DE DANSKE KLOSTRE OG REFORMATIONEN

Transkript

1 DE DANSKE KLOSTRE OG REFORMATIONEN Hans Krongaard Kristensen senmiddelalderens klostre har ikke til - trukket sig nær så stor opmærksomhed som de tidlige og højmiddelalderlige stiftelser. Det samme gælder livet i klostrene ved middelalderens slutning. En tidlig og vedholdende opfattelse var, at det åndelige liv gik mere eller mindre i forfald i denne periode. Det er ret tydeligt i det ældste videnskabelige arbejde: Om de danske Klostre i Middelalderen af Jacob Brøgger Daugaard ( ) (Daugaard 1830 s , 103, , 112, 117 & ). Det ses også inden for klosterarkæologien. Da Jacob Kornerup ( ) i 1879 publicerede sine iagttagelser fra Esrum i en af landets tidligste undersøgelser, havde han en næsten besværgende indledning, som kunne tyde på en vis modvilje i samfundet mod forskning i klostre: Middelalderens Munkevæsen hvilede ganske vist ikke paa nogen sund Tanke eller paa nogen sand Forstaaelse af Menneskelivets Opgave. Vi vide jo ogsaa, hvorledes det henimod Slutningen af hint Tidsrum udartede, saa at der i mange Klostre førtes et saa forargeligt Liv, at Munkene bleve Gjenstand for en velfortjent Spot og Foragt. (Kornerup 1879 s. 1) Herefter kunne Kornerup så forklare, at der også havde været positive sider ved klostervæsenet. Med tiden er forståelsen blevet mere nuanceret, men oplysningerne har typisk skullet findes i værker om enkelte klostre eller enkelte ordener. Først ved en undersøgelse af den samlede bestand af danske klostre får man et retvisende billede af den senmiddelalderlige tilstand. En nutidig oversigt kan findes i Klostre i det middelalderlige Danmark (Krongaard Kristensen 2013). Vedrørende selve reformationens betydning for byernes tiggerklostre vil der være en hel del omkring fordrivelsen af tiggerbrødrene i Krøniken om Graabrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark (Krøniken 1967). Derimod findes der ikke noget systematisk omkring herreklostrenes omdannelse (Krongaard Kristensen 2013 s ). Her skal man finde specifik litteratur om de enkelte klostre, dog findes der lidt omkring de skånske klostre (Johannesson 1947 s ; Johannesson 1987/88). I det følgende vil klostervæsenets vilkår blive belyst før, under og efter reformationen. Klosterstiftelser i senmiddelalderen Senmiddelalderen var en gylden tid for klostrene i Danmark, hvor Danmark her opfattes som kirkeprovinsen Lund uden Rügen. Af de 116 klostre, der eksisterede lige før reformationen, hvor antallet toppede, var de 28, det vil sige næsten en fjerdedel stiftet efter 1400, og heraf var ikke mindre 223

2 end 17 stiftet efter Dette er lidt afvigende i forhold til almindelige fremstillinger af Danmarks historie, hvor det er klostergrundlæggelserne i den ældre periode, der fremhæves. I den forbindelse vil det som regel også være herreklostrene på landet, der får størst bevågenhed. Ved reformationen var dog ikke mindre end 70 klostre beliggende i byer. I Danmark var klostervæsenet altså overvejende et byfænomen og i udstrakt grad et senmiddelalderligt fænomen. De seneste var de to nonneklostre af franciskanerordenen i København og Odense, som dronning Christine ( ) stod bag, med påbegyndt klosterliv fra henholdsvis 1505 og 1522 (Lindbæk 1914 s. 245 & 256). Blandt de senmiddelalderlige klostre i byerne optræder en ny tiggerorden, karmeliterne, med klostre i Sæby, Aarhus, Assens, Skælskør, Helsing ør, Var berg, Landskrona og Sølvesborg. Karmeliterne var meget optaget af studier, og brødre fra Helsingør spillede en stor rolle som undervisere ved Købehavns Universitet. Helligåndsordenen, som drev hospitaler i by - er ne, var en anden orden, der spredte sig hurtigt i senmiddelalderen. Ordenen fik klostre i Aalborg, Randers, Fåborg, København, Nakskov og Malmø. Ved siden af de mange oprettelser af klostre i senmiddelalderen var der også forskellige tiltag, som af den ene eller anden grund ikke blev til noget. I begyndelsen af 1400-tallet blev der kortvarigt gjort et forsøg med et nyt nonnekloster af augustinerordenen på herregården Søbygård ved Hammel. Det blev stiftet af Lena, enke efter ridderen Laurids Offesen (af slægten Hvide [død efter 1377])(Lorenzen 1928 s. 99). Klostret var dog ikke livskraftigt, så da der i 1428 kun var en enkelt nonne tilbage, sikrede det nærliggende augustinerkloster i Tvilum sig godset (Rasmussen 1957 s. 48 og ActaPont bd. VII, 5785). I 1428 blev benediktinerklostrene i Glenstrup og Randers ophævet for at stifte et kartheuserkloster i Tjærby af det tilhørende gods. Munkene i Glenstrup var ikke helt med på ideen, så der var lidt problemer med at få tingene til at falde på plads (Rübner Jørgensen 1991 s ). Kartheuserne forlod dog landet igen omkring år Et nyt forsøg med at grundlægge et kartheuserkloster i Fåborg i 1475 blev næppe til andet end planer (Lindbæk og Stemann 1906 s. 141). Kartheuserordenen var en ret speciel orden, hvor munkene både levede som eremitter til hverdag og i fællesskab om søndagen. Da der således krævedes både individuelle boliger og fællesrum, var oprettelsen af denne type kloster meget kapitalkrævende, hvilket kan være årsag til de mislykkede forsøg. Ridderen Torben Bille ( ) til Svanholm havde i 1464 planer om at oprette et karmeliterkloster i Nyborg; men af ukendte årsager blev det ikke realiseret (Lorenzen 1924 s. 5). I Haderslev arbejdede man på at oprette et nonnekloster af franciskanerordenens tredje orden, hvor en gave til stiftelsen blev bekræftet af paven i 1494 (DK, Haderslev Amt s. 235). Der er dog ingen sikre beviser på, at klostret nogensinde kom i funktion. For helligåndsklostrenes vedkommende op - regnes der forsøg på at oprette klostre i Haderslev, Ribe, Nykøbing Mors og Næstved (Lindbæk og Stemann 1906 s ). Når vi hører om så mange forsøg ved denne orden, hænger det naturligvis sammen med, at der var mange kommunale hospitaler kaldet helligåndshuse i de danske byer, og at de i mange tilfælde dannede udgangspunkt for helligåndsklostre. Til gengæld var der i de nævnte byer andre klostre og gejstlige institutioner, som sikkert har været imod oprettelse af flere konkurrerende klostre. Denne store interesse for at stifte nye klostre i senmiddelalderen var langtfra en almindelig europæisk trend. I England toppede antallet af klostre med ca lige før Den Sorte Død i midten af 1300-tallet, og trods enkelte senere stiftelser faldt antallet frem mod The Dissolution of 224 Reformationen Bind 2

