v r Tænk engang... t j n LÆSERAKETTEN 04

Transkript

1 a s o p i z e b q x v l g v r t j n u c Tænk engang... m f LÆSERAKETTEN 04

2 Tænk engang Tænk engang er udgivet af U-landsorganisationen Ibis som led i den globale uddannelseskampagne. Kampagnen fokuserer på børns ret til uddannelse og målet er, at sikre alle børn i verden en god, gratis skoleuddannelse inden år U-landsorganisationen Ibis er medlem af GCE, og deltager i den globale uddannelseskampagne med Hele Verden i Skole. GCE er en non-profit paraply organisation, der består af mange organisationer over hele verden. I Danmark er det Ibis, der repræsenterer GCE. Hvert år arrangerer GCE en verdensomspændende aktions-uge, der sætter fokus på Uddannelse for Alle. En stor tak til følgende forfattere og forlag, der har stillet deres materiale gratis til rådighed: Charlotte Blay, Hanne Jørgensen, Hanne Plaetner, Lene Kaaberbøl, Ole Lund Kirkegaards familie og pårørende, Forlaget Hjulet og Forlaget Gyldendal. Redaktion: Ibis Illustrationer: Ole Lund Kirkegaard, Niki Daly Foto: Isabel Grignon, Christina Guldbrandt, Ulla Hauer, Lotte Holmen, Jenny Matthews, Jacob Ljørring, Ole Loumann, Bjarne Stæhr 1. oplag Copyright: Ibis 2004 Layout: Mediefabrikken / Jesper Clausen Produktion: Mediefabrikken LæseRaketten er produceret med støtte fra Danida Forlag og distribution: Ibis, Nørrebrogade 68 B, 2200 København N, Tlf ISBN

3 LæseRakettens indhold Velkommen til LæseRaketten Trin 1 Tænk engang På vej til skole Ole Lund Kirkegaard Der var engang Niki Daly Trin 2 Tænk engang Du er ikke så dum, Jasin Hanne Jørgensen & Hanne Plaetner Drengen der spiller fodbold GCE En lugt af skole GCE Trin 3 Tænk engang Natskygge Lene Kaaberbøl Vandtyven i Kenya Charlotte Blay Trin 4 Tænk engang Udbytte af undervisningen Christian Isaac Min bror er min fjende Charlotte Blay Om forfatterne

4 Velkommen til LæseRaketten LæseRaketten er en samling højtlæsningshistorier, noveller og fantasy-historier med forskellige vinkler på skole, uddannelse eller mangel på samme. LæseRaketten kommer vidt omkring. Den bringer dig til Danmark, tager dig en tur til fantasy-land og en række fattige lande på jordkloden. Uanset hvor LæseRaketten bringer dig hen, håber vi, at den på sin tur gennem verden giver dig noget at tænke over, at historierne vækker din nysgerrighed og interesse, så du og andre børn og unge får et nuanceret billede af, hvad det betyder, at der er mange børn i verden, der aldrig kommer i skole. Hele Verden i Skole Hele Verden i Skole er en kampagne, der arbejder med børns ret til at få en uddannelse. Det er ethvert barns ret at få en uddannelse, men alligevel er der over 100 millioner børn, der aldrig får en. I år er en af kampagnens aktiviteter den LæseRaket som du sidder med i hånden. Ved at læse teksterne kan du være med til at markere, at flere børn får en god, gratis uddannelse. Den Globale Uddannelseskampagne U-landsorganisationen Ibis er medlem af den verdensomspændende uddannelseskampagne Global Campaign for Education, og deltager i kampagnen med "Hele Verden i Skole". Målet med kampagnen er at sikre, at alle børn i verden får en god, gratis uddannelse inden år Kampagnen løber af stablen en gang om året. Sidste år satte verdens børn og unge fokus på pigers lige ret til uddannelse. Det er nemlig sådan, at 56% af de børn der ikke kommer i skole, er piger. Måske er du en af de danske skoleelever, der var med sidste år, hvor Guiness verdensrekord i "Verdens største undervisningstime" blev slået med mange længder? Nu letter Raketten god tur! 4 LÆSERAKETTEN

