs. omkring 480 f.kr. Derved kom sportskonkurrencerne i Olympia for alvor til at indgå som markør af græskhed, hvad de ikke nødvendigvis havde været før. De olympiske lege blev yderligere en fælles referenceramme, hvad tidsregningen angik. Her blev de første olympiske lege i 778 f.kr. taget som udgangspunkt. Det vi i vore dage f.eks. kalder 408 f.kr., kaldte grækerne således den 92. olympiades 2. år, idet en olympiade er betegnelsen for den fireårige periode mellem to olympiske lege. Legenes forløb, indhold og religiøse betydning Foruden i Olympia, afholdtes fællesgræske lege tre andre steder. I Nemea, der også ligger på Pelleponnes, blev legene som i Olympia afholdt til ære for Zeus, men de fandt sted hvert andet år og vinderen fik ikke en olivenkrans, men en krans af grønne selleriblade. Legene i Delfi (de phytiske lege) blev afholdt hvert fjerde år til ære for Appollon. Her kæmpede man om en laurbærkrans. Præmien i Isthmen (ved Korinth) var af tørrede selleriblade, og legene blev afholdt til ære for Poseidon. I Isthmen fandt legene sted hvert andet år ved forårstide, og flere kilder nævner, at også kvinder kunne deltage. Ud over de fire store lege, der tilsammen dannede en slags cyklus, således at der var lege mindst et af stederne hvert år, blev der også afholdt mindre lege. Nogle af dem var såkaldte Hera-lege til ære for Zeus kone, der i øvrigt også var hans søster. De var kun for kvinder, mænd var udelukket. Mest kendt af dem er Argos-legene, som havde diskoskast på programmet. Det var således ikke et princip, at kvinder ikke måtte deltage i idrætslege, der var undtagelser. Ved legene i Olympia var gifte kvinder udelukket fra området under konkurrencerne. Da de imidlertid godt kunne eje heste, kunne de indirekte deltage i og vinde disse populære discipliner, idet præmien gik til hestens ejer og ikke til rytteren eller vognkøreren. Ugifte kvinder havde derimod, ifølge flere kilder, adgang. I Olympia afholdtes der, formentlig umiddelbart før, 3

4 men ikke i forbindelse med de egentlige olympiske lege, også Hera-lege, hvor gudinden blev fejret med et enkelt løb for unge kvinder. Det var et afkortet stadionløb på ca.158 m. Kvinderne konkurrerede dog ikke nøgne, som det var tilfældet med mændene. En forfatter, Pausanias, har beskrevet deltagerne således: De har løsthængende hår og er iført en tunika, der går fra lidt over knæet, og højre skulder og bryst er nøgent. Hvorfor de mandlige atleter egentlig skulle være nøgne har været underlagt mange fortolkninger, og det ser også ud til at have undret grækerne selv, hvor skikken egentlig stammede fra. Hvorom alting er, så udviklede der sig en tradition for nøgenhed i forbindelse med idrætsudøvelse generelt i bystaternes gymnasion, og i Olympia er atleterne i hvert fald nøgne fra ca. 650 f.kr. Efter krigene med perserne bliver den nøgenheden, der fortaber sig i tradition, imidlertid underlagt en nyfortolkning og bliver en national markør. Det bliver nu den synlige forskel mellem grækere og barbarer i forbindelse med idrætsudøvelse. Kilder tyder dog på, at nogle atleter har båret en tynd lædersnor ( kynodesme ), der har beskyttet penis under konkurrencerne ved at binde forhuden fast til roden af penis eller til en snor om hofterne Figur 2 Kort over Olympia

