Nr. 5: De store, små sejre

Transkript

1 Nr. 5: De store, små sejre December 2017: Selv en lille sejr er en sejr. Citatet randt mig i hu et par gange under sensommerens efteroprydning. For ét er at sortere, smide ud og pakke resten i færre kasser, et andet er alt det løse, der efterfølgende ikke skal smides ud, men afleveres til andre. Efter den første gevaldige grovoprydning, som tog mig hele juli 2017, stod jeg nemlig tilbage med et forholdsvis sorteret, men stadig ufremkommeligt rum. Blandt uhyrlighederne, der fyldte godt op, var 98 grønne mælkekasser. Vi køber jævnligt ind i INCO, Slagteriernes Indkøbscentral, når vi skal forsyne gæsterne til de dagligstuekoncerter, vi holder. Varerne bliver som regel transporteret hjem i disse mælkekasser, som bagefter kan bruges til utroligt mange andre ting. Men kasserne har aldrig fundet tilbage igen, og da jeg endelig fik samlet dem alle, fyldte de flere søjler i laden. Mælkekasserne skal afleveres 98 mælkekasser havde ophobet sig i laden. Foto: Abelone Glahn Jeg søgte Arla på nettet og fandt en side, hvor mejerivirksomheden fortalte, at der var frit lejde for aflevering af kasserne, som egentlig tilhører Arla og slet ikke må tages hjem. Men Arla har efterhånden mistet så mange kasser blandt andet til børnehaver og institutioner, der bygger med dem, og til private, der graver dem ned til hjemmelavede faskiner, at de har måttet efterlyse de bortløbne kasser. Hvert år forsvinder mælkekasser! Arla fortæller selv, at flertallet af mælkekasserne er produceret af genbrugsplast, men at Arla knap kan skaffe plast nok til de mange kasser, der

2 skal laves: Hvert år bruger vi samme mængde energi til at producere nye mælkekasser til at erstatte dem, vi mister, som det, der svarer til at producere energi til en lille landsby i et helt år. Produktionen medfører en CO2-udledning på 825 tons CO2. Her kunne mine 98 kasser hjælpe bare en lille smule, og når jeg havde så mange, viste det sig, at Arla godt ville sende en af deres mælkebiler forbi og hent kasserne. Det var en af de første sejre, som virkelig skabte plads. Kunst og A4-mapper 120 A4-mapper blev kørt til det lokale Kultur- og aktivitetscenter, der kunne bruge dem i et kunstprojekt. Foto: Abelone Glahn Saneringen i mange års regnskabsarkiver førte også til, at jeg frigjorde ikke færre end 120 A4-mapper. Jeg skal undlade at redegøre for, hvordan den mængde kan opstå de formerer sig simpelthen bare helt af sig selv, mens man vender ryggen til. Jeg aner ikke, hvor meget CO2 der går til at producere en enkelt plasticmappe, men jeg havde svært bare at smide mapper ud, som kun er brugt én gang og stadig er helt intakte og anvendelige. Det strider mod min grundholdning til genbrug, men at denne grundholdning førte til ikke færre end ni sække med A4- mapper, havde jeg nok ikke lige ventet. De stod i laden meeeget længe. Faktisk et helt år. Mens jeg kørte fysisk loppemarked, bad jeg alle besøgende så mindeligt om at tage mapper med ganske gratis. Jeg kom på to måneder af med fem! Så vendte jeg mig atter mod Facebook for hjælp, men her svarede de fleste, at den slags brugte de slet ikke mere. Dét har jeg svært ved at forstå, for vi er stadig nogle, der ikke afleverer vores bilag digitalt, men samler dem pænt,

