Det Det. Det Det er - billeder i Berlin

Transkript

1 November Det Det 2009 er Det Det er - billeder i Berlin 1

2 Indholdsfortegnelse 03 Festligheder for hvem? 04 Hotel DDR 08 Ostalgi for begyndere og viderekommende 10 Find DDR i Berlin 12 Godt og Ondt 14 Det står ikke i historiebøgerne 16 ABC til DDR 18 Rennpap er kult 18 Trabanter på safari 18 Legetøjsfabrikant elektrificerer Trabant 20 Forstå min ostalgi ret 22 DJ Best holder fest 23 Der danses natten lang 24 DDR-Design er gedigent kitsch 26 Spøgelser i undergrunden 27 Generationer ser forskelligt på Murens fald 28 Tape fortæller historie 29 Der Ampelmann 30 Berlin på tidslinje 32 Sammenstød i indkøbscenter 34 Lang vej til et fælles Tyskland 35 Tanker fra Berlin Festligheder for hvem? Den 9. november 2009 var det 20 år siden, at Berlinmuren faldt. Det blev fejret i byen med blandt andet en menneskemur og farvestrålende domino-murbrikker, der skulle symbolisere Murens. Det var lagt op til store festligheder. Rød løber, fyrværkeri og koncerter med internationale navne. Pressen var mødt talstærkt op. Menneskemængden var tyk om Brandenburger Tor. Men var det en begivenhed for tyskerne og berlinerne selv? Eller var festlighederne mere til ære for verdenspressen, og en mulighed for statsledere at udnytte CNN og BBCs rullende kameraer og give hver deres version af Ich bin ein Berliner, mens Berlin igen var verdens brændpunkt? Politiken var tilstede i Berlin på 20-årsdagen for Murens fald. Ingen af de almindelige berlinere, redaktionen talte med, havde planer om at deltage i festlighederne. Ifølge dem var der ikke noget at fejre. Det er jo 20 år siden, som de fleste pointerede. Og hvad vil Berlins eventmakere slå op om fem år, når Murens fald fylder et kvart århundrede? Tilsyneladende bestod menneskemængden foran Brandenburger Tor mest af alt af turister, og i knap så høj grad af de mennesker, hvis frihed og genforening vi egentlig fejrer. dette særtillæg til Politiken lader vi berlinerne selv, steder og I genstande fortælle deres version af erindringen om DDR og tiden efter. Erindringen har mange former. Kendetegnende for størstedelen af berlinerne er dog, at det var hverdagen, der var det afgørende. Og her har Muren, på både godt og ondt, været en integreret del af det liv, der blev levet på begge sider. God læselyst! Chefredaktørerne Chefredaktører Redaktion Udgiver Tryk og sats Nina Bjerglund Andersen Tytte Hagen Johnsen Tine Obel Schmidt Anne-Mette Esbøl Alex Friis Hansen Jette Merete Axelsen Anne Rosenmeyer Anne Noller Nygaard Fagjournalistuddannelsen Efterår Danmarks Journalist Højskole Damgaard-Jensen Foto: Flickr.com 2 3

3 Hotel DDR I den østlige del af Berlin ligger et hotel, som tilbyder en rejse tilbage til DDR tiden. Hotellets ejer, en tidligere linedanser fra Østtysklands statscirkus, viser stolt sit koncepthotel frem. Af Nina Bjerglund Andersen & Tine Obel Schmidt At træde ind i receptionen på Hotel Ostel er som at gå lige ind i et fotografi fra DDR tiden. Væggene er beklædt med mønstret tapet, hvor farveskalaen er holdt i brunt, rødt og orange. Bløde veloursofaer sørger for, at man kan sidde behageligt, mens man venter på at kunne checke ind, og træbeklædte kummer med plastikblomster dekorerer lokalet. Fornemmelsen af at træde ind i et gammelt fotografi er lige netop det, der er ideen bag Hotel Ostel. Hotellet er et billede på en tidsperiode, der skal opleves og soves i. Det er ikke ment som et politisk statement, selvom billeder af hedengangne DDR diktatorer pryder væggene. Hoteldirektør Daniel Helbig, Foto: Hoteldirektør og østberliner Daniel Helbig ligner derimod ikke et levn fra fortiden. Med jakkens krave slået op bagtil, fylder han rummet ud og viser gerne hotellet frem. Han er scenevant, han er tidligere cirkusartist og ved, hvordan folk vil underholdes. Scenen er sat mellem boligblokke i det trøstesløse kvarter i Friedrichshein i den østlige del af Berlin. Netop her i betonbyggeriet, ligger Hotel Ostel. Fra receptionen går turen til mødelokalet. Jakken med kraven hænger over stolen, der som alt andet i lokalet er originalt DDR møblement. Det er i slutningen af 2006 og over lidt for mange snaps sammen med vennen og kollegaen fra DDR s statscirkus Guido Sand, at ideen til hotellet opstår. Det var eine Schnaps idee, forklarer Daniel Helbig, mens han med et glimt i øjet og et smil på læben læner sig tilbage i stolen. Konceptet var at designe et hotel efter DDR tidens trends, tendenser og produkter. Og fra ideen blev født, gik det hurtigt. Kun et halvt år senere stod hotellet klar, indrettet i en typisk østtysk betonklods af en boligejendom og fyldt med møbler fra DDR tiden. Møblerne er fundet ved besøg på loppemarkeder, internetauktioner, dødsboer og plejehjem. Det har ikke været svært at finde møblerne. Man passede godt på sine ejendele i DDR, så mange af møblerne er meget wvelholdte, forklarer Daniel Helbig, mens han med lidt spyt på fingeren ihærdigt renser en plet af det store fine mødebord. Han kigger op og griner, da han opdager, at handlingen registreres. Det der har været sværest at få fat i, har været de karak- Værelse på Hotel Ostel, Foto: teristiske DDR tapeter og lamper. Alt hvad der findes her på hotellet er originalt og har stået i almindelige hjem, forklarer han og fortæller, at der oven i købet er møbler fra hans eget barndomshjem rundt omkring på Hotel Ostel. For enden af mødelokalet hænger et meter højt billede af DDR s tidligere leder Erich Honecker, flankeret af store faner fra DDR og USSR. Det kunne være et politisk statement, men det er ikke ment sådan. Hotel Ostel er et designkoncept - intet andet, fastslår Daniel Helbig roligt. wdaniel Helbig smiler, så de hvide tænder lyser op. At åbne et hotel, som sælger sig på at være en rejse tilbage til DDR, er ikke noget man gør uden at møde kritik. For Hotel Ostel kom reaktionerne næsten fra de højere magter. Berlins romersk-katolske ærkebiskop, Kardinal Sterzinsky, anklagede i et langt radioindslag hotelprojektet for at være politisk. Daniel Helbig synes, at kritikken af Hotel Ostel er uberettiget, men er ikke bekymret for hotellets omdømme. Efter kardinalens radioudtalelser havde vi besøgende på vores hjemmeside, så det var godt for markedsføringen, siger han med et glimt i øjet og et tilfreds smil. At Daniel Helbig i dag sidder som hoteldirektør, var måske ikke det mest oplagte for 20 år siden, da han gik på line i DDR s statscirkus. Alligevel overrasker det ikke ham selv. Som cirkusartist har jeg rejst verden rundt og boet på mange forskellige hoteller. Så jeg ved, hvad man har brug for på et hotel. Daniel Helbig har fundet en niche, noget som folk vil have, for hotellet udvider. Der skal laves udflugter; DDR rundfart i Berlin og gourmet restaurant, hvor der skal serveres retter fra den tidligere østblok. Daniel Helbig har ikke lyst til at tale om penge. Han siger selv, at projektet med hotellet naturligvis skal løbe rundt økonomisk, men at det mest af alt er et ønske om, at arbejde med et sjovt koncept. Det er dog vigtigt for ham, at man forstår, at han ikke har noget ønske om at forherlige DDR. Det skal være underholdende, ikke tankevækkende. Hotel Ostel Åbnede i maj værelser, 70 sengepladser Priser per nat: Sovesal 9 Enkeltværelse 33 Dobbeltværelse 54 Adresse: Wriezener Karree 5 Friedrichshein, Berlin 4 5

4 Gæster på Hotel Ostel Chris Langer, 38 år, bogholder fra Hamborg. Bor med sin kæreste Christine Scherrer på Hotel Ostel for første gang. Hvorfor har I valgt at bo på netop Hotel Ostel? Fordi det var det eneste hostel, som stadig havde ledige senge. Så det er lidt en tilfældighed, at vi bor netop her. Hvad synes du om konceptet med at indrettet hotellet efter DDR-design? For mig er det lidt en joke. Lidt som Disneyland. Det virker, som om man prøver at vise DDR tiden på en positiv måde, men jeg tror ikke, at det giver et sandt indtryk af DDR tiden. Hotelværelse på Hotel Ostel, foto: At der hænger billeder af Erich Honecker på væggen, er jo bare en del af det at genskabe DDR tiden. Det er en slags spas over et design og en objektiv gengivelse af, hvordan det så ud den gang. For Honecker hang jo på væggen. Daniel Helbig Hvilken oplevelse giver det dig at være her? For mig, som vestberliner, er det en rejse tilbage til et andet lands fortid. For østberlinere er det vel mere en rejse til deres egen fortid. Men der er alt for meget underholdning i det. Det negligerer alle de skrækkelige ting, som også var en del af DDR, eksempelvis Stasi og knapheden på varer. Chris Langer og Christine Scherrer på Hotel Ostel Foto: Tine Obel Schmidt Akiko Suzuki, 30 år, sygeplejerske fra Japan. Bor med sin veninde på Hotel Ostel for første gang. Er på rundrejse i Europa. Hvorfor har I valgt at bo på netop Hotel Ostel? Fordi vi havde fået det anbefalet af en veninde, som har boet her før. Akiko Suzuki på Hotel Ostel Hvad synes du om konceptet med at indrettet hotellet efter DDR-design? Jeg synes det er rigtig cute. Hvilken oplevelse giver det dig at være her? Jeg synes det er sjovt at få mulighed for at genleve DDRtiden. Foto: Nina Bjerglund Andersen DDR genstande udstillet på Hotel Ostel, fotos: 6 7

