Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Transkript

1 R E P L I Q U E

2 Replique, 3. årgang 2013 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book antiqua, Myriad pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen ISSN: Munch & Lorenzen

3 Vedrørende tidsånden PERSONER Hvem former tidsånden? Nils Gunder Hansen har givet et blik over nogle af de vigtigste personer i den danske offentlighed fra 1940 til i dag. Anders Orris En indledende overvejelse til denne anmeldelse var, om man efterhånden behøver præsentere Nils Gunder Hansen nærmere? Han funderede selv over hvorvidt han var kendt nok, da han for et par år siden udgav en helt fremragende erindringsbog, og mente, at det var han sådan set ikke. Det at skrive en sådan erindringsbog kan dog også være en snurrig måde at blive kendt på i hvert fald virker det som om Nils Gunder Hansen toner mere frem for tiden, og det er der såmænd ingen grund til at beklage. Tværtimod beriger han den offentlige debat og samtale, i og med han skriver godt - præcist, nænsomt og muntert - og har gehalt i det han beskæftiger sig med. Hvis man ikke kender ham endnu, står Nils Gunder Hansen nu efterhånden i nogle år fast på to ben som professor ved Syddansk Universitet og som publicist hos Kristeligt Dagblad, hvorimod han tidligere - i hvert fald dømt ud fra erindringerne - ikke stod helt så fast, hverken når han blev tiltrukket for meget af (mod)polerne akademia eller pressen. LITTERATENS BLIK Nils Gunder Hansen er litterat og det fornægter sig ikke, selv om hans virke også spænder over teologien, sociologien, historien og de politiske iagttagelser og kommentarer. Hovedhjørnestenen er og bliver litteraturen. Med det brede virkeog interessefelt er det nærliggende med bredt anlagte materialiseringer, og det gør sig også gældende for den bog om danske tidsånder fra 1940 til 2010, som Nils Gunder Hansen udgav tidligere på året, og som der her skal ses nærmere på. Grundlaget for bogen, der som omslaget meddeler strækker sig fra Martin A. Hansen til Anders Fogh Rasmussen, er to afviklede kurser på Syddansk Universitet i Odense og her er det nærliggende med et lille NB: Nærværende anmelder fulgte det ene kursus, der dækkede perioden fra 1965 og fremefter, og det var bestemt en berigende oplevelse. Med læsningen af den samlede bog var der således lejlighed til et gensyn med den sene periode, og et første blik på grundlaget for den forudgående. TIDEN GENNEM ÅNDERNE Idéen med at efterspore tidsånder er god. De fleste kan genkalde sig overordnede forestillinger om eksistensen af en bestemt tidsånd, der dominerer en epoke eller et årti. De alvorlige 1950'ere med deres institutionaliserede mådehold. De frigjorte 1960'ere - og her sigtes der, modsat vanlige forestillinger, altså primært til årtiets sidste halvdel, der så eftertrykkeligt kom til at overskygge første halvdel. I hvert fald i nærværende anmelders optik. De vilde 1970'ere med universitetsmarxisme, økonomisk krise og Mogens Glistrup og Erhard Jacobsen. De modsætningsfyldte 1980'ere; yuppier og bz'ere. De afspændte og optimistiske 1990'ere, Side 107

