Tanzania. Chile. Mars. Tema: Rablende røverhistorier. Rumdragter, overvågning og fremtiden. Simpelt trylleri kan være farligt

Transkript

1 JUNI 2010 / nr. 40 Globen M e d l e m s b l a d f o r D e B e r e j s t e s K l u b Tema: Rablende røverhistorier Mars Rumdragter, overvågning og fremtiden Tanzania Simpelt trylleri kan være farligt Chile Frygtelige naturkræfter på spil

2 Udstyr til alle der deler facinationen af, hvad der ligger rundt om det næste hjørne! Medlemsrabat 15%. Gps og kano/kajak er undtaget fra rabatordningen. Medlemskort TEMA KLUBBEN med billede skal fremvises. 6 Tema: 10 års røverhistorier af Jimmi Kim Persson 52 Guinea: I Conakry og Fouta Djalon af Matthias Gamrath 4 Leder Dette nummer af Globen modtog utrolig Ti af de bedste røverhistorier fra Globens tiårige historie. 8 Utah, USA: Turist på Mars af Line Drube Checkpoints, fætre og dødsensfarlige bilture er ingredienserne i den cocktail, der møder Mathias på hans rejse i Guinea. 55 Irak: Nødhjælpsarbejder i Irak mange røverhistorier. 5 Næste Tema Til næste nummer vil Globen gerne have alle dine historier fra det sydlige Afrika. Om Tag med Line til NASAs anlæg i Utahs ørken af Christer Lænkholm alt fra stammedans til VM i fodbold. KØBENHAVN K: Frederiksborggade 44 & 52 ROSKILDE: Karen Olsdatters Stræde 4 ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 ÅRHUS: Østergade 30 AALBORG: Algade 54 INFO: info@friluftsland.dk og se hvordan rumturisme kan blive. 11 Libyen: Libyen er det ikk farligt? af Kenneth Hvolbøl I et af de farligste lande i verden må Christer lande og lette flere gange end han selv har lyst til. 25 Forsidekandidater Se de flotte fotos, der var med i opløbet om at komme på forsiden. Danske charterturister i Saharas mest var.indd :42:24 lukkede, men alligevel velfungerende, land. 16 Amazonas: Fodboldkamp i junglen af Bjarne Lund-Jensen Artikler 21 Dubai: A day at the races 27 Bedste postkort: Læs Kirstens postkort fra Bhutan 35 Cafe Vest En historie, som får selv den værste af Claus Qvist Jessen Det er ikke kun Øst, der har en berejst cafe. engelske hooligan til at ligne mors dreng. 18 Tanzania: Udnævnt til medicinmand hos masai-krigerne i Afrika af Jesper Grønkjær I Dubai er alt stort. Og således har de skabt et væddeløbsmekka uden lige. 26 Nicaragua, Honduras og El Salvador: På MC i Mellemamerika 50 Berejst bar Øst 60 Caféens fødselsdag fortsat Resten af historien om caféen. Hvis Jesper bliver træt af livet som omrejsende tryllekunstner, har han en af Martin Smedebøl Hent inspiration fra det grå guld til, 62 Søren Padkjær runder 100 lande sikker fremtid som medicinmand i Afrika. hvordan Mellemamerika også kan opleves. Læs portrættet af klubbens seneste 100-lande-jubilar. 28 Tibet: Poker i Tibets Chang Tang af Martin Adserballe Man skulle tro der var grænser for, hvor 32 Melbourne: 5 ting du ifølge Jane Jacoby skal vide om Melbourne og staten Victoria 62 Globen 10 år Med blad nummer 40 har Globen 10 års man kan cykle, men efter at have læst af Jane Jacoby Veland jubilæum. denne artikel ændrer man mening. 40 USA: USA - Tværs over håbets og drømmenes land af Jakob Øster 34 Indien: En hyldest til de indiske jernbaner! Erik Pontoppidan Erik elsker de indiske jernbaner, og løfter her lidt af sløret for deres farvestrålende charme. 64 Formandens beretning Hvor skal vi hen du? 65 Nye medlemmer Følg med når Jakob udfolder sin indre drengerøv på en tur, der indfanger det bedste og det værste af USA. 36 Chile: Chile i knæ af Henrik Frier Hansen Se de nye ansigter i klubben 66 Klubbens kontaktpersoner Henrik giver en øjenvidneskildring af det 46 Tonga: Tonga - et sydhavsparadis i flammer! forfærdelige jordskælv i Chile. af Anette Lillevang Kristiansen Læs den rystende historie om, hvordan 58 Cambodia: Hullet vej til templernes tempel drømmerejsen med en forhåbning om at af Jesper Kiby Denborg møde en konge endte med en revolution. Angkor Wat, et fantastisk syn ved solopgang. GLOBEN nr. 40 / Juni