5 De regelmæssigt tilbagevendende sportsfester på Olympia opstod naturligvis ikke ud af ingenting. De havde en lang kropskulturel udvikling bag sig i et samfund, hvor agonen, konkurrencen, som nævnt stod centralt. Sandsynligvis var de olympiske lege oprindeligt en lokal religiøs festival i bystaten Elis på Pellepones indtil 884 f.kr., hvor de blev omdannet til en fællesgræsk begivenhed af kongen af Elis. Det menes også, at han lavede aftaler med andre herskere om Olympisk fred, dvs. at deltagerne skulle kunne rejse til og fra legene uden at blive involveret i de evige krige bystaterne lå i med hinanden. I 776 f.kr. blev legene reorganiseret, og det er derfor det tidspunkt, man normalt angiver som deres starttidspunkt. Legene havde først og fremmest et religiøst formål, og alt, hvad grækeren foretog sig, var styret af guderne. Ting skete kun i kraft af guderne og til ære for dem. Religiøsitet gennemsyrede det græske samfund og græsk dagligdag i en grad, vi vanskeligt kan forestille os. Der fandtes en hærskare af guder og halvguder, der styrede alle forhold i livet, og dem måtte man indrette sig efter, agte og ære. Derfor ofrede man til dem og forventede omvendt at få hjælp af dem. Det var et slags kontraktforhold, hvor guderne fik ofringer og mennesket måske - fik hjælp. Menneskene skulle dog ikke stikke næsen for langt frem i forhold til guderne, så begik man hybris og kunne udsættes for gudernes straf, nemesis. Formålet med at mødes i Olympia var især, at hylde gudernes overhoved, himmelguden Zeus. Præmien til vinderen var som nævnt en krans flettet af grene fra vild oliven. Den blev placeret på vinderens hoved under den fælles sejrsceremoni på legenes sidste dag. Den var den eneste officielle præmie, men sædvanligvis var der også uofficielle priser, f.eks. fri bespisning, skattefrihed eller penge fra vinderens bystat. Atleterne skulle ankomme til Elis en måned før legene for at modtage åndelig, moralsk og fysisk træning under overvågning af dommerne, som derefter besluttede, hvem af dem der var ordentligt kvalificeret til at konkurrere. Hver deltager skulle aflægge ed på, at han var fri græsk borger og ikke havde vanæret guderne. Til at begynde med varede idrætsdelen af begivenheden kun en enkelt dag. Det blev ændret efterhånden, og fra 632 f.kr. varede den fem dage, hvoraf dog kun tre blev brugt til egentlig konkurrence. Den første dag var reserveret til religion, herunder ofring af dyr, registrering af atleterne og aflæggelse af den olympiske ed. På den femte og sidste dag blev sejrspræmierne overrakt. Det skete i Zeustemplet, hvor sejrherrerne mødte op med deres midlertidige sejrstegn, et uldbånd, som de havde fået på kamppladsen af dommerne umiddelbart efter sejren, og som nu blev konverteret til en olivenkrans. Der var konkurrencer på de tre mellemliggende dage med fjerdedagen som den helt store kampdag, hvor løb, spring, brydning, nævekamp og de forskellige 5

6 kast samt løb i rustning (Hoplitløb) blev afviklet. Det vides ikke helt præcist, hvordan det olympiske idrætsprogram har set ud, samt hvordan og hvornår aktiviteterne er blevet afviklet. Følgende er imidlertid et godt bud: Figur 3 Programmet ved de gamle olympiske lege: OL nr. År f.kr. Disciplin: Stadionløb (ca.190 m på det ældste stadion, ca. 180 m på det yngste) Dobbelt stadionløb Stadionløb (nogle kilder siger 18 stadion) Brydning samt femkamp (løb (en stadion), diskoskast, spydkast, længdespring samt brydning). Diskos, spydkast og længdespring var ikke selvstændige discipliner, de indgik kun i femkamp Boksning Konkurrencekørsel med firspand Galopløb samt pankration (Kombination af boksning, fribrydning og karatelignende aktiviteter) Stadionløb samt brydning for drenge Femkamp for drenge (Tilsyneladende kun denne ene gang) Boksning for drenge Hoplitløb (Dobbelt stadionløb for fodfolk. Soldaterne var i fuld udrustning (ca. 25 kg), men ellers nøgne. Konkurrencens sidste løb) Konkurrencekørsel med vogne trukket af to muldyr (Kun til 84. OL) Behændighedsøvelser på hest (Formentlig hoppe) Konkurrencekørsel med tospand Konkurrence for trompeterer og herolder Konkurrencekørsel med firspand af føl Konkurrencekørsel med tospand af føl Galopløb for føl Pankration for drenge Da legene kulminerede i størrelse i løbet af det 4. årh., tiltrak de publikum fra hele den græske verden. Omkring tilskuere kunne efter sigende dukke op, og det skabte et stort leben med mange musiske og kunstneriske aktiviteter og ikke mindst med salg af mad, drikke og andre fornødenheder. At rejse til Olympia havde næsten karakter af en pilgrimsrejse. Legene blev afholdt omkring fuldmåne i den olympiske måned, der var placeret i perioden august-september, hvilket stort set var mellem kornhøsten og olivenhøsten. August er nok den mest ulidelige måned på Peloponnes, hvad hede og støv angår. Og når man samtidig tænker på, at indkvarteringsforholdene 6