5

6 1engang... Tænk hvis du ikke skulle i skole! Hvordan tror du, det ville føles, hvis mange af dine venner gik i skole hver eneste dag, men du skulle blive hjemme for at hjælpe din familie? Du ville nok føle dig snydt og udenfor, selvom du sikkert nogle gange drømmer om en fridag fra skolen. Rigtig mange børn føler sig snydt, fordi de aldrig kommer i skole. Hvis deres familie er meget fattig, har de måske ikke råd til at betale for, at børnene kan komme i skole. I nogle lande skal man nemlig selv betale penge for at gå i skole, det skal man ikke i Danmark. Måske bliver børnene nødt til at arbejde i stedet for at gå i skole, for at tjene penge til familien. Det kan være, at de skal passe dyr og høste markerne. Måske arbejder de på en fabrik, hvor de syr tøj, eller også har forældrene brug for, at de bliver hjemme og passer de små søskende, mens forældrene selv er ude og arbejde. Der er faktisk mere end 100 millioner børn i verden, som ikke kommer i skole. Det er et rigtigt stort tal. Ved du, hvor mange mennesker der bor i Danmark? Prøv engang at forestille dig, at alle mennesker, der bor i Danmark, var børn på en gang. Både din farfar og farmor, dine forældre og dine onkler og tanter. Det ville være lidt skørt, ikke? Hvis man havde 20 lande ligesom Danmark, hvor alle var børn, så ville man have 100 millioner. Så stort et tal er det! Det er vigtigt, at vi hjælper de mange børn i verden, som ikke går i skole ligesom dig. Det er du med til at gøre, ved at være med i LæseRaketten. 6 LÆSERAKETTEN - TRIN 1

7

8 På vej til skole Af Ole Lund Kirkegaard En morgen stod Frode og Mia ved havelågen og kikkede efter de store børn. De store børn var på vej til skole. Nogle af dem daskede langsomt af sted, mens de trak deres skoletasker efter sig på en meget træt og meget søvnig måde. Men de fleste af skolebørnene cyklede og løb og hoppede af sted, så de blev helt varme og røde i kinderne af det. Der var osse nogle af dem, der skændtes og lo, og råbte ganske forfærdelig højt. Og så var der nogle, der slog hinanden oven i hovederne med deres tasker, så det sagde klong og tjong og slask. "Ork, mand," sagde Frode og lænede sig længere ud over havelågen for bedre at se, hvad de store børn lavede. "Det er næsten ligesom i en cowboy-film " Mia nikkede. "Jep," sagde hun. "De mangler bare hestene". Klokken otte ringede skoleklokken. Det var kun en ganske lille ringe-lyd borte bag ved de høje huse. Men selv om det bare var en lille lyd, så virkede den alligevel godt nok for lige på én gang satte alle børnene vældig fart på og det så næsten ud, som om de blev suget væk fra vejen af en kæmpe støv-suger. Og så var der lige pludselig ganske stille og øde på vejen. De eneste, der var tilbage, var mælke-manden og en gammel dame i sut-sko med en kurv over armen og så en bleg lille dreng, som kom løbende alt, hvad han kunne, mens han mumlede: "7,9,32 og kongen har fire maver og køerne levede fra 1871 til 1900 og så er der Slagelse og alle de andre byer " Han pustede dybt og den lille blege og så var han osse væk. Frode og Mia stirrede længe efter ham. "Du," sagde Frode. "Hva var det, ham drengen sagde?" "Han læste lektier," sagde Mia og så vældig klog ud. Mia vidste noget om skolen, for hun havde en store-bror, som gik i femte, og som engang havde læst lektier. "Hva er lektier?" sagde Frode, som ikke kendte nogen, der gik i skole. "Jah," sagde Mia. "Lektier er nogen man læser, når man går i skole. Alle dem der går i skole får lov til at læse lektier om konger og køer og den slags." "Ork, mand," sagde Frode og sukkede. "Bare det var mig." "Ja," sagde Mia. "Og de må osse lære ord og skrive i hæfter henne i skolen. 8 LÆSERAKETTEN - TRIN 1 1

9 Og somme tider får de lov til at klippe papir i stykker." "Får de lov til at klippe papir i stykker?" råbte Frode. "Det gør de," sagde Mia. "De klipper masser af papir i stykker. Masser. Og bagefter synger de sange og smider remoulademadder op på tavlen." Frode havde nær tabt vejret. "Hold da op," sagde han og lukkede øjnene. "Remoulade-madder " Mia nikkede. Hun var vældig stolt, fordi hun vidste så meget. "Ja" sagde hun. "Man må næsten alting henne i skolen. Man må osse gå i klasser." "I hva?" råbte Frode og så endnu mere forbavset ud. "I klasser," sagde Mia. "Man må gå i mange, mange klasser og drille læreren, lige til han bliver så gal, at han træder op i papirkurven og råber: nu kan det være nok." "Råber han virkelig det?" sagde Frode. "Det er lige, hva han gør," sagde Mia. "Somme tider råber han osse: gid alle børn sad oppe på månen." "Ork, ork," sagde Frode og trippede fornøjet. "Alt det dér er lige noget for mig. Både det med remoulade-madderne og klasserne og læreren, der står oppe i papirkurven. Mest det med remoulademadderne. Sjask, siger det nok, når de splatter ud over tavlen " Han stod lidt og kiggede ned af vejen mod det sted, hvor alle skolebørnene var forsvundet med deres cykler og tasker og mad-pakker. "Du, Mia," sagde han så. "I dag går vi to i skole." "Hva gør vi," råbte Mia og blev helt mærkelig i hovedet. "Vi går i skole og prøver alt det sjove," sagde Frode. "Vi får min mor til at smøre nogle gode remoulade-madder. En hundrede stykker eller deromkring." "Jamen," sagde Mia. "Man skal først gå i klasser og sådan noget. Og man skal have læst lektier for at komme ind." "Ha," sagde Frode. "Har vi to måske ikke læst de dér lektier om kongen og køerne, hva?" "Nåhh, johh,"sagde Mia. "Men vi har jo ingen bøger og sådan noget." "Ork, ork," sagde Frode og begyndte at trække afsted med hende. "Det får vi sikkert alt sammen, når vi kommer til ham fyren i papir-kurven." "Ja, måske," sagde Mia. "Hvorfor mon kongen har fire maver?" "Han spiser sikkert meget, sådan en konge," sagde Frode. "Uforbederligt meget." Frodes mor smurte to mad-pakker fulde af remoulade-madder. "Hvad skal I bruge alle de remoulade-madder til?" spurgte hun, mens hun PÅ VEJ TIL SKOLE 9

10 pakkede dem ind. "Vi skal i skole," sagde Mia. "Og høre læreren råbe: nu kan det være nok." "Fint," sagde Frodes mor. " Vi skal osse klippe papir i stykker," sagde Frode. "Og gå i noget der hedder klasser." "Ihh," sagde hans mor. "Det lyder vel nok rart. Bare det var mig." "Du kan da godt komme med," sagde Frode. "Næhh," sagde hans mor. "Jeg er vist alt for stor." "Ja," sagde Mia og kiggede på hende. "Det er du. Alt, alt for stor." "Der ser I," sagde Frodes mor og lo. "Smut I nu bare selv derhen." "OK," sagde Frode. "Vi kommer hjem igen, når vi har brugt remoulade-madderne." "Hils læreren," sagde Frodes mor. "Det skal vi nok," sagde Mia. "Han står sikkert allerede oppe i papirkurven." "Står han i papirkurven?" sagde Frodes mor. "Hvad laver han dog der?" "Råber," sagde Mia. " Det er sådan noget, de gør der-henne. Det siger min store-bror." "Nå, sådan," sagde Frodes mor. "Ja, der sker jo så meget nyt i skolerne i dag man kan snart ikke følge med i det længere." "Nej," sagde Frode. "Men nu går vi altså." Hans mor vinkede til dem, da de løb ned ad trappen. "I papirkurven," mumlede hun. "Det var da et underligt sted at stå " Nede på gaden sagde Mia: "Hvordan kommer vi i skole?" "Cykler," sagde Frode. "Min far har en cykel nede i kælderen." "Jamen," sagde Mia. "Jeg kan ikke cykle." "Det skal du ikke være ked af," sagde Frode og klappede hende på ryggen. "Det kan jeg nemlig heller ikke." De trak cyklen op fra kælderen og op på gaden. Der stillede de den foran have-lågen. "Det er en meget stor cykel," sagde Mia. "Det er det," sagde Frode. "Og den kan køre stærkt. Mindst 120 i timen eller dér omkring." De to børn klatrede op på havelågen og videre op på cyklen. "Hork," sagde Mia. "Der er højt ned. Jeg bli r helt svimmel." "Det gør jeg osse," sagde Frode. "Og jeg kan ikke nå pedellerne" "Det hedder pedalerne," sagde Mia. "Nå," sagde Frode. "Men jeg kan ikke nå dem alligevel." 10 LÆSERAKETTEN - TRIN 1 1

11 "Jamen," sagde Mia. "Så kan vi jo slet ikke køre i skole." "Nøhh," sagde Frode og så lidt skuffet ud. "Måske skulle vi gå i stedet for," sagde Mia. "Er du rigtig klog, mand," sagde Frode. "Jeg er ikke en mand," sagde Mia. "Hva," sagde Frode. "Nåhh, nej men det er jo kun de små skolebørn, der går i skole. De store børn, dem der har læst lektier og alt det der de kører på cykler." "Ikke alle sammen," sagde Mia. I det samme kom der en stor, bumset skoledreng forbi. "Dav, småkravl," sagde han. "Hva laver I oppe på ham Carl-Børge dér?" "Vi hedder ikke Carl-Børge," sagde Frode. "Det er jern-geden dér, jeg snakker om," sagde den store dreng og sparkede til cyklen. "Vi har ikke nogen ged," sagde Mia. PÅ VEJ TIL SKOLE 11

12 "Århh," sagde den store dreng og vrængede ansigt. "Er I da helt pløk oven i låget begge to. Jeg snakker om jeres sofa-cykel, hvis I så kan forstå, hva jeg mener. Hva laver I oppe på den?" "Ja, vi skal altså i skole," sagde Mia. "Men vi kan ikke rigtig komme i gang." "Hø, hø," sagde den store dreng og pillede sig i næsen. "Var det slaveanstalten, I snakkede om?" "Nej," sagde Mia. "Skolen." "Det er det samme," sagde den store dreng. "Alle skoler er slaveanstalter. Nå, så I vil gerne i skole, hva?" "Jep," sagde Frode. "Og vi har remoulade-madder med til at smide på tavlen." Den store dreng grinede fornøjet. "Ho,ho," sagde han. "I er da vist slet ikke så dumme alligevel, hva?" "Næ-hæj," sagde Frode. "Og vi skal osse se ham læreren hoppe op i papirkurven og råbe." "Det lyder bedre og bedre," sagde den store dreng. "Nu skal jeg sætte jer lidt i gang, bette folkens." Og så gav han cyklen et ordentligt puf. "Hold fast," skreg Frode." "Det gør jeg osse," skreg Mia. "Jeg holder fast, alt hvad jeg kan." "Vi kører," skreg Frode. "Ja, det kan jeg godt mærke," råbte Mia. Den store cykel begyndte at slingre ned ad gaden. Den gamle dame med sutskoene og kurven over armen måtte springe for livet. "Du godeste," råbte hun. "Det dér går da vist aldrig godt " Og det fik den gamle dame sandelig ret i. Den store cykel slingrede først op på fortovet og væltede to kasser tomater foran gartnerens butik. "Hov, hallo," råbte gartneren og kom løbende med en agurk i hånden. "Den slags er ikke tilladt. Tomater skal ikke ligge på gaden tomater skal og bør ligge i deres kasser " "Ja " råbte Frode og slingrede videre over gaden og ind i en bank, hvor alle kunderne tabte deres penge af bar be-fippelse. "Man må sandelig ikke cykle i banker," råbte en vred bankmand og væltede med sin stol. "Banker er til penge ikke til cykler og andre køre-tøjer." "Nej " mumlede Frode og fortsatte med Mia ud af bankens anden dør. "Det var godt, at der var to døre," råbte Mia. "Mmmm " sagde Frode og sik-sakkede ud og ind mellem en hel masse biler på en parkeringsplads og videre ned gennem en gå-gade, hvor folk måtte hoppe som høns, mens de holdt på deres hatte og briller. 12 LÆSERAKETTEN - TRIN 1 1

13 For enden af gå-gaden kørte cyklen gennem et stativ, hvor der var hængt tøj ud til udstilling, og da cyklen igen dukkede frem fra stativet, havde Frode fået sig en ny frakke, der var 18 numre for stor og Mia havde fået sig en vældig fin sommer-hat med store blomster. Videre drønede cyklen ned af en lang bakke, hvor den til sidst drejede fra og kørte gennem en hæk lige ind midt i en kolonihave. Her lagde den sig lisså stille i græsset ved siden af en mand og en kone, der sad nok så fredeligt ved et bord og drak morgen-kaffe. "Ihh, næhh," sagde konen og slog hænderne sammen. "Vi har rigtignok fået gæster. Har du set det, Konrad?" Konrad, der var hendes mand, og som sad og læste avis, kikkede over avisens kant. "Hva?" sagde han. "Vi har fået gæster, lillefar," sagde konen. "To nydelige unge mennesker i noget mærkeligt tøj." "Jamen," sagde Konrad. "Det har vi sandelig osse. Go da, kære venner. I kommer lige til morgen-kaffen." Frode og Mia rejste sig op og børstede deres tøj. "Vi skulle ellers i skole," sagde Frode. "Og smide remoulade-madder på tavlen," sagde Mia. "Nej, da," sagde Konrad. "Vent I hellere med at gå i skole til en dag, hvor det er regn-vejr. I sådan et dejligt solskinsvejr skal man nyde livet. Sæt jer ned og få et glas safte-vand." Og sådan gik det til, at Frode og Mia sad ved et bord i en fremmed kolonihave den morgen og drak saftevand og spiste remoulade-madder. "Men en anden dag ta r vi i hen i skolen og ser ham læreren i papir-kurven," sagde Frode. "Ja, gør I det," sagde Konrad. "men vent til en dag, hvor vejret er rigtig trist." Teksten er venligst udlånt af forlaget Gyldendal. Teksten er fra bogen "Tippe Tophat og andre fortællinger" af Ole Lund Kirkegaard, Gyldendal, PÅ VEJ TIL SKOLE 13

