Praktiske erfaringer og råd

Transkript

1 Praktiske erfaringer og råd Min første camino i 1992 var noget af en indskydelse. Jeg havde læst en artikel i Information den 12. marts 1992 om caminoen, Eventyr på fodrejsen af Rasmus Heltberg, der havde afsluttet et ophold som udvekslingsstudent i Spanien med at vandre caminoen fra Roncesvalles til Santiago de Compostela. Den var så inspirerende for mig, at jeg en tidlig morgen et par timer før solopgang en god måneds tid efter befandt mig i Burgos en by hvor ekspressen mellem Paris og Madrid standser og som ligger på caminoen. Jeg gik lidt rundt i mørket. Så på den sorte katedral. Et par politibetjente fik øje på mig og prajede mig. Jeg fik dem gjort begribelig, at jeg var ude på at gå Camino de Santiago og de pegede på vejen for mig, jeg skulle blot følge flodens venstre side, så var jeg på vej. Og da det lysnede fik jeg øje på et skilt, og lidt senere på en gul pil, malet på et træ. Jeg var på rette vej. Og så gik det ellers fra by til by, fra refugium til refugium. Alene på vejen og alene på refugierne. Først efter 9 dage mødte jeg de første andre Pilgrimme, bl.a. en schweizisk psykoanalytiker, som jeg kunne tale med, i Rabanal oppe i bjergene. Og derefter igen først i Santiago, hvor jeg mødte nogle spanske mænd, som jeg kun kunne tale fingersprog med. Jeg havde aldrig vandret før. Rygsækken havde jeg lånt. Hvorfor begynder jeg med at fortælle jeg det? Fordi der ikke er så meget at betænke sig på. Man skal bare tage af sted, hvis man har lyst. Det er ikke svært. Har man først fundet ruten bliver man ledt videre af de gule pile, som er malet over alt på træer, stier, veje, huse, sten. Man kan simpelthen ikke gå vild og hvis man endelig gør, så skal man nok blive hjulpet tilbage i sporet igen af venligtsindede mennesker. Hvornår er der bedst på caminoen? Forår og efterår er de bedste tidspunkter at vandre på. Det er ikke for koldt og ikke for varmt. Og der er ikke for mange andre pilgrimme på vejene og på refugierne. Med forår mener jeg fra marts til midten af juni og med efterår fra oktober til slutningen af november. Med caminoens stigende popularitet er der dog også mange pilgrimme på de tidspunkter, så hvis man helt vil undgå at møde andre, må man enten vandre om vinteren eller tage en af de andre mulige caminoer Camino del Norte, der går langs Biscayen fra Irun ved den franske grænse eller Ruta de la Plata sølvruten der er en gammel romersk vej, der går fra Sevilla. Andre veje til Santiago er mulige og endnu mere sjældent vandrede. Sommeren er varm og kan være uudholdelig med temperaturer op til 40 og sommetider endda over det. Samtidig er det den tid af året, hvor der er flest pilgrimme, hvilket fører til trængsel på refugierne og de andre mulige overnatningssteder.