3 the Monasteries i 1536 med ca. 15 % til 848 klostre. Mange af klostrene klarede sig i øvrigt dårligt, og da man i første omgang ved den engelske reformation nedlagde klostre med færre end 12 klostergivne eller med en indkomst mindre end 200 årligt, forsvandt ca. en tredjedel. Heller ikke i vore naboområder som de øvrige skandinaviske lande eller Nordtyskland ses samme klosterinteresse i senmiddelalderen (Krongaard Kristensen 2013 s. 100). Byggeri i senmiddelalderen De mange nye klostre har naturligvis medført et vældigt byggeboom inden for klostersektoren (Krongaard Kristensen 2013 s ). Alene det sene Mariager Kloster må ved reformationen regnes for det største bygningsanlæg i Jylland. Vi ser også, at flere af de sene tiggerklostre som karmeliterklostret i Helsingør bygges færdigt i nærmest en enkelt byggegang, hvorimod de ældre oftest blev opført i mange mindre byggefaser. Det senmiddelalderlige byggeboom fortsatte tilsyneladende på fuld kraft helt frem til reformationen, og ikke alle anlæg blev bygget helt færdig. Koret ved helligåndsklostrets kirke i Randers er efter en indskrift indviet i 1494, mens i hvert fald dele af skibet først blev taget i brug efter kong Hans ( ) død. På nordsiden blev der opført forlæg til hvælv i en korsgang langs sideskibet; men intet tyder på, at hvælvene endsige korsgangen nogensinde blev bygget (fig. 1). Helligåndskirken i Fåborg nåede heller ikke at blive bygget færdig. Her manglede i 1588 endnu tre hvælv i midterskibet. Det var dog ikke kun ved de nye klostre, at der blev bygget. Også ved de gamle herreklostre blev der bygget meget i senmiddelalderen. Mange fik formentlig først det lukkede hovedanlæg i denne periode som i Øm Kloster, hvor vestfløj og korsgang tilhører tiden op mod eller omkring år Ved moderklostret i Vitskøl synes den store vestfløj først at være opført i 1520 erne, og i Skovkloster, hvor syd- og vestfløj nok stammer fra midten 1 Nordsiden på Sankt Mortens Kirke i Randers. På sideskibets yderside er bygget forlæg til hvælvinger i en korsgang, som aldrig blev etableret. Der er ingen tvivl om, at opførelsen af klostret stoppede brat ved reformationen. af 1400-tallet, er korsgangen langs østfløjen ved en indskriftstavle dateret til Når vi ser på de bevarede klosterbygninger bortset fra kirkerne, er hovedparten opført i senmiddelalderen. Kongefamiliens medlemmer var gennem gene rationer store velgørere over for klostrene. Ikke mindst over for de samfundsnyttige ordener som helligåndsordenen. Det var dog vist kun i Malmø, at kongen, Christian I ( ), direkte stiftede et kloster, mens kong Hans skænkede Sankt Mortens Kirke til klostret i Randers (Lindbæk og Stemann 1906 s. 175 & 129). Ud over helligåndsordenen støttede Christian I også forskellige tiggerklostre, hvor han blandt andet arbejdede for oprettelsen af et franciskanerkloster i Husum. Dette blev dog først realiseret under sønnen hertug Frederik ( ), den senere 225

4 Frederik I, i 1494 (Lindbæk 1914 s. 124). Christian var ligeledes ivrig for reformeringen af franciskanerkonventerne fra konventualer til observanter. Men det var dog kun den ene side af hans klosterpolitik. Længe før reformationen blev der stillet krav til de godsejende herreklostre på landet, og gradvist begyndte de at miste deres selvstændighed. Fra Christian I s tid kom der krav om, at klostrene skulle stille udrustede ryttere i tilfælde af krig. De skulle endvidere huse kongen og hans følge under rejser rundt i riget samt også kongens mænd, der var på rejse. Hvis rettighederne ikke blev udnyttet, skulle klostrene betale i mønt eller med naturalier. Nonneklostrene havde altid haft en mandlig prior til at varetage klostrets ejendomsmæssige og juridiske forhold. I princippet valgte konventet selv denne person, selv om bisperne og kongerne ved postulat om patronatsret ofte forsøgte at få egne kandidater valgt. I 1473 indsatte Christian I sin kansler Hans Kjeldsen (død 1494) som forstander for Sankt Clara i Roskilde. Meningen var, at denne forstander (eller de senere lensmænd) skulle drive godset mere rentabelt, så der ud over udgifterne til nonnernes behov også kunne blive et overskud til kronen. Efter Hans Kjeldsens død købte Else Grifsdatter Jernskæg embedet til stor ærgrelse for nonnerne (Lindbæk 1914 s ). Hun havde stillingen til 1513, hvor en ny lensmand tog over. Allerede under kong Hans var nonneklostret Børringe i Skåne bortforlenet, og i 1518 overgik det til Christian II s ( ) håndgangne mand Søren Norby (død 1530). Og Vor Frue i Aalborg blev eksempelvis forlenet til Erik Krabbe ( ) i 1527 og senere lagt under Aalborghus (Krongaard Kristensen 2013 s. 433). Under Frederik I begyndte kronen også at indsætte lensmænd på munkeklostrene, hvor Essenbæk angiveligt selv i 1529 anmodede om denne ordning (FrIReg s. 231). Samme år blev kongens sekretær Morten Krabbe ( ) indsat som forstander i Tommarp, fordi abbeden havde vanskeligt ved at honorere kronens krav, og året efter blev Anders Bille ( ) forstander for Dalby Kloster (Johannesson 1947 s ). I de følgende år bredte forleningerne sig, hvilket fint modsvarede adelens krav ved herredagen i 1525, at alle klostre burde have en adelig lensmand. De fleste klostre i Skåne blev snart styret af lensmænd; men da Christian III ( ) under Grevens Fejde i 1535 var blevet hyldet på landstinget ved Lund, måtte han love, at kirken kunne beholde sin ejendom, indtil der kom en kristelig skickelse. Herved blev de fleste klostre i Skåne givet tilbage til den gejstlige ledelse med abbeder og priorer (Johannesson 1987/88 s. 155). Den begyndende reformation Den reformatoriske bevægelse fik først betydning for byernes tiggerklostre. Begivenhederne følges bedst for franciskanerne, hvor der i 1530 erne blev skrevet en krønike om gråbrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark (De expulsione fratrum minorum) (Krøniken 1967). I vort område synes de protestantiske tanker tidligt fremført i Husum, hvor Hermann Tast ( ) var begyndt med evangeliske prædikener allerede i 1527, og her blev gråbrødreklostret, der var oprettet så sent som i 1494, overtaget af borgerne formentlig allerede i juli Et par uger tidligere havde borgerne i Flensborg med støtte af Mogens Gøye (ca ) drevet brødrene ud af klostret der. I Viborg, hvortil Hans Tausen ( ) var kommet i 1525, blev gråbrødrene og formentlig også sortebrødrene fordrevet ved årsskiftet 1528/29. I løbet af året 1529 blev gråbrødrene fordrevet fra Slesvig og Kolding. Det helt store tab for ordenen kom i 1530, hvor det gik ud over Aalborg, Randers, Tønder, København, Malmø og Trelleborg. Året efter kom turen til Køge og Halmstad. Endelig blev brødrene i Horsens, Kalundborg, Næstved, Nykøbing Falster og Ystad fordrevet i Ved de resterende otte klostre synes brødrene at have levet i fred frem til Kirkeordinansen af Reformationen Bind 2