4 der set i samme anmelders optik nemt kan blive til det nye årti, hvortil nostalgien længes hen. Og så er det fristende at stoppe her, for der er det med den nære fortid, at indplaceringen af den skubber vi helst lidt. Godt det samme. Spørgsmålet er dog, om det er gjort så nemt det der med tidsånden? Man noterer sig f.eks., at to af mine temmeligt løsrevne eksempler - universitets-marxisme og Mogens Glistrup/Erhard Jacobsen - let kan ses som klare eksponenter for en samlet tidsånd, men hvordan forstås en sådan, ikke mindst når der er tale om ret modsatrettede fænomener? Så kan tidsånden f.eks. beskrives som en radikalisering af de politiske modsætninger, og så kan dét være en mere præcis defineret del af tidsånden i stedet. Pointen er - mere simpelt udlagt - at vanskeligheden med begrebet tidsånd er, at det er et ganske åbent begreb, der tilmed er underlagt nogle skarpe sondringskrav, og som lynhurtigt kan risikere at komme i subjektivismens vold; være uden gehalt og afgrænsning. Nils Gunder Hansen har blik for det i sit forord, men holder denne iagttagelse hele bogen igennem? Mere om det senere. VÆGT PÅ DET TIDLIGE Danske tidsånder er bygget relativt konventionelt op. Nils Gunder Hansen udpeger løbende forfattere og værker, indkredser begges betydning, og der skrides roligt frem kronologisk med enkelte sammenfatninger undervejs. I hvert og et tilfælde - og det er en af bogens og dens forfatters klare forcer - foregår præsentationen af aktør og værk koncist og rimeligt. Forfatteren falder ikke for fristelsen til dulgt polemik, efterrationaliseringer eller spidse hentydninger, men redegør redeligt for vidt forskellige aktørers baggrund, hensigt og relevans. Skal man efterspore egentlige tendenser, har de antageligvis rod i Nils Gunder Hansens egen baggrund som litterat. De vekslende tidsånders eksponenter udpeges med solid tendens som forfattere, først og fremmest. Tidsånden er i sagprosaen, dog gerne i romanforfattere og digteres sagprosa. Essays, artikler, foredrag, kronikker. Martin A. Hansen, Tage Skou Hansen, H.C. Branner, Karen Blixen, Carsten Jensen og Søren Ulrik Thomsen er med. De her udvalgte afslører også en anden, mærkbar tendens: Tiden op til 1960 optager ganske megen plads i bogen; man noterer sig at vi skal hen omkring side 100 ud af 165, før vi er omtrent i midten af 1960'erne. Førnævnte iagttagelse - at de professionelt skønlitterære, om man så må kalde dem, tager megen plads - leder videre til den måske væsentligste substantielle kritik i nærværende anmeldelse. FRAKTAL BOOGIE? Det er nemlig svært for alvor at gå i infight med Nils Gunder Hansens bog. Den væsentligste kritik af den - som i øvrigt foruddiskonteres af forfatteren selv i forordet - vil nemlig særligt dreje sig om mere eller mindre velbegrundede udpegelser af, hvem Nils Gunder Hansen med fordel kunne have pillet ud af sin fremstilling og erstattet med andre. Alternativt udbygget sin fremstilling med. Samt ikke mindst, hvad Nils Gunder Hansen kunne have været mindre eller mere grundig med i sin bog. Set fra nærværede anmelders stol forekommer f.eks. inddragelsen af Hans-Jørgen Nielsens let besynderlige værk Den fraktale boogie fra 1991 knap så indlysende i en koncis gennem-

