Grenå, lørdag d. 16/5

Transkript

1 Grenå, lørdag d. 16/5 Efter planen skulle vi (dive team sølvpilen) afsejle med TERNEN fra en havn på sjælland eller Sverige i løbet af fredag aften. Tur deltagerne er Hans Jørgen Eriksen, Jens Erik Eriksen, Jan Petersen og undertegnede. Alle på CCR (closed circuit rebreather) jeg vil senere gå i dybden mht. rebreatherne og de gasser vi har tænkt os at anvende på turen. Målet er den østlige Østersø, hvor vi skal besøge nye eller ukendte vrag på dybder mellem 60 og 80 meter, men øverst på ønskesedlen står et besøg på vraget af General von Steuben (se tidligere artikler på hjemmesiden eller dette link) Dykkerskibet "TERNEN" Da vejrudsigten imidlertid ikke var gunstig for dykning før en gang sent søndag, blev det aftalt at vejrudsigten søndag middag skulle kaste nyt lys over afsejlingstidspunktet. TERNEN, som vi skal af sted med, er en tidligere svensk toldkrydser, som i dag ejes af Åge Jensen, bedre kendt som dynamit Åge. TERNEN blev indkøbt i forbindelse med at U 534 skulle hæves, sponseret af Den Blå Avis med Karsten Ree som hovedmand. Efter dette projekt handlede Åge og Karsten ud, og i dag ejes TERNEN af Åge. Hun har i snart mange år været dykkerskibet som fandt de nye vrag og fortalte deres historie. Se evt. Dette link Åge har selv dykket siden 1960 og været første mand på utallige vrag igennem tiden, men hoved interessen har i mange år været ubåde og han har æren af at have fundet U 251 i 1976 syd for Anholt og U 534 nord

2 for Anholt i I 2008 fandt han den sidste af de U både der var rapporteret sænket i dansk farvand, men som endnu ikke var fundet/bekræftet - nemlig U Dette har krævet en del efterforskning og granskning af de tyske krigs arkiver og det er ingen overdrivelse at sige at Åge Jensen i dag nok er den dansker med det største kendskab til vrag i de danske farvande med især Kattegat og u både som speciale. se dette link: Der mangler ifølge Åge kun et kendt vrag at blive fundet i Kattegat og det er vraget af dampskibet BALTIC som kolliderede med et andet skib og sank i 30 erne. Man skulle tro at alt snart er fundet, men med de muligheder der har åbnet sig med teknisk dykning og blandings gasser, som gør at dykkere kan komme dybere end nogensinde før og være der længere, er der stadig mange dybe vrag der mangler at få deres historie fortalt. Billede af U 534, taget af et af de fly der sænkede den (bemærk spidsen af fly vingen nederst til højre i billedet) Det var lidt baggrundshistorie, nu må vi se om vejr guderne er med os og vi når vores mål denne gang! Kommer vejret, kommer der også historier til overfladen.