5 Ostalgi for begyndere og viderekommende Turisterne er vilde med fænomener fra det forgangne DDR. Også mange tidligere østtyskere dyrker ting fra dengang. Begge dele kalder man ostalgi. Forsker i erindringskultur, Britta Tinn Knudsen, kaster lys over, hvad ostalgi er. Af: Anne Noller Nygaard og Jette Merete Axelsen Begrebet Ostalgi som er en sammentrækning af de to ord Ost (øst) og Nostalgi støder man uundgåeligt ind i, når man bevæger sig rundt i Berlin i dag. Man konfronteres med en forunderlig blanding af splinterny arkitektur og design sammen med alle mindelserne om tiden, før Muren blev væltet. Det er turisterne og de unge, som ikke har en chance for helt at kunne forstå, hvad DDR stod for, såvel som tidligere borgere i Østtyskland, der er ramt af Ostalgi-feber. Britta Timm Knudsen fra Århus Universitet forsker i erindringskultur, og forøger her at kaste lys over Ostalgi som begreb. Hvad er din forklaring på, at unge tyskere og turister, som i sagens natur ikke har nogen erindring om DDR, kaster sig over ting, tøj og kulisser fra den tid og giver det kultstatus? De oplever simpelthen tingene som eksotiske og lækre. Mange får et æstetisk kick af DDR-design. Der er noget uspoleret over det fra dengang, som de kan lide at se på. Berlin er fyldt med retromode lige uden for gadedøren. Det tilbyder et sjovt kig ind i en anden tidszone. De seneste år er der kommet flere eksempler på, at besøgende kan leve sig helt ind i livet i DDR. Hvad er det for nogen oplevelser folk får? På retrohotellet Ostel og DDR-museet for hverdagsliv iscenesætter de udgaver af, hvordan der så ud dengang. Folk kan få lov at træde ind i kulisserne og lege, at de kører i Trabant, eller de kan sove en nat på Ostel under et billede af Honecker. Der er bare det ved det, at hvis iscenesættelsen er barberet for kritik og vidneudsagn, der kan sætte tingene i perspektiv, så får oplevelsen let karakter af en tur i et DDR-Tivoli. I Stasifængslet har oplevelsen en helt anden karakter. Her er det kun de tidligere fanger, som viser rundt. De er vidner, der på egen krop har mærket systemet, men fangerne gør meget ud af, at formidle fakta til publikum. På den måde bliver det et læringssted, hvor oplysning og oplevelse går hånd i hånd om de sværeste skyggesider i deres erindring. Hvad er det, der er på spil, når det er østtyskerne selv, der dyrker Ostalgien? De tidligere DDR-borgerne har en tung arv med sig fra diktaturet, men de har samtidig erindringer om et levet hverdagsliv. De bærer på en dobbelthed, som de skal forholde sig til. Ingen ønsker sig tilbage til det politiske system med afluringer, angiveri og tortur, men det enkelte menneske har brug for at holde fast i helt almindelige erindringer om barndom, ungdom, glæder og sorger. Sagt på en anden måde, når østtyskerne spiser den kendte syltede agurk Spreewaldgurken, er det på grund af søde barndomserindringer. Det betyder ikke, at de æder hele det gamle system. Og hvad så med dem, der (n)ostalgisk længes efter det forgangne politiske system? Den slags længsel, tror jeg, kommer først og fremmest af frustration over deres aktuelle situation. Mange forventninger er ikke blevet indfriet. Det bliver et problem, hvis ikke de hiver den utilfredshed med over i den nuværende demokratiske struktur. Det er der, kampen står for bedre børnepasning, sundhedssystem og for arbejde til alle, som de husker det fra DDR. Nogle tidligere østtyskere hænger fast i tidsbobler, hvor de idealiserer det politiske, og de har svært. Bøger om DDR. Børn af Zonen af Jana Hensel, 2004 Forfatteren (født 1976) skriver sin egen generations roman. Hovedpersonerne er år gamle ved murens fald i Deres barndom er formet af Øst, men de bliver voksne og skal skabe sig en fremtid i Vest. Mine frie tyske ungdom af Claudia Rusch, 2005 En novelleagtig skildring af forfatterens opvækst og ungdom i det østtyske oppositionsmiljø, hvor murens fald pludselig åbner verden for den unge generation. Claudia Rusch tegner med humor, men samtidig med forståelse og en vis sympati et billede af DDR som en spændetrøje, hun ikke kan leve i. Dengang vi drømte af Clemens Meyer, 2009 Roman om østtysk ungdom i tiden før og efter Murens fald. Daniel og hans kammerater vokser op i DDR. Efter genforeningen bliver de rodløse og fristes af en tilværelse med bandekrige, narko, druk, fængsler. Middagsfruen af Julia Franck, 2008 Middagsfruen er en stor anlagt episk roman, skrevet af Julia Franck (født 1970), som voksede op i DDR indtil familien flygtede til Vesttyskland, men vendte tilbage til Berlin efter genforeningen. Gennem en tysk kvindes livshistorie fortæller hun Tysklands historie i første halvdel af det 20. århundrede. Film om DDR. Good bye Lenin, 2003 En tragikomisk historie om Alex Kerner, hvis mor er varm fortaler for Østtysklands socialisme. Kort før Murens fald går Alex mor i koma. Da hun vågner otte måneder senere, tør læger og pårørende ikke fortælle hende om Murens fald af frygt for et nyt hjerteslag. For at beskytte sin mor fører Alex familiens lejlighed tilbage til DDR tiden - en fortids-ø, hvor hans mor kærligt lulles ind i den tro, at intet er forandret. Instruktion: Wolfgang Becker De andres liv, 2006 Et fiktivt drama om en stasiagent i 1980 ernes DDR. Wiesler er stasiagent, uhyre partiloyal og pønser på at blive til noget stort indenfor systemet. Derfor slår han til, da han får til opgave at overvåge den intellektuelle forfatter Dreyman og hans kæreste, for det er en operation, som de allerhøjeste kredse satser stort på. Instruktion: Florian Henckel-Donnersmarck 8 9

6 Stasi Museum I det tidligere hovedkvarter for Ministerium für Staatssicherheit der DDR i Berlin, har Stasi-museet i dag til huse. Besøgende kan i de oprindelige lokaler informere sig om statssikkerhedstjenestens og oppositionens arbejde i DDR fra Ruschestrasse 103, Berlin DDR Museum Museet givet i indblik i de fleste aspekter af østtyskernes hverdag i DDR-perioden. Der er både tekst, billeder og forskellige objekter, eksempelvis en dagligstue og en Trabant i fuld størrelse. Det meste på museet kan føles på, hvilket hjælper til indlevelsen. Karl-Liebknecht-Strasse 1, Berlin, ddr-museum.de Kino International Bygningen har den smukkeste biografsal i Berlin, og det er som at træde direkte tilbage til 60 erne. Fordriv ventetiden med en drink i baren og nyd det rene DDRinteriør. Karl-Marx-Allé 33, Berlin, Genbrugsbutik HUMANA Ud til Frankfurter Tor ligger en kæmpe genbrugsforretning, Humana, på fem etager. På den øverste fjerde sal kan man købe autentisk tøj fra DDR-tiden, der er kategoriseret efter DDR Männer og DDR Frauen. Humana er desuden en del af den danske organisation Tvind. Frankfurter Tor 3, Berlin Find DDR i Berlin Wall Memorial Her kan man genopleve en sektion af Muren. Gennem murens sprækker kan man studere de forskellige barrierer og grænseinstallationer, som er placeret i ingenmandslandet mellem de to ydermurer. Her er desuden et mindesmærke for de, som i forsøg på at krydse Muren, mistede livet. Hjønet af Bernauer Strasse og Ackerstrasse, Berlin-Mitte U-bahn I Berlins undergrund kan man besøge de tidligere såkaldte spøgelsesstationer i Østberlin, som under Tysklands deling fald var aflukket. På stationen Nordbahnhof er en lille udstilling, som fortæller om stationernes historie under DDR-regimet. Stationerne Potsdamer Platz, Friedrich Strasse og Orangienburg strasse Hotel Ostel Hostel ganske tæt på Ostbahnhof indrettet med autentiske DDR-møbler og Erik Honecker over sengegærdet. Krystallamper og mønstrede tapeter i orange og brunt kæmper om kap med de gamle radioer, som står på alle værelser. Wriezener Karree 5, Berlin Konnopke Imbiss En næsten 80 år gammel pølsevogn på Prenzlauer Berg er en af de ældste og mest populære snack barer i Berlin. Hvis du skal prøve en ægte Curry Wurst, er det her: Wenn s um die Wurst geht Tradition mit Geschmack. Schönhauser Allee 44a, Berlin Trabi safari Sightseeing tour i en rigtig Trabant, den tidligere standard familie-bil i Østtyskland, kombinerer fornøjelsen ved at køre med den ægte atmosfære i Østberlin. Find reklame-trabierne for firmaet ved blandt andet Checkpoint Charlie, Friedrichstrasse og East Side Gallery, Mühlenstrasse, Berlin. Karl Marx Allé Østberlins tidligere pragtallé. De kæmpe bygninger er i stilen socialistisk klassicisme og gaden er 80 m bred, så der var plads til de store parader, der skulle holdes. Gaden hed oprindeligt Stalinallee, men som en del af af-staliniseringen skiftede den i 1961 navn. Bygningerne er optaget på UNESCO s liste over verdens kulturarv. Clärchens Ballhaus På Clärchens Ballhaus tager unge og gamle berlinere sig en svingom eller spiser en ægte schnitzel. I DDR var balhuset et af ganske få steder i Østberlin, hvor man kunne gå ud og danse. Man kan møde de gamle stamgæster til pardans for øvede om fredagen. Auguststrasse 24, 10178, Berlin Mitte TV tårn Berliner Ferhnsehturm blev færdig i 1969 og den 365 meter høje bygning blev et kendetegn for DDR. Placeringen sikrede, at vestberlinerne huskede Østberlin. I dag er tårnet stadig et markant symbol for Tysklands hovedstad. 204 meter oppe er der restaurant og udsigtsplatform. Panoramastrasse 1a, Berlin-Mitte Tekst: Redaktionen, kort:

7 Godt og Ondt For mange mennesker er det en positiv oplevelse at besøge det nye DDR Museum for hverdagsliv i det tidligere Østtyskland. Modsætningen findes på Stasimuseet og i det tidligere fængsel Hohenschönhausen. Af Alex Friis Hansen DDR museet er et stort rum. En stor labyrint med forskellige interaktive udstillinger. En nydeligt påklædt ældre dame går rundt, tæt fulgt af en mand i fyrrene med tophue, konstant mumlende for sig selv. De åbner skuffer og skabe, og kommenterer det meste de ser. Mor og søn på opdagelse og genkendelse. På vej tilbage i tiden. Det lignede deres køkken med de samme kopper og tallerkener, det samme bestik. Kaffekværn og sodavandsmaskine undersøges med kendermine. Den velklædte dame hedder Frau Grimm, og hun fortæller: Jeg ønsker ikke DDR tilbage, men der var nu mange gode ting. Det hele var temmelig enkelt. Vi manglede ikke noget i vores dagligdag. Der var altid nogen, der bekymrede sig om vores børn, hvis de var syge, og arbejdspladsen tog meget hensyn. Vi havde alle arbejde, konstaterer Frau Grimm. Frau Grimm har boet i bydelen Lichtenberg i 43 år. Tænk på, at det var lige efter krigen. Der var fremgang. De byggede masser af nye lejligheder, vi fik nogle gode boliger. Der var plads til vores tre børn. Frau Grimm tænker tilbage. Vi havde det jo godt. Stasi var lige i nærheden Fem kilometer væk fra det hyggelige DDR Museum ligger et andet museum. Stasimuseet i Lichtenberg. Stasi er en forkortelse for Ministerium for Statssikkerhed. Museet ligger lige netop i det område, hvor Frau Grimm og hendes sønner har boet i alle årene, tilsyneladende uden de store bekymringer. Foto: Alex Friis Hansen Stasi havde i sin tid hovedkvarter i det store bygningskompleks. På første sal er der sammenhængende kontorer og konferencerum, store brune klodsede sofaer beige gardiner, trægulve i sildebensmønster, høje kontorstole med armlæn og blåt betræk og lugten af hengemte tider. I disse bygninger kontrollerede ministeren for statssikkerhed, Erich Mielke, i 32 år den østtyske befolkning med hård hånd. Stasi sørgede for, at diktaturet kunne gennemføre sin politik. Stasi var en enorm organisation med i alt ansatte og meddelere. Man forsøgte at overvåge hele befolkningen. Ord, tanker og handlinger skulle passe til partiets interesser. På alle offentlige arbejdspladser var der mindst én stasimedarbejder. Stasi tog billeder og aflyttede telefoner, der blev spioneret og anmeldt. Opfindsomheden kendte ingen grænser, når befolkningen skulle overvåges. På Stasimuseet kan man ved selvsyn få indblik i hvordan kameraer og mikrofoner blev gemt i træstubbe, stærekasser, slips og vandkander. Som taget ud af gamle agentfilm. Dagligt blev der åbnet breve. Stasi var hævet over den enkelte borger. Organisationen understøttede partiet, SED Socialistische Einheitspartie Deutshland ved at kontrollere befolkningen. Da Stasi blev opløst i 1990 fandt man 180 kilometer sagsakter med oplysninger om borgere i DDR. På DDR museet går en ung kvinde rundt og kigger i skufferne. Cindy Dieckmann er 29 år, og besøger museet for første gang sammen med sin kæreste. Hun bor i Köln, men er vokset i Østberlin. Hun husker sin barndom som en god tid. Det var en meget tryg barndom. Byen var ikke bygget til mange biler, så gaderne var sikre, og der var ingen kriminalitet, genkalder hun. Hun husker ikke at have manglet noget, for som hun siger: Jeg vidste jo ikke, hvad jeg gik glip af. At komme på museum er for Cindy Dieckmann en rejse tilbage i tiden. For mig er det rigtig sjovt at genoplive gode minder fra min barndom, slutter hun. Hohenschönhausen var Stasis hemmelige fængsel. Det centrale fængsel for politisk undertrykkelse i DDR. Tidligere var det en sovjetisk interneringslejr og fandtes ikke på noget officielt kort. Ingen kendte til beliggenheden, alle kom dertil ad snørklede omveje. I DDR tiden var Hohenschönhausen den grufulde virkelighed for mennesker. De skulle systematisk ødelægges psykisk og fysisk ved mangel på mad og søvn, tortur, forhør nat og dag, total isolation og uvirksomhed i månedsvis. Hovedparten af fangerne var mennesker, som havde forsøgt at flygte, eller personer, som blev forfulgt på grund af deres politiske overbevisning. Advokater og dommere var loyale over for diktaturet og formålet var at give den højst mulige straf. I dag er det tidligere fanger, som viser rundt i fængslet. Kilder: Stasi Museum: Hohenschönhausen: DDR Museum: Øvrige fotos: Google 12 13

8 Det står ikke i historiebøgerne Katrin Braune blev født i Murens skygge. Hendes historie er en hverdagsberetning om en helt almindelig DDR-borgers vej gennem forandringen til et genforenet Tyskland. Af Jette Merete Axelsen Erkner. Endstation. Bitte aussteigen. Længere mod øst kommer man ikke med S3 fra Berlin. Efter genforeningen er et kæmpe renove-ringsarbejde i færd med at forvandle det tidligere DDR til en nypudset tysk landsdel. Langs banen på vejen til Erkner, stikker enkelte graffitibemalede, forladte bygninger ud som rådne tandstumper i en mund fuld af funklende nye stifttænder i muntre farver. En blygrå himmel drysser støvregn hen over byen. Tourismus Information ligger i bunden af et lejlighedskompleks på hovedgaden i Erkner. Indenfor sidder to kvinder bag skranken. Der er ingen kunder, og de to kvinder er tilsyneladende ikke i gang med andet end at sidde der. Den ældste, en spinkel kvinde med sirligt opsat hår, tager sin frakke på, nikker venligt og går. Tilbage sidder Katrin Braune på 45 år. Da hun gik hjemmefra i morges, var hun intetanende om, at hun denne dag skulle blive trukket en tur ned ad mindernes allé. Katrin Braune, Erkner temningen var Sagiteret, og folk var på gaderne i de dage i Erkner som i resten af Berlinområdet. Den 8. november havde oprørte borgere i byen styrtet den DDR-venlige borgmester til et borgermøde på rådhuset, fortæller Katrin Braune. Hun var 25 år i I maj havde hun fået en datter, så hun var hjemmegående på barselsorlov. Den 9. november efterlod hun datteren hjemme hos sin mand og gik til endnu et møde på rådhuset, hvor man krævede frihed og forandring. Da hun kom hjem kl. 21, lå manden på sofaen og sov med fjernsynet stillet ind på en fodboldkamp. Katrin Braune satte sig til rette og slog over på vesttysk TV. Hun så folk i Berlin, som brød gennem Muren og festede på vestsiden. I begyndelsen troede hun, der var tale om satire eller i hvert fald noget konstrueret, så der gik ti minutter, inden hun vækkede sin mand. ele dagen d. 10. november stod jeg i kø på poli-tistatio- for at få stempler i vores pas til at passere grænsen. Hnen Det var endnu ikke gået op for os, at man kunne komme over uden stempler. Stemmen slår knæk, da hun beretter. Dagen efter stod de tidligt op og tog S-banen mod vest, fortæller Katrin Braune. Folk stod som sild i en tønde, men stemningen var forventningsfuld, så snakken gik livligt på kryds og tværs. Jeg glemmer aldrig den følelse det var at gå op ad trapperne på Wittenberg Platz, og at gå ad Kurfürstendam hele vejen ned til Gedächtniskirche. Steder, som vi kun havde set på postkort. Det var ikke til at tage ind. Vi havde aldrig turdet håbe på, at det ville ske. Es war gross! Nu krakelerer stemmen helt, og tårerne strømmer ned ad hendes hektisk røde kinder. Katrin Braune må tage hænderne til hjælp for at forklare, hvor bevægende det var. Hun lægger brillerne på bordet, virrer med hovedet og favner hele verden med sine udstrakte hænder. De bare gik og gik hele den lange dag. Folk fra øst og vest stoppede spontant hinanden på gaden. Fortalte historier om deres liv og hørte på andres. De så til de segnede, og om aftenen vendte de mættede af indtryk hjem til Erkner. Katrin Braune blev født i 1964 i Stalin Strasse i Berlin tæt på Muren. Hendes far var statsansat kunstmaler til en løn på 700 Mark om måneden. Selvom det lyder af lidt, levede den lille familie med fire børn et almindeligt liv og manglede ikke noget. Moderen var delvist hjemmegående men havde også små jobs indimellem. Faderen malede politisk korrekte landskabsbilleder i sin arbejdstid. Sin egen kunst holdt han for sig selv. I 1985 blev Katrin Braune gift og flyttede til Erkner med sin mand, der var tømrer. Hun selv var udlært murer. I DDR blev akademisk uddannelse ikke belønnet. Det var arbejdere, man havde brug for, og det afspejlede lønnen. Som murer tjente Katrin Braune 1200 Mark om måneden, mens hendes byggeleder, der var ingeniør, måtte nøjes med 700 Mark. udkanten af Erkner lå et stort indhegnet område med bygninger, hvor Stasi holdt til. Hvad de lavede, var en hemmelighed, I men mange folk fra byen var ansat til almindeligt arbejde, så som kontorarbejde og at sy uniformer. Alle vidste, at der var Stasiagenter, men ingen vidste, hvem de var. Alligevel følte Katrin Braune sig ikke utryg. Det var jo hverdag, at man skulle tage højde for den slags Man var nødt til at tale med to tunger. Der var ting, man ikke sagde højt, fortæller hun. Tyve år efter Murens fald skyller Ostalgi-bølgen ind over Berlin med souvenirs, design og events, som tager udspring i DDR nostalgi. Es ist typisch West, sukker Katrin Braune og trækker på skuldrene. Hun synes, det er overfladisk og lidt ligegyldigt. Selvfølgelig er det sjovt at se ting, hun forbinder med sin barndom, men hun føler ikke trang til at deltage i temafester, hvor man klæder sig ud i gammeldags tøj og hører musik fra dengang. Katrin Braune længes ikke efter DDR-tiden, men hun synes alligevel, at mange værdier er gået tabt i vestliggørelsen af hendes land. Den frihed, de opnåede, var ikke helt den, de havde forestillet sig. Kapitalisme er på en måde bare en anden slags diktatur, forklarer hun. Der er kamp om arbejdspladserne, fortæller hun videre. Det handler om at kunne sælge sig selv, og det er svært for gamle øst-borgere, som ikke har haft brug for den egenskab før. Egoismen har sejret over solidaritets-følelsen. Det er lidt som at leve i en omvendt verden. I DDR kunne jeg sige til min chef, at jeg var uenig og ikke brød sig om det han gjorde, men jeg kunne ikke kritisere min statsleder. I dag kan jeg sige til Angela Merckel, at jeg er uenig og ikke bryder mig om det, hun gør, men jeg kan ikke sige det til min chef. For så risikerer jeg at miste mit arbejde, forklarer Katrin Braune. Hun mener, at østtyskerne har mere menneskelig ballast end vesttyskerne. De har lært at klare sig med lidt og under vanskelige forhold. Vesttyskerne er mere forkælede og overfladiske af natur. Vesten er overbevist om, at det var dem, som befriede os. Sandheden er, at vi befriede os selv. Det var os, der gjorde oprør, og os, der brød muren ned, slår Katrin Braune fast. Vesttyskerne ville aldrig kunne have klaret den forandring, som vi har været igennem. De ville fluks gribe telefonen og råbe: Hilfe! brøler Katrin Braune ned i et imaginært telefonrør og griner løssluppent. Latteren forstummer, da den sirlige kollega træder ind ad døren igen efter godt en time. Katrin Braune sender et sigende blik hen over brillekanten, og med høflig distance præsenterer hun pjecer med seværdig-heder i området. fotos: Jette Merete Axlsen

