i borgerlige sager, herunder handelssager. undertegnet i Luxembourg den 3. juni 1971 Udarbejdet af P. JENARD,

Transkript

1 Nr. C 59/66 De Europæiske Fællesskabers Tidende RAPPORT OM PROTOKOLLERNE vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 29. februar 1568 om gensidig anerkendelse af selskaber og juridiske personer og af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager undertegnet i Luxembourg den 3. juni 1971 Udarbejdet af P. JENARD, direktør i det belgiske udenrigs- og udenrigshandelsministerium I. Almindelige betragtninger 1. 1 fælleserklæring nr. 3, der er knyttet til konventionen personer, undertegnet i Bruxelles den 29. februar 1968, har regeringerne for De europæiske Fællesskabers medlemsstater erklæret sig rede til at overveje midler, der er egnede til at hindre forskellige fortolkninger af konventionen. I så henseende var der enighed om at undersøge muligheden for at tillægge De europæiske Fællesskabers Domstol kompetence på visse områder og i påkommende tilfælde indlede forhandlinger om en aftale med henblik herpå. En tilsvarende fælleserklæring er knyttet til konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Bruxelles den 27. september Denne erklæring forudser muligheden af at tillægge Domstolen kompetence ikke blot med hensyn til fortolkning, men også med hensyn til afgørelse af kompetencekonflikter ved konventionens anvendelse. For at svare på dette spørgsmål har en i væsentlig grad pragmatisk fremgangsmåde været fulgt. Der har været foretaget en grundig gennemgang af de to allerede undertegnede konventioner, den om gensidig anerkendelse af selskaber og juridiske personer og den om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelse i borgerlige sager, herunder handelssager. 3. Nævnte gennemgang har ført til den konklusion, at disse to konventioner udviser klart forskellige karakteristiska, som er af en sådan art, at de med henblik på Domstolens fortolkning gør en særlig ordning berettiget. Selv om der blev givet udtryk for den opfattelse, at Domstolens kompetence med hensyn til fortolkning af alle konventioner indgået i henhold til traktatens artikel 220 kunne fastlægges i én enkelt tekst, har man dog foretrukket at afslutte særskilte protokoller, der i højere grad er tilpasset kravene i hver enkelt konvention. 4. For afslutningen af disse protokoller skal artikel 236 i traktaten ikke finde anvendelse, da nævnte protokoller vedrørende fortolkning af konventioner indgået i henhold til artikel 220 i traktaten ikke har til formål at ændre traktaten. De tillægger blot Domstolen en yderligere kompetence, der føjes til dens bestående kompetence uden at ændre denne ( 1 ). 2. Under forhandlingerne om gennemførelsen af disse erklæringer blev der hurtigt opnået enighed om at tillægge Domstolen yderligere kompetence og om at anvende en fremgangsmåde, der har sit forbillede i artikel 177 i traktaten. Trods dette opstod spørgsmålet om, hvorvidt det ville være hensigtsmæssigt at udarbejde en generel konvention gældende for alle konventioner, der er eller vil blive indgået i henhold til artikel 220, eller om det ikke måtte foretrækkes at søge løsninger, der "tager hensyn til de specielle forhold, som hver af disse konventioner måtte udvise. II. Protokol vedrørende fortolkning af konventionen personer 5. For så vidt angår fortolkningen af konventionen (*) Flere gange er en vis kompetence blevet tillagt Domstolen, uden at den i artikel 236 fastlagte ændringsprocedure har været bragt i anvendelse (interne aftaler inden for rammerne af associeringskonventionerne jf. EFT nr. 93 af , s. 1490/64 bestemmelser i Rådets forordning nr. 17 vedrørende Domstolens kontrol jf. EFT nr. 13 af , s. 204/62.

2 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 59/67 personer var man af den opfattelse, at der ikke var nogen grund til at afvige fra fremgangsmåden ved præjudiciel fortolkning i henhold til artikel 177 i traktaten. Det er således denne fremgangsmåde, der er optaget i forslaget til den pågældende protokol. Artikel 1 i denne protokol tillægger Domstolen kompetence med hensyn til fortolkning af konventionen af 29. februar 1968 og af fælleserklæring nr. 1 i den til denne konvention som bilag knyttede protokol samt af den protokol, der er genstand for nærværende rapport. Hvad angår artikel 2, har denne i samme affattelse optaget stk. 2 og 3 i artikel 177, for så vidt angår de betingelser, hvorunder en sag kan indbringes for Domstolen af de retter, ved hvilke et sådant spørgsmål rejses. 6. Da konventionen- undertiden henviser til den nationale ret, opstod spørgsmålet om, hvorvidt Domstolens kompetence ikke udtrykkeligt skulle udelukkes med hensyn til fortolkningen af denne ret. Man skønnede, at det ikke var nødvendigt udtrykkeligt at udelukke denne kompetence, da en sådan udelukkelse allerede er klart fastslået gennem Domstolens retspraksis. 7. Artikel 3 vedrører den procedure, der skal følges ved Domstolen, når denne anmodes om at træffe afgørelse i henhold til protokollen. Man har fundet det hensigtsmæssigt at forudse, at Domstolens procesreglement må suppleres som følge af yderligere tillæggelse af kompetence. Artikel 3, stk. 2, angiver, at med henblik herpå skal artikel 188 i traktaten finde anvendelse. Der blev givet udtryk for den opfattelse, at der, for at sikre en så effektiv og ensartet gennemførelse som muligt af konventionen, bør foranstaltes en udveksling af oplysninger vedrørende de afgørelser, der træffes af nationale retter, hvis afgørelser ikke kan appelleres i henhold til nationale retsregler. En fælleserklæring i så henseende er knyttet til protokollen. III. Protokol vedrørende fortolkning af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager 8. Gennemgangen af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, har reelt vist, at denne konvention frembyder specielle forhold, som berettiger en særlig procedure for så vidt angår dens fortolkning ved Domstolen. Har der været enighed om at erkende nødvendigheden af at sikre en ensartet fortolkning af denne konvention, om at tillægge Domstolen yderligere kompetence med henblik herpå og om at vælge et system, der i vidt omfang har artikel 177 som forbillede, så har der til gengæld, i betragtning af mængden og forskelligartetheden af de tvister, på hvilke konventionen finder anvendelse, været udtrykt frygt for, at sager vedrørende præjudicielle spørgsmål, således som disse er fastlagt i artikel 177, vil kunne påberåbes af en af parterne i tvisten enten for at forhale sagen eller som et pressionsmiddel over for en modpart med beskedne økonomiske midler, og at de i sidste instans vil kunne føre til misbrug. 1. Denne konvention synes at skulle finde anvendelse i mangfoldige tilfælde. Faktisk fastsætter den ikke blot regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, men også om retternes kompetence i den internationale retsorden og navnlig i alle de tilfælde, hvor en person sagsøges ved en ret i en kontraherende stat, på hvis område vedkommende ikke har bopæl. Hertil kommer, at den ikke vedrører visse begrænsede områder som for eksempel anerkendelse af selskaber, men alle borgerlige sager, herunder handelssager, af formueretlig art (sager om aftaler af enhvert art, om civilretligt ansvar, om underholdspligt, osv...). 2. På anerkendelses- og fuldbyrdelsesstadiet bestemmer konventionen i artikel 34, at den ret, som behandler begæringen om, at afgørelsen forsynes med fuldbyrdelsespåtegning, træffer sin afgørelse snarest muligt, og uden at den part, mod hvem fuldbyrdelsen begæres, på dette tidspunkt af sagens behandling kan fremsætte bemærkninger over for retten. Det er klart, at en sag vedrørende præjudicielle spørgsmål, som på dette stadium indbringes for Domstolen, tilsidesætter målet med konventionen, der ved den nyordning, som ensartethed i eksigibilitetsproceduren og indførelse af en unilateral fremgangsmåde repræsenterer, tilstræber at undgå, at sagen forhales, og at sagsøgte forhindres i at unddrage sine formuegoder nogen form for fuldbyrdelsesforanstaltning. 3. Endelig må det erindres, at de afgørelser, der træffes af Domstolen om fortolkningen af konventionen, adskiller sig fra afgørelser om fortolkningen af.indre konventioner, for så vidt angår de følger, afgørelserne får for sagens parter. Hvis Domstolen således skulle have fortolket en bestemmelse i konventionen med den virkning, at de retter, ved hvilke sagen er anlagt, ikke er kompetente, kan det tænkes, at proceduren skal påbegyndes igen helt forfra enten i en anden stat end den,

3 Nr. C 59/68 De Europæiske Fællesskabers Tidende ved hvis retter sagen oprindeligt har været behandlet, eller i givet fald ved andre retter i samme stat (jf. f.eks. artikel 5 i konventionen, der fastsætter specielle kompetenceregler). 9. Det ved protokollen vedtagne system følger fremgangsmåden i artikel 177 med forbehold af de tilpasninger, der er anset for nødvendige under hensyntagen til de ovenfor anførte betragtninger. Dette system kan i korthed sammenfattes således: a) de retter, der kan indbringe en sag for Domstolen er udtrykkeligt anført; b) retter, der træffer afgørelse i første instans, indrømmes ikke adgang til at indbringe en sag vedrørende præjudicielle spørgsmål for Domstolen; c) protokollen præciserer, at kassationsretter osv.... skal indbringe sagen for Domstolen, hvis de skønner, at Domstolens afgørelse vedrørende fortolkningsspørgsmålet er nødvendig for at de kan træffe afgørelse; d) en yderligere mulighed for fortolkning ved Domstolen, der har sit forbillede i appel af hensyn til retsordenen, er føjet til sagerne om præjudicielle spørgsmål. 10. Artikel 1, der svarer til artikel 1 i protokollen vedrørende fortolkning af konventionen om gensidig anerkendelse af selskaber og juridiske personer, tillægger Domstolen kompetence med hensyn til fortolkning af konventionen af 27. september 1968 og dens protokol samt af den protokol, der er genstand for nærværende rapport. 11. I artikel 2 anføres de nationale retter, der kan anmode Domstolen om at træffe en præjudiciel afgørelse. 1. Det fremgår af denne opregning, at denne kompetence ikke er tillagt retter, der træffer afgørelse i første instans. Denne udelukkelse skal først og fremmest hindre, at Domstolen kan anmodes om fortolkning i alt for mange tilfælde og navnlig i sager af mindre betydning. Der er endvidere givet udtryk for det synspunkt, at de forskelle i fortolkningen, der ved anvendelse af konventionen måtte forkomme i forbindelse med afgørelser truffet af retter i første instans, for eksempel af en»justice de paix«og en»amtsgericht«, ikke, når disse afgørelser får retskraft, bør afføde større opmærksomhed end de forskelle i fortolkningen, der kan forekomme inden for samme land for så vidt angår afgørelser truffet af underretterne. I samme forbindelse er det fremført, at Domstolen først skal anmodes om at kende noget for ret, når den har fået alle oplysninger. Med henblik herpå må fortolkningsspørgsmålene på forhånd være afklaret af de nationale retter, så meget mere som Domstolen i retssikkerhedens interesse ikke den ene gang efter den anden kan ændre sin retspraksis. 2. I artikel 2 anføres udtrykkeligt under nr. 1 de retter, som kan anmode Domstolen om en afgørelse, heriblandt dem, som i henhold til artikel 3, tk. 1, skal fremsende en sådan anmodning. Denne præcision har vist sig absolut påkrævet. Den aktuelle affattelse af stk. 3 i artikel 177 har givet anledning til uensartet fortolkning hvad angår de retter, hvis afgørelser ifølge nationale retsregler ikke kan appelleres (for eksempel de i Tyskland udviklede teorier om»abstrakt og konkret«). En præcision vedrørende dette spørgsmål har så meget des mere vist sig nødvendig, da underretterne ifølge protokollens system ikke kan indbringe en sag for Domstolen. Pågældende opregning tager ligeledes hensyn til det forhold, at konventionen af 27. september 1968 kun vedrører borgerlige sager, herunder handelssager, af formueretlig art, og derfor kun omfatter retter, der kan pådømme disse sager. 3. Under nr. 2 anføres det, at retterne i en kontraherende stat ligeledes kan indbringe sagen for Domstolen, såfremt de træffer afgørelse som appelinstans. Hermed tænkes således ikke blot på appelretterne, bortset fra de særlige tilfælde, hvor de træffer afgørelse som første instans, men også andre retter, for eksempel retterne i første instans, når de som appelret træffer afgørelse i en sag. I Forbundsrepublikken Tyskland dækker udtrykket»appel«også tilfældet»beschwerde«. 4. Under nr. 3 bestemmes det, at i de tilfælde, der er anført i artikel 37 i konventionen af 27. september 1968, kan de i denne artikel nævnte retter ligeledes indbringe sagen for Domstolen. Det må bemærkes, at nævnte artikel 37 vedrører anfægtelse af den afgørelse, der tillader fuldbyrdelse af den fremmede afgørelse.

4 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 59/ Artikel 3 fastslår, at en højere instans kun skal indbringe sagen for Domstolen,»hvis den skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig, for at den kan afsige dom«. Denne præcision er i artikel 177 i romtraktaten kun anført i stk. 2 vedrørende de lavere instanser, som har mulighed for at indbringe sagen for Domstolen. Præcisionen i artikel 3, stk. 1, i protokollen svarer til den fortolkning, der hidtil i almindelighed har været gældende for artikel 177: det synes anerkendt, at de højere instanser ubestrideligt har en skønsmæssig beføjelse til at afgøre, hvorvidt de spørgsmål, der rejses ved dem, er væsentlige. Hvad angår formen afviger artikel 3 fra artikel 177 derved, at den angiver reglen for de højere instanser først og derefter reglen for de øvrige retter. Ved denne ændring i formen har man villet understrege, at protokollen udelukkende går ud på at give en særlig løsning af problemerne vedrørende fortolkningen af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager. 13. Da konventionen også henviser til regler i national ret, skal der endvidere henføres til det, der i så henseende er sagt i kommentaren til protokollen vedrørende fortolkning af konventionen om gensidig anerkendelse af selskaber (se nr. 6). Denne præcision forekommer dog nødvendig for at undgå forskelle i fortolkningen. Det må ikke glemmes, således som allerede anført i denne rapport (nr. 8, punkt 3) at følgerne af de afgørelser, som Domstolen træffer vedrørende fortolkning af konventionen om retternes kompetence, adskiller sig fra følgerne af afgørelser om fortolkningen af andre konventioner. Hvis således en rets kompetence bestrides ved en højere instans, og Domstolen fastslår, at konventionen er fortolket fejlagtigt, kan det tænkes, at sagen skal påbegyndes igen helt forfra enten i en anden stat eller i givet fald ved en anden ret i samme stat. Fristelsen for en part til at rejse et spørgsmål om fortolkningen af konventionen for en højere instans udelukkende for at forhale sagen kan derfor være stor og vil være det så meget des mere, hvis denne ret automatisk skal indbringe sagen for Domstolen. Efter at forskellige løsninger har været under overvejelse, for eksempel gående ud på kun at tillægge de højere instanser mulighed for at indbringe sagen for Domstolen eller kun at forpligte dem hertil, hvis "de finder, at de må fravige den af Domstolen eller af andre retter fastlagte fortolkning, har man valgt en bestemmelse, der ligger tæt op ad artikel 177 for i videst muligt omfang at fremme enhedsbestræbelserne inden for fællesskabsretten. 14. Artikel 4 indfører en ny procedure, der har sit forbillede dels i appel af hensyn til retsordenen og dels i fremgangsmåden med vejledende udtalelse. Der findes i landene i Fællesskabet bortset fra Forbundsrepublikken Tyskland en form for appel, den såkaldte appel af hensyn til retsordenen, som gør det muligt for den kompetente retslige myndighed, i givet fald det offentliges øverste repræsentant ved kassationsretten, at appellere afgørelser truffet i sidste instans, som bygger på en overtrædelse eller en fejlagtig anvendelse af loven, det være sig med hensyn til indhold eller form. Formålet med denne appel er en indgriben over for fejlagtige fortolkninger af loven, når parterne har undladt at henvise en afgørelse, der bygger på en sådan fortolkning, til en højere instans. Artikel 4 har til formål at fremme en ensartet fortolkning af konventionen ved at indføre en procedure, der udgør en tilføjelse til de i artikel 3 nævnte sager om præjudicielle spørgsmål. Den skal hovedsagelig sikre en ensartet fortolkning i forbindelse med fremtidige sager, når allerede trufne afgørelser udviser forskelle. Det drejer sig, når alt kommer til alt, om en procedure, der ligger mellem appel af hensyn til retsordenen, som den dog fraviger derved, at den ikke medfører kassation af den afgørelse, i forbindelse med hvilken fortolkningen af konventionen viser sig fejlagtig, og anmodning om en vejledende udtalelse, som dog er begrænset til de sager, i hvilke retterne allerede har truffet afgørelse. Af ovenfor anførte grunde har man fundet det nødvendigt at bekræfte de højere instansers skønsmæssige beføjelse ved en tekst, der er klar, det vilsige i alle henseender utvetydig, og navnlig at sikre nævnte beføjelse mod enhver udvikling, som eventuelt kunne vise sig i retning af automatisk indbringelse af sagerne. Stk. 1 fastlægger de tilfælde, hvor den kompetente myndighed i en stat kan indbringe sagen for Domstolen. Det tilkommer den kompetente myndighed skønsmæssigt at tage stilling til, hvorvidt det vil være rimeligt at indbringe sagen for Domstolen, og det må antages, at dette kun sker, hvis den nationale afgørelse indeholder betragtninger af en sådan art, at de kan føre til en fortolkning, der er forskellig fra den,

5 Nr. C 59/70 De Europæiske Fællesskabers Tidende som tidligere er anlagt af Domstolen eller af den fremmede ret. Hvis intet element gør det muligt at forvente en ændring af denne retspraksis, vil den nationale myndighed dog altid ved appel af hensyn til retsordenen kunne påklage en afgørelse, som i vedkommende land er truffet i overensstemmelse med dettes retsplejebestemmelser. På samme måde som en kassation af hensyn til retsordenen er uden virkning for så vidt angår parternes forhold, fastsættes det i stk. 2, at Domstolens afgørelser er uden virkning for de afgørelser, som har været indbragt for denne. Heraf følger, at Domstolens afgørelser ikke kan begrunde nogen form for genåbning af proceduren, selv ikke i givet fald ved»requéte civile«(begæring om genoptagelse). Stk. 3 bestemmer, at sagen kan indbringes for Domstolen af det offentliges øverste repræsentant ved kassationsretterne, idet disse, i lande, hvor appel af hensyn til retsordenen eksisterer, har kompetencen til at anvende dette retsmiddel, eller enhver anden myndighed, som en stat har udpeget. Udpegningen af det offentliges øverste repræsentanter viser ligeledes, at den i artikel 4 fastsatte appel er indført med strengt juridiske formål. Udformningen af stk. 3 tager hensyn til forholdene i Tyskland, hvor appel af hensyn til retsordenen ikke eksisterer. Den åbner endvidere mulighed for, at alle kontraherende stater udpeger en anden myndighed eller endog to myndigheder, for eksempel det offentliges øverste repræsentant i tilfælde af appel af afgørelser truffet af civilretter, handelsretter eller af kriminalretter med hensyn til borgerlige krav, og justitsministeren i tilfælde af appel af afgørelser truffet af forvaltningsdomstole. I stk. 4 tilpasses artikel 20 i Domstolens statut til den i artikel 4 fastsatte procedure med hensyntagen til det forhold, at under denne procedure har de personer, der var parter i sagen, ikke nogen interesse i at intervenere. Det er et spørgsmål, hvilken virkning en fortolkningsdom afsagt i henhold til artikel 4 vil få. Denne dom er som sagt ikke bindende for parterne. Endvidere må det antages, at en sådan dom ikke har samme rækkevidde som en lovbestemmelse, og derfor ikke er bindende for nogen. Det er dog klart, at den har overordenlig stor vægt på juridisk plan og at den, hvad angår retspraksis, for fremtiden vil tjene som vejledning for retterne i Fællesskabet. I så henseende kan den sammenlignes med kassationsdomme af hensyn til retsordenen. En sådan dom er ikke bindende for nogen; men den udgør en principbeslutning af stor betydning for fremtiden, en beslutning, som dommerne i almindelighed tager hensyn til ved pådømmelse af realiteten i en sag. 15. Artikel 5 i protokollen udstrækker, ligesom artikel 3 i protokollen vedrørende fortolkning af konventionen om gensidig anerkendelse af selskaber, anvendelsen af tekster med nærmere bestemmelser for Domstolens kompetence til også at omfatte udøvelsen af den yderligere kompetence, som tillægges nævnte Domstol. Denne udvidelse finder selvfølgelig kun sted i det omfang, hvor andet ikke er bestemt i protokollen; dette forbehold vedrører navnlig artikel 177 i traktaten, hvis bestemmelser, også selv om de skulle blive ændret, ikke finder anvendelse på protokollen, som på dette punkt er autonom. 16. Artikel 11 tager stilling til enhver eventuel ændring, for så vidt angår den kompetence, der er tillagt retterne i de kontraherende stater. 17. De øvrige artikler i protokollen, som indeholder de afsluttende bestemmelser, kræver ikke særlige kommentarer. Foranstaltninger til en udveksling af oplysninger vedrørende de afgørelser, der træffes af retter, som er anført i artikel 2, nr. 1, i protokollen, er endvidere forudset med henblik på at sikre en så effektiv og ensartet gennemførelse som muligt af konventionens bestemmelser. En fælleserklæring er i så henseende knyttet til protokollen. 18. Med hensyn til problemer, der kan opstå ved konflikter vedrørende værnetinget, det være sig positive eller negative, vil disse om ikke alle så dog i vidt omfang kunne løses ved konventionens bestemmelser om litispendens og indbyrdes sammenhængende krav, eller for så vidt de er begrundet i forskellige fortolkninger, ved bestemmelserne i denne protokol.