Nr. 3: Minderne skal på museum

Transkript

1 Nr. 3: Minderne skal på museum Blandt tingene i reolen gemte sig 18 års notesbøger. Foto: Abelone Glahn Efterår 2017: Til min store overraskelse har det haft en afsmittende effekt på min nærmeste omgangskreds, at jeg er begyndt at rydde op. Jeg fortalte nogle veninder om mine systemer og om, at det lykkedes mig at være konsekvent og bruge to timer i sneglefart hver dag frem for at tro, det hele kunne ryddes på kort tid. Og at det var lykkedes mig at forklare vores børn, at de skal hente deres ting nu, som i NU, ellers ryger de ud. Tingene altså. Meget inspirerende, kunne jeg høre på veninderne. En af dem hentede alle sin datters kasser op i stuen i en weekend, hvor datteren kom hjem, og de to sorterede i fællesskab alle kasserne, mindedes, valgte til og fra og smed ud. Der blev kun to mindre kasser tilbage, som kom med datteren hjem. Det var straks værre, da venindens mand skulle rydde op i kælderen. Ligesom jeg er han journalist, og ligesom jeg har han også gemt alle sine journalistiske notesbøger. Mine spiralhæfter fylder en hyldemeter, hans fyldte det meste af et kælderrum. Indimellem kunne der være vigtige noter, der ikke kunne kasseres, så han gik i gang med at læse alle notesbøgerne igennem.

2 Han er vist i gang endnu. Jeg selv prøvede at gå i gang med mine hæfter, der er ved at vokse ud af reolen bag min skrivebordsstol. Jeg havde afsat en aften til at rive de private dagbogsnotater ud, som jeg ved, jeg har lavet i pauser på opgaver. Resten skulle bare ud. Da jeg var kommet igennem tre af de første hæfter, gik det op for mig, at de udgjorde 18 års beskrivelse af, hvad jeg egentlig har beskæftiget mig med, siden jeg blev selvstændig, og vi flyttede på landet. Jeg opgav udsmidningen foreløbig, for jeg fik en idé om, at jeg skulle notere en tidslinje for alle de mærkelige aktiviteter, jeg har haft gang i. Præcis da indså jeg, at jeg er arveligt belastet: Min far blev engang grebet af en oprydningsdille (hårdt presset af, at han ikke kunne være i sit kontor), og begyndte at smide ud. Men! Han tog først en kopi af det vigtigste af det, han ville smide ud! Det har vi grint meget af siden. Især da vi ryddede op efter hans død og fandt både to og tre kopier af den samme ting, men aldrig originalen. De urørte børneværelser Det er børnene selv, der har stået for at give deres gamle værelser en overhaling. Foto: Abelone Glahn Der er et eller andet med voksne børn og efterladenskaber: Når de unge flytter hjemmefra, vil vi som forældre måske gerne have en flig af dem tilbage i huset, i hvert fald i de første måneder, fordi der ellers føles tomt. Men når teenageværelset ender som et museum, der kun er åbent i juleferien, eller fungerer som oplagring af det, de unge ikke vil have stående i deres nye bolig, er det tid at vise omtanke over for de gamle. Og omtanken består ikke i at sige Jamen, det må du da gerne smide ud, mor. Hellere tage ansvar for egne ting, komme og hente dem og køre på lossepladsen med det overflødige. Det er jo os, der er gamle og trætte og har ondt i ryggen af at løfte kasser.

3 Personligt har jeg ikke haft svært ved at få vores børn til at forstå, at vi ikke kunne lade deres værelser stå urørte. De har da også over nogle omgange smidt ud og pakket de gode ting ned i kasser, som så kom over i laden at stå, indtil de er færdige med at bo på kollegier. Der har også været fuld forståelse for, at det påhvilede dem at komme og fjerne Tuborg-reklamebannere og bandplakater, rense elefantsnot af væggene, spartle ud og male hele molevitten op igen. Jeg tog mig af vinduerne, mens de ordnede vægge og lofter. Nu er der ryddet op og stylet så tilpas tidløst, at andre kan forestille sig at bo der selv. Min godt observerende datter gjorde mig nemlig engang opmærksom på, at det er direkte salgsafskrækkende i boligannoncer, når man tydeligt kan se, at her er et tidligere børneværelse. Specielt når vægplakaternes tidsepoke afslører, hvor mange år værelset ikke har været rørt. Smid ikke alting ud! Når alt dette er sagt om oprydning og udsmidning, må jeg dog tilføje, at jeg også bliver trist over, at så meget historie forsvinder. Vi skal huske, at hver eneste generation står på skuldrene af de forrige, og at vi alle er en del af en længerevarende historie, der ikke kun går fremad med de levende, men også tilbage med de afdøde. Jeg er ind imellem lidt bange for, at brug-og-smid-væk kulturen er medvirkende til at gøre os historieløse. Jeg oplever tit, at der kommer en periode i ens mere voksne liv, hvor man har brug for at se tilbage, forstå noget fortid, forstå, hvad man selv er rundet af. Og så kan det være godt at have gemt noget. Ikke alt, men noget. Anerkendelse af tilhørsforhold, af forståelse for sammenhæng bagud, og respekt for det, der har været, vil jeg gerne slå et slag for. Så hvor er balancen og hvad skal man gøre, når man hverken har plads eller lyst til at gemme? Andres minder Lad mig give nogle eksempler. Mens jeg ryddede op i laden, kom jeg til et par