2 Santiagos helgendag falder den 25. juli, og mange ønsker at ankomme til Santiago på netop denne dag. August er feriemåned i Spanien og betyder også rigtig mange pilgrimme. Vinteren kan være hård og snefuld. Jeg har selv gået i december, hvor vejret har været udmærket vandrevejr, men januar og februar kan være meget kolde, våde og blæsende. Til gengæld er der ganske få pilgrimme på vejene, så der er tid og ro til både at vandre alene og knytte gode venskaber. Vejret er naturligvis afhængig af årstiderne, men er ellers ret uforudsigeligt. Caminoen ligger for det meste i omkring 800 meters højde og når visse steder op i 1200 og 1500 meter, hvor man godt kan mærke bjergenes karakteristiske skiftende vejr med regn, hagl og sne i rigelige mængder, sommetider båret frem af en stiv kuling eller det, der er værre. Vejret i begyndelsen af caminoen i Navarra og La Rioja og i slutningen i Galicien er ofte mere regnfuldt end i de tre Castilla-León provinser, som caminoen går igennem Burgos, Palencia og León. På Internettet kan man finde en masse vejrstatistik, men da caminoen er en helt konkret her-og-nu-oplevelse, nytter en god statistik for tørvejr ikke, hvis det, lige de dage man selv er på vandring, regner i tove. Det bedste råd er at sikre sig mod vejrligets luner ved at tage fornuftigt tøj med, og i øvrigt indstille sig på, at vejret er omskifteligt. Sove De fleste pilgrimme overnatter på refugierne også kaldet alberges de los peregrinos. Det er vandrehjemslignende indretninger, der specielt er oprettet for at give pilgrimmene billige overnatningsmuligheder. Refugierne er meget forskellige. Fra de mere luksuøse til de helt basale. Fra de rene og velholdte til de smudsige og misligholdte. Normalt er de tilfredsstillende for de fleste. De består af en sovesal eller flere, hvor man normalt sover i køjesenge. Der er de allerfleste steder mulighed for et varmt brusebad, hvilket er meget vigtigt for de fleste. Måske er det dagens bedste minutter man tilbringer under den varme bruser efter en kold, regnfuld dag eller en varm og støvet. Flere refugier har køkkener, hvor man selv kan lave mad, hvilket kan være rigtig hyggeligt, især hvis man slår sig nogle stykker sammen og inspirerer med ideer fra de forskellige lokale køkkener. Jeg glemmer fx aldrig en godt krydret brasiliansk suppe, som Antonio stod og ventede Kasper og mig med en regnfuld dag, hvor vi noget forkomne endelig nåede frem. Men man kan ikke regne med at kunne lave varm mad hver dag. Mange steder har byens restaurationsliv fået lukket refugiets køkken. De vil have de forretning, der ligger i, at servere for 2

3 pilgrimmene. At det så går ud over de handlende, véd jeg ikke om de tænker på. Jeg personligt er ligeglad. Jeg nyder at gå på restaurant, men man bliver jo også heller ikke mindre doven og behagelighedssøgende med alderen. Refugierne kan deles i to store grupper: de offentlige og de private. De offentlige er normalt drevet af kommunen eller et landsbyfællesskab, men kan også være kirkeligt drevet. Der er også en række refugier, der er oprettet og drives af pilgrimsforeninger, spanske eller udenlandske. De private er drevet af folk, som har fundet ud af, at der er et behov for sengepladser og spisemuligheder og har oprettet deres eget, almindeligvis mindre, refugie. Prismæssigt koster de offentlige mellem tre og fem euro og de private mellem fem og ti. I mange refugier betaler man efter behag, lyst og evne ved at putte penge i en indsamlingsbøsse. Man kan ikke bestille plads på et refugie. Man får plads efterhånden som man ankommer. Der findes et regelsæt, som nogle forsøger at holde sig til med større nidkærhed end andre. Her er normen, at pilgrimme til fods har forrang, derefter pilgrimme til hest eller cykel og, hvis der stadig er plads, pilgrimme, der har hjælp af en følgebil. Men det er svært at holde sig til reglerne, og der er også folk, der har en bil til at transportere bagagen, der prøver at snyde, ved at tage rygsækkene på en parkeringsplads en kilometer fra refugiet og komme frem med alle tegn på udmattelse, som om de har gået med oppakning hele vejen. På refugierne bliver man mødt af en hospitalero eller en hospitalera henholdsvis