9 ABC til DDR Af Tine Obel Schmidt Alexanderplatz. Stor central plads i det tidligere Østberlin. Det berømte TV tårn, står midt på pladsen og er vartegn for byen. Her foregik de store protestdemonstrationer, som førte til DDRs sammenbrud i Bananer. Da grænserne åbnede ville mange Østtyskere smage en banan for første gang. Så der blev hurtigt udsolgt. Sydfrugter var sjældne i DDR, men indimellem blev ananas og bananer fløjet ind fra det socialistiske Cuba. Lenin og Marx s ideer var at finde overalt. Der var ingen institutioner i DDR, som ikke havde en marxistiskleninistisk målsætning, og alle private relationer skulle bidrage til at videreudvikle socialismen i nye faser. Checkpoint Charlie. Kendt grænseovergang mellem Øst- og Vestberlin, hvor man udvekslede spioner. Indbyggere. Befolkningen var på ind- byggere. De måtte ikke rejse ud af landet med mindre der blevet givet tilladelse til det. DDRs straffelov bestemte, at uautoriseret udrejse af DDR var strafbar - i alvorlige tilfælde med fængsel i optil 5 år East Side Gallery. Verdens største udendørs galleri. Et 1.3 kilometer langt stykke Berlinmur, hvor der er lavet 106 grafitti-malerier. Gurken. Spreewälder Gurken er en kendt syltet agurk fra Østtyskland. Efter genforeningen var man i Spreewald bange for at blive oversvømmet af billigere EU agurker. Man søgte derfor om at få Spreewälder Gurken godkendt som et regionalt varemærke. Det lykkedes. Julepynt. Julen var omdøbt til Årsafslutningsfest i DDR, men man havde en storstilet produktion af træjulepynt hovedsageligt til eksport. DDR. Deutsche Demokratische Republik (Den Tyske demokratiske Republik) blev oprettet i 1949 og i 1990 indlemmet i den Tyske Forbundsrepublik. Officielt en demokratisk flerpartistat, men i praksis var det kun partiet Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED), der bestemte. FKK. Freie Körper Kultur kan oversættes til Fri Krops Kultur. Nudisme og nøgenbadnig var udbredt i DDR. Da nøgenbadning blev erklæret ulovligt af myndighederne i 1954 opstod der en protestbølge, der medførte at magthaverne måtte ophæve forbudet. Honecker. Erik Honecker var DDR s leder fra og var en af de ansvarlige for opførelsen af Muren. Måtte i oktober 1989 gå af efter omfattende massedemonstrationer mod regimet. Karl-Marx Allé. Opført i starten af 50 erne i Østberlins centrum. Det første lange stykke med 10 etager høje huse i den såkaldte Sukkerbagerstil er en gave fra Sovjetunionen til arbejderne i DDR. Alléen blev brugt til parader, når man fejrede socialismen. Muren. Mur, som delte Øst- og Vestberlin. Stod færdig i DDR styret kaldte den en Antifascistisk beskyttelsesvold. Muren målte 43,1 kilometer, men den totale længde rundt om Vestberlin var på 155 kilometer Ossie. Betegnelse for en østtysker, som vandt folkelig udbredelse efter Murens fald. Ordet korresponderer med Wessi, også kendt i varianten Besserwessi, om den bedrevidende vesttysker. De to ord er i dag en del af hverdagssproget og bruges relativt neutralt. Stasi. Folkelige betegnelse for Ministeriet for Statssikkerhed. Stasi var undersøgelsesorgan for politiske forbrydelser. Stasi registrerede alle borgere, de mente kunne være en trussel for staten. Mange almindelige mennesker blev tvunget til at spionere i deres egen omgangskreds. Valuta. Valutaen hed DDR-Mark. De kunne kun veksles i begrænset omfang til andre østblokvalutaer. Fra 1. juli 1990 til 30. juni 1991 kunne hver østtysker veksle 4000 Østmark lige over til Vestmark. Det var otte gange så meget som sortbørskursen i DDR. Ny begyndelse. Nu vokser det sammen, der hører sammen, sagde den forhenværende forbundskansler Willy Brandt, da Berlinmuren faldt. Man talte om en Ny Begyndelse for et samlet Tyskland. Planøkonomi. Økonomisk styringsform, hvor staten bestemmer, hvad der skal produceres og til hvilken pris. DDR s planøkonomi kørte efter femårs-planer, der ofte slog fejl. Landet led konstant af varemangel, og folk måtte stå i kø for at få brød, skinke, sko og så videre. Trabant og Wartburg. Bilmærker produceret i DDR. Man kunne vente op til tolv år på at få en bil. Efter sammenbruddet stoppede produktionen af begge biltyper. Reichtag (Rigsdagen). Den tyske parlamentsbygning, som i dag hedder Bundestag. Den 31. august 1990 underskrev Forbundsrepublikken Tyskland og DDR en genforeningstraktat og den 3. oktober samme år blev Tysklands genforenet. U-bahn. Transportnet i hele Berlin, som også led med bydelingen. Nogle linjer blev kappet over, sådan at østtogene kørte frem til grænsen og vendte tilbage. Det samme med vesttogene. Kun en enkelt vestlinje kørte et et stykke under østtysk jord, men uden at stoppe. Wende. Begrebet Die Wende, betyder vendepunkt og henviser til Murens fald og genforenelsesprocessen. Foto: Jette Merete Axelsen, Tine Obel Schmidt og Google. Kilder: Wikepedia, Den Store Danske og Google 16 17