3 huller dem og sætter dem i mapper. Så jeg proppede alle sækkene ind i bilen og kørte dem til Kirkens Korshær. De sagde pænt nej tak! De var usælgelige. Så var der en, der foreslog, jeg kunne aflevere dem på Frivilligcentret, men nej tak, de havde lige fået forsyninger. Hvad så med Sprogskolen, for der var mange flygtninge, som skal samle deres papirer, men nej tak. Endelig kontaktede jeg vores lokale Kultur- og aktivitetscenter, der godt kunne bruge en sæk eller to. Jeg nævner disse steder, for de ligger jo i alle kommuner, og nogle af dem kan måske bruge dine mapper! Den meget kreative leder af kulturstedet endte med at sige ja til alle mine sække, for A4-mapperne kunne måske bruges i en eller anden kunstinstallation, som eleverne skulle lave. Hvordan A4-mapperne nu ender, ved jeg ikke, men af med dem kom jeg endelig. En lille sejr mere. Sjældne udsendelsesbånd DR fik en vognfuld med spolebånd og kassettebånd, der blandt andet indeholdt interviews med kunstnere som Lisa Ekdahl og Björn Afzelius. Foto: Abelone Glahn Den sidste store klump, som jeg samlede, var anderledes interessant for eftertiden og skulle derfor helt til København. Spolebånd og kassettebånd fra den tid, hvor både min mand, Peter Abrahamsen, og jeg arbejdede på Danmarks Radio. Det mest spændende var en række udsendelsesbånd med interview med nordiske kunstnere som Lisa Ekdahl, Björn Afzelius, Kari Bremnes, Knut Reiersrud og sangerinderne Nanna og Sanne Salomonsen. Båndene fyldte en hel stigereol plus seks kasser. Jeg kontaktede radioarkivet om sommeren, men først fem måneder senere fik vi taget os sammen til at fylde bilen, køre til DR-byen og aflevere. Det var til gengæld en fest at aflevere: Det viste sig, at DRs arkiv først nogle år efter, at Peter havde forladt DR, var

4 gået digitalt. Så nogle af de udsendelsesbånd, han havde taget med sig fra radiostudiet og stillet på hylden i sit daværende kontor, fandtes ikke i arkivet. Dertil kom nogle helt unikke optagelser, som arkivet fik med samtidig, optagelser med bl.a. de engelske musikere Ralph McTell og Bert Jansch, som aldrig havde været i radioen, men som Peter havde fået optaget ved forskellige koncerter. Guf for en arkivar. Og stor tilfredsstillelse ved ikke at have smidt ud, men sørget for, at historisk materiale blev givet videre. Bemærk mælkekasserne! Og hvad kan man så lære af det? Forhåbentlig er der ikke særlig mange læsere her, der har lige så meget at rydde op i som vi, men jeg har set kælderrum, hvor der kun var en lille sti mellem kasserne, og nørd-rum med omhyggeligt samlede historiske dokumenter i reoler og arkivkasser, der burde ligge på Det kongelige Bibliotek, og ikke mindst mærkelige personlige samlinger, som enkelte museer vil være glade for. For nogle kan det virke helt uoverstigeligt at give sig i kast med sådanne samlinger eller rodebutikker, alt efter hvordan man nu ser på sine egne ting. Men husk, at de små sejre kan være meget motiverende. Det hjælper simpelthen på fornemmelsen af overhovedet at komme nogen vegne, hvis man sætter sig mindre mål undervejs og gør et enkelt område færdigt. Personligt kunne jeg godt miste pusten og henfalde til at synes, jeg var kommet langt, bare fordi jeg havde fået sorteret og pakket. Sidste fase var at få kasser, sække og mere UD af huset. For mig hjalp det at sætte en deadline jeg ville simpelthen ikke ind i det nye år uden at komme af med sådanne tre store klumper. Og fornemmelsen af frihed og lettelse, når man er sluppet af med tingene er ubetalelig. Glæd dig! Læs næste gang om dilemmaer ved at involvere sine børn i oprydningen.

5 Af: journalist Abelone Glahn fotograf Lisbeth Holten Se flere artikler med temaet: Hus og have