SPURVESKJUL LYNGBY-TAARBÆK KOMMUNE

Transkript

1 F R E D N I N G S V Æ R D I E R SPURVESKJUL LYNGBY-TAARBÆK KOMMUNE

2 2 Besigtigelsesdato: Besigtiget af: Simon Harboe Journalnummer: / Kommune: Lyngby-Taarbæk Kommune Adresse: Spurveskjul 4-6, 2830 Virum Betegnelse: Spurveskjul Fredningsår: 1924 Omfang: Hovedbygningen (1805 af Nicolai Abildgaard) samt den vest herfor beliggende stråtækte beboelseslænge og det stråtækte bindingsværksudhus. BYGNINGSBESKRIVELSE Landstedet Spurveskjul, der er navngivet efter skoven hvorved det ligger, består af en hovedbygning, en beboelseslænge og et udhus. Hovedbygningen består af tre sammenbyggede bindingsværkslænger. En toetagers længe opført af Nicolai Abildgaard i 1805, en énetages længe opført i 1730 erne samt en mindre mellembygning opført i Den énetages længe og mellembygning har samme tagflade og adskiller sig i det ydre ikke visuelt fra hinanden. Den toetagers længe er en smal, rektangulær og hvidpudset bindingsværksbygning med udkraget, stråtækt tag og syet rygning. Facade og haveside har stråtækte gavlkviste. Midt på den sydvendte facades gavltrekant hænger et portrætrelief af N. Abildgaard. Vinduerne er indadgående og torammede, med otte eller ti ruder i hver ramme. Der er indgang i den vestvendte gavl. I det indre har den toetagers længe bevaret en oprindelig planløsning med tværgående skillerum, der deler bygningen i seks værelser, symmetrisk placerede døre og centralt beliggende stuer på begge etager. Trappen til første sal ligger ved entréen, hvorunder der findes en mindre kampestenskælder. Interiøret er kendetegnet ved oprindelige planke- og ældre bræddegulve, lysningspaneler og vinduesskodder, døre med kvadratiske fyldinger samt døre fra før 1806, alle med ældre dørgreb. I førstesals centrale stue ses en let stukkatur under det flade, tøndehvælvede loft. Mod syd er der gennem en fransk dør udgang til en mindre altan. I det ydre er den énetages længe og mellembygningen kendetegnet ved ældre torammede, opsprossede vinduer, en opsprosset havedør samt en fælles, ubrudt tagflade med syet rygning og to murede skorstene, hvoraf den ene har sokkel og krave. I det indre rummer mellembygningen et nyere køkken og bad, mens længen længst mod

3 3 øst har et større, åbent rum med ildsted. Der er bevaret flere ældre døre og gerichter. Beboelseslængen, der ligger vest for hovedbygningen, er en énetages hvidkalket bindingsværksbygning med bræddebeklædte gavle og stråtækt heltag med syet rygning. Bygningen er kendetegnet ved ældre opsprossede vinduer af varierende format, hvoraf flere ruder er med kronglas. Længens døre er franske døre samt flammerede revledøre. I tagfladerne ses mindre stråtagskviste og to skorstenspiber med sokkel og krave. I det indre er længen kendetegnet ved en åben planløsning med et større, gennemlyst rum mod nord der indeholder et oprindeligt ildsted fra 1700-tallet, kakkelovn og en nyere trappe til første sal. Hertil kommer en gennemgående entré samt mod syd flere mindre værelser, hvori der er spor efter ildbænke. Stueplanet har gulv af nyere klinker, bindingsværksvægge og bræddeloft med synligt bjælkelag. På den udnyttede tagetage ses flere ældre revledøre med håndsmedet beslagværk, bræddeskillevægge samt bræddebeklædte skråvægge med ældre bemalinger. Udhuset, der ligger umiddelbart nordvest for beboelseslængen, er en hvidkalket bindingsværksbygning med opsprossede vinduer, revledøre og lemme samt stråtækt heltag. Gavltrekanterne er i lodrette, rødmalede brædder og stråtagets rygning er syet. I det indre anvendes bygningen til opbevaring. BYGNINGSHISTORIE Den østligste, lave, énetages del af hovedbygningen blev opført i 1730 erne. Hovedbygningen i to etager, der står på et ældre fundament, blev opført i Hovedbygningen er tegnet af kunstneren Nicolai Abildgaard ( ). Mellembygningen blev opført i Dele af den stråtækte beboelseslænge blev opført omkring 1747, og er efterfølgende blev udvidet mod syd. Længen har fungeret som køkken for hovedbygningen og har desuden rummet lade, stald og vognport. Overetagen blev indrettet til beboelse i 1846 og stueetagen blev indrettet til beboelse omkring år Udhuset blev opført omkring år 1900.