10 Rennpap er kult En lille, cremefarvet Trabant er en af hovedattraktionerne på DDR-museet i Berlin. Bag museumsvinduet stjæler den opmærksomheden fra de forbipasserende og lokker ivrige turister til. Af Tytte Hagen Johnsen De besøgende står i kø for at prøve at sidde i bilen. Foran det lille køretøj spiller en film, som sad man bag rattet, på vej rundt i Østberlin og kravler man ind i bilen og drejer nøglen, er det næsten som at rejse tilbage i tiden. Bilen er en østtysk Trabant. Trabi blandt venner. foto:citytourcard.com Trabi Quiz 1. Hvor hurtigt kan Trabanten køre? a) 80 km/t b) 100 km/t c) 130 km/t 2. Hvor langt kan Trabanten køre på literen? a) 7 km b) 15 km c) 22 km 3. Hvor mange Trabanter blev i alt produceret? a) cirka 2,4 millioner b) cirka 3,1 millioner c) cirka 5,2 millioner Legetøjsfabrikant elektrificerer Trabant Af Tytte Hagen Johnsen Her, næsten 20 år efter at den sidste Trabant rullede ud af fabrikken, ser det ud til, at den lille bil genoplives. Men nu i en stærkt moderniseret version med elmotor, frem for den gamle, stærkt forurenende totaktsmotor. Det er den franske legetøjsfabrikant Herpa, der vil sætte strøm til det østtyske ikon. Det er selv samme firma, som leverer Trabien til diverse souvenirbutikker rundt omkring i Berlin, i skalaen 1:87. Nu finder firmaet, at det er tid til en miljøvenlig version i fuld skala. Trabanten er om noget et ikon fra det gamle DDR. I Østtyskland var Trabanten den eneste tilgængelige bil for menigmand, og fra 1957 til 1991 blev der produceret godt tre millioner eksemplarer af det lille køretøj. I et ønske om at spare jern, var den lille bil lavet af plast, og den fik kælenavnet Rennpap (oversættes til Plastic Racer, red.). Trabanten var den eneste bil, man kunne få i DDR, da det ikke var muligt at importere biler. At få sig en Trabant var ikke nogen nem sag. Man kunne bestille sin bil, for så at vente i op til 12 år på rent faktisk at modtage bilen. I dagene efter 9. november 1989 krydsede Trabanterne i kortege grænsen mod vest. Men Murens fald blev også Trabantens endeligt. Med sin totaktede motor og simple opbygning kunne den slet ikke følge med de vestlige modeller, der pludselig blev tilgængelige, også for østtyskerne. Den 30. april 1991 forlod den sidste Trabi samlebåndet fra fabrikken i Zwickau i Østtyskland. Det var muligvis enden på produktionen, men ikke på Trabien som ikon. Hvert år kommer mennesker til Trabi-træf i Zwickau, og Trabien er hovedperson på websites som pappen-forum.de eller Trabi.biz. I dag har bilen kultstatus og ikke kun i Tyskland. Selv i Danmark er der en fanklub, og der var i slutningen af 2008 ikke mindre end 91 indregistrerede Trabier på de danske veje. Interesserede kan se mere på Trabant.dk. Trabanter på safari På afstand kan man hører dem dytte. Man vender hovedet. Og så kommer de. Zebrastribede, pastelfarvede, leopardplettede. På række, i kæk fart gennem Berlins gader. En enkelt er hægtet af gruppen og i bilen kan man se fire gutter, med hoveder der næsten når loftet i den lille bil. De læner sig alle frem, som om det skulle hjælpe på farten. I Berlin har man i dag muligheden for at komme på Trabi- Safari efter sigende byens mest intense sightseeing tur. Man kører i konvoj på op til seks farvestrålende Trabier, og får virkelig muligheden for at opleve bilens bekvemmeligheder. Af Tytte Hagen Johnsen foto: DDR-Design foto: DDR-Design Eller mangel på samme. The Los Angeles Times kalder det a 26-horsepower platic cube on wheels og før man sætter sig ind, bør man nok komme sig følgende historie i hu: En Trabi-bilist bliver stoppet af en politibetjent. Borger, De har jo ikke noget speedometer. Hvordan vil De så overholde fartbegrænsningen? Bilisten svarer: Kammerat folkebetjent, det går også uden speedometer. Når jeg kører 20, vibrerer sidespejlene, ved 30 ryster sæderne, ved 50 rasler dørene, og ved 80 klaprer mine tænder. 4. Hvad er Trabanten lavet af? a) Stål og kulfiber b) Stål og aluminium c) Stål og plast 5. Hvor længe kunne man vente på sin Trabant? a) mindre end 2 år b) mere end 10 år c) mere end 15 år 6. Hvor mange modeller kom Trabanten i? a) 3 modeller b) 5 modeller c) 7 modeller 7. Antal cylindre Trabantens motor havde? a) 2 cylindre b) 4 cylindre c) 6 cylindre 8. Hvad var Trabantens kælenavn hos tyskerne? a) Tra-tra-trabi b) Rennpap c) DDR-racer foto: flickr.com foto: trabant-nt.de Det er på opfordring fra tusinder af Trabant-fans, at bilen kommer fra tegnebordet til produktionshallerne. En prototype på den nye el-drevne Trabi blev præsenteret på Internationale Automobil-Ausstellung i Frankfurt i september i år, i et autentisk, men let opdateret look. Bilen kan på et fuldt opladet batteri køre op til 160 km i ét stræk. Producenten finder det tilstrækkeligt, da hovedparten af daglige ture i Tyskland er kortere end 50 km. Batteriet kan oplades på en nat, og den nye Trabant nt, som den hedder, er dermed meget mere miljøvenlig end sin forurenende forgænger. Relanceringen af Trabien har sat en hel debat i gang blandt ingeniører og teknikinteresserede. De fleste er begejstrede for projektet, selvom nogle dog synes det næsten bliver for moderniseret. På Ingeniørens hjemmeside kommenteres det for eksempel at bilen mangler autencitet. Blandt andre skriver Lars Helbo: En Trabi, der ikke siger: Drra an dan dan dan dannnn... er ikke en Trabi. Det er der dog ifølge ingeniør Henrik Carlsen råd for: Jeg synes retro-trabi'en ser helt fornuftig ud. Måske kan de sætte højtalere i der simulerer en 2-takter - og måske koge lidt dieselolie for røgens skyld. Så Trabien er umiddelbart velkommen. Det eneste, producenten nu mangler for at realisere projektet, er engagerede investorer, så forbrugerne på sigt kan få fingre i deres helt egen Trabi. Med lidt held håber producenten at have bilen på markedet i Trabi-fans venter uden tvivl i spænding (1.b, 2.a, 3.b, 4.c, 5.b, 6.b, 7.a, 8.b) 18 19

11 Forstå min ostalgi ret Alexandra Rückert var med dengang Cafe Moskau var stedet, hvor DDRs elite mødtes. Og hun er med i dag, hvor de unge dj s har lavet Cafe Moskau om til en danseklub. Af Anne Noller Nygaard Alexandra Rückert er 63 år gammel og har levet hele den forgangne DDR-stat igennem. Hun var en af de få offentligt ansatte, der ikke mistede sit job da systemet skiftede med genforeningen. Jeg var aldrig med i partiet eller noget kollektiv, derfor fik jeg lov til at flytte med over i kulturafdelingen i det nye Berlins bystyre og arbejde videre med international kulturudveksling Hendes kontor ligger fortsat i det gamle DDR-Kulturpalads tæt ved Fjernsynstårnet, og herfra cykler hun rundt i byen og laver aftaler med kulturfolk om nye projekter. Hun har vænnet sig til forandringerne, men alligevel så gipper det i hende når cykelturen gå ud ad den gamle mondæne Karl Marx Allee. Hun skal ud til Cafe Moskau, hvor magt- og kultureliten plejede at holde receptioner, før Muren væltede. Her har jeg trippet rundt med et glas sekt i hånden mange gange i DDR-tiden, når vi holdt reception for de musikkonkurrencer, som jeg arrangerede sammen med de andre østbloklande Idag er stedet omdøbt til Club Cafe Moskau, men udseendet er bevaret. En kasse i futuristisk facon med et MOSKAU-skilt i russiske bogstaver op mod himlen ved siden af en tro kopi af rumkapslen Sputnik. Det ligner sig selv, men hun bliver revet ud af tidslommen, såsnart hun møder de unge mennesker, der driver stedet i dag. De har siden Muren væltede holdt et hav af legendariske klub-aftener med de hippeste dj s fra hele verden her og mange andre steder rundt om i forladte østtyske lokaler. Ja, og nu skal jeg hyre dem til at stå for åbningen af en Berlin-Moskva kulturuge med dj s fra begge byer, fortæller Alexandra Rückert og griner, fordi hun synes det er skæbnens ironi, at det er hende den gamle kone, der har fået den tjans. U dover den legendariske Cafe Moskau kastede de unge deres dj-pulte ind i gamle alskens forladte lokaler. Sågar regeringsbygningen Palatz der Republik var, før det blev revet ned, kulisse for fester, modeshows og kulturarrangementer. Jeg har med tiden vænnet mig til forandringerne, men det er da underligt for mig, at de bruger min fortid som rammer for fest, siger Alexandra Rückert Rückert.. Hendes klare hurtige berlinertunge går ned i tempo, da hun skal uddybe, hvordan det er underligt. Det får minder til at vælte frem om, at alting gik så forfærdeligt stærkt, da Muren faldt. Alt det, der før var vores hverdag lukkede helt ned og blev overtaget af fremmede, fortæller hun. I løbet af det første år efter genforeningen lukkede tre ud af fire virksomheder i Østtyskland og i dag er der stort set ingen virksomheder, som har overlevet. Produktionen var helt på røven. Der blev stiftet et firma, som skulle sørge for overgangen til kapitalisme, men de lavede så mange fejl og var slet ikke kreative. Alt det vi kendte lukkede om ørene på os, husker Alexandra Rückert. Folk blev fyret og flyttede væk fra Berlin. Mange steder stod gabende tomme, fortæller hun. Det var derfor det gjorde ondt, når vi så unge tilflyttere og vestberlinere bruge vores ting og huse som trendy rekvisitter og kulisser til frisørsaloner og fest, siger hun. Gennem sit arbejde med unge musikere og kunstnere har hun siden lært mange af de nye i byen at kende, og hun kan godt skubbe følelserne væk. Men jeg kan godt følge de østberlinere, som stadig har svært ved at kapere omvæltningerne, siger hun. Vi følte os fremmede i vores egen by. Ja, i vores eget liv. Det har taget mange kræfter og år at skulle ankomme til det nye Tyskland, siger hun. Fremmedgørelsen er helt sikkert med til at puste en bølge af ostalgi frem, mener hun. Og hun kan selv blive ramt af et stænk ostalgi indimellem. Forstå min ostalgi ret. Jeg kan stadig finde på at savne fragtmenter. For eksempel, at der næsten ikke var noget affald på gaderne dengang. Selvom grunden var varemangel og sparsomt emballage, indrømmer hun. Fru Rückert drømmer sig ikke tilbage til regimet. Men er vred over at intet stod til diskussion efter muren var faldet. Alles war Scheisse...Det blev vedtaget i det vestlige system, at alt i den socialistiske stat var noget lort og man skelnede ikke til om noget var værd at diskutere, vrisser hun. Hun insisterer på, at der er enkelte ting, som man kunne overveje at lade sig inspirere af som fungerede i DDR-staten. Børnepasning til alle. Det gav kvinderne frihed og mulighed for at arbejde. Man stadig ikke få passet sine små børn i store dele af Tyskland, påpeger hun. Hun kommer dog aldrig til at savne at drikke sekt med koldkrigs-eliten på Café Moskau. Så hellere skåle i en slurk Weissbier med de unge mennesker på Café Moskau idag,, siger hun meget bestemt. Alexandra Rückert Født 1946 i det østlige Berlin Arbejder med international kulturudveksling for Kulturprojekte Gmbh, støttet af Berlin by Arbejdede i DDR også med kulturudveksling til Berliner Festspiele. Musik og teaterkonkurrencer. Uddannet bibliotekar og magister i teatervidenskab Café Moskau Karl Marx Allé 34, Berlin Opført i 1964 Oprindeligt en af elleve Nationalitetsrestauranter fra hvert af østbloklandene Mødested for DDRs magt- og kulturelite Bygningen har fået officiel status som mindesmærke fra DDR-tiden Siden 1989 brugt til danseklub og messer 20 21

