Afghanistan, plejehjemmet, kræftafdelingen, trafikulykken, Utøya, døde bliver ikke bare sådan levende igen. Aldrig i livet. --- Og her er vi så nået

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 9. oktober 2011 kl søndag efter trinitatis Lukas 7,11-17 Salmer: , Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde:»græd ikke!«og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde:»unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!«da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde:»en stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.«og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen. Luk 7,11-17 I dag vil jeg holde tre prædikener. Den første har overskriften: Døde bliver ikke bare sådan levende igen. Aldrig i livet. Det er kun i Kaj Munks Ordet, C.S. Lewis Narnia bøger eller Rowlings Harry Potter film. Skindød lad gå hjertestarter og hjertemassage lad gå men ellers ikke aldrig i livet. Når først de seks timer er gået, og lægen har underskrevet dødsattesten, så er det definitivt slut. Det ved selv et barn. Døden kan vi ikke diskutere med. Der er ingen appelmuligheder. Ingen ankeinstans. Apples Steve Jobs, en af verdens rigeste og mægtigste eller den hjemløse tigger på bænken. Alle er vi underlagt samme spilleregler. Ikke engang en enkes eneste søn kan nøjes med en betinget dom, når det gælder døden. Uanset hvor meget han kan henvise til, at hans mor vil være håbløst fortabt, hvis han, hendes eneste søn ikke kan beskytte og forsørge hende. Så høster døden ubønhørligt hans unge liv og efterlader den stakkels mor helt alene i verden overladt til omgivelsernes nåde og barmhjertighed. 1

2 Afghanistan, plejehjemmet, kræftafdelingen, trafikulykken, Utøya, døde bliver ikke bare sådan levende igen. Aldrig i livet. Og her er vi så nået til dagens anden prædiken, den har overskriften: Gud er stærkere end døden. For vi får jo noget andet at vide, når vi kommer i kirke. Når og hvor Gud vil det anderledes, så bliver det anderledes. Her vendes der op og ned på livet og verden, som vi tror, vi kender den. Denne søndag kaldes faktisk midtvejspåsken eller efterårspåsken. De gamle har nemlig været så vise, at de har bestemt, at vi skal høre om opvækkelsen fra de døde enten af den unge mand i Nain eller af Lazarus præcis på denne søndag, hvor der er et halvt år til påske. I kan selv tjekke efter i kalenderen: I dag er det den 9. oktober og i 2012 falder Jesu opstandelse påskedag 8. april. Her, hvor vi ikke blot går mod efterår, vinter, mørke, kulde og død men hvor vi også er længst på afstand af påskens opstandelsesberetning her står dagens dødeopvækkelse som en forudgribelse af Jesu egen opstandelse som en reminder til os som så let kan komme i tvivl og miste modet. Derfor beder jeg om, at I ikke taber modet, skriver Paulus i sin peptalk til menigheden i Efesus og i dag til os. For sådan er det. Jo, større afstand jo lettere taber vi modet, mister troen, glemmer håbet. Vi har faktisk også en anden midtvejsfejring nemlig midtvejsjulen ja, rigtigt jeg tænker på Sct. Hans eller rettere Sct. Johannes Johannes Døberens fødselsdag. Hans fødselsdag plejer ganske vist at drukne i hekseafbrændinger, midsommervise og fadøl. Det interessante er imidlertid, at netop i dag på denne midtvejspåske, der klinger midtvejsjulen med. Og siden vi for første gang i mine 22 år som præst præcis på denne dag har døbt en lille Zakarias så vil jer fortælle jer Johannes Døberens fars, Zakarias historie. I husker måske, at Zakarias og Elisabeth egentlig har opgivet at få børn, men så viser en engel sig for Zakarias i templet og fortæller, at de i deres alderdom skal få en søn, og give ham navnet Johannes og han skal være en forløber eller bane vejen for Messias. Zakarias kan ikke tro sine egne ører, det er for utroligt til at være sandt. Som straf bliver han stum. 2

3 Men det går, som englen har sagt, og da Elisabeth ni måneder senere føder en søn, og familie og venner kommer sammen for at fejre og navngive den nyfødte, så siger Elisabeth, at han skal hedde Johannes. Familien tænker, at nu slår det da klik for gamle Elisabeth for drengen skal da opkaldes efter sin far, som skik var men den stumme Zakarias får en tavle og skriver: Johannes er hans navn. Og i samme sekund får Zakarias atter mund og mæle, og han bryder ud i en lang lovsang, hvoraf jeg kun vil citere fra indledning og afslutning: Lovet være Herren Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge. Når jeg så udførligt har genfortalt Zakarias historie, så er det ikke kun for lille nydøbte Zakarias skyld, for sagen er, at i beretningen om opvækkelsen af den unge mand fra Nain, der klinger Zakarias historie med i baggrunden. Da Jesus siger: Unge mand, jeg siger, rejs dig op da sætter den døde sig op og giver sig til at tale akkurat som Zakarias. Og de, der ser det, priser Gud med ord, der nærmest ordret er hentet fra Zakarias lovsang: En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk. siger de. På den måde smelter midtvejsjul og midtvejspåske sammen det håb, der kun lå i svøb ved fødslen i stalden i Betlehem det håb foldes nu ud, så alle kan se det: NU i Jesus skinner lyset for dem, os sidder i mørkets og dødens skygge. Gud er stærkere end døden. Ja, tænker du måske, det lyder alt sammen meget godt sådan var det dengang men her kommer ikke lige en Jesus forbi vi sidder stadig i mørkets og dødens skygge. Døde bliver, uanset hvor mange lovsange vi synger, ikke bare sådan lige levende igen. Og så får vi alligevel noget andet at vide, når vi kommer i kirke. Når Gud besøger sit folk når Gud selv bliver menneske, så kan alt ske. Dybest set er det, hvad den kristne tro handler om en tro på, at den død, som er vort livs vilkår den død har Gud selv taget på sig og fyldt med nyt liv. I opvækkelsen af enkens søn fra Nain viser Jesus os, at det liv vi har fået, for at vi før eller siden skal miste det det liv løfter Gud ud af døden. Han gav ham til hans mor hører vi Jesus genindsætter sønnen i fællesskabet med sin mor akkurat som Jesus selv efter opstandelsen vender tilbage til fællesskabet med sin far. Og her i vi nået til dagens tredje prædiken, som har overskriften: 3