3 intro redaktørens forord næste tema Sydlige Afrika Medlemsblad for De Berejstes Klub Redaktion: Redaktion: Jimmi Kim Persson (ansv.), Anja Povlsen Olsen, Jacob Gowland Jørgensen, Gerner Thomsen, Per Allan Jensen og Søren Fodgaard. Adresser s. 66 Indsendelse: Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til: Rablende Røverhistorier - for dem som bare har oplevet mere... Tekst / fotos: Medlemmer af De Berejstes Klub Først skal det nævnes, at dette er Globens fyrretyvende nummer og dermed også dette blads tiårs jubilæum. Meget er sket på de sidste ti år. Et utal af fantastiske, fabelagtige og finurlige historier er blevet fortalt. Men det er slet ikke slut endnu. Jeg er sikker på, at der er mange flere historier, der har brug for at blive fortalt, og vi vil gøre vores bedste for, at du får mulighed for at læse dem alle. Vi vil derfor gøre vort bedste for at følge med udviklingen og udkomme ti år mere. Forsidefoto: Turist på Mars Af Line Drube Scan af billeder: Per Danielsen Tryk: Scanprint Jens Juuls Vej 2 DK-8260 Viby J Oplag: 600 ISSN: Deadline til næste nummer: 5. august 2010 Tema: Sydlige Afrika Annoncer: annoncer@berejst.dk Medlemskab: Formand: Lars Munk, adresse s. 66 I sidste nummer spurgte vi, om I havde nogen historier, der kunne betegnes som Rablende Røverhistorier. Og det må man sige I havde. Det har ganske simpelt været en fornøjelse at modtage den ene historie efter den anden, som man selv kunne drømme om at have været en del af. Helt op til deadline var redaktionen nervøse. Ville der overhovedet komme nok artikler til at fylde et blad? Var de berejste slet ikke så fulde af skøre historier som vi troede? Det viste sig, at det var de. I løbet af fem dage kom der artikler svarende til halvandet blad. Vi siger selvfølgelig mange tak for de mange spændende historier og beklager overfor dem, hvis artikler ikke har fundet plads i dette nummer, men som vi vil forsøge at finde plads til senere. Denne gang skal vi høre om noget så eksotisk som Line Drubes tur til Mars og Jesper Grønkjær, som skræmmer livet af stakkels Masaikrigere med sine tricks. Derudover kommer Henrik Frier Hansen med en øjenvidneskildring fra det rystende jordskælv i Chile tidligere i år. Desuden fortsætter formanden diskussionen, som blev startet med medlemsundersøgelsen og handler om, hvor vi vil hen med klubben. Skal klubben fortsætte med at vokse eller skal der lægges mere vægt på eksklusivitet? Næste nummer af Globen vil have vores formand Lars Munk som gæsteredaktør. Så selv når du er færdig med dette nummer, har du allerede noget at glæde dig til. Fotos: Wikipidia Sydlige Afrika VM i fodbold, apartheid, kolonitid, safari, overfald og borgerkrig. Meget kan siges om det sydlige Afrika, men det er sjældent kedelige historier, folk kommer hjem med derfra. Derfor vil næste nummer af Globen handle om dette område. Så hvis du har rejst i det sydlige Afrika og har en god historie, så skribl den ned og send den ind til os. Vi venter i spænding. Det sydlige Afrika er i sagens natur et uklart begreb, men vil i næste nummer af Globen omfatte de afrikanske lande syd for Tanzania og D.R. Congo, altså Angola, Botswana, Lesotho, Madagaskar, Malawi, Mozambique, Namibia, Sydafrika, Swaziland, Zambia og Zimbabwe. Vi opfordrer både etablerede og nye skribenter/fotografer til at komme på banen og formidle deres oplevelser. Redaktionen hjælper med både sparring, korrektur og opsætning, så tøv ikke, men send en mail til redaktorgloben@gmail.com hurtigst muligt. Husk, at deadline for de færdige artikler er d. 5. august De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. Til slut en stor tak til alle de, der i årenes løb med en stor frivillig indsats har muliggjort Globen. Rablende hilsner Jimmi Kim Persson Kommende temaer December 2010: Nordamerika (deadline 5. november) Marts 2011: Verdens kulturarv (deadline 5. februar) Juni 2011: Rundt om Middelhavet (deadline 5. maj) 4 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni

4 tema Rablende Røverhistorier 10 års røverhistorier Igennem de sidste 10 har der været masser af rablende røverhistorier i vores alle sammens Globen. Her følger en lille appetitvækker fra nogle af dem. Klubmedlemmernes mange historier kan findes på berejst.dk, så hvis du har lyst til at læse eller genlæse en af nedenstående historier er det her du kan finde dem - og mange flere. En nødhjælpschaufførs beretning bragt i Medlemsblad september 2004 af Lars Kierulff Munk Efter vel overstået værnepligtstid ved Beredskabskorpset (Civilforsvaret) på Bornholm drog jeg som frivillig med Beredskabskorpset til det borgerkrigsramte Jugoslavien for at køre med nødhjælp til krigens ofre. Kannibalen inviterer på middag (Irian Jaya) bragt i Medlemsblad juni 2005 af John Lau Jensen Igennem røgen tegner der sig langsomt et par ansigter i den modsatte side af hytten. Mørket gør det svært at skelne de enkelte træk, og røgen, der svier i øjnene, gør det næsten umuligt at trække vejret. Følelsen af, at 15 par øjne stirrer på mig, observerer hver en bevægelse, får det et kort øjeblik til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Kortkunstnerne i Barcelona bragt i Medlemsblad september 2000 af Arne Runge Nå, vi var jo nået til Spanien, og det skulle fejres i billig sprut, oppe i de små sidegader til Ramblaen. Utrolig så fuld man kan blive på en formiddag i Barcelona for en tier. Det var en af grundene til, at jeg nu var en af hovedpersonerne i et kortspil på gaden. Men en gang skal jo være første gang, man stifter bekendtskab med denne kunst. Husk alle tricktyverier er kunst. Ofte stor kunst. Så må man bare håbe, at man slipper nogenlunde billigt fra mødet. Sightseeing i Liverpool Land bragt i Medlemsblad juli 2001 af Kaj Heydorn Sammen med 4 andre danskere var jeg den sidste uge i april på rundtur i Liverpool Land lige Nord for byen Scoresbysund, hvor der kun kan være tale om eet transportmiddel: hundeslæde. Det er koldt at sidde på slæden i graders frost, og de fleste af os havde set sig nødsaget til at leje et par varme støvler og for mit vedkommende tillige et par gedigne sælskindsbukser. Filippinerne - de glade menneskers land bragt i Medlemsblad juni 2002 af Per Allan Jensen Det er kun to år siden jeg sidst besøgte Filippinerne, dengang på en pragtfuld tre ugers rundrejse, og jeg havde det helt fint med, at dette skønne ørige skulle være det første oversøiske rejsemål for min elleveårige datter Anita. Hun blev da bestemt heller ikke skuffet, og allerede på tredjedagen erklærede hun med stor overbevisning, at 'dette er endnu bedre end Grækenland'. Bryllup blandt beduiner bragt i Medlemsblad september 2003 tekst: Pia Baltzer, fotos: Poul Saabye "What you name?". Med et blev den pinlige tavshed, der hang i det store beduintelt som en tung dyne, brudt. En af kvinderne havde taget mod til sig og ville nu på vegne af alle gerne kende mit navn. Nysgerrige afventende øjne kiggede på mig fra alle sider. "Where you husband?" kom det på gebrokken engelsk fra den samme kvinde. Tja, det var et godt spørgsmål. I øjenhøjde med havskildpadder og mantarokker (Thailand) bragt i Medlemsblad september 2006 af Lone og Michael Andersen Havskildpaddens sorte øjne plirrer nysgerrigt, og den er næsten helt henne og presse snuden mod undervandskameraet. Selvom dykkermasken forstørrer synsindtrykkket, er denne green turtle uden overdrivelse godt en meter lang. Det flotte mønster på rygskjoldet fremstår helt skarpt i det ultraklare havvand, der omgiver Similan-øerne. Med 15 km i timen gennem teplantagerne på Sri Lanka bragt i Medlemsblad marts 2007 af Søren Padkjær Det viste sig, at lokomotivet befandt sig midt på en lille bro over en flodkløft, og at det åbenbart var gledet af skinnerne eller rettere sagt var en skinnesammenføjning på broen vist gået løs. Tilsyneladende ikke for første gang, for der lå en del godt brugte planker på broen, og med dem som opklodsning lykkedes det efter en times tid at få toget tilbage på skinnerne. Fjollede dyr i Tanzania bragt i Medlemsblad marts 2008 Tekst: Jacob Gowland Jørgensen, foto: Jakob Øster Guiden fortæller, at det eneste dyr, der rigtig angriber safaribilerne, er en lille skarptandet satan kaldet en honninggrævling, der frygtløst tager kampen op med offroad-dæk, og som ellers muntrer sig med at indtage bistader. Vi ser den ikke, men får at vide, at selvom der er lidt forvokset hamster over den, skal man bare smutte hurtigt. Elefanten i mørket bragt i Medlemsblad marts 2009 af Jakob Øster»Devil Street«står der på vejskiltet. Djævlegaden. Sådan hedder vejen sgu. For en gang skyld et vejnavn, der er ramt lige i røven. Ikke noget falsk markedsføring her. Hvis djævlebakken hjemme i Dyrehaven er det perfekte navn til en stenet, hullet bakke, som mangt en frejdig kælkende har slået måsen på, er djævlegaden her et mindst ligeså rammende navn for den kaotiske hullede jordvej, vi bumler ud af med en næsten ligeså øm bagdel til følge 6 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni

5 tema Rablende Røverhistorier Turist på Mars 3, 2, 1 and lift-off - og så starter et halvt års rumrejse til den røde planet Jeg tog dog discountudgaven og ankom efter 14 timer i fly og 2,5 time i bil sammen med mine fem med-astronauter til Marsbasen (officielle navn: Mars Desert Research Station), der ligger helt isoleret midt ude i Utahs røde ørken. I denne lille to etagers bygning på størrelse med et rumskib skulle vi i forskningsøjemed bo og arbejde to uger i marts 2010 under lignende betingelser som på en base på Mars. Denne artikel vil fortælle om mit ophold på Marsbasen og give et indblik i, hvordan fremtidig rumturisme bliver anderledes end normale rejser. Tekst: Line Drube Foto: Line Drube og Marie Mikolajczak Tegning: Henrik Hargitai Astronauterne Vi var en international besætning bestående af tre geologer/geofysikere med Mars som forskningsområde. En fra Australien, en amerikaner fra NASA og jeg fra Københavns Universitets Marsgruppe. Vi tre skulle stå for geologiske undersøgelser af området og test af to prototyper af instrumenter, som muligvis skal bruges under fremtidige Mars missioner (en jordpenetrerende radar og et astronautbåret bor til at bore jordkerner med). Der udover var der tre pilotkadetter fra det franske luftvåben, som skulle stå for meget af det tekniske i at få denne isolerede base til at fungere. Desuden havde de deres egne tekniske forsøg, som skulle udføres. Under en virkelig mission til Mars ville de også have stået for at flyve rumskibet. Denne Marsbase er den anden af sin art. Den første blev bygget på en af de nordlige arktiske øer i Canada, og både Australien og Frankrig overvejer at bygge en. De bliver alle placeret i ørkenområder, som minder om Mars på forskellig vis. De er bygget for at skabe et sted, hvor man kan få rutine i at leve og arbejde under vilkår, der minder om dem på en anden planet. Ud fra udsagn fra forskellige landes rumfartsorganisationer forventes det, at man etablerer den første permanente base på et fremmed himmelobjekt (Månen eller Mars) i 2020 erne eller 2030 erne. Men for at dette skal blive til virkelighed, kræver det ikke blot store raketter, men også megen øvelse i at få en så kompliceret bygning og arbejdssted til at fungere, hvilket præcis er, hvad man prøver at opnå her. Desuden undersøges de psykologiske faktorer i de ofte internationale grupper, som skal bo meget tæt sammen isoleret fra omverden. Det er håbet, at man kan bruge denne viden til at undgå mange problemer for/med fremtidige astronauter. Hvordan synes du selv det går? Under mit ophold betød det, at vi brugte en halv time dagligt på at udfylde spørgeskemaer, og at vi visse aftener blev filmet fra flere vinkler for at en psykolog senere kunne se på vores samspil og hvordan det ændrede sig undervejs i opholdet. Fra et socialt synspunkt er blandingen af forskere og militærpersoner interessant, da militæret er meget autoritært, mens forskere lever af at stille spørgsmål til alt. Det gav os dog ikke nogen problemer, men nu prøvede de franske kadetter heller ikke at tage lederskabet, da de både havde til opgave at hjælpe os forskere med vores forsøg og også var en del yngre. Men hvis lederskabet havde været omvendt, kunne jeg forudse en del problemer. Kadetterne fik dog fuld råderet over alt det, de forventedes at have ekspertise i, hvilket vil sige det tekniske, som ikke inkluderede de videnskabelige eksperimenter. I vores seksmands gruppe havde vi det alt i alt utrolig hyggeligt og sjovt med hinanden. Skandale på Mars Det var dog ikke alle de 91 grupper, der havde boet i Marsbasen før os, som havde haft det lige let, og vi hørte ofte henvisninger til en belgisk gruppe, blot to missioner før os, hvis samarbejde var gået helt i hårdknude. Dagligt skal gruppen i Marsbasen sende rapporter til Mission Control, hvilket er en gruppe personer på Jorden, som kan hjælpe, hvis der opstår tekniske problemer, og også blot følge med i, hvad der sker set fra et forskningssynspunkt. Da disse rapporter hver aften blev lagt på nettet, varede det ikke længe, før den belgiske