en mand eller en kvinde, der står for refugiet og hjælper pilgrimmene tilrette. På store refugier kan der være flere hospitaleroer. Hospitaleroerne kan være ansatte eller frivillige. Mange steder er der en blanding mellem en ansat, der står for refugiet, og en eller flere frivillige, der hjælper til. Især om sommeren, når der er mange pilgrimme på vejene, er der mange frivillige. Har man lyst til lidt mere luksus, end refugiet kan tilbyde, kan man mange, jeg tror de fleste, steder leje et værelse på et hotel eller et hostal. Et hostal er et billigere og knap så fornemt et sted, som et hotel, men formen er den samme: et værelse til at sove i. Der er også andre typer: casa rural, fonda, pension, der alle er mere ydmyge overnatningsmuligheder. Et hostal med eget bad koster mellem tolv og tredive euro. Langs de fleste refugier er åbne hele året, men nogle af dem bliver ikke varmet op, og det kan være en frisk fornøjelse at sove i frostkolde rum. I Galicien er refugierne dog alle opvarmet, somme tider mere end rigeligt, efter min smag. Spise Morgenmad er ikke det store i Spanien. Man spiser så sent aftensmad, at man dårligt har fordøjet denne, når man vågner. Derfor tager de fleste spaniere sig bare en kop kaffe med mælk café con 3

4 leche og evt. en lille sød kage eller en doughnut. I det hele taget er spanierne generelt mere sødt spisende, end vi danskere er vant til. Skal de gå rigtigt festligt til, kan de finde på at bestille en kop med smeltet chokolade med churros, der dyppes i chokoladen, der er så tyk, at den ikke kan kaldes en drik. Churros er små stænger eller ringe lavet af en let vaffeldej og derefter friturestegt. Naturligvis er der fornuftige spaniere, der spiser jogurt og frugt, men går man på bar står den på kaffe og det søde. Selv starter jeg gerne dagen med en café con leche og ikke andet. Efter et par timers vandring tager jeg mig en kaffe til og en lille bocadillo. Bocadillo er navnet på den mest almindelige spise i Spanien. Et stykke brød flækkes og pålægget lægges imellem stykkerne. Går man ind på en bar og beder om en bocadillo bliver mand spurgt: de qué?, med hvad. Hvis man vil vide, hvad de har at lægge imellem brødskiverne spørger man: qué tienes?, hvad har du, får man en remse: de chorizo, de salchichón, de jamón, de queso, de tortilla Og så kan man altså vælge mellem den specielle spanske paprikapølse, spegepølse, skinke for det meste serrano, altså tørret eller også cocido, kogt ost og æggekage. Står ens hu til tortilla gives der igen en række valgmuligheder. Man kan få den ren, så hedder den tortilla francés eller med kartofler, der hedder tortilla español. Og eller blandet i med alt, hvad man kan forestille sig af kød, fisk, skaldyr og grøntsager. De fleste steder er de villige til at lave bocadilloen, som man ønsker den og så sætter kun ens fantasi og barens varebeholdning grænsen. Sommetider ligger der færdiglavede bocadilloer fremme på disken og så kan man jo vælge, hvad man ser. Ofte kan man her få nogle små bocadilloer med jamón serrano og pimientos, peberfrugter, eller med queso og sardiner. Begge meget lækre. Normalt er en bocadillo til de store sult. Hvis man ønsker sig en lille bocadillo, må man holde bestemt på, at man kun ønsker la mitad halvdelen af en normal bocadillo og vise med hænderne, hvor stor, man ønsker den. Man kan også sige, at man ønsker en pincho, altså en pindemad, for at understrege, at det ikke er den store sult, der skal stilles nu. Både midt på dagen og om aftenen kan man få varm mad normalt en menu del dia, der består af forret, hovedret og dessert og dertil brød, vin og vand. En menu del dia koster mellem syv og tolv euro alt efter stedet og maden. Forretterne er supper her foretrækker jeg klart caldo callego, en galicisk kål- og kartoffelsuppe kogt med kød og pølse, hvorimod jeg ikke bryder mig om supper med brød i sopa de ajo, hvidløgssuppe eller sopa castilliano, kastilliansk suppe. Og ellers er der et vidt udvalg af forskellige specialiteter med bønner, ærter, makaroni osv. Mest populær blandt pilgrimme er nok en ensalada mixta, blandet salat med salatblade, majs, tomater, løg, tun og asparges evt. revet gulerod. Hovedretterne er for det meste stegt kød bistec de ternera, en kalvesteak, eller en chuletta de cerdo, en svinekotelet eller måske churrasco, der er grillstegt kød og kan være hvad som helst, men som regel rigtig lækkert, da det tages lige fra gløderne og lægges på tallerkenen. Der kan også være forskellige sammenkogte retter fx ternera guisado, kalvekød i en sovs. Eller fisk, hvor merluza, 4