4 kasser med andre menneskers minder. Det sværeste var min mors ting. Min mor døde allerede, da hun var 61 år, og mange spørgsmål, som jeg ikke nåede at stille, trænger sig på nu, hvor jeg selv er i hendes alder. Hvem var hun egentlig, hvad kom hun af, hvad tænkte hun? Kasserne rummede mange overraskende vinkler på hendes barndom og ungdom, og på ting fra vores barndom, som jeg godt kunne huske at have oplevet. De første tegninger med tidlige halvtredserkjoler fra hun tog uddannelse som tegner på et bureau, scrapbøger fra hendes tid med egen forretning, noter fra efter hun blev skilt og tog en uddannelse som sygehjælper, noter hun skrev i den periode, hvor hun lå for døden. En kasse, jeg nu endelig har gjort mig færdig med, og som står til gennemsyn af mine brødre. En anden kasse rummede alle de fotografier, mine svigerforældre havde gemt. Igen en af de kasser, ingen havde tid til at se igennem, da vi ryddede deres hjem, og som blot kom på lager til senere hos os. Jeg har ikke så meget relation til deres fortid, men gennemgik hele kassen og sorterede, så min mand og hans brødre kunne få billeder med dem selv, bedsteforældre og børnebørn, og resten kunne smides ud. Ingen af brødrene orkede at se kassen igennem, så jeg samlede blot små kuverter med de vigtigste billeder til hver gren af familien. Midt i perioden døde min ene svoger, og det viste sig at være godt at kunne aflevere det, der var samlet til hans gren af familien. Resten står nu i en kasse, der skal på lossepladsen. Historie og livshistorie I den sidste tid, inden min svoger døde, skrev han sin livshistorie, så børnene kunne vide, hvoraf han kom. Dokumentationen blev vigtig for ham, og jeg tænker, at mange i min alder har det sådan vi vil gerne skrive vores liv ned, hvor undseeligt det måske end synes at være for andre. Fortælle til eftertiden. Det kan være, eftertiden er ligeglad, men det giver en stor glæde at nedfælde erindringer. At skrive livshistorier er ligefrem blevet til kurser på højskoler og aftenskoler, og erindringer er en kunst i sig selv at skrive, så de eventuelt også kan blive til interessant læsning for andre.

5 Men i en tid, hvor vi er gået digitalt, mister vi så mange kilder. Breve bliver til mails, der forsvinder i cyberspace, fotoalbums bliver til snapshots på sociale medier og slettes efter nogen tid. Videoer forsvinder, når vi skifter telefon, fortællingerne bliver væk. Registreringerne, nedslagene, dokumentationen af levet liv smuldrer. Måske er det derfor, jeg selv gemmer så meget. Oprydningsperioden har i hvert fald inspireret mig til at begynde at skrive dele af min livshistorie ned på papir. Museerne betænkes Blandt de ting, der røg til Kvindemuseet, var et par årgange af Kvindernes Hvem Hvad Hvor og en gammel lønseddel på 481 kroner. Foto: Abelone Glahn Desuden har oprydningen hjulpet mig til at se på nogle af de mange ting, vi har gemt, som dokumentation på tidsepoker. Derfor har jeg nu samlet en del af både min mors ting og mine egne blandt andet det tidligere nævnte håndstrikkede babytøj - til Kvindemuseet i en kasse for sig. Hendes kartoffeltrykte forklæde, forklædet med Karolinekoen syet på lommen, et par årgange af Kvindernes Hvem Hvad Hvor med løse regninger fra 1952, hvor 10 æg kostede 2,80 kr og et franskbrød 46 øre, og hvor hendes løncheck fra Wessel og Vetts Fabrikker, som jeg ikke anede, at hun havde været ansat på, var på 481 kroner inklusiv dyrtidstillæg. Der er også kommet nogle antikke ting med fra mine bedstemødre en vifte af horn, en perlebestukken selskabstaske i taft og andet, som jeg ikke længere tør passe på, og efter lang tids overvejelse får museet også de samlede årgange af magasinet Kvinder, som lærte mig alt om at skifte vandlås og bruge speculum, altså helt uafhængigt af hinanden. På samme måde er pakket en kasse til Mediemuseet med alle de ting fra min tid som aktivistjournalist på forskellige hedengangne medier som Ugeavisen København, nyhedsmagasinet Relief og bladet Press. Endelig blev det også til en stor rulle plakater til Dansk Plakatmuseum og et helt reolsystem med kassette- og spolebånd til Danmarks Radios arkiv. Jeg mangler dog lige at aflevere det hele, for når jeg kontakter museerne, siger

6 de altid: "Det vil være så dejligt med en lille beskrivelse af herkomsten". Og dén tager tid at lave. Får jeg det gjort? Ja, jeg kan godt blive lidt i tvivl, for undervejs har jeg adskillige gange tænkt hold da op en masse ekstraarbejde, du pålægger dig selv frivilligt, bare fordi du ikke kan smide ud, Glahn! Lossepladsen lokker. Læs i næste blogindlæg om erfaringerne med at køre et loppemarked på Instagram Af: journalist Abelone Glahn fotograf Lisbeth Holten Se flere artikler med temaet: Hus og have Kilder og henvisninger