3 Grenå, søndag d. 17/5 Vejrmeldingen i dag var ikke særligt lovende for dykning i Østersøen, men der skulle være en chance for nogle gode dage i det nordlige Kattegat. Det blev aftalt at Jens Erik og jeg kørte til Dragør hvor ternen på dette tidspunkt lå fortøjet. Dragør, mandag d. 18/5 Vi ankom kl og smed vores udstyr, sponsor skilt, samt lidt frisk proviant ombord. Planen var at sejle ud i Kattegat og tage et par dyk, mens vi arbejdede os nord ud og så vejret an. Skulle det så lysne lidt mht. vejret, så ville vi stikke ind til Grenå og tage resten af holdet ombord, og så fortsætte videre nord på. Da vi rundede Helsingør, havde vi blankt hav - så der skulle dykkes! Kursen blev sat mod vraget af dampskibet THEMIS, som ligger på 28 meter vand sydøst af Hesselø. På dette link ligger historien om vraget THEMIS bød på klart vand og ingen strøm. Den var faldet en del mere sammen end sidst vi var der, men det er også en del år siden. Det blev til et par løs fund (et dørhåndtag m. låsetøj i messing) og vi skød også et par rimeligt store langer. Tilbage ombord på TERNEN var der gode nyheder, vejrudsigten var væsentligt forbedret siden i morges, så vi ringede rundt og kaldte folk sammen til afsejling fra Grenå næste morgen - mandag klokken 01:00. Planen var at stikke nord på til området omkring Læsø, da vejret stadig ikke var stabilt i Østersø regionen. Ved ankomst til Grenå sidst på dagen var der travlhed, ekstra proviant, diesel og smøre olie, gasser, kalk, grej osv. skulle ombord. Der skulle også planlægges, nu var det Skagerrak og ikke Østersøen, så hvilke vrag skulle vi så satse på og hvilken havn skulle vi bruge som base? Grenå, tirsdag d. 19/5 Vi sejlede fra Grenå klokken 01:30 med alle deltagere ombord og en lovende vejrmelding for Skagerrak. Kursen var sat efter positionen af U-2359 som skulle video filmes mht. planlægning af en senere bjærgning. Desuden skulle den vinkel som den står i bunden også registreres med gradmåler, og en opmåling af hvor meget af den der er begravet i mudderet, samt fri højden fra undersiden agter til bunden. Alt sammen vigtige informationer, som er nødvendige at kende inden en bjærgning kan iværksættes. Vi ankom på positionen klokken 07:30, loddet blev kastet og første hold dykkere gjorde sig klar, bøjen stod flot og der var moderat strøm, så måtte vi håbe at sigten var god nok til at opgaven kunne løses. Jan Petersen og jeg var første hold og vi var spændte, det er ikke hverdag at man skal dykke ægte krigshistorie og endda som nogle af de første til at gense U-2359 i mere end 64 år. Kun to mand havde dykket der før og det var jens Erik Eriksen, som også er med på turen, og Allan Greisen. Ingen tvivl om at vi var spændte. U-2359 er et krævende dyk, da den ligger på dybt vand (ca. 70 meter) i et strømfyldt og stærkt befærdet farvand. Derudover er sigten pga. den bløde bund i området, som ofte meget ringe og for at sætte trumf på

4 er en stor del af ubåden pakket ind i trawlnet, hvilket ikke gør tingene nemmere. Vi forlod overfladen og begyndte rejsen i dybet. Da vi passerede 40 meter var alt overflade lys forsvundet og vi forsatte rejsen i totalt mørke, genskæret fra vores computeres skærme og lysdioderne i vores headup display var eneste lyskilde. Vi nærmede os hastigt 60 meter og begyndte at sænke nedstignings hastigheden og tænde vores kraftige HID lys. Nu var vi ved at være der. Det første som vores lyskegler indfangede, var det grønne trawl net og de store orange kugler der holder trawlet flydende. Vi lyste lidt omkring for ikke at komme til at lande midt i trawlet. Loddet stod nede i trawlet, men vi kunne med det samme se periskop og pejle antenne, samt konturerne af ubådens tårn. touch down - vi var landet. Vi svømmede en tur rundt om skroget for ligesom at få et overblik inden vi gik i gang. U-2359 står med den forreste tredjedel af skroget begravet i mudderbunden, til ca. en meter før tårnet. Agterskibet stikker skråt op af bunden, så skrue og rorgrejer er fri af bunden. Det passer meget godt, da det på filmen fra den engelske bombe eskadrille der sænkede den, så ud til at den fik de fleste træffere foran for tårnet. Så forskibet er blevet vandfyldt, og den er sunket med stævnen forrest. Da vi havde set os lidt omkring gik vi i gang med arbejdet. Da det var vel overstået, gik vi i gang med at kigge lidt nærmere på tårnet - spændende, men nu var tiden også ved at være gået og vi påbegyndte vores opstigning. Længere oppe ventede vores første stop på 26 meter og derfra skulle vi så følge computerens anvisninger, indtil vi kunne gå i overfladen. Dykker profil af dykket på U-2359, dybden vist i den lodrette graf og tiden vist i den vandrette graf. Tiden fra bunden forlades til man bryder overfladen er dekompressions tiden (spildtid) Mens vi lå og afgassede på bundtovet, kunne vi så lade tankerne gå tilbage til den 2. maj 1945, hvor U-2359 som en af de sidste flugt ubåde fra nazi tyskland mødte sin skæbne i form af en eskadrille mosquito jagerbombere.