5 Vi kan ikke følge trængslerne for den anden tiggerorden, dominikanerne, på samme måde; men visse oplysninger kunne tyde på lignende forhold, herunder også at der bortset fra Viborg ikke var angreb på klostrene i stiftsstæderne. Den tredje af disse ordener, karmeliterne, mistede Assens i 1529, Landskrona i 1530, Varberg i 1531 og Skælskør 1531/32 (Rübner Jørgensen 1979 s. 37). I Aarhus synes brødrene at have givet sig under bispens beskyttelse i Forholdene er mere komplicerede ved helligåndsordenen, der som nævnt drev hospitalsvæsen. I Malmø, hvor reformationsbevægelsen var ret radikal, blev brødrene efter diskussioner om den rette lære fordrevet, og klostret overtaget af bystyret (Lindbæk og Stemann 1906 s ). Klostret fungerede måske en kort tid som rådhus, men i 1546 blev det revet ned til fordel for det nye Stortorv. Nu var helligåndsklostrene ikke rene tiggerklostre, men besad også meget gods, så i 1530 blev der indsat verdslige forstandere eller lensmænd for de øvrige klostre, og øjensynlig blev der pålagt evangelisk gudstjenesteform. Flere af dem fortsatte i kortere eller længere tid som hospitaler, hvor Fåborg blev nedlagt i 1540 og Randers i Hvornår klosterlivet sluttede de forskellige steder, er mere uklart. Der er ingen tvivl om, at kongen, Frederik I, allerede tidligt støttede de forskellige angreb på tiggerklostrene. Eksempelvis fik borgmester i Malmø Jørgen Kock (død 1556) den 8. oktober 1528 et brev af kongen, der overlod Gråbrødre Kloster og Helligåndsklostret til Malmøborgerne til disposition som hospital og rådhus, eftersom begge klostre var forarmede, og brødrene var begyndt at forlade dem (FrIReg s. 181). Dog måtte brødrene hverken nødes eller tvinges væk. Det var dog som nævnt, hvad der skete. Senere fik byen Køge den 1. marts 1531 brev på gråbrødrenes kloster, når disse velvilligt havde forladt det (FrIReg s. 277). Kirken skulle bruges som sognekirke, og klosterbygningerne skulle bruges som hospital for fattige, syge og saare Mennesker. Ligeledes fik Ystad den 16. marts 1532 brev på brug af gråbrødreklostret til sognekirke og hospital, når brødrene havde forladt det (FrIReg s. 301). Dog skulle kongen beholde en lille bolig i klostret, som hans forgængere tidligere havde benyttet under ophold i byen. Byen Horsens fik 17. november 1532 lovning på Gråbrødre Kloster til sognekirke, skole, hospital og præstebolig (FrIReg s ). Der opregnes i brevet en række forhold, som brødrene havde forbrudt sig mod, såsom nedlæggelse af nogle borgergårde, hvorpå der kunne pålignes skat, prædiken af vranglære og nedbrydning af skillevægge og bygninger for at sælge byggematerialerne. Eksemplerne viser tydeligt, at kongen mener, at han ejer klosterbygningerne. Så længe brødrene befinder sig i klostret, har de naturligvis brugsretten; men forlader de stedet, kan kongen frit disponere over bygningerne. Og brødrene skal naturligvis ikke som i Horsens begynde at rive bygninger ned for at skaffe penge. Der synes ikke at være nogen klar argumentation for kongens ejendomsret til tiggerklostrene. For gråbrødrene kunne det hænge sammen med, at de i det mindste ved indførelsen af observansen helt havde givet afkald på ret til fast ejendom. I princippet har det så været paven, der var den egentlige ejer. Nu brød man ved herredagen i Odense i august 1526 i realiteten med pavestolen, selv om det muligvis ikke blev opdaget i Rom. Bisper og andre prælater skulle ikke længere have deres udnævnelse bekræftet i Rom, men hos den danske ærkebisp altså en national katolsk kirke. Nu var der så ikke lige nogen indviet dansk ærkebiskop i de sidste årtier før reformationen, så det var kongen, der tog sig af den sag (Johannesson 1947 s. 44, 46 & 52-53). Uddrivelsen af brødrene faldt ret forskelligt ud. Enkelte steder synes de resignerende blot at være draget bort, andre steder måtte borgerne bruge hårdere metoder. I Viborg indkvarterede man nogle soldater (lejetropper), som byen allige- 227

6 vel skulle huse, i klostret først fire, siden femten, og de åd og drak af klostrets forråd (Krøniken 1967 s ). De værste udskejelser fandt sted i Ystad, hvor borgerne i 1532 brød ind i klostret (Krøniken 1967 s ). Her hev de voldeligt brødrene ud af deres celler og slæbte dem ud af klostret under slag med økser og spark. Tre af brødrene døde kort efter denne uddrivelse. Angrebene på klostervæsenet synes udelukkende rettet mod byernes tiggerklostre. Så godt som alle herre- og jomfruklostre fungerede uantastet videre. Dog ser det ud til, at Ås Kloster i Halland blev forladt af munkene i begyndelsen af 1530 erne på grund af uroligheder. Under Grevens Fejde plyndrede og ødelagde den lybske landsknægt Marcus Meyer (ca ) Ås Kloster, som formentlig allerede forinden var forladt af munkene (Skogsberg 2005 s. 105). I hvert fald kan man se, at den sidste abbed Mattias Ericksson (død 1563) i 1533 fik kongens stadfæstelse på en forlening på ti af klostrets gårde, ligesom han blev udnævnt til luthersk sognepræst i Ås og Veddinge (Skogsberg s. 107; FrIReg s. 344). Reformationen 1536 Begivenhederne ved den officielle reformation i Danmark fik ikke megen betydning for klostrene. I Recessen af 30. oktober 1536 anføres, at klostre, prælaturer og kannikedømmer skal blive ved magt, indtil en kommission træffer bestemmelse herom. Det skal være frit for munkene at forlade deres klostre; men for dem, der bliver, skal Guds ord prædikes. De må ikke uden kongens og rigsrådets samtykke sælge eller pantsætte klostrets gods (Kolderup-Rosenvinge 1824 bd. IV, s ). Kommissionen med kongen, rigsrådet og lærde mænd blev aldrig nedsat, og de øvrige bestemmelser var i virkeligheden ikke nye. Ideen med kommissionen var givetvis at hindre en stor diskussion om klostergodset, som f.eks. om arvingerne kunne få gamle gaver retur? De egentlige bestemmelser for den nye lutherske kirke, kaldet Kirkeordinansen, kom året efter på latin og i 1539 i dansk oversættelse (www. lutherdansk.dk). Omkring munkene siges der stort set det samme som i Recessen 1536 om tilladelse til at forlade klostret, og ellers skal de være lydige mod forstanderen og modtage evangelisk belæring. Nogenlunde det samme gælder for nonnerne, hvor det dog understreges: Men så længe de opholder sig i klostret, skal de høre efter og være lydige mod deres priorinde eller abbedisse og ikke færdes eller rejse landet rundt som andre løsagtige personer. De skal ikke give sig af med drik og løsagtighed sammen med mandfolk. I Kirkeordinansen tages der også stilling til tig ger ordenerne: Ingen tiggermunke må efter denne dag opholde sig i vore riger. De må hverken tigge eller prædike eller høre skriftemål. Men de, som er gamle og skrøbelige og ikke duer til noget kirkeligt embede, de må blive i klostret, og her må de have deres føde for Guds skyld. Dog skal de aflægge kappen og klosterklæderne og ikke bespotte evangeliet. Med denne bestemmelse forsvandt de få tilbageblevne tiggerklostre. Almindeligvis menes gråbrødreklostret i Nysted, der lukkede i 1538, at være det sidste. Herreklostrene Formentlig har en del præsteviede munke og brødre hurtigt forladt herreklostrene for at blive gode lutheranske sognepræster. Dette synes specielt relevant for korherrerne i augustiner- og præmonstratenserklostrene, hvor man i forvejen varetog sjælesorg i en række sogne omkring klostret. I Vendsyssel kendes eksempelvis en række sognepræster, der tidligere havde været korherrer i Børglum (Riemann 1941 s. 150). Dette gjaldt også den første superintendent i Vendelbo Stift, Peder 228 Reformationen Bind 2