7 og de sanitære forhold ikke har været helt i top, har det været en hård tid for de, der tog hele den månedlange pakke med. Bystaternes krige og den Olympiske fred Det er blevet hævdet, ikke mindst af Coubertin og den moderne olympiske bevægelse, at der blev holdt våbenhvile, Olympisk fred, mellem krigsførende bystater, så længe sportslegene fandt sted. Legene var jo indviet til guderne og dermed hellige. Denne olympiske fred forkyndte herolder efter sigende overalt i landet som optakt til legene, og den varede hele den måned, festdeltagerne var samlede i Olympia samt rejsetiden frem og tilbage. Kort sagt: krige stoppede, hævdes det, og alle kunne færdes trygt på rejsen, selv i fjendeland. Det sidste er formentligt rigtigt, men ikke det første. Det er næppe tænkeligt, at krige, der var godt i gang, holdt op i nogle måneder fordi der var religiøs fest i Olympia, og der er da også kilder, der taler klart mod det synspunkt. Et enkelt eksempel skal nævnes. Et forbund af bystater erobrede og besatte Olympia i en krig mod bystaten Elis. Forbundets formål var formentlig at sikre sig selv magten over helligdommens mange rare penge, som kunne bruges til at finansiere hæren og yderligere selv arrangere kommende lege. De efterfølgende olympiske lege i 364 f.kr. udviklede sig til en skandale: Elis forsøgte at generobre Olympia og angreb midt under femkampen, hvilke medførte et slag midt i selve Altis, helligdommens allerhelligste område. Elis var dog ikke i stand til at sejre, men fik alligevel arrangørrettighederne forhandlet tilbage til næste OL. Den såkaldte olympiske fred skal nok kun forstås således, at der (normalt) ikke blev ført krig mod værtsbystaten Elis under legene, og at aktive og publikum til de olympiske lege skulle have lov til at rejse uantastet gennem krigsførende områder. Eventuelle krige fortsatte således, men de rejsende led ikke overlast. Den mest prominente tilrejsende var dog helt upåvirket af eventuelle krige. Det var guden Zeus, til hvis ære legene blev afholdt. Han sad, mente man, og så legene fra en nærliggende høj, Kronion, hvortil han midlertidigt havde forlagt residensen fra sit normale hjemsted, toppen af det ca m høje bjerg Olympos i Nordgrækenland. Der boede han til daglig sammen med andre guder. Hvis det var idrætten, han kom til Olympia for, måtte han de første mange lege have været lettere skuffet. Indtil de 14. olympiske lege var der kun én idrætskonkurrence på programmet. Det var et løb på en længde af en stadion. Stadion var således både en længdeenhed og en betegnelse for stedet, hvor der blev løbet. En stadion som længdeenhed varierede dog noget fra sted til sted, og ændredes også hvis man ændrede på stadion. I Olympia var en stadion f.eks. ca. 190m på det 7

8 ældste stadion og ca. 180m på det yngste (se figur 2, pkt ). I løbet af ca. 100 år fik Zeus dog yderligere en halv snes aktiviteter at glæde sig over, og som århundrederne gik, nåede man op på at have afviklet ca. 20 aktiviteter, dog ikke ved de samme lege. Legenes betydning for individ og samfund Legene og deres idrætslige aktiviteter havde ud over det nævnte store religiøse aspekt også stor samfundsmæssig betydning. Omtalt er allerede legenes betydning som markør af national og kulturel græskhed samt som fælles mål for tidsregning. På individplan havde legene yderligere den betydning for den unge græske mand, at han som idrætsudøvere kunne vise mod og høste ære, respekt og anerkendelse, og derved få et godt eftermæle både som idrætsmand og som kriger. Dette understreges allerede af selve betegnelsen for idrætsudøveren, som var atlet, efter det græske ord: athlos, der betyder kamp eller prøve. Prøven kunne bestås på slagmarken, f.eks. i de mange krige bystaterne imellem, eller på sportspladsen. Figur 4 Længdespring var en af de idrætsaktiviteter, der tidligt kom på det olympiske program, og som også kunne have betydning for den militære træning. Det foregik uden tilløb. Ved afsættet blev armene med håndvægtene trukket fremad og i springets svævefase blev de slynget bagud. Legene og den daglige idrætsudøvelse i gymnasion havde således en tæt sammenhæng med rollen som kriger. Begge dele var træning til kampen, og mange af disciplinerne udsprang af kamppladsens udfoldelser: spydkast, diskoskast, længdespring, væddekørsel, pankration og 8