4 4 KILDER Anne-Louise Sommer (red.), Den Danske Arkitektur, Gyldendal Lisbeth Balslev Jørgensen, Enfamiliehuset, Danmarks Arkitektur, Gyldendal MILJØMÆSSIG VÆRDI Spurveskjuls miljømæssige værdi knytter sig til hovedbygningen, beboelseslængen og udhuset, der i samspil med den brolagte gårdsplads, den kogleudsmykkede låge, de to monumentale lindetræer, brøndhullet og haven, udgør et formfuldendt kulturmiljø der stadig har det oprindelige landsteds helhedskarakter. KULTURHISTORISK VÆRDI Hovedbygningens kulturhistoriske værdi relaterer sig til den af Nicolai Abildgaard opførte, to etagers hovedbygning, der med sin italiensk inspirerede byggestil indvarslede den klassicisme, der kom til at præge store dele af 1800-tallet. De klassicerende træk ses i den stringente, rektangulære form, den symmetriske facade og logiske planløsning, samt i de regelmæssigt placerede vinduer og i trekantgavlen, hvor Abildgaard er afbildet i relief. Dertil kommer de oprindelige, italiensk inspirerede, indadgående vinduer med kombinerede lysningspaneler og skodder, de tidstypiske, kassetteudsmykkede fyldingsdøre samt det diagonalmønstrede trappegelænder med løvehoveder i messing på stolperne. Antallet af vinduesrammernes ruder, otte i stueplan og ti på førstesal, signalerer, at beletagen, med den unikke, tøndehvælvede stue, er beliggende øverst. Til forskel for C. F. Hansens klassicisme, fremviser Spurveskjul tillige en mere naturnær, romantisk åre, hvilket især det spinkle bindingsværk og stråtaget vidner om. Resultatet er et enestående bygningsværk, der forlener det klassiske forstået som ånd, ikke som ydre form, med en senromantisk forestilling om det enkle og ubekymrede, landlige liv i tæt kontakt med naturen. Karakteren af lystbetonet landsted af drømmen om Italien, den europæiske kulturs vugge, realiseret i Danmark understreges af den to etagers bygnings fravær af skorstene, hvilket vidner om, at bygningen ikke rummer en praktisk funktion som køkken. Den kulturhistoriske værdi relaterer sig desuden til den toetagers bygnings oprindelige planløsning med centralt placerede stuer samt til de mange oprindelige og ældre bygningsdele og detaljer, som findes i hele hovedbygningen, herunder plankegulve, døre, dørgreb, beslagværk, vinduer, lysningspaneler/skodder, ildsted og trappe.

5 5 Hertil kommer, at hovedbygningen i første tredjedel af 1900-tallet, fungerede som referencepunkt for den toneangivende, funktionalistiske villaarkitektur. I den stråtækte beboelseslænge relaterer den kulturhistoriske værdi sig til den over tid udbyggede og ombyggede længe med de mange oprindelige og ældre bygningsdele, herunder vinduer, døre, beslagværk og låsekasser, ildsted, ildbænke, bemalede skråvægge og høgab samt gavle med en bræddebeklædning, der beskytter mod vejrliget. Kulturhistorisk vidner bygningen om den traditionelle bindingsværkslænges evne til, med sin modulære, fagdelte grundkonstruktion, at udvikle sig og ændre funktion, uden at forandre sin grundlæggende form. ARKITEKTONISK VÆRDI Hovedbygningens arkitektoniske værdi ligger i det ydre i den velproportionerede, høje og smalle toetagers bygning, hvis facades rytmiske vinduessætning (1:3:1) samler opmærksomheden om midteraksens døre, altan og trekantgavl med relief. Symmetrien er gennemgående og den spinkle bindingsværkskonstruktion, syede rygning og lyse farvesætning med elegant opsprossede, indadgående vinduer, resulterer i en lys, let og sommerlig fremtoning. I det indre ligger den arkitektoniske værdi i den oprindelige, enkle, logiske og stringent proportionerede planløsning med tværgående skillevægge og symmetrisk placerede døre samt tre fag (16 x 16 fod) brede sale i midten af bygningen. Særligt på første sal udmærker den gennemlyste stue sig ved et fladt, tøndehvælvet loft, der giver rummet et festligt og herskabeligt præg. Hertil kommer de mange oprindelige detaljer som vinduernes spinkle, sirligt forarbejdede lukkemekanismer og den unikke trappe, der alle bidrager til indtrykket af et enestående og særdeles raffineret bygningsværk. Den stråtækte beboelseslænges arkitektoniske værdi ligger i det ydre i den traditionelle fremtræden med den irregulære og meget levende vindues- og kvistsætning, det ydmyge, overkalkede bindingsværk og den praktiske bræddebeklædning på gavlene. BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER I hovedbygningens ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til de sammenbyggede, pudsede bindingsværkslænger i henholdsvis en og to etager med ubrudte stråtækte tagflader og syede rygninger. I

6 6 den to etagers længe til trekantgavlene samt til de oprindelige og ældre bygningsdele og detaljer, herunder døre og indadgående vinduer samt portræt af N. Abildgaard. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. I hovedbygningens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til den oprindelige, symmetriske planløsning i den toetagers længe samt de to længers oprindelige og ældre bygningsdele og detaljer, herunder, gulve, døre, dørgreb, skodder, stukkatur, trappe samt salens tøndehvælvede loft. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. I den stråtækte beboelseslænges ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til længens over tid ændrede, traditionelle udtryk i overkalket bindingsværk med opsprossede vinduer, mindre kviste, skorstene og syet rygning. Hertil kommer de bræddebeklædte gavle samt den traditionelle materialeholdning. I den stråtækte beboelseslænges indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de ældre bygningsdele og detaljer, herunder døre, beslagværk, ildsted og ildbænke samt tagetagens bemalede bræddevægge. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. I det stråtækte bindingsværksudhus ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til længens ydmyge, traditionelle udtryk med opsprossede vinduer, revledøre og ubrudte tagflader. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. ANBEFALINGER Ingen angivet.