5 kulmule, er vældig populær. Også torsk kan man ofte få som hovedret, bacalao. Spiser man et meget billigt sted, kan hovedretten bestå af et par spejlæg, huevos fritos, og et stykke chorizo. Midt på dagen kan man normalt spise mellem klokken et og fire og aftensmaden fra klokken otte til ti-halv elleve. Små restauranter, der fortrinsvis lever af at servere for pilgrimme, kan være endnu mere fleksible med spisetiderne. Det kan sommetider være dejligt med en tidlig cena, aftensmad, så man kan komme ordentlig tid i seng. Mellem comida, middagsmaden, og cena, aftensmaden, findes endnu et måltid: merenda. Det er mellem fem og syv og i de to timer, får man ofte en lille pincho eller tapas til sin øl eller rødvin. Ligesom refugierne er restauranter og barer for det meste åbne hele året. Nogle af dem kan dog være lukkede i lavsæsonen om vinteren, så det er klogt at spørge sig for, før man begiver sig ud på de sidste kilometer for at overnatte og spise et lille sted. Jeg har dog aldrig hørt om pilgrimme, der er døde af sult, så mon ikke det er muligt at klare sig selv hvis en restaurant skulle være lukket. Folk er som hovedregel meget venlige og hjælpsomme, og skulle man blive rigtig brødflov, er der helt sikkert en løsning på det, hvor end man befinder sig på caminoen. Toiletter På alle refugier og barer og restauranter er der udmærkede toiletter. For det meste er de rene. Man kan dog ikke være sikker på, at der også er toiletpapir, så det er en god idé at have en eller to små ruller med en passende mængde papir i lommen det er bare så ubehageligt at sidde og mangle papir! Man kan være næsten sikker på, at der ikke er sæbe til at vaske hænder med bag efter, så hvis man er meget optaget af også denne form for renlighed, bør man medbringe et lille stykke sæbe til formålet. Håndklæder er der også sjældent, men hvem tager skade af at ryste hænderne fri for vand og tørre resten af i buksebagen? Af og til støder man på toiletter, der bare består af et hul i gulvet, de såkaldte pedallokummer. De kan være lidt besværlige at bruge, hvis benene er stive, og hvis man er længe om at forrette sit ærinde kan benene få en slags krampe, men de er jo yderst hygiejniske, da der ikke er kontakt mellem den besørgende og porcelænet.. Det er de færreste, der er så gode til at holde sig, at de helt kan undgå at besørge såvel pingeling som bummelum ude på ruten. Så finder man et passende sted at trække sig lidt tilbage og ordner sine ting. Især om morgenen er det dugvåde græs godt at vaske hænder i. Oppakning Og med hensyn til oppakning gælder kun en regel: man skal have så lidt med, som muligt. Husk: man skal bære det hele på sin ryg. 5

6 Jeg er noget af en vægtfanatiker. Jeg gider simpelt hen ikke bære på noget, som jeg ikke 100% véd, at jeg med allerstørste sandsynlighed får brug for på turen. Jeg har derfor gennem årene investeret i diverse letvægtsgrej. Det vigtigste at medbringe ud over personlige papirer og penge er et credencial et pilgrimspas. Det er det, der giver adgang til at overnatte på refugierne og det er samtidig det bevis, som er nødvendigt at vise ved ankomsten til Santiago for at få udleveret det eftertragtede Compostela, som er det bevis for gennemført pilgrimsvandring, som udleveres på pilgrimskontoret i Santiago. For at være berettiget til et Compostela skal man have vandret de sidste 100 km af ruten til fods eller redet dem på hesteryg eller kørt de sidste 200 km på cykel. Og man skal fortælle, at caminoen for én har haft et religiøst formål. Ønsker man ikke det, får man udleveret et nok så flot fuldførelsesbevis, der anerkender, at man har fuldført caminoen efter reglerne, og man ønskes velkommen og tillykke. Pilgrimspasset kan erhverves hjemmefra hos den danske pilgrimsforening - men kan også erhverves på de fleste refugier. Pilgrimspasset har jeg altid i min mavepung sammen med pas, Visa- og sygesikringskort, hjemrejsebillet og de fleste af mine pengesedler. På en forårstur medbringer jeg: Letvægtsrygsæk i god kvalitet. Det er vigtigt, at der er et godt bæresystem. 