Prædiken til høstgudstjeneste i Vinderslev Kirke, 17. søndag efter trinitatis

Transkript

1 Prædiken til høstgudstjeneste i Vinderslev Kirke, 17. søndag efter trinitatis Salmer/musik Præludium: Ved Gia og Filip Gade børn, spejdere, faner mv. går ind sammen med dem. Spilles over Marken er mejet Faneindvielse: Vi synger første vers af Der er ingenting, der maner Indgangssalme: DDS 2: Lover den Herren, den mægtige konge med ære Salme mellem læsninger: DDS 730: Vi pløjed, og vi så de Salme før prædikenen: Erstattes af lovsang Salme efter prædikenen: Erstattes af musik ved Gia og Filip Gade; herunder offergang. Under nadveren: Musik ved Gia og Filip Gade Nadversalme: DDS 477: Som korn fra mange marker Udgangssalme: DDS 729: Nu falmer skoven trindt om land Postludium: Ved Gia og Filip Gade Lad os rejse os og høre det hellige evangelium, som evangelisten Lukas har skrevet: Korsvar Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne:»er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?«men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem:»hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?«det kunne de ikke svare på. Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse:»når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver 27/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«luk 14,1-11 Amen! Gode Gud. Luk vores ører op, så vi hører dit ord. Luk vores øjne op, så vi ser din herlighed. Amen. Vi fejrer høstgudstjeneste i dag. Det er en særlig dag med festlig musik, faneindvielse og oven i købet god mad bagefter. Men først og sidst er det mennesker, der mødes hér i glædens hus omkring glæden over livet; mennesker, der mødes i taknemmelighed til den, der giver os det hele den gode Gud i himlen. For det er nu en gang det, det handler om hér i kirken. Vi mødes for at høre om Gud, men også lære om os selv for at blive klogere på vores relationer til hinanden og blive bekræftet i det, vi allerede godt véd. At Gud selv har ordnet vores forhold til sig, så vi ikke længere behøver at bekymre os om at få det i orden. Og vi til gengæld er sat fri til at leve vores liv sammen med andre mennesker. Høsten er betydningsfuld, fordi den peger på et helt grundlæggende forhold i vores liv. Det, der er så fundamentalt, at vi let kan glemme det midt i alt det, vi går og har så travlt med. Høstgudstjenesten handler både om vores grundlæggende udsathed og afgrundsdybe afhængighed af hinanden; og om den taknemmelighed, vi må føle inden i os overfor Gud og overfor vores næste, fordi vores liv aldrig alene handler om os selv, men altid først bliver til i mødet med den anden. For et par uger siden var jeg på efteruddannelse. Det er sådan noget, som unge håbefulde præster tager på, og vi, der er knap så unge og i hvert fald knap så håbefulde, får også lov til at komme med. Og det var faktisk ganske lærerigt. Ikke mindst var det interessant at høre om, hvordan det kirkelige liv er rundt omkring hos de andre. Jeg siger næppe for meget, hvis jeg afslører, at der er forskelle; faktisk store forskelle inden for vores kære folkekirke. Hvis vi nu f.eks. skal gribe fat i det hér med høstgudstjenesten, så er der mange steder, man slet ikke fejrer den. Simpelthen fordi den ikke giver mening længere. 27/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 Selvsagt véd man godt, sådan med sin fornuft, at der er noget, der hedder høst. Man véd naturligvis også, at høsten forudsætter vækst, regn, sol osv. Det har bare ingen betydning mere. Det siger slet ikke noget ind i det faktiske liv, man lever. Mælk er noget, der vokser nede i Irmas køledisk; brød er noget, der gror ved bageren. Det er naturligvis banale udtryk for, hvad der er på spil. Men grundlæggende rammer de det egentlig meget godt ind. Inden for en sådan virkelighed giver det umiddelbart ingen mening at fejre høsten med en gudstjeneste, der sætter taknemmeligheden for Guds gode gaver i centrum. Og hvis det endelig gjorde, kunne det ligeså godt være til februar, hvis de kager, der vokser ved bageren, midt i den mørke og kolde vinter, skulle være bedre end dem, man kan plukke nu. Herude i Vinderslev er det, fristes man til at sige, heldigvis anderledes. Hér ved både børn og voksne godt, at kornet kommer fra marken. Og ellers kan man da, hvis nu man befinder sig i den yngre ende, håbe på at komme på en tur med børnehaven eller skolen ud og se på markerne, der nu er høstet, men for kort tid siden stod modne; eller måske endda komme ud og besøge en gård og ved selvsyn konstatere, at mælk altså ikke er kommet til verden i en karton med skruelåg. Derfor fejrer vi også høstgudstjeneste som en virkelig festdag. Fordi det giver mening. Og fordi mange af os, direkte eller indirekte, er afhængige af, at den gode Gud, som vi sang for et øjeblik siden, lader det tø og regne og varme mildt i vår. Det viser os hen imod taknemmeligheden som et grundvilkår i vores liv. Taknemmeligheden mod den Gud, der som verdens skaber, har os i sin hånd og skænker