4 Hvordan i al verden skal vi kunne tro på det budskab nu i dag? Det var dog utroligt siger vi, jeg vil se det, før jeg tror det, siger vi, når noget næsten er for godt til at være sandt. Det mærkelige er, at det hjælper ikke at se det. Da den døde Lazarus bliver kaldt ud af graven, da fortælles det, at mange kom til tro. Men hvorfor ikke alle? På trods af, at de har stået i første parket, er det kun mange. Oven i købet beslutter nogen af dem, efter de med egne øjne har set Lazarus opvækkelse, at slå Jesus ihjel, så han ikke kan fortsætte med at gøre døde levende. Spørgsmålet er altså, om det over hovedet hjælper os at se det, som troen drejer sig om. For har vi set det, behøver vi jo ikke længere at tro det. Ja, måske er det sådan med troen, at før vi tror det, kan vi slet ikke se noget som helst. Før vi tror det, sidder vi uhjælpelig fast i mørkets og dødens skygge. Hvis troen hele tiden skal have syn for sagn så er vores tro håbløst fortabt, så mister vi modet snarere før end siden. For livet går jo ikke op. Alt er ikke fred og harmoni. Men denne midtvejspåske står som et lys midt i mørkets og dødens skygge. Denne midtvejspåske minder os om, at vi ikke skal magte livet alene, for Gud har besøgt sit folk og delt både liv og død med os. Vi bliver mindet om, at vi med alle de livserfaringer vi har, så forkyndes det for os, at Gud har en fremtid til os også bag dødens mørke og kulde. Og det mærkelige er, at denne tro stemmer med vores erfaringer. For vi gør jo den slags erfaringer, i vores almindelige liv, når vi synes at alle døre er lukket, og der så pludselig viser sig en ny udvej. Når vi synes fremtiden er forbi, og alt liv er lagt dødt, som om der er væltet en kæmpesten for den grav, vi er kastet i, og der så alligevel som ved et mirakel viser sig nye livsmuligheder. Når vi erfarer at alt håb er ude, og der så alligevel viser sig nyt håb imod alle odds. Og nej, jeg siger ikke, det altid er sådan. For de døde bliver ikke bare sådan lige levende. Kræften får vi langt fra altid bugt med. Hårdknuder og konflikter løses ikke altid op. Men når det sker og det sker faktisk så oplever vi ikke desto mindre det forunderlige. At livet folder sig ud på ny. Solen bryder igennem. 4

5 At det håbløse viser sig alligevel at rumme et håb. Så, ja, nok er det sandt, at døde ikke bliver levende, men er det sandt nok? Har vi råd til at afvise muligheden, lyset i mørkets og dødens realitet sprækken glimtet af, at når Gud besøger sit folk så kan alt ske så må selv døden give fortabt. Så er det, som er for godt til at være sandt, alligevel sandheden, for Zakarias for kvinden og hendes søn i Nain og for dig og mig. Måske var det derfor, Kaj Munk skrev Ordet C.S. Lewis fortalte om Narnia og J.K.Rowlings skrev om Harry Potter, fordi de tror, at Gud virkelig er stærkere end døden. Glædelig midtvejspåske! Amen. Kirkebøn skrevet af Slotskirkens konfirmander: Kære Gud Tak, for at du passer på os og holder hånden over os og hjælper os gennem ting, vi ikke troede, vi kunne. Tak, fordi vi er til, og får lov til at leve på jorden, og at der er nogen der elsker os. Tak for at vi får mad hver dag, og vi bor i et land, hvor vi kan få en uddannelse. Vi ber til, at du vil hjælpe alle de mennesker, der er i nød eller har det svært. Vi ber for de fattige og de hjemløse og dem, der sidder alene tilbage, og for at der vil være en masse barmhjertige og storsindede mennesker til at hjælpe dem. Vi ber for, at der ikke skal være krig i nogen lande, og at der ikke er flere, der dør i krig. Vi ber om, at du Gud vil passe på alle vore kære. Vi ber for vores miljø, som vi har behandlet alt for dårligt. Hjælp os med at klare hverdagen. Vi stoler på, at du altid er der for os. Tilgiv os for alt det vi har gjort forkert. Tak for at vi er elsket. Vi ber for alle vores familier og venner og selv dem, vi ikke kan lide. Hjælp os med at gøre jorden til et bedre sted at leve. Tak for den tro, du har givet os. Vi takker for, at du altid har tid til at høre på os, vi takker dig for, at vi altid har en plads i dit hjerte og altid kan hente hjælp hos dig, lige meget hvem vi er. Amen. 5