gruppes stridigheder endte i belgiske aviser, til læsernes morskab. I rapporterne udlagde de ting som: Den voksende frustration over at PE, Nora og Margaux efter ni dage stadigvæk ikke er i stand til at klare Hab [Marsbasen] systemerne (og at de end ikke ser det som et problem!), eksploderede under frokosten. Manglen på dedikation til mission fra nogle personer blev uoverkommelig for andre, og det var nødt til at blive diskuteret Nicky eksploderede næsten. Arjan reagerede dobbelt: Ved at han på den ene side ikke kunne holde op med at kritisere de andres inkompetence, og på den anden side agerede som om han var fra Barcelona. Denne praksis med at lægge rapporterne direkte på nettet har været indstillet siden da. Marsbasens opbygning Bygningen er i to etager og kun ti meter i diameter, så pladsen var trang, specielt de dage vi var nødt til at blive i bygningen alle sammen pga. dårlig vejr. Nederste etage har laboratorium, badeværelse, to luftsluser og et rum til alt astronautudstyret. Øverste etage er opdelt således, at den ene halvdel er et stort rum, der bruges til køkken, spisestue, opholdsrum og arbejdsplads. Den anden halvdel er delt op i seks værelser. For at spare plads sover man i køjeseng med en anden person, men væggen danner S-form, hvilket betyder, at man bor i hver sit værelse. Udover en seng har hver person et skrivebord og en gang hen til bordet med kun lige plads nok til, at en stol kan stå der. Tøjet forblev i kufferten, som kunne skubbes ind under sengen eller under det hævede gulv. Alle skulle gå i seng samtidig (kl. 23 for vores gruppe), da væggene var så tynde, at hvis man bevægede sig rundt i sengen, ville det holde køjepartneren vågen. I mit tilfælde betød det, at jeg rent faktisk fik otte timers søvn hver nat, hvilket jeg normalt kun drømmer om at tage mig tid til. At leve og dø på Mars Mars har en masse svarende til 1/10 af Jorden og er en halv gang længere væk fra solen end Jorden, og derfor er det koldere dér. Afhængig af, hvor man er på planeten, så ligger temperaturen et sted imellem ca og +20 grader celsius. Mars lille størrelse og masse betyder, at planeten har en for lille tyngdekraft til at holde på sine lettere gasser, og de er derfor langsomt forsvundet ud i universet. Dette har resulteret i en atmosfære, der er så tynd, at lufttrykket blot er en hundrededel af Jordens. Hvis man derfor ikke tager en trykdragt på, når man går rundt på Mars, vil man ikke overleve mange sekunder. Jeg er ikke sikker på, hvad man egentlig vil nå at dø af først, men det kan være, når luften bliver hevet ud af ens lunger og de kollapser, når blodet i kroppen omdannes til gasform eller måske, når alt luften i kroppen ekspanderer til mange gange sit oprindelige rumfang. Jeg gætter på, at for at blive turist på Mars, skal man nok underskrive så mange ansvarsfrigørelsespapirer, at dem man underskriver som dykker, faldskærms udspringer m.m. vil ligne fodnoter i sammenligning. For at simulere de vigtige rumdragter på Marsbasen og få erfaring i at arbejde under sådanne restriktioner, skulle man - under al færden uden for bygningen i Utah - have turen planlagt på forhånd, have en radiokontaktperson på Marsbasen og have rumdragt med lufttilførselsrygsækken på. Udgang fra bygningen forgik igennem en luftsluse, hvor alle astronauterne stod klemt sammen og ventede i fem minutter på udligning af lufttrykket. Hvis noget blev glemt inde i Marsbasen, var det en større operation at få fat i det. At arbejde ude i mange timer i rumdragt 8 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni

6 tema Rablende Røverhistorier var temmelig besværligt, specielt det at alt skulle udføres med store klodsede handsker på. Man forstår pludselig godt, hvorfor Velcro blev så populært hos NASA. Prøv at forestille dig at binde sko med skihandsker eller at bruge en computer. Alt almindelig udstyr skal til en rigtig mission ombygges til specialudgaver. Astronautmad får ikke Michelin stjerner Maden var noget af det mest diskuterede blandt os astronauter, og der gik ikke mange dage, før vi begyndte at drømme om rigtig mad. Vi måtte nemlig kun spise meget langtidsholdbare fødevarer, da en mission til Mars og hjem vil tage cirka to år. Det gjorde, at grøntsager, frugt, ost, mælk og kød var