Historiebevidsthed nøgle til at forstå og forklare historisk-sociale processer

Transkript

1 1 Oplæg til Nordisk Historikermøde august 2011, Tromsø, Norge Historiebevidsthed nøgle til at forstå og forklare historisk-sociale processer Bernard Eric Jensen, DPU v. AU, Danmark Udgangspunkt. Begrebet historiebevidsthed har nu været i brug blandt historiedidaktikere i mere end tre årtier, og det er derfor på tide, at der gøres status over den teoridannelse. I den udstrækning at det er en videnskabelig teoridannelse, må den ikke kun kunne godtgøres empirisk, det må også være muligt at gøre status den foreliggende viden herom. De påtrængende spørgsmål. Der er i dag behov for at få stillet og besvaret et sæt samhørende spørgsmål. De kunne formuleres som følger: 1. udgør de indsigter, der ligger til grund for begrebet historiebevidsthed, en vigtig videnskabelig landvinding? 2. i givet fald - hvad udgør da kernen i denne teoridannelse? 3. findes der væsentlige foregribelser af nævnte teori? 4. har der været forskningsstrategiske blindgyder i arbejdet med den teoridannelse? 5. hvor findes den interessante og perspektivrige forskning i historiebevidsthed? 6. hvad vides der om en historiebevidstheds ophav? 7. hvilke forskningsopgaver trænger sig allermest på? 8. hvilke implikationer har begrebet historiebevidsthed for, hvordan historiedidaktikere skal definere deres forskningsfelt? 9. hvilken historieforståelse ligger til grund for begrebet historiebevidsthed? 10. inden for hvilken teoriramme kan forskning i historiebevidsthed bedst folde sig ud? Ad 1 og 2: Historiebevidsthed som videnskabelig landvinding Et af de forhold, der besværliggør enhver besvarelse af spørgsmålet, om historiebevidsthedsteori udgør en vigtig videnskabelig landvinding, går tilbage til det forhold, at der ikke er etableret en faglig konsensus om, hvordan dette begreb præcist skal defineres. Jeg har tidligere peget på, at der findes fire delvis forskellige definitioner i Jeismanns artikel om Geschichtsbewusstsein i førsteudgaven af Handbuch der Geschichtsdidaktik (1979) (jf. Jensen 1997), og jeg har ligeledes søgt at indkredse, hvad der er stridens æble i den pågående kamp om det historiedidaktiske historiebegreb (jf. Jensen 2004a). Jeg er ikke selv i tvivl om, hvad der udgør kernen i denne teoridannelse, og hvad der dermed er den afgørende videnskabelige landing. Her skal der gengives fire formuleringer af, hvad jeg betragter som værende samme indsigt i et bestemt sagforhold: 1. Geschichtsbewusstsein [umgreift] den Zusammenhang von Vergangenheitsdeutung, Gegenwartsverständnis und Zukunftsperspektive. (Jeismann 1979)

2 2 2. Es gibt keine Geschichte, ohne dass sie durch Erfahrungen und Erwartungen der handelnden und leidenden Menschen konstituiert worden wäre. (Koselleck 1979) 3. Nach Husserl steht der Mensch immer schon je in der Geschichte, er hat seine Vergangenheit im Rückblick, eine Zukunft auf ein Eschaton und eine Gegenwart, in der er gerade steht. Geschichtlichkeit ist die Strukturform seines Lebens. (Schörken 1985) 4. Historiebevidsthed tager afsæt i det forhold, at fortiden er til stede i nutiden som erindring og fortidsfortolkning, og at fremtiden er til stede som et sæt forventninger. Begrebet retter altså opmærksomheden mod det menneskelige eksistensvilkår, at i en levet nutid indgår der altid såvel en erindret fortid som en forventet fremtid. (Jensen 1996) Historiebevidsthed er en begrebsliggørelse og dermed udmøntning af indsigt i et bestemt sagforhold, nemlig at der i et levet menneskeliv (og dermed også et samfundsliv) vil være samspil mellem menneskers fortidsfortolkninger, samtidsforståelser og fremtidsforventninger. Men bemærk at der sidenhen indarbejdes en ontogenetisk kvalifikation i denne definition, den vedrører det med et menneskeliv. En historiebevidsthed vedrører det sagforhold, at mennesker løbende må søge at etablere sammenhænge mellem noget mere eller mindre faktuelt (fortidsfortolkning og samtidsforståelse) og noget, der har status af at være noget muligt/ønskværdigt/frygtet (fremtidsforventning). Historiebevidsthed og handlingsteori hænger sammen som ærtehalm. Og det er det sagforhold, der udgør den afgørende nøgle, når det drejer sig om at forstå og forklare historisk-sociale processer jf. min titel. Ad 3: Foregribelser Det er velbegrundet at pege på, at udarbejdelse af en teori om historiebevidsthed er noget, der hører hjemme i 1900-tallet den historie er endnu ikke skrevet - men der har tidligere været embryoniske formuleringer heraf. Et