5 REPLIQUE 3. årg. s Vedrørende tidsånden Af Anders Orris gang af tidsånderne fra 1940 til 2010, tilmed i en periode der ellers ikke får en så vægtig behandling, men så fylder omtalen af bemeldte værk jo heller ikke mere end et par sider. Omvendt er der også udvalgte aktører og værker, der så havde fortjent mere opmærksomhed. Søren Krarups Demokratisme er (for) oplagt at udpege, dens ry er alment tiltagende, men så i stedet Bettina Heltbergs sublime erindringer Hvor der handles, som også kun får et par siders plads i bogen. Lad os se nærmere på den bog. BEVÆGELSEN SOCIALDEMOKRATIET Aktøren Bettina Heltberg og bogen - en erindringsbog fra 1997, som dengang vakte en del opsigt og blev prisbelønnet, men som i vor forhastede tid synes at være næsten glemt - er ellers netop en på flere niveauer interessant skildring af tidsånden i langt hovedparten af den periode, Nils Gunder Hansen beskæftiger sig med. Heltberg, f og mangeårig hustru til Svend Auken, skildrer prægnant i bogen, dels sin opvækst i et klassiskt, apartipolitisk-kulturradikalt og dannelsestungt hjem, dels sine år som stud.scient.pol. ved Aarhus Universitet, hvor hun mødte Svend Auken og nærmede sig et mere entydigt socialdemokratisk miljø. Lagt dertil sit ægteskab med Auken, og endelig sit liv som partner til en mand, der befandt sig omkring magtens indercirkler, både i dennes parti og fædreland. Afslutningsvis Aukens lange fald fra tinden som partiformand. I bogen udstrækker Heltberg netop kontakten med forskellige systemer af sandheder fra 40'erne til 90'erne. Man fristes til at sige tidsånder. Det kulturradikale miljø i opvæksten og det mere udadvendtaktivistiske liv i omegnen af Socialdemokratiet, der endnu i midthalvfemserne stod uantastet som dansk politiks stærkeste kraft. Ikke så få har nok glemt, at partiet endnu i for femten år siden - samlede opbakning fra 36 procent af vælgerbefolkningen ved et Folketingsvalg, og at man kun derigennem kan forstå Heltbergs hævdelse af en stærk socialdemokratisk klangbund i folkedybet. Endnu i 1997 kunne Bettina Heltberg hævde, at Socialdemokratiet var en bevægelse, og tillægge - med en af hendes mange vidunderlige dobbelttydigheder - at begrebet også giver mening, fordi man (hun) blev bevæget af at være medlem af bevægelsen. Denne følelsesmæssige forankring i Socialdemokratiet er formentlig hastigt på vej ud, men det vil ingen fra partiet - denne decimerede størrelse - antageligvis indrømme. Partiet er blevet overvældet af sig selv og sine løfter, og den skitserede tidsånds forsvinden - som i øvrigt netop gennemsyrer næsten hele perioden, fra 40'erne til 90'erne, fra H.C. Hansen til Bettina Heltberg (sans comparison) - havde fortjent en mere solid undersøgelse, og her kunne eksempelvis en grundigere behandling af Heltbergs erindringer have været en udmærket mulighed. Der er masser af tidsånd i den bog. MANGLERNE Pointen med denne gennemgang og præsentation er dog netop, at Nils Gunder Hansen for det første gerne kunne have været mere præcis i sine ud- og fravalg. Et par sider til Heltbergs bog, og vel sammenlagt otte-ti sider om Søren Krarups indsats er for lidt. I alt får Hans- Side 109

6 Jørgen Nielsen vel omtrent det samme som Bettina Heltberg og Søren Krarup til sammen, og så dyb en ånd var denne Nielsen vel næppe? En videre pointe - og den er mere venlig, for sådan er nærværende anmelders generelle indstilling til bogen - er at Nils Gunder Hansens bog har den fortjeneste, at den ægger hiin enkelte til besindelse på og indsigelse mod udlægninger og vurderinger af vort lands nyeste historie. Nils Gunder Hansen anlægger selv det subjektive spor i sit forord, og sådan skal bogen også betragtes: Som et meget redeligt og gennemarbejdet, men ikke definitivt udvalg af tidsåndspersoner fra 1940 til Nogle aktører får ikke en tilstrækkelig behandling, nogle får for meget, den borgerlige velfærdsstatskritik gør dog slet ikke - hvor i himlens navn er f.eks. Bertel Haarders debatbøger fra 1970'erne henne? - og er det klogt så entydigt at fokusere på skriften i bøgerne? Er tidsånden altid i bøgerne og på papiret? Kunne det have været en god idé, f.eks. at se nærmere på Leif Panduros tv-spil fra samme 1970'ere de, der lagde gaderne øde" - og se dem som eksponenter for en bestemt tidsånd? Det mener nærværende anmelder. Til slut en sidste anmærkning: På side 80 i bogen, i en meget lidt fortjenstfuld gennemgang, rubriceres Dansk Folkeparti som et enkeltsagsparti (for ufaglærte). Det er for billigt, den påstand burde efterhånden høre til i den meget tunge ende af Politiken-segmentet. Det burde Nils Gunder Hansen holde sig for god til, men måske er der tale om en sidste rest af en ellers opgivet tidsånd? Nils Gunder Hansen: Danske Tidsånder Forlaget Anis, 2013 Anders Orris er arkivar, cand. mag. og medudgiver af nærværende tidsskrift.