tørret eller på anden vis havde fået vandet fjernet, så det skulle blandes med vand eller lægges i blød, før vi kunne spise det. Vores gruppe var også lidt uheldig, idet der var sket en fejl, så den forrige gruppe også havde taget vores mad. Det, der var tilbage i bygningen, var alt det, de andre ikke havde gidet spise! Ud over til formål som madlavning og drikkevarer, så var vand noget, vi skulle spare meget på, da det ellers ville fylde et helt rumskib, hvis man skulle have nok til to år på Mars for flere personer. Vi måtte derfor kun få et to minutters bad hver tredje dag, og til alt andet skulle vi begrænse os til det yderste. Opvask blev f.eks. en kunst i sig selv, hvor man afprøvede nye tricks for hele tiden at gøre det mere effektivt. Alt vandet fra afløbene blev renset gennem forskellige filtre og vandplantebassiner, hvorefter det blev brugt til at skylle toiletter med. Under virkelige missioner er vægten af vand så kritisk, at al væske (inklusiv urin) vil blive renset og derefter indgå i drikkevandet igen (som nogen formulerede det: Today s urine - tomorrow s coffee ). Big Brother is watching you Jeg følte lidt, at jeg havde meldt mig til et reality show i stedet for et seriøst forskningsprojekt, da seks webcams tog billeder af os hvert tredje minut og lagde dem på hjemmesiden www. freemars.org/mdrscam som del af PR for Marsbasen. Da vi aldrig vidste, hvem der lige nu sad og kiggede på os, eller hvornår et billede ville blive taget, var vi opmærksomme på, at vi kunne blive fanget i en hvilken som helst bevægelse vi foretog! Det var dog ikke helt så invasivt som et reality show, da der hverken var lyd eller egentlig video, og der var heller ikke kamera i soveværelserne eller badeværelserne. Men for mig var det mere end nok, og noget jeg kan leve lykkeligt uden at gentage. Det var underligt at få s fra familie og venner, som kommenterede på noget, som lige var sket i vores stue. Og det duede ikke at bruge små hvide løgne, såsom at sige at man skulle noget, for på en let måde at afslutte en chat, eftersom personen så efterfølgende kunne se, om man faktisk gjorde det. Virkelige turister på Mars eller Månen Et samarbejde imellem Kina og Rusland satser på at lave en base på Månen i slutningen af 2020 erne. De har allerede sendt den første ubemandede satellit i bane om månen (Chang e 1), og den næste er planlagt til at blive sendt af sted i slutningen af 2010 (Chang e 2). Der er også lande, som gerne ville være med som blot en del af en international base på Månen, såsom Europa, Indien og Japan. Præsident Obama har i april 2010 opgivet planerne om at, amerikanerne skal oprette en base på månen i begyndelsen af 2020 erne og en på Mars i 2030 erne, som Bush Jr. grandiost havde lovet, dog uden at bevillige de nødvendige penge! Så nu er planerne i NASA, at i 2025 (hvis ikke en ny præsident ombestemmer sig), vil USA for første gang sende mennesker længere væk end Månen. Målet er en asteroide, hvorefter man i midt 2030 erne vil sende astronauter i bane om Mars og flyve hjem, og år senere vil en base blive oprettet på Mars. Som noget nyt er der en del private firmaer (f.eks. SpaceX, Virgin Galactic og XCOR), som forsøger at bygge egne raketter. Så det kan ende med, at et privat firma opretter den første base på et andet himmellegeme. Hvornår himmelrummet virkelig åbner sig for turister er svært at forudsige, da udviklingen af nye teknologier kan muliggøre ting, vi end ikke kan forestille os nu. Men ni rumturister har allerede været af sted og boet i cirka to uger på Den Internationale Rumstation (ISS), som kredser i bane om jorden og til tider kan ses på nattehimlen. De har rejst med det private selskab Space Adventures. Dette selskabs hovedaktører er de samme som prøvede at leje den russiske rumstation MIR for et årti siden, da Rusland var i en så stor økonomisk krise, at valget stod mellem udlejning eller destruktion af MIR. Planen var, at selskabet ville omdanne MIR til et rumhotel/filmstudie i bane om jorden. Efter at selskabet havde sendt de to første kosmonauter derop for at tilse stedet og begyndt at gøre det parat til rige turister, så indtraf dotcomcrashet uheldigvis. Dette medførte, at hovedinvestorernes formuer forsvandt, og projektet måtte aflyses. MIR blev efterfølgende sendt i en lavere bane, så det brændte op i atmosfæren over Stillehavet. Hvis ikke det var sket, så kunne rumturisme have været et stort fænomen allerede. Og så virker lortet ikke engang!! Libyen, - er det ikk farligt? Tekst og foto: Kenneth Hvolbøl Det tre etager høje romerske teater i Sabratha 10 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010