14 Der var engang Tegnet og fortalt af Niki Daly Allerede klokken otte begynder det at blive bagende varmt på slette i Lille Karoo, og den tørre luft fyldes af duften af vilde urter. Grusvejen til Hopefield ligger så lige som en lineal foran Sarie og så langt som en evighed. Sarie kender vejen godt. Hver dag følger hun den til skole og hjem igen. Hun har ikke noget imod at gå så langt hun kan lide at gå og drømme, og hun har stærke ben. Det er skolen hun er ked af. Hver gang hr. Adonis siger: "Børn, tag jeres læsebøger frem," føler Sarie sig dårlig, hendes hænder kommer til at ryste og hendes stemme forsvinder. Sarie hader at læse op i klassen. Alle de ord! Der er så forfærdelig mange og de løber ud i ét, linje efter linje, side op og side ned. De sætter sig fast på hendes tunge, og hun hakker og stammer i dem. Når det er hendes tur til at læse, sidder børnene bag i klassen og fniser. "Giv dig god tid," siger hr. Adonis venligt. "Giv dig god tid, Sarie!" driller Charmaine og Carmen efter skoletid. "Giv dig god tid!" efteraber de mindre børn. Kun Emile holder sig tilbage og siger ikke noget. Han ved at Charmaine og Carmen er misundelige på Sarie fordi hun er smuk som en prinsesse. Hjemme bliver Sarie kaldt en efternøler fordi hun er født mange år efter sine brødre. Saries familie arbejder alle længe og hårdt på en fårefarm, undtagen om søndagen hvor de hviler ud. Efter frokost tager hendes far sig en lur mens hendes mor sætter sig med sit strikketøj i skyggen af eucalyptustræet. Men efter nogle pinde falder hun også i søvn. Så løber Sarie hen over sletten til højderyggen. Dér bor en sød gammel dame som de kalder Ou Missus. Hun sidder som hun plejer, i sin rustne gamle bil og venter på Sarie. Sarie klatrer op på førersædet og leger at hun kører en søndagstur et eller andet sted hen langt, langt væk. 14 LÆSERAKETTEN - TRIN 1 1

15 Mens de kører, fortæller Ou Missus historier fra dengang hun var ung og hendes bil var skinnende blank. Og så fortæller Sarie Ou Missus alting: hvordan hun hader at læse op, hvordan ordene sidder fast i halsen på hende ligesom tørt brød, og hvordan de andre børn ler af hende. "Ja, folk kan være onde," siger Ou Missus. "Men giv ikke op, Sarie. Det er dejligt at holde af bøger og at kunne læse godt." En søndag da Sarie er træt af at køre, kravler hun om på bagsædet. Drømmende lader hun sine hænder glide hen over det sprukne læder og ned i mørket mellem sædet og ryglænet. Så mærker hun det der er noget under sædet. Hun trækker til og op kommer en støvet gammel bog! Sarie hopper om på forsædet med bogen. Omslaget knirker da hun åbner den. "Du store, Sarie!" siger Ou Missus. "Se, der står "Til Lizzie med kærlige hilsener fra Mor og Far". Den bog har tilhørt min datter." D E R V A R E N G A N G... 15

16 "Læs den for mig vil du ikke nok!" tigger Sarie. Den gamle dame ryster på hovedet. "Nej, Sarie!" Sarie kigger forbavset på hende. Men så spiller et fiffigt smil på Ou Missus læber. "Vi vil læse den sammen." "Der var engang en rig mand hvis kone blev meget syg " Det er en dejlig historie om en smuk pige og to onde stedsøstre. Det er sjovt at læse sammen med Ou Missus. En gang imellem læser Sarie alene. Ou Missus falder ind og hjælper lige før et ord får hende til at gå i stå, indtil historien slutter: "Og så giftede Askepot sig med sin prins, og de levede lykkeligt resten af deres dage." Da solen går ned bag højdedraget, lukker Ou Missus bogen. Sarie er alt for lykkelig til at hun kan sige noget. "Nu er det din bog," siger Ou Missuws og klapper Saries hånd. "Næste søndag læser vi den igen." Den næste dag kan Sari ikke komme i skole hurtigt nok.hun vil gerne vise hr. Adonis sin smukke bog. "Åh, Askepot," siger hr. Adonis. "Læs den for os, hr. lærer!" råber børnene. Mens hr. Adonis læser, husker Sarie det hele. Hun kan endda se nogle af ordene for sig. Bagefter beder hr. Adonis børnene tage deres læsebøger frem. Spændt åbner Sarie sin læsebog. Men da det bliver hendes tur til at læse, vikler ordene sig rundt om hendes tunge, og hun begynder at stamme. "Giv dig god tid, Sari," siger hr. Adonis. Emile ser på Sarie. Hendes øjne fyldes af tårer mens hun kæmper for at få ordene frem. Charmaine og Carmen sidder og fniser bagved. Da Sarie ser Ou Missus, fortæller hun hende det alt sammen. "Emile var den eneste som ikke lo," siger Sarie. "Jamen, han lyder da som en prins," siger Ou Missus. Så klapper hun i hænderne og siger: "Og gæt hvem du kan være?" Hun løber ind i sit hus og kommer ud igen med en gammel selskabskjole. Den lugter muggent, men den stråler da den falder ned over Saries skuldre. "Min prinsesse!" hilser Ou Missus med et dybt buk. De følgende søndage læser Sarie sin yndlingsbog for Ou Missus. Jo mere hun 16 LÆSERAKETTEN - TRIN 1 1

17 læser, des mindre bange bliver hun for at læse højt i klassen. Og jo mindre bange hun føler sig, des bedre læser hun. Den næste dag kommer skoleinspektøren, frk. November, på besøg i klassen for at høre børnene læse. De læser op én efter én. Det bliver snart Saries tur. Hun åbner sin læsebog og pludselig føler hun sig dårlig igen. Hvad nu hvis hun kludrer i det og taber tråden? Eller hvis hun finder det rigtige sted igen, men så mister stemmen? Hr. Adonis venter tålmodigt. Klassen begynder at blive urolig. Sarie tænker på alle de ord hun har læst sammen med Ou Missus. Hun kan se dem for sig masser af venlige bogstaver der holder hinanden i hånden og former ord som danser og synger sammen. Hun kan fornemme Ou Missus ved siden af sig. Tappert tager hun en dyb indånding og begynder at læse Ordenen strømmer ud så klart som kildevand. D E R V A R E N G A N G... 17

18 "Du læser fint," siger frk. November. Ud af øjenkrogen kan Sarie se Emile smile. Efter skole følges Sarie og Emile ad hjem. "Har du lyst til en tur i min bil?" spørger Sarie. Emile ler. "Hvor er din bil?" "Kom så skal jeg vise dig den," siger Sarie og tager ham i hånden. Ou Missus vinker da hun ser dem komme hen over sletten. "Skynd jer, lad os komme af sted!" råber hun. Sarie hopper ind på førersædet. Ou Missus sætter sig på bagsædet så Emile kan sidde foran. "Så du er Emile," siger Ou Missus. "Ja," siger Emile genert. "Jeg er ven med Sarie." "Det er godt," siger Ou Missus. "Synes du ikke hun læser fint?" "Jo," svarer Emile. "Jeg vil vædde på du ikke vidste at hun kan køre bil." "Nej," griner Emile. "Hvor skal vi hen, Sarie?" Spørger Ou Missus og sætter sig godt til rette. "Langt, langt væk!" svarer Sarie. Foran dem strækker Lille Karoo s flade slette sig så langt øjet rækker. Bjergtoppe flimrer i den disede horisont som fjerne slotte. Og da Sarie tager rattet, står luften stille, og det er næsten som om Der var engang. 18 LÆSERAKETTEN - TRIN 1 1

19 D E R V A R E N G A N G... 19

20 2engang... Tænk hvis du ikke skulle i skole! Hvordan tror du, det ville føles, hvis mange af dine venner gik i skole hver eneste dag, men du skulle blive hjemme for at hjælpe din familie? Du ville nok føle dig snydt og udenfor, selvom du sikkert nogle gange drømmer om en fridag fra skolen. Rigtig mange børn føler sig snydt, fordi de aldrig kommer i skole. Hvis deres familie er meget fattig, har de måske ikke råd til at betale for, at børnene kan komme i skole. I nogle lande skal man nemlig selv betale penge for at gå i skole, det skal man ikke i Danmark. Måske bliver børnene nødt til at arbejde i stedet for at gå i skole, for at tjene penge til familien. Det kan være, at de skal passe dyr og høste markerne. Måske arbejder de på en fabrik, hvor de syr tøj, eller også har forældrene brug for, at de bliver hjemme og passer de små søskende, mens forældrene selv er ude og arbejde. Der er faktisk mere end 100 millioner børn i verden, som ikke kommer i skole. Det er et rigtigt stort tal. Ved du, hvor mange mennesker der bor i Danmark? Prøv engang at forestille dig, at alle mennesker, der bor i Danmark, var børn på en gang. Både din farfar og farmor, dine forældre og dine onkler og tanter. Det ville være lidt skørt, ikke? Hvis man havde 20 lande ligesom Danmark, hvor alle var børn, så ville man have 100 millioner. Så stort et tal er det! Det er vigtigt, at vi hjælper de mange børn i verden, som ikke går i skole ligesom dig. Det er du med til at gøre, ved at være med i LæseRaketten. 20 LÆSERAKETTEN - TRIN 2

21

22 Du er ikke så dum, Jasin! Af Hanne Jørgensen og Hanne Plaetner Sort eller hvid? Jasin kører med bus til skole. Det varer næsten en time. Jasin går ikke i en almindelig skole. Han har nemlig svært ved at læse. Det er derfor han skal køre langt. Jasin kommer fra Somalia. Det er et land i Afrika. I to år har Jasin og hans mor boet i Danmark. Han er ved at lære dansk. Det er ikke let. Han bliver tit drillet. Især når han siger et forkert ord. I skolen lærer han mange nye ord. Han lærer at rime. Når han bliver drillet med at han er sort, siger han bare: "Sort eller hvid? Du bare skrid!" Den nye dreng Det er de samme folk, der er med bussen hver dag. Men de taler ikke sammen. De taler heller ikke med Jasin. I dag gør det ikke noget, for Jasin er i godt humør. Alt er som det plejer at være men ikke helt. For i dag står en ny dreng ved det næste stoppested. Jasin har aldrig set ham før. Drengen går op i bussen. Jasin er spændt. Hvem mon han er? Hvor skal han hen? Og hvad hedder han? Drengen ser sur ud. Han sætter sig på sædet foran Jasin. Bussen holder mange gange, og folk går ud. Til sidst er der kun to tilbage i bussen. Det er Jasin og den nye dreng. Den nye dreng ser ud af vinduet. Hvor mon han skal af? Jasin tager mod til sig. 22 LÆSERAKETTEN - TRIN 2 2

23 "Hvor skal du af?" Den nye dreng svarer ikke. Jasin prøver igen. "Hvor skal du af?" Drengen ser på ham. "Er det mig du taler til?" Jasin nikker og smiler. "Nå, men jeg gider altså ikke tale med dig!" "Du kan jo ikke tale dansk!" Jasin bliver ked af det. Så prøver han en gang til. "Jeg spørge dig, du svare mig." "Du er sgu bare for meget!" Nu er drengen rigtigt sur. "Men hvis det kan lukke kæften på dig, så O.K. Jeg skal på Spasserskolen!" "Jeg ikke forstå," siger Jasin. "Nej, du ikke forstå en skid!" Lidt efter holder bussen. Nu er de ved skolen. Jasin rejser sig. Han skal af. Den nye dreng rejser sig også. De står ud begge to. Og bussen kører. Den nye dreng står lidt og kigger. Måske skal han gå på Jasins skole? "Skal du også gå på Skolen ved Mosen?", siger Jasin så. "Ja, du er sgu ikke så dum, din nar!" siger den nye dreng. "Så kom med!" Jasin smiler. "Jeg vise vej!" De nye dreng smiler ikke. Han står bare og ser sig om. "Så tal dog dansk, din nar!" siger Jasin og smiler. Den nye dreng svarer ikke. Jasin går hen mod skolen. Så vender han sig om. "Kom nu!" siger han. DU ER IKKE SÅ DUM, JASIN! 23

24 Den nye dreng går hen mod ham. Han slæber sin taske hen ad jorden. Han ser stadig sur ud. "Hvad navn har du?" siger Jasin. "Ja, hvad tror du?" "Det kan jeg ikke vide," smiler Jasin. "Jeg hedder Jannik." "Og jeg hedder Jasin. Kom nu! Jeg vise vej!" Skolen ved Mosen Jasin og Jannik går hen på skolen. Der kommer mange børn. Nogle kører på cykel til skole. Og nogle bliver kørt i bil af deres far eller mor. "Jeg er 10 år," siger Jasin. "Hvad er du?" "10 år!" "Så skal du gå i min klasse," siger Jasin. "Det er godt! De er flinke! Vores lærer er også flink" "På min gamle skole blev jeg mobbet af de andre børn," siger Jannik. "Også af min lærer!" "Hvorfor det?" siger Jasin. "Fordi jeg ikke kunne læse!" Jasin nikker. "Sådan var det også på min gamle skole. Jeg blev drillet fordi jeg var sort. Og fordi jeg ikke tale dansk. Det gør de ikke her." "Jeg vil se det før jeg tror det," mumler Jannik Der sker så meget på den nye skole. Alle er rare ved hinanden. Og Jannik synes at dagen går hurtigt. Snart sidder Jasin og Jannik igen i bussen. Men nu er de på vej hjem. "Nå," siger Jasin. "Så du det?" 24 LÆSERAKETTEN - TRIN 2 2

25 "Så hvad?" siger Jannik. "Du sige selv, at du vil se før du tro!" griner Jasin. "Så du det? Og tror du det?" "Ja, det var en rar skole," siger Jannik. "Og de andre var flinke." Jasin smiler. "Vil du med hjem?" siger Jannik. "Min kat har lige fået killinger." "Ja tak," siger Jasin. "Hvis jeg må ringe til min mor og far." "Ja, du kan bare låne vores telefon." Teksten er venligst udlånt af Hanne Jørgensen og Hanne Plaetner. Teksten er hentet fra bogen "Du er ikke så dum, Jasin!", Gyldendal, DU ER IKKE SÅ DUM, JASIN! 25

26 Drengen der spiller fodbold Jeg hedder Sarkim. Jeg er 13 år og bor i Indonesien. Jeg går ikke i skole. Jeg skal sælge ris-kager på gaden hver dag. Jeg kan godt lide at spille fodbold. Engang gik jeg i skole. Det varede i tre år og så var det slut. Der var ingen penge til at betale for min skolegang. "Sarkim", sagde min far. "Jeg er ked af det, men det er enten mad eller skole". Jeg kan høre på min fars stemme, når han er ked af det. Så piber den som en lille mus. Mine venner vinker til mig, når de er på vej til skole. De råber og hopper. "Hej, Sarkim skal du ikke med i skole?" Jeg ryster på hovedet og peger ind mod byen. Jeg råber tilbage: "Jeg skal arbejde!" Min ven kalder på mig. "Skal vi spille fodbold?" Han har været i skole og står nu med sin klude-bold i hånden. Jeg vinker tilbage og går over til ham. Selvfølgelig vil jeg gerne spille fodbold. Det elsker jeg. Måske kan jeg blive fodboldspiller og berømt... Når jeg spiller fodbold tænker jeg kun på at sparke bolden højt op i luften, så den et kort øjeblik forsvinder ud af syne. Så glemmer jeg at jeg ikke går i skole med mine venner. Teksten er en revideret historie fra Global Campaign for Education. 26 LÆSERAKETTEN - TRIN 2 2

27 En lugt af skole Jeg hedder Ana og bor i Guatemala. Jeg vil gerne gå i skole, men jeg skal arbejde siger min far. Det er nødvendigt, hvis vi skal have mad hver dag, siger han. Mine andre brødre og søstre arbejder også. Men min store-bror er dygtig. Han går i skole. Han er den eneste af os, der går i skole. Han er heldig. Min far synes, at det er strengt, at alle børn ikke kan gå i skole. Lige nu taler han med naboen. Min far er rød i hovedet. Når han er rød i hovedet, ved jeg, at han er sur. Han slår ud med armene og peger ud over de grønne marker. Markerne ligger på siden af bjerget. "Hvis vi havde jord kunne vi dyrke kaffe, majs og bønner. Vi kunne tjene penge ved at sælge det," siger far. Naboen nikker. "Hvis vi tjente penge kunne vores børn gå i skole." Min far bliver mere og mere rød i hovedet. "Uden skole lærer børn ikke at læse og skrive", siger min far. "Hvis de ikke kan læse og skrive, bliver de lettere snydt." Han taler meget højt nu. Der er flere voksne, der samler sig omkring ham. Jeg lægger mig op i hænge-køjen og venter på min store-bror. Han har lovet mig, at jeg må se i hans skole-bøger. "Hej Ana, vil du se?" Min store-bror kaster to bøger hen til mig. Jeg griber dem. Jeg kan ikke læse, hvad der står. Men jeg kan godt lide at kigge i bøgerne. Når jeg bladrer i dem, lugter de lidt af skole. Det er lidt som om, jeg sidder i skolen. Og det er trods alt en god fornemmelse. Teksten er en revideret historie fra Global Campaign for Education. E N L U G T A F S KO L E 27