2. søndag i fasten, den 1. marts 2015 Vor Frue Kirke kl. 10. Tekst: Mk 15,21-28 Salmer: 432, 410, 308, 583, 198, 192, 472, 39.

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "2. søndag i fasten, den 1. marts 2015 Vor Frue Kirke kl. 10. Tekst: Mk 15,21-28 Salmer: 432, 410, 308, 583, 198, 192, 472, 39."

Ellen Poulsen
8 år siden
Visninger:

1 1 2. søndag i fasten, den 1. marts 2015 Vor Frue Kirke kl. 10 Jesper Stange Tekst: Mk 15,21-28 Salmer: 432, 410, 308, 583, 198, 192, 472, 39. Gud, lad os leve af dit ord Som dagligt brød på denne jord Troen kommer af det, der høres, og det, der høres kommer i kraft af Kristi ord (Rom 10,17), sådan siger den troende Paulus. Jesus er både troens genstand og troens ophav, siger vi. En kanaanæisk kvinde tror det, hun ser. Hunde æder af de smuler, som falder fra deres herres bord. Og kvinden ser for sig, hvordan det samme sådan billedligt må gælde hendes forhold til vor Herre. Hun må kunne mætte sin sult ved det samme bord som de fedtede disciple, der vil sende hende væk. Og Jesus lyser denne tro i kuld og køn. Kvinde, din tro er stor, det skal ske dig, som du vil. Og kvinden fik opfyldt sin bøn. Hendes datter blev rask. Troen kommer af det, der høres, men altså også af det, der ses. Evangelisk-luthersk kristendom kan nedskrive sig selv til sådan en sergentreligion, hvor det drejer sig om at høre efter og at makke ret. Men vores tro spiller som sansning på hele registret, alle vores

Jesus er både troens genstand og troens ophav, siger vi. En kanaanæisk kvinde tror det, hun ser. Hunde æder af de smuler, som falder fra deres herres bord.

2 2 sanser. Foruden hørelsen og synet også på føle-, lugte- og smagssansen. Til disciplenes forargelse råber kvinden. Til troens væsen hører foruden sanseligheden altså også uhøfligheden, det upolerede udtryk. Jesus er troens genstand og ophav, og han kalder på alle sanser og følelser. Det må være den anden fastesøndags budskab til sin fastende menighed. Når vi med faste og forsagelse forsøger at reducere de indtryk, vi overvældes af, genkalder vi til gengæld troen som en flerstrenget sanselighed. En kvinde råber den korteste bøn, vi kender: hjælp. Eller med de ord, som siden er blevet til den meditative Kristusbøn, når vi på ud- og indånding beder som hun Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig. Kyrie eleison. Som vi også synger det i fastetidens litani, når vi beder den treenige Gud forbarme sig over os. Herre Jesus, vor frelsermand, forbarm dig over os. Her forbinder troen sig med vores åndedræt og bliver følelig. Troen kommer af det, der mærkes helt kropsligt, når den troendes bøn forbinder sig med vejrtrækningen. Og troen kommer af det, der duftes. Var vores veje ikke skiltes i øst og vest, i katolsk og protestantisk kristendom, havde røgelsen ledsaget vores bønner til himmels. Kristus gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft (Efes 5,1-2).

Det må være den anden fastesøndags budskab til sin fastende menighed.

3 Ligesom Kristus høres, ses og føles, duftes Kristus også, når vi besøger vores venner i den ortodokse og katolske kirke. Kristus er til stede for alle sanser. Troen kommer derfor også af det, der smages. Som den vigtigste påmindelse om at holde sanserne åbne, holder vi stadig måltid på de smuler, der falder fra vor Herres bord. Foruden den høresans, som vi har tildelt næsten alle privilegier, når det handler om den tro, som skal ind i os, meddeler vor Herre også sig selv i nadverens måltid, selv ved en protestantisk gudstjeneste. Hvilke kanaler troen end spiller på, kommer den altid udefra og ind i os som al anden sansning, selvom troen aldrig så snart, den har taget bolig i os, opleves som noget, vi selv frembringer. Kvindens tro er stor. Og hvis vi gerne ville udstyres med sådan en stor tro, så er det værd at lægge mærke til, at størrelsen måles på troens genstand og ikke på vores evne til at tro eller vores hjertelighed. Kvindelil! Din tro er stor, synger vi. Og videre: Det er stadig Herrens ord, til hvert hjerte lille, når han ser, dets tro er stor til hans øjne milde. Tro er til-tro. Troen måles ikke på vores hjertes størrelse, men på tilliden til Jesus. 3

Foruden den høresans, som vi har tildelt næsten alle privilegier, når det handler om den tro, som skal ind i os, meddeler vor Herre også sig selv i nadverens måltid, selv ved en protestantisk