7 Thomesen (død 1561). Sammen med johanniterklostrene, hvis munke i vid udstrækning også var præsteviede, var augustinernes og præmonstratensernes klostre blandt de første, der blev nedlagt efter Nogle af de tidligt nedlagte og affolkede klostre blev lagt sammen med andre enheder til store kronlen. Eksempelvis blev det store Dalby Kloster (Skånes største) i 1540 lagt under Malmøhus Len med Malmø Slot som centrum (Skansjö 2012 s. 411). I det midtjyske søhøjland skete der en del tilsvarende sammenlægninger. Voer Kloster blev i 1547 lagt under Skanderborg Len og ligeledes Øm i 1561 samt Ring Kloster i 1571 (Rasmussen 1954 s. 23). Tvilum Kloster blev allerede i 1537, året efter den egentlige reformation, lagt under Silkeborg Len, mens Alling efter at have været et selvstændigt len i en periode blev lagt under Silkeborg i 1573 (Rasmussen 1957 s. 41; Rasmussen 1956 s. 71). 2 Antvorskov slot i Stedet brugtes ikke længere som slot på dette tidspunkt, men de store ombyggede klosterbygninger var stadig intakte. Kobberstik af Iohan Iacob Bruun. Kirken i Tvilum blev til en sognekirke, men ellers forsvandt disse klostre fuldstændigt på et tidligt tidspunkt. De fleste herreklostre blev i en kortere eller længere periode opretholdt som institutioner med de tilbageblevne munke. Ledelsen kunne være en verdslig lensmand, men i en del tilfælde fortsatte man med en abbed eller prior. Resultatet var dog stort set det samme. Der skulle skaffes et overskud til de statslige finanser, og der skulle indkvarteres ryttere. 229

8 I Københavns Universitets ordinans af 10. juni 1539 bestemtes, at der i alle herreklostre skulle indrettes præsteskoler for fattige unge mennesker med en teolog som læsemester og andre evt. fra munkene til at undervise i grammatik, dialektik og retorik. Eleverne skulle naturligvis opføre sig disciplineret og hver dag synge og læse i koret efter Kirkeordinansens forskrifter og bære munkedragt. Om nu alle resterende herreklostre magtede denne opgave, er usikkert; men vi ved, at skolerne blandt andet blev oprettet i Sorø og Øm samt formentlig Antvorskov (Hørby 1962 s. 14; Gregersen 2003 s. 199; Bernholm 1942 s. 58). To år senere kom der påbud om, at klostrene skulle sende studerende til universitetet og betale deres underhold, hvilket var vanskeligt at få gennemført (Helms 1940 s ). Klostrenes historie efter midten af 1500-tallet forløber meget individuelt, men der er nogle markante tilfælde, som kort kan nævnes. Skovkloster blev den 1. juli 1560 mageskiftet til admiral Herluf Trolle (ca ) og hustru Birgitte Gøye ( ) i bytte for Hillerødsholm (Helms 1940 s ). Kort efter fik stedet navnet Herlufsholm. Herluf og Birgitte var barnløse, hvorfor de i 1565 lavede en fundats for en skole for adelige og andre ærlige mænds børn (Trap III, 3 (8), s. 944). Skolen, der formentlig begyndte året efter, er stadig i funktion. I Sorø blev der af Frederik II ( ) i 1586, efter et kort intermezzo to år tidligere, oprettet en ny skole med 30 adelige og 30 ikke-adelige elever (Hørby 1962 s. 25). Skolen har ændret karakter flere gange siden, men den er fortsat livskraftig. Kongens ret til at gæste klostrene blev ikke mindst udnyttet efter reformationen. Dette gik især ud over klostre, der som Antvorskov og Ringsted lå tæt ved alfarvej. Frederik II opholdt sig ofte i længere tid på Antvorskov, og i 1580 besluttede han at ombygge det til et slot (Bernholm 1942 s ) (fig. 2). Frederik II holdt meget af slottet, og her døde han i Christian IV ( ) brugte også stedet i sine yngre år, men med tiden svandt kongernes interesse for Antvorskov. Frederik II havde også moderniseret klostret i Ringsted med bekvemme gemakker, men stedet blev kun benyttet til kortvarige ophold. Næsbyhoved Slot ved Odense var ødelagt under Grevens Fejde, og godset her blev lagt sammen med johanniterklostret i Odense, hvorefter det blev kaldt Odensegårds Len. Også her lod Frederik II bygningerne modernisere og forhøje, så de kunne bruges ved forskellige ophold i byen (Christensen og Lund Mortensen 2008 s. 31). Jomfruklostrene Nonnerne havde naturligvis også lov til at forlade deres klostre, men i praksis var det vanskeligt. Der har næppe været stor interesse på herregårdene for at få en ældre ugift tante på varigt ophold, og bortset fra et giftermål var det stort set eneste mulighed for nonnerne. Derfor blev de fleste blot boende (fig. 3). Mange nonneklostre var i de første årtier af 1500-tallet blevet omdannet til len, og efter reformationen skete dette også for resten med undtagelse af de to birgittinerklostre. Egentlig var adelen opsat på at opretholde klostrene som evangeliske klosterstiftelser for ugifte døtre og enker, således som det kendtes fra Nordtyskland i eksempelvis Pommern efter 1534/35, og man krævede i lang tid, at det skete. Det er vanskeligt at gennemskue, i hvor stor udstrækning denne ordning kom til at gælde. Det tog lang tid at afvikle visse klostre, men nonnerne kan jo have opnået en høj alder. Dog kan vi se, at søsterkonventerne i de to birgittinerklostre i Mariager og Maribo blev opretholdt med nyindskrevne klosterjomfruer. I Mariager blev den sidste formentlig indsat i Den sidste abbedisse døde i 1583, og den sidste klosterjomfru måske året efter, hvorefter søstergårdens klosterbygninger i 1588 kunne omdannes til en ladegård (Dahlerup 1882 s ). Klostret i Maribo fungerede lidt længere, men blev 230 Reformationen Bind 2

9 lukket i 1621 (Rübner Jørgensen 2001). Der synes dog at have været store problemer med at opretholde ro og orden i den efterreformatoriske institution. Klostret blev lukket i 1621, og året efter begyndte man at rive bygningerne ned. Indtægterne fra godset blev overført til det nye adelige akademi i Sorø. Også de talrige bøger, manuskripter og dokumenter blev overført til Sorø, hvor de brændte i 1813 sammen med akademiets samlinger (Rübner Jørgensen 2001, s ). Lensmændene blev pålagt at sørge for de tilbageblevne nonner. Af hensyn til en standsmæssig forsørgelse af disse nonner efter reformationen udstedte Christian III i 1545 en forordning om den årlige underholdning for en nonne (Daugaard 1830 s. 82; Danske Magazin 1, s. 192). Der er naturligvis tale om en standardisering, men angivelserne kan give et indtryk af, hvad der kunne anses for rimeligt for en klosterfrue. Der er tale om store mængder: 5 tønder brød svarende til 25 skæpper mel, 14 tønder øl, 2 pund malt, 10 skæpper humle, 2 levende svin, 6 levende lam, 2 levende fede får, 6 levende gæs, 10 par høns, 1 fjerding smør, 1 fjerding saltede sild, 2 ol (2 x 80) røgede sild, ½ tønde saltet fisk, 150 tørrede hvillinger, 100 flyndere, 1 skæppe boghvedegryn, 1 skæppe byggryn, ½ skæppe havregryn, 1 skæppe ærter, 1 fjerding eddike, 4 skæpper lyneburgsk salt, 10 læs brænde, ½ læst kul, 1 ol æg og 14 mark penge til sko og klæder samt for hver 2 nonner 1 levende okse. Opgivelserne må opfattes som en beregningsfaktor for lensmanden, som kunne gange mængderne op med antallet af nonner. Nonnerne har utvivlsomt haft fælles husholdning, og leverancerne har derfor også skullet dække kost for deres tjenestepiger. Privatisering af klostrene Langt de fleste herre- og jomfruklostre fortsatte som mindre len gennem kortere eller længere tid. Dog blev hovedparten i det nuværende Danmark over en 200-års periode gradvist solgt til private. På grund af de politiske forhold foregik det lidt 3 Kirkefløjen i Gavnø set fra syd. Det tidligere dominikanernonnekloster blev stiftet i Allerede i 1416 kendes en verdslig forstander, som antages indsat af kongen. I 1584 overgik klostret i privat eje, og klosterkomplekset blev ombygget i barok stil anderledes i Skånelandene og hertugdømmet Slesvig, som vil blive udeladt i det følgende. I kronologisk rækkefølge ses, at privatiseringen falder i klumper, hvor Holme i 1541 samt Tvis og Stubber i 1547 var de eneste klostre, som overgik i privat eje under Christian III, og overdragelserne må vel opfattes som gunstbevisninger. Frederik II mageskiftede tidligt i sin regeringstid (1560) Skovkloster med Herluf Trolles Hillerødsholm, hvor han anlagde Frederiksborg Slot. Transaktionen er lidt speciel og kan ses som et led i kronens store godssamling i Nordsjælland. Dette mageskifte var uden umiddelbar efterfølgelse, og det var først senere i Frederik II s peri- 231

