Nr. 1 Januar Den menneskelige. faktor

Transkript

1 Nr. 1 Januar 2009 Den menneskelige faktor

2 Indhold Det kommunikerende menneske Anette Grønning, Knowledge Lab 4 Kortlæg kommunikationen Gitte Hartwig, Svendborg Brakes A/S 8 Det legende menneske - at lade som om Lasse Juel Larsen, Knowledge Lab 11 Lege for at lege og lære af det Jeanette Fich Jespersen, Kompan A/S 14 Communication and individual mobility Richard Ling, Telenor Research Institute, Oslo 17 Mobiltelefonen er sexet Christopher Gersbo-Møller, OnlineCity 20 Det lærende innovative menneske Niels Henrik Helms, Knowledge Lab 22 Jeg har en idé Thomas Hansen, AgroTech A/S 25 Det netværkende menneske - flertydighed og tilgængelighed Lise Agerbæk, Knowledge Lab 28 Hvordan føles et håndtryk i Cyberspace? Henrik Gedde Moos, Carrier Corporation 30 Med på kanten... Kantskribent i dette nummer er Lars Qvortrup, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole 32 Es ist nicht genug, zu wissen, man muß auch anwenden; es ist nicht genug, zu wollen, man muß auch tun. Kilde: Johann Wolfgang von Goethe (Wilhelm Meisters Wanderjahre) ISSN: årgang. OnEdge udgives af Knowledge Lab DK. Magasinet udkommer tre gange årligt. Redaktion: Niels Henrik Helms, nhh@knowledgelab.sdu.dk, SDU, Campusvej 55, 5230 Odense M, Layout og desktop: Lise Agerbæk. Tryk: one2one, Odense. Oplag: Fotos: istock og Kompan

3 Grundvilkår Udvikling og forandringer er grundvilkår for det moderne menneske. It ses ofte som midlet, der skal skabe de læreog innovationsprocesser, der skal garantere netop udvikling og forandring. Forudsigelser om, hvordan it kan indgå og hvordan vores liv bliver ændret og typisk lettere på grund af den digitale udvikling, er typisk for optimistiske på den korte bane og for fantasiløse på den lange bane. For ti år siden var e-læring svaret på den kompetencemæssige udfordring, men forventningerne blev ikke indfriet. Til gengæld kan vi se, at hverdagens uformelle læreog videnprocesser er transformeret af en lang række nye medier. Vi tilegner os livet og interagerer med hinanden gennem digitale medier: Mobiltelefoner, SMS, , Facebook, Flickr etc. It handler ikke bare om at sætte strøm til processer, det handler om, hvordan menneskets omgang med medier og med hinanden ændrer sig. Opgaven er at skabe rammer, betingelser og redskaber, som øger sandsynligheden for, at den enkelte bliver kreativ og i samspil med andre omsætter kreativiteten til innovativ praksis. Knowledge Lab har nu i syv år arbejdet med samspillet mellem mennesker og it især med fokus på viden, læring og innovation. Dette nummer er ikke en status, snarere en samling af fortællinger om det der sker. Hvert tema er belyst både med virksomhedens og forskningens optik. Knowledge Labs første direktør og Founding Father, Lars Qvortrup, slutter nummeret med på kanten. Tak til ham og de øvrige bidragsydere Niels Henrik Helms, Direktør, Knowledge Lab

4 Det kommunikerende menneske - Anette Grønning post doc., ph.d. Knowledge Lab Denne artikel sætter fokus på det kommunikerende menneske, og hvornår vi er kompetente i forhold til den enorme mængde af kommunikation, vi dagligt deltager i. Nøgleordene er forhandlingsrum, tilstedevær og involveringsbalance. Kommunikation: symbolsk meningsdannelse I daglig tale tillægger vi ofte kommunikation en betydning af overførsel: at kommunikere er at overføre informationer og holdninger fra en afsender til en modtager. Forståelse af kommunikation som overførsel ligger også til grund for visse kommunikationsteorier, men i sin oprindelige latinske form ( communicare : at kommunikere) betyder kommunikation at gøre noget fælles. ( ) Det kræver en aktiv indsats fra både afsender og modtager at dele noget, og selvom man kan tale om forsøg på kommunikation, der ikke involverer andre, så er kommunikation ikke lykkedes, før modtager har forholdt sig til budskabet hvad enten det så betyder, at modtagerens tilslutter sig budskabet eller forkaster det. ( ) Kommunikationens emne er mening, og den kommunikative proces er meningsdannelse. Denne opfattelse finder vi bl.a. hos den tyske filosof og kommunikationsteoretiker Jürgen Habermas. I det skelsættende værk Teorien om den kommunikative handlen (1981, dansk oversættelse 1996) skriver Habermas, at indbyrdes forståelse er iboende det menneskelige sprog som dets telos [formål/målsætning] (1996:211). Det vil sige, at kommunikation handler om at skabe enighed, men at der i princippet kan være tale om et hvilket som helst emne. Kommunikation er ikke nødvendigvis begrænset til det talte og skrevne sprog, selvom sproget er vores mest nuancerede kommunikationsform og ofte vil være det middel, vi i praksis anvender til kommunikationen af vores meninger. Andre symbolsystemer som billedkunst, musik og arkitektur er også vigtige kommunikationsformer og kan fungere som supplement til eller i samspil med sproget. ( ) Kommunikation er altså ikke nødvendigvis en sproglig proces, men det er alligevel ikke alle symboler, der er lige kommunikative. For at noget kan blive interessant at studere som kommunikation, må det være åbent for forhandling. Der må netop være rum for modtagerens aktive deltagelse i processen. Læs mere om symbolsk meningsdannelse og afgrænsning af kommunikationsbegrebet i Just, Jensen, Grønning & Merkelsen (2007): Organisation og Omverden, hvor ovenstående afsnit indgår i kapitel 2. Actors involvement Kommunikationsprocessen kan anskues som én lang samtale. Eller en række vedvarende samtaler. Sociologen Licoppe arbejder med begrebet continuous conversation og taler om connected relationships i forhold til vores relationer. I de forbundne forhold opleves og bekræftes de mellemmenneskelige bånd via vedvarende samtaler og via aktørernes grad af involvering. Disse vedvarende samtaler understøtter det meningsdannende, som konstrueres i samtalekonteksten. Via disse samtaler selvfremstiller vi os du og jeg - og alle de andre. Præsenterer et face i goffmansk forstand, indtager roller front stage og forsøger også at lytte til den, vi samtaler med. Samarbejder i bedste fald med vedkommende undervejs. Gemmer noget for os selv, puster måske lidt ud back stage indimellem. Meyrowitz introducerede begrebet middle region til at forklare sfæren mellem det, vi vælger at lægge frem og det, vi holder tilbage, især i online kommunikation. En virtuel gråzone om man vil. Offline og online I de seneste år er der set markante skift på samtalerummets scene og dermed også i forhold til den vedvarende samtale. Samtalerne føres nemlig ikke længere (udelukkende) i traditionel forstand ved fysisk konfrontation, via telefonsamtale eller papirbrev, sådan som vi ellers gennem generationer har lært det og vænnet os til. Mit bidrag her er dog langt fra at dvæle ved fortidens foretrukne samtaleformer, ej heller at forsøge en romantisering af disse. Det interessante er snarere, hvordan samtalerummet ændrer sig (derfor tilbageblikket) og potentielt stiller andre krav til os, åbner nye mulighedsrum, lever under andre spilleregler og betingelser. For hvornår er vi egentlig kommunikationskompetente i såvel det fysiske 4