5 Det var kort proces, hellfire raketter og maskinkanon ild hamrede ind i skroget foran tårnet og inden længe dykkede U-2359 for sidste gang. Privat foto fra sænkningen af U-2359, 2. maj 1945 Har man lyst til at vide nærmere omkring angrebet og historien, så er der spændende læsning på dette link. Der kan man også læse de originale angrebsrapporter. Efter endt dekompression brød vi overfladen med den tilfredshed der er ved at have set noget som nogle af de første og noget som er de færreste forundt. Samtidigt er det også med en viden om at det sandsynligvis er sidste gang at et sådant fund bliver gjort i dansk farvand. Næste hold gjorde sig klar og gik i vandet, mens jeg og Jan gjorde klar til frokost og kaffe. Da sidste hold kom ud af vandet gik diskussionen livligt omkring de ting der var observeret og opmålt, alt i alt spændende dykning og godt teamwork. Næste dyk denne dag skulle foregå i samme område, men ikke så dybt. Åge havde en position nogle sømil derfra, som ikke var dykket og som han gerne ville have os til at tjekke. Jan og jeg havde længst overflade tid, så det blev os der som de første skulle i. Ifølge Åge var det et rimeligt stort vrag og bunddybden var omkring de 48 meter. Det var med forventningens glæde at vi hoppede i og startede vores nedstigning. Men da vi kom til enden af tovet stod loddet på bunden (det havde ikke ramt vraget) og sigten var mindre end en halv meter! Vi fandt vores linehjul frem og satte det fast i bundloddet og så begyndte vi eftersøgningen ved at svømme i større og større cirkler ud fra bundloddet. Efter 5 minutters svømning ramte vi siden af vraget. Vi svømmede hurtigt op til dækket og kunne ud fra springet i lønningen se at vi var på stævnen af vraget. Det var så også det eneste vi fandt ud af, for sigten var stadig

6 lig nul. Derudover var vraget totalt overbegroet af søanemoner, så det var så at sige umuligt at navigerer sikkert rundt. Vi brugte yderligere 15 minutter på at famle os frem, inden vi blev enige om at afbryde dykket. Vi spolede linen ind og returnerede til overfladen. Efter at have konfereret med de andre ombord, blev vi enige om at sejle til Østerby havn på Læsø, få lidt aftens mad og lægge planer for næste dags dykning. Onsdag d. 20/5 Vi afgik tidligt om morgenen fra Østerby og vejret var endnu en gang på vores side. Let vind og solrigt, det tegnede godt. Nu kom det så an på strømmen og sigten, om vi skulle have noget fornuftigt dykning. Kursen var sat efter positionen af HANSA, et tysk fragtskib bestykket med fire antiluftskyts platforme og lastet med mini U- både af en type MOLCH. HANSA er et af de mest interessante krigsvrag i dansk farvand, beliggende på en position øst for Læsø på 75 meter vand midt i sejlruten. Ubåd type MOLCH, som står i lasten på HANSA Vi havde før besøgt HANSA for at filme mini ubådene i lasten og klokken var også optaget for at kunne identificerer vraget. Det skabte dog en del forvirring, da det viste sig at der stod INGRID HORN graveret i den. INGRID HORN var efter de oplysninger Åge Jensen kunne finde, bombet og sænket i Kiel havn 1944, meget tidligere! Det kunne være et forsøg på fra tysk side, at skabe forvirring omkring skibets identitet. HANSA var afsejlet fra Århus havn om morgenen den 9. april 1945 og var på vej til Oslo med en last af krigs materiel, mini ubåde og torpedoer til samme. HANSA var som før nævnt bevæbnet med antiluft

7 skyts, så det kunne bide fra sig. Men det var ikke nok til at forhindre britiske jager bombere, i at sende hende til havets bund. Første hold i vandet var Hans Jørgen og Jens Erik, vi andre ventede spændt på hvad de ville kunne fortælle når de kom retur. Efter ca. 75 minutter var de oppe igen og kunne melde at loddet stod i agterenden af skibet og de havde været igennem den bagerste del af skibet til lige bagved broen. Sigten var 4-5 meter, hvilket kan bruges, men ikke giver mulighed for at lave ordentlige video optagelser. Da agterskibet ikke er det mest interessante på et skib, blev vi enige om at kaste loddet igen for at se om ikke vi kunne få det sat lidt tættere på midtskibs bygningen, som er det område hvor broen og officerernes kahytter og messer ligger. Loddet blev hevet op og kastet igen og Jan og jeg gjorde os klar. Vi begyndte vores nedstigning og da vi nærmede os 65 meter sagtnede vi farten og lod vores kraftige HID lys søge frem for os. På 70 meter havde vi stadig ikke set vraget, så det var nok en tur på bunden igen. Og ganske rigtigt, på 75 meter stod loddet begravet i mudderbunden. Der var ikke andet for end at søge lidt rundt, men det ville koste os dykkertid på vraget. Heldigvis skulle vi ikke mere end nogle få meter ud, før vi fik kontakt med bagbord side af vraget. Vi svømmede op og konstaterede at vi var lige agten for midtskibs bygningen, fint! Nu var det bare om at få sat fast, så vi kunne få set os omkring. Vi bandt fast i sø gelænderet og fortsatte fremad. Vi svømmede frem foran broen og kiggede ind i styrehuset, de fleste glas på forkanten af broen var sprunget formodentlig under angrebet, vi svømmede en tur tilbage til bagbord side og konstaterede at døren og en del af skottet manglede, så det var muligt at komme den vej ind i styrehuset. Derefter svømmede vi ned til lønningen og fortsatte frem mod stævnen, vi havde ved at studere tegninger af skibet konstateret at rummet med reserve lanterner lå i bagbord side under bakken. Da skibet jo ikke havde båret den originale klokke var der en lille chance for at den oprindelige med det rigtige navn HANSA kunne befinde sig der. Efter en meter kom vi til lanterne rummet, kun for at konstaterer at døren var faldet af hængslerne og rummet var halvt fyldt med mudder. Vi rodede lidt rundt i rummet på skift, uden dog at finde noget særligt. Den ene ventede uden for døren med hans lygte lysende ind i rummet, så den anden fik vist vejen ud igen gennem tågerne. Da vi jo havde spildt lidt tid på at få bundet i, var tiden nu ved at være gået, computeren meldte allerede 40 minutters deko og vi skulle jo også lige hen til tovet.

8 Dykker profil fra første dyk på HANSA Efter dykket tog vi en omgang frokost alle mand og snakkede vores oplevelser igennem. Sidst på eftermiddagen var det så tid til igen at besøge HANSA. Hans Jørgen og Jens Erik hoppede i og havde besluttet sig for at tage en runde på overbygningen og en tur i lasten for se nærmere på ubådene dernede. Da de kom retur efter en spændende og oplevelsesrigt dyk på et vrag som ikke mange har besøgt, var det vores tur. Planen var at vi sammen dykkede ned og Jan ville så en tur i styrehuset og kigge. Jeg havde planer om at besøge dækket i bagbord side, der skulle pantryet ifølge tegningerne ligge. Når jeg var færdig med det, havde vi aftalt at mødes ved styrehuset. Vi var hurtigt nede og denne gang direkte på vraget hvilket gav os mere tid. Jan futtede mod styrehuset og jeg bevægede mig frem og ned mod dækket. Jeg fandt stedet hvor indgangsdøren til området hvor officerernes kahytter og pantryet skulle have været, men døren der skulle have siddet der var mere eller mindre rådnet væk med det resultat at gangen som man skulle videre af var fyldt med mudder til loftet. Det ville kræve en del gravearbejde og på 67 meter betyder det mange gentagne dyk. Så det besøg måtte vente en anden gang, hvor vi har flere dage at gøre med. Efter at have opgivet plan 1, var der tid til at gå ned i lastrummet lige foran broen og få kigget lidt på de mini ubåde som skulle være der. Det har i snart en del år været en af de ting som jeg har haft på ønskelisten, så det var med stor forventning at jeg over last rummet lod mig synke langsomt ned mod bunden.