10 ode, at der kom gang i bortsalget af klostre; men så skete der også en del. Først med Vitskøl og Ø i 1573 samt johanniterklostret i Horsens og nonneklostret Vrejlev i 1575, alle i tiden kort efter Den Nordiske Syvårskrig ( ). Senere kom Hundslund, Sebber og Grinderslev i 1581 samt Gavnø og Ørslev i Alle blev private herregårde. Her er det klart, at bortsalget skyldes dårlige finanser efter krigen. Under Christian IV skete der intet bortsalg. Derimod var der efter de katastrofale Svenskekrige et stort behov for at skaffe midler til indløsning af den store statsgæld, så her blev afhændet klostre såvel som meget andet krongods. Essenbæk og Vestervig i 1661, og samme år blev Alling udskilt fra Silkeborg, Dalum året efter samt Mariager og Dueholm i Lidt senere solgtes Børglum i 1669 og Asmild i Klostrene blev i høj grad afhændet til kronens kreditorer måske til en lidt høj vurdering. Hvor de tidligere var gået til den gamle adel, var der nu mulighed for, at en række borgerlige kunne komme til fadet. Et par stykker lod sig i øvrigt efterfølgende adle. I begyndelsen af 1700-tallet kom der en mindre privatiseringsrunde med Gudum i 1717, Halsted i 1719 og Ringsted i Antvorskov, der havde været udlagt til ryttergods, blev dog først solgt i 1774 som den sidste privatisering. Klosterkirkerne I det nuværende Danmark er der 101 steder, hvor der har ligget et kloster. Herfra er 39 kirker stadig bevaret og i brug. Bevaringsgraden er lidt mindre i Sydslesvig og Skånelandene. Disse områder har haft en lidt anden historie i de sidste århundreder, så i det efterfølgende vil vi koncentrere os om det nuværende kongerige. Nu har der aldrig været 101 klostre på én gang. En del af de ældre forsvandt i løbet af middelalderen. Ved dem blev klosterkirkerne i Veng, Vejerslev og Glenstrup allerede før reformationen anvendt som sognekirker, mens syv kirker forsvandt inden da. Naturligvis forsvandt en del kirker i forbindelse med reformationen eller nedlæggelsen af klostrene. Dette sidste foregik til forskellig tid afhængigt af klosterorden og beliggenhed. De fleste klostre i byerne blev lukket i 1520 erne og 1530 erne, og her opfattes udsagnet som nedlagt ved reformationen som tiden kort efter. Blandt herreklostrene, som typisk lå på landet, kunne der som nævnt gå meget lang tid, inden de sidste nonner og munke døde, og institutionen blev nedlagt. Hvis kirken så efterfølgende blev revet ned eller anvendt til anden brug, må dette også opfattes som en nedlæggelse i konsekvens af reformationen. En stor del af nedlæggelserne i forbindelse med reformationen gik naturligvis ud over klosterkirkerne i de meget kirkerige byer. Udbuddet var simpelthen større end efterspørgslen. Mange klosterkirker blev dog først revet ned meget senere efter at have været brugt som protestantiske sognekirker, og uden at der var sammenhæng med reformationen. Årsagerne kunne være flere. Enkelte kirker fik en verdslig anvendelse som johanniternes i Viborg, der i 1552 blev taget i brug som domhus. Landstinget fik allerede i 1576 et tilbud, som vist ikke kunne afslås, om en mere centralt beliggende bygning, nemlig en fløj fra den middelalderlige bispegård, der ganske vist var brændt nogle år i forvejen (Krongaard Kristensen 1987 s ). Johanniterkirken blev til gengæld nedrevet to år senere for at skaffe byggematerialer til den brandskadede bispegård og til reparation af domkirken. I København blev kirken i Sankt Clara Franciskanernonnekloster i en periode anvendt som møntværksted og senere kanonstøberi for at blive revet ned i 1610 og efterfølgende år (DK, København bd. 6, s. 32). Vor Frue Kirke i Randers blev omdannet til et privat hus i to etager, og det blev først nedrevet i 1905 (Mikkelsen 2002 s 17-26). I visse tilfælde blev klosterkirken overladt til en menighed i stedet for en mindre sognekirke. Dette viste sig i flere tilfælde at være for stor en 232 Reformationen Bind 2

11 byrde for sognet. Således anmodede sogneboerne, der i 1555 havde fået augustinerklostrets kirke i Æbelholt, i 1561 om tilladelse til at nedrive den store kirke og vende tilbage til sognekirkerne i Tjæreby og Alsønderup (DK, Frederiksborg Amt s ). Hvilket blev bevilget. Selv for en mindre købstad som Mariager var det en tung gave at få den store klosterkirke i Gennem og 1700-tallet var der idelige reparationer, og i rev man hovedparten af kirken ned (Trap VII, 2 (18), s ) (fig. 4). Problemet med for store kirker gjaldt ikke mindst for cistercienserklostrene, der også i en del tilfælde var placeret i tyndt befolkede egne, som Øm Kloster, hvor kongen efter klostrets nedlæggelse året før i 1561 befalede bygningerne nedrevet og materialerne ført til Skanderborg Slot: Da kongen vil bygge og befæste Skanderborg Slot, skal han (lensmand Holger Rosenkrantz [ ]) lade Emsborg Kirke med søvnhus, omgang og andre unyttige huse nedrive og anvende sten, tømmer og andet derfra til bygningen på Skanderborg. (Kanc- Brevb , s. 77) 4 Kirken og en klosterbygning i Mariager set fra nordvest. Det tredelte skib var oprindelig fem fag langt; men i 1700-tallet blev de østligste fire revet ned. Til højre for tårnet ses den sidste bevarede klosterbygning, der oprindelig var en del af brødregården. Klosterkirken i Slangerup blev i 1562 gjort til sognekirke for byen, men her valgte man i 1582 at nybygge byens egentlige sognekirke, hvorefter klosterkirken blev nedrevet (DK, Frederiksborg Amt s. 2119). Kobbertaget på den kæmpestore kirke i Vitskøl blev taget ned og blev erstattet af tagsten og strå for at få materiale til at støbe kanoner af til Den Nordiske Syvårskrig. Dette accelererede nedbrydningen, og i begyndelsen af 1600-tallet var kirken ubrugelig og blev erstattet af en mindre i 1643 (Krongaard Kristensen 2013 s. 440) (fig. 5). Ved klostret i Tvis opgav man den store klosterkirke i 1698 til fordel for en mindre 233