85% af vægten skal bæres på hofterne og kun 15% på skuldrene. Alt for mange har en alt for tung rygsæk jeg har hørt om vægte op til 2,5 kg før der overhovedet kommer noget i sækken. Så her er virkelig vægt at spare. Letvægtssovepose. Man kan klare sig uden sovepose. Der er tæpper overalt på refugierne. Men jeg foretrækker at have min egen pose på 800 g. På meget kolde nætter kan man så supplere med et tæppe. Silkelagenpose. Supertynd. Vejer næsten ingenting. Måske mit kæreste eje på caminoen. Den er dyr, men holder år efter år. Når jeg foretrækker at medbringe både lagen- og sovepose, er det også fordi, der ikke altid er pinligt rent på refugierne, og jeg har en til kløen-over-hele-kroppen-fornemmelse af, at nogle af tæpperne nogle steder kan tænkes at være vært for bidende insekter. Eller for at sige det rent ud: jeg har et par gange været angrebet af lopper. De behøver naturligvis ikke komme fra tæpperne, men kan lige såvel komme fra nogle af de mange dyr, man møder på sin vej ikke mindst køer kommer tæt på, når man deler vej med en drift af dem. Toilettaske med små mængder af shampoo (som også bruges til tøjvask), tandpasta, cremer til fødderne, plaster, solcreme, nåle til evt. vabler (sterile kan købes i Spanien) til kvinder nok lidt mere, men caminoen behøver ikke at være en skønhedskonkurrence. Alt kan købes i små størrelser 6

7 og om nødvendigt suppleres op på vejen. De spanske apoteker farmacia er er velforsynede også med medicin og effektive salver, fx til behandling af betændelsestilstande, som ikke kan købes i Danmark Håndklæde her tænker jeg specielt radikalt. Jeg har set mange tunge badehåndklæder i mine medpilgrimmes oppakning. Af dem, der rigtig suger vandet til sig og bliver ekstra tunge. Jeg plejer at bruge en karklud, men har på det sidste anskaffet mig et superlet, sugende, hurtigtørrende vandrehåndklæde, som jeg dog kun bruger halvdelen af. I virkeligheden kan man helt undvære håndklæde, men så skal man tørre sig med sin svedige T-shirt efter badet og før man vasker den. Beklædning nedefra: et par gode vandrestøvler, der støtter anklerne. Skal helst gås til inden caminoen. Købes mindst et nummer større end umiddelbart nødvendigt, fødderne vokser mindst et nummer i løbet af et par dages vandring, et par superlette klipklapper til at bruge om aftenen efter dagens vandring, to par vandresokker. Et til at have på og et par rene og tørre i rygsækken, et par superlette strømper til at have på fødderne, når klipklapperne bruges og det er køligt om aftenen et par bukser af den type, hvor den underste del af buksebenene kan lynes af to par underbukser. Et til at have på og et par rene og tørre i rygsækken, to T-shirts. Gerne kunststof, der transporterer sved væk fra kroppen, en fleecetrøje, en kasket eller sol- og regnhat, regnsæt åndbart jakken er overtøj i al slags koldt vejr bukserne til regn, lange underbukser og langærmet undertrøje kan bruges både kolde nætter og kolde dage. I silende regn bruger jeg lange underbukser direkte under regnbukserne, tørklæde i bomuld til både kulde og solbeskyttelse (ikke strengt nødvendigt) Desuden: Lommekniv med flere funktioner saks til skæg og negle, proptrækker, dåseåbner. Lille bitte lommelygte til at finde vej ud af sovesalen, hvis man nu skal på toilettet midt om natten. Dagbog, kuglepen. Pengepung med penge til dagens og vejens fornødenheder. Man kan også have glæde af en guide, der kan give et indblik i ruten og især den næste dag. Der er utallige at købe, men en guide er ikke nødvendig. Man kan låne sig frem og mange steder udleveres gratis materiale fx om refugier og andre servicetilbud. Og man kan printe oversigter ud fra nettet her findes de mest opdaterede informationer. Vandrer jeg om sommeren, kan jeg finde på at udskifte støvlerne ud med et par gode vandresandaler, så slipper jeg også for klipklapperne, soveposen med et superlet fleecetæppe og det lange undertøj tager jeg slet ikke med. Vandrer jeg derimod om vinteren, medbringer jeg udover det allerede nævnte min dunsovepose, hue eller pandebånd alt i fleece, handsker og helt bestemt et bomuldstørklæde. 7

8 Hvad der også er sæsonafhængigt er tykkelsen af vandresokkerne jo koldere, des tykkere. Ordbog. Man kan sagtens klare sig på caminoen med et helt rudimentært kendskab til spansk. De mennesker, man møder, ved godt, hvad man har brug for og man kan klare sig med ord for de helt basale fornødenheder. Jeg har lært mig spansk de sidste 7-8 år, og det udvider bestemt oplevelsen af caminoen at være i stand til at tale med de spanske pilgrimme (som udgør ca. 90% af samtlige), så man ikke er henvist til gruppen af engelsk og tysktalende. For ikke at tale om franskmændene, som mest holder sig for sig selv i deres lukkede sprogfællesskab. Og det udvider oplevelsen at kunne tale med lokale folk, som man møder i byer og landsbyer, og som bestemt ikke taler andet end spansk. Derfor har jeg også en lille spansk-dansk / dansk-spansk ordbog med. Efterhånden har alle en mobiltelefon med. Pas på det er virkelig dyrt at ringe hjem, og selv sms erne koster gange normalprisen for en dansk indenlandsk. Det er ikke svært at finde et stik på refugierne, hvor man kan lade mobilen op. Ellers er der overalt ved refugierne telefonbokse, der tager både kort, der købes fx på posthuset eller i tobaksforretninger, og mønter. Det er langt billigere at betale med et kort automattelefonerne er temmelig forslugne efter mønter og hver euro koster immervæk 7,50 kr. Som luksus medbringer jeg altid et fotografiapparat. Nu om dage et digitalt. I større byer kan man få overført sine billeder til en cd-rom, når chippen er fuld. Desuden en letvægtsudgave af Det Nye Testamente og evt. en billigbog, som man kan lægge på et refugium, når man er færdig med den. Det er en god skik, som efterhånden er meget udbredt og betyder, at man kan snuppe en, som en anden har lagt. De kan naturligvis være på forskellige sprog. Sommetider kan man være heldig at finde en bog på dansk, men ofte er der et lille udvalg af billigbøger på engelsk og naturligvis på spansk. For mig ender forårsvægten på ca. fire et halvt kg, sommervægten på tre og vintervægten på fem et halvt. Hvad der betyder mest for vægtforskellen er soveposen. Jeg forstår slet ikke folk, der slæber rundt på det dobbelte eller endog det tredobbelte. Det er ikke småting af skavanker, de udsætter sig selv for og hvis de så også begynder deres vandring det vanskeligste sted af alle Men se i næste afsnit. Hvor begynde caminoen? Først og fremmest afhænger det af forholdet mellem den tid, man har til rådighed, og den fysiske form, man har, og af hvilken en realistisk dagsmarch afhænger af. Er man i god form eller bare nogenlunde som jeg selv kan man klare ca. 30 km om dagen i gennemsnit. De fleste foretrækker kun at vandre km om dagen. Vandrer man mellem fire og fem kilometer i timen, kan man let regne ud, hvor lang tid, man er på benene. Nogle foretrækker at holde pause engang i timen. Andre at tage nogle ordentlige hug på to til tre timer ad gangen. Nogle foretrækker mange korte pauser, andre færre længere. Og så er der dem, der foretrækker mange og lange pauser. 8

9 Vandrer man sammen med andre, er det den langsommeste og svageste, der sætter normen. Hele turen fra Roncesvalles til Santiago tager for de fleste en måned plus-minus fire til fem dage. Har man tre uger, som jeg havde første gang og også et par senere gange er Burgos et godt sted at begynde. Har man derimod kun fjorten dage, så er det en god idé at starte i Astorga. Vil man bare lige slæbe sit Compostela hjem, kan man begynde i Sarria, hvor der er togstation og kun 111 km til Santiago. Der er to steder, hvor jeg ikke synes, man skal starte, selvom mange gør det. For det første er det i Saint Jean Pied de Port på den franske side af Pyrenæerne. Herfra kan man gå en usædvanlig smuk tur over bjergene ad den såkaldte napolionsrute til Roncesvalles. En flot tur med en stigning på 1100 meter fra de 200 meter i Saint Jean Pied de Port til det højeste punkt, Lepoeder, på ruten før det går 350 meter ned til Roncesvalles. Turen er ok, hvis man er i kanon god form. Ellers er det