5 som i det virtuelle rum? Hvor meget clasher vores selvfremstilling offline vs. online, og er vi bevidste om, at enhver af livets kommunikationsbidder kræver en pæn del af os selv? Time in - time out? Det er ofte den samme computer eller mobiltelefon, som vi bruger til kommunikation både i privatsfæren og i den professionelle sfære. Giver det overhovedet mening fortsat at skelne mellem privatsfære og professionel sfære? Analytisk kan det være hensigtsmæssigt at skelne mellem time in og time out, selvom de to mentale rum er uløseligt forbundet. Når vi holder time out, står vi så at sige af et øjeblik og efter en tænkepause i selskab med medierne er modtageren igen på banen og med i hverdagens spil og kampe (Bruhn Jensen, 2008). Vi deltager i en hel masse professionelle eller semi-professionelle samtaler mellem ekspert og borger, medarbejder og kunde, læge og patient, rådgiver og klient, vejleder og studerende og så videre. For at forstå udviklingen i samtalerummet og hvad der egentlig foregår mellemmenneskeligt virtuelt, som belyser fx forskellene mellem samtaler i privatsfæren og den professionelle sfære, er det væsentligt at analysere kommunikationsbidderne. Ikke bare til glæde for forskning og undervisning, men som en vej til øget selvindsigt for den enkelte virksomhed og organisation. Et sted at indlede en analyse kan med fordel være omkring begrebet selvfremstilling og face, hvor de spor (social cues) vi sætter af os selv i høj grad er med til at vise både os selv og publikum vores identitet og vores grad af involvering. 5

6 Selvet og selvfremstilling Ligesom i mundtlige, interpersonelle samtaler konstrueres også det digitale selv i et samarbejde mellem de interagerende parter. De interagerende indgår altså i en afhængighedsrelation med hinanden, og praktiseringen af face foregår under fælles konstruktion. Som medproducent af en , en chat session eller en sms er man langt fra en passiv modtager af data, men et aktivt meningsdannende individ. Interaktion er afgørende for opfattelsen af det selv, der ligger til grund for selvfremstillingen. Det er således ikke muligt at se isoleret på personen bag uden at se på samspillet med den anden interaktant eller de andre interaktanter og dermed på graden af tilstedevær. Tilstedevær Når vi kommunikerer virtuelt, spiller det en stor rolle, at vi hverken kan se, høre eller røre ved hinanden. Og særlig i organisationssammenhæng er parterne fx ganske ofte uden at kende til hinandens køn (besvares organisationens fællespostkasse af en kvinde eller en mand?), alder, etnisk oprindelse, stemmeføring, ansigtsudtryk og kropssprog, som vi også kan kalde sociale spor eller social cues. Der må med andre ord kompenseres for den manglende gensidige tilstedeværelse i tid og rum. Kommunikationsparterne kompenserer typisk for dette i tonen, hvor en fornemmelse af tilstedevær indskrives og videreudvikles undervejs, ligesom interaktionsfrekvensen spiller en rolle (er der to minutter, to dage eller to uger mellem turene? og skriver vi kun en gang hver til hinanden, eller skriver vi 14 gange frem og tilbage?). Tilstedevær kan bedst beskrives som sporene af den gensidige subjektive oplevelse af interaktionen. Graden af tilstedevær er vigtig for oplevelsen af den måde, vi kommunikerer på. Den skriftlige kompensation for den personlige samtales nærværsspor kan eksempelvis fremkomme i form af korte intervaller mellem fx - og sms-turene, anvendelse af diskursmarkører, reference ved personlige pronomener (jeg, mig, du, vi, os) og kreativ udnyttelse af grafiske elementer som emotikons, taleprikker og tankestreger. En personlig tone og en aktiv jeg-giver-lidtaf-mig-selv -stil kan være afgørende for meningsdannelsen. Ligesom et fravær af de samme elementer naturligvis kan være det. Eksempler på ikke-tilstedeværende kommunikationselementer > Cc-tyranni Videresend-syndrom Manglende/uforståelige emnelinjer > Sms Indforståethed over for uforstående Brud på etableret tone og stil Afbrydelser af tilstedevær med andre > Chat Støj i form af manglende fokus Jeg har egentlig ikke tid-attitude Råben og udannet opførsel Indholds- og relationskommunikation Kommunikation kan teoretisk opdeles i henholdsvis indholds- og relationskommunikation. Når der kommunikeres, er de fleste mest opmærksomme på indholdskommunikationsdelen, og mange er i stand til at mestre relationskommunikationen, selvom de ikke altid er sig den 100% bevidst (Grønning & Pedersen, 2007). Disse to måder at bruge sproget på er afgørende i alle former for kommunikation, men i den skriftlige -samtale, i sms og chat der låner sprog og tone fra den personlige samtales uformelle væsen, men ikke den uformelle samtales regulatorer som mimik, gestik mv., er det afgørende at mestre balancen mellem de to signaler. For relationskommunikationen betinger indholdskommunikationens vellykkethed. Således placerer disse digitale kommunikationsformer ( , sms og chat) sig som dynamiske kommunikationsformer midt mellem den personlige samtale, telefonsamtalen og brevet. Kompetence Når alt dette er sagt, er et af de interessante spørgsmål for det kommunikerende menneske: hvordan overfører (og øger) jeg min kompetence i de nye mulighedsrum? Vi lærer 6

7 noget hele tiden, bevidst eller ubevidst. På den hårde måde ved at fornærme kollegaen på , ved at såre kæresten på sms og ved at være nødt til at sætte appear to be offline op på chatten i forhold til særligt tidsrøvende personer, der ønsker at kommunikere. Eller på den bløde måde ved at skrue op og ned for et passende tilstedevær, ved at lytte og være nærværende, ved at reflektere når kommunikationen mislykkes, eller når den går særligt godt. Og ved indimellem at dele denne refleksion og vores erfaringer med kolleger, kunder, borgere, patienter. Både når det går godt, og når det går mindre godt med tilstedeværet og graden af involvering. Med andre ord: Vi er nødt til at turde risikere noget og turde give noget af os selv. At tage det dybt seriøst, at kommunikativ involvering ikke kommer af sig selv og aldrig kan udøves halvhjertet - hverken online eller offline. Begrebet Tilstedevær Tilstedevær vil sige sporene af den gensidige subjektive oplevelse af interaktionen. Mere om online-tilstedevær og kompensation for fysisk fravær i Grønning, 2006 Referencer Bruhn Jensen, Klaus (2008) Medier og Samfund. Frederiksberg: Samfundslitteratur. Goffman, E. (1959) Presentation of self in everyday life. New York: Doubleday Anchor. Grønning, A. (2006) Personen bag. Tilstedevær i som interaktionsform mellem kunde og medarbejder i dansk forsikringskontekst. Ph.d.-afhandling, CBS. Frederiksberg: Samfundslitteratur. Grønning, A. & Pedersen, L. (2007) -kommunikation. Frederiksberg: Samfundslitteratur Habermas, Jürgen (1981/1996) Teorien om den kommunikative handlen. Ålborg: Aalborg universitetsforlag. Just, Jensen, Merkelsen & Grønning (2007) Organisation og omverden. Grundbog i organisationskommunikation. Frederiksberg: Samfundslitteratur. Licoppe, C. (2004) Connected presence: the emergence of a new repertoire for managing social relationships in a changing communication. Environment and Planning D: Society and Space, vol. 22 ( ). Meyrowitz, J. (1985) No sense of place: The impact of electronic media on social behaviour. New York: Oxford University Press. 7

8 Kortlæg kommunikationen - Gitte Hartwig Internal Business Developer, Svendborg Brakes A/S I sommeren 2008 besluttede vi os for at kortlægge kommunikationsflowet i Svendborg Brakes A/S. Vores virksomhed har på ganske få år udviklet sig fra at være en mindre lokalt forankret virksomhed til at blive et internationalt millionforetagende. For at lære os selv bedre at kende i forhold til dagligdagens beslutnings- og udviklingskompetence, ville vi gerne vide mere om kommunikationsflowet i vores organisation. Til at udarbejde selve kommunikationsanalysen fik vi hjælp af konsulentfirmaet Bruun Leo Martinus. Metoden Alle medarbejdere med -adresse deltog derfor i september måned i en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse med seks fokusområder: General communication, Social, Access, Effectiveness, Importance og Awareness. Her blev medarbejderen fx spurgt om, hvem han/hun kommunikerer mest med i det daglige arbejde og måtte nævne maksimalt 20 personer. Medarbejderen blev også spurgt, hvor vigtige disse personer er i relation til det daglige arbejde - fx hvor afhængig er du af dem i relation til at udføre dine egne opgaver. 91 medarbejdere leverede svar til undersøgelsen. På baggrund af disse svar udarbejdede Bruun Leo Martinus en række netværksdiagrammer, hvor den enkelte medarbejder synliggøres ved hjælp af en farvet prik, som vist herunder. Stregerne visualiserer kommunikationen mellem medarbejderne (prikkerne). Medarbejderne fremstår anonymt, men særlige knudepunkter kan naturligt nok identificeres, når man kender virksomheden og virksomhedens medarbejdere. I undersøgelsen indgik også spørgsmål om indholdet af kommunikationen. Work related communication all employees 1404 relations 8

9 How important are the following person(s) in relation to your daily work? (eg. how dependent you are on them in relation to manage your own tasks.) Hvorfor netværksdiagrammer? Netværksdiagrammer kan fx bruges til forklare, hvordan nogle medarbejdere kan føle sig fastholdt af forpligtelser. Vi vidste, at vi havde nogle centrale knudepunkter via personer placeret især i forsyningskæden. Til at begynde med ville vi egentlig blot kortlægge kommunikationsflowet i en enkelt afdeling. Men vi endte med at spørge hele organisationen, da vi var bange for at efterlade eller overse væsentlige kommunikationsproblemstillinger andre steder. Det har været rart at få visualiseret vores virksomheds kommunikationsmønstre på en for os helt ny måde. Man kan tale om tråde og edderkoppespind, ligesom visualiseringen af det sociale landskab har gjort os klogere på Svendborg Brakes medarbejderpotentiale. Vi ser det som en styrke, at vi er udadvendte og kommunikerer meget med hinanden. Men vi skal også se kritisk på den nye viden. På baggrund af netværksdiagrammerne blev det eksempelvis soleklart for os, at der ligger en kæmpestor opgave i at kommunikere vores arbejdsprocesser (eller det man også kunne kalde vores procesflow) ud til den enkelte medarbejder. Som det har været hidtil, er der til dels tale om nogle uformelle processer, hvor grunden til, at man spørger en bestemt kollega fx kan findes i, at han/hun er flink og imødekommende, men ikke nødvendigvis fordi han/hun er den, der fagligt er mest kompetent til at svare. Vi prøver derfor at kortlægge organisationen, fra vi får en ordre og følger hele processen. Hvem tager over, hvis nogen mangler, er der huller i løbet af processen? Og hvem kommunikerer med hvem? En balancegang med hverken for lidt eller for meget eller forkert kommunikation. Ny viden Vi mener således at kunne bruge vores nye viden helt grundlæggende til en bevidstgørelse af vores kommunikationsmønstre og arbejdsmæssige procesflow. Mere konkret 9

10 kan vi anvende overblikket til at afhjælpe flaskehalsproblemer ved kritiske jobfunktioner i det daglige arbejde, men også ved fx langtidssygemeldinger, udbrændthed osv. Vi forsøger at arbejde ud fra devisen om, at ingen er uundværlig, så de kraftigste knudepunkter i netværksdiagrammerne giver anledning til at reflektere over, hvordan vi kan sprede kommunikationen, kompetencerne og relationerne mere ud i organisationen. På sigt vil vi meget gerne inkorporere denne viden i forbindelse med en opdatering af alles jobbeskrivelser og naturligvis også i forbindelse med etablering af nye jobfunktioner. Det er nyttig viden, fx hvem man skal henvende sig til i forhold til udvalgte arbejdsopgaver, og ligeså fx i forhold til, hvem den enkelte medarbejder forventes selv at være ekstra lyttende overfor i det daglige arbejde. Herved kan den enkelte medarbejder forhåbentlig undgå en række frustrationer og spildtid i forhold til, fx hvem man skal gå til vedrørende en given problemstilling eller opgave. Det mest overraskende har været, at vores virksomhed har så vildt meget kommunikation og at fire-fem personer sidder med størstedelen af kommunikationen. Medarbejdere med høj anciennitet giver i vores virksomhed de tungeste knudepunkter. Så det handler altså også om at overlade mere ansvar til andre, hvis vores organisation skal være så fleksibel, som vi gerne vil have. Endelig siger undersøgelsen også en del om, i hvilken grad nye medarbejdere integreres hos os. Alle mellemledere er via en strategidag efterfølgende blevet informeret om resultaterne af kommunikationsanalysen. Erfaringerne fra denne dag skal mellemlederne nu bruge tid på at dele med deres respektive afdelinger. Forhåbentlig bibringer det alle ny viden og motivation til at deltage målrettet i arbejdet med at øge den hensigtsmæssige kommunikationsstrøm. Anbefalinger I forbindelse med kommunikationsanalysen er der helt overordnet blevet formuleret en række anbefalinger og input til nye tiltag. På listen over anbefalinger står fx: Opdaterede jobbeskrivelser Formidling af regler/procedurer -retningslinjer Opmærksomhed på communication overload Overvej nøglemedarbejderes rolle Vi har allerede inddraget nogle af disse anbefalinger i vores arbejde. Eksempelvis har vi formuleret en række interne anvisninger i forbindelse med -kommunikation. På et enkelt døgn modtager og sender Svendborg Brakes A/S omkring s svarende til mere end s i cirkulation om måneden eller omkring s om året. Halvdelen af disse s suser rundt internt i organisationen. I nogle tilfælde modtager Svendborg Brakesmedarbejdere ca. 60 s om dagen, vel at mærke s hvor medarbejderen er enemodtager. s med flere modtagere, og s hvor medarbejderen står som ccmodtager er ikke medregnet i disse tal. Vi finder det svært at tvinge noget frem ved direkte at lovgive om -kulturen, men vi vil gerne være med til at formulere og synliggøre en række gode råd og guidelines. Disse anvisninger vil forhåbentlig inspirere både nuværende og kommende medarbejdere til at tænke mere over det communication overload, de fleste af os dagligt deltager i. Et overload som kommunikationsanalysen har tydeliggjort for os. Ligeledes har vi tænkt os at inddrage anbefalingerne ved også at videreudvikle vores intranet, så det forhåbentlig kan blive et vigtigt værktøj i vores daglige arbejde. Et sted hvor det er nemt at finde og placere væsentlig information. Her vil en skelnen mellem nice to know og need to know være meget hensigtsmæssig. I vores øjne er en kommunikationskortlægning som den beskrevne et vigtigt skridt på vejen mod synliggørelse af en lang række kommunikative problemstillinger. Via denne synliggørelse bliver det nemmere at agere fremadrettet, fordi vi er blevet styrket i vores opfattelse på en række punkter og samtidig har fået øjnene op for en del nye ting. Det konkrete analysearbejde kan nu lægges frem for alle, og det er således blevet lettere for os at tale om de kommunikationsmæssige problemstillinger i vores organisation. 10

11 Eksempler på communication guidelines fra Svendborg Brakes A/S 2. Issue a USEFUL and RELEVANT subject line to the 6. No action is necessary when you receive an where you are cc - bear this is mind when sending s 8. Realize that once your mail is sent, there is no getting it back 13. When possible, reply to an received instead of starting a new but ONLY when about same topic! 16. Be clear about who is doing what and who you expect a reply from especially if you put more than one person in the to field Eksempler på spørgsmål fra undersøgelsen 1. Hvem kommunikerer du mest med om arbejdsrelaterede emner? Angiv maks. 20 personer 2. Hvor ofte kommunikerer du med disse personer? 3. Hvor vigtigt er det for dig at kommunikere med disse personer for at kunne udføre dit daglige arbejde? 4. Hvem vil du gerne kommunikere mere med for at kunne blive mere effektiv i dit daglige arbejde? Svendborg Brakes A/S Producerer intelligente bremsesystemer til bl.a. mine-, værfts- og vindmølleindustrien Beskæftiger ca. 160 medarbejdere på globalt plan Hovedkontoret ligger i Vejstrup på Sydfyn og virksomheden har desuden afdelinger i Tyskland, Spanien, USA, Sydafrika, Tjekkiet og Kina Solgt til engelsk kapitalfond, maj-juni 2008 Læs mere på 11

12 Det legende menneske at lade som om - Lasse Juel Larsen forskningsassistent, Knowledge Lab Det er bare noget, jeg leger, siger min datter og balancerer halsbrækkende på en stol, som hun har stillet op af sin seng. Jeg får at vide, at hun er om bord på et sørøverskib. Det blæser og skibet er i høj sø. Senere ser vi børnefjernsyn sammen. De viser et afsnit af mumitroldene. Mureren dukker op i Mumis drøm. Lydene til de tegnede billeder af dis og tåge og den mærkelige skikkelse Mureren er tunge og langsomme. Scenen med mureren er uhyggelig. Alting fryser til is omkring den. Min datter kravler ind til mig. Selvom hun er bange, vil hun gerne se scenen igen. Indimellem mumler jeg, at det bare er noget, der er lavet. Mureren findes ikke i virkeligheden, altså lige bortset fra i filmen og i mumiuniverset. Legen i børneværelset og fiktionen på fjernsynet deler markører. Begge fænomener handler om at forestille sig et eller andet, som er anderledes end det, der foreligger i virkeligheden. Ikke sådan forstået, at leg og fiktion er ens. Forskellene mellem de to fænomener er umiddelbart, at når man leger, så er man aktiv og udøvende, mens man er passiv og modtagende, når man ser eller læser fiktion. Også selvom det er en handling at se fjernsyn eller at læse en bog. En anden forskel mellem de to fænomener kan findes i det man på engelsk kalder pretend. Pretend betyder oversat til dansk at foregive eller beskrevet med en dagligdags vending: at lade som om. Når vi leger, lader vi som om. Vi indtager andre identiteter og laver om på virkeligheden. Men at lade som om, er ikke altid godt. Uden for legens domæne i vores daglige sociale sammenhænge er vores etos afhængig af, at der hersker overensstemmelse mellem det vi siger, og det vi gør. Hvis vi lader som om, vi er noget andet, end vi er, og derved laver om på virkeligheden, balancerer vi på æggen mellem løgn og sandhed. Enten overdriver vi og fremstiller os smartere, klogere og bedre, eller også underspiller vi vores betydning. Ligegyldigt om vi gør det ene eller det andet, så skrider overensstemmelsen mellem den vi er, og den vi lader, som om vi er. Sådan forholder det sig som sagt ikke, når vi leger. Her etablerer vi et domæne i hvilket det at foregive - eller sådan som man gør inden for videnskab opstiller hypoteser - er accepteret adfærd. I legedomænet er de involverede parter enige om, at det der bliver sagt som regel ikke skal sammenlignes med virkeligheden, og derfor hverken er sandt eller falsk. Vi udtrykker altså noget andet i legedomænet, og dette er muligheder både som forandring af de roller vi spiller og af objekterne omkring os. Mulighederne i legedomænet kan forbindes med udsagn, som lyder noget i retning af: tænk nu, hvis det forholdt sig anderledes, hvad ville der ske, hvis vi gjorde sådan i stedet for eller som børnene siger: du er prinsesse, og jeg er den onde dronning, og sengen er slottet. Leg og fiktion Kendetegnet ved at lade som om, når man leger, er, at denne både kan være tvungen eller spontan. Vi kan beslutte, at vi skal lege ligesom vi kan blive enige om, at vi skal finde en løsning på et problem og udføre en opgave. I begge tilfælde opstiller vi muligheder, som endnu ikke eksisterer. Og disse kan, hvad enten vi leger med børn, eller når vi er på arbejde, finde sted spontant. Legens laden som om, er ikke kun kendetegnet ved at være bundet til et domæne, den er præget af ontologiske forskydninger. Identiteter bliver kortvarigt udskiftet og objekter midlertidigt forandret. Eller sagt anderledes legen iscenesætter de tilstande, der faktisk eksisterer med mulige tilstande, der endnu ikke eksisterer. I legen kan en træstub både være en træstub og en bjørn, sådan som Walton skriver, når han beskriver, hvad det vil sige, at lade som om. Ikke nok med, at identiteter og objekter har dobbelte betydninger, de har dem også på samme tid. Min datter er på en og samme tid sig selv og samtidig den onde dronning. Og hendes stol er på en og samme tid en stol og et sørøverskib. Dette adskiller leg fra fiktion. Fiktion er modsat leg konsistent inden for sin egen ramme, også selvom karaktererne både er skuespillerne og karakterer eller i mumitroldenes tilfælde tegninger og karakterer. Fiktionens konsistens hidrører fra, at vi ikke kan lave om på den, mens den udspiller sig. 12

13 Eksperimenterende fiktion forsøger dog at opløse dette forhold. Fiktionen er altså hverken porøs eller konstruktivistisk ligesom legen. Her er det vigtigt, at konstruktivistisk forstås bredt, således at lege-konstruktivisme sidestiller det at sætte legoklodser sammen med at give en dukke tøj på. I begge tilfælde sætter man elementer sammen og skaber en større enhed eller helhed, om man vil. Dette betyder videre, at der ikke er kønslig forskel på legens strukturelle form. Legeobjekterne eller legetegnene kan mellem kønnene variere, men ikke selve legens form. Der er ingen strukturel forskel på, at drenge kører biler ind i et parkeringshus/benzintank eller at piger leger med dukker i et dukkehus. Begge etablerer de et legerum, begge forskyder de objekternes ontologiske status, begge iscenesætter de objekterne i både relevante og irrelevante kontekster, og begge er udmærket klar over, at det de laver er at lege og at denne aktivitet er en laden som om aktivitet. Legens indhold er således andet og mere end de objekter, der indgår i legen. Leg og arbejde Hvis man accepterer denne forståelse af leg, så indser man hurtigt, at dele af legens strukturelle form kan genfindes på vores arbejdspladser, hvor vi enten eksplicit eller implicit etablerer områder, hvor vi iscenesætter os selv enten som løsningsorienterede eller idegenererende. Her kan vi forskyde objekters ontologiske status, også selvom vi kan føle os usikre, når vi beder andre om at forestille sig, at bogen 13

14 på bordet ikke længere er en bog, men et rum eller en væg, når man skal anskueliggøre, hvordan man kan løse et problem, eller hvorfor en anden end den herskende ide ville være at foretrække. I den sociale sammenhæng på arbejdspladsen er hver enkelt i fællesskabet klar over, at vi udfolder en aktivitet, som skitserer mulige tilstande eller formuleret i den anlagte legeoptik: at man er engageret i at lade som om. I denne aktivitet indtager vi roller, som er identiske med de mulige tilstande, vi skitserer. Der er en underliggende strukturelle sammenhæng mellem at lege og opstille hypoteser. Vi anvender kompetencer fra legekataloget, når vi arbejder. Og i langt de fleste tilfælde uden at være bevidst om det. Man kan selvfølgelig indvende, at der findes mange forskellige jobs og at det her skitserede naturligvis ikke passer ligegodt på alle slags arbejde. Og det er rigtigt. Men det ændrer ikke på den underliggende observation, at ligegyldigt om vi er ufaglærte, faglærte, udfører kontorarbejde med vekslende uddannelsesmæssige baggrunde, så opstiller vi mulige tilstande, som eksisterer samtidigt med den aktuelle tilstand, vi befinder os i. Evnen til fleksibelt at håndtere det dobbelte rum af virkelighed og mulighed henter vi fra legekataloget. spørgsmål og siden kræve, at de skal besvares inden for et afgrænset tematisk område. Denne kreativitetstilgang iscenesætter og løsriver de skabende positioner, gør det muligt at indtage dem. Og dette spil med positioner, identiteter og domæner er strukturelt identisk med kendetegnene ved leg. Ydermere er aktiviteterne i de konstruerede kreative domæner præget af mulige tilstande, hvor endnu ikke-eksisterende sammenhænge kan blive afprøvet. Når vi er kreative i de opstillede domæner, så lader vi også som om, vi er nogle andre, end dem vi normalt er, vi lader som om, at det lokale vi kender er et andet, end det vi til daglig færdes i, og vi fremsætter mulige tilstande og lader hermed som om virkeligheden er anderledes, end den er. Designet kreativitet minder strukturelt om leg, både når det angår, de roller vi spiller, det rum vi agerer i, de måder vi forestiller os alternative realiteter, og endelig ved, at vi godt ved, at virkeligheden eksisterer samtidigt, og at den er anderledes end de opstillede mulige tilstand. Med andre ord kan man sige, at vi leger mere, end vi tror, også når vi mener, at vi har glemt, hvordan man leger. Leg og kreativitet Kreativitet bliver traditionelt forbundet med en immanent og uforanderlig ontologisk position således forstået, at man enten er kreativ eller også er man ikke kreativ. Kreativitet er i denne optik ikke en rolle, man bevidst indtager, men derimod omvendt. Og videre inden for samme optik er denne kreative position ofte fulgt af et særligt blik, som aftvinger erkendelser som ikke-kreative har. Den moderne kreativitetsforståelse adskiller sig fra den traditionelle i og med, at den ontologiske position ikke længere er immanent eller givet. Kreativitet i moderne kontekst kan derimod aktivt indtages. Den er ikke længere givet. Og i den forstand kan kreativitet reproduceres. Vi kan med andre ord aftale, at vi skal indtage kreative roller og derved læse vores mere eller mindre bevidste forestillinger om kunstnere ind i vores aktivitet. Videre kan vi opstille ydre rammer, som afføder kreativitet ved at stille præcise 14

