DOMSTOLENS DOM 21. april 1993 *

Transkript

1 DOM AF SAG C-172/91 DOMSTOLENS DOM 21. april 1993 * I sag C-172/91, angående en anmodning, som Bundesgerichtshof (Forbundsrepublikken Tyskland) i medfør af protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Volker Sonntag støttet af Land Baden-Württemberg Hans Waidmann, Elisabeth Waidmann, Stefan Waidmann, mod at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 1, stk. 1, artikel 27, nr. 2, og artikel 37, stk. 2, i Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse (EFT L 304, s. 1), har DOMSTOLEN sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene C.N. Kakouris, G.C. Rodríguez Iglesias, M. Zuleeg og J.L. Murray samt dommerne G.F. Mancini, R. Joliét, F.A. Schockweiler, J.C. Moitinho de Almeida, F. Grévisse, M. Diez de Velasco, RJ.G. Kapteyn og D.A.O. Edward, * Processprog: tysk. I

2 SONNTAG generaladvokat: M. Darmon justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühi, efter at der er indgivet skriftlige indlæg af: Hans Waidmann m.fl. ved advokat Dr. E. Kersten, Karlsruhe den tyske regering ved Ministerialrat Prof. Dr. C. Böhmer, Forbundsjustitsministeriet, som befuldmægtiget den italienske regering ved professor L. Ferrari Bravo, chef for Udenrigsministeriets servizio del contenzioso diplomatico, bistået af avvocato dello Stato O. Fiumara, som befuldmægtigede Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved P. van Nuffel, Kommissionens Juridiske Tjeneste, bistået af advokat W.-D. Krause-Ablass, Düsseldorf på grundlag af retsmøderapporten, efter at Volker Sonntag ved advokat H. Büttner, Karlsruhe, den italienske regering, den tyske regering og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 14. oktober 1992, og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 2. december 1992, afsagt følgende I- 1991

3 DOM AF SAG C-172/91 Dom 1 Ved kendelse af 28. maj 1991 indgået til Domstolen den 1. juli 1991 har Bundesgerichtshof i medfør af protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse (EFT L 304, s. 1, herefter benævnt»konventionen«), forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af konventionens artikel 1, stk. 1, artikel 27, nr. 2, og artikel 37, stk Spørgsmålene er blevet rejst under en sag mellem Volker Sonntag (herefter benævnt»rekvisitus«), støttet af Land Baden-Württemberg, og Hans og Elisabeth Waidmann og deres søn, Stefan Waidmann (herefter benævnt»rekvirenterne«), angående fuldbyrdelse i Forbundsrepublikken Tyskland af den civilretlige del af en dom afsagt af en italiensk kriminalret. 3 Det fremgår af oplysningerne i sagen, at rekvirenterne er Thomas Waidmann's forældre og bror. Thomas Waidmann, der var elev i en offentlig skole i delstaten Baden-Württemberg, blev den 8. juni 1984 offer for en dødsulykke i bjergene under en skoleudflugt til Italien. Der blev ved Tribunale di Bolzano anlagt straffesag mod den ledsagende lærer, Volker Sonntag, for uagtsomt manddrab. 4 Den 22. september 1986 indtrådte rekvirenterne som borgerlige parter i straffesagen mod læreren for at få ham dømt til at erstatte den skade, der var forvoldt ved ulykken. Rettens tilførsel til retsbogen herom blev forkyndt for rekvisitus den 16. februar Den 25. januar 1988 blev der afholdt domsforhandling ved Tribunale di Bolzano. Under domsforhandlingen blev rekvisitus repræsenteret af en advokat. Ved dom I -1992

4 SONNTAG afsagt samme dag blev rekvisitus kendt skyldig i uagtsomt manddrab og tilpligtet at betale familien Waidmann et acontobeløb på 20 mio. LIT samt at betale sagens omkostninger. Dommen blev forkyndt for rekvisitus og er blevet retskraftig. 6 På begæring af rekvirenterne bestemte Landgericht Ellwangen ved kendelse af 29. september 1989, at den af Tribunale di Bolzano afsagte dom skulle forsynes med fuldbyrdelsespåtegning for så vidt angik den civilretlige del. 7 Rekvisitus appellerede denne afgørelse til Oberlandesgericht. Under appelsagen gav han delstaten Baden-Württemberg procesunderretning, idet han gjorde gældende, at han såfremt han ikke fik medhold under sagen efter tjenestemandsrettens regler kunne kræve, at delstaten friholdt ham for pligten til at betale erstatning. Delstaten Baden-Württemberg indtrådte i sagen som biintervenient til støtte for de af rekvisitus nedlagte påstande. 8 Oberlandesgericht stadfæstede kendelsen den 20. juli 1990, bl.a. med den begrundelse, at der i den af Tribunale di Bolzano afsagte straffedom var truffet afgørelse i en borgerlig sag, jf. konventionens artikel 1, stk. 1, første punktum, og at det borgerlige krav var rettidigt forkyndt for rekvisitus. 9 Såvel rekvisitus som delstaten Baden-Württemberg indbragte denne afgørelse for Bundesgerichtshof. De har begge navnlig gjort gældende, at den af Tribunale di Bolzano afsagte straffedom vedrører et offentligretligt krav, da opsynet med eleverne, som påhvilede rekvisitus i sin egenskab af tjenestemand, henhører under forvaltningsretten. De er desuden af den opfattelse, at indholdet af rekvirenternes erklæring af 22. september 1986 om, at de ville indtræde i straffesagen som borgerlige parter, er for ubestemt til, at erklæringen kan betragtes som et indledende processkrift i sagen i konventionens artikel 27, nr. 2's forstand. I- 1993

5 DOM AF SAG C-172/91 10 Da Bundesgerichtshof fandt, at sagen derfor rejste spørgsmål om fortolkningen af konventionen, besluttede den at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:»1) Er det efter konventionens artikel 37, stk. 2, også udelukket, at en tredjemand, der har interesse heri, ved ethvert retsmiddel anfægter den afgørelse, der er truffet i appel- eller genoptagelsessagen efter konventionens artikel 36, når tredjemand i henhold til national ret i fuldbyrdelsesstaten kan bringe et retsmiddel i anvendelse? 2) a) Er der tale om en borgerlig sag, jf. konventionens artikel 1, stk. 1, første punktum, når der af skadelidte gøres et personligt erstatningskrav gældende mod en person, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, og som har forvoldt skaden ved en retsstridig, forsætlig eller uagtsom tilsidesættelse af sine tjenestepligter? b) Såfremt spørgsmål a) bevares bekræftende: Gælder dette også, når ulykken er dækket af en offentligretlig socialforsikring? 3) Foreligger der et 'indledende processkrift i sagen' som omhandlet i konventionens artikel 27, nr. 2, når det i et processkrift meddeles sagsøgte, at der under en straffesag også vil blive gjort erstatningskrav gældende mod ham for såvel økonomisk som ikke-økonomisk skade, uden at processkriftet nærmere angiver størrelsen af det borgerlige krav, der vil blive fremsat? 4) Har en sagsøgt givet møde i konventionens artikel 27, nr. 2's forstand, når der nedlægges påstand om erstatning i forbindelse med en straffesag (konventionens artikel 5, nr. 4), og rekvisitus under domsforhandlingen ganske vist har taget stilling til påstandene i straffesagen gennem sin valgte forsvarer, men ikke til det borgerlige krav, der er forhandlet mundtligt, mens forsvareren også var til stede?«11 Hvad nærmere angår sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb samt de skriftlige indlæg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmøderap- I -1994

6 SONNTAG porten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende i det omfang, det er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation. 12 Da de spørgsmål, der er forelagt af den nationale ret, vedrører fortolkningen af en række bestemmelser i konventionen, må det først undersøges, om det erstatningskrav, som ligger til grund for tvisten som beskrevet i forelæggelseskendelsen, er omfattet af konventionens anvendelsesområde. Det andet præjudicielle spørgsmål må derfor besvares først. Det andet spørgsmål 13 Det fremgår af det forelagte spørgsmål og af forelæggelseskendelsens grunde, at den nationale ret i det væsentlige ønsker oplyst, om begrebet»borgerlige sager«i konventionens artikel 1, stk. 1, første punktum, omfatter et erstatningskrav, der ved en kriminalret fremsættes mod en lærer ved en offentlig skole, som under en skoleudflugt har forvoldt en elev skade ved en retsstridig, forsætlig eller uagtsom tilsidesættelse af sin opsynspligt, og om dette også gælder, når skaden er dækket af en offentligretlig socialforsikring. 14 Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål må det først undersøges, om et erstatningskrav, der fremsættes ved en kriminalret, kan være omfattet af konventionens anvendelsesområde. 15 I denne forbindelse bemærkes, at konventionen i henhold til artikel 1, stk. 1,»finder anvendelse på borgerlige sager, herunder handelssager, uanset domsmyndighedens art«. 16 Det fremgår således af selve ordlyden af bestemmelsen, at konventionen også finder anvendelse på afgørelser, der træffes af en kriminalret i borgerlige sager. I- 1995

7 DOM AF SAG C-172/91 17 Det må dernæst undersøges, om et erstatningskrav, der fremsættes mod en lærer ved en offentlig skole, som under en skoleudflugt har forvoldt en elev skade ved en tilsidesættelse af sin opsynspligt, er omfattet af begrebet»borgerlige sager«i konventionens artikel 1, stk. 1, første punktum. 18 Det bemærkes, at begrebet»borgerlige sager«i konventionens artikel 1 ifølge fast praksis (jf. bl.a. dom af , sag 29/76, LTU, Sml. s. 1541, præmis 3 og 4, af , sag 133/78, Gourdain, Sml. s. 733, præmis 3, og af , sag 814/79, Rüffer, Sml. s. 3807, præmis 7 og 8) skal betragtes som et selvstændigt begreb, der dels skal fortolkes ud fra konventionens mål og opbygning, dels ud fra de almindelige principper, som kan udledes af de nationale retssystemer under ét. 1 9 I denne henseende er det væsentligt at fastslå, at et borgerligt krav om erstatning af den skade, der er forvoldt en person ved en straffelovsovertrædelse, har civilretlig karakter, selv om det gøres gældende under en straffesag. Retten til at opnå erstatning for en skade, der er lidt som følge af en adfærd, som efter strafferetten anses for at være et retsbrud, antages nemlig i de kontraherende staters retssystemer i almindelighed at være af civilretlig karakter. Det er i øvrigt denne opfattelse, der ligger til grund for konventionens artikel 5, nr Det fremgår af dommene i sagerne LTU og Rüffer, at et sådant krav kun falder uden for konventionens anvendelsesområde, når den ansvarlige, mod hvem det gøres gældende, må betragtes som en offentlig myndighed, der har handlet under udøvelse af offentligretlige beføjelser. 21 For det første bemærkes, at den omstændighed, at læreren har stilling som tjenestemand og handler som sådan, ikke kan være afgørende. Selv om en tjenestemand handler på statens vegne, udøver han nemlig ikke altid offentligretlige beføjelser. I -1996

8 SONNTAG 22 For det andet må det fastslås, at den adfærd, der udvises af en lærer i en offentlig skole i forbindelse med hans tilsyn med eleverne under en skoleudflugt, i de fleste af medlemsstaternes retssystemer ikke er et udslag af offentligretlige beføjelser, da læreren for så vidt ikke varetager beføjelser, der er underkastet andre regler end dem, der gælder i forholdet mellem borgerne. 23 For det tredje må det fastslås, at en lærer ved en offentlig skole i et tilfælde som det, der foreligger i hovedsagen, har samme funktioner i forhold til eleverne som en lærer ved en privat skole. 24 For det fjerde bemærkes, at Domstolen allerede i dommen af 3. juli 1986 (sag 66/85, Lawrie-Blum, Sml. s. 2121, præmis 28, sammenholdt med præmis 24) ganske vist i en anden faktisk og retlig sammenhæng har fastslået, at en lærer ikke udøver offentlig myndighed, selv når han bedømmer elevernes præstationer og deltager i afgørelsen om deres oprykning til næste klasse. Dette må så meget desto mere gælde, når der er tale om den opsynspligt, læreren har over for eleverne under en skoleudflugt. 25 Hertil kommer endelig, at selv om lærerens opsyn med eleverne efter national ret i den kontraherende stat, læreren kommer fra, betegnes som udøvelse af offentlig myndighed, er dette uden betydning for kvalifikationen af hovedsagen med henblik på konventionens artikel Det følger af det anførte, at det erstatningskrav, der i hovedsagen er fremsat af rekvirenterne mod læreren ved en offentlig skole, er omfattet af begrebet»borgerlige sager«i konventionens artikel 1, stk. 1, første punktum. I- 1997

9 DOM AF SAG C-172/91 27 Det må endvidere undersøges, om det kan føre til en ændring af denne fortolkning, at den ulykke, som ligger til grund for kravet, er omfattet af en offentligretlig socialforsikring. 28 I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at fastslå, at en eventuelt foreliggende forsikringsdækning ikke har nogen betydning, eftersom grundlaget for det civilretlige krav, dvs. deliktsansvaret, ikke påvirkes af denne offentligretlige forsikringsdækning. 29 Den forelæggende rets andet spørgsmål må derfor besvares med, at begrebet»borgerlige sager«i konventionens artikel 1, stk. 1, første punktum, omfatter et erstatningskrav, der ved en kriminalret fremsættes mod en lærer ved en offentlig skole, som under en skoleudflugt har forvoldt en elev skade ved en retsstridig, forsætlig eller uagtsom tilsidesættelse af sin opsynspligt, og at dette også gælder, når skaden er dækket af en offentligretlig socialforsikring. Det første spørgsmål 30 Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om bestemmelsen i konventionens artikel 37, stk. 2, skal fortolkes således, at den også udelukker, at en tredjemand, der har interesse heri, ved ethvert retsmiddel anfægter den afgørelse, der er truffet i appel- eller genoptagelsessagen i medfør af konventionens artikel 36, når tredjemand i henhold til national ret i fuldbyrdelsesstaten kan bringe et retsmiddel i anvendelse. 31 Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål bemærkes for det første, at det ifølge konventionens artikel 36, stk. 1, er den part, mod hvem fuldbyrdelsen begæres, der kan anfægte den afgørelse, hvorved fuldbyrdelse tillades, ved appel eller genoptagelse. Ifølge konventionens artikel 37, stk. 2, kan den afgørelse, der træffes i appel- eller genoptagelsessagen, i Forbundsrepublikken Tyskland kun anfægtes ved en»rechtsbeschwerde«. I

10 SONNTAG 32 Dernæst bemærkes, at Domstolen har antaget, at der bør anlægges en snæver fortolkning af begrebet»afgørelse, der træffes i appel- eller genoptagelsessagen«, i konventionens artikel 37, stk. 2, idet den har udtalt, at bestemmelsen efter konventionens almindelige opbygning og på baggrund af, at et af dens væsentligste formål er at forenkle proceduren i fuldbyrdelsesstaten, ikke kan udstrækkes, således at den også tillader et retsmiddel mod en anden afgørelse end den endelige afgørelse i appel- eller genoptagelsessagen (dom af , sag 258/83, Brennero, Smi. s. 3971, præmis 15, og af , sag C-183/90, Van Dalfsen, Sml. I, s. 4743, præmis 19). 33 Endelig bemærkes, at Domstolen i dommen af 2. juli 1985 (sag 148/84, Deutsche Genossenschaftsbank, Sml. s. 1981, præmis 17) har præciseret, at konventionen fastsætter regler om meddelelse af fuldbyrdelsespåtegning, der er selvstændige og udtømmende, herunder for så vidt angår retsmidler, og at det følger heraf, at artikel 36 er til hinder for, at tredjemænd iværksætter retsmidler, der er hjemlet i national lovgivning, imod en afgørelse om meddelelse af fuldbyrdelsespåtegning. 34 Dette princip må også gælde for et retsmiddel, som iværksættes senere i henhold til konventionens artikel 37, stk. 2. Det ville nemlig være i modstrid med ovennævnte regler samt med et af konventionens hovedformål, som er at forenkle proceduren i fuldbyrdelsesstaten, at forbyde en tredjemand, der har en retlig interesse heri, at anfægte afgørelsen ved appel eller genoptagelse i medfør af artikel 36, men tillade ham at indtræde i sagen på et senere stadium ved at anvende retsmidlet i henhold til artikel Den forelæggende rets første spørgsmål må derfor besvares med, at bestemmelsen i konventionens artikel 37, stk. 2, skal fortolkes således, at den også udelukker, at en tredjemand, der har interesse heri, ved ethvert retsmiddel anfægter den afgørelse, der er truffet i appel- eller genoptagelsessagen i medfør af konventionens artikel 36, når tredjemand i henhold til national ret i fuldbyrdelsesstaten kan bringe et retsmiddel i anvendelse. I- 1999

11 Det tredje og det fjerde spørgsmål DOM AF SAG C-172/91 36 Med de to sidste spørgsmål, som må undersøges under ét, og som vedrører fortolkningen af konventionens artikel 27, nr. 2, ønsker den forelæggende ret for det første oplyst, om der foreligger et»indledende processkrift i sagen«i denne artikels forstand, når det i et processkrift meddeles sagsøgte, at der under en straffesag også vil blive gjort erstatningskrav gældende mod ham for såvel økonomisk som ikke-økonomisk skade, uden at processkriftet nærmere angiver størrelsen af det borgerlige krav, der vil blive fremsat. For det andet ønsker retten oplyst, om en sagsøgt har givet møde i bestemmelsens forstand, når der nedlægges påstand om erstatning i forbindelse med en straffesag, og sagsøgte under domsforhandlingen har taget stilling til påstandene i straffesagen gennem sin valgte forsvarer, men ikke til det borgerlige krav, der er forhandlet mundtligt, mens forsvareren også var til stede. 37 Det skal først og fremmest bemærkes, at konventionens artikel 27 opregner de betingelser, som skal være opfyldt, for at retsafgørelser, der er truffet i en kontraherende stat, kan anerkendes i en anden kontraherende stat. Ifølge artikel 27, nr. 2, skal anerkendelse nægtes,»såfremt det indledende processkrift i sagen... ikke forskriftsmæssigt er blevet forkyndt eller meddelt den udeblevne sagsøgte i så god tid, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen«. 38 Dernæst bemærkes, at formålet med konventionens artikel 27, nr. 2, ifølge fast praksis er at sikre, at en retsafgørelse ikke anerkendes eller fuldbyrdes på grundlag af konventionen, hvis sagsøgte ikke har haft mulighed for at varetage sine interesser under sagen for retten i domsstaten (dom af , sag 166/80, Klomps mod Michel, Sml. s. 1593, præmis 9, og af , sag C-123/91, Minalmet, Sml. I, s. 5661, præmis 18). 39 Heraf følger, at retsafgørelsen kun kan nægtes anerkendt af de i konventionens artikel 27, nr. 2, anførte grunde, når sagsøgte ikke har givet møde i den sag, hvori retsafgørelsen er truffet. Bestemmelsen kan derfor ikke påberåbes, når sagsøgte har givet møde, i det mindste ikke, hvis han er blevet underrettet om omstændighederne i sagen og har fået lejlighed til at varetage sine interesser. I

12 SONNTAG 40 I betragtning af de faktiske omstændigheder i hovedsagen bemærkes, at det i artikel II, stk. 1, i protokollen, der er knyttet som bilag til konventionen, hedder:»med forbehold af mere gunstige nationale bestemmelser kan personer, der har bopæl i en kontraherende stat, og mod hvem der indledes retsforfølgning for en uagtsom lovovertrædelse ved retter kompetente i straffesager i en anden kontraherende stat, hvor de pågældende ikke er statsborgere, selv når de ikke personligt giver møde, til deres forsvar vælge personer, der er bemyndiget hertil.«41 Det må fastslås, at når en sagsøgt, der har kendskab til det borgerlige krav, der gøres gældende mod ham under en straffesag, under retsforhandlingerne gennem sin forsvarer tager stilling til de påstande, der er rejst mod ham, skal denne stillingtagen principielt betragtes, som om han har givet møde i sagen i sin helhed, uden at der skal sondres mellem de strafferetlige påstande og det borgerlige krav. Dette udelukker imidlertid ikke, at sagsøgte kan nægte at svare i sagen for så vidt angår det borgerlige krav. Hvis han imidlertid ikke har gjort det, må hans stillingtagen til de strafferetlige påstande også betragtes som et fremmøde for så vidt angår de borgerlige krav. 42 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at den af sagsøgte i hovedsagen valgte forsvarer ikke har gjort indsigelse mod det borgerlige krav, heller ikke under den mundtlige forhandling vedrørende det borgerlige krav. 43 Heraf følger i dette tilfælde, at sagsøgte må anses for at have givet møde, og at konventionens artikel 27, nr. 2, derfor må erklæres uanvendelig. Det er derfor ufornødent at undersøge, om der har foreligget et indledende processkrift i sagen i denne bestemmelses forstand. 44 Svaret til den forelæggende ret må derfor være, at retsafgørelsen kun kan nægtes anerkendt af de i konventionens artikel 27, nr. 2, anførte grunde, når sagsøgte ikke har givet møde i den sag, hvori retsafgørelsen er truffet. Bestemmelsen kan derfor ikke påberåbes, når sagsøgte har givet møde. En sagsøgt må anses for at have givet møde i konventionens artikel 27, nr. 2's forstand, når der nedlægges påstand om erstatning i forbindelse med en straffesag, og sagsøgte under domsforhandlingen I

13 DOM AF SAG C-172/91 har taget stilling til påstandene i straffesagen gennem sin valgte forsvarer, men ikke til det borgerlige krav, der er forhandlet mundtligt, mens forsvareren også var til stede. Sagens omkostninger 45 De udgifter, der er afholdt af Forbundsrepublikken Tysklands regering, af Den Italienske Republiks regering og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. På grundlag af disse præmisser kender DOMSTOLEN vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Bundesgerichtshof ved kendelse af 28. maj 1991, for ret: 1) Begrebet»borgerlige sager«i konventionens artikel 1, stk. 1, første punktum, omfatter et erstatningskrav, der ved en kriminalret fremsættes mod en lærer ved en offentlig skole, som under en skoleudflugt har forvoldt en elev skade ved en retsstridig, forsætlig eller uagtsom tilsidesættelse af sin opsynspligt, og dette gælder også, når skaden er dækket af en offentligretlig socialforsikring. 2) Bestemmelsen i konventionens artikel 37, stk. 2, skal fortolkes således, at den også udelukker, at en tredjemand, der har interesse heri, ved ethvert retsmiddel anfægter den afgørelse, der er truffet i appel- eller genoptagelsessagen i medfør af konventionens artikel 36, når tredjemand i henhold til national ret i fuldbyrdelsesstaten kan bringe et retsmiddel i anvendelse. I

14 SONNTAG 3) Retsafgørelsen kan kun nægtes anerkendt af de i konventionens artikel 27, nr. 2, anførte grunde, når sagsøgte ikke har givet møde i den sag, hvori retsafgørelsen er truffet. Bestemmelsen kan derfor ikke påberåbes, når sagsøgte har givet møde. En sagsøgt må anses for at have givet møde i konventionens artikel 27, nr. 2's forstand, når der nedlægges påstand om erstatning i forbindelse med en straffesag, og sagsøgte under domsforhandlingen har taget stilling til påstandene i straffesagen gennem sin valgte forsvarer, men ikke til det borgerlige krav, der er forhandlet mundtligt, mens forsvareren også var til stede. Due Kakouris Rodríguez Iglesias Zuleeg Murray Mancini Joliét Schockweiler Moitinho de Almeida Grévisse Diez de Velasco Kapteyn Edward Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 21. april J.-G. Giraud O. Due Justitssekretær Præsident I