Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Transkript

1 R E P L I Q U E

2 Replique, 3. årgang 2013 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book antiqua, Myriad pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen ISSN: Munch & Lorenzen

3 Gryende pessimisme ERINDRINGER Som uddannelses- og integrationsminister blev han lagt for had af en samlet venstrefløj. Samtidig repræsenterer han en sidste rest af højskolevenstre og Grundtvig. Bertel Haarders liv mellem politisk pragmatik og grundtvigiansk opvækst skildres i selvbiografi. Af Anders Orris Lad mig begynde med at fremkalde et billede, der sikkert endnu findes på de flestes nethinder. Billedet, der er fra 2010, forestiller en ældre mand, formentlig midt i tresserne; noget ranglet, med fuget ansigt og iklædt en rød-meleret sweater, der tydeligvis var moderne for et årti eller to siden. Billedet er et still fra et mislykket interview, hvor den ældre mand gradvist drives til vanvid af en insisterende journalist fra Danmarks Radio. Manden afslører sit generationsmæssige ophav og sin rimelige opdragelse med, formentlig modsat yngre generationer, konsekvent at udtrykke sin vrede verbalt på sit modersmål. Der er tale om kraftudtryk, ikke vulgariteter. Ordet "fuck" indgår ikke i hans forråd. Udtrykkene tilsættes voldsom gestik, der afslører et iltert temperament, hvis grænse kun findes ved egentlige korporlige angreb. Kender man ham ikke, kunne man dog frygte at hans vrede let kunne tippe over i sådanne. Der er god grund til at trykke sig lidt. Manden på still-billedet er Bertel Haarder. I skrivende stund Folketingets alders- og næstformand, manden med det 20. århundredes næsthøjeste ministeranciennitet og velsagtens en slags institution i sit parti og i nyere tids danske parlamentarisme. Født 1944 og opvokset som søn af forstanderen på Rønshoved Højskole. Nok en erindringsbog værd, og det er lige præcis hvad Bertel Haarder har udgivet i efteråret Det skal der i det store og hele siges varmt tak for. Forbeholdene går mest på nogle teknikaliteter. Omtrent en 200 sider inde i bogen oplyser Bertel Haarder første gang om, at der kun er tale om det første bind af erindringerne. En systematisk gennemgang af (løseligt periodiseret) tiden efter 1982 henlægges til en senere udgivelse. De sidste dele af bogen et par afsnit er desuden snarere refleksioner over spændingsfeltet mellem politikere, embedsstand og medier, samt over rigets almindelige udfordringer midt i en krisetid. Afsnittene er bestemt læseværdige; men virker underligt malplacerede i en erindringsbog. De kunne med fordel have været anbragt i en debatbog, eller snarere som afslutning på det bebudede bind to af erindringerne. Der er tale om politisk testamente i utide, i enhver betydning af ordet "utide". Dansk parlamentarisme bør fortsat have glæde af Bertel Haarder et par valgperioder endnu, omend særligt både yngre parlamentarikere og ministre da med fordel kan studere bemeldte refleksioner. OPVÆKSTEN En god portion af erindringerne vies til barndoms- og ungdomsårene, og disse præges af en nænsom-anekdotisk, næsten radioaktiv erindring om det skete. Bertel Haarder er opvokset i et frisindet, nærmest anarkistisk hjem, hvor der var højt til loftet. Både i overført betydning; men Side 39