12 DJ Best holder fest Daniel Best var en af de unge dj s, som kom udefra og rykkede ind i forladte østlokaler, hvor unge fortsætter med at holde geile partys. Festen fortsætter. Af Anne Noller Nygaard Klubscenen kogte rundt om i tømte lokaler i Østberlin, da DJ Daniel Best i 1994 kom til byen som 24 årig, fra. Det var skideskægt, at der kom liv i de uddøde rum. Man brugte rummenes identitet direkte i de klubkoncepter, som poppede op overalt, husker han. De legendariske klubber i forladte lokaler var Tresor, som var underetagen i en bank, Klub E-werk midt i et el-værk og så selvfølgelig tjekkede Cafe Moskau på Karl Marx Allee, siger Daniel Best Myndighederne snakkede de ikke med, for det var illegalt. Rygtet om de nye steder løb blandt byens unge. Der var et stort mix af unge fra hele Berlin og udlændinge som festede igennem. Vi havde ingen problemer med at feste sammen, siger han. Mange af hans venner har levet den første del af deres liv i det tidligere DDR. Vi snakker ikke så meget om forskelle mellem øst og vest. Mere om musik og de ting vi har tilfælles, fortæller han. Daniel Best i Club Cafe Moskau. Foto: Jazzanova Festerne har nu glødet i to årtier i øst-kulisser. Det slår Daniel Best at de altid er blevet mødt med glæde fra østyskerne, når han og vennerne rykkede ind de forladte steder. Overalt i lejlighederne, på Cafe Moskau og i regeringsbygningen Palatz der Republik. Mange ældre ossies - som vi kalder østtyskerne - kom tit op fra Karl Marx Allee til Cafe Moskau. De var nysgerrige efter at få lov til at se, hvordan huset så ud indefra. De blev altid glade for, at der endelig skete noget. Der var aldrig nogen, der brokkede sig, siger Daniel Best. Klubundergrunden er her dog stadigvæk, og internettet har fyret op under en loge for de hippeste hemmelige fester i udkanten af byen. Festerne er tophemmelige. Et netværk, med det sigende navn Rest-realitet, har en hjemmeside, hvor man skal anbefales af andre for at kunne få adgang. De holder illegale partys i gigantiske forladte fabrikshaller fra DDR-virksomheder med op til 3000 gæster, tipper Daniel Best, inden han drøner videre til aftenens pladevender-job. Tjek: Berlins klubber Daniel Best Der danses natten lang på Rodeo Berlin, der har til huse i det gamle østberlinske posthus i Oranienburger Strasse. Foto: Tine Obel Schmidt. Nina Bjerglund Andersen, Rune Jellesen Smidt og fra Rodeo Berlin s hjemmeside 22 23

13 DDR-Design er gedigent kitsch Anja Götz, industriel designer, har oplevet Berlin før og efter Murens fald. Foto: T.H. Johnsen En klassiker fra Ikea, oprindeligt produceret i DDR. Foto: Ikea.dk Øverst et eksempel på design i plast fra DDR. Foto: DDR-design DDR producrede mange profukter over samme tema, her forskellige radioer. Foto: DDR-Design Øverst Poul Henningsens originale lampe-design og herover DDR-versionen. Foto: Lauritz.com og DDR-Design Under DDR-regimet var udvalget af produkter på hylderne begrænset. Alligevel var DDR storproducent af produkter og enkelte designs fra DDRtiden har overlevet og sælges i Ikea i dag. Af Tytte Hagen Johnsen Vi kender dem alle. Stållamperne der hænger i mange køkkener, hobbyrum og gangarealer. En presset metalskærm med en sort fatning, som udgør en enkel, gedigen lampe og på grund af billige fremstillingsprocesser er til at betale. Det rå og enkle udtryk gør den næsten tidløs - en klassiker fra Ikea, der stadig sælges. I dag fremstilles lampen i Kina, men den stammer oprindeligt fra VEB Metalldrücker Halle i Østtyskland. Industriel designer, 43-årige Anja Götz er indehaver af det Berlin-baserede designbureau IonDesign. Hun husker, at hun allerede som studerende i Vestberlin rejste over grænsen mod øst for at se produkterne: Vi ledte efter det gode, traditionelle design. Det besad en vis charme og kvalitet, som var kendetegnende for de østlige produkter. Tingene holdt i mange år, for det skulle de derovre. De færre råmaterialer i øst beskriver hun som en af grundene til at produkterne havde denne særlige følelse af at være gedigne: De skabte produkterne ud af ingenting. De fik det bedste ud af situationen. Selv om meget er sket siden DDR-tiden og design har undergået en stor udvikling, hersker der altså stadig respekt omkring mange af produkterne fra DDR. Det besad en vis charme og kvalitet, som var kendetegnende for de østlige produkter. SED (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands, red.), der regerede i hele DDR-perioden, var imod det moderne design. Produkterne skulle helst afspejle den klassiske tyske arv, for eksempel gennem valg af traditionelle materialer som træ og metal. Derfor var SED i begyndelsen imod anvendelsen af plast. De fandt at plasten opfordrede til en moderne æstetik og afvigelse fra de former, man kendte. Partiet tog udgangspunkt i hverdagens absolutte nødvendigheder og betragtede derfor modetøj, legetøj, ekstra husholdningsting og biler som ønsker og ikke som behov. Alligevel måtte partiet bøje sig for tidens gang og tillade plasten, for at hverdagsprodukterne kunne følge med tiden og blive billigere. Siden blev selv den østtyske bil trabanten produceret i plast. Den østtyske befolkning opfattede plasten som et kvalitetsmateriale og et tegn på teknologisk fremskridt, frem for bare et billigere materiale. Der var generel accept og ligefrem stolthed i at anvende plasten så optimalt som muligt, eftersom ressourcerne var knappe: Plastprodukterne fra DDR anses i dag som kitsch, men det er stadig gedigent design fra den periode, mener Anja Götz. Kitsch er et tysk ord, der bruges om produkter eller kunst, der er en smagløs kopi af et allerede eksisterende, anerkendt produkt eller kunstværk. Og der blev kopieret i øst. Det gedigne østtyske håndværk, der var vokset frem som følge af manglende ressourcer, resulterede i en massiv kopiering af vestlige produkter. Også danske designere som Verner Panton og Poul Henningsen fik deres produkter under behandling i DDR. Da Muren faldt, valfartede designere ifølge Anja Götz over grænsen: Vi kiggede efter produkter og designs. Det var sjovt og interessant at se østtyskernes fortolkning inden for de rammer, de havde at gøre godt med. Det handler ikke om østeller vest-design, men om godt eller dårligt design. Selvom nogle af DDR produkterne stadig er i omløb og i perioder bliver moderne igen, mener Anja Götz ikke at der er forskel på øst og vest i forhold til design i dag: I dag er øst-vest snakken ikke relevant. Folk har bevæget sig med tiden. Nu er der hovedsageligt tale om interesse fra turisternes side for de gamle produkter. Alle har lige muligheder nu. Det handler ikke om øst- eller vest-design, men om godt eller dårligt design. Læs mere i Günther Hühnes bog DDR Design

14 Spøgelser i undergrunden Generationer ser forskelligt på Murens fald Oppe i gadeplan er der festivitas, det er 20-året for Murens fald der fejres. Nede under jorden kører Berlins U-bahn præcist, men også den har en historie at fortælle fra dengang Berlin var delt. Af Anne Rosenmeyer Berlin findes der, ligesom i mange andre storbyer et udbygget I og effektivt transportnet. Systemet fungerede også i de 28 år Berlin var delt, men dele af det blevet skåret fra. I DDR på østsiden blev trafikken mod vest lukket fuldstændig af, mens to linier fra Vestberlin stadig kørte igennem Østberlin. Niels Ole Krogh, som boede og arbejdede som journalist i Vestberlin i 1986, husker hvordan der så ud på disse stationer. Der var gråt og støvet, og så var der det her svage neon lys. Togene sænkede farten når de nåede stationerne, men de kørte altid lige igennem, erindre Niels Ole Krogh. Han husker især hvordan det føltes, at sidde i et tog, når det susede gennem de afspærrede stationer: Jeg nåede lige at mærke følelsen af tristhed og håbløshed. Her stod altid et par soldater med synlige geværer over skuldrene og håndvåben i siden, parat til at skyde, hvis lyssensorer eller alarmer gik i gang. Vi fra Vestberlin sad inde i toget og kunne bare kigge ud, fortæller Niels Ole Krogh, og fortsætter: Du fik lige et dyk ned i et helt andet samfund, hvor stationerne var klimaks for den uhyggelige stemning. Og så lige pludselig var man igennem tunnelen og tilbage på Vestberlin siden igen. Sådan så indgangen til en spøgelsesstation ud i det tidligere Østtyskland. Foto: Alex Friis Hansen Stationerne blev spærret i Østberlin, og skiltene, der viste, at her lå en U-bahn station blev fjernet fra gadeplan. På Nord bahnhoff findes der en lille udstilling om spøgelsesstationerne. Her kan man blandt andet læse, om hvordan stationerne 28 år efter deres fysiske afspærring også var blevet afspærret fra østberlinernes bevidsthed. For dem eksisterede de simpelthen ikke længere. For Vestberlinerne forblev spøgelsesstationerne synlige på U-bahnens oversigtskort, men med bemærkningen stationer hvor togene ikke stopper skrevet i parentes efter stationens navn. En enkelt undergrundsstation forblev som den eneste bindeled mellem øst og vest. Stationen Friedrichstrasse lå i Østberlin, og herfra kunne vestberlinere, der havde været på besøg hos familie og venner i øst, skifte tog og komme tilbage til Vestberlin. I folkemunde fik stationen navnet Tårepaladset, for her blev grædt mange tårer til afsked. dag summer de tidligere spøgelsesstationer af liv, og alle I rester af deres skæbne under DDR tiden er væk. Stationerne var i en elendig forfatning, men er nu blevet fuldstændig renoverede, og fremstår i dag, effektive og fyldt med liv, uden at adskille sig fra stationerne i Vestberlin, og sammen sørger de for, at mennesker dagligt kan bevæge sig rundt i den tyske hovedstad. Om spøgelsesstationer Da Øst- og Vestberlin var skarpt opdelt, kørte enkelte linier i Vestberlins U-bahn system under jorden i Østberliwn. Men togene standsede ikke ved stationerne på østsiden. De mest kendte stationer var Unter den Linden og Potsdamer Platz. Stationerne blev spærret for borgerne i DDR og var i 28 år skarpt bevogtet af Østtyske soldater, og blev i folkemunde omdøbt til spøgelsesstationer. På Potsdamer Platz station en af de tidligere spøgelsesstation Østberlin, er 27 årige Eric Pratsch med i et projekt om muren, der engang delte øst og vest Berlin på godt og for mange ondt. Af Anne Rosenmeyer Eric Pratsch er født i Østberlin, og var syv år da muren faldt. Jeg kan huske mit første besøg hos familie i Vestberlin. Min fætter og kusine havde flere fjernsynskanaler at vælge mellem, oglegetøj jeg ikke vidste eksisterede, for eksempel et stort legoskib og smølfer. Det var overvældende og fremmed, siger den generte fyr med et lille smil. Gode barndomserindringer I DDR tiden var Eric Pratschs mor medlem af partiet Sozialistische Einheitspartie Deutschland, SED. Selv nåede han, at være med i partiets ungdomsafdeling også kaldet Freie Deutche Jugend, FDJ i et år inden muren faldt, det gode ved DDR-tiden var, at vi følte, der var en form for sikkerhed. Alle vidste hvad de skulle og hvilke regler vi skulle overholde, erindrer han. I Freie Deutche Jugend havde vi nogle klare og tydelige regler der gjaldt for alle. Vi skulle ikke selv skulle forholde os til hvad der var rigtigt eller forkert Murens fald var ikke positiv for alle Jeg mener, at genforeningen i 1990 har givet os unge flere muligheder og en større grad af frihed, men for mange af de ældre Østberlinere,jeg kender, har det været svært, siger Eric Pratsch på sit forsigtige men forståelige engelsk. I dag er Eric Pratsch mor arbejdsløs ligesom mange andre borgere fra det tidligere DDR, og hun har svært ved at se det positive i murens fald. Al den negative fokus på DDR har været hård for min mor. Hun kan ikke forstå, hvorfor der ikke er flere som husker på sikkerheden, trygheden og fællesskabet. Jeg mener, at genforeningen i 1990 har givet os unge flere muligheder og en større grad af frihed, men for mange af de ældre Østberlinere, jeg kender, har det været svært. Eric Pratch på Potsdamer Station Foto Alex Friis Hansen Når Eric Pratsch tænker tilbage på sin barndom i det tidligere DDR, ser han et billede af et land, hvor alle havde et arbejde og ingen manglede noget. Tankesættet er forskelligt. Blandt unge i dag er der ikke den store forskel på om man er fra det tidligere Øst- eller Vestberlin, hvis der endelig er noget vil Eric Pratsch dog pege på følgende, at vesttyskerne er opdraget til at tænke materialistisk og på sig selv som individer, hvorimod vi der voksede op i øst lærte at fællesskabet er vigtigst De mere uhyggelige sider fra DDR- tiden er Eric Pratsch klar over eksisterer, jeg ved der skete grimme ting, men det var ikke noget der fyldte i min hverdag, og jeg har ikke besøgt Stasi museet for at få noget mere at vide. Forbi grænsen Eric Pratsch er med i et projekt for CNN ved navn Go beyond borders oversat til dansk betyder det at overskride grænser, noget der engang var en umulighed i Eric Pratsch liv. Potsdamer Platz station hvor Eric Pratsch i dag er på arbejde blev som en af mange stationer afspærret. På grund af stemningen og mangel på liv blev stationerne i folkemunde omdøbt til spøgelsesstationer. Eric Pratsch er sammen med sit hold i gang med at sætte plakater op, som viser en bevæbnet soldat der står foran et tog som passerer forbi. Efter en gennemgribende renovering genåbnede Potsdamer Platz station i marts