4 Troen kommer ikke indefra. Troen kommer udefra og ind i os. Tro er tiltro. Kvinden tiltror Jesus helbredende evner. Det er det, Jesus kalder kvindens store tro. Det er hendes tillid eller tiltro. Hun nærer tillid, fordi Jesus er tillidsvækkende, hun tror, fordi Jesus er troværdig. Det handler altså om at gøre Jesus stor, så at sige. Jo større Jesus er, desto større er troen. Når vi som nu diskuterer den rette tro er det værd lige at sende Jesu disciple en tanke. De var restriktive på måder, Jesus gang på gang afviser. Disciplene forsøger at hindre de små børn og deres mødre i at komme for tæt, disciplene forsøger at lægge sig mellem de tossede og Jesus, og den største blandt disciplene søger at forhindre Jesus i at tage til Jerusalem til sit sikre nederlag. Og så må der ikke råbes. Men Jesus har en largesse, som hans disciple dengang og nu i det mindste må lade sig anfægte af. Lige nu diskuterer vi, hvordan man tror på Jesu opstandelse på den rigtige måde, og lige nu diskuterer vi, om spaghetti kan tjene evangeliets sag. Sydhavnen og Hvalsø har sat sig selv har sat sig selv på danmarkskortet med spørgsmålet om, hvad der er den rigtige måde at udfolde sin tro på. Ifølge vores generøse Herre er den store tro at rette sin bøn om barmhjertighed mod ham selv. Vi vil tro, at det netop er det, man gør, når man afslører sin vankundighed eller dækker fællesskabets sår med danskernes foretrukne plaster, maden. 4

Når vi som nu diskuterer den rette tro er det værd lige at sende Jesu disciple en tanke. De var restriktive på måder, Jesus gang på gang afviser.

5 Hvis vi vil være vores generøse Herre tro må ethvert udtryk være brugbart. Vores tro kan fortælles, males, skulptureres, koreograferes, omsættes i varme måltider og fredsdemonstrationer. Men den kan aldrig begrænses til den rette tro og den rette måde at udtrykke denne tro på. Hvis fortællingen om den kanaanæiske kvinde, som råber efter Jesus, fra Matthæus side er ment som en kommentar til de etniske begrænsninger, der knyttede sig til den jødiske religion, så er budskabet klart: enhver, der beder Jesus om at vise sig barmhjertighed, vises barmhjertighed. Bed! Og du skal få. Om du er Tyrus eller Sidon eller Sydhavnen eller Hvalsø eller hvor ellers. Den religiøse rettroenhed tilkendte Jesu jødiske trosfæller privilegiet at lære Guds barmhjertighed at kende i Jesu skikkelse. Jesus selv er godt oplært: Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus, sagde han, inden en kvinde bragte ham på bedre tanker. Den kanaanæiske kvinde havde fået øje på barmhjertigheden i Jesu omgang med mennesker. Hun så, og siden er det blevet det blevet det syn, vi alle deler. Vi er derfor også vor Herre tro, når vores tro deles med andre. Den nationale grænse er flyttet ud til verdens ende. På den måde har fortællingen om den kanaanæiske kvinde nok forekommet sine første adressater mere provokerende, end den forekommer os. Fortællingen er gået os i blodet. 5

Hvis fortællingen om den kanaanæiske kvinde, som råber efter Jesus, fra Matthæus side er ment som en kommentar til de etniske begrænsninger, der knyttede sig til den jødiske religion, så er budskabet

6 Vi kunne så i stedet vælge at lære lidt mere uhøflighed af historien. Hver gang vores tro forekommer os at være for rigtig og for pæn, kan vi til vores opbyggelse læse evangeliets fortællinger om den uslebne, den vilde og fortvivlede tro. Den store tro. Psykologien og sociologien har altid oplevet det som en særlig ansvarsfuld opgave at give forklaringer på troens opståen og væsen. Mens psykologien som regel hæfter sig ved at troen giver den troende beroligelse under eksistentielle kriser, hæfter sociologien sig ved troen som en slags virkelighedsordner, der kan bringe orden i et rodet univers, både det indvendige og det udvendige. Teologien har været demonstrativt ligeglad med sine nabovidenskaber og har i stedet forfinet sin egen kode, så man kunne udtrykke troen på den rigtige måde og med de rigtige midler. Samtlige bestræbelser er rigtige og gode som sunde udtryk for menneskeligt åndsliv, når det forsøger at forstå sig selv. Men hvis man vil hæfte en etiket på Jesus, så er han kunstner og ikke systematiker af nogen slags. Livet går forud for læren. I denne historie fra områderne ved Tyrus og Sidon som i alle andre. Og forhåbentlig også i dem vi skal male op for hinanden. Synge, danse, udmønte i omsorg og demonstrationer. Vi har selv lært os at glæde os over righoldigheden, forskelligheden i kirkens kunst, fortællekunst, billedkunst, musik 6

Psykologien og sociologien har altid oplevet det som en særlig ansvarsfuld opgave at give forklaringer på troens opståen og væsen.

7 Jesus bliver ikke mindre af diversiteten. Jesus bliver større. Også af de fortællinger, som er skæve, de billeder, vi ikke synes ligner. Netop når vi ikke synes, at det ligner noget, ligner det måske allermest den store tro. Den kanaanæiske kvindes tro og opførsel lignede ikke noget, før Jesus så, at den netop lignede alt det, han var sendt til verden for at kalde frem, den store, uregerlige tro. 7

Netop når vi ikke synes, at det ligner noget, ligner det måske allermest den store tro.

Relaterede dokumenter

2. søndag i fasten I. Sct. Pauls kirke 1. marts 2015 kl. 10.00. Salmer: 446/38/172/410//158/439/557/644. Åbningshilsen

1 2. søndag i fasten I. Sct. Pauls kirke 1. marts 2015 kl. 10.00. Salmer: 446/38/172/410//158/439/557/644 Åbningshilsen Vi er kommet til anden søndag i fasten. For at det kan blive forår, må vi gennemleve