12 5 Vitskøl Kloster set mod øst. Klostret overgik på private hænder allerede i Den store kirke var umulig at vedligeholde og forfaldt. Resultatet blev en ny kirke, der indgik som nordfløj i anlægget. Vestfløjen fra ca er forholdsvis velbevaret i det ydre, mens den lange østfløj trods middelalderligt murværk i bunden i det væsentlige er en bygning fra 1700-tallet. med delvis genbrug af en ældre mur fra vestfløjen (Callesen 2011 s ). Et par kirker forsvandt på grund af alvorlige tildragelser. Dominikanernes kirke i Haders lev, der formentlig blev brugt som sognekirke, nedbrændte ved byens store brand i 1627 og blev aldrig genopført (DK, Haderslev Amt s. 234). I Køge blev franciskanerkirken ødelagt i forbindelse med befæstningsarbejder under Svenskekrigene i 1659 (DK, Københavns Amt s. 275). I mange herreklostre blev klosterkirkerne opretholdt i lensmandstiden, mens de til gengæld som ved Dueholm i Nykøbing Mors forsvandt kort tid efter privatiseringen her Kirken havde dog været stærkt forfalden og ude af brug siden begyndelsen af 1600-tallet (DK, Tisted Amt s. 86). 234 Reformationen Bind 2

13 Det mægtige johanniterkloster Antvorskov blev af Frederik II fra 1580 ombygget til et slot. I den forbindelse blev der på det høje kirketårn opsat et meget højt kobberklædt spir, som i klart vejr kunne ses fra både Roskilde og Nyborg (DK, Sorø Amt s. 613 ). Klosterkirken (en af landets største kirker) indgik naturligvis som slotskirke. Da Christian IV med tiden mistede interessen for faderens slot, forfaldt kirken, og i 1633 var man nødt til at rive de store kapeller på sydsiden ned. Kirken var dog mere eller mindre i fortsat funktion, blandt andet da stedet i en kort periode var centrum for et ryttergodsdistrikt. Da godset blev opdelt i store parceller i 1774, blev kirken sammen med mange kloster- og slotsbygninger revet ned (DK, Sorø Amt s ). Franciskanerklostret i Randers, som kongen overtog i 1547, blev efterfølgende ombygget til slottet Dronningborg (v. Spreckelsen 1952 s ). Klosterkirken blev benyttet som slotskirke og samtidig som sognekirke. Kirken blev dog formentlig ombygget, og på tårnet blev der opsat et højt spir. Besættelserne af Jylland under krigene i 1600-tallet var ødelæggende for slottet, og i 1698 blev kirken nedlagt, mens slotsbygningerne først blev revet helt ned efter 1721 (v. Spreckelsen 1952 s ). I enkelte byer var der vel også skånet flere kirker, end det med et i bedste fald stagnerende befolkningstal og en faldende kirkegang var nødvendigt. Her opstod der så problemer, når manglende vedligeholdelse fordrede store udgifter til reparationer. I Roskilde blev gråbrødrenes kirke gjort til sognekirke; men på grund af kirkens brøstfældighed blev sognet nedlagt i 1574, og beboerne overflyttet til domkirken (DK, Københavns Amt s. 150). Året efter blev der givet tilladelse til nedbrydning af kirken. Østpartiet blev dog bevaret og anvendt til begravelser med videre langt op i 1600-tallet. Helligåndsklostrets kirke i Nakskov blev brugt som kirke længe efter reformationen, mens de øvrige bygninger blev nedlagt. Under Svenskekrigene blev kirken anvendt som krudtmagasin og herefter næppe mere til sin oprindelige funktion for at blive revet ned i (DK, Maribo Amt, s. 127). Så sent som i 1800-tallet forsvandt ikke mindre end fem klosterkirker i byerne. I begyndelsen af århundredet gik det ud over gråbrødrenes kirker i Viborg, Odense og Svendborg. Årsagen skal nok søges i faldende kirkegang i rationalismens tidsalder og oplysningstidens modvilje mod den katolske middelalders munkevæsen. Viborg var ved reformationen blevet delt i to sogne med de to tiggerklosterkirker som sognekirker. Midtimellem lå den sogneløse domkirke. I 1809 blev det besluttet at nedlægge Gråbrødre Kirke og overføre sognet til domkirken. I 1813 blev tårnet fra 1761 og inventaret solgt på auktion, mens resten af kirken forfaldt, indtil ruinerne blev fjernet i 1830 (Ursin 1849 s ). I Odense blev gråbrødrenes klosterkirke i 1539 taget i brug som kirke for Albani Sogn, hvis middelalderlige kirke herefter blev nedrevet (DK, Odense Amt s ). Sognet blev dog i 1618 overført til domkirken for at hjælpe på dennes økonomi, hvilket til gengæld var ødelæggende for Gråbrødre Kirke. Omkring årsskiftet blev de kongelige begravelser tømt, og man begyndte at fjerne inventaret, hvorefter kirken egentlig var dødsdømt. Under Englandskrigen ( ) benyttedes kirkebygningen dog af militæret til forskellige formål, så først i blev bygningen revet ned. Klosterkirken i Svendborg var egentlig blevet overflødig ved reformationen. Den var i 1541 overladt byen som sognekirke, men her var der i forvejen to, og med tiden svandt de lejlighedsvise gudstjenester ind; den blev mest brugt til begravelser (Krongaard Kristensen 1996 s ). Efter at have været brugt som arsenal og kornmagasin under Englandskrigen kom der en langvarig diskussion om bygningens fremtidige brug. Resulta- 235

14 6 Gråbrødre Kloster i Svendborg. Den prægtige, højgotiske kirke blev egentlig overflødig ved reformationen, men først i begyndelsen af 1800-tallet kom der en diskussion om en mulig nedrivning, hvorefter den blev effektueret i Vestfløjen, hvis sydgavl er med på billedet til venstre, blev anvendt som skole fra 1541 til tet blev dog, at man i 1828 bortauktionerede bygningen til nedbrydning (Krongaard Kristensen 1996 s ) (fig. 6). I århundredets anden halvdel blev dominikanerkirken i Holbæk og nonneklosterkirken Vor Frue i Aalborg erstattet af nyere og større kirker. På dette tidspunkt var der et stigende befolkningstal og efter de kirkelige vækkelser en større kirkegang. Det er lidt uklart, hvornår klosterkirken i Holbæk blev sognekirke; men formentlig skete det i anden halvdel af 1500-tallet, hvor kirkens oprindelige sognekirker enten var nedlagt eller gået i forfald (DK, Holbæk Amt s & 2820). På grund af brøstfældighed blev klosterkirken lukket i 1865, og i stedet for en istandsættelse valgte man en nedrivning, som med stort besvær blev udført i 1869 (DK, Holbæk Amt s. 2857). Den nye og lidt større kirke blev indviet i Vor Frue Kirke i Aalborg var i middelalderen både kirke for nonnerne og for et sogn østligst i byen. Klostret sygnede hen efter midten af 1500-tallet, mens sognet bestod (Møller Knudsen og Kock 1992 s. 278). Egentlig blev kirken i 1554 befalet nedrevet, men blev alligevel skånet efter borgernes forbøn. Tiltagende forfald gennem de følgende århundreder førte dog til en total ombygning i 1877 (Trap VI, 3 (16), s. 818). I den forbindelse blev kun tårnet og et kapel fra renæssancen bevaret i skalmuret tilstand og indbygget i den nye, store kirke. Inventar I langt de fleste klosterkirker var der et skarpt skel mellem lægfolket/menigheden og klosterfolket. I nonneklostrene, der oftest delte kirken med en sognemenighed, var nonnerne placeret på et pulpitur i skibets vestende. I mandsklostrene var koret og i visse tilfælde også korsskæringsfaget forbeholdt munke eller brødre. Her var korstolene gerne opstillet i hesteskoform med stole langs siderne og mod vest, hvor der også var en døråbning. Adskillelsen mellem kor og skib var ofte udformet som et lektorium, der er en ophøjet gangbro, hvorfra der har kunnet læses af skrifterne for henholdsvis brødrene i koret og for menighe- 236 Reformationen Bind 2