9 Hvis sigten havde været dårlig på vraget, var den væsentlig dårligere i lasten. Da jeg var midt i rummet, lod jeg lyskeglen søge rundt. Det første som jeg fik øje på, var nogle store lastbildæk? Efter den første undren kom jeg i tanke om billedet fra KGS Nytorv, hvor man ser en af ubådene blive transporteret på en form for trailer, det måtte være en af disse jeg havde øje på. Jeg lod mig synke længere ned og mærkede snart at jeg stod på noget rundt, først kunne jeg ikke se hvad det var, men det lignede en cylinder og da jeg fulgte den til enden dukkede skruerne op, det måtte være en af ubådene. Jeg vendte rundt og lidt længere fremme fandt jeg det hul, hvor glas kuplen skulle have været. Den er formentlig gået i stykker da ubåden er væltet af sin trailer ved bombningen. Da jeg havde en aftale med Jan, steg jeg langsomt op og snart var jeg ved forkanten af styrehuset og kiggede ind på Jan. Jeg kunne ane ham i en støvsky et sted hvor kortbordet og bestiklukafet engang skulle have befundet sig. Jeg gav ham et blink og kort tid efter kom han ud, vi snakkede sammen i mundstykkerne med de typiske Anders And stemmer som den nødvendige helium i vores åndings gas gir og det er i forvejen ikke let at tale i det lille mundstykke med sammenknebne læber. Vi tog en tur over i styrbord side, og kiggede på antiluftsskytset der. Ammunitions magasiner og tomme patron hylstre lå spredt rundt om i tårnet, og maskinkanonerne pegede stadig mod himlen, rettet mod de britiske bombefly. Det var meget let at forstille sig hvad der var foregået. Vi forsatte hen over styrehuset til bagbord side, hvor den anden antiluftskytsstilling af de i alt fire er placeret. Der lå også masser af ammunition, men en eller anden har ønsket sig en maskinkanon, for den i bagbord side var afmonteret.

10 Vi havde brugt tiden og gik mod tovet. Jan havde dog lige en souvenir som han skulle have med, så den hentede han lige på vejen og så var det tilbage til lyset. Vi satte kursen til Østerby havn på Læsø, hvor der var stegt flæsk m. persille sovs på den lille havne cafe, det kunne lige nås. Torsdag d. 21/5. Vejrmeldingen lovede stadig dykker vejr frem til fredag, hvor det skulle friske op, så vi var tidligt oppe og smide fortøjningerne. Vi havde aftenen før bestemt os for, at vi ville sejle fra Læsø og syd på mod Anholt. Åge havde en del positioner, som han gerne ville have at vi fik kigget lidt nærmere på. Skulle vejrmeldingen så holde stik, så var der ikke så langt hjem til Grenå. Mens Ternen sejlede syd over var ekkolod og sonaren som altid aktive og afsøgte havbunden under skibet. Hans Jørgen og jeg havde siddet og hygget os foran kassen og var kommet lidt sent til køjs, så vi gik i køjen efter morgenmaden. Det varede imidlertid ikke andet end et par timer før der blev slækket op på maskinerne og lugen til lukafet blev knaldet op og der blev råbt, så er det op - vi har et nyt lodskud! Mens Hans Jørgen og jeg havde fået vores skønhedssøvn, havde Jan og Jens Erik stået i styrehuset og underholdt Åge. På vejen havde slået forbi et par vrag positioner for at se om der skulle være bid.midt imellem nogle positioner, hvor der ellers ikke skulle være noget, havde sonaren givet udslag 120 meter bagbord om skibet. Kursen blev ændret og Åge fik hurtigt et lodskud der måtte være vrag, det skulle tjekkes! Så mens Hans Jørgen og jeg tumlede ud af køjerne, begyndte Jan og Jens Erik at gøre sig klar, nu var hele holdet oppe og køre, hvad var der dernede? Var det et ukendt vrag eller bare en kulbunke eller sten? Det er aldrig helt til at vide hvad man kommer ned til, de fleste gange er det ikke noget, men hvis man ikke er villig til at prøve, ja så kommer man heller ikke først. Så det var ikke let at vente på båden, indtil de kom op med en melding. Det gik i mellemtiden op for os, at det sandsynligvis var noget spændende, da der var gået over en time uden at der var tegn til at de var begyndt deres opstigning. Langt om længe kom de op og meddelte at de nok var nødt til at give en middag, hvilket ombord på Ternen betyder at de havde fundet klokken! Kanon! Nye vrag er efterhånden noget der ikke sker hver dag og det er ikke mange dykkere der nogensinde oplever at dykke et urørt vrag og at finde en klokke er også kun de færreste forundt. Klokken er det ultimative trofæ, idet at den bekræfter et skibs identitet, da skibets navn er indgraveret. Og ofte er fundet af en klokke, en afslutning på en historie som man ikke kendte. Rederier får en bekræftelse på hvor deres skib gik ned og måske også en forklaring på hvorfor, eventuelle efterladte efter druknede søfolk får et svar på hvor deres kære ligger og ved meget gamle og historiske vrag falder der brikker på plads i søhistorien. Så vi var helt oppe, vi fik en briefing af de andre mens vi gjorde os klar. Det var et gammelt træ vrag, hvor det meste af skroget var væk (ædt af pæleorm). Agter stod roret endnu, da det var kobber forhudet og

11 forrest stod spillet tilbage. Det var trillet om så det lå på hovedet efterhånden som skibet var faldet sammen og klokken som engang havde siddet oven på spillet lå nu under det, oven på kullasten. Jan og Jens Erik havde på deres dyk arbejdet på at få den fri, men der var et stykke vej endnu, så Hans Jørgen og jeg gik ned for at fortsætte arbejdet. Da vi kom ned svømmede vi en tur hen over vraget for lige at danne os et indtryk inden vi gik i gang. Efter et kvarter hvor vi skiftedes til at den ene lyste og den anden arbejdede, kunne vi ikke længere se noget pga. de anselige støvskyer vi skabte under arbejdet. Vi tog så en pause og svømmede en tur rundt på vraget og rodede lidt. Senere gik vi tilbage til klokken og efter kort tid fik vi den fri og svømmede den op på toppen af spillet hvor lavede lidt eksalteret video. Efter denne seance bandt vi en hæveballon i den og fyldte en smule luft i ballonen så klokken blev neutral i vandet og svømmede den hen til bund tovet og bandt den fast. Så kunne finderen selv få ansvaret med at bringe den i overfladen. Efter 92 minutter i vandet og hårdt arbejde vendte vi glade og fornøjede tilbage til Ternen. Vi dykkede resten af dagen på vraget og det gav en del løs fund, porcelæn, kompas, et mark twain lod og en mønt som var meget tæret, man kunne dog ane årstallet 183X. Derudover fandt Jan en meget speciel pumpe i bronze som sandsynligvis har været både lænse og brandpumpe. Hen under aften, satte vi kursen hjemover mod Grenå. Vejrmeldingen var yderligere forværret og fra midnat skulle det friske op, så det var denne tur. Vi nåede ikke vores mål; General Von Steuben i Østersøen som først planlagt, men vejret er ingen herre over, det ved enhver dansk dykker. Men viljen er der! Så den skal vi nok nå, og vi har jo alligevel haft super dykning, så der var smil på læben Richard Borges

12 Jens Erik med klokken

13 Richard med parfume flaske fundet på HANSA

14 Jan på stigen efter et besøg på U 2359

15 Hans Jørgen efter endt dykning på "jomfru-vraget"

16 Jan s pumpe

17 Jens Erik og Åge med den vinkel måler som vi brugte på U 2359

18 Hold billede med vores sponser skilt i baggrunden - vi takker HNM og 3D Structural Design for støtten