par eksempler: 1. Cicero i De inventione, II, liii (om stofindsamling)(ca. 85 f.kr.): Klogskab [prudentia] er viden om, hvad der er godt, hvad der er skidt, og hvad der er hverken godt eller skidt. Dens tre dele er erindring [memoria], intelligens [intelligentia], fremsynethed [providentia]. Erindring er den mentale færdighed.som kan genkalde, hvad der skete. Intelligens er den mentale færdighed, hvormed bevidstheden afgør, hvad der eksisterer. Fremsynethed er den mentale færdighed, med hvilken det bliver klarlagt, hvad der vil ske. (Citeret efter Yates 1992) 2. Augustin i Confessiones, XI, xx & xxvi (bekendelser)( e.kr.): ( ) hverken fremtiden eller fortiden er til, og ( ) det er ikke korrekt at sige: Der er tre tider, fortid, nutid og fremtid. Måske skulle man korrekt sige: Der er tre tider, en nutid med henblik på fortiden, en nutid med henblik på nutiden, og en nutid med henblik på fremtiden. Disse tre tider findes i sjælen, og andre steder kan jeg ikke se dem. Nutiden med henblik på fortiden er erindring, nutiden med henblik på nutiden er betragtning, og nutiden med henblik på fremtiden er forventning. ( ) Derfor synes jeg, at tid ikke er andet end udstrækning, men af

3 3 hvad, ved jeg ikke. Jeg undrer mig over, om det ikke skulle være af selve bevidstheden. (Damsholts oversættelse 1988) Ad 4: Blindgyder Hvis historiebevidsthed forstås på den ovennævnte måde, kommer det samtidigt til at stå klart, at flere forskningsstrategiske blindgyder har været afprøvet ved udforskning af og teoretiseren om historiebevidsthed. Her skal der peges på tre sådanne blindgyder: 1. at behandle menneskers fortidsfortolkningen og deres samtidsforståelse og fremtidsforventninger hver for sig fx at undersøge skolens historieundervisning og samfundsfagsundervisning/samtidsorientering hver for sig. (fx Angvik & von Borries Youth & History projektet). 2. at arbejde med et forsnævret (dvs. et restringent) historiebegreb fx at historie kun vedrører kun det, der går forud for ens egen fødsel => et begreb om historisk erindring som en særlig form for erindring (fx Rüsen og von Borries) ( jf. Straub 1998 & Jensen 2009a) 3. at tildele historiefaglige fortidsfortolkninger en forrangsstilling, når det drejer sig om at udforske de historiebevidstheder, der gør sig gældende i et bestemt samfund (fx Rüsen) (jf. Wolfrum 1999) En måde at forklare, at fagfolk har bevæget sig ind i disse blindgyder, kan ske ved at se det som forsøg på at tilpasse begrebet historiebevidsthed til en traditionelt historiefaglig forståelse af historie (=> historie(n) = fortid(en) - dvs. et fortidsfikseret historiebegreb).(jensen 2004a&b) Ad 5: Perspektivrig forskning i historiebevidsthed Et af de forhold, der kan gøre det vanskeligt at danne sig et overblik over den faktiske forskning i og teoridannelse om historiebevidsthed, går tilbage til et dobbeltforhold. For det første bruger meget af denne forskning og teoridannelse slet ikke termen historiebevidsthed, selvom den vedrører det sagforhold, som historiedidaktikere benævner historiebevidsthed. For det andet bliver en hel del af denne forskning og teoridannelse ikke udført af historiedidaktikere eller faghistorikere, men af fagfolk fra andre fag. Megen af den foreliggende forskning i historiebevidsthed sker inden for forskningsfelter med beslægtede betegnelser. Den finder fx sted inden, hvad der i dag kaldes kognitiv semantik, kulturpsykologi, neuropsykologi, narrativ psykologi, selvpsykologi eller socialpsykologi. Gennemgås disse forskningsfelter, fremgår det, at historiebevidsthed indtager en helt central placering heri, men indsigt i dette sagforhold formuleres ved hjælp af andre termer. Her opregner nogle eksempler:

4 4 1. J. Bruners kulturpsykologi: Two aspects of selfhood ( ) are regarded as universal. The first is agency. Selfhood ( ) derives from the sense that one can initiate and carry out activities on one s own. ( ) What characterizes human selfhood is the construction of a conceptual system that organizes, as it were, a record that is related to the past (that is, autobiographical memory, socalled) but that is also extrapolated into the future self with history and with possibility. (Bruner, The Culture of Education, 1996 s.35-36) 2. A. Damasios neuropsykologi: ( ) the complex kind of consciousness, which I call extended consciousness and of which there are many levels and grades, provides the organism with an elaborate sense of self an identity and a person, you or me, no less and places that person at a point in individual historical time, richly aware of the lived past and of the anticipated future, and keenly cognizant of the world beside it (Damasio, The Feeling of What Happens, 1999, s. 16). 3. G. Lakoff & M. Johnsons cognitive semantik: Time is as basic a concept as we have. Yet time, in English and in other languages is, for most parts not conceptualized and talked about on its own terms. Very little of our understanding of time is purely temporal. Most of our understanding of time is a metaphorical version of our understanding of motion in space. It should be said at the outset that motion in our conceptual system is not understood in the same way as in physics. In physics, time is a more primitive concept than motion and motion is defined as the change of location over time. But cognitively the situation is reversed. Motion appears to be primary and time is metaphorically conceptualized in terms of motion. There is an area in the visual system of our brains to the detection of motion. There is no such area for the detection of global time. That means that motion is directly perceived and is available for the use as a source domain by our metaphor system. The metaphor system in English has a structure. The most basic metaphor for time has an observer at the present who is facing towards the future, with the past behind the observer. We will refer to this as the Time Orientation metaphor. (G. Lakoff & M. Lohnson, Philosophy in the Flesh, 1999, s ). 4. M. Crossleys narrative psykologi: A personal narrative represents one of the ways in which we narratively structure and configure life insofar as it is an act of imagination that is a patterned integration of our remembered past, perceived present and anticipated future. (Crossley, Introducing Narrative Psychology, 2000 s.67) 5. J. Tønnes Hansens selvpsykologi: Mennesket er som en tilværen aldrig blot til stede i et givet nu, men altid tilstede som en væren-i-et-nu-der-rummer-både-for-og-fremtid. Mennesket er grundlæggende en fremadrettet-fortidsbestemt-nutidighed, der både kymrer sig om sin fremtid og bærer på en livshistorie ( kymrer er en oversættelse af Heideggers Sorge ). (Tønnes Hansen, Selvet som rettethed, 2001, s.160). 6. M. Ross & R. Buehlers socialpsykologiske identitetsteori: People s sense of identity often includes a perception of who they were, who they are, and who they will be. ( ) We have argued that the future and past matter because they influence people s present emotions, decisions, and behavior. We next consider how people create their pasts and imaginary futures. Both memories and forecast occur in the present and typically in response to people s ongoing concerns. (Ross & Buehler,

5 5 Identity Through Time: Constructing Personal Pasts and Futures, i Self and Social Identity, 2004, s ). En del nutidig forskning og teori vedrører det sagforhold, historiedidaktikere plejer at kalde historiebevidsthed. Det fremgår heraf, at et samspil mellem fortidsfortolkning, samtidsforståelse og fremtidsforventning er noget, der kendetegner såvel menneskers identitetsdannelse (dvs. deres (socialt konstruerede) selv) som selve det levede liv (dvs. de handlinger, de udfører for at virkeliggøre deres projekter). For at kunne forstå og forklare et levet menneske- og samfundsliv må der derfor løbende henvises til menneskers historiebevidsthed. Skal der hæftes et betegnelse på det sagforhold, ville man på engelsk ofte omtale det som human temporality det drejer sig altså om en anden form for tid end de andre slags tid, der findes i andre dele af naturen. Det kan beskrives som den indre tid dvs. den, der er virksom i menneskers bevidsthedsliv til forskel fra den ydre tid (fysisk-astronomisk tid, hvor tid er en Jetzfolge = kontinuerlig række nu er), der gør sig gældende i solsystemet, og den biologiske tid (fx det indbyggede biologiske ur ), der gør sig gældende i biologiske organismer. (Jf. Jensen 2010a & 2011 ). Ad 6: En historiebevidstheds ophav Et af de begreber, som psykologer bringer på banen, når de behandler, hvad jeg her benævner human temporality eller historiebevidsthed, er begrebet autobiografisk erindring. Socialpsykologen Harald Welzer og neuropsykologen Hans J. Markowitsch konkluderer deres forskningsoversigt herom ved at pege på følgende: The stage of fully developed autobiographical memory is attained when the individual can classify information according to the temporal dimensions, when he or she has a concept of the past and the future and performs mental time travels backwards in time and prospectively. (Welzer & Markowitsch 2005, s.73) Det bedste bud på, hvordan menneskers historiebevidstheder dannes og udvikles, skal formentlig findes i forskning om menneskers autobiografiske erindring. Flere erindringsforskere sætter sagen på spidsen og argumenterer for følgende: without autobiographical memory there would be no sense of past or future (Nelson & Fivush 2004, s.499). Når erindringsforskere fremfører et sådant synspunkt, må det medtænkes, hvordan de mere alment forstår erindring. De har en forståelse af erindring, der går noget på tværs af en hverdagsforståelse. De arbejder for det første med flere slags erindring. I nutidig erindrings- og hukommelsesforskning er den styrende antagelse, at vi mennesker ikke har en slags erindring/hukommelse, men derimod flere, der aktiverer delvis forskellige dele af og netværk i vore hjerner. Vi har fx en perceptuel (at huske synsindtryk), en procedural (at huske færdigheder), en semantisk (at huske betydningen af ord, tal, sagforhold), en emotionel (at huske de følelser, bestemte forhold gav anledning til), en episodisk (at huske begivenheder) og en såkaldt autobiografisk erindring, der giver os oplevelsen af

6 6 at have en livshistorie, hvori der indgår såvel en fortid som en fremtid. Skal vi indkredse, hvad der særligt kendetegner de to sidstnævnte (episodisk/autobiografisk), må det ske i forhold til, hvad der kendetegner andre slags erindring. Katherine Nelson siger det således: ( ) most forms of memory are present- and future-oriented. The future-oriented function of memory is basic to all organisms that have memory. To be able to predict the unfolding of events is to gain control, by anticipating what actions of one s own are called for in the situation. Evolution does not provide memory for the purpose of simply thinking of the past but to solve problems in the present, in particular to anticipate the next moves that are required by the situation. (Nelson 2003 s.14) Når vi fx husker en bestemt begreb (fx historiebevidsthed) eller et specifikt sagforhold (fx døgnets gang), drejer det sig om en form for generaliseret sagkundskab. Vi vil ganske vist have lært de forhold at kende på bestemte tidspunkter, men der er ikke i erindringen heraf indbygget nogen form for reference til deres ophav i en bestemt situation og på et bestemt tidspunkt. Det særlige ved den episodiske og den autobiografiske (sidstnævnte er en underafdeling af førstnævnte) er, at der i dem er indarbejdet referencer til en bestemt situation på et bestemt tidspunkt (fx den eftermiddag, da jeg færdiggjorde min magisterkonferens i historie i februar 1972 på Københavns Universitets Historiske Institut på Bispetorvet ved at holde konferensforelæsning om historikeren Erik Arup). Katherine Nelson sammenfatter sin forståelse af autobiografisk erindring på følgende måde: Early experience in constructing the personal past with parents provides the threshold for the emergence of a new function of memory, the autonoetic reference to personal experience in the past. Autonoesis [= experiential awareness] emerges in concert with other developments in the preschool period, in particular with the attainment of psychological understanding of self and other (theory of mind), and reflects or is reflected in the establishment of frontal lobe processing through specific neural pathways that serve both autonoesis and other executive functions such as planning. These developments in turn open up the child s capacity to understand the self as a continuing person from a definite unique past into an indefinite but unique future, situated within a cultural complex. (Nelson 2003 s.24) Flere hovedpunkter vedr. den autobiografiske erindring skal opregnes med afsæt i Markowitsch & Welzer, The Development of Autobiographical Memory, 2010 : 1. den autobiografiske erindring er artsspecifik dvs. noget, der kun findes hos mennesker (der findes dog embryoniske former for episodisk erindring hos menneskeaber). 2. små børn har ikke en autobiografisk erindring, idet den først dannes (konstrueres), når børn er i tre- til femårsalderen, og det sker sammen med dannelsen af, hvad der kaldes det kulturelle og narrative selv (jf. også Benson 2001). 3. den autobiografiske erindring forekommer at være den mest komplekse form for erindring, der findes hos mennesker. 4. det er den form for erindring, der tager allerlængst tid til at blive udviklet og modnet det sker som hovedregel først i de sene teenageår eller i en tidlig voksenalder.

7 7 5. den autobiografiske erindring er ikke kun noget socio-kulturelt konstrueret, men også noget, der løbende bearbejdes og delvis omdannes. 6. en autobiografisk erindring vedrører et bestemt individ (et selv), men dette selv vil samtidigt være indlejret i et eller flere erindrings- og handlefællesskaber. Med Charles Taylors spidsformulering: A self exists only within ( ) webs of interlocution. ( ) our concept of identity [offers] an answer to the question of who I am through a definition of where I am speaking from and to whom. (Taylor 1989 s.36) Menneskers historiebevidsthed er følgelig ikke noget medfødt, men er noget, der dannes i sammenhæng med dannelse af menneskers kulturelle og narrative selv. Det vil derfor være mere præcist at sige, at det kun er alle socialt fungerende mennesker, der har en historiebevidsthed, og at den vil til være indgående præget af de(n) kultur(er), hvori den dannes og bruges. Ad 7: Påtrængende forskningsopgaver Skal vi blive afgørende klogere på menneskers historiebevidsthed, dens ophav, former og funktioner, er der især behov for forskning på følgende tre fronter: 1. en udforskning af menneskers historiebevidsthed med afsæt i den såkaldte subjektive vending dvs. med brug af et førstepersonsperspektiv snarere end det tredjepersonsperspektiv, der er fremherskende i mange faglige sammenhænge. I Crossleys Introducing Narrative Psychology fremlægges fx yderst interessante resultater om, hvordan mennesker, der befinder sig i ekstremme situationer (fx fatalt syge), ændrer deres oplevelser af hele forholdet mellem fortid, nutid og fremtid. Dvs. historiebevidsthed er i udpræget grad et situeret sagforhold. 2. en udforsknings af historiebevidsthed må afvikle den kognitiv-semantiske fiksering (=> fokus på italesatte kundskaber), der præger megen historiedidaktisk forskning. I stedet vil det være mere oplagt at forstå historiebevidsthed med afsæt i et bredt og inklusivt begreb om mennesker som embodied minds ; det kunne fx ske ved at tage afsæt i Howard Gardners teori om mangfoldige intelligenser (dvs. medtænke fx de emotive, musiske og interpersonale sider af en historiebevidsthed) og dermed opfatte den mere som en aktivitet/færdighed end som et kognitivt produkt. 3. en udforskning af, hvordan almindelige mennesker bruger deres historiebevidsthed i forskellige slags hverdagssammenhænge der er altså brug for en meget mere forfinet indsigt i menneskers faktiske fortidsbrug. Først i lyset heraf vil det være muligt at klarlægge mere præcist, hvad det vil fordre, hvis menneskers historiebevidsthed skal kunne videreudvikles og kvalificeres. Ad 8: Historiedidaktik som forskningsfelt Hvilke implikationer har begrebet historiebevidsthed for, hvordan vi skal definere historiedidaktik som et fagligt forskningsfelt? Her vil jeg pege på tre forhold: 1. Historiedidaktik må i første række forstås som værende en historiebevidsthedsdidaktik snarere end som en historiefagsdidaktik. Dens grundform er en fagligt funderet lægdidaktik og altså ikke en fagdidaktik. (jf. Jensen 2003)

8 8 2. Historiedidaktik forstås formentlig bedst, hvis den opfattes som et arbejdsfelt på linje med retorik og hermeneutik. Retorik lærer ikke folk at tale det lærer de andetsteds - men den søger at gøre dem bedre til det at tale. Hermeneutik lærer ikke folk at fortolke - det lærer de andetsteds men den søger at gøre dem bedre til det at fortolke. Historiedidaktik lærer ikke folk at danne og bruge deres historiebevidsthed det lærer de andetsteds men den søger at gøre dem til mere indsigtsfulde og ansvarsfulde, mere opfindsomme og eftertænksomme, mere kritiske og kreative brugere af deres historiebevidsthed, end de ellers ville have været. 3. Ud fra et lægperspektiv bliver historiedidaktik interessant og væsentlig for så vidt som, at den fremstår som en brugbar historiebrugsdidaktik dvs. en, der især er optaget af at oparbejde en praktisk livsvisdom eller fronesis, som Aristoteles benævnte det. Det vil sige, at den må arbejde med afsæt i den klassiske topos historia magistra vitæ - som en livets læremester (jf Jensen 2006 & 2009b). Ad 9: Historiebevidsthed som aktørhistorie Det findes en flerhed af historiebegreber. Der kan uden større vanskelighed skelnes mellem 10 delvis forskellige forståelser af historie (jf. Jensen 2006), men her vil jeg dog kun berøre en af de mere grundlæggende distinktioner på dette felt, nemlig forskellen mellem aktørhistorie og observatørhistorie (jf. Jensen 2010b). Mennesker kan idealtypisk - forholde sig til noget fortidigt på to meget forskellige måder. De kan bruge det fortidige i et indgribende og fremadrettet aktørperspektiv, eller de kan anskue det fortidige i et distancerende observatørperspektiv. Disse to slags fortidsbrug er styret af en ganske forskellig historieinteresse. Det afgørende i nærværende sammenhæng er, at begrebet historiebevidsthed så afgjort hører hjemme inden for rammerne af en aktørhistorie. Her bliver noget fortidigt brugt i det levende livs tjeneste dvs. til at leve livet og dermed frembringe nye historisk-sociale processer. Koblingen mellem historiebevidsthed og handlen fremgår bl.a. af Nelsons påpegning af, hvordan menneskers autobiografiske erindring står helt centralt, når det drejer sig om de såkaldte executive functions such as planing dvs. netop det, der kendetegner menneskers handlinger. Det er altså en sådan forståelse af historie, der derfor bør være standardindstillingen (= the default position i computersprog) det, der danner afsættet for historiedidaktiske og historieteoretiske analyser. Jf. Nelsons fine formulering: Evolution does not provide memory for the purpose of simply thinking of the past but to solve problems in the present. Det ligger op til at definere historie på følgende måde: historie = når nogen bruger noget fortidigt til noget => historie vil følgelig altid være nogens fortid(er) => det vil derfor være teoretisk problematisk/illegitimt at tale om historie, uden at det specificeres, hvis historie der er tale om. Så snart eftertrykket lægges på, at nogen bruger noget fortidigt til noget, vil der samtidigt være indbygget en samtids- og fremtidsdimension heri. En sådan forståelse af historie kan i øvrigt godt rumme en observatørhistorie fx det historiefaglige historiebegreb. Her vil nogen (en dansk faghistoriker) bruge noget fortidigt (fx krigen i 1864) til noget (fx med henblik på at sprede oplysning om danskeres anstrengte forhold til Tyskland (=> en oplysende fortidsbrug). Når det gælder udforskningen af en observatørhistorie, lægger det ligeledes op til, at faghistorikere skal have blik for, at de historiske aktører som hovedregel vil gøre brug af en aktørhistorisk tilgang

9 9 dvs. vil anskue historisk-sociale processer ud fra en historiebevidsthedssynsvinkel (=> hvad Koselleck kalder forgangen fremtid ). Ad 10: Socialkonstruktivitisk antropologi og samfundsteori Det gælder for alle historiedidaktiske nøglebegreber, at de ikke udgør et sæt teorineutrale begreber. Det vil sige, at de vil enten (i) passe godt ind i eller (ii) være i mere eller mindre konflikt med den antropologi og samfundsteori, der ligger til grund for den pågældende historiedidaktik. Dette gælder selvfølgelig også for begrebet historiebevidsthed. Det er derfor meningsfuldt at stille to samhørende spørgsmål. Inden for hvilken teoriramme vil forskning i historiebevidsthed bedst kunne folde sig ud? Og hvor vil den ikke kunne komme til fuld udfoldelse? Jeg starter med sidstnævnte. Er man fx fortaler for en historiematerialistisk tænkemåde (dvs. baserer ens forskning på Marx tese om, at det er menneskers sociale væren, der bestemmer deres bevidsthed), vil den fremlagte tolkning af historiebevidsthed være i åbenbar konflikt med et sådant teorigrundlag. De tilgange er teoretisk inkompatible. Skal begrebet historiebevidsthed komme til en fuld og frugtbar udfoldelse, vil det bedst kunne ske inden for rammerne af en (erkendelsesrealistisk udgave af) socialkonstruktivistisk antropologi og samfundsteori. Det er indenfor en sådan teoriramme, at menneskers indre tid får tilskrevet en helt afgørende betydning. Det udgør en kompatibel teoridannelse, fordi en historisk-social virkelighed her forstås og forklares som noget, der til dels konstitueres af aktørernes erfarings- og tænkemåder, og det er en teoridannelse, der tillægger menneskers brug af deres indre tid en såvel virkelighedsformende som historiefrembringende effekt (jf. Jensen 2011). Litteraturhenvisninger Augustin (1988). Bekendelser. Benson, C. (2001). The Cultural Psychology of Self. Bruner, J. (1996). The Culture of Education. Crossley, M. (2000). Introducing Narrative Psychology. Damasio, A. (1999). The Feeling of What Happens. Jeismann, K.E. (1979). Geschichtsbewusstsein, i K. Bergmannn m.fl. (red.), Handbuch der Geschichtsdidaktik. Jensen, B.E. (1996). Historiebevidsthed og historie hvad er det?, i Brinckmann, H. & Rasmussen, L. (red.), Historieskabte såvel som historieskabende. Jensen, B. E. (1997). Historiemedvetande begreppsanalys, samhällsteori, didaktik, i C. Karlegärd & K.-G. Karlsson (red.), Historiedidaktik. Jensen, B. E. (2003). En offensiv historiedidaktik, i Ohman Nielsen, M.-B. m.fl. (red). Fagdidaktikk på offensiven.

10 10 Jensen, B.E. (2004a). Kampen om det historiedidaktiske historiebegreb, i S. Ahonen m.fl. (red.), Hvor går historiedidaktikken? Jensen, B.E. (2004b). Faghistorikeres historiebegreb. Baggrund, kendetegn, virkninger, [Dansk] Historisk Tidsskrift, bd Jensen, B.E. (2006). Historiebrugsdidaktik om at etablere en ny slags historiedidaktik, i Ongstad, S. (red.). Fag og didaktikk i lærerutdanning. Jensen, B.E. (2009a). Usable Pasts. Comparing Approaches to Popular and Pubkic History, i Ashton, P. & Kean, H. (red.). People and their Pasts. Jensen, B.E. (2009b). Using a Past Magistra Vitae Approaches to History, i Eriksen, A. & Sigurdsson, J.V. (red.). Negotiating Pasts in the Nordic Countries. Jensen, B.E. (2010a). Tid og historie, temp, nr. 1 Jensen, B.E. (2010b). Hvad er historie. Jensen, B.E. (2011). At handle i tid og rum. Et socialkonstruktivistisk historiebegreb, [Dansk] Historisk Tidsskrift, bd (uu). Koselleck, R. (1979). Vergangene Zukunft. Lakoff, G. & Johnson, M. (1999). Philosophy in the Flesh. Markowitsch, H.J. & Welzer, H. (2010). The Development of Autobiographical Memory. Nelson, K. (2003). Narrative and Self, Myth and Memory, i Fivush, R. & Haden, C.A. (red.). Autobiographical Memory and the Construction of a Narrative Self. Nelson, K. & Fivush, R. (2004). The Emergence of Autobiographical Memory, Psychological Review, bd Schörken, R. (1985). Geschichte als Lebenswelt, i K. Bergmannn m.fl. (red.), Handbuch der Geschichtsdidaktik. Straub, J. (1998). Geschichten erzählen, Geschichte bilden, i Straub, J. (red.). Erzählung Identität und historisches Bewusstsein. Taylor, C. (1989). Sources of the Self. Tønnes Hansen, J. (2001). Selvet som rettethed. Yates, F. (1966). The Art of Memory. Welzer, H. & Markowitsch, H.J. (2005). Towards a Bio-Psycho-Social Model of Autobiographical Memory, Memory, bd.13. Wolfrum, E. (1999). Geschichtspolitik in der Bundesrepublik Deutschland. Darmstadt.