15 den i skibet. Lektoriet har undertiden været forsynet med en lille fremspringende karnapprædikestol. I skibets østende op mod lektoriet fandtes et alter for menigheden, og ofte var triumfkrucifikset anbragt herover. Meget af dette blev ændret ved reformationen. Nonnepulpiturerne forsvandt formentlig hurtigt, da de sidste nonner var væk. Det eneste sted i det middelalderlige Danmark, hvor det stadig er bevaret, er i Slesvig, hvor klostret blev omdannet til et evangelisk damestift, som har overlevet til vore dage. I mandsklostrene, herunder i høj grad byernes tiggerklostre, søgte man at skabe sammenhæng mellem skibet for menigheden og højkoret i øst, som fremover skulle huse kirkens eneste alter. Derfor forsvandt lægmandsaltret og lektoriet, og korstolene blev rettet ud eller fik fjernet sæderne mod vest. Vi har derfor ikke bevaret nogen lektorier fra klosterkirkerne, men kender lidt til udformningen i Herlufsholm (det gamle Skovkloster). Kirken havde frem til 1811 bevaret sit lektorium, der utvivlsomt var en senmiddelalderlig trækonstruktion: Et stygt Pulpitur gik tvers over Indgangen til Choret og deelte saaledes Kirken i to Dele. Paa Forsiden af Pulpituret var der anbragt tyve i Træ udskaarne Billeder i halvt ophøjet Arbeide, og det var prydet med 4 konstigt udskaarne Trætaarne. (Melchior 1865 s og Helms 1940 s ) Figurer og træspir er i dag placeret forskellige steder i kirken. Ser vi derimod på det øvrige inventar i klosterkirkerne, er der bevaret ganske meget fra middelalderen (Krongaard Kristensen 2013 s ). Der er bevaret en hel del skabsaltertavler og måske flere end umiddelbart synligt. Mange tavler findes i dag på et andet sted end i den klosterkirke, hvortil de i sin tid blev anskaffet. Ud af 14 velbevarede værker, der må opfattes om højaltertavler, er kun seks endnu placeret i det oprindelige kirkerum. De bevarede tavler findes i Halsted, Horsens, Sæby, Tvilum, Ø og Aarhus Vor Frue. Altertavler fra Esrum, Fåborg og Helsingør findes i Nationalmuseet. Forskellige andre er flyttet til en anden kirke, som Claus Bergs ( ) store tavle udført til Odense Gråbrødrekirke, der i dag findes i byens domkirke, Ring Klosters altertavle er nu i Østbirk Kirke, Randers Helligåndsklosters i Hald, tavlen fra gråbrødrekirken i Svendborg i Thurø og Maribo Klosters Mariatavle i Engestofte. En del er flyttet, fordi klosterkirken blev revet ned. Kirken i Maribo huser også to sidealtertavler, hvor den ene har et maleri af den hellige Birgitta malet på lærred. Endvidere antages det, at den meget store tavle fra Boeslunde i Nationalmuseet oprindelig stammer fra karmeliterklostret i Skælskør, og at tavlen i Ulkebøl kunne være en sidealtertavle fra franciskanerkirken i Flensborg. Nogle fragmenter i Kulturhistorisk Museum i Randers stammer fra den nedrevne sognekirke i Essenbæk, hvortil de formentlig er kommet fra den forsvundne klosterkirke i Essenbæk. I flere kirker som Ringsted, Fåborg, Grinderslev, Løgum, Sæby og Holbæk findes der fragmenter af tavler. Disse rester kan bedst forklares med, at tavlerne ikke blev ødelagt ved reformationen, men mere eller mindre er gået til ved sløset omgang med kunstværkerne gennem tiden. Det synes at være et godt gæt, at dette også er sket for mange middelalderlige altertavler, som ikke har efterladt sig spor. Ser man på dateringen, er hovedparten af de bevarede altertavler fra klostrene fra tiden omkring 1500 eller senere. De har altså været ganske nye og værdsatte ved reformationen, og først langt senere blev de umoderne. Dette ses eksempelvis ved den fornemme altertavle fra Sankt Mortens Kirke i Randers fra år 1500 (fig. 7). Den blev i 1765 solgt til landsbykirken i Hald lidt nord for Randers, mens kirken i købstaden fik en opulent alterudsmykning i barok stil (Frederiksen 2000 s. 237

16 7 Altertavlen fra Helligåndsklostret i Randers fra tiden o Den blev i 1765 solgt til kirken i Hald ). Ved opstillingen i Hald følte man dog behov for at advare mod tavlens katolske indhold og tilføjede nogle kommentarer til et par af billederne. Og Mariatavlen fra Maribo blev i 1648 købt af ejeren af herregården Engestofte til brug i sognekirken (DK, Maribo Amt s. 939). Alle klosterkirker har været forsynet med korstole, hvor klosterfolket har siddet i forbindelse med tidebønner og messer. I nonneklostrene forsvandt de utvivlsomt i forbindelse med fjernelserne af nonnepulpiturerne. Derimod fik stolene ofte lov til at blive stående i mandsklostrenes kor. Her blev de efterfølgende i mange tilfælde benyttet af latinskoleeleverne ved morgen- og aftensang. Blandt de velbevarede stolerækker må Ringsted og Horsens fremhæves med deres rige billedskærerarbejde. Ringsted har lange friser med scener fra Det Nye og Det Gamle Testamente, som naturligvis har været fuldt acceptabelt i den nye kirke. Derimod har stolene i Horsens på vangerne en lang række helgener med franciskansk tilknytning, som åbenbart ikke har overskygget stolenes nytteværdi (fig. 8). Forskellige rester af stole er i nyere tid flyttet fra nu nedrevne kirker. Foruden Ringsted og Horsens kendes der i det nuværende Danmark til rester fra Antvorskov, Dueholm, 238 Reformationen Bind 2

17 Esrum, Fåborg, Grinderslev, Helsingør, Løgum, Mariager, Odense, Ribe, Skovkloster, Slangerup, Sorø, Sæby og Vissing. Også blandt disse øvrige er der mange afbildninger af forskellige helgener. Interessant nok viser materialet, at nedlæggelsen af klostrene og uddrivelsen af tiggerbrødrene ikke medførte en vandalisering af kirkeinventaret. Der er ingen tvivl om, at mange borgere nærede modvilje mod tiggerbrødrene og strakte sig langt for at slippe af med dem, men selv ikke i Krøniken om Gråbrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark omtales ødelæggelse af altre med videre som visse steder i Tyskland. Derimod var kongen hurtig til at lægge beslag på de mange værdifulde kalke af ædelmetal i alle klostre. At man værdsatte det katolske inventar efter reformationen, fremgår af større arbejder med at 8 Korstolene i Horsens Klosterkirke fra begyndelsen af 1500-tallet. flytte inventaret fra nedrivningstruede klosterkirker til fremtidige sognekirker. Inden nedbrydningen af Helligåndskirken i Malmø blev meget af inventaret og klokkerne i 1538 flyttet til Gråbrødre Kirke og Sankt Petri Kirke orglet til Gråbrødre og prædikestolen til Sankt Petri (Lindbæk og Stemann 1906 s. 187). Også forud for nedbrydningen af klosterkirken i Esrum blev der i årene flyttet store mængder af inventar omfat- 239