15 Der Ampelmann fra DDR hverdag til symbol for Berlin af Nina Bjerglund Andersen Tape fortæller historie I U-bahn på Potzdamer Platz står tre unge mennesker. De er travlt optaget af at sætte tape op på en søjle. Et filmhold følger med. Af Alex Friis Hansen De unge arbejder for et designbureau og er i gang med at løse en opgave for CNN. I samarbejde med den berlinske tape kunstner El Bocho opføres otte udstillinger langs den oprindelige mur. Det er billeder, hvor alle streger er udført med tape. For at vise Murens placering er der brugt 40 kilometer tape med teksten Go beyond borders. Hver udstilling illustrerer en særlig dramatisk begivenhed, lige præcis, hvor det skete. Den røde farve giver et klart og selvstændigt udtryk. Go Beyond Borders er et interaktivt projekt, man kan gå på fordybelse i, uanset hvor man befinder sig i hele verden. Se mere på Fotos : Alex Friis Hansen Det østtyske trafiksignal, som i folkemunde har tilnavnet Der Ampelmann blev født i Østberlin den 13. oktober Faderen til den lille grønne og røde Ampelmann var trafikpsykologen Karl Peglau. w Filosofien bag den lille fornøjeligt hatteklædte trafiklysmand var, at trafikanter reagerer hurtigere på et tiltalende og venligt symbol, og at det store hoved og hatten gjorde lyssignalet nemmere at se. Der Ampelmann blev sat op i alle lyskryds i Østberlins gader, og blev en del af hverdagen i DDR. Med genforeningen af Tyskland i 1990 blev det besluttet, at Tyskland trafiklys skulle standardiseres. Da trafikspecialister og politikere var skeptiske overfor kvaliteten af de østtyske lyskryds, blev det den stiliserede vesttyske trafikmand, som vandt, og fra 1994 begyndte man på at tage de østtyske trafiklys ned. I 1996 greb industriel designer Mark Heckhausen fat i de kasserede trafiklys og omdannede dem til Ampelmann lamper. Lamperne blev en folkelig succes og gav anledning til dannelsen af en regulær folkebevægelse til bevarelsen af de østtyske lyssignaler. Medierne greb fat i historien, og snart kunne politikerne ikke overse folkepresset. Der Ampelmanden blev reddet. Interesse for den lille Ampelmann motiverede industriel designer, Mark Heckhausen, til at levendegøre ampelmanden i andet end lyskryds. I samarbejde med designer Barbara Ponn resulterede det i 1999 i den første Ampelmann kollektion. Kollektionen bestod af flaskeåbnere, nøgleringe, magneter, vingummier og t-shirts og blev en kæmpe succes. Siden er Der Ampelmann vokset til at blive en bragende god forretning. 60 personer arbejder fuldtid på at designe nye kollektioner, i fire Ampelmann butikker spredt ud over Berlin kan man købe alt fra Ampelmann badesvampe til sengetøj, og på en Ampelmann restaurant kan man under Ampelmann parasoller få stillet sin sult. Trods kommercialiseringen af Der Ampelmann kan han stadig opleves i Berlins små gader og stræder, hvor han udfylder sin rolle ved at sikre fodgængernes færden gennem byen. af de østtyske lyssignaler. Medierne greb fat i historien, og snart kunne politikerne ikke overse folkepresset. Der Ampelmanden blev reddet

16 Efter nederlaget i første verdenskrig vedtages det d. 1. august 1919, at danne en republik.weimarrepublikken, som den blev kaldt, skulle afløse det tyske kejserrige, men er mest kendt for at være et mislykket forsøg på at skabe demokrati i et land med stærke autoritære traditioner Adolf Hitler blev valgt som kansler i Tyskland, og nedlagde samtidig Weimar repulikken Berlin deles i fire sektorer efter krigen. En britisk, en fransk, en amerikansk og en sovjetisk sektor Samarbejdet var dårligt og præget af uenigheder mellem Sovjetunionen og de allierede lande, der havde delt Berlin imellem sig. Uenighederne førte til, at Sovjetunionen fik kontrol over den østlige del og de allierede den vestlige del af Berlin Sovjetunionen forsøger at tiltvinge sig magten over den vestlige del af Berlin med en blokade over byen. Denne mislykkedes, da de allierede får hjælp af en luftbro Østberlin bliver udråbt til hovedstad i det nyoprettede DDR Utilfredsheden med det Sovjetiske styre i Østberlin vokser. D. 17. juni demonstrerer borgerne imod styret, men demonstrationen bliver slået blodigt ned af styret Berlin bliver knudepunkt fpr flugt fra Øst til vest og i alt flygter ca. 1.3 millioner mennesker i disse år. Tidslinie - Berlins historie 13.august1961 Under DDR s ledelse med Walther Ulbricht i spidsen, blev Berlin på en nat skåret over af en mur. Mange familier og venner blev hermed adskilt DDR s borgere har svært ved at flygte. Muren, der nu skiller Øst- og Vestberlin, er lavet af beton, pigtråd. Et ingenmandsland bevogtes af bevæbnede soldater. 9. november 1989 Muren falder om aften, og østtyskerne strømmer glædesstrålende ind i Vestberlin. 3. oktober 1990 Genforeningen af Østog Vesttyskland 20.juni 1991 Den tyske forbundsdag beslutter at gøre Berlin til hovedstad efter genforeningen. 5.juni 1998 Oprettes Stiftelsen til bearbejdelse af SEDdiktaturet Regeringen og mange af de vigtige ministerier flyttede fra Bonn til Berlin. Hovedstadsaftalen trådte i kraft. 9. November 2009 Berlin er et vigtigt politisk og kulturelt center i hjertet af Tyskland og resten af Europa