os livet som sin gode gave. Helt konkret og håndgribeligt udtrykt i markens korn og træernes frugter, fordi det nu en gang er grundbilleder på livets opretholdelse og vækst. Samtidig er høsten også en påmindelse om, at vi ikke er alene at det aldrig kun er os selv, det gælder. Vi kan arbejde aldrig så meget. Vi kan dyrke, som det hedder, markerne i vores ansigts sved. Arbejde fra morgen og til aften. Alligevel er det ikke nok. Den gode Gud lægger selv noget til. Summen af udbyttet er større end indsatsen. Det hele skyldes ikke kun os. Det er præcis den erkendelse, som rammes ind, når vi i en anden af høstens salmer kan synge, at det vokser jo 27/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 medens vi sove (DDS 728, v. 3). Det er den grundlæggende erkendelse af, at Gud selv lægger noget oveni, for alene kan vi ikke. At vi ikke bare får som fortjent; at vi altid får mere end vi selv har lagt i det, rammer lige ned i kernen af evangeliet. For kristendommen går altid på tværs af vores egne opfattelser. Den går direkte imod, hvad vi synes er ret og rimeligt. I Guds ord hører vi det, som vi hverken kan eller vil sige os selv. Hér i kirken handler det derfor ikke om at forsøge at regne den ud om at tro, at hvis jeg gør sådan, så går det mig sådan. Kristendommen er noget andet. Den gør grundlæggende op med hele denne verdensopfattelse. I troen kastes vores noget-for-noget tankegange på porten. For i evangeliet får vi aldrig noget for noget, men alt for intet. Og det er overraskende. Ja, for nu at sige det ligeud, voldsomt provokerende. Troen er den rene gave. Den gave, som Gud skænker os i kærlighed. Alene ud af sin guddommelige kærlighed. Troen er den gave, som vi ikke selv skal gøre os fortjent til, fordi vi aldrig selv vil kunne fortjene den. I dagens evangelium er det netop denne Gudvillede kærlighedsgave, som Jesus stiller op overfor farisæerne. De tror nemlig, at de kan regne den ud. At vores liv; at vores hele tilværelse altid er noget, vi selv har gjort os fortjent til. Og at den sygdom, der rammer os, derfor også er noget, vi selv er skyld i. Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?, spørger Jesus. Nej, det er ej, vil farisæerne helt automatisk svare. Ikke kun, fordi det er på sabbatten, - det er ellers den udlægning, som vi plejer at køre frem. Men faktisk er det langt mere end det. Det er nemlig ikke tilladt at helbrede overhovedet, fordi det ifølge farisæerne slet ikke er tilladt at gøre op med menneskers dårligdomme i det hele taget. Sygdommen er, i deres forståelse, Guds retfærdige straf. Over den syge eller, måske, over hans forfædre, fordi fædrenes synder nedarves til børnene. Og at gøre noget ved den, er derfor i sidste ende et oprør mod Gud selv. Hér er vi inde ved kernen i de stærke opgør, vi altid hører om, når Jesus stiller mennesket i centrum. Hver gang han gør sygdommen til et vedhæng, der kan og må bekæmpes, fordi Guds vilje ikke er at straffe, men at sætte sin skabning fri. Hans opfattelse af Gud går helt imod farisæernes. Derfor handler det ikke kun om, hvad man må eller ikke må på en helligdag. 27/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 Nej, Jesus går i farisæernes forståelse imod Guds vilje. I deres omvendte logik kan det, Jesus gør ved at gøre mennesket rask og genindsætte det i dets liv, derfor kun opfattes som udtryk for oprør mod Gud selv. Derfor kan de også anklage ham for at handle på mandat fra Guds modstandere. Det er dem, vi i historierne, kender som dæmonerne eller Beelzebul. Men i dag hører vi ikke om den slags beskyldninger. Vi hører derimod, at farisæerne ikke tør sige mere. Jesus gør det klart, at det ikke bare er en konkret sygdom, som det handler om. Det er andet og mere end det. Det, der altid er på spil, er hele opfattelsen af livet som en gave fra Gud. Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?, hæver han diskussionen op til at handle om. Jo, det vil vi jo nok. Også selv den mest dannede farisæer. Og derfor ved de ikke, hvad de dog skal svare. Livet er Guds gode gave, og derfor kan det aldrig vente til senere. Det kan ikke bare udskydes til i morgen. Det er der slet ikke tid til. I troen har vi fået et forhold til den gode Gud i himlen, hvor han er den kærlige far, der ikke venter med at gøre godt mod os, til vi selv har fortjent det. Han gør det nu og hér. Gud er selv, fortæller dagens evangelium os, den far, der billedligt taget hiver os op af brønden med det samme uden nogen smålig skelen til, om der er en regel, der skulle forbyde det eller ej. Gud er ikke lovens, men kærlighedens Gud. Den gode Gud i himlen er den gavmilde giver, der rammer vores liv ind i rige nådegaver. Han er den Gud, der altid sætter os i gang med at leve det for og sammen med andre uden i øvrigt at ville acceptere de begrænsninger, som vi eller andre skulle kunne finde på at stille op for vores eller nok især for sådan er det jo nok som regel andres liv. Amen! 27/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5