15 Lege for at lege og lære af det - Jeanette Fich Jespersen International Manager, KOMPAN Play Institute Play develops learning skills. Play allows children to learn about learning and consolidate previous learning through curiosity, invention and persistence. Within play, children are free from the normal pressure or tension that they associate with needing to learn. Play also develops the creative process and growth of problem solving skills which will ultimately help children to achieve. Citatet stammer fra The Play Strategy, som blev offentliggjort i England af Department for Children, Schools and Families og Department for Culture, Media and Sport den 10. december Det er væsentligt, at englænderne indleder legestrategien med følgende statement: Fun and exciting opportunities to play are at the heart of a happy, healthy and enjoyable childhood. Better outdoor play opportunities are good for children, good for families and good for communities. Der er altså i strategien indlagt en respekt for det, jeg på tidstypisk dansk-engelsk vil kalde legens fun-faktor. Og ikke mindst følges respekten af 256 mill. GBP primært til opførelse af offentlige legepladser. Ret til leg At respektere legen for legens egen skyld er et grundprincip for KOMPAN. Vi er blandt fortalerne for børns ret til leg. Med FNs børnekonventions ord har børn, defineret som 0-18-årige, ret til hvile, fritid og leg og deltagelse i kulturelle og kreative aktiviteter. Respekterer vi som samfund børnekonventionen, lader vi børnene lege. For ifølge konventionen har børn ydermere ret til at give udtryk for en mening og krav på, at denne mening respekteres. Børn helt op til 18 år udtrykker i talrige undersøgelser, at leg er blandt deres højeste prioriteter. I konkrete arbejdsopgaver hos KOMPAN indebærer respekten for barnets rettigheder, at vi har børn og unge med i produktudviklingen at vi som princip arbejder med videns- og brugerdrevet design. Ret til relevant leg Udover princippet om at advokere børns ret til leg vil KOMPAN udvikle redskaber og pladser, der appellerer til leg og stimulerer og udfordrer barnet på det relevante udviklingsstadium. I overensstemmelse med udviklingspsykologi, fysiologi og ergonomi skal vi udvikle redskaber, der tilbyder de legeaktiviteter, børn på det aktuelle alderstrin behøver for at udvikle sig fysisk, socialt, kognitivt, emotionelt og kreativt. Det er høje fordringer, og de er ikke statiske. Børns behov ændrer sig i takt med omverdenens og særligt forældrenes. Hvem ville i 1989, da børnekonventionen blev forfattet, have forestillet sig, at for megen respekt for barnets ret til hvile kunne blive direkte sundhedsskadeligt i store dele af verden, hvor børn har så stillesiddende tilværelser, at de ikke engang opfylder WHOs minimums-anbefalinger for fysisk aktivitet? Leg og livsfærdigheder Legen er i sit væsen læring af livsfærdigheder, life skills. Uden denne kompetence kommer de fleste andre kompetencer til kort. Der pågår en diskussion af, om denne læring gør anden læring nemmere, eller om børn gennem legen direkte indlærer viden. Howard Gardners teorier om de mange intelligenser har givet liv til skoleeksperimenter og efter forlydende med gode resultater. Der er dog ingen egentlig dokumentation for, at tilgangen er rigtig. Kan man f.eks. påstå, at fordi klatring og krydskoordination øger barnets opfattelse af den egne krop i tid og rum, fremmer det også forståelsen for matematik som jo bl.a. er rum på formel? I meget af den neurologiske forskning og neuropædagogik, der ser dagens lys disse år, lyder det til, at kroppens gerninger præger hjernevindingerne. Men hvordan konkret? Legepladsen som læreplads er stadig et eksperiment, der mangler dokumentation. De skoler, der har fået lavet tidssvarende nye legepladser, melder enstemmigt om bedre koncentration hos børnene. Vi kan ikke dokumentere, at man bliver bedre til at lære matematik af at klatre. Men et er sikkert: Ved at blive respekteret som barn for det, man gerne vil og det er ofte leg der står først på agendaen ses, høres, føles og læres den respekt, der danner grobund for gensidig respekt. Og den er fundamental, hvis børn skal lære noget som helst. Udviklingsprojekter med børn Der er stor forskel på at medinddrage små og store børn i udviklingsprojekter. To udviklingsprojekter hos KOMPAN, med to forskellige brugergrupper og designudgangspunkter kan vise, hvor stor forskel. 15

16 Den gode historie for de 2-6-årige KOMPAN Storymakers 2-6-årige leger og lever med fantasien som aktiv medspiller. De tilegner sig i stigende grad verden gennem talesprog. Gruppen af 2-6-årige i dag er dertil meget stillesiddende, med svækket motorik til følge. Derfor skal et legeredskab appellere til, at børnene bevæger sig varieret. For denne aldersgruppe skal det også appellere til sproglig interaktion og til fantasien. KOMPAN satte sig for at udvikle et produkt, der i sit udtryk understøtter almene temaer, der kan danne grundlag for historier, ikke blot barn til barn, men også voksne og børn imellem. For børn i dag er ikke fritgående, særligt ikke børn i 2-6-årsalderen. Der er altid en voksen, der holder øje og i stigende omfang føler pligt til at understøtte barnets læring gennem leg. På et arbejdsgruppemøde med fransk og dansk deltagelse fra bl.a. KOMPAN Play Institute lagde vi os fast på aktiviteter, stil og produkttemaer efter forslag fra designere. Det skulle være muligt at kombinere flere temaer i et produkt så der er et tema på hver side af legeredskaberne i Storymakers. Siderne kan let udskiftes med nye, skulle temaet trænge til en opdatering i løbet af nogen tid. Den første brugergruppe, der blev involveret, var årige børn. Da modellerne stod færdige i 1:1 i værkstedet, inviteredes børnene på besøg for at give deres mening til kende, både om temaer og funktioner. Desuden blev 30 pædagoger fra Holland inviteret til at give deres feedback. KOMPANs sikkerhedsansvarlige kiggede produkterne igennem. Efter denne proces kunne en 0-serie bygges og sættes til test i to børnehaver, en i Danmark og en i Frankrig. Her observerede KOMPAN Play Institute-medarbejdere gennem 2 måneder produkterne og modtog feedback fra børn, pædagoger og forældre. Småjusteringer blev foretaget på baggrund af observationerne og TÜVtest for overensstemmelse med de europæiske sikkerhedsstandarder blev foretaget. Billede udlånt af KOMPAN Herefter kunne der laves legepladser. Den første blev opført i Le Mée uden for Paris. Og i september 2006 modtog 16

17 KOMPAN den franske industrielle designpris: Janus de L Industrie. Designpanelet motiverede valget af KOMPAN Storymakers således: We like the modular aspect of the product, which allows for different combinations. KOMPAN has created a product that encourages children to use their imagination, revitalises playgrounds and creates movement for all. En længere historie uderum for de årige Når det gælder de ældre børn, kan man forvente en helt anden form for inddragelse og verbal feedback end med de yngste. Siden 2005 har KOMPAN målrettet arbejdet på at indsamle viden om betweenagere : unge over 10 år. Denne aldersgruppe er svær at få til at bevæge sig tilstrækkeligt. Der er i Europa alene tale om, at 33% af de 8-14-årige bevæger sig for lidt, med koncentrationsbesvær, hoved- og rygsmerter, dårlig kondition og overvægt til følge. Motionsniveauet daler drastisk, når de unge går i puberteten, og for piger er det alarmerende: mere end 50% af piger over 15 år når ikke engang WHOs minimumsanbefaling på 60 minutter om dagen. Men hvornår er de unge selv egentlig blevet spurgt, hvad de foretrækker at lave, og hvad der skal til, for at få dem mere aktive? KOMPAN Play Institute fik Capacent-Epinion til at lave en række fokusgruppe-interviews med årige i Danmark, England og Holland. Det var vigtigt for os at se, om der var store regionale forskelle i de unges præferencer. Det viste sig ikke at være tilfældet. De unge er meget ens på tværs af landegrænser hvad angår foretrukne udeaktiviteter. Men ud fra fokusgrupperne kunne vi kun se tendenser. Derfor igangsatte vi med Capacent-Epinion en spørgeundersøgelse af åriges fritidsvaner og præferencer, baseret på resultaterne fra fokusgruppeinterviewene. Den indsigt, vi hermed fik i de unges synspunkter dannede baggrund for bl.a. seks planlægningsprincipper at skabe aktive uderum til unge på baggrund af. Vi kalder dem GROUNDprincipper. Der er også blevet udviklet to produktserier til unge med de unges ønsker som baggrund: KOMPAN Bloqx og KOMPAN ICON. Der har været brugerpaneler involveret i udviklingen af produktlinjerne, og vi har brugt superbrugere, altså et fast panel af brugere på teststeder i Danmark, England og Holland. Dertil har vi haft testpiloter udefra og eksperter, pædagoger og kunder til at give feedback. Elektronisk leg for de største Produktserien KOMPAN ICON er en række interaktive legeredskaber, der blev lanceret i efteråret 2007 efter lang tids test. Det er det længste udviklingsprojekt, KOMPAN nogensinde er indgået i. Ideen var at bruge interaktivitet, eller gaming, på legepladsen. De interaktive spils tiltrækningskraft på børn er intens. Ved at benytte spillene i legeredskaberne vil vi få de store børn udenfor og lege i højere grad, til gavn for deres sundhed, sociale liv og generelle deltagelse i et udeliv. Børn, som ikke selv er gode til at komme i gang med leg kan vha. elektronik blive opfordret og stimuleret til at deltage. En af grundene til den noget lange udviklingsperiode var en stædighed med at ville have produkter, der respekterede leg for legens skyld. Produktet skulle respektere kontakten de legende imellem og måtte ikke kræve alt for meget af deres opmærksomhed. Det skulle kunne stå alene og ikke kræve spilmanual. Det skulle være interessant fra 8 år og minimum op til 15, og børnene skulle kunne gå til next level i spillene. Efter tre måneder med ICONprodukterne ude omkring i deres endelige form, i Danmark, Sverige, Norge, Holland og USA har vi samlet en række erfaringer, der støtter de meninger, de unge i bruger- og fokusgrupper gav udtryk for. Et særligt udsagn fra de årige er gået igen på tværs af grænser: Det er fedt at kunne lave spil så mange sammen, udenfor og det er bedre end at sidde hjemme foran computeren. Og hvis de lærer det frivilligt legende så har de lært meget. Læs mere om KOMPANs undersøgelse af unges udeliv på Læs mere om de omtalte produktprojekter på:

18 Communication and individual mobility - Richard Ling Senior Research Scientist, Telenor Research Institute Richard Ling er sociolog, ph.d. og ansat som forsker ved Telenor Research Institute i Oslo samt gæsteprofessor ved IT-Universitetet i København. Han er forfatter til en række artikler og bøger om mobiltelefonens betydning, oprindelig amerikaner og skriver på engelsk. OnEdge vælger derfor at bringe Richard Lings artikel på det sprog, den er forfattet. In general it is possible to say that we have moved towards more individual forms of mobility and communication during the past century. From the middle of the 18th century, both transportation and communication have moved from being almost exclusively a local phenomenon, to being collectivized and then again to being individualized. Indeed it is in the development of the mobile phone and the automobile that physical land-based transportation and individualized communication have been brought together (Ling, 2004). In the 1700 s, there were relatively large scale collective technologies used for ocean going transportation (sailing ships), but virtually all land-based transportation was based on small scale technology (horse and carriage, walking). The same could be said of interpersonal communication. Most communication was verbal and local. Letters were exchanged, but that was the extent of mediated communication (Standage, 1998). Starting in about 1800 with the application of steam to rail road (somewhat earlier with steam boats), there were the development of large scale transportation systems that 18

19 facilitated the movement of individuals and goods (Rose, 1976). These often started out in competition with canal systems, but they soon out competed the canals since they were able to operate throughout the year, and the development of the rail systems was easier than that of canals with their attendant locks, etc. (Sawhney, 2005). The system of railroads grew from something like 40 miles in the US in 1830 to more than miles in 1890 (United States Census Bureau, 1890). This increased capacity for transportation changed the structure of commerce, settlement patterns and the nature of everyday life. It was, however, a collective solution. Individuals wishing to go from London to Birmingham, from Paris to Lille or from Pittsburg to Philadelphia needed to assemble themselves at the train station at a particular time, buy tickets and perhaps deal with various transfers as they moved toward their destination. There were set departure times and while there may have been different classes of wagons, the range of choices was limited. Starting in the 1850 s rail technology was applied to the problem of urban transport (see for example Ebner, 1988). Communication developed somewhat along the same lines and indeed the development of the telegraph is intertwined with that of the rail system (Beniger, 1986; Standage, 1998). While there were early optical communication systems (Dilhac, n.d.) the electrical telegraph did not arrive on the scene until the 1830 s. Indeed the first commercial uses for the telegraph were often associated with signaling for the railroad system. In addition to the telegraph s role as a communication medium for commerce and social interaction, its role in coordinating the rail system was a key function (Beniger, 1986). Following from the discussion of the collective nature of the railway system, the telegraph is a collective approach to communication. In order to send a message, the individual needed to go to the local office, write out their message and give it to the telegraph operator. The message would be sent to the appropriate location and from there it was delivered by hand to the intended recipient. At the beginning of the 20th century, transportation and mediated communication were largely collective. In order to travel long distances or in order to quickly communicate across those distances, the individual needed to engage one of the collective technological systems of the day. Early in that century, however, the situation started to change and it was transportation that was first to move away from a more collective approach, at least in terms of the direct device used in transportation. The late 1800 s had seen the development of more and more reliable devices that would come to be called automobiles 1. From the 1880 s until 1908, the automobile was largely a plaything of the rich or of the technically determined. Starting in the fall of 1908, however, Henry Ford started to produce the Model T. The price 2, the production methods and the ruggedness of the car meant that at one point, 40% of all cars sold in the US were Model T s. Obviously others followed suit and the automobile was popularized. Indeed as time went on, the automobile out competed many of the collective transportation solutions. The automobile afforded flexibility where the train system was rigid. The automobile gave privacy where passengers were exposed to the habits of the public in the collective systems. As production costs declined in some countries, the automobile has moved from being a common artifact of the home to being an individual technology (National Statistics UK, 2008) This is not to say that the automobile it without its faults. Urban sprawl, pollution, the need for repairs and periodical renewal, lethal accidents and a whole range of other ills are also a part of the automobile s story. The individualization of communication has taken a slightly different path. In the 1870 s the telephone was developed. Its great contribution to communication was that it eliminated the need for a trained person to encode/decode the message. Thus, the need for a Morse operator was eliminated and anyone who could speak and listen was able to use the 1 Bryson notes that alternative names included self-motor, locomotive car, autobat, autopher, diamote, autovic, self-propelled carriage and several others. It was not until about 1899 that automobile became a common name and car was common by about 1910 (Bryson, 1994, 194) 2 It eventually costed approximately $900 in today s currency, when the efficiencies of production were realized. 19

20 device. This in turn, promoted the idea that the telephone could become a part of the household. Indeed during the first part of the 20th century, the telephone was widely adopted into the home (Fischer, 1992). Being a part of the household, however, is not the same as being an individualized technology. With the rise of the mobile phone in the mid 1990 s the telephone has, in many countries, become a technology of the individual. Indeed, in recent studies of Norway, there are for all intents and purposes no teens between 15 and 20 who do not have a mobile phone (Vaage, 2007). The mobile phone makes us all individually addressable (Ling, forthcoming). Interestingly, the mobile phone and automobile based transportation have a synergetic connection. As with the interaction between the rail system and the telegraph, automobile-based transportation also needs a corresponding coordination technology. Previous to the rise of the mobile phone, coordination was based on either the use of time and place as absolute coordinates ( I will meet you at the corner of Main and Bridge Streets at 10:30 ), or on the use of phone booths or other nearby phones in order to communicate coordination information. To be sure, coordination is a critical issue in the expanded urban/ suburban landscape that the automobile has enabled. The ability to micro-coordinate by using the mobile phone will likely be seen as one of the most central contributions of the device (Ling & Yttri, 2002). The ability to call directly to the individual and iteratively determine which restaurant you will meet simplifies planning and allows us to hook up with our closest friends and family in a sprawling automobilebased urban landscape. In an odd way, the mobile phone restores some of the direct contact of the local village that was perhaps a part of the pre-industrial life. References Beniger, J.R. (1986). The control revolution: Technological and economic origins of the information society. Cambridge: Harvard. Bryson, B. (1994). Made in America. London: Black Swan. Dilhac, J.-M.. (n.d.). The telegraph of Cladue Chappe -- An optical telecommunication network for the 18th century. Ebner, M. H. (1988). Creating Chicago s North Shore: A Suburban History. Chicago: University Of Chicago Press. Fischer, C. (1992). America calling: a social history of the telephone to Berkeley, CA.: University of California. Ling, Rich. (2004). The Mobile Connection: The cell phone s impact on society. San Francisco: Morgan Kaufmann. -- (forthcoming). Media Visionaries: Broadcast Radio, Silicon Chips and the Negroponte Switch. In W.Russell Neuman (Ed.), Media, culture and society. Ling, Rich, & Yttri, Birgitte. (2002). Hyper-coordination via mobile phones in Norway. In James E. Katz & M. Aakhus (Eds.), Perpetual contact: Mobile communication, private talk, public performance (pp ). Cambridge: Cambridge University Press. NationalStatistics UK. (2008). Households with one or more cars: by type of area, : Social Trends 30 [Electronic Version]. Retrieved from statistics.gov.uk/statbase/xsdataset.asp?vlnk=1461. Rose, Albert C. (1976). Historic American roads: From frontier trails to superhighways. New York: Crown Publishers. Sawhney, H. (2005). Wi-Fi Networks and the Reorganization of Wireline Wireless Relationship. In R. Ling & P. Pedersen (Eds.), Mobile communications: Renegotiation of the social sphere (Vol ). London: Springer. Standage, T. (1998). The Victorian Internet. London: Weidenfeld and Nicolson. United States Census Bureau. (1890). Report on Transportation Business in the United States at the Eleventh Census Washington, D.C.: US Census Bureau. Vaage, O. (2007). Mediabruks undersøkelse. Oslo: Statistics Norway. 20