9 boksning. Det var samtidig også en forskole og træning til forsvar af bystaten og dens forfatning, hvor alle borgere kunne være med og kæmpe for berømmelse til sig selv og sin bystat. At have sportshelte gav prestige til den enkelte bystat, der ofte rejste statuer af sine vindere. Sportsudfoldelserne havde således en kulturel, en religiøs, en militær og en politisk betydning, der var flettet ind i hinanden. Samtidig med at brydekampen kunne have militær betydning, var den også en gentagelse af Zeus kamp mod og sejr over sin far, Kronos. Dermed var brydekampen også at betragte som del af en skabelsesberetning. Og de særdeles populære hestevæddeløb var minder om Pelop, hvem Peloponnes er opkaldt efter, og hans sejr over kong Oinomaos, hvis datter han vandt ved samme lejlighed. De klassiske olympiske leges endeligt De græske samfund begyndte at gå i opløsning efter ca. 330 f.kr. som følge af Alexander d. Stores erobring og særlige omfattende indbyrdes krige. Med Romerrigets erobring af det græske område i 146 f.kr. var det slut, men allerede inden da var troen på guderne sygnet hen og idrætten havde fået en anden funktion, løsrevet fra religionen. Det førte bl.a. til at en professionel klasse af idrætsudøvere, trænere og managere opstod. Sporten blev mere underholdning med sportsstævner rundt om i landet og med store pengepræmier end religiøs og etisk opdragelse. Legene i Olympia foregik sidste gang i 393 e.kr., den 292. olympiades 4. år. Året efter blev de forbudt af den romerske kejser Theodosius, som havde gjort kristendommen til statsreligion. Og så var der ikke plads til idrætslege med hedensk baggrund, hvor deltagerne oven i købet var nøgne. Kirker og klostre afløste de gamle kultsteder som religiøse åndscentre. Godt hundrede år senere blev også gymnasierne rundt om i Romerriget lukket. I 426 e.kr. var selve tempelområdet på Olympia allerede blevet ødelagt efter ordre fra Rom og ved to store jordskælv i 500-tallet blev hele området lagt øde. Yderligere blev det hele senere overdækket af et op til 10 m tykt lag mudder efter en større oversvømmelse forårsaget af områdets to floder. Mere end 1000 år efter, i 1829 genopdagede en fransk arkæologisk ekspedition Olympia, og fra 1875 begyndte tyske arkæologer en systematisk udgravning, der endnu ikke er afsluttet. Det er fra disse og andre arkæologiske udgravninger samt fra mange samtidige skriftlige kilder, vi har vores oplysninger om det gamle græske samfund og dets idrætsudøvelse. Der er dog stadig mange huller i vor viden og følgelig mange mulige fortolkninger af historien om de klassiske olympiske lege. Ovenstående korte beretning har søgt at inddrage resultaterne fra den nyeste forskning. 9

10 Spørgsmål a) Gennemgå afsnittet og systematiser dets indhold mht. a) Hvilket indhold og forløb havde legene? og b) Hvilken samfundsmæssig betydning havde legene? Vurder dernæst på hvilke punkter man kan sammenligne de klassiske olympiske lege med de moderne olympiske lege. I kan eventuelt inddrage oplysningerne om vor tids olympiske lege fra Idræt B, (forlaget Systimes bog om idræt på B-niveau) i afsnittet, De moderne olympiske lege. b) Læs afsnittet Dyrkede de gamle grækere sport? i kapitlet Den moderne idræts historie i Systimes bog Idræt B. Er du, efter at have læst ovenstående materiale om De klassiske olympiske lege, enig eller uenig i synspunktet i Idræt B, at de gamle grækere ikke dyrkede sport? Litteratur I det følgende er nævnt den del af afsnittets kilder, der er på dansk og lettest tilgængelige: Bender, Johan, Anders Brok og Per Jørgensen: Kropskultur i oldtidens Grækenland - De antikke olympiske lege I: På sporet af det olympiske, København 2000 (s.6-15). Kan downloades hos DIF Bonde, Hans: Kroppen i kulturen I: Hans Bonde (m.fl.) Humanistisk og samfundsvidenskabelig idrætsteori, København 2007 (s.21-30) Coubertin, Pierre de: Den olympiske idé. Taler og artikler , København 1996 (Redigeret og kommenteret af Claus Bøje og Henning Eichberg) Hjortsø, Leo: Olympia Den græske olympiade, København 1964 Idorn, John: De Olympiske Lege, København 1980 Poulsen, Birte og Pedersen, Poul (red.): Den græske olympiade, København 2004 (Bogen er en bearbejdelse af to SFINX udgivelser fra 1980 (Den græske olympiade) og 1981 (Sport og samfund)) Westergård-Nielsen, Nana (m.fl., red.): Den græske olympiade, Århus 1980 Westergård-Nielsen, Nana: Den antikke olympiade. I: Jørn Hansen (m.fl., red.) Hurtigere Højere Stærkere - Den olympiske flamme mellem myte og virkelighed, Idrætshistorisk Årbog 1988, Odense 1988 (s.5-14). Kan downloades hos IDAN Worm, Ole: Palæstra i O-D-I-Ns træningsanlæg I: Per Jørgensen (m.fl., red.) De moderne olympiske lege værdier, mål, realiteter, Idrætshistorisk Årbog 2003, Odense 2003 (s ) Kan downloades hos IDAN 10