virkelig en dræber også fordi man på en varm dag må slæbe en tre-fire liter vand, det samme som tre-fire ekstra kg med sig udover bagagen. Jeg har set så mange knække sammen på den tur, at jeg ikke vil anbefale den. Hvorfor lade den første dag være den hårdeste overhovedet på hele caminoen? For det andet skal man ikke starte i León en stor by med både tog- og busstationer og lufthavn. Og hvorfor ikke? Fordi turen ud af León og fra León og de næste hen ved 40 km er usædvanlig kedelig. Landskabet er fladt og man vandrer hele tiden langs en befærdet landevej med larm og giftig udstødning. På det sidste er der lavet en alternativ, kun 7 km ekstra lang rute til Hospital de Orbigo, hvorfra caminoen igen bliver rigtig dejlig. Den har jeg prøvet og kan varmt anbefale men hvorfor begynde sin camino et sted, hvor den ikke viser sig fra sin smukkeste side? Men ellers kan man stige på og springe fra caminoen, som man nu har tid og kræfter til. Det er ens egen camino, og selvom der er mange pilgrimme, der er meget optaget af, om nu de andre også gør caminoen på den rigtige måde (nemlig deres egen), er der efter min bedste overbevisning ingen anden end én selv, der skal bestemme over ens måde af komme frem på. Men det er på den anden side ikke det samme som, at alle måder er lige gode. Det er de ikke. Men det må den enkelte selv finde ud af. Jeg er i hvert fald godt træt af mennesker, der har travlt med at kritisere og ligefrem fordømme andre. Hvad siger ikke frelseren: Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten. Jeg har haft glæde af at vandre caminoen på forskellige måder. Men for mig har den foreløbig sidste, den jeg skriver om i bogen om mig og caminoen, været den bedste for første gang har jeg vandret hele caminoen uden det snyd, der ligger i at springe lidt af og på og snuppe et andet transportmiddel end fødderne, hvis det blev for hårdt, sent, varmt, vådt, forvirret eller hvad det nu blev. Det giver en følelse af helhed at gøre caminoen helt, at have taget beslutningen om at vandre hvert et skridt på sine egne fødder. Og at gennemføre det. Revisioner juli

10 I forbindelse med, at jeg har fået opgraderet min hjemmeside, har jeg også læst den ovenstående tekst igennem. Jeg havde tænkt mig at revidere den. Men den dækker sådan set udmærket, hvad jeg stadig har af erfaringer. Blot dette: Om at starte i Saint Jean Pied de Port: Den tyske komiker, der har skrevet en bestseller om caminoen, udtaler til International Herald Tribune den 8. marts 2008, at hvis han skal give ét eneste råd om at vandre caminoen skal det være, at man skal undlade at vandre den første dag fra Saint Jean til Roncesvalles. Den tur knækker folk. Jeg er enig. Med mindre man er i kanon form, så er den skøn. Om at starte i Leon: Jeg ved jo at mange gør det. Det er heller ikke så slemt længere, da der er lagt en ny rute over landsbyen Villar de Manzarife hvor man kan overnatte på ét af de tre konkurrerende refugier! Og i øvrigt tillige spise godt. For at finde den nye rute skal man først vandre fra Leons centrum til Virgen del Camino (hvor der er kommet et refugium). Derfra skal man finde den sydligste af de tre ruter. Det er den på venstre hånd. Hele tiden: hold til venstre. Den første landsby Fresno, den næste Oncina, hvor der er en bar. Dette alternativ gør turen fra Leon (Virgen del Camino) rimelig god. Fodtøj: Det er jo nærmest en religion, så blot dette: Fra april til og med september er jeg begyndt at vandre i sandaler. Ikke almindelige sandaler, men egentlige vandresandaler, der kan justeres og sidder godt på foden. Mine er af mærket TEVA. Så behøver man heller ikke medbringe klipklapper. Regntøj: Jeg har skippet de lange regnbukser. Man bliver alligevel våd. Og hvis det ikke er vinter, medbringer jeg heller ikke længere det lange undertøj. Rygsæk: Min er på 25 liter og af mærket deuter. Det er den letteste, jeg har kunnet finde som stadig har en god hoftesele, der sikrer, at 85% af rygsækkens vægt bæres på hoften og max 15% på skulderen. Ruter: Som man kan se af flere af de nye opslag på min hjemmeside, er jeg begyndt at udforske de alternative ruter til Santiago. Der er mange gode oplevelser at hente dér. Men læs selv! 10