18 tende blandt andet altertavlen, orglet, en abbedstol og korstolene med et korgitter samt forskellige kirketekstiler til Sankt Olai Kirke i Helsingør (DK, Frederiksborg Amt s ). Altertavlen med mange katolske helgener blev udskiftet med en ny i midten af 1600-tallet og er nu på Nationalmuseet. Med hensyn til bevaring af de middelalderlige klosterkirker og deres inventar er situationen relativt meget bedre i de lutherske lande end i de katolske områder som Polen, Bayern og Det Habsburgske Imperium. Hos os var der ikke økonomi til at nybygge kirkerne i barok stil og udskifte inventaret. Bøger Ved reformationen blev en mængde bøger naturligvis overflødige. Det drejer sig eksempelvis om evangelietekster på latin og missaler, det vil sige håndbøger til den katolske messe samt tilsvarende liturgiske bøger. I princippet fandtes de i samtlige kirker, så de var på ingen måde sjældne og var efterfølgende kun af værdi, hvis der var et kostbart bogomslag omkring. Hvis det var pergamenter fra disse bøger, som Christian IV brugte til fyrværkeri, var anvendelsen måske knap så barbarisk, som ofte fremstillet. Almindeligvis hersker der en opfattelse af, at bøgerne egentlig blot blev kasseret på den ene eller anden måde eller brugt til fyrværkeri. Der ses dog også en interesse for indholdet som ved Christian III s befaling fra 1554, at hans prædikant mester Henrich skulle gennemsøge biblioteket på Voer Kloster og udtage de duelige bøger, pakke dem i tønder og sende dem til universitetet i København (Rørdam s ). Her forsvandt desværre den store samling af middelalderlige bøger ved Københavns brand i 1728 (Petersen 1999 s ). Branden i 1813 på Sorø Akademi ramte både resterne af klostrets bogsamling, og hvad der var sendt hertil fra Maribo. Tiggerklostrenes bygninger I og med at reformationen tidligst fik betydning for byklostrene, var det også her, at der først skulle ske noget med de forladte klosterbygninger. Her ses i flere tilfælde, at kong Frederik I i 1520 erne og 30 erne har tilbudt borgmestre og byråd, at de måtte få klosterbygningerne, hvis det skulle vise sig, at brødrene forlod stedet. Eksempelvis fik Malmø allerede den 10. oktober 1528 lovning på Gråbrødre Kloster som hospital, men først når alle havde forladt det, og det skulle ske uden tvang (FrIReg s. 181). Den sidste betingelse blev dog overset. Og som nævnt fik borgmestre og råd i Ystad ved brev af 16. marts 1532 også gråbrødreklostret til hospital på samme vilkår. Her jog borgerne ligeledes brødrene ud med magt. Også bystyret i Svendborg fik tilbudt klostret som hospital både i 1530 og 1532 (FrIReg s & 336). I Svendborg ventede man nu pænt på, at brødrene af sig selv skulle forlade stedet, hvilket blot ikke skete. Mange steder var det dog først efter den egentlige reformation, at der blev truffet bestemmelse om byklostrenes anvendelse. Et væsentligt element ved reformationen i de lutherske områder var tilvejebringelsen og opretholdelsen af hospitaler for syge og gamle samt skoler. Vi har allerede set, at flere byer blev lovet klosterbygninger hos tiggerbrødrene, når disse havde forladt stedet. Efter 1536 fortsatte arbejdet med at danne hospitaler af de forskellige gejstlige institutioner fra den katolske tid. Egentlig burde det have været oplagt at genbruge helligåndsklostrene, men dette skete kun i Aalborg og København. Derimod brugtes en del tiggerklostre til hospitaler. Af gråbrødrenes anlæg blev der indrettet hospitaler i klostre i Viborg, Odense, Slesvig, Flensborg, Malmø, Ystad og Halmstad. Sidstnævnte blev ødelagt ved den store bybrand i 1619 og efterfølgende fjernet (Lindbæk 1914 s. 221). Hos sortebrødrene var det i Aarhus og Ribe, at klostrene blev til hospitaler, ligesom det skete med karmeliterklostret i 240 Reformationen Bind 2

19 Helsingør. I visse tilfælde var det kun en del af de ofte store anlæg, der blev anvendt til hospital. For Viborgs vedkommende befalede Christan III i 1539, at en række adelsmænd skulle undersøge, om byens gråbrødrekloster var egnet til hospital eller til rådhus (DiplVib s. 216, nr. 282). Den 29/ besluttede kongen så: at thend vaaning udi Graabrøder chloster med husse, voning, abbelgaard, kieldere, som nu forfundet er, inthet underthagit, skal blifve thil siuge menniskers verelse, brugelse och nytte, underthagit thend gordtsrum och voning paa thend nørre side udi urthegaarden fran thend hiørne af thend muer om S. Mogens kierckegaard och saa vester op ind thil gaden, som vi tilforn hafve unt os elskelige Jasper Simensen, borgemester ther sammestedts, thesligeste och undertagit paa thend synder side thend ommurede kalgaard sted och saa øster thvert egiennem thend stenhus at then kielsmidts mure, som staaer egiemen stegersit och thet kammer, och saa neder at thend nørre vey i thend søndre stenhus indtil thend liden tegelgaard, och skal byen beholle for()ne voninge synder fran for()ne aasteder och mur indtil kiercken, och alle andre for()ne closters bygninger och vaaninger skal blifve til the fattige folcks brugelse, nytte och gafn thil evig thid. (DaKancReg s. 203, 29/ ) Når man i forvejen har kendskab til hospitalet og forsvundne bygninger ved klostret, fremgår det, at klostrets egentlige øst- og vestfløj med ommuret kålgård gik til kirken, hospitalet fik nordfløjen regnet fra nordre korsgang og bygningerne omkring den ydre gård, mens en udløberfløj mod nord gik til borgmesteren (fig. 9). Gråbrødrenes kloster i Svendborg var som nævnt blevet tilbudt byen som hospital. Da det kom til stykket, valgte man i stedet at anvende vestfløjen som skole, mens resten af klostret overgik til ejerne af Kærstrup. Her blev så ganske vist indrettet et lille hospital, men kun for godsets undergivne. I klostrene i Nykøbing Falster, 9 Hospitalet i Viborg omfattede en række forskellige bygninger i det tidligere Gråbrødre Kloster, blandt andet en økonomifløj med lave etager og små, fladbuede lysåbninger. Det nuværende udseende skyldes flere ombygninger. Horsens og Holbæk blev der også indrettet skole i en enkelt fløj. Også det mere eller mindre fritliggende hus kaldet Helligåndshuset ved Helligåndsklostret i Randers blev taget i brug som skole. Da skolerne åbenbart ikke havde behov for et helt klosterkompleks, blev der i Holbæk og Nykøbing også indrettet rådhus, og i Horsens blev der plads til en præstebolig. Kirken i gråbrødreklostret i Slesvig blev efter uddrivelsen af brødrene taget i brug som rådhus, og i 1538 blev der indlagt en ny etageadskillelse i skibet (Kunstdenkmäler 1985 s ). Koret blev til en bolig for bødlen. I 1539 blev der indrettet en rådhuskælder. Kirkebygningen blev i 1793 erstattet af en ny rådhusbygning på samme sted. Gråbrødre Kloster i Randers fik en lidt speciel skæbne. Christian III ombyggede det gennemgri- 241

20 10 Plan af Skovkloster før de store ændringer i 1800-tallet. bende i og gav det navnet Dronningborg (Trap VII,2 (18), s ). Under 1600-tallets fjendtlige besættelser af Jylland, Kejserkrigen, Torstenssonkrigen og Svenskekrigene, blev slottet stærkt ødelagt, og en begyndende nedrivning startede. Det var dog et langvarigt projekt, som nok først var helt afsluttet i Herreklostrenes bygninger Sorø og Skovkloster (Herlufsholm), der var omdannet til skoler, var i ombygget stand egentlig ganske velbevarede frem til begyndelsen af 1800-tallet. I Sorø brændte klausurbygningerne, der var sammenbygget med kirken i 1813, og det var et stort held, at kirken blev reddet. Takket være opmålinger af Laurids de Thurah ( ) i 1746 og af Peder Malling ( ) af ruinerne efter branden har vi alligevel et godt kendskab til det centrale anlæg. I Herlufsholm blev anlægget målt og tegnet i På dette tidspunkt var den middelalderlige 242 Reformationen Bind 2