17 SAMMENSTØD I INDKØBSCENTER Foto: Hanna (efternavn ønskes ikke oplyst) Foto:Anne-Mette Esbøl Foto: Belinda Bindig. Foto: Anne-Mette Esbøl I det tredjestørste indkøbscenter i Berlin, med adresse i det tidligere Østberlin, udtrykker flere generationer markante og forskellige holdninger til det liv en tidligere DDR borger levede. Af Anne-Mette Esbøl Hanna sidder alene ved et lille sort cafebord midt i det ultramoderne indkøbscenter Forum beliggende i bydelen Köpenick, der for tyve år siden lå i Østberlin. Loftet og indgangspartier er af stål og glas. En roterende glasdør sluser konstant folk ind og ud af centeret, der er pyntet op til jul med enorme juletræer og julestjerner. Hanna sidder lunt og tørt midt i det enorme gangareal mellem butikkerne, hvor der sælges ud af isenkram, tøj, fødevarer, elektronik og alt hvad hjertet kan begære. Hun nipper jævnligt og langsomt til den kaffe, hun har i sin kop, mens blikket følger de mennesker, der strømmer forbi. Hun hører til dem, der savner DDR tiden, og hun skal ikke deltage i aftenens festligheder i anledning af tyve-året for Murens fald. Jeg er 70 år og bryder mig ikke om at være i byen, når det er mørkt. Og så alle de mennesker. Egentlig er det heller ikke nogen festdag for mig, siger hun. Engelskkundskaberne har hun erhvervet sig på aftenskole. da hun de seneste år har rejst en del i engelsktalende lande. Før1989 rejste jeg med min nu afdøde mand på fantastiske rejser til blandt andet Moskva og Sortehavet. Nej, jeg savnede ikke noget dengang, siger hun med et saligt drag om munden. Hun fortæller, at centret Forum åbnede tilbage i For tyve år siden var der kun ganske få og små butikker i denne bydel, og hun skulle være tidligt på færde, hvis hun ville sikre sig varer, før de var udsolgte. Men det gjorde ikke noget, siger hun, mens hun stryger sig over panden med sin årede hånd. Til jul sørgede regeringen for, at man kunne købe et kilo chokolade og appelsiner. Hanna følte ikke, at hun manglede noget. Dengang ville jeg ikke kunne have forestillet mig, at jeg engang skulle sidde og drikke kaffe her midt i sådan et opbud af butikker, sukker hun. Men nu sidder hun her, og optager en af de i alt kvadratmeter centret råder over. For at mærke liv og være en del af menneskeheden. Hun føler sig ensom og savner DDR tiden, hvor nærhed, tryghed og fællesskab var en naturlig del af hverdagen, siger hun. Dengang kærede man sig om hinanden, og ingenblev overladt til sig selv. Selvom jeg nu har gode venner og veninder, er det ikke det samme. Alle har travlt med alt muligt, siger hun stille og tager hånden op til brystet. Ostalgibegrebet hvor dele af DDR tiden er blevet en attraktion, har hun kun et skuldertræk tilovers for; Det er helt i orden for mig, og det er hyggeligt. Det får mig til at mindes en god tid. Hanna retter på sin kaffekop, samler sin taske op og rejser sig langsomt for at gå hjemad til sin lejlighed. På anden etage udenfor Hunkemöller, lyder der dæmpet musik, Nothing sweet about me. Inde i butikken, hvor der hænger undertøj i alverdens størrelser og kulører, står antropologistuderende Belinda Bindig på 24 år fra det tidligere Østberlin ved kassen, hvor hun er i gang med at ekspedere. Hun beder en kollega om at tage over, mens hun fortæller om nogle af sine tanker om tiden før og efter Murens fald. Hun skal arbejde til kl. 21 og har ingen planer om at skulle feste denne aften, fortæller hun på flydende engelsk. Jeg synes, at ostalgi er helt i orden, og jeg kan godt forstå, at folk gerne vil have ting tilbage fra den tid, siger hun og fortæller videre at hun finder det hyggeligt. Det betyder at ens historie og fortid ikke er borte. Men hun synes absolut ikke, at det er ok, at folk vil tilbage til en tid, hvor der var enorme indskrænkelser i folks frihed til at tænke, handle og være. Man skulle indordne sig, tilpasse sig og man kunne ikke give udtryk for sine meninger og holdninger. Hverken i det private eller offentlige rum. Mine forældre har fortalt om, hvordan de led under det. Jeg sætter utrolig stor pris på, at jeg har den frihed, jeg har, siger hun med et smil. På universitetet, hvor hun studerer sammen med unge fra både det tidligere øst og vest, oplever hun ikke, at det har nogen betydning, at hvor man kommer fra. Vi konstaterer det, ja. Men så er det ellers ikke noget, der bliver berørt. Jeg oplever ikke nogen form for diskrimination, siger hun. Til forskel fra hende oplever hendes forældre dog tydelige forskelle, siger hun og slår armene over kors. De kan lynhurtigt spotte andre tyskeres baggrund. Hvis de er fra det tidligere vest, taler de om penge, biler, job og andre materealistiske ting, mens dem fra det tidligere øst taler om mere eksistentielle ting. Men heller ikke de, ønsker sig under nogen omstændigheder tiden tilbage, siger Belinda Bindig. Min Mormor derimod var DDR styret særdeles taknemmelig. Som barn kom hun fra Polen til Østberlin og var meget meget fattig. DDR gav hende et fantastisk liv; uddannelse, spændende arbejde, mand, børn og tryghed, afslutter Belinda Bindig. Der er flere kunder, der venter på ekspedition, og hun går igen hen til kassen for at hjælpe sin kollega. Centret er nu indhyllet i det tidlige aftenmørke. Lysene fra det enorme opbud af juletræer, julestjerner og lamper trænger ud gennem hvert eneste af de millioner af små glasflader, der danner rammen om centret, og giver lys i mørket

18 Klumme Tine Obel Schmidt Lang vej til et fælles Tyskland Tanker fra Berlin Det vil tage mange år før de tidligere østtyskere har opbygget en sikker identitetsfølelse i det genforenede Tyskland, mener Thomas Wegener Friis fra Syddansk Universitet. Af Anne-Mette Esbøl Mange unge i tyverne fra det tidligere Østtyskland, mener ikke, at landets historie har nogen særlig betydning for dem og deres liv nu. De oplever, at de har de samme muligheder som alle andre unge tyskere. De kan frit færdes og udtrykke sig, uddanne sig og har venner fra det tidligere vest. Men de er og bliver stadig præget af deres forældres, bedsteforældres og omverdenens fortællinger, erfaringer og reaktioner på DDR tiden, og de kommer til at kæmpe for deres identitet, fastslår Thomas Wegener Friis fra Syddansk Universitet, der blandt andet forsker i Østtysklands historie. Forældregenerationen og de ældre skulle efter Murens fald lære at leve på en helt anden måde. Menneskeligt kan det være svært, når man har været vant til en bestemt form for liv. De blev usikre, og det vil også præge deres børns adfærd og selvopfattelse, siger Thomas Wegener Friis. Mange er ikke bevidste om, at de bærer rundt på en følelse af at stamme fra noget der grundlæggende var forkert. Selvfølgelig var der også mange, der havde et godt hverdagsliv, men overordnet var der ingen, der kunne udfolde deres egen frie vilje. Det skabte en masse usikkerhed pludselig at kunne det. De erfaringer er ikke noget den almene tyske befolkning som sådan går og taler om eller filosoferer over. Det ligger bare under overfladen, fortæller Thomas Wegener Friis. Forskellene i livsvilkår i det tidligere delte Tyskland, har været alt for store til, at landet kunne smelte sammen på en gang. Og det er jo de tidligere Østtyskere, der skal leve på helt nye præmisser ikke vesttyskerne, siger Thomas Wegener Friis. De ældre generationer fra øst, er kraftigt prægede af at være vokset op i et kommunistisk land, hvor undertrykkelse og tvang var hverdag. Mistro og frygt var dengang et alment menneskelige vilkår. Hvilket får stor betydning for selvopfattelsen og den måde man færdes i verden på, også i dag. Det kan man ikke bare ryste af sig, fortsætter han. Østtyskerne har virkelig behov for en positiv definition af sig selv, for at føle sig som en del af den verden, de nu tilhører, fortæller Thomas Wegener Friis. Det vil sandsynligvis først være de nu unges børn, der vil opleve at føle sig helt frie til at gebærde sig og være stolte af den baggrund, de kommer fra, mener han. Lige nu er det et problem, at der er en udpræget tendens til at skabe negative stereotype billeder af hinanden. Dem fra øst er fattige, forrædere og brokker sig over alt. Dem fra vest er dovne, tumper og bedrevidende. Udsagnene er måske ikke så fremherskende blandt unge som hos den ældre generation, men det går alligevel ind og gør, at det bliver Dem og Os, siger Thomas Wegener Friis. Et andet problem er, at en stor del af de fælles erfaringer man har ikke er positive. Det tidligere Vesttyskland har pumpet 1300 milliarder kroner ind i det tidligere øst blandt andet til motorveje. Det oplever mange vesttyskere er et enormt beløb. At den østtyske infrastruktur mange steder er mere moderne end den vesttyske, gør det ikke bedre. Desuden er den høje arbejdsløshed i det østtyske en stor udfordring, siger han. Den ældre generation kan have en tendens til at idyllisere DDR tiden. Thomas Wegener Friis mener, at det hænger sammen med at mennesker ofte husker på alt det gode i deres ungdom. De levede jo på mange måder et normalt liv med store følelser og husker tilbage på deres første kys, deres første forelskelse. Men ingen han nogensinde har talt med eller hørt refereret ønsker sig kommunismen og den form for identitet tilbage. No way, slutter han. Jeg indrømmer blankt, at jeg æder det råt. Præsenter mig for noget nyt, hipt, trendy og sjovt, og jeg hopper i med begge ben. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke tænker over fænomenet, fortiden og den historie alt det nye, altid har med sig. Jeg har lige skulle vænne mig til, at alt det vi de sidste mange år har grinet pinligt over, når familiealbummet blev trukket ud, og firserhåret blev vist frem, pludselig er det hotteste. Modeguruer svor højt og helligt, lovede med hånden på Vogue Magasin, at de vatterede skulderpuder, højt hår og ikke mindst de store briller var og blev dybt begravet i skuffen med ting, der skulle gemmes og glemmes. Jeg kan derfor slet ikke forestille mig, hvad det ville gøre ved mig som menneske, hvis den del af min fortid, som var et begyndende helende sår, pludselig blev moderne, trendy på den rigtige retro og kitche måde. Og det er, hvad der blandt andet sker i Berlin lige nu. Vi danser på Rodeo Berlin, der ligger i et gammelt posthus i Østberlin. Vi sover i sengen på det smarte Hotel Ostel, der bruger alt, hvad der findes af DDR design, for at skabe en autentisk østtysk nat. Vi drøner afsted på Trabi Safari og oser, i ordets bogstavelige forstand, rundt i Berlin og kigger på alt det, der var delt i to. Det er derfor så frygtelig vigtigt, at der huskes på, at der findes en historie. Skæbner, begravet i det gyngende dansegulv på Rodeo Berlin. For det er ikke bare et posthus fra dengang, men også et sted, hvor staten tog sig den frihed at åbne folks breve, overvåge dem og læse dem. Erindringer findes i møbler der repræsenterer andet end fantastisk design. Det er hemmeligheder lagt i en skuffe, der nyder sit otium på Hotel Ostel, og mennesker kørt væk i en Trabi. En lille sjov bil, der symboliserer et diktatur, der kun ville sig selv, og hvor folk lærte at tale med to tunger. Alting har altid flere sider og fremtiden bruger fortiden. Ting dukker op igen og bruges på nye måder. Men der er forskel på, om der fnises af pinlige firserkrøller, eller om der danses på skrøbelige skæbner, der led under et regime, som holdt mennesker adskilt i alt for mange år. Jeg holder ikke op med at danse på Rodeo Berlin, men jeg gør det med historien in mente, for netop her er der noget, der ikke må gemmes eller glemmes

19 36