7 Ørkenens perle Ghadames. Her mødtes fordums kamelkaravaner. Dør i Ghadames. De særlige dekorationer viser, at indehaveren har været i Mekka, og har dermed ret til at kalde sig Hajj. Det enestående Leptis Magna hvor romerrigets eneste afrikanske kejser, Septimus Severus blev født. Ældre libyer i traditionel klædedragt Det gamle Berber foderkammer, Qasr al-haj Vi bliver hele tiden mødt med det spørgsmål fra knap så berejste venner og familie, som forbinder Gadaffis ørkenparadis med militærkup, diktatur og terror. Som sande berejste afviser vi alle fordomme om Libyen, for vi ved naturligvis at Den store Folkesocialistiske Libysk-Arabiske Jamahiriya er et af verdens sikreste rejselande, om end det at rejse i ørkenlandet er forbundet med visse restriktioner. På flyveturen fra mellemlandingen i Istanbul bliver jeg placeret ved siden af en libyer. Det vil sige, at han først sidder ved siden af min kone Vibeke, men han insisterer hårdnakket på, at jeg skal bytte plads med ham, således at han kommer til at sidde ved siden af mig. Som det helt igennem tolerante menneske jeg er, bytter vi plads, tilsyneladende til libyerens store tilfredshed. Kun lettere fornærmet observerer jeg skeptisk, hvorledes han fremdrager en lille kunstfærdig udgave af koranen og begynder at messe en sagte bøn. Salah Eldin Badi hedder min sidemand, som viser sig at være yderst snakkesalig. Han afslører også, at han som rettroende muslim ikke tør risikere at komme til at berøre Vibeke, derfor ville han bytte plads med mig. Efter bønnen prøver Salah ivrigt at overbevise mig om islams lyksaligheder uden at det dog helt lykkes. Specielt da han forbander alt der har med øl, vin og spiritus at gøre, er jeg langt uden for pædagogisk rækkevidde. Han fatter simpelthen ikke, at jeg kan få mig selv til at drikke det skidt. Småbittert føler jeg mig, i respekt for min sidekammerat nødsaget til at ændre min forventning om en dugfrisk tyrkisk Efes flankeret af en flyversjus eller to, til bestilling af en knap så interessant appelsinjuice. Oven i købet skal jeg stå model til Salah s påstand om, at Islam er den sande fuldt udviklede religion!! Hans logik er, at først kom Det Gamle Testamente, så kom Det Nye Testamente, og til sidst kom Koranen!! Før eller siden vil også jeg forstå det, siger han. Hmmm! tænker jeg og overvejer et øjeblik om dette skal udvikle sig til en luftbåren religionskrig. Vi kommer også ind på Vestens og den arabiske verdens kulturelle forskelle. Salah kan overhovedet ikke forstå, at vi placerer vores gamle på plejehjem og erstatter dem med en hund!! Jeg kunne nu aldrig drømme at erstatte min gamle mor med en hund, og jeg undlader at fortælle Salah, at den overvejende del af de arabere der bor i Danmark også placerer deres ældre på plejehjem, ganske enkelt fordi muligheden er der. Salah er dog en venlig mand, og han giver mig sit telefonnummer, hvis vi har brug for hjælp, som han siger. Vi lander trygt i Tripolis lufthavn, hvor det er dejligt varmt, omkring de 20 grader. Det er T-shirt og sandalvejr i modsætning til det vinterkolde Danmark. Vi møder vores guide Ibrahim, der taler et godt og forståeligt engelsk. Berberne i Jebel Nafusa Vi er sammen med 7 andre håbefulde turister med på Penguins pionertur til det nordlige Afrika. Alene det var forbundet med en del overvejelser, da det var 25 år siden nogen af os havde deltaget i noget der bare minder om en charterrejse. I Libyen er der dog ingen vej udenom, hvis økonomien skal hænge nogenlunde sammen. Den libyske stat har dikteret, at alle rejsende skal ledsages af en guide og en chauffør, hvis man da ikke vil være afhængig af offentlig transport, som er stort set ikke eksisterende. Hvis man rejser flere end 8 personer sammen skal man ydermere ledsages af en politimand, som officielt er med blot for at få os lempeligt gennem de mange politi checkpoints. På vej i minibussen