Armslængde i kunstpolitikken

Transkript

1 Oplæg 9. september 2005 Armslængde i kunstpolitikken En forkortet udgave vil blive fremført som oplæg ved konferencen Det hører med til god omgangstone i dansk kunststøttepolitik, at vi bryster os af armslængdeprincippet. Man kan undertiden få det indtryk af den offentlige debat og af politikeres bekendelse til princippet, at størstedelen af dansk kunstpolitik styres i armslængdes afstand af det politiske system. På Kulturministeriets engelske hjemmeside hedder det fx: Armslængdeprincippet betyder, at hverken politikere eller Kulturministeriet er involveret i konkret støttetildeling eller handler som smagsdommere.(..) Det er derfor sådan, at hverken politikere eller embedsmænd bevilger penge til kunsten. Det gør uafhængige peer groups. Det lyder jo alt sammen vældig rosenrødt, hvis man opfatter begrebet om armslængde som et positivt begreb, og det gør stort set alle, der udtaler sig offentligt om kulturpolitik. Men stemmer det? Er virkeligheden sådan? I Danmark anvender vi fra de offentlige kasser ca. 3,3 mia.kr. om året til kunststøtte. Af dem uddeles ca. 15% af armslængdeorganer. Resten træffer politikere og embedsmænd beslutning om. Ser vi på de penge, der uddeles af armslængdeorganer i forhold til den samlede kulturstøtte (og ikke kun til kunststøtten), så er det ca. 4% af kulturstøtten, der bestyres efter armslængdeprincippet. (Tallene er fra Kulturministeriets seneste økonomioversigt: Kulturpengene 2003.) Lad mig illustrere det på teaterområdet. Af den 1,1 mia.kr., der bruges af offentlige midler, uddeler teaterudvalget under Kunstrådet de 75 mio.kr. Det er 7% af den samlede offentlige teaterstøtte. Hvordan støtten skal fordeles til alle de faste teaterinstitutioner, Det Kgl. Teater, landsdelsscenerne, de storkøbenhavnske teatre, de rejsende teatre, egnsteatre og små storbyteatre, er noget som afgøres af politikere og embedsmænd i stat, amter og kommuner. Når derfor Socialdemokraternes nye kulturpolitiske ordfører Mogens Jensen har fået den ifølge ham selv: gode idé, at lade mennesker, der ikke er kunstfagligt uddannet, bestyre en pose penge til kultur- og kunstprojekter (Politiken 12.5.), så er det jo en idé, der allerede er gennemført. Det er en idé fra gamle dage, ja i virkeligheden fra enevældens tid. Langt, langt størstedelen (96%) af de offentlige kulturudgifter bestyres af mennesker, der ikke er kunstfagligt uddannede. Sådan nogen som politikere og samfundsvidenskabeligt uddannede embedsmænd bestyrer en kæmpestor pose penge (næsten dem alle sammen) til kunst og kultur. Det er blandt politikere og embedsfolk, at alle de store og tungtvejende beslutninger om kulturstøtte bliver truffet. Lad mig give et eksempel: Da Det Kgl. Teater som betingelse for at modtage den ny operabygning sagde, at det ville kræve et ekstra driftstilskud fra staten på 100 mio.kr. om året til teatret, da var det ikke Teaterrådet eller teaterudvalget under Kunstrådet eller andre forstå-sigpå ere, der traf beslutningen eller foretog en teaterpolitisk og kvalitativ afvejning. Næh, det var såmænd politikerne på Christiansborg, der hurtigt fik klaret den lille sag og fik sagt ja og amen til teatrets ønske. Og tilsvarende på Københavns Rådhus, der som noget helt nyt skulle lægge 40 1

2 mio.kr. om året i teaterkassen. Også her var det politikere med hår på brystet, der besluttede. Armslængde er i den slags store og tungtvejende sager kun til besvær. Et andet eksempel kunne være den bedømmelse, der ligger bag, at en lang række teatre bliver rene statsteatre efter kommunalreformen. Her siges det, at det er de særligt kvalitativt gode teatre, der ophøjes til denne status. Men hvem har foretaget denne kvalitetsbedømmelse? Ja, det har embedsværket og forligspartiernes politikere. Når armslængdeprincippet spiller så forholdsvis lille en rolle i dansk kulturpolitik, hvordan kan det så være, at der tales så meget om det, og at Kulturministeriet bringer det helt i front på sin engelsksprogede hjemmeside? Det hænger sammen med, at armslængde gennem de seneste år er blevet et absolut plusord i kulturpolitiske sammenhænge. Armslængde skal vi helst have, hvis vi vil gøre os i internationale sammenhænge. Selve ordet har vi imidlertid kun haft siden 1993, hvor det blev indført som en direkte oversættelse af det engelske arm s-length. Dansk Sprognævn registrerede det første gang i 1994 i en kronik af kulturminister Jytte Hilden i Politiken, hvor hun bl.a. skrev: Så store dele som muligt af kulturbevillingerne skal lægges ud til de råd og nævn, der i dag kun varetager dele af den konkrete kulturstøtte. Vi kalder det armslængdeprincippet ( ) På en række områder kan armslængden blive meget længere, end den er i dag. Det skind kom der imidlertid ikke nogen bukser ud af. Armslængden blev hverken længere eller bredere. Men retorikken om armslængden greb om sig. Princippet blev i de følgende år hyldet af kulturpolitikere fra stort set hele det politiske spektrum. Det tidspunkt, hvor armslængde blev indført som positivt begreb i dansk kulturpolitik, var det tidspunkt, hvor Jytte Hilden var i fuld gang med at ændre på den kulturpolitiske arbejdsdeling mellem stat, amter og kommuner. Hun var i gang med at flytte pengeposer fra det statslige niveau til det kommunale niveau, eller anderledes sagt: Der var tendenser til at fjerne penge fra det sted, hvor armslængdeprincippet havde sit fundament, nemlig i statens kulturpolitik, til steder, hvor herredømmet over kulturmidlerne lå trygt i kommunalpolitikernes hænder, og hvor der slet ikke var tale om noget, der kunne minde om armslængdeprincippet. De selv samme folk, der var i gang med at underminere armslængdeprincippet i dansk kulturpolitik, indførte begrebet om armslængde som et positivt begreb, og som noget vi skulle have mere af. Begrebet om armslængde blev dermed et retorisk skjold, der skulle forsyne den knap så gloriøse kulturpolitiske virkelighed med principielt glitter og stads og salonfähigkeit. Lige præcis når de lokale partipolitikere får større styringsmuligheder over kunsten og kulturen, så sættes der ord på den principielle afstand mellem partipolitik og kunststøtte. Det er på mange måder paradoksalt. Selvom ordet armslængde først blev dansk fra 1993, så har armslængdeprincippet længere aner i dansk kulturpolitik. Tidligere gik det under betegnelsen selvforvaltning. Dér, hvor det første gang blev rigtig tydeligt, var i de tre-mands udvalg, man oprettede i Statens Kunstfond i 1964, da Julius Bomholt var kulturminister. Ideen til disse uafhængige, besluttende udvalg stammede i realiteten fra Århus-teologen K.E.Løgstrup, der som medlem af den daværende regerings kulturudvalg foreslog, at tildelingen af kunststøtte og kunstnerstipendier skal foretages af ikke-politiske, sagkyndige instanser. Løgstrups problem var at nå frem til en måde at administrere den begyndende statsstøtte til kunstnere på, der undgik, at statsstøtte blev til statskontrol eller statsdirigering. Hans forslag var uafhængige instanser: for at en støtte af kvaliteten ikke skal blive dække for en meningscensur må det være afgørende, at udvælgelsen foretages af ikke-politiske institutioner, selskaber eller akademier. Gennem de diskussioner og den bearbejdelse, Løgstrups principielle overvejelser om selektionens problem blev udsat for i det daværende kulturudvalg, nåede man frem til 2

3 forslaget om tre-mands udvalg med besluttende myndighed og med en tidsbegrænset funktionsperiode. Og det er jo det, vi stadig kender i Statens Kunstfond. K.E. Løgstrups overvejelser i 1963 om, hvordan man skulle indrette en kunststøtte, var hele vejen igennem præget af hans erfaringer fra universitetets måde at styre sig selv på, herunder hvordan universiteterne besatte de nylig indførte kandidatstipendier. Fagkyndig bedømmelse og udvælgelse, foretaget af små udvalg, var kærnebegreber. Armslængdeprincippet er altså indført i dansk kulturpolitik ud fra danske principielle overvejelser, ikke importeret fra England, som nogen tror, mens ordet, der først kommer til 30 år senere, er en direkte oversættelse af et engelsk begreb. Armslængdeprincippet er et magtadskillelsesprincip i den offentlige kulturpolitik. På den ene side træffer det politiske system beslutning om, hvilke overordnede kunstneriske og kulturelle formål der skal modtage offentlig støtte, og hvor store beløb der skal afsættes på budgettet til det. På den anden side træffes de konkrete beslutninger om støttetildeling af små, sagkyndige råd og nævn, som rummer kunstnere og andre eksperter. Disse råd og nævn er besluttende. Deres medlemmer udskiftes efter en kort årrække. Det centrale er sagkyndighed i råd og nævn, at disse er beslutningsdygtige, og at medlemmerne udskiftes efter en kortere årrække for at undgå indavl. Og det helt afgørende er, at kunststøtten ikke kan politiseres af de politiske partier, altså politikernes frivillige afskriven sig magten. Bag det hele ligger en opfattelse af kunsten som en fri og uafhængig kraft i samfundet, der ikke skal styres, men gives udfoldelsesmuligheder på egne præmisser. Dette vil nogen måske kalde den fundamentalistiske definition af armslængdeprincippet. Mere bløde eller kompromisfyldte opfattelser kan føre til, at man siger, at nævn og råd ikke behøver at være besluttende, men kan være rådgivende i forhold til ministerium og kommunalbestyrelse, og alligevel være armslængdeorganer. Andre kan finde på at sige, at råd og nævn godt kan bestå af et mix af politikere, kunstnere og kunsteksperter og så alligevel være på armslængde af det politiske system. Og nogle tredje kan hævde, at det ikke anfægter armslængden, hvis man kræver af råd og nævn, at de skal forhandle en handlingsplan med ministeriet, inden de går i gang med den konkrete støttetildeling, sådan som det er tilfældet med Kunstrådet. Efter min opfattelse fører alle tre synspunkter til tilmudring af det princip om magtadskillelse, som er det centrale i armslængdeprincippet. Der kan sikkert være gode grund til at uddele kunststøtte efter andre principper i de konkrete tilfælde. Så skal man bare kalde det noget andet. Et afgørende problem i armslængdeprincippet er, hvem der udpeger personer til armslængderådene. Den engelske drama-professor og kulturanalytiker Raymond Williams var medlem af Arts Council i England i tre år Han har opsummeret sine erfaringer i en artikel fra året efter sin udtræden af Arts Council. Eftersom det i England er regeringen, der udnævner medlemmerne af Arts Council, er det er vigtig pointe hos Williams, at der ikke egentlig er tale om noget, der er på armslængde af det politiske og administrative system. Medlemmerne kommer ikke med kunstnerisk eller kunstadministrativ baggrund. De udpeges på baggrund af vagere kriterier: Det er erfarne og anerkendte mennesker, der bliver medlemmer af Arts Council, i Williams terminologi er det medlemmer af den herskende klasse, der bliver udpeget. Dem kan en given regering have fuld tillid til, fordi man deler vurderinger og meninger. Williams har fat i det centrale problem vedr. armslængdeorganer, der består i: Hvem udpeger medlemmerne? Og hvad er det for nogle mennesker, der udpeges? I det danske system opereres der de fleste steder med en blanding af ministerudnævnelser og udnævnelser, der bygger på de faglige organisationer (kunstfagforeninger mv., der er samlet i et repræsentantskab el.lign.) Dermed stræber man efter at undgå de mest partipolitisk belastende 3

4 udnævnelser. Men i forhold til Løgstrup, der forestillede sig, at disse organer skulle være selvsupplerende for virkelig at være på afstand af det politiske system, er det system, vi har opbygget i Danmark, et kompromissystem mellem politisk styring og fagkyndighed. Den politiske konflikt ved Kunstrådets oprettelse for 2 år siden handlede bl.a. om, hvem der skulle udpege hvor mange medlemmer af rådet: kulturministeren eller repræsentantskabet. I løbet af de politiske forhandlinger blev vægten forskubbet fra minister til repræsentantskab, men det er stadigvæk ministeren, der udpeger formænd og dermed ledelse og udadvendt ansigt. Dilemmaet for armslængdeorganer er, at de er en del af en demokratisk, parlamentarisk politik. De er legitimerede af dette system, men de er fundamentalt udtryk for en anden logik. De baseres ikke på repræsentativitet, men på fagkyndighed. Udgangspunktet er at undgå partipolitisk styring af kunsten, og antagelsen er, at der kommer en mere spændende og mere udfordrende kunst ud af det, hvis man overlader de konkrete beslutninger til nogen, der har fingeren på den kunstneriske puls, herunder kunstnere. Men det løser jo ikke dilemmaet, som konstant er til stede: Får partipolitikerne for megen indflydelse, kan man beskyldes for partipolitisk styring af kunsten. Får kunstnere og eksperter for megen indflydelse, kan man beskyldes for at være for elitær eller måske nepotistisk. Får kunstnerorganisationer og institutioner for megen indflydelse, kan man beskyldes for at koncentrere sig om bevaring og om sikring af fagforeningsinteresser. I de senere år er armslængdeprincippet blevet mere og mere vigtigt også på kommunalt niveau. Og efter kommunalreformen vil det blive endnu mere vigtigt, fordi kommunerne vil få en større kulturpolitisk rolle at spille. Her må man sige, at erfaringerne er dobbelte. Århus Kommune har fx etableret sit eget Kunstråd, bestående af 7 kunstfaglige personer, der bl.a. foretager uddeling af de frie kulturmidler i kommunen. Godt nok er dette råd kun indstillende, men arbejdsdelingen mellem politikerne i Byrådet og eksperterne i Kunstrådet har hidtil fungeret upåklageligt. Der er altså her en vilje til at afprøve nye måder at administrere den kommunale kulturstøtte på. Og modeksemplet er jo så Kolding Kommune, hvor partipolitikerne forsøgte at bestemme indholdet i en udstilling, som de bevilgede penge til. Her har man ikke alene partipolitisk tildeling af kulturstøtte, men man går dybt ind i og vil styre de budskaber, som den konkrete udstilling ville formidle. Men det virkeligt interessante i den sag er jo så, at Det kommunale Tilsyn i sin afgørelse om sagen betonede, at et kommunalt tilskud efter kommunalfuldmagten ikke må ledsages af indflydelse på det idémæssige indhold af en kulturel foranstaltning, som kommunen støtter, og i særlig grad ikke i religiøs eller politisk retning. Indholdsmæssigt er armslængden altså på vej ind i kommunerne. Det mest oplagte vil så også være at lade det få organisatoriske konsekvenser, altså at de nye storkommuner opretter uafhængige kunstråd. Hvordan går det så med armslængden? Da sagen fra Kolding kørte i medierne, blev den kædet sammen med kommunalreformen. Vi skal sikre, at vi også får armslængde i den kommunale kulturpolitik, hed det fra nogle oppositionspolitikere. Derfor har Folketingets Kulturudvalg i sin betænkning om det lovforslag, der omhandlede ændring af en række love på kulturområdet (L 53), skrevet, at man ønsker at fremhæve, at organiseringen af forholdet mellem offentlige myndigheder og kunstliv i Danmark bygger på armslængdeprincippet. Armslængdeprincippet betyder, at en række konkrete beslutninger om støtte til kunst og kultur træffes efter en særlig sagkyndig og ikke en politisk vurdering. Armslængde som princip er i øvrigt ikke unikt for Danmark, men præger i overvejende grad kulturpolitikken i demokratiske lande. Det er i høj grad en balanceakt på kulturområdet mellem på den ene side at stille politiske krav til rammer, overordnede mål m.v. og på den anden side at sikre, at konkrete beslutninger træffes efter en sagkyndig vurdering. 4

5 På den ene side betyder det her, at armslængdeprincippet også udstrækkes til kommunerne, når der tales om offentlige myndigheder. Det er nyt. På den anden side er det ret så uforpligtende, når det ikke er blevet til direkte lovtekst. På den ene side er det en ganske god beskrivelse af armslængdeprincippets indhold og forholdet mellem politik og kunstnerisk sagkyndighed i kulturpolitikken. På den anden side tør man ikke sige, at armslængdeprincippet implicerer, at det er dem, der står for den sagkyndige vurdering, der også træffer de deraf følgende beslutninger. Man lader det svæve i tågerne, hvem det er, der beslutter på baggrund af sagkyndige vurderinger. Men det er da endelig helt velgørende at se armslængdeprincippet knyttet sammen med traditioner i demokratiske lande. Til gengæld er det faktisk skræmmende, hvordan landsdækkkende politikere, der generelt støtter armslængdeprincippet, i flere og flere konkrete sager forsøger at blande sig. Min konklusion er altså: Armslængdeprincippet, magtdelingen i kunstøtten, udgør en meget lille del af dansk kulturpolitik. Dette princip er på forskellig måde administrative reformer eller politiske angreb under pres i de her år. Det vil få konsekvenser for den kunstneriske frihed. Men det er i og for sig forståeligt nok: når ytringsfriheden er under pres og indskrænkes, hvorfor skulle den kunstneriske frihed så gå fri? P:\ARTIK6-1\Armslængde i kunststøtten 2.doc 5