4 også rent fysisk i stuerne og salene på Rønshoved Højskole, hvor højskolesangbogen, det levende ord og egensindigheden var tilværelsens faste holdepunkter. Set fra nærværende anmelders stol er der meget godt at sige om det Haarder'ske hjem, der er befriende frit for overbekymring og stramme tøjler. Tobaksrøgen bølger, store og små dyrker en forkærlighed for knaldfyrværkeri, øvrigheden banker sjældent på døren og hvis den gør, afvises den bestemt; og lille Bertel ror i kajak eller på isflager på Flensborg Fjord, uden korkbælte eller redningsvest. Her leves et jævnt og muntert, virksomt liv på jord, og mest trist er det, at selvom det blot er omtrent et halvt århundrede siden, kunne det lige så godt være på en anden planet eller i stenalderen, i hvert fald hvis man spørger tværsnittet af nutidens opdragere, der pakker deres afkom og efterhånden også dem selv ind i refleksveste, cykelhjelme og vat i al almindelighed. SKOLETIDEN Disse omgivelser er trygge for et barn, der er kejtet, noget indadvendt og tilmed stammer. Først på mellemtrinnene kommer Bertel Haarder - på egen begæring - i skole; indtil da skoles han hjemme, primært på den måde, at han læser bøger og skriver stile derom til moderen. Haarder er - som antydet - en mand, der ofte har kaniner i hatten, og genoptrykningen af en stilene fra hjemmeundervisningstiden er et fint kuriosum i erindringsbogen. Også en diskret pegefinger i retning af vor tids skolevæsen: Nok kom Bertel Haarder fra et resursestærkt og bogligt hjem; men selv 2012-jævnaldrende, der har gået i skole fra nulte og fremefter og kommer fra tilsvarende resursestærke hjem, har næppe samme skriftlige formåen som Bertel Haarder i lømmelalderen. Mangt og meget var bedre før. DEN STUDERENDE I studenterårene folder Bertel Haarder sig ud. Han er om sig på Sønderborg Statsskole, dengang fandtes nærværende anmelders Amtsgymnasium ikke, og hiver et stipendium til et USA-besøg med ved dimissionen. Hjemme igen trækkes han ind i studenterradikalismens malstrøm, og kommer påfaldende tæt på tidens venstrerevolutionære kredse. Haarder er en ilter universitets-studerende, der deltager i tidens misnøje med professorer og undervisningsministre ("Onde Helge"); men efter eget udsagn bremses den politiske exces dog ved et møde hos Venstresocialisterne (!), hvor Haarder indser, han er på vildspor. Denne, vel egentlig urscene-agtige oplevelse kunne nok have fortjent en mere udførlig skildring. Et speciale om Grundtvigs frihedssyn afrunder universitetstiden, og det politiske ståsted strømkæntrer. Sideløbende påbegyndes i 1973 et værdifuldt forfatterskab, fra begyndelsen på et højt niveau med de liberalt-manifestagtige bøger Statskollektivisme og spildproduktion og Institutionernes Tyranni. Nærværende anmelder anbefaler særligt sidstnævnte, der beklageligvis har været uden forældelse. Samme år kandiderer Haarder første gang til Folketinget for partiet Venstre; men mødes fra begyndelsen af tilnærmelser fra andre partier. Både fremskridtsfolk og konservative afhoppere vil have fat i unge Haarder og peger vel dermed på en ret afgørende splittelse i dennes politiske karriere: Afhængigt af optikken kan han betragtes som skiftevis løsgående, højtglammende

5 REPLIQUE 3. årg. s Gryende pessimisme Af Anders Orris liberalist og mild-liberal valgfrihedsforkæmper, uden afgørende modsætningsforhold til den ekspanderende stat. DEN TEMPERAMENTSFULDE POLITIKER Denne sløring er ret central for en sammenfattende bedømmelse af Bertel Haarder, og værd at opholde sig lidt ved. Haarder skriver selv i erindringerne, at han fra begyndelsen præges af et eftergivende træk. Nok kan han være ilter, insisterende og en barsk polemiker; optrin, a lá det i indledningen skildrede synes at ske regelmæssigt i Haarders liv, men med Haarders egne ord tilgav han hurtigt igen og lod sager være glemte. Mikael Børsting og Andreas Karker, der for ni år siden udgav en noget fad biografi om Haarder, fortæller heri om en episode fra slutfirserne, hvor Poul Schlüter og Svend Auken havde truffet en aftale på Haarders ressortområde - undervisning og forskning - og herefter indkaldt til pressemøde. Her skulle forslaget præsenteres, men på pressemødet dukkede en ubuden gæst op: Bertel Haarder, der i utvetydige vendinger forklarede de to partiledere og pressefolkene, at han aldeles ikke var begejstret for aftalen. Det har næppe været let at finde en grimasse, der kunne passe. Tilsvarende præges flere af hans debatbøger, navnlig de tidligste, af skarpt optrukne fronter; af solide ørefigner til politiske modstandere. Både som undervisningsminister og integrationsminister blev han til en hadefigur: I dag skal man finde oprigtige førstehåndsvidner fra 1980'erne, f.eks. gymnasieelever, for at begribe hvor omfangsrigt og flammende hadet til undervisningsminister Bertel Haarder var. Hadet til integrationsministeren fra 2001 til 2005 er mejslet i sten i Carsten Jensens hæslige smædeskrift "Mit navn er Bertel Haarder", der publiceredes i Dagbladet Politiken (det pæne blad) i PESSIMISMEN Et så omstridt menneske, en så omstridt politiker og debattør, kan næppe undgå at have sat sig nogle spor. Som nævnt har Haarder tilmed færdedes ganske hjemmevant i magtens inderste cirkler. Toneangivende minister i 20 ud af de forgangne 30 år; indflydelsesrig under både statsministrene Schlüter og Fogh Rasmussen. Men på både det principieltidépolitiske niveau og på det mere fagpolitiske niveau må der gå en klap ned for Bertel Haarder, når han i tilbageblik ser på det hændte og frugten af hans indsats. Måske har han været for eftergivende, når det virkelig gjaldt? Pessimismen har i hvert fald visselig indhentet Haarder, der ellers som god grundtvigianer sikkert har gået og næret et forsigtigt, men dog ganske konsekvent håb for fremtiden. Denne gryende pessimisme spores i de afsluttende refleksioner, der dermed indirekte forklares, i og med der også var bud til nu- og fremtiden. Sammenfattet har Haarder slidt og slæbt for sine synspunkter; skrevet bøger, kronikker, igangsat debatter og i det mere kuriøse hjørne forfattet festsange (en Haarder'sk specialitet), uden at det har battet specielt meget. På det idépolitiske plan har kampen mod den evigt ekspanderende stat været forgæves. Enhver borgerlig ved, at der i Haarders tid kun er blevet flere offentligt ansatte, højere offentlige udgifter og mere adfærdsregulering. På det mere fagpolitiske, f.eks. undervisningsområdet, hvor Side 41

6 det ikke bliver mindre speget, i og med Haarder har været chef for ministeret i 15 af de forgange 30 år - i yderligere fem år var posten besat af en partifælle - er det heller ikke gået for godt. I opgørelse efter opgørelse kan man forsikre sig om, at danske børn hverken læser, skriver eller regner ordentligt. Kendskabet til fædrelandet og historien er heller ikke prisværdigt. Spørg f.eks. en gennemsnitlig gymnasie-elev (!) om tidsspændet for 2. verdenskrig, eller hvem Grundtvig var, hvis enkelte forvildede sjæle skulle tvivle på påstanden. Dermed er det nærliggende at anlægge et dobbeltsyn på Bertel Haarder. Man må beundre ham som polemiker, som idépolitisk indsparker og forfatter af slagfærdige debatbøger. På dette plan er hans meritter fortjenstfulde, og en erindringsbogs bud til nutidens og fremtidens generation bliver dermed særligt anbefalelsesværdige. pres, som Venstre kom til høste frugterne af og administrere med og mod. Alt til trods: Der skal siges tak for nogle velskrevne og værdifulde erindringer; men samtidig opfordres til, at stridsmanden Bertel Haarder ikke viger pladsen eller lader blækket tørre ud. Der er mange slag at udkæmpe endnu. Bertel Haarder: Op mod strømmen Gyldendal: SPILDTE MULIGHEDER Som praktisk politiker, som magthaver, må Bertel Haarder indregnes til det slæng af borgerlige politikere, der - til trods for at de havde magten i to tiår - ikke udrettede noget på de helt grundlæggende parametre. Der blev ikke færre offentligt ansatte, lavere offentlige udgifter, endsige mindre adfærdsregulering i Bertel Haarders tid. Tiden som integrationsminister var anderledes kvalitetspræget; men det ligger dels udenfor første binds periode, dels - og ikke mindre relevant, foruddiskonteret, er det tvivlsomt, i hvor høj grad det var Bertel Haarders partis fortjeneste, at han kom til at administrere de stramninger han gjorde. Æren herfor skal formentlig tildeles et andet parti, Dansk Folkeparti, desforuden et bredt, folkeligt