ud af Tripoli var vi således mandsopdækket af hele 3 libyske repræsentanter. På en glimrende plan asfaltvej suser vi ud af Tripoli mod Sahara. Overalt flyder det med plasticposer der er blæst op i træer, buske, hegn, lygtepæle og elmaster. Vi er et øjeblik i tvivl om, hvorvidt poserne vokser vildt på træerne. I takt med at vi bevæger os væk fra beboelse, tynder det ud i plasticposerne, og det pynter gevaldigt på naturen. Højde plateauet Jebel Nafusa adskiller den tæt bebyggede del af middelhavskysten fra det nordlige Sahara. Det er også i det kølige højland i meters højde, at berberne i sin tid anlagde en del beboelser. Berberne byggede deres huse af ler som størknede i den evige sol, men de fleste spor efter berbernes huse er i dag blot ruiner efter talrige jordskælv. Nogle få undtagelser har dog udstået tidens rystelser og står efter 800 år stadigvæk som helt specielle monumenter over berberkulturen. Som små fortlignende bebyggelser eller qasr som det hedder på arabisk. Beboelser som Qasr al-haj eller fortet i Nalut tæt op ad den tunesiske grænse byder på interessante oplevelser. Specielt de store fødevarelagre skulle kunne beskyttes, og derfor vender alle døre i de enkelte rum indad. Kun en enkelt dør er ud- og indgang til bebyggelsen for at holde de talrige fjender ude. Små snørklede gange lader lyset lege eventyrligt i de sandfarvede rødlige kamre. Vi bliver budt på en velsmagende oregano-te, fladbrød og de lækreste og saftigste dadler vi nogensinde har smagt. Om aftenen spiser vi dejlig mad på lokale restauranter, men, men. øl, vin og spiritus er absolut forbudt i Libyen, så der serveres en flad og kedelig alkofri Bock øl. De lokale libyere er dog ligeglade, de nøjes med te. Selv under fodbold i tv drikkes der spandevis af te. Algeriet spiller i aften finale mod Egypten i African Cup. Alle libyere med respekt for sig selv holder med Algeriet, men ved halvlegen fører Egypten 1-0, og Algeriet har fået en spiller vist ud. Det hele ender med en 4-0 sejr til Egypten til stor ærgrelse for libyerne. Kamelmarked Det er fredag og markedsdag i dag. Vi besøgte et af de større markeder, langt uden for nærmeste by. Her er høns, ænder, mange slags grønt og frugt og mænd i alle mulige ørkengevandter, men sjovt nok ingen kvinder!! For i Libyen er det mændene der handler. Kvinderne holder sig traditionelt inden døre. Vi kører ind på hver eneste tankstation vi møder, for her i Saharas nordlige del ved man aldrig om der er brændstof på den næste tank. Benzinen koster omkring en krone literen. Vi spejder ivrigt efter kameler og spotter da også en del. Jeg spørger om de er vilde, men dem er der ingen af i Libyen. Kamelen er et værdifuldt og brugbart dyr, der koster omkring 7500 kr. Helt tæt på vejen ser vi en kamelmor med unge, der skal fragtes hjem til sin ejer. Ungen er kun 4-5 dage gammel, men mor vil ikke frivilligt lade kamelejeren indfange sin unge. Til sidst får ejeren dog indfanget ungen og sat den op på ladet af sin pickup, og da ungen bliver fragtet væk i langsomt tempo, følger moderen efter lige i halen på pickuppen. Ghadames, Ørkenens perle Før solnedgang efter næsten 11 timer på landevejen når vi Ghadames. Ørkenens perle bliver byen kaldt, og den er beskyttet af UNESCO som en del af verdens kulturarv. Mullahens sagte kalden på Allah vækker os ved solopgang. Vi har et par dage her i Ghadames, så vi har tid til at opleve byens absolutte højdepunkt, den enestående 2-3 tusinde år gamle berberlandsby, som er bygget delvist under jorden. Oprindelig var byen hjem for omkring 7000 sjæle. Men da Gadaffi opdagede hvor unik byen var, jagede han hele befolkningen på porten, byggede nye huse til de hjemløse og indrettede byen til et open-air museum. Den gamle by er en sand labyrint af gamle hvide berber-huse, og uden en guide har man ingen chance for at finde rundt. Vi blev vist rundt i den mennesketomme by i nogle timer og sluttede af med kushkush, kamelkød og oregano the, i et traditionelt indrettet hus. 50 km fra Ghadames ligger Mojazemsøen, der kun kan nås med kamel eller 4X4 Toyota Landcruisere. Vi valgte det sidste og fræsede ud gennem ørkenen. Mojazem-søen er salt, og derfor er